Indspark – om vekseluddannelse i krydsfeltet

Uddannelse har altid befundet sig i et krydsfelt mellem tradition og fornyelse, mellem reproduktion og innovation. I takt med den generelle samfundsudvikling, og fokus på eksempelvis effektivisering, digitalisering og globalisering, er flertydige krav og modstridende forventninger – bla. gennem nye styringsmodeller og reformtiltag – steget, ikke mindst på ungdomsuddannelsesområdet. Dette kan føre til decideret krydspres og udviklingen kalder på nye ledelses-, organiserings- og i et vist omfang – også undervisningstilgange. Her kan en grænsekrydsningstilgang til uddannelse være et relevant bud i forhold til at håndtere øget kompleksitet og krydspres.

Grænsekrydsning er en tilgang til uddannelse, der handler om at finde meningsfulde og produktive måder at udnytte forskellighed på. Både elever, lærere og ledere kan opleve at stå i et krydsfelt på grund af grænser og forskellighed.

I et grænsekrydsningsperspektiv handler det ikke om at ignorere eller udviske forskelle, men snarere at anerkende og udnytte dem – fx. forskellige faglige holdninger til kerneopgaven – som udgangspunkt for dialog og meningsforhandling. Håndteret fornuftigt kan forskelle, modsætninger og endda konflikter give mulighed for læring, udvikling og innovation på kryds og tværs i og imellem organisatoriske enheder.

Grænsekrydsningstilgangen er særligt relevant for vekseluddannelser så som erhvervs- og professionsuddannelser. Hvad en grænsekrydsningstilgang mere konkret har at tilbyde ift. vekseluddannelse, og særligt ift. EUD, kan du blive klogere på i dette første nummer af Vekseluddannelse i krydsfeltet:

I dette første nummer introduceres der bredt til forskellige aspekter af og kernebegreber i grænsekrydsningsteori. Indsparket er det første i en serie, hvor der er planlagt numre om følgende temaer:

  • Grænsekrydsende pædagogisk ledelse
  • Pædagogisk-digital strategi og praksis i et grænsekrydsningsperspektiv
  • Grænsekrydsende undervisning og læring
  • Grænsekrydsende udvikling af fagprofessionelle
  • Grænsekrydsende samskabelse mellem skole og praktik

Indsparket er delvist inspireret af mit aktuelle arbejde med pædagogiske ledere fra EUD, hvor jeg i efteråret 2019 var tilknyttet som følgeforsker på en webinarrække om udvikling af pædagogisk-digitale strategier for Center for It i Undervisningen (CIU).

Det bliver også muligt at høre mere om dette på Danmarks Læringsfestival 2020, hvor jeg skal moderere en debat mellem EUD-ledere arrangeret af CIU om netop ‘Udvikling og forankring af skolens pædagogisk-digitale strategi’ i EUD-sporet d. 4. marts.

/Marianne

Indsparket kan downloades her: 01_Vekseluddannelse i krydsfeltet_MRiis

Digitalisering med omtanke og udsyn i det nye årti?

På grænsen til det nye årti, er det på sin plads at gøre en form for status og forsøge at kigge lidt fremad. Her vælger jeg at tage udgangspunkt i en forespørgselsdebat, F17 Om digitalisering med omtanke og udsyn, fra Folketinget d. 11.12.19. Forespørgselsdebatten er på mange måder illustrativ ift. til det seneste årtis – særligt den sidste halvdels – måde at debattere digitalisering i uddannelsessektoren på. Der er tale om et meget langt indlæg (knap 7000 ord), hvor jeg helt bevidst har valgt at medtage mange og lange citater fra forespørgselsdebatten, simpelthen fordi jeg synes, at det er super interessant at læse politikernes holdninger til emnet.

I debatten kommer en række af de gængse antagelser, der generelt præger debatter om digitalisering, frem – de væsentligste er samlet i boksen herunder:

Digitalisering af undervisning, og i uddannelse mere generelt, har ikke haft den forventede positive effekt (fx på elevernes læringsudbytte).

Digitalisering har derimod: 
- resulteret i distraktioner, manglende fordybelse, dårligere læsning, eksklusion og mobning, samt forskellige sundhedsrisici
- medført kommercialisering og øget overvågningskapitalisme i uddannelse
- betydet øget monopolisering ift. valg og indkøb af digitale læremidler, portaler, platforme mv.
- standardiseret lærernes arbejde og frataget dem en væsentlig del af deres faglighed

Spørgsmål til ministeren
I forespørgselsdebatten havde Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF) stillet følgende spørgsmål til ministeren:

Vil regeringen med afsæt i den tidligere regerings plan »Digitalisering med omtanke og udsyn – Mod en ny digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet« fra marts 2019 redegøre for, hvad status er på planen, og hvordan regeringen forholder sig til en nylig offentliggjort større international undersøgelse, som påpeger, at skoleelever bliver dårligere læsere, når iPads og læringsplatforme erstatter bøger og papir, jf. artiklen »Skærme gør danske skoleelever til dårligere læsere« i Politiken, den 28. oktober 2019, og artiklen »Eleverne har sværere ved at fordybe sig, når de læser på en skærm« i Politiken, den 29. oktober 2019?

Forespørgselsdebatten var interessant fordi den gav et indblik i forskellige partieres holdninger til digitalisering på uddannelsesområdet (særligt ift. Folkeskolen) og politikernes måde at debattere og argumentere på. Debatten varede i godt to en halv time, så der kom mange synspunkter frem. Det er første gang, at jeg har set ministeren udtale sig i så vid udstrækning om digitalisering, så alene af den grund er debatten virkelig interessant. Men først lidt om de to undersøgelser, som Thulesen Dahl og Ahrendtsen refererer til, da disse hver især er med til at danne to overordnede præmisser for debatten.

Baggrunden for debatten

Den første undersøgelse er en del af en slags statuspublikation ‘Digitalisering med omtanke og udsyn – mod en ny digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet’, som den tidligere regering udgav i marts 2019. Publikationen indeholder fire temaer om 1) teknologi i undervisningen, 2) teknologi som faglighed, 3) teknologi og det gode børne- og ungeliv og 4) teknologi på skolen. For hvert tema er der listet muligheder og opmærksomhedspunkter. Særligt sidstnævnte er interessant, da der kun yderst sjældent på policyniveau gennem de seneste årtier har været så eksplicit fokus på nogle af de negative konsekvenser, der også kan følge med digital teknologi i og omkring undervisning og uddannelse.

Den daværende minister skrev følgende i forordet:

Denne publikation giver et indblik i, hvad forskningen siger om teknologi og undervisning, og den giver et værdifuldt vidnesbyrd fra en række undervisere, som til daglig har dilemmaerne og mulighederne tæt inde på livet i klasseværelserne. Det er vigtigt, at vi også lytter til lærerne og eleverne og får et indblik i, hvad de efterspørger og har brug for i undervisningen. (STIL, 2019, s. 3)

Publikationen var baseret på en ‘temperaturmåling’ blandt 376 lærere og undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelser (gymnasier og erhvervsuddannelser) og blandt 1051 forældre til børn og unge i grundskole og på ungdomsuddannelser. Det blev fremhævet, at temperaturmålingen ikke var repræsentativ, men gav ‘et indblik i, hvordan lærere, undervisere og forældre forholder sig til digitalisering og teknologi på undervisningsområdet lige nu’. Publikationen indeholder også et appendiks over udvalgte rapporter, debatbøger og undersøgelser – et egentligt forskningsreview er der dog ikke tale om. I relation til forespørgselsdebatten, så er det især omtankeperspektivet, der udgør en præmis.

Den anden undersøgelse, som der refereres til indirekte via de to artikler fra Politiken, er den såkaldte ePIRLS 2016, der blev udgivet i oktober 2019. PIRLS er en tilbagevendende undersøgelse af elevers læsekompetence i omkring 10-års alderen, der udføres hvert 5. år. I 2015-16 blev undersøgelsen PIRLS 2016 gennemført. Her undersøgte man for første gang også læsning af elektroniske tekster (ePIRLS). Danmark deltog med 7.100 elever fra både 3. og 4. klasse fra 186 skoler, der er repræsentativt udvalgt.

Den næste PIRLS-undersøgelse bliver foretaget i 2021 og her bliver ePIRLS en integreret del af selve PIRLS.

Af pressemeddelelsen, der har overskriften ‘Danske elever er gode online-læsere, men glem ikke bøgerne’ fremgår det bla.:

  • De danske 4. klasseelever gik i læseundersøgelsen PIRLS 2016 lidt* tilbage i forhold til resultaterne fra 2011.

  • Eleverne, særligt drengene, er bedre til at læse på en computerskærm end på papir.

  • Sammenlignet med andre lande klarer de danske elever sig godt. Kun eleverne fra Singapore, Norge og Irland klarer sig bedre.

  • En gruppe elever (11%) har svært ved at læse både på papir og på en skærm.

  • Forældres læselyst, barnets glæde ved at læse og tidlig sprogstimulering har positiv indflydelse på læsning.

  • Bøger skal ikke erstattes af online-tekster, derimod udtaler en af forskerne bag undersøgelsen, Katja Neubert (AU): “Resultaterne fra ePIRLS peger derfor på, at det kan være en fordel at veksle imellem forskellige materialer og medier alt efter formål,” siger hun. ”Der ser ud til at være forskel på, hvad der egner sig til at blive læst på en computer eller en tablet, og hvad der er bedre at læse på papir.”

Det var altså resultater som disse, der lå til grund for de to artikler i Politiken, der sidenhen også blev adresseret i en leder med titlen ‘Det digitale læremiddelhelvede må stoppe: giv dem så de bøger’.

Den misvisende repræsentation af undersøgelsens resultater, er blevet debatteret ivrigt, eksempelvis her i tweetet af Jeppe Bundsgaard (AU), der går i rette med Politiken. Bundsgaard har også uddybet kritikken i en artikel på Folkeskolen.dk: ‘Forskning: danske drenge læser bedre på skærm, end på papir’. Her pointerer Bundsgaard, at moderat brug af computere ser ud til at være vejen frem, men også, at undersøgelsen viser, “at det ikke er nok bare at putte teknologi ind i skolen. Det giver først gode resultater, når det er en fornuftig brug af teknologi, der finder sted.”

Men læser man alene Politiken, vil man få det indtryk – som også Thulesen Dahl og andre politikere i debatten har – at det står grueligt galt til med danske skoleelevers læsning, og at dette skyldes skærmenes indtog i undervisningen. I relation til forespørgselsdebatten, så er dette den anden præmis. 

 

Uddrag af forespørgselsdebatten
Ud over ministeren (S) og Thulesen Dahl (DF) deltog følgende personer i forespørgselsedebatten: Mai Mercado (KF), Stén Knuth (V), Torsten Gejl (ALT), Marianne Jelved (RV), Henrik Dahl (LA), Kasper Sand Kjær (S), Astrid Carøe (SF), Jakob Sølvhøj (EL) og Lars Boje Mathiesen (NB). Kantede parenteser henviser i det følgende til starttidspunktet for de forskellige talere.

