’Erhvervsinformatik’ – teknologiforståelse i erhvervsuddannelser?

Læremiddel.dk’s tidsskrift ‘LearningTech’ inviterer aktuelt forskere til at bidrage med artikler til et særnummer om ’Teknologiforståelsen fagdidaktik’. Jeg er med i redaktionen på dette særnummer, hvorom vi skriver:

I dette nummer af Learning Tech er der fokus på teoretisk og empirisk forskning, der undersøger teknologiforståelse som fag, fagligheder og fagdidaktiske perspektiver. Teknologiforståelse er de seneste år gået fra at være et politisk mål til en pædagogisk praksis. Dette