Uddannelsesteknologiske drømme, skuffelser og vejen videre …

Education is far too important to society to be wagged by the technological tail. Let technology show us what can be done, and let educational considerations determine what is done in actuality. Salomon (2016, p. 159)

Sådan skrev Gavriel Salomon i en tekst, der blev udgivet posthumt i antologien Educational Technology and Polycontextual Bridging. I teksten giver Salomon sine bud på, hvorfor der er så stor forskel på de drømme, vi har om digitale teknologiers indvirkning på uddannelse, og den praksis vi ser realiseret. Der kan nævnes andre gode forklaringer på denne diskrepans mellem potentialer og praksis (se fx Friesen, 2017; Schiølin & Riis (red.), 2013Selwyn, 2011), men Salomons tekst er velskrevet, kort og koncis. Den kan varmt anbefales i sin fulde længde (knap 11 sider).

Min interesse i teksten hænger bla. sammen med en nysgerrighed ift. hvordan, vi kan skabe en bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Jeg har tidligere skrevet om nogle af de udfordringer, der kan være ved at anvende digitale teknologier ift. databehandling, -sikkerhed og -etik. I dette indlæg er fokus mere rettet mod koblingen, og hvorfor det kan være så vanskeligt at få opfyldt de store pædagogiske forhåbninger, der i flere årtier har præget tilgangen til digital teknologi i uddannelse.

Iflg. Salomon så kan uddannelse ses som et medium for kulturel transmission, erhvervelse af ønsket viden og kultivering af nødvendige færdigheder, hvilket gør uddannelsessystemet til en afgørende samfundsinstitution. Hermed er der også åbnet op for konstante, og ofte berettigede, beklagelser med påpegning af behovet for at forbedre, renovere og efterse systemet, men det har nogle uheldige konsekvenser:

Such complaints prompt a dedicated search for quick solutions, magic wands and wonder tools. An especially influential idea is that technology can solve deep, serious problems in education. Salomon (2016, p. 149)

Denne form for technological solutionism* (jf. Morozov, 2014), har domineret teknologihistorien i uddannelse fra radio over tv til den personlige computer osv.

Salomon benytter indledningsvis to analogier til at beskrive, hvad der er på spil. Den første går på teknologi som æblet i Edens Have. Med direkte reference til Apples logo og ikke mindst Los Angeles’ mislykkede iPad-satsning, beskrives uddannelses- teknologi som ‘an irresistable, most tempting fruit and the ultimate solution for all educational malaise’, der forfører os til at tro, at teknologi kan udrette mirakler i skoler og andre dele af samfundet (p. 150).

Den næste analogi går på teknologi som en trojansk hest. Her er Salomons pointe, at uddannelsesteknologi ikke er neutral. Hvad enten, der er tale om didaktiserede eller ikke-didaktiserede digitale teknologier, så er de intentionelt designede. Hermed er der risiko for, at en uddannelsesfilosofi og pædagogik, der ikke er udformet af undervisere og andre fagpersoner, udfolder sig i systemet som en virus (ibid.). Det fører videre til både intenderede og ikke-intenderede indvirkninger, der kan ses/mærkes både umiddelbart og på længere sigt.

Hvad angår intenderede indvirkninger, ser Salomon disse tydeligt i andre dele af samfundet (fx inden for handel, sundhed og industri), men ‘so far, very little, if anything, has happened in education as a result of computing’ (p.152), hvilket afføder skuffelser. Og det får Salomon til at spørge om vores forventninger, og deraf følgende økonomiske investeringer i uddannelsesteknologi, er berettigede, og han undrer sig over ‘what in education successfully resists any major changes?’ (p.152).

Salomon har tre overordnede bud på årsagerne til vores skuffelser, som han benævner hhv. det teknologiske paradoks, teknocentrisme og vildledt (misguided) forskning.

The first factor, the technological paradox, results from the consistent tendency of the educational system to preserve itself and its practices by assimilating new technologies into existing instructional practices. Technology becomes domesticated, which really means, that it is allowed to do precisely and only that which fits into the prevailing educational philosophy of cultural transmission. Salomon (2016, p. 152)

Paradokset er iflg. Salomon, at det pædagogiske potentiale, der er forbundet med nye digitale teknologier ikke får mulighed for at komme til udtryk, da teknologierne tæmmes til at underordne sig en eksisterende praksis – der sættes bare strøm til:

Consequently, nothing really happens, which proves what sceptics have argued all along and what misguided research tends to show: technology makes no difference in learning. Of course, it cannot make a difference as it has been domesticated to be completely subservient to the on-going practices. Emasculated tools cannot do any harm, but they do not do any good either. Salomon (2016, p. 153)

Det andet, og iflg. Salomon, vigtigste bud på, hvorfor teknologi så sjældent lever op til vores forventninger, hænger sammen med en udpræget tendens til at tro, at digitale teknologier i sig selv vil medføre ændringer. Dette er kernen i teknocentrismen. Med udgangspunkt i forskning omkring MOOCs i videregående uddannelse og BOYD i ungdomsuddannelser, peger Salomon på en tankevækkende tendens:

Hardly have I ever found a paper that starts out from the perspective of learning. Technology is the beginning and the justification for all rationales. What is possible becomes desirable! Salomon (2016, p. 153 – min fremhævelse)

Og denne teknocentriske tilgang gælder ikke kun såkaldte teknofiler, men også undervisere og studerende. I forbindelse med denne tænkning ser Salomon også en tendens til, at vi alle opfordres til at ‘join the technological bandwagon and, as they call it, ‘move with the times”(p. 154). Men ifølge Salomon ignorerer den teknocentriske tilgang vigtige sociale og menneskelige faktorer, og nok så væsentligt: ‘knowledge, thus, changes from an object-like entity hoarded like valued goods to an activity of instrumental utility’ (ibid.), hvilke leder Salomon til at fremhæve forskellene på information og viden:

Information is discrete; knowledge is arranged in networks with meaningful connections between the nodes.

Information can be transmitted as is; knowledge needs to be constructed as a web of meaningful connections.

Information does not need to be contextualised; knowledge is always part of a context.

Information requires clarity; the construction of knowledge is facilitated by ambiguity, conflict and uncertainty.

Mastery of information can be demonstrated by its reproduction; mastery of knowledge is demonstrated by its novel application. Salmon (2016, p. 155)

Disse forskelle er væsentlige i vores tilgang til teknologi. Tænk eksempelvis, hvordan alene det, at undervisere gør deres materialer og undervisningsforløb tilgængelige i digitale platforme afstedkommer store forhåbninger om ændring af praksis. Øget tilgængelighed og dermed bedre muligheder for videndeling fremhæves i mange sammenhænge som en af de helt store fordele ved at digitalisere. Når så resultaterne udebliver; når der ikke sker en øget videndeling og ændring af praksis, så skuffer teknologien. Eller når underviseren inddrager digitale teknologier for at fremme elevernes kollaborative læring, men glemmer at stille opgaver, der rent faktisk fordrer kollaboration, så skuffer teknologien igen. Pointen her er naturligvis, at inddragelse af digitale teknologier i undervisning ikke i sig selv afstedkommer nogle betydningsfulde ændringer, men netop skal tænkes ind i den pædagogiske-didaktiske kontekst, hvor de vil indgå i samspil med de øvrige elementer.

Whether information is transformed into meaningful knowledge or remains a collection of bits and pieces, like an assortment of screws and nails in a shoebox, heavily depends on numerous factors, in which technology plays a minor role. Salomon (2016, p. 156)

Endelig peger Salomon på det, han kalder ‘vildledt’ forskning, som den tredje forklaring**. Den første vildfarelse handler om forskning, der sammenligner, hvorvidt medium X giver bedre læringsresultater end medium Y. Et eksempel kunne være MOOCs over for ansigt-til-ansigt klasserum, men det er en forfejlet tilgang:

The horse race approach, which emphasises who runs faster and arrives first and which disregards aptitudes, tasks, contents and contexts, still reign supreme with the omnipresent conclusion of no significant differences. Salomon (2016, p. 156 – mine fremhævelser)

En anden måde, hvorpå forskningen er forfejlet, drejer sig om, hvorvidt og hvordan vi overhovedet kan måle eller observere resultater af digital teknologiinddragelse. Hvad er det egentlig vi ender op med at måle, spørger Salomon. På mange måder minder Salomons argumentation her om den, som bla. Jeppe Bundsgaard (DPU) fremførte i efteråret 2018 på en konference om, hvorvidt it virker. Her var konklusionen bla. også, at forskningen er nødt til at stille bedre spørgsmål og lave bedre forskningsdesigns. Hvis ikke, er forskningen, som Salomon fremfører det, med til at fastholde den teknocentriske opfattelse af, at det er teknologien i sig selv, der kan gøre en forskel.

Technology alone, as I have attempted to show, is but a trigger; it is an opportunity, an affordance. There are huge differences though, among what technology can do, what it does in actuality and what, in our eyes, it should be doing. Salomon (2016, p. 157)

Men hvis ikke digitale teknologier i sig selv kan gøre en forskel ift. undervisning og læring, hvilken rolle kan eller skal de så spille? For Salomon ligger svaret i de visioner, vi har for uddannelse; hvad er det for studerende, vi gerne ser komme ud af systemet og hvordan forestiller vi os, at dette bedst kan gøres? Når sådanne grundlæggende spørgsmål er på plads, kan vi begynde at overveje, om digital teknologi kan understøtte sådanne visioner, men også om teknologien i nogle tilfælde hellere skal undlades. Med andre ord, peger Salomon på pædagogik som ‘the beginning and justification for all rationales’ for nu at blive i hans eget sprog.

Jeg er enig i de fleste af Salomons tanker. Det er naturligvis begrænset, hvor mange nuancer, der kan komme med på knap 11 sider, men jeg savner fra Salomon en anerkendelse af, at digitale teknologier ikke blot kan understøtte, men også i visse tilfælde kan udfordre status quo på gode måder. Ja, digitale teknologier kan ses som en trojansk hest med utilsigtede og uønskede konsekvenser, og blot fordi noget er muligt, er det ikke sikkert, at det skal realiseres. På den anden side, kan digitale teknologier også åbne op for muligheder, vi endnu ikke havde forestillet os og som, selv om de måske initialt var utilsigtede, viser sig at være ønskværdige og meningsfulde.