Debatten starter med, at Thulesen Dahl [10:00] beder ministeren om at redegøre for status på planen for ‘Digitalisering med omtanke og udsyn’, og hvordan regeringen planlægger at komme komme videre med en digitaliseringsstrategi, ‘så vi ikke i fremtiden gør tingene lige så blindt, som vi har gjort de sidste 30 år?’

Her giver ministeren et ca. 15 min. langt svar, hvor hun bla. siger følgende om digitalisering generelt:

Der er ikke nogen tvivl om, at digitaliseringen igennem de senere år er kommet til at fylde rigtig meget på undervisningsområdet, og de af os med børn, som går i skole, oplever, hvordan digitaliseringen både har overtaget kommunikationen derhjemme, men også aktiviteterne i klasselokalet.

Alt det er jo sådan set gode intentioner, men nu står vi så i en situation, hvor digitaliseringen af undervisningsområdet også giver nogle ret alvorlige udfordringer. Digitaliseringen åbner nemlig ikke bare for nye muligheder og letter på arbejdsgangene for lærerne; digitaliseringen styrer også måden at arbejde på og ender måske desværre med i for mange situationer at ensrette lærernes praksis og den måde, der bliver undervist på. I nogle skoler oplever man – og det er jo så simpelt hen et nyt ord – at der foregår portalundervisning, hvilket betyder, at al undervisning er centreret om en onlineportal, der er udbudt af en privat leverandør, og den undervisning bliver jo selvfølgelig ensartet, kedelig og uden ånd, og det sidste er jo egentlig essensen af vores skole. For mig er det afgørende, at bøger fortsat er en vigtig del af undervisningen i folkeskolen, og det vil jeg gerne lige vende tilbage til.

Digitaliseringens indpas har i de senere år nogle steder simpelt hen været medvirkende til, at lærerne rent undervisningsmæssigt er blevet lagt i benlås, og på nogle af skolernes læringsplatforme og i de digitale læremidler er det blevet uhensigtsmæssigt styrende for lærernes tilrettelæggelse af undervisningen.

Så digitaliseringen er jo ikke problemet i sig selv. Problemet opstår, når digitaliseringen ender med at være det, der dikterer, hvad og hvordan læreren skal gribe kerneopgaven an, nemlig at sikre en god undervisning for alle elever med fokus på, at alle elever lærer og trives bedst muligt. Så selvfølgelig skal digitaliseringen indgå naturligt i undervisningen, hvor det giver mening, men det må ikke definere undervisningen – det er ret afgørende.
Ministeren [10:03 ]

Om danske skoleelevers læsning og forskellige undersøgelser på området, siger ministeren bla.:

Inden jeg går videre til at redegøre for den del af forespørgslen, der handler om den tidligere regerings arbejde med at lave en digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet, så vil jeg gerne starte med at bemærke, at danske skoleelevers evne og lyst til at læse ikke er blevet markant bedre, selv om det ikke har skortet på initiativer, og det er et område, som regeringen ser på med stor alvor. Resultaterne af de nationale test i 2019, som kom for nylig, viser, at der er et fald på 1-3 pct. i andelen af elever, der opnår gode resultater i læsning sammenlignet med sidste skoleår, og de nye PISA-tal, som også lige er kommet, viser, at resultaterne i læsning for 15-årige er uændrede fra 2015 til 2018. Dertil kommer, at en ud af seks forlader skolen uden tilstrækkelige læsekompetencer.

Vi ved, at læsefærdigheder og læselyst hænger sammen, og der ligger danske elever lavt, ligesom de læser mindre i fritiden, og det er efter min mening en meget bekymrende tendens.

Hvad skyldes det så? Kan det udelukkende forklares med, at børnene læser mere på skærmen, end de gjorde tidligere? Evalueringen af indsatsen for it i folkeskolen konkluderer, at der er en række oplevede positive effekter, bl.a. af iPads og computere, når det kommer til undervisningsdifferentiering og til motivation, og andre undersøgelser viser, at danske lærere kan se en række positive aspekter af at anvende it i undervisningen, herunder at det understøtter eleverne på det niveau, de er på, og giver dem interesse for at lære.

Så man kan sige, at udfordringen med læsning faktisk er ret kompleks. Der er ikke en entydig dokumentation for, om det har en negativ eller en positiv indvirkning på elevernes læsefærdigheder at anvende digitale bøger og undervisningsmaterialer i stedet for de fysiske bøger. Der er faktisk tværtimod forskellige faktorer, der kan have betydning for den digitale læsning. Det kan have betydning, hvilken type af tekst man læser, og hvilket medie man læser på. I virkeligheden er summa summarum jo, at det ikke må være digitaliseringen, der dikterer, hvad det så er, man anvender.

Digitalisering er et redskab, og på den måde synes jeg jo egentlig, at man skal se det lidt ligesom den kuglepen, jeg står med i hånden. Den kan være ret afgørende for at skrive, men det skal ikke være den, der afgør, hvad det er for nogle ord, der bliver skrevet; det skal helst komme heroppefra.

Balancen er altså vigtig for at skabe variation og motivation i undervisningen, og de digitale læremidler og ressourcer giver bedst gavn i undervisningen, når de kombineres med bøger og tekst på papir, og det er min oplevelse, at der ikke er den balance på alle skoler.
Ministeren [10:03 ]

Om indkøb af digitale læremidler, siger ministeren bla.:

Ifølge folkeskoleloven skal skolebestyrelsen godkende læremidler, som lærerne skal anvende i undervisningen. Det er dog nogle steder gået hen og blevet en decideret pseudoproces, fordi en kommunal forvaltning har taget en beslutning om valg af forlag på forhånd, og det vil sige, at konsekvensen af at træffe et andet valg end det, der forelægges en, økonomisk er så stor, at det mere eller mindre netop bliver til et pseudovalg, fordi man ikke kan vælge noget andet. Der kan selvfølgelig set fra forvaltningens synspunkt godt være gode grunde til det, bl.a. omkostningerne, og at der er stordriftsfordele ved centrale indkøb, men det betyder, at der er blevet en tendens til en øget centralisering af indkøb af digitale læremidler, hvor kommuner lader forvaltningen indkøbe næsten alle eller dele af de digitale læremidler, og at det nogle steder så kun er fra få eller enkelte forlag. Det er et problem, fordi lærerne så bliver underlagt en beslutning, der er taget af nogle andre end dem, der er i klasselokalet på daglig basis, og det duer simpelt hen ikke. For så misser vi jo hele den der konkrete vurdering af, hvad det er for et lokale, og hvad det er for en gruppe elever, vi står over for.
Ministeren [10:03 ]

Om digitalisering som styringsværktøj, siger ministeren bla.:

Så problemstillingen er faktisk ikke særlig enkel, og hvilken vej er det så rigtigt at gå? Først og fremmest synes jeg, at man kan sige, at digitaliseringen ikke må være et styringsværktøj. Jeg tror sådan set, at noget af det første, vi skal tage ned som partier i Folketinget, er, at digitaliseringen ikke må blive et styringsværktøj. Derfor finder vi det i regeringen også afgørende, at lærerne kan bruge de digitale muligheder, når det giver mening for dem og det kan understøtte den undervisning, de står med, altså at digitaliseringen alene bliver set som et redskab, som giver mening i klasselokalet. Lærerne skal have professionel frihed og råderum til at tilrettelægge undervisningen, og derfor skal de også kunne vælge læremidler, der reelt understøtter undervisningen.
Ministeren [10:03 ]

Om elevers og læreres digitale dannelse, siger ministeren bla.:

Samtidig har vi i regeringen fokus på både elevers og lærers digitale dannelse. Forsøgsprogrammet om teknologiforståelse er ét greb ind i den diskussion, men jeg vil samtidig gerne holde fast i, at vi har et behov for at rette blikket mod de sociale medier og børn og unges færden her. Der skal jo ikke herske nogen tvivl om, at det er en del af skolevirkeligheden, man nu tager med sig hjem og helt ind i børneværelset på grund af de sociale medier, og det vil sige, at det, der foregår i skolen, altså også foregår hjemme på ens børneværelse. Så ligesom når vi taler om mobning, som vi også har gjort her i Folketinget inden for den sidste uge, så gælder det, at de sociale medier er vigtige, men det gør det jo så selvfølgelig også i hele den dannelse, man som barn skal have med sig i et voksenliv senere hen.
Ministeren [10:03 ]

Og ministeren afslutter med opfordring om at sørge for bedre balance mellem digitalisering og analogisering og til videre dialog:

Så jeg mener, at der ligger et politisk spor, og jeg mener, at vi skal have en dialog med parterne for at høre, hvordan vi kan komme tættere på nogle løsninger, hvor vi ikke gør som i 00’erne, hvor der ingen digitalisering var, eller som i 10’erne, hvor det måske gik lige lovlig hurtigt og man glemte, at det andet også havde en værdi, men at vi ligesom får taget det bedste af begge verdener og får sagt, at der faktisk skal være en balance, så vi får brugt de motiverende dele af det med de digitale undervisningsmidler og vi så får luget ud der, hvor det bliver dikterende for, hvad man skal undervise i.

Så i stedet for handlingsplaner og strategier og de her ting, som jeg meget ofte oplever bliver til papirtigre, så vil jeg måske hellere, at vi får lavet en dialog, og det vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for også at få skubbet til ved at have taget initiativ til den her forespørgsel. Det mener jeg er en rigtig vej at komme frem ad. Tak for ordet.
Ministeren [10:03 ]

Efter Thulesen Dahl og ministerens indledende indlæg fortsætter debatten i godt to timer. Det er interessant at se i hvor vid ustrækning partierne reelt er enige: Digitalisering skal spille en rolle i uddannelse, da der kan være positive effekter – fx ift. differentiering. Men politikerne synes også, at der generelt har været for stor tiltro til digitalisering i uddannelse og undervisning, som ikke blot har skuffet ift. forventede positive effekter, men også har medført en række negative konsekvenser, hvilket kalder på mere omtanke fremadrettet.

Mai Mercado (KF) starter med at kommentere på pseudovalget og kommunernes overdrevne fokus på digitale teknologier:

Tak for en rigtig god tale, som jeg deler på mange stræk. Jeg synes især, noget af det, der var spændende, var det her, ministeren sagde, med pseudovalget, altså, hvor forvaltningen er inde og træffe nogle beslutninger, som gør, at der sådan set ikke er friheden til at vælge de undervisningsmaterialer, som passer til den enkelte elevgruppe ude i klassen. Man kan jo være bekymret for, om den udvikling også kommer til at fortsætte, således at man fra en kommunalbestyrelses side vælger et overdrevet fokus på eksempelvis digitale læringsplatforme eller undervisningsmidler.
Mai Mercado [10:19]

Torsten Gejl (ALT) fortsætter med kommentarer om underholdningsindustriens indtog i undervisningen:

Tak. Det er en god debat, en god forespørgsel og spændende emner. Jeg har også en anden vinkel, som jeg sidder og spekulerer på. Jeg har snakket med elever, der siger, de nogle gange i deres klasse oplever, at halvdelen af eleverne sidder og spiller Counter-Strike på deres iPads. Det er svært for lærerne at se, for de vender jo ansigtet den anden vej. Så vi har også åbnet en mulighed for endeløs underholdningsindustri direkte ind i klasselokalet, sådan en elektronisk motorvej til alle de store spiludbydere. Har ministeren tænkt på, hvad det eventuelt gør ved undervisningen, og hvilke konsekvenser det måtte have?
Torsten Gejl [10:23]

Marianne Jelved (RV) taler om reformen, kommunernes implementering og hvad det vil sige at holde skole:

Jeg har jo været lærer i 22 år i folkeskolen, og jeg synes, det var en god reform, vi fik vedtaget, når man læste den på papiret. Men da den skulle implementeres, gik alt jo galt. Ikke mindst, og det er det, som ministeren trækker frem her, som jeg gerne vil understrege ved at gentage det, at forvaltningerne rundtomkring i kommunerne simpelt hen bestemte, hvad det var for noget materiale, der skulle købes til skolen, og hvordan det skulle bruges. Det er jo et overgreb på lærerstanden, som er meget svært at forestille sig, hvis ikke man har været ude at tale med dem. Derfor er jeg meget glad for, at ministeren har været på rundtur til kredsene og hørt, hvordan lærerne oplevede det her. Derfor vil jeg opfordre ministeren til, at det her bliver et tema over en række møder med KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, som vi jo har aftalt møder med, altså at tage hele den problemstilling op, så kommunerne forstår, hvad det vil sige at være i en skole, være en skolelærer, og hvad undervisning er.
Marianne Jelved [10:23]

Henrik Dahl (LA) problematiserer [10:27], at digitaliseringen påtvinger samfundet nogle beslutninger, som politikere aldrig nogen sinde ville tage, og spørger ministeren, hvad hun vil gøre for at få beslutningskraften tilbage til parlamentet. Hertil svarer ministeren bla.:

Og i forhold til at få beslutningskraften tilbage politisk, så tror jeg, at det, vi har været udsat for på digitaliseringsområdet, simpelt hen er, at man herindefra ikke har kunnet overskue det. Nu er der gået de to årtier, der er, og jeg tror så, at når opmærksomheden nu er der kredsen rundt, så vil vores evne til at stramme op på det egentlig være relativt tilstedeværende. Så jeg er faktisk optimistisk, i forhold til at det kan lade sig gøre at få spolet baglæns på nogle af de ting. så længe vi er villige til at bøje os imod hinanden. Ministeren [10:28]

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) kommenterer på de forskellige taler og stiller derefter et forslag til vedtagelse, der stemmes om senere i debatten (fremgår nedenfor). Herefter følger en dialog mellem Kasper Sand Kjær (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) om indkøb af undervisningsmaterialer og hvad der kan gøres. Denne del tages op igen senere i debatten.

Kasper Sand Kjær (S) fortsætter med et indlæg om nogle af de mange negative konsekvenser ved digitalisering i undervisningen, hvor han bla. siger følgende:

Digitaliseringen er blevet en fast del af vores hverdag, og den udvikling er gået enormt stærkt, og det gælder selvfølgelig også på undervisningsområdet. Meget er blevet nemmere, også undervisningen i skolen, fordi teknologien også giver muligheder for at lære på nye måder. Ideelt set kan digitaliseringen og digitale læremidler jo være med til understøtte udviklingen mod en mere varieret og inkluderende undervisning. For mig er der ingen tvivl om, at der er masser af muligheder i teknologien, men der er bestemt også rigtig mange faldgruber. Den fører til øgede forstyrrelser, digital støj, manglende fordybelse og dårlige søvnvaner, og vi risikerer jo at gøre vores børn en enormt stor bjørnetjeneste, hvis vi bare placerer dem foran skærmen og sætter strøm til den digitale verden uden yderligere omtanke eller uden den nødvendige viden om, hvad det har af konsekvenser.

Så vi skal bruge digitaliseringen klogt. Desværre ser vi i dag, at digitale læremidler nogle steder er blevet styrende for undervisningen, og at digitaliseringen er blevet et mål i sig selv.
Kasper Sand Kjær [10:38]

Dialogen mellem Kasper Sand Kjær (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) fortsætter og Kjær konkluderer, at det handler om at tage styringen tilbage og give friheden tilbage til lærerne:

I dag bliver det jo styret af alle mulige andre aktører, bl.a. af det, at der i virkeligheden er så få muligheder. Hvis man først er gået ind på det spor at bruge de digitale læremidler, er der i virkeligheden meget få valg, man kan træffe, om, hvilke undervisningsmaterialer man gerne vil benytte.

Jeg synes, at det går helt tilbage til spørgsmålet om, hvad skolelærerens rolle egentlig er. Og for mig at se er lærerens rolle også at organisere indholdet i fagene som et led i den almene dannelse af eleverne. Det kræver jo en frihed til at vælge egne undervisningsmaterialer. Når vi har ladet digitaliseringen gøre så hurtigt et indtog i skolerne, har vi jo også udfordret lærernes frihed til selv at vælge undervisningsmaterialer og selv organisere indholdet i fagene, så det passer til den enkelte gruppe elever, og så det passer ind i den dannelsesopgave, som lærerne har.
Kasper Sand Kjær [10:45]

Stén Knuth (V) kommer på banen og problematiserer bla. e-sport og gaming, der har vundet indpas i Folkeskolen, men gør også opmærksom på, at det handler om at få skabt en sund kultur ift. digitalisering blandt børn og unge:

Men lige meget hvor mange strategier og drøftelser og dialoger vi har og vi laver, så vil vi på det her område være konstant bagud, men det kalder på handling, og det kalder på, at lærerne får didaktiske og faglige og pædagogiske forhold, der jo netop kan hjælpe de unge med at udnytte det her potentiale, der ligger, om det så er i forhold til bøger, men også i forhold til de digitale medier.

Når alt det her er sagt, er det jo ikke iPads eller elektronik eller computere, der gør børn til dårlige læsere. Det er jo brugen og til tider også misbrugen, og her er der mange arenaer, hvor børn og unge færdes, og hvor vi som voksne skal være med til at hjælpe med at give de unge en kultur og en opdragelse, der sikrer, at de udnytter de potentialer, der også ligger i digitaliseringen. Forældre, lærere, pædagoger og sågar også trænere i den enkelte forening har jo alle sammen aktier i, at vi får en sund kultur, og at vi får nogle balancer i det her.
Stén Knuth [10:47]

Dialogen fortsætter herefter mellem Stén Knuth (V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Marianne Jelved (RV), hvor der især er fokus på at klæde børn og unge på til at begå sig i en digital tidsalder – både privat og i det kommende arbejdsliv. Igen bliver lærernes muligheder for at træffe beslutninger fremhævet:

Jeg er fuldstændig enig – vi kan slet ikke blive uenige om det her. Og igen mener jeg bare, at det, der har været en rigtig god start på den her dag, jo er, at ministeren anerkender, at det er lærerne, der skal afgøre, hvilke materialer der skal bruges i undervisningen. Det er ikke nogle firmaer, som monopoliserer bestemte læringsmidler, som kommunerne så køber ind og tvinger skolerne til at bruge. Det er helt galt, og derfor bliver den her dag en dag, som jeg sætter kryds i kalenderen ved. Den får et særligt minde hvert år; her skete der en åbenbaring i Folketingssalen. Tak for det.
Marianne Jelved [10:59]

Herefter bidrager Astrid Carøe (SF) med støtte til at give lærerne beslutningskompetencen tilbage og fremhæver, at der er behov for at udvikle lærernes kompetencer ift. at vælge og anvende digitale teknologier i undervisningen:

Derfor vil vi også gerne fra SF’s side sige tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på digitaliseringens konsekvenser. Vi bliver nødt til at have både omtanke og udsyn. I SF mener vi, at det er helt afgørende, at lærerne selv oplever at være klædt på til opgaven, men det er vores indtryk, at det bestemt ikke forholder sig sådan på alle skoler i Danmark. I rapporten »Digitalisering med omtanke og udsyn« har 53 pct. af lærerne svaret, at de har behov for at få styrket deres kompetencer i brugen af digitale læremidler for at hæve elevernes faglige niveau, og derfor ser vi også meget positivt på, at regeringen vil gå i dialog med de forskellige centrale parter på området samt afdække lærernes digitale hverdag. Så mange tak for det.

Ud over at vi skal sørge for, at de lærere, der er i folkeskolen i dag, er klædt på til at vurdere og bruge de nyeste digitale læremidler, skal vi også sørge for, at vores kommende lærere er klædt på til det. Derfor mener vi i SF, at undervisningen i digitalisering skal styrkes i læreruddannelsen. Det tror vi vil betyde, at nyuddannede lærere kommer ud med den nyeste viden og kan inspirere skolens arbejde på det her område. Derfor vil vi løfte det her i Uddannelses- og Forskningsministeriet – jeg ved godt, at det ikke er der, vi er i dag, som ministeren også påpegede, men så må vi jo tage det med et andet sted hen.
Astrid Carøe [11:00]

Jakob Sølvhøj (EL) fortsætter med fokus på de muligheder digitalisering giver i undervisning, men også på de store udfordringer, der følger med. Sølvhøj problematiserer de ‘astronomiske beløb’, der er brugt på implementering af it i Folkeskolen og efterspørger mere viden om, hvordan digitalisering kan skabe bedre rammer for undervisning. Herudover problematiseres markedskræfter og techgiganter:

Jeg tror, det er vigtigt, at vi også har fokus på, hvad det er for drivkræfter, der driver den digitale udvikling frem i vores undervisningssystem, så det ikke bliver de digitale læringsmidler, der kommer til at styre udviklingen. Fru Marianne Jelved var bl.a. inde på det i sit indlæg, nemlig de mange penge, som er i udvikling og salg af digitale undervisningsmidler og systemer. Jeg tænker, at det er nærliggende at tro, at de store techkoncerner, som driver forretning ved at sælge undervisningsmidler og systemer, i hvert fald indimellem har et stærkere fokus på at få en maksimal indtjening end på egentlig at gavne de samfundsmæssige interesser i forhold til vores uddannelser.