Min erfaring er, at langt de fleste undervisere i udstrakt grad har pædagogiske  intentioner for øje, når der overvejes inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Ikke desto mindre, har jeg alligevel ofte oplevet et krav om at kunne oplyse om, hvilke digitale teknologier, der ‘virker’! Er det et udtryk for teknocentrisme? Måske, men jeg tænker også, at det kan være et udtryk for manglende pædagogisk fantasi. Hvis pædagogikken reelt skal være ‘begyndelsen og begrundelsen’, så kræver det, at alle aktørerne, dvs. også ledere og andre beslutningstagere, har solid pædagogisk indsigt, og her er min erfaring, at det kan knibe i praksis.

Vejen videre består, for mig at se, således i at få genetableret pædagogik som begyndelse og begrundelse i spørgsmål om digitale teknologiers rolle på alle niveauer i vores uddannelsespraksis og i forskning herom. Men som nævnt, mener jeg også, at digital teknologi nogle gange kan udfordre og herigennem forbedre praksis, så når jeg efterlyser bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier, er det ud fra en opfattelse af, at balance opnås gennem vekselvirkning. Pointen er således, at vægten gennem mange år har været tippet for meget til fordel for digitale teknologier, og at der aktuelt er behov for at tippe til fordel for pædagogikken for at opnå større harmoni eller meningsfuldhed.

/Marianne

Ikonerne er fundet via The Noun Project.

*) Se evt. denne beskrivelse af fænomenet.

**) Her der værd at nævne Hasse & Tafdrup (2013 i Schiølin & Riis (red.)), der også taler om vildfarelser, men på designsiden af teknologierne. Et vigtigt aspekt som Salomon ikke adresserer. For Hasse & Tafdrup er svaret på designernes vildfarelser og teknologiers uforudsigelighed ‘en teknologiforståelse, der gør op med forestillingen om, at teknologi kan være baseret på generaliserbar sikker viden om dens effektivitet og forudsigelighed i praksis’ (p.305).

 

Eksperters bud på behov for viden og handling ift. cyber- og informationssikkerhed på uddannelsesområdet

I en serie af blogindlæg, retter jeg fokus mod nogle af de udfordringer og til tider meget uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.
  • I det tredje indlæg beskrev jeg en debat i Altinget:Uddannelse, hvor en ph.d. studerende, Lucas Lundbye Cone (AU) på den ene side problematiserede Aarhus’ kommunes beslutning om at indkøbe Chromebooks til alle folkeskolens elever, og hvor kommunen på den anden side forsvarede beslutningen. Indlægget tjener som et fint eksempel på, hvor kompleks problemstilingen med ‘gratis’ digital teknologi, men også betalingstjenester, fra de store techgiganter og andre it-leverandører er.

I dette indlæg, sætter jeg fokus på et af de sidste projekter, som jeg deltog i på min tidligere arbejdsplads, Københavns Professionshøjskole. Projektet handler om udvikling af undervisningsmateriale til EMU.dk om cyber- og informationssikkerhed, og mine tidligere kolleger fra Institut for Didaktik og Digitalisering er stadig i fuld gang med projektet.

Herunder følger en lettere omskrevet og kommenteret opsummering af hovedpointer fra en rapport, vi udarbejdede til Undervisningsministeriet/ STIL og som er blevet publiceret i en revideret udgave (Riis mfl., 2019).

Det er et projekt, der strækker sig fra sommeren 2018 til slutningen af 2019. Jeg deltog i den første fase (august-oktober 2018). I den forbindelse kiggede vi, på ministeriets opfordring, kort på udvalgte eksisterende undersøgelser, og så foretog vi 16 ekspertinterview med udvalgte interessenter. Koblet til en omfattende analyse af allerede eksisterende materialer om cyber- og informationssikkerhed, skulle vi pege på behov for udvikling af nye materialer til EMU’en, og mine tidligere kolleger er fortsat i gang med at udvikle disse.  De udvalgte eksisterende og nyudviklede materialer om cyber- og informationssikkerhed skal kunne bruges i undervisningen i grundskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser, FGU og VEU. Indhold (og efterfølgende udbredelsesaktiviteter) skal være målrettet lærere/undervisere, pædagoger og skoleledelser.

Baggrunden for projektet skal bla. findes i den tidligere regerings nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed (2018-2021), der har til formål at sikre, at befolkningen, virksomheder og myndigheder kender og kan håndtere digitale risici (Finansministeriet, 2018).

Som led i strategiens initiativ 2.1. ’Digital dømmekraft og kompetencer via uddannelsessystemet’ skal der etableres vidensområder om cyber- og informationssikkerhed på EMU’en. Målet er at medvirke til at sikre, at børn, unge og voksne skal kunne færdes sikkert på internettet og udnytte de digitale muligheder på en tryg, forsvarlig og etisk korrekt måde. Der peges på behov for kompetenceudvikling, og det kræver bla. tilgængelige relevante materialer.