Det er blevet en milliardforretning, og jeg tror det er utrolig vigtigt, at vi diskuterer med hinanden, hvordan vi undgår, at vi får en markedsstyret udvikling af hele det her område frem for det, vi gerne skulle have, nemlig en demokratisk styret udviklingen, der først og fremmest har fokus på at anvende teknologien til at understøtte god undervisningen og elevernes læring. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi har fokus på, at digitaliseringen kan drive en standardisering af undervisningen frem, som tilsidesætter lærernes faglighed. Det er vigtigt, at en ny teknologi bliver anvendt, så den understøtter fagets formål og undervisernes didaktiske tilgang.
Jakob Sølvhøj [11:04]

Dialogen fortsætter mellem Jakob Sølvhøj (EL) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), og det drøftes, hvordan politikerne kan forhindre de negative markedskræfter og hvor dyrt og langsommeligt, det er at udvikle digitale læremidler. Der er enighed om, at det ikke er lovgivernes opgave at tage stilling til, hvad for nogle undervisningsmidler der skal bruges. Det skal være op til lærernes faglige vurderinger. Debatten om kommercialisering, monopoler og udbud fortsætter, hvor også Kasper Sand Kjær (S) og Marianne Jelved (RV) bidrager. Mai Mercado (KF) tilføjer en pointe om, at ‘digitalisering jo er et redskab, det er ikke et mål i sig selv’, men at der for nuværende er risiko for at ‘digitale læringsforløb bliver den sidste udvej til læring – det bliver ikke den bedste vej til læring’. Debatten fortsætter en rum tid og der er generelt stor enighed om udfordringerne.

Henrik Dahl (LA) retter herefter drøftelsen over mod kvaliteten af undervisningsmidler:

I 2012 påviste tv-programmet Detektor, at 14 ud af 15 danske historiebøger fejlagtigt videregav den påstand, at Columbus havde bevist, at Jorden var kugleformet, altså at mennesker før Columbus troede, at Jorden var flad. Det har mennesker i Europa vidst siden oldtiden at den ikke var.

Når jeg bringer det her eksempel frem, er det, fordi ordføreren nævner kvalitet i de undervisningsmidler, vi har. Altså, det er jo ikke sådan, at de undervisningsmidler, vi har, er fantastiske. Så anerkender ordføreren, at der også er et dilemma med kvalitet, altså at det at få kapital ind til at udvikle undervisningsmaterialer også kan gøre dem bedre, og at det, vi har, ikke altid er fantastisk?
Henrik Dahl [11:37]

Her kommer Lars Boje Mathiesen (NB) ind i debatten med nogle andre perspektiver, heriblandt særligt L 409’s indflydelse på lærernes dagligdag, hvor han bla. trækker på sin egen erfaring som tidligere folkeskolelærer:

Jeg har været i den danske folkeskole og arbejdet i den danske folkeskole i over 20 år, så hvis der er noget, jeg ved noget om, så er det digitalisering i den danske folkeskole og hands on-erfaringer omkring det.

Jeg tror måske, det kan være væsentligt lige at slå den første myte ihjel, og det er omkring lærebøgerne, som hr. Henrik Dahl her trækker lidt ind. Men de var ikke nogen orakler. Med den økonomi, der var, og det, der foregik i folkeskolen, fik man en lærebog, og når man overdrog en klasse, var de lærebøger måske ofte 10, 12, 13 og 14 år gamle, for der var ikke råd til at udskifte et helt klassesæt hvert år, hvert andet år eller hvert tredje år. Så de fysiske bøger var dårlige redskaber til at give opdateret viden til børnene, og det vidste lærerne godt, så derfor brugte man dem kun til nogle opslag en gang imellem.

Derfor tror jeg ikke, man skal have en debat om enten-eller. De lærebøger, som vi har derude nu, er oftest så gamle, at de ikke giver en relevans mere, og hvis man vil til at købe nye lærebogsystemer, samtidig med at man har digitale systemer og man opdaterer dem begge to, så snakker vi altså om rigtig, rigtig mange udgifter, som man skal lægge ud på det her område.

Så derfor kunne jeg godt tænke mig, at man prøvede at kigge på, hvad det så er, der skaber den gode undervisning, og hvad det er, der sker i den læring ved eleverne, og det er ikke et spørgsmål om, om det er digitale hjælpemidler eller ej, og om du er på en skærm eller ej. Grundlæggende er det nogle helt andre forhold, som gør, at der sker den gode læring.

Hvis man vil kigge på, hvad der har skadet folkeskolen, så skal man kigge på L 409 i stedet for, et kæmpe, massivt overgreb på lærernes faglighed og arbejdstid. Det er nok den største katastrofe, der er sket i nyere dansk tid i forbindelse med folkeskolerne. Så har heldagsskolen også været et kæmpe problem, og dertil har man ikke opbygget kompetencerne for lærerne på de her områder.
Lars Boje Mathiesen [11:39]

Særligt den sidste kommentar om L 409 får Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) til at spørge om de udeblevne effekter ikke skyldes, at ‘lærerne er blevet mere monotone i deres undervisning, og når vi får dårlige resultater, skyldes det egentlig, at lærerne ikke tager konsekvensen af, at det, de gør, ikke virker?’

Her er Lars Boje Mathiesens (NB) svar ganske klart:

Jeg mener ikke, at du kan tilskrive digitale læremidler, at vi får dårlige resultater. Jeg mener, at du kan tilskrive det lov 409, som var et kæmpe overgreb på lærerne. Den har medført manglende forberedelse til lærerne og manglende frihed til, at lærerne kan agere og tilrette noget af det.
Lars Boje Mathiesen [11:47]

Torsten Gejl (ALT) mener Mathiesen ignorerer de digitale virkemidlers indvirkning på undervisningen, men Mathiesen står fast på sit synspunkt:

Men det er jo ikke et problem med læringsmidlet, og det er heller ikke et problem, teknologien er årsag til. Problemet her er læreren. Altså, hvis jeg ikke vil have mine elever til at kigge på en skærm, når jeg står og forklarer dem noget, så beder jeg dem om at lade være. Det er da min autoritet. Det er da min opgave som lærer. Hvis jeg ikke bryder mig om, at mine elever sidder og kigger på en iPad, når jeg skal fremlægge noget, så sørger jeg da for, at de ikke gør det. Det har da intet at gøre med, hvilken teknologi der er. Det har noget at gøre med, om læreren sætter sig i respekt over for de elever, han står over for. Jeg har intet problem med, at mine elever bruger digitale værktøjer, hvis det hjælper. Hvis jeg har brug for, at de kigger op på mig, og jeg har brug for, at de er i en dialog og vi har brug for en samtale, så beder jeg dem om at deltage i den, og hvis de ikke gør det, er der en konsekvens.
Lars Boje Mathiesen [11:48]

Det fører til lidt videre ping-pong mellem Torsten Gejl (ALT) og Lars Boje Mathiesen (NB). Henrik Dahl (LA) melder sig på banen med nogle generelle pointer om digitalisering, herunder at nogle ‘helt elementære moralske regler f.eks. i forhold til at snyde eller i forhold til mentalt eller fysisk at fjerne sig selv fra undervisningen, jo ikke bliver ophævet af, at man digitaliserer.’

Til sidst samles der op på debatten via ministeren, som også problematiserer, hvem der ejer data og endelig afslutter med følgende:

Det, der samtidig er interessant, er jo, at sådan som tingene er nu, er det muligt for forlag eller for udbydere af undervisningsmateriale at diktere en omkostning for den danske folkeskole. Det synes jeg alligevel er ret vidtgående.

Så det er bare for at understrege, at jeg mener, at der er et stykke arbejde at lave. Og jeg er helt enig i, at det er et spørgsmål om at få det helt derud, hvor det startede, nemlig hos læreren, som skal have mulighed for at træffe beslutning om, hvad for noget undervisningsmateriale der bruges, og hvordan man organiserer undervisningsforløb. Der skal vi simpelthen hen igen.
Ministeren [12:14]

På baggrund af forespørgselsdebatten blev  fortsættelse af planen for ‘Digitalisering med omtanke og udsyn’, som det ses herunder efterfølgende vedtaget:

»Folketinget finder det afgørende, at vi altid arbejder for den bedste undervisning i skolen samt trivsel for elever og lærere. Det er væsentligt, at digitalisering i skolen først og fremmest har til formål at understøtte elevernes læring som et hjælpemiddel til undervisningen. Lærerne skal være klædt på til opgaven, så de har friheden til at vælge de læremidler, der passer bedst til undervisningen. Folketinget konstaterer derfor, at en saglig og kritisk anvendelse af digitale læringsmidler skal være udgangspunkt for det fremtidige arbejde med digitalisering inden for undervisningsområdet. Det er nødvendigt, at digitale læringsmidler kvalitetssikres ud fra didaktiske, faglige og pædagogiske forhold. Folketinget konstaterer, at regeringen vil gå i dialog med de centrale parter på området samt afdække lærernes digitale hverdag, så arbejdet med digitalisering har faglig tyngde og giver mening for elever, lærere og skoler. Dette vil ske med afsæt i den tidligere regerings plan »Digitalisering med omtanke og udsyn«.«

Forslaget blev vedtaget. For stemte 100 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, LA og SP), imod stemte 3 (NB), hverken for eller imod stemte 0.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger af øjnene, der ser
Som nævnt i indledningen, så så jeg to overordnede præmisser for forespørgselsdebatten, hhv. omtankeperspektivet og ‘det er digitaliseringens skyld’-perspektivet. Selv om jeg ikke nødvendigvis er enig med politikerne i alle deres antagelser om digitalisering, så synes jeg overordnet set, at det var en god og interessant debat, hvor politikerne viser, at de faktisk har rimelig god føling med mange af de udfordringer, der kan være ift. digitalisering. De forskellige antagelser om digitalisering, der kom frem i løbet af debatten, afhænger af øjnene, der ser. Der kan bestemt være udfordringer forbundet med digitalisering af undervisning og i uddannelse, og det er positivt, at disse nu adresseres direkte på policyniveauet. Men det er væsentlig at huske på, at der også er en anden side af digitalisering. Nemlig den, hvor tusindvis af lærere dagligt finder mening i at anvende digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Når det så er sagt, så er et af mine håb for fremtiden, at det nu bliver legitimt også at fravælge digitalisering, når det ikke giver mening pædagogisk-didaktisk. Jeg drømmer om en fremtid, hvor der er plads til både til- og fravalg baseret på lærernes professionsfaglige vurderinger. Det ville være et stort og vigtig skridt i den rigtige retning.

Jeg håber også, at politikerne vil have blik for, at de udfordringer, der kan være med digitalisering, ikke kun er gældende for Folkeskolen, men hele uddannelsessystemet, og at der derfor med fordel kan tænkes i overgange og på tværs.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger af viden og kompetencer
Selv om der har været i forsket i ‘pædagogisk-it’ i årtier, så påpeges det også i debatten, at der stadig er behov for mere viden. Det er der ikke noget overraskende i, da teknologierne og samfundet hele tiden udvikler sig. Nye digitale teknologier som eksempelvis robotter, kunstig intelligens og den generelle dataficering stiller nye krav til brugerne og kalder på både mere viden og opdateret kompetenceudvikling – ikke mindst af lærerne, men også ledere og andre beslutningstagere har behov. Tiltag som ‘teknologiforståelse’ i Folkeskolen, øget fokus på informatikkompetence i gymnasiet og ‘erhvervsinformatik’ i erhvervsuddannelserne, er vigtige brikker på elevniveauet, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt? Og hvad er status på de videregående uddannelser og hele EVU-området?

Et andet vigtigt aspekt er, hvordan ny viden – både fra forskning, undersøgelser og praktikerne selv – når frem til politikere og andre beslutningstagere. Her er der, for mig at se, en stor opgave med hensyn til at få skabt et mere hensigtsmæssigt videnskredsløb på kryds og tværs i uddannelsessystemet i det nye årti.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger også i høj grad af økonomiske rammer
I kølvandet på ministerens udmelding bla. i Politiken, meldte Thomas Ryberg (AAU) sig på banen med en interessant tråd på Twitter. Her er Rybergs pointe bla., at vi skal være mere præcise, når vi taler om digitalisering – det kan være mange forskellige ting, og der er stor forskel på både muligheder og udfordringer forbundet med forskellige digitale teknologier.

Ryberg har også en anden meget væsentlig pointe, når han skriver, “at sige ‘at vi er blevet for teknologibegejstrede’ er en opportun måde at undlade at tage stilling til de politiske ønsker, der er fulgt med ’digitaliseringen’ fx besparelser, minimeret tid, ønske om flere kommercielle spillere.”

Her mener jeg, at Ryberg rammer hovedet på sømmet, og desværre synes jeg ikke, at forespørgselsdebatten gav anledning til at tro, at politikerne nu vil kigge på de bagvedliggende, strukturelle-økonomiske forhold, der også har nødvendiggjort øget digitalisering, herunder diverse reformer. Men måske tager jeg fejl.

Udfordringer med indkøb af de rette digitale teknologier er ikke blot et spørgsmål om udbud. Det handler også i høj grad om, at hele uddannelsessystemet – og ikke kun Folkeskolen – er belastet af dårlig økonomi, som tvinger beslutningstagere rundt omkring til at træffe valg, der ikke nødvendigvis er fagligt og pædagogisk-didaktisk begrundede. I den forbindelse har forskellige reformer med fokus på læringsmål og skolernes ‘accountability’ også haft stor indflydelse på digitaliseringsiveren. Hertil kommer, at læreres forberedelsestid – igen ikke kun i Folkeskolen – er blevet reduceret markant gennem de senere år*. At klandre ‘digitalisering’ for ikke at leve op til diverse, ofte urealistiske forventninger, er for nemt. Ligeledes, synes jeg, at det er for nemt at klandre kommuner, forvaltninger og andre beslutningstagere for at være ‘for teknologibegejstrede’ – man kan kun spille med de kort, man har fået tildelt.

Så, når ministeren taler om, at lærerne er lagt i benlås pga. digitalisering, og nu derfor vil igangsætte en undersøgelse af lærernes ‘digitale hverdag’, så håber jeg, at det også vil betyde, at et samlet Folketing efterfølgende vil kigge med ‘omtanke og udsyn’ på egen rolle og egne muligheder for at skabe ordentlige rammer for ‘bedre digitalisering’ fremadrettet.

Vores forhold til digitalisering er komplekst, og der er ikke nogen lette løsninger, hvis vi ønsker et mere balanceret og nuanceret forhold. Meget kan gøres med viden og kompetenceudvikling, men det kræver først og fremmest ordentlige rammer for lærere og ledere, herunder økonomi og tid. Opsummerende tegner det dog godt, at politikerne over en bred kam nu ønsker ‘bedre’ og ikke bare øget digitalisering. Det skal nok blive et spændende nyt årti med debat om, hvad ‘bedre’ så betyder!

/Marianne

*) Se evt. folkeskolelærer, Anne Hammers indlæg ‘Det er ikke iPadens skyld’.

Uddannelsesteknologiske drømme, skuffelser og vejen videre …

Education is far too important to society to be wagged by the technological tail. Let technology show us what can be done, and let educational considerations determine what is done in actuality. Salomon (2016, p. 159)

 

Sådan skrev Gavriel Salomon i en tekst, der blev udgivet posthumt i antologien Educational Technology and Polycontextual Bridging. I teksten giver Salomon sine bud på, hvorfor der er så stor forskel på de drømme, vi har om digitale teknologiers indvirkning på uddannelse, og den praksis vi ser realiseret. Der kan nævnes andre gode forklaringer på denne diskrepans mellem potentialer og praksis (se fx Friesen, 2017; Schiølin & Riis (red.), 2013Selwyn, 2011), men Salomons tekst er velskrevet, kort og koncis. Den kan varmt anbefales i sin fulde længde (knap 11 sider).

Min interesse i teksten hænger bla. sammen med en nysgerrighed ift. hvordan, vi kan skabe en bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Jeg har tidligere skrevet om nogle af de udfordringer, der kan være ved at anvende digitale teknologier ift. databehandling, -sikkerhed og -etik. I dette indlæg er fokus mere rettet mod koblingen, og hvorfor det kan være så vanskeligt at få opfyldt de store pædagogiske forhåbninger, der i flere årtier har præget tilgangen til digital teknologi i uddannelse.

Iflg. Salomon så kan uddannelse ses som et medium for kulturel transmission, erhvervelse af ønsket viden og kultivering af nødvendige færdigheder, hvilket gør uddannelsessystemet til en afgørende samfundsinstitution. Hermed er der også åbnet op for konstante, og ofte berettigede, beklagelser med påpegning af behovet for at forbedre, renovere og efterse systemet, men det har nogle uheldige konsekvenser:

Such complaints prompt a dedicated search for quick solutions, magic wands and wonder tools. An especially influential idea is that technology can solve deep, serious problems in education. Salomon (2016, p. 149)

 

Denne form for technological solutionism* (jf. Morozov, 2014), har domineret teknologihistorien i uddannelse fra radio over tv til den personlige computer osv.

Salomon benytter indledningsvis to analogier til at beskrive, hvad der er på spil. Den første går på teknologi som æblet i Edens Have. Med direkte reference til Apples logo og ikke mindst Los Angeles’ mislykkede iPad-satsning, beskrives uddannelses- teknologi som ‘an irresistable, most tempting fruit and the ultimate solution for all educational malaise’, der forfører os til at tro, at teknologi kan udrette mirakler i skoler og andre dele af samfundet (p. 150).

 

Den næste analogi går på teknologi som en trojansk hest. Her er Salomons pointe, at uddannelsesteknologi ikke er neutral. Hvad enten, der er tale om didaktiserede eller ikke-didaktiserede digitale teknologier, så er de intentionelt designede. Hermed er der risiko for, at en uddannelsesfilosofi og pædagogik, der ikke er udformet af undervisere og andre fagpersoner, udfolder sig i systemet som en virus (ibid.). Det fører videre til både intenderede og ikke-intenderede indvirkninger, der kan ses/mærkes både umiddelbart og på længere sigt.

Hvad angår intenderede indvirkninger, ser Salomon disse tydeligt i andre dele af samfundet (fx inden for handel, sundhed og industri), men ‘so far, very little, if anything, has happened in education as a result of computing’ (p.152), hvilket afføder skuffelser. Og det får Salomon til at spørge om vores forventninger, og deraf følgende økonomiske investeringer i uddannelsesteknologi, er berettigede, og han undrer sig over ‘what in education successfully resists any major changes?’ (p.152).

Salomon har tre overordnede bud på årsagerne til vores skuffelser, som han benævner hhv. det teknologiske paradoks, teknocentrisme og vildledt (misguided) forskning.

The first factor, the technological paradox, results from the consistent tendency of the educational system to preserve itself and its practices by assimilating new technologies into existing instructional practices. Technology becomes domesticated, which really means, that it is allowed to do precisely and only that which fits into the prevailing educational philosophy of cultural transmission. Salomon (2016, p. 152)

 

Paradokset er iflg. Salomon, at det pædagogiske potentiale, der er forbundet med nye digitale teknologier ikke får mulighed for at komme til udtryk, da teknologierne tæmmes til at underordne sig en eksisterende praksis – der sættes bare strøm til:

Consequently, nothing really happens, which proves what sceptics have argued all along and what misguided research tends to show: technology makes no difference in learning. Of course, it cannot make a difference as it has been domesticated to be completely subservient to the on-going practices. Emasculated tools cannot do any harm, but they do not do any good either. Salomon (2016, p. 153)

 

Det andet, og iflg. Salomon, vigtigste bud på, hvorfor teknologi så sjældent lever op til vores forventninger, hænger sammen med en udpræget tendens til at tro, at digitale teknologier i sig selv vil medføre ændringer. Dette er kernen i teknocentrismen. Med udgangspunkt i forskning omkring MOOCs i videregående uddannelse og BOYD i ungdomsuddannelser, peger Salomon på en tankevækkende tendens:

Hardly have I ever found a paper that starts out from the perspective of learning. Technology is the beginning and the justification for all rationales. What is possible becomes desirable! Salomon (2016, p. 153 – min fremhævelse)

 

Og denne teknocentriske tilgang gælder ikke kun såkaldte teknofiler, men også undervisere og studerende. I forbindelse med denne tænkning ser Salomon også en tendens til, at vi alle opfordres til at ‘join the technological bandwagon and, as they call it, ‘move with the times”(p. 154). Men ifølge Salomon ignorerer den teknocentriske tilgang vigtige sociale og menneskelige faktorer, og nok så væsentligt: ‘knowledge, thus, changes from an object-like entity hoarded like valued goods to an activity of instrumental utility’ (ibid.), hvilke leder Salomon til at fremhæve forskellene på information og viden:

Information is discrete; knowledge is arranged in networks with meaningful connections between the nodes.
Information can be transmitted as is; knowledge needs to be constructed as a web of meaningful connections.
Information does not need to be contextualised; knowledge is always part of a context.
Information requires clarity; the construction of knowledge is facilitated by ambiguity, conflict and uncertainty.
Mastery of information can be demonstrated by its reproduction; mastery of knowledge is demonstrated by its novel application. Salmon (2016, p. 155)

Disse forskelle er væsentlige i vores tilgang til teknologi. Tænk eksempelvis, hvordan alene det, at undervisere gør deres materialer og undervisningsforløb tilgængelige i digitale platforme afstedkommer store forhåbninger om ændring af praksis. Øget tilgængelighed og dermed bedre muligheder for videndeling fremhæves i mange sammenhænge som en af de helt store fordele ved at digitalisere. Når så resultaterne udebliver; når der ikke sker en øget videndeling og ændring af praksis, så skuffer teknologien. Eller når underviseren inddrager digitale teknologier for at fremme elevernes kollaborative læring, men glemmer at stille opgaver, der rent faktisk fordrer kollaboration, så skuffer teknologien igen. Pointen her er naturligvis, at inddragelse af digitale teknologier i undervisning ikke i sig selv afstedkommer nogle betydningsfulde ændringer, men netop skal tænkes ind i den pædagogiske-didaktiske kontekst, hvor de vil indgå i samspil med de øvrige elementer.

Whether information is transformed into meaningful knowledge or remains a collection of bits and pieces, like an assortment of screws and nails in a shoebox, heavily depends on numerous factors, in which technology plays a minor role. Salomon (2016, p. 156)

Endelig peger Salomon på det, han kalder ‘vildledt’ forskning, som den tredje forklaring**. Den første vildfarelse handler om forskning, der sammenligner, hvorvidt medium X giver bedre læringsresultater end medium Y. Et eksempel kunne være MOOCs over for ansigt-til-ansigt klasserum, men det er en forfejlet tilgang:

The horse race approach, which emphasises who runs faster and arrives first and which disregards aptitudes, tasks, contents and contexts, still reign supreme with the omnipresent conclusion of no significant differences. Salomon (2016, p. 156 – mine fremhævelser)

En anden måde, hvorpå forskningen er forfejlet, drejer sig om, hvorvidt og hvordan vi overhovedet kan måle eller observere resultater af digital teknologiinddragelse. Hvad er det egentlig vi ender op med at måle, spørger Salomon. På mange måder minder Salomons argumentation her om den, som bla. Jeppe Bundsgaard (DPU) fremførte i efteråret 2018 på en konference om, hvorvidt it virker. Her var konklusionen bla. også, at forskningen er nødt til at stille bedre spørgsmål og lave bedre forskningsdesigns. Hvis ikke, er forskningen, som Salomon fremfører det, med til at fastholde den teknocentriske opfattelse af, at det er teknologien i sig selv, der kan gøre en forskel.

Technology alone, as I have attempted to show, is but a trigger; it is an opportunity, an affordance. There are huge differences though, among what technology can do, what it does in actuality and what, in our eyes, it should be doing. Salomon (2016, p. 157)

Men hvis ikke digitale teknologier i sig selv kan gøre en forskel ift. undervisning og læring, hvilken rolle kan eller skal de så spille? For Salomon ligger svaret i de visioner, vi har for uddannelse; hvad er det for studerende, vi gerne ser komme ud af systemet og hvordan forestiller vi os, at dette bedst kan gøres? Når sådanne grundlæggende spørgsmål er på plads, kan vi begynde at overveje, om digital teknologi kan understøtte sådanne visioner, men også om teknologien i nogle tilfælde hellere skal undlades. Med andre ord, peger Salomon på pædagogik som ‘the beginning and justification for all rationales’ for nu at blive i hans eget sprog.

Jeg er enig i de fleste af Salomons tanker. Det er naturligvis begrænset, hvor mange nuancer, der kan komme med på knap 11 sider, men jeg savner fra Salomon en anerkendelse af, at digitale teknologier ikke blot kan understøtte, men også i visse tilfælde kan udfordre status quo på gode måder. Ja, digitale teknologier kan ses som en trojansk hest med utilsigtede og uønskede konsekvenser, og blot fordi noget er muligt, er det ikke sikkert, at det skal realiseres. På den anden side, kan digitale teknologier også åbne op for muligheder, vi endnu ikke havde forestillet os og som, selv om de måske initialt var utilsigtede, viser sig at være ønskværdige og meningsfulde.

Min erfaring er, at langt de fleste undervisere i udstrakt grad har pædagogiske  intentioner for øje, når der overvejes inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Ikke desto mindre, har jeg alligevel ofte oplevet et krav om at kunne oplyse om, hvilke digitale teknologier, der ‘virker’! Er det et udtryk for teknocentrisme? Måske, men jeg tænker også, at det kan være et udtryk for manglende pædagogisk fantasi. Hvis pædagogikken reelt skal være ‘begyndelsen og begrundelsen’, så kræver det, at alle aktørerne, dvs. også ledere og andre beslutningstagere, har solid pædagogisk indsigt, og her er min erfaring, at det kan knibe i praksis.

Vejen videre består, for mig at se, således i at få genetableret pædagogik som begyndelse og begrundelse i spørgsmål om digitale teknologiers rolle på alle niveauer i vores uddannelsespraksis og i forskning herom. Men som nævnt, mener jeg også, at digital teknologi nogle gange kan udfordre og herigennem forbedre praksis, så når jeg efterlyser bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier, er det ud fra en opfattelse af, at balance opnås gennem vekselvirkning. Pointen er således, at vægten gennem mange år har været tippet for meget til fordel for digitale teknologier, og at der aktuelt er behov for at tippe til fordel for pædagogikken for at opnå større harmoni eller meningsfuldhed.

/Marianne

Ikonerne er fundet via The Noun Project.

*) Se evt. denne beskrivelse af fænomenet.

**) Her der værd at nævne Hasse & Tafdrup (2013 i Schiølin & Riis (red.)), der også taler om vildfarelser, men på designsiden af teknologierne. Et vigtigt aspekt som Salomon ikke adresserer. For Hasse & Tafdrup er svaret på designernes vildfarelser og teknologiers uforudsigelighed ‘en teknologiforståelse, der gør op med forestillingen om, at teknologi kan være baseret på generaliserbar sikker viden om dens effektivitet og forudsigelighed i praksis’ (p.305).

 

Eksperters bud på behov for viden og handling ift. cyber- og informationssikkerhed på uddannelsesområdet

I en serie af blogindlæg, retter jeg fokus mod nogle af de udfordringer og til tider meget uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.
  • I det tredje indlæg beskrev jeg en debat i Altinget:Uddannelse, hvor en ph.d. studerende, Lucas Lundbye Cone (AU) på den ene side problematiserede Aarhus’ kommunes beslutning om at indkøbe Chromebooks til alle folkeskolens elever, og hvor kommunen på den anden side forsvarede beslutningen. Indlægget tjener som et fint eksempel på, hvor kompleks problemstilingen med ‘gratis’ digital teknologi, men også betalingstjenester, fra de store techgiganter og andre it-leverandører er.

I dette indlæg, sætter jeg fokus på et af de sidste projekter, som jeg deltog i på min tidligere arbejdsplads, Københavns Professionshøjskole. Projektet handler om udvikling af undervisningsmateriale til EMU.dk om cyber- og informationssikkerhed, og mine tidligere kolleger fra Institut for Didaktik og Digitalisering er stadig i fuld gang med projektet.

Herunder følger en lettere omskrevet og kommenteret opsummering af hovedpointer fra en rapport, vi udarbejdede til Undervisningsministeriet/ STIL og som er blevet publiceret i en revideret udgave (Riis mfl., 2019).

Det er et projekt, der strækker sig fra sommeren 2018 til slutningen af 2019. Jeg deltog i den første fase (august-oktober 2018). I den forbindelse kiggede vi, på ministeriets opfordring, kort på udvalgte eksisterende undersøgelser, og så foretog vi 16 ekspertinterview med udvalgte interessenter. Koblet til en omfattende analyse af allerede eksisterende materialer om cyber- og informationssikkerhed, skulle vi pege på behov for udvikling af nye materialer til EMU’en, og mine tidligere kolleger er fortsat i gang med at udvikle disse.  De udvalgte eksisterende og nyudviklede materialer om cyber- og informationssikkerhed skal kunne bruges i undervisningen i grundskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser, FGU og VEU. Indhold (og efterfølgende udbredelsesaktiviteter) skal være målrettet lærere/undervisere, pædagoger og skoleledelser.

Baggrunden for projektet skal bla. findes i den tidligere regerings nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed (2018-2021), der har til formål at sikre, at befolkningen, virksomheder og myndigheder kender og kan håndtere digitale risici (Finansministeriet, 2018).

Som led i strategiens initiativ 2.1. ’Digital dømmekraft og kompetencer via uddannelsessystemet’ skal der etableres vidensområder om cyber- og informationssikkerhed på EMU’en. Målet er at medvirke til at sikre, at børn, unge og voksne skal kunne færdes sikkert på internettet og udnytte de digitale muligheder på en tryg, forsvarlig og etisk korrekt måde. Der peges på behov for kompetenceudvikling, og det kræver bla. tilgængelige relevante materialer.

I strategien, nærmere bestemt delinitiativ 2.1. konstateres det, at:

Mange børn og unge ved ikke nok om, hvordan de beskytter sig selv og andre på internettet, eller hvilke aktører de skal være opmærksomme på. (Finansministeriet, 2018, s. 28)

Og endvidere at:

Børn og unge skal have de bedste muligheder for at gribe de digitale muligheder og til at agere kritisk som borgere i et digitaliseret samfund, børn og unge skal have evnerne til at tænke kritisk i forhold til indhold på internettet, så de er opmærksomme på truslen fra falske nyheder, radikalisering, cybermobning, svindel mv. (Finansministeriet, 2018, s. 29)

Arbejdet med at udvikle børn og unges digitale kompetencer er ikke nyt i uddannelsessystemet, men med den aktuelle strategi, er fokus i højere grad end tidligere på de risici og konsekvenser, der kan være forbundet med færden på især internettet. Vores indledende afdækning af eksisterende materialer (rapporter, informationsmateriale, konkrete undervisningsforløb mv.) viste også, at der især har været fokus på, hvad der kan betegnes som digital dannelse og knap så meget på de mere hårde, sikkerhedsmæssige tekniske aspekter forbundet med eksempelvis internetadfærd.

Der dog værd at bemærke, at der i strategien også tales om, at børn og unge skal kunne udnytte de mange muligheder som digitale teknologier kan åbne op for – bl.a. gennem øget indsigt i tekniske sikkerhedsforanstaltninger og styrkelse af etisk og kritisk sans. Målet er derfor, at børn og unge skal:

… kunne færdes sikkert på internettet og udnytte de digitale muligheder på en tryg og sikker måde, ligesom de skal være bevidste om, hvilke regler og konsekvenser, der følger af at begå sig online. Børn og unge skal gøres digitalt kompetente og opbygge en stærk digital dømmekraft med forståelse af de etiske dilemmaer, der ligger ud over den tekniske forståelse af digitaliseringen. (Finansministeriet, 2018, s. 29)

Således lægges der i strategien op til en kompetenceudvikling, som meget vigtigt har fokus på den tekniske side af cyber- og informationssikkerhed, men som også skal fokusere på udvikling af ’dømmekraft’. I delinitiativet lægges der også op til, at flere voksne skal have øget viden om cyber- og informationssikkerhed, hvorfor projektet ikke kun retter sig mod grundskolen og ungdomsuddannelserne, men også inkluderer materiale til (unge) voksne, der eksempelvis deltager i FGU eller VEU.

Vi interviewede repræsentanter fra følgende organisationer, virksomheder, styrelser mv.:

  • Center for Digital Dannelse
  • Center for Digital Pædagogik
  • Dataethics Consulting
  • Danmarks it-vejlederforening
  • Dansk Center for Undervisningsmiljø
  • Det Kriminalpræventive Råd
  • Digitaliseringsstyrelsen
  • DRskole
  • Forbrugerrådet Tænk
  • Medierådet for Børn og Unge
  • Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme
  • Nationalt Cyber Crime Center
  • Nationalt Forebyggelsescenter
  • Nets Danmark
  • RedBarnet
  • Sex & Samfund

I selve rapportens del 3 uddyber vi, hvad interessenterne tænker mere detaljeret om behovet for udvikling af viden, materialer og evt. kompetenceudvikling, mens jeg herunder har samlet hovedpointerne.

Hovedpointer fra interviews med interessenter: 

Den overordnede vurdering er, at selv om danskernes videns- og kompetenceniveau inden for cyber- og informationssikkerhed generelt vurderes som værende godt, særligt sammenlignet med andre lande, så er der stadig brug for kompetenceudvikling blandt både børn, unge og voksne.

Der efterlyses, blandt interessenterne, et generelt holdnings- og adfærdsskifte i retning af at tage cyber- og informationssikkerhed langt mere alvorligt – også inden for uddannelsessystemet.

Interessenterne peger på en række udfordringer, som bl.a. inkluderer, at børn, unge og voksnes viden ikke i tilstrækkelig grad omsættes til handlinger, at voksne mangler teknisk viden og endelig, at der er behov for organisationsdidaktisk udvikling og målrettede strategier på skoler og i uddannelsesinstitutioner. 

Interessenterne peger på særlige udfordringer, der kan skyldes forskelle mellem køn, aldersgrupper og generationer. 

Helt konkret ser interessenterne store udfordringer mht. anvendelse af især sociale medier i undervisning, og der efterlyses bedre rammesætning og nytænkning af undervisning inden for området. 

Interessenterne peger på, at der mangler viden og materialer, der retter sig specifikt mod EUD, FGU og VEU, der vurderes som værende oversete områder. 

Interessenterne taler også for, at cyber- og informationssikkerhed gøres til et anliggende for alle, og at der i denne sammenhæng med fordel kan bringes flere aktører på banen, således at området kommer til at omfatte mere end skole- og uddannelsessfæren. 

Endelig peger interessenterne på specifikke kompetenceudviklingsbehov, særligt blandt lærere/undervisere, og der gives konkrete eksempler på faglige emner, der med fordel kan styrkes i undervisning om og med cyber- og informationssikkerhed.

Blandt de faglige emner, som interessenterne især mener, at der er behov for at fokusere mere på er:

  • Tekniske sikkerhedsforanstaltninger – herunder viden om opklaring[1], når skaden er sket og ikke kun forebyggelse
  • Forretningsmodeller – herunder algoritmisk viden og viden om rettigheder (fx GDPR)
  • Etik – herunder det fælles samfundsmæssige (og globale) ansvar
  • Radikalisering og ekstremisme – herunder viden om ’ekkokamre’ og at dette ikke kun handler om terror og religiøs rekruttering
  • Grooming – ikke kun ift. seksuelle krænkelser, men også ift. økonomisk kriminalitet (fx afpresning)
  • Kritisk stillingtagen – refleksion omsat til handlestrategier både for individet og fællesskabet

Disse emner vil i varieret omfang indgå i de materialer, som mine tidligere kolleger, som nævnt, er ved at udvikle til EMU’en. Inspirationsmateriale er et godt udgangspunkt og vil givetvis kunne hjælpe nogle lærere og ledere på skoler og andre uddannelsesinstitutioner til at komme i gang med arbejdet om at skabe større opmærksomhed omkring en række udfordringer forbundet med cyber- og informationssikkerhed og anvendelse af digitale teknologier i uddannelse og samfundslivet i øvrigt.  

Det er imidlertid også et initiativ, som placerer en stor del af ansvaret på netop skoler og uddannelsesinstitutioner, og som vi så oven for, så anbefaler forskellige eksperter, at emnet gøres gøres til et anliggende for alle, hvilket kræver, at der bringes flere aktører på banen, således at området kommer til at omfatte mere end skole- og uddannelsessfæren. Det vil jeg vende tilbage til i det sidste indlæg i denne serie.

/Marianne

[1] Her kunne man lade sig inspirere af det engelske begreb cyber forencis, der er i fokus i amerikansk undervisning om cyber- og informationssikkerhed (Newhouse, Keith, Scribner & Witte, 2017). I den forbindelse er færdigheder i teknisk undersøgelse, analyse og vurdering væsentlige.

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, men ..

I en serie på fire indlæg, har jeg kigget nærmere på tre udvalgte såkaldte teknologikritiske debatbøger, der i større eller mindre udstrækning er mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning.

  • I det første indlæg begrundede jeg min interesse i disse bøger og kiggede nærmere på Balslevs (2018) Kritik af den digitale fornuft i uddannelse.
  • I det andet indlæg kiggede jeg nærmere på Christensens (2018) Kig op! Undervisning i et blåt skær.
  • I det tredje indlæg kiggede jeg nærmere på Sørensens (2018) Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid.

I dette indlæg samler jeg op på forskelle og ligheder mellem bøgerne, kommenterer på de identificerede pointer og argumenter og slutter af med at problematisere debatbogsgenren, når denne anvendes som forskningsmæssigt belæg.

Min interesse i disse bøger hænger sammen med, at de alle i varierende omfang har været anvendt i debatter mod anvendelse af digitale teknologier, særligt skærmteknologier så som mobiltelefoner, i uddannelse, undervisning og læreprocesser. Christensens bog, som eksplicit handler om undervisning, er paradoksalt nok, den der har fået mindst opmærksomhed i uddannelsesdebatter. Både Balslevs og Sørensens bøger har bredere dagsordener med fokus på bla. indløbspolitik, implementering og anbefalinger fra policyniveauet og ikke mindst kommercielle amerikanske teknologivirksomheders og Singularity-bevægelsens indflydelse. Min læsning af bøgerne har været drevet af nysgerrighed ift. hvilke argumenter forfatterne har mod teknologianvendelse og hvorfor. I de forudgående indlæg har jeg således kun beskrevet bøgerne ud fra denne optik.

Balslevs og Sørensens bøger er skrevet i et polemisk sprog og efterlader ingen tvivl om genren. Ved første øjekast fremstår Christensens bog derimod som en traditionel akademisk tekst med et mere neutralt sprog, hvorfor jeg et kort øjeblik var i tvivl om, hvorvidt bogen skulle karakteriseres som en debatbog. Allerede i forordet gør Christensen dog opmærksom på sit ærinde:

Formålet med denne bog er derfor at bidrage med en solid forståelse af, hvordan og hvorfor skærmtid er et problem, og dernæst give anvisninger til, hvordan skærmtid i undervisningslokalet bedst muligt håndteres. Christensen (2018, s. 8 – min fremhævelse)

Her ser vi altså, at konklusionen er givet på forhånd, hvilket naturligvis får betydning for den måde hvorpå fænomenet undersøges. Og Christensen fortsætter:

For at dette ikke baserer sig på bekymringer, holdninger og mavefornemmelser, tager jeg især udgangspunkt i forskningen, og dernæst hvad vi ved om, hvordan skærmtid påvirker mennesker og ikke mindst interaktioner mellem mennesker. Christensen (2018, s. 8 – mine fremhævelser)

Christensen henviser til forskningen i bestemt ental som var det en sandhed i sig selv, og hvordan det skal forstås i forhold til ’hvad vi ved’ og hvem ’vi’ er forbliver uklart. Senere i forordet problematiserer Christensen – lige som Balslev og Sørensen i øvrigt også gør det – den ’unuancerede teknologidebat, hvor man enten er for eller imod teknologi’. Så meget desto mere underligt er det, når Christensen efterfølgende udtaler sig således i et interview om bogen:

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, så der også indgik argumenter for at bruge skærm i undervisningen. Men desværre viste det meste forskningsmateriale sig at pege på, at skærmbrug er problematisk. Christensen (19.09.18 i Kristeligt Dagblad – mine fremhævelser)

Kriteriet Christensen har valgt sit ’forskningsmateriale’ ud fra er, som vi skal se, ensidigt og med udtalelser som denne, er der for mig at se ingen tvivl om, at Christensens bidrag også skal kategoriseres som en debatbog.

Formålet med alle tre bøger er at bidrage til teknologidebatten med analyser af og dokumentation for negative og direkte skadelige effekter af teknologi. Udgangspunktet er altså ikke at bidrage med nuancer, men derimod at forfølge en bestemt dagsorden, sådan som det gør sig gældende i debatgenren.

Hovedpointer om anvendelse af digital teknologi i undervisning
På baggrund af de tre tidligere indlæg kan hovedpointerne ift. teknologi og undervisning i de tre bøger opsummeres på følgende vis:

Balslevs debatbog hører til i en kategori, som ønsker at begrænse anvendelse af digitale teknologier i undervisning. Især digitale teknologier med notifikationsmuligheder (fx mobiltelefoner) udgør et særligt problem og skal begrænses. Balslev argumenterer i stedet for, at digitale teknologier gøres til analytiske objekter, og at elever/studerende tilegner sig viden om og forståelse herfor gennem tekstlæsning om digitale fænomener. Balslev er ikke overbevist om den pædagogiske værdi af inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser - ej heller, at elever nødvendigvis har brug for digitale brugskompetencer. Dog anderkender Balslev, at der kan være behov for, at nogle elever og studerende tilegner sig brugs- og/eller specialistkompetencer på det digitale område. Dette skal dog ikke ske i den almene undervisning, men i valgfag, lektiecafeer eller uden for skoletiden.

Christensens debatbog hører til i en kategori, der veksler mellem begrænsning og decideret forbud mod anvendelse af skærmteknologi i undervisning, dvs. ikke kun mobiltelefoner. Skærmteknologier frister og understøtter afhængighedsadfærd, hvorfor de skal begrænses eller forbydes i undervisningssammenhæng, men ikke i pauser. Christensen argumenterer for forskellige tiltag, der kan begrænse skærmteknologi helt eller delvist. Christensen ser således en pædagogisk værdi i inddragelse af skærmteknologier i undervisning i visse, underviserdefinerede, situationer og kommer med forskellige bud på, hvornår teknologi skal/ikke skal anvendes. Christensen anerkender generelt behovet for digital dannelse og undervisning heri, men fravælger at beskæftige sig med dette aspekt i bogen.

Sørensens debatbog hører til i en kategori, hvor anvendelse af digitale teknologier skal forbydes, med mindre der er tale om helt særlige 'situationer'. Disse situationer defineres af underviserne, ikke de studerende. Digitale teknologier, og især mobiltelefoner, er sundhedsskadelige, idet de gør unge afhængige, og de ødelægger koncentration, opmærksomhed og evnen til nærvær, hvorfor de i vid udstrækning skal forbydes i undervisningssammenhænge. Sørensen ser dog en vis pædagogisk værdi i brug af Powerpoint (for underviserne), og når studerende deltager i workshops og virksomhedsbesøg. Sørensen beskæftiger sig ikke med udvikling af digitale kompetencer og dannelse gennem undervisning i bogen, men anerkender tilsyneladende heller ikke, at der skulle være behov herfor.

Argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning
Ud fra læsning af de tre debatbøger har jeg identificeret fem overordnede argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning, som i varierende omfang går igen hos de tre forfattere. Det drejer sig om følgende:

  1. Uddannelsessektoren har være præget af for stor digital teknologioptimisme
  2. Der mangler evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter
  3. Digitale teknologier er ikke neutrale
  4. Der er evidens for digitale teknologiers skadelige effekter
  5. Behov for udvikling af digitale teknologiske kompetencer er diskutabelt

Hvorledes de tre forfattere når frem til disse argumenter fremgår mere detaljeret af de tre forrige indlæg. Her vil jeg blot komme med nogle generelle kommentarer.

At uddannelsessektoren har været præget af for stor digital teknologioptimisme, ja lige frem teknologifetichisme, er et argument, som ses særligt tydeligt hos Balslev og Sørensen. Hos førstnævnte problematiseres dette især på policyniveauet, som klandres for at fokusere på potentialer fremfor reelle og skadelige effekter. Hos Sørensen italesættes det som en generel samfundstendens, der også har afsmittende effekt på uddannelse. Ifølge begge forfattere er optimismen blevet til en blind tro, en nærmest religiøs bevægelse, som ikke har formået at gennemskue og forholde sig til de negative aspekter, der også følger af digitale teknologier.

At der har været stor teknologioptimisme i uddannelsessektoren er ingen hemmelighed, men derfra til at hævde, at der ikke har været fokus på negative aspekter er der et stykke vej. Megen af den kritik, der tidligere har været udtrykt har rigtig nok ikke fokuseret på om teknologi og teknologiinddragelse i sig selv var ønskværdig. Derimod er kritikken ofte gået på de konkrete teknologier og særligt de rammer og kompetencer, der skal til, hvis man ønsker en meningsfuld anvendelse af digitale teknologier i undervisning – og her har det været vanskeligt at trænge igennem på policyniveau.

Jeg oplever, at især Balslevs og Sørensens kritik er af mere grundlæggende karakter, hvilket kan være nok så interessant. Men når argumentet fremføres uden interesse for, hvornår digitale teknologier i undervisning rent faktisk kan give god mening, så synes jeg, at det bliver for ensidigt. Det bliver til en principiel diskussion som man kan være enig eller uenig i, men som jeg tænker, at praksis ikke har megen gavn af.

Forfatterne savner evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter, men hvad betyder det egentlig? Forestillingen om, at forskningen skulle kunne give evidens på et generelt niveau er ren utopi, hvilket jeg tidligere har skrevet om her. Hertil kommer, at forfatterne ikke har interesseret sig for den forskning, der reelt og gennem mange år har dokumenteret positive effekter af forskellige typer af digitale teknologier i forskellige undervisningssammenhænge. Når eksempelvis Christensen udtaler, at det meste forskningmateriale peger på, at skærmbrug er problematisk, hvad er det så for et ‘materiale’ han har kigget på? Hvad er ‘skærmbrug’ og hvad betyder det, at skærmbrug er ‘problematisk’? Christensen har bla. kigget på, hvordan skærmbrug kan skabe forstyrrelser, lokke og smitte, påvirke social adfærd negativt og føre til demotivering og dovenskab. Det er imidlertid nogle på forhånd negative udvalgte aspekter af ‘skærmbrug’, som Christensen har interesseret sig for, og det kan næppe karakteriseres som ‘det meste forskningsmateriale’. Igen synes jeg, at det bliver for ensidigt.

Argumentet om, at digitale teknologier ikke er neutrale bruges som en advarsel, men hvad betyder det? For Sørensen er sagen klar: digitale teknologier, og særligt sociale medier, er designet til at ville noget med brugeren og det er ikke positivt. Alle tre forfattere er optaget af sociale mediers notifikationsmekanismer, der ikke blot forstyrrer og stjæler opmærksomhed, men også leder til afhængighed. Det vender jeg tilbage til. At digitale teknologier, herunder sociale medier, er designet med et bestemt formål for øje, betyder i min optik ikke, at de kun kan anvendes på en bestemt måde. Tværtimod er det min erfaring, at mange især ikke-didaktiserede digitale teknologier godt kan anvendes på andre måder i undervisningen end de oprindeligt intenderede. Anvendelse afhænger således ikke kun af selve teknologien, men i lige så høj grad af hvordan og i hvilke sammenhænge den bruges. Derfor har jeg også svært ved at følge argumentet om, at en digitale teknologi i sig selv skulle udgøre enten en negativ eller positiv brugsmulighed. Ydermere synes jeg, at argumentet lægger op til en teknologideterminisme, hvor brugerens fri vilje tilsyneladende ikke længere eksisterer.

Og så er vi fremme ved det fjerde argument, der handler om, at forfatterne mener at have fundet evidens for digitale teknologiers skadelige effekter. Det er ikke småting, som forfatterne mener at have fundet dokumentation for, men mest af alt undrer det mig med hvilken selvfølgelighed især Christensen og Sørensen taler om afhængighed af især sociale medier, som var det en reel diagnose. Christensen bygger, som beskrevet i indlægget om bogen, en stor del af sin argumentation på ‘hjerneforskning’, som den kommer til udtryk hos bla. Spitzer, Rashid og Fenger. Det øger bestemt ikke troværdigheden af argumentationen, snarere tværtimod. Sørensen henviser til Christensens bog og benytter også avisartikler om især unges mediebrug – fx af Jean M. Twenge. Karakteristisk for alle tre forfattere er, at de benytter kilder som har gjort en dyd ud af at undersøge negative aspekter ved digitale teknologier, ikke mindst mobiltelefoner. Det er ikke så underligt, da forfatterne har samme ærinde, men det understeger igen det ensidige billede. Hertil kommer, at den forskning, der trækkes på, er stærkt omdiskuteret af især metodiske årsager, hvilket efter min mening burde give anledning til en vis kritisk refleksion og større ydmyghed.

Det sidste argument mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning handler om, at forfatterne ikke nødvendigvis anser det som en vigtig opgave at uddanne elever og studerende i brugen af digitale teknologier. Med andre ord, er det ifølge forfatterne, særligt Balslev og Sørensen, diskutabelt hvorvidt og i hvilket omfang digitale kompetencer og dannelse skal udvikles gennem undervisning. For Balslev går argumentationen på, at elever snarere skal lære at forholde sig analytisk til teknologier, end at bruge dem. For Sørensen synes behovet ikke at være der, og for Christensen er digital dannelse vigtig, men ikke noget han vælger at beskæftige sig med i bogen.

På denne baggrund, når forfatterne frem til at det er nødvendigt med forskellige former for begrænsning af digitale teknologier i undervisning, hvilket ikke er overraskende. Men når nu alle tre forfattere har problematiseret, hvad de betegner som en polariseret for-imod debat, så undrer det mig, at de selv falder i på denne måde. Ja, de hævder da alle tre, at digitale teknologier kan være godt for noget i nogle situationer i et par sætninger, men det er ikke nok til at ændre på helhedsindtrykket. Hvis forfatterne reelt ønskede at gøre noget ved den polariserede debat, skulle deres bidrag, efter min mening, have været langt mere nuancerede.

‘Cherry picking’ skaber overskrifter, men bliver vi klogere?
I Den danske kodeks for integritet i forskning gives en lang række almene anvisninger på, hvordan man kan styrke forskningens ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed. Til dette hører også en forventning om præcis og afbalanceret afrapportering. På lignende vis påpeges det i Videnskab.dk’s manifest, at man som læser af forskning bør være opmærksom på, om der tages forbehold for de præsenterede resultater og om det gøres på en nuanceret måde gennem henvisning til forskning, der er nået frem til andre resultater – hvis ikke vil der være tale om såkaldt ‘cherry picking’. Disse forventninger og anbefalinger går på traditionelle akademiske tekster, dvs. forskning som typisk har været gennem fagfællebedømmelse*, og altså ikke på debatbogsgenren.

Jeg mener ikke, at de tre debatbøger lever op til de gængse kvalitetskrav for forskning, men det mener jeg så heller ikke, at de behøver at gøre. De tre forfattere er naturligvis i deres gode ret til at skrive debatbøger om hvad som helst.

Det ærgrer og bekymrer mig dog at se, hvordan de tre debatbøger præsenteres som forskning i forskellige medier som eksempelvis her:

Det ærgrer mig fordi, jeg ikke mener, at de tre debatbøger bidrager til en lødig og nuanceret debat. Tværtimod er det min oplevelse, at bøgerne forstærker den polarisering af debatten, som alle tre forfattere ellers synes at være imod. Min bekymring er af mere overordnet karakter og går på, at jeg ser en stigende tendens til at netop debatbøger vinder indpas i den offentlige debat på lige fod med reel forskning. Hermed er der risiko for at vigtige emner, som eksempelvis teknologiers skadelige og gavnlige virkninger i undervisning, i højrere og højere grad kommer til at basere sig på de få ensidige stemmer, der formår at trække den største opmærksomhed gennem polemiske og ofte alarmerende budskaber. Det mener jeg ikke, at vi bliver klogere af. Det stiller også den traditionelle forskning overfor en udfordring om i hvilket omfang de knappe ressourcer skal bruges på at modsvare alverdens synsninger, som grundet genren har et stort publikum eller på at skabe forskning af høj kvalitet, som grundet genren har et lille publikum.

Behov for flere nuancer og afbalanceret formidling
Selv om jeg langt hen ad vejen er uenig med de tre forfattere i deres fremgangsmåde og konklusioner, så synes jeg faktisk, at de hver især rejser nogle væsentlige spørgsmål omkring anvendelse af digital teknologi i undervisning, som det kunne være interessant at forfølge på mere traditionel, nuanceret akademisk vis:

  • Hos Balslev er det fokus på policyniveauets forstillinger om og forventninger til anvendelse af digitale teknologier i undervisning og hvad dette reelt får af indflydelse og konsekvenser i praksis.
  • Hos Christensen er det fokus på forskellige begrundelser og modeller for til- og fravalg af digitale teknologier i undervisning.
  • Hos Sørensen er det fokus på de kommercielle teknologivirksomheders indflydelse i uddannelsessektoren (også ift. design af ikke-kommercielle teknologier, der ofte kopierer centrale designfeatures) – og ikke mindst, hvilke konsekvenser anvendelse heraf i undervisning kan have ift. dataetik og -praksis.

Der er noget viden om disse områder, men jeg er ikke i tvivl om, at der kan skabes og er behov for mere forskning omkring ovenstående emner. Om det også kan medføre en mere afbalanceret formidling afhænger ikke kun af forskerne, men også i høj grad af medierne og deres evne og vilje til ikke kun at prioritere clickbait – og her er jeg knap så fortrøstningfuld.

/Marianne

*) Det fremgår ikke om bøgerne har været igennem fagfællebedømmelse.