I strategien, nærmere bestemt delinitiativ 2.1. konstateres det, at:

Mange børn og unge ved ikke nok om, hvordan de beskytter sig selv og andre på internettet, eller hvilke aktører de skal være opmærksomme på. (Finansministeriet, 2018, s. 28)

Og endvidere at:

Børn og unge skal have de bedste muligheder for at gribe de digitale muligheder og til at agere kritisk som borgere i et digitaliseret samfund, børn og unge skal have evnerne til at tænke kritisk i forhold til indhold på internettet, så de er opmærksomme på truslen fra falske nyheder, radikalisering, cybermobning, svindel mv. (Finansministeriet, 2018, s. 29)

Arbejdet med at udvikle børn og unges digitale kompetencer er ikke nyt i uddannelsessystemet, men med den aktuelle strategi, er fokus i højere grad end tidligere på de risici og konsekvenser, der kan være forbundet med færden på især internettet. Vores indledende afdækning af eksisterende materialer (rapporter, informationsmateriale, konkrete undervisningsforløb mv.) viste også, at der især har været fokus på, hvad der kan betegnes som digital dannelse og knap så meget på de mere hårde, sikkerhedsmæssige tekniske aspekter forbundet med eksempelvis internetadfærd.

Der dog værd at bemærke, at der i strategien også tales om, at børn og unge skal kunne udnytte de mange muligheder som digitale teknologier kan åbne op for – bl.a. gennem øget indsigt i tekniske sikkerhedsforanstaltninger og styrkelse af etisk og kritisk sans. Målet er derfor, at børn og unge skal:

… kunne færdes sikkert på internettet og udnytte de digitale muligheder på en tryg og sikker måde, ligesom de skal være bevidste om, hvilke regler og konsekvenser, der følger af at begå sig online. Børn og unge skal gøres digitalt kompetente og opbygge en stærk digital dømmekraft med forståelse af de etiske dilemmaer, der ligger ud over den tekniske forståelse af digitaliseringen. (Finansministeriet, 2018, s. 29)

Således lægges der i strategien op til en kompetenceudvikling, som meget vigtigt har fokus på den tekniske side af cyber- og informationssikkerhed, men som også skal fokusere på udvikling af ’dømmekraft’. I delinitiativet lægges der også op til, at flere voksne skal have øget viden om cyber- og informationssikkerhed, hvorfor projektet ikke kun retter sig mod grundskolen og ungdomsuddannelserne, men også inkluderer materiale til (unge) voksne, der eksempelvis deltager i FGU eller VEU.

Vi interviewede repræsentanter fra følgende organisationer, virksomheder, styrelser mv.:

  • Center for Digital Dannelse
  • Center for Digital Pædagogik
  • Dataethics Consulting
  • Danmarks it-vejlederforening
  • Dansk Center for Undervisningsmiljø
  • Det Kriminalpræventive Råd
  • Digitaliseringsstyrelsen
  • DRskole
  • Forbrugerrådet Tænk
  • Medierådet for Børn og Unge
  • Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme
  • Nationalt Cyber Crime Center
  • Nationalt Forebyggelsescenter
  • Nets Danmark
  • RedBarnet
  • Sex & Samfund

I selve rapportens del 3 uddyber vi, hvad interessenterne tænker mere detaljeret om behovet for udvikling af viden, materialer og evt. kompetenceudvikling, mens jeg herunder har samlet hovedpointerne.

Hovedpointer fra interviews med interessenter: 

Den overordnede vurdering er, at selv om danskernes videns- og kompetenceniveau inden for cyber- og informationssikkerhed generelt vurderes som værende godt, særligt sammenlignet med andre lande, så er der stadig brug for kompetenceudvikling blandt både børn, unge og voksne.

Der efterlyses, blandt interessenterne, et generelt holdnings- og adfærdsskifte i retning af at tage cyber- og informationssikkerhed langt mere alvorligt – også inden for uddannelsessystemet.

Interessenterne peger på en række udfordringer, som bl.a. inkluderer, at børn, unge og voksnes viden ikke i tilstrækkelig grad omsættes til handlinger, at voksne mangler teknisk viden og endelig, at der er behov for organisationsdidaktisk udvikling og målrettede strategier på skoler og i uddannelsesinstitutioner. 

Interessenterne peger på særlige udfordringer, der kan skyldes forskelle mellem køn, aldersgrupper og generationer. 

Helt konkret ser interessenterne store udfordringer mht. anvendelse af især sociale medier i undervisning, og der efterlyses bedre rammesætning og nytænkning af undervisning inden for området. 

Interessenterne peger på, at der mangler viden og materialer, der retter sig specifikt mod EUD, FGU og VEU, der vurderes som værende oversete områder. 

Interessenterne taler også for, at cyber- og informationssikkerhed gøres til et anliggende for alle, og at der i denne sammenhæng med fordel kan bringes flere aktører på banen, således at området kommer til at omfatte mere end skole- og uddannelsessfæren. 

Endelig peger interessenterne på specifikke kompetenceudviklingsbehov, særligt blandt lærere/undervisere, og der gives konkrete eksempler på faglige emner, der med fordel kan styrkes i undervisning om og med cyber- og informationssikkerhed.

Blandt de faglige emner, som interessenterne især mener, at der er behov for at fokusere mere på er:

  • Tekniske sikkerhedsforanstaltninger – herunder viden om opklaring[1], når skaden er sket og ikke kun forebyggelse
  • Forretningsmodeller – herunder algoritmisk viden og viden om rettigheder (fx GDPR)
  • Etik – herunder det fælles samfundsmæssige (og globale) ansvar
  • Radikalisering og ekstremisme – herunder viden om ’ekkokamre’ og at dette ikke kun handler om terror og religiøs rekruttering
  • Grooming – ikke kun ift. seksuelle krænkelser, men også ift. økonomisk kriminalitet (fx afpresning)
  • Kritisk stillingtagen – refleksion omsat til handlestrategier både for individet og fællesskabet

Disse emner vil i varieret omfang indgå i de materialer, som mine tidligere kolleger, som nævnt, er ved at udvikle til EMU’en. Inspirationsmateriale er et godt udgangspunkt og vil givetvis kunne hjælpe nogle lærere og ledere på skoler og andre uddannelsesinstitutioner til at komme i gang med arbejdet om at skabe større opmærksomhed omkring en række udfordringer forbundet med cyber- og informationssikkerhed og anvendelse af digitale teknologier i uddannelse og samfundslivet i øvrigt.  

Det er imidlertid også et initiativ, som placerer en stor del af ansvaret på netop skoler og uddannelsesinstitutioner, og som vi så oven for, så anbefaler forskellige eksperter, at emnet gøres gøres til et anliggende for alle, hvilket kræver, at der bringes flere aktører på banen, således at området kommer til at omfatte mere end skole- og uddannelsessfæren. Det vil jeg vende tilbage til i det sidste indlæg i denne serie.

/Marianne

[1] Her kunne man lade sig inspirere af det engelske begreb cyber forencis, der er i fokus i amerikansk undervisning om cyber- og informationssikkerhed (Newhouse, Keith, Scribner & Witte, 2017). I den forbindelse er færdigheder i teknisk undersøgelse, analyse og vurdering væsentlige.

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, men ..

I en serie på fire indlæg, har jeg kigget nærmere på tre udvalgte såkaldte teknologikritiske debatbøger, der i større eller mindre udstrækning er mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning.

  • I det første indlæg begrundede jeg min interesse i disse bøger og kiggede nærmere på Balslevs (2018) Kritik af den digitale fornuft i uddannelse.
  • I det andet indlæg kiggede jeg nærmere på Christensens (2018) Kig op! Undervisning i et blåt skær.
  • I det tredje indlæg kiggede jeg nærmere på Sørensens (2018) Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid.

I dette indlæg samler jeg op på forskelle og ligheder mellem bøgerne, kommenterer på de identificerede pointer og argumenter og slutter af med at problematisere debatbogsgenren, når denne anvendes som forskningsmæssigt belæg.

Min interesse i disse bøger hænger sammen med, at de alle i varierende omfang har været anvendt i debatter mod anvendelse af digitale teknologier, særligt skærmteknologier så som mobiltelefoner, i uddannelse, undervisning og læreprocesser. Christensens bog, som eksplicit handler om undervisning, er paradoksalt nok, den der har fået mindst opmærksomhed i uddannelsesdebatter. Både Balslevs og Sørensens bøger har bredere dagsordener med fokus på bla. indløbspolitik, implementering og anbefalinger fra policyniveauet og ikke mindst kommercielle amerikanske teknologivirksomheders og Singularity-bevægelsens indflydelse. Min læsning af bøgerne har været drevet af nysgerrighed ift. hvilke argumenter forfatterne har mod teknologianvendelse og hvorfor. I de forudgående indlæg har jeg således kun beskrevet bøgerne ud fra denne optik.

Balslevs og Sørensens bøger er skrevet i et polemisk sprog og efterlader ingen tvivl om genren. Ved første øjekast fremstår Christensens bog derimod som en traditionel akademisk tekst med et mere neutralt sprog, hvorfor jeg et kort øjeblik var i tvivl om, hvorvidt bogen skulle karakteriseres som en debatbog. Allerede i forordet gør Christensen dog opmærksom på sit ærinde:

Formålet med denne bog er derfor at bidrage med en solid forståelse af, hvordan og hvorfor skærmtid er et problem, og dernæst give anvisninger til, hvordan skærmtid i undervisningslokalet bedst muligt håndteres. Christensen (2018, s. 8 – min fremhævelse)

Her ser vi altså, at konklusionen er givet på forhånd, hvilket naturligvis får betydning for den måde hvorpå fænomenet undersøges. Og Christensen fortsætter:

For at dette ikke baserer sig på bekymringer, holdninger og mavefornemmelser, tager jeg især udgangspunkt i forskningen, og dernæst hvad vi ved om, hvordan skærmtid påvirker mennesker og ikke mindst interaktioner mellem mennesker. Christensen (2018, s. 8 – mine fremhævelser)

Christensen henviser til forskningen i bestemt ental som var det en sandhed i sig selv, og hvordan det skal forstås i forhold til ’hvad vi ved’ og hvem ’vi’ er forbliver uklart. Senere i forordet problematiserer Christensen – lige som Balslev og Sørensen i øvrigt også gør det – den ’unuancerede teknologidebat, hvor man enten er for eller imod teknologi’. Så meget desto mere underligt er det, når Christensen efterfølgende udtaler sig således i et interview om bogen:

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, så der også indgik argumenter for at bruge skærm i undervisningen. Men desværre viste det meste forskningsmateriale sig at pege på, at skærmbrug er problematisk. Christensen (19.09.18 i Kristeligt Dagblad – mine fremhævelser)

Kriteriet Christensen har valgt sit ’forskningsmateriale’ ud fra er, som vi skal se, ensidigt og med udtalelser som denne, er der for mig at se ingen tvivl om, at Christensens bidrag også skal kategoriseres som en debatbog.

Formålet med alle tre bøger er at bidrage til teknologidebatten med analyser af og dokumentation for negative og direkte skadelige effekter af teknologi. Udgangspunktet er altså ikke at bidrage med nuancer, men derimod at forfølge en bestemt dagsorden, sådan som det gør sig gældende i debatgenren.

Hovedpointer om anvendelse af digital teknologi i undervisning
På baggrund af de tre tidligere indlæg kan hovedpointerne ift. teknologi og undervisning i de tre bøger opsummeres på følgende vis:

Balslevs debatbog hører til i en kategori, som ønsker at begrænse anvendelse af digitale teknologier i undervisning. Især digitale teknologier med notifikationsmuligheder (fx mobiltelefoner) udgør et særligt problem og skal begrænses. Balslev argumenterer i stedet for, at digitale teknologier gøres til analytiske objekter, og at elever/studerende tilegner sig viden om og forståelse herfor gennem tekstlæsning om digitale fænomener. Balslev er ikke overbevist om den pædagogiske værdi af inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser - ej heller, at elever nødvendigvis har brug for digitale brugskompetencer. Dog anderkender Balslev, at der kan være behov for, at nogle elever og studerende tilegner sig brugs- og/eller specialistkompetencer på det digitale område. Dette skal dog ikke ske i den almene undervisning, men i valgfag, lektiecafeer eller uden for skoletiden.

Christensens debatbog hører til i en kategori, der veksler mellem begrænsning og decideret forbud mod anvendelse af skærmteknologi i undervisning, dvs. ikke kun mobiltelefoner. Skærmteknologier frister og understøtter afhængighedsadfærd, hvorfor de skal begrænses eller forbydes i undervisningssammenhæng, men ikke i pauser. Christensen argumenterer for forskellige tiltag, der kan begrænse skærmteknologi helt eller delvist. Christensen ser således en pædagogisk værdi i inddragelse af skærmteknologier i undervisning i visse, underviserdefinerede, situationer og kommer med forskellige bud på, hvornår teknologi skal/ikke skal anvendes. Christensen anerkender generelt behovet for digital dannelse og undervisning heri, men fravælger at beskæftige sig med dette aspekt i bogen.

Sørensens debatbog hører til i en kategori, hvor anvendelse af digitale teknologier skal forbydes, med mindre der er tale om helt særlige 'situationer'. Disse situationer defineres af underviserne, ikke de studerende. Digitale teknologier, og især mobiltelefoner, er sundhedsskadelige, idet de gør unge afhængige, og de ødelægger koncentration, opmærksomhed og evnen til nærvær, hvorfor de i vid udstrækning skal forbydes i undervisningssammenhænge. Sørensen ser dog en vis pædagogisk værdi i brug af Powerpoint (for underviserne), og når studerende deltager i workshops og virksomhedsbesøg. Sørensen beskæftiger sig ikke med udvikling af digitale kompetencer og dannelse gennem undervisning i bogen, men anerkender tilsyneladende heller ikke, at der skulle være behov herfor.

Argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning
Ud fra læsning af de tre debatbøger har jeg identificeret fem overordnede argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning, som i varierende omfang går igen hos de tre forfattere. Det drejer sig om følgende:

  1. Uddannelsessektoren har være præget af for stor digital teknologioptimisme
  2. Der mangler evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter
  3. Digitale teknologier er ikke neutrale
  4. Der er evidens for digitale teknologiers skadelige effekter
  5. Behov for udvikling af digitale teknologiske kompetencer er diskutabelt

Hvorledes de tre forfattere når frem til disse argumenter fremgår mere detaljeret af de tre forrige indlæg. Her vil jeg blot komme med nogle generelle kommentarer.

At uddannelsessektoren har været præget af for stor digital teknologioptimisme, ja lige frem teknologifetichisme, er et argument, som ses særligt tydeligt hos Balslev og Sørensen. Hos førstnævnte problematiseres dette især på policyniveauet, som klandres for at fokusere på potentialer fremfor reelle og skadelige effekter. Hos Sørensen italesættes det som en generel samfundstendens, der også har afsmittende effekt på uddannelse. Ifølge begge forfattere er optimismen blevet til en blind tro, en nærmest religiøs bevægelse, som ikke har formået at gennemskue og forholde sig til de negative aspekter, der også følger af digitale teknologier.

At der har været stor teknologioptimisme i uddannelsessektoren er ingen hemmelighed, men derfra til at hævde, at der ikke har været fokus på negative aspekter er der et stykke vej. Megen af den kritik, der tidligere har været udtrykt har rigtig nok ikke fokuseret på om teknologi og teknologiinddragelse i sig selv var ønskværdig. Derimod er kritikken ofte gået på de konkrete teknologier og særligt de rammer og kompetencer, der skal til, hvis man ønsker en meningsfuld anvendelse af digitale teknologier i undervisning – og her har det været vanskeligt at trænge igennem på policyniveau.

Jeg oplever, at især Balslevs og Sørensens kritik er af mere grundlæggende karakter, hvilket kan være nok så interessant. Men når argumentet fremføres uden interesse for, hvornår digitale teknologier i undervisning rent faktisk kan give god mening, så synes jeg, at det bliver for ensidigt. Det bliver til en principiel diskussion som man kan være enig eller uenig i, men som jeg tænker, at praksis ikke har megen gavn af.

Forfatterne savner evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter, men hvad betyder det egentlig? Forestillingen om, at forskningen skulle kunne give evidens på et generelt niveau er ren utopi, hvilket jeg tidligere har skrevet om her. Hertil kommer, at forfatterne ikke har interesseret sig for den forskning, der reelt og gennem mange år har dokumenteret positive effekter af forskellige typer af digitale teknologier i forskellige undervisningssammenhænge. Når eksempelvis Christensen udtaler, at det meste forskningmateriale peger på, at skærmbrug er problematisk, hvad er det så for et ‘materiale’ han har kigget på? Hvad er ‘skærmbrug’ og hvad betyder det, at skærmbrug er ‘problematisk’? Christensen har bla. kigget på, hvordan skærmbrug kan skabe forstyrrelser, lokke og smitte, påvirke social adfærd negativt og føre til demotivering og dovenskab. Det er imidlertid nogle på forhånd negative udvalgte aspekter af ‘skærmbrug’, som Christensen har interesseret sig for, og det kan næppe karakteriseres som ‘det meste forskningsmateriale’. Igen synes jeg, at det bliver for ensidigt.

Argumentet om, at digitale teknologier ikke er neutrale bruges som en advarsel, men hvad betyder det? For Sørensen er sagen klar: digitale teknologier, og særligt sociale medier, er designet til at ville noget med brugeren og det er ikke positivt. Alle tre forfattere er optaget af sociale mediers notifikationsmekanismer, der ikke blot forstyrrer og stjæler opmærksomhed, men også leder til afhængighed. Det vender jeg tilbage til. At digitale teknologier, herunder sociale medier, er designet med et bestemt formål for øje, betyder i min optik ikke, at de kun kan anvendes på en bestemt måde. Tværtimod er det min erfaring, at mange især ikke-didaktiserede digitale teknologier godt kan anvendes på andre måder i undervisningen end de oprindeligt intenderede. Anvendelse afhænger således ikke kun af selve teknologien, men i lige så høj grad af hvordan og i hvilke sammenhænge den bruges. Derfor har jeg også svært ved at følge argumentet om, at en digitale teknologi i sig selv skulle udgøre enten en negativ eller positiv brugsmulighed. Ydermere synes jeg, at argumentet lægger op til en teknologideterminisme, hvor brugerens fri vilje tilsyneladende ikke længere eksisterer.

Og så er vi fremme ved det fjerde argument, der handler om, at forfatterne mener at have fundet evidens for digitale teknologiers skadelige effekter. Det er ikke småting, som forfatterne mener at have fundet dokumentation for, men mest af alt undrer det mig med hvilken selvfølgelighed især Christensen og Sørensen taler om afhængighed af især sociale medier, som var det en reel diagnose. Christensen bygger, som beskrevet i indlægget om bogen, en stor del af sin argumentation på ‘hjerneforskning’, som den kommer til udtryk hos bla. Spitzer, Rashid og Fenger. Det øger bestemt ikke troværdigheden af argumentationen, snarere tværtimod. Sørensen henviser til Christensens bog og benytter også avisartikler om især unges mediebrug – fx af Jean M. Twenge. Karakteristisk for alle tre forfattere er, at de benytter kilder som har gjort en dyd ud af at undersøge negative aspekter ved digitale teknologier, ikke mindst mobiltelefoner. Det er ikke så underligt, da forfatterne har samme ærinde, men det understeger igen det ensidige billede. Hertil kommer, at den forskning, der trækkes på, er stærkt omdiskuteret af især metodiske årsager, hvilket efter min mening burde give anledning til en vis kritisk refleksion og større ydmyghed.

Det sidste argument mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning handler om, at forfatterne ikke nødvendigvis anser det som en vigtig opgave at uddanne elever og studerende i brugen af digitale teknologier. Med andre ord, er det ifølge forfatterne, særligt Balslev og Sørensen, diskutabelt hvorvidt og i hvilket omfang digitale kompetencer og dannelse skal udvikles gennem undervisning. For Balslev går argumentationen på, at elever snarere skal lære at forholde sig analytisk til teknologier, end at bruge dem. For Sørensen synes behovet ikke at være der, og for Christensen er digital dannelse vigtig, men ikke noget han vælger at beskæftige sig med i bogen.

På denne baggrund, når forfatterne frem til at det er nødvendigt med forskellige former for begrænsning af digitale teknologier i undervisning, hvilket ikke er overraskende. Men når nu alle tre forfattere har problematiseret, hvad de betegner som en polariseret for-imod debat, så undrer det mig, at de selv falder i på denne måde. Ja, de hævder da alle tre, at digitale teknologier kan være godt for noget i nogle situationer i et par sætninger, men det er ikke nok til at ændre på helhedsindtrykket. Hvis forfatterne reelt ønskede at gøre noget ved den polariserede debat, skulle deres bidrag, efter min mening, have været langt mere nuancerede.

‘Cherry picking’ skaber overskrifter, men bliver vi klogere?
I Den danske kodeks for integritet i forskning gives en lang række almene anvisninger på, hvordan man kan styrke forskningens ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed. Til dette hører også en forventning om præcis og afbalanceret afrapportering. På lignende vis påpeges det i Videnskab.dk’s manifest, at man som læser af forskning bør være opmærksom på, om der tages forbehold for de præsenterede resultater og om det gøres på en nuanceret måde gennem henvisning til forskning, der er nået frem til andre resultater – hvis ikke vil der være tale om såkaldt ‘cherry picking’. Disse forventninger og anbefalinger går på traditionelle akademiske tekster, dvs. forskning som typisk har været gennem fagfællebedømmelse*, og altså ikke på debatbogsgenren.

Jeg mener ikke, at de tre debatbøger lever op til de gængse kvalitetskrav for forskning, men det mener jeg så heller ikke, at de behøver at gøre. De tre forfattere er naturligvis i deres gode ret til at skrive debatbøger om hvad som helst.

Det ærgrer og bekymrer mig dog at se, hvordan de tre debatbøger præsenteres som forskning i forskellige medier som eksempelvis her:

Det ærgrer mig fordi, jeg ikke mener, at de tre debatbøger bidrager til en lødig og nuanceret debat. Tværtimod er det min oplevelse, at bøgerne forstærker den polarisering af debatten, som alle tre forfattere ellers synes at være imod. Min bekymring er af mere overordnet karakter og går på, at jeg ser en stigende tendens til at netop debatbøger vinder indpas i den offentlige debat på lige fod med reel forskning. Hermed er der risiko for at vigtige emner, som eksempelvis teknologiers skadelige og gavnlige virkninger i undervisning, i højrere og højere grad kommer til at basere sig på de få ensidige stemmer, der formår at trække den største opmærksomhed gennem polemiske og ofte alarmerende budskaber. Det mener jeg ikke, at vi bliver klogere af. Det stiller også den traditionelle forskning overfor en udfordring om i hvilket omfang de knappe ressourcer skal bruges på at modsvare alverdens synsninger, som grundet genren har et stort publikum eller på at skabe forskning af høj kvalitet, som grundet genren har et lille publikum.

Behov for flere nuancer og afbalanceret formidling
Selv om jeg langt hen ad vejen er uenig med de tre forfattere i deres fremgangsmåde og konklusioner, så synes jeg faktisk, at de hver især rejser nogle væsentlige spørgsmål omkring anvendelse af digital teknologi i undervisning, som det kunne være interessant at forfølge på mere traditionel, nuanceret akademisk vis:

  • Hos Balslev er det fokus på policyniveauets forstillinger om og forventninger til anvendelse af digitale teknologier i undervisning og hvad dette reelt får af indflydelse og konsekvenser i praksis.
  • Hos Christensen er det fokus på forskellige begrundelser og modeller for til- og fravalg af digitale teknologier i undervisning.
  • Hos Sørensen er det fokus på de kommercielle teknologivirksomheders indflydelse i uddannelsessektoren (også ift. design af ikke-kommercielle teknologier, der ofte kopierer centrale designfeatures) – og ikke mindst, hvilke konsekvenser anvendelse heraf i undervisning kan have ift. dataetik og -praksis.

Der er noget viden om disse områder, men jeg er ikke i tvivl om, at der kan skabes og er behov for mere forskning omkring ovenstående emner. Om det også kan medføre en mere afbalanceret formidling afhænger ikke kun af forskerne, men også i høj grad af medierne og deres evne og vilje til ikke kun at prioritere clickbait – og her er jeg knap så fortrøstningfuld.

/Marianne

*) Det fremgår ikke om bøgerne har været igennem fagfællebedømmelse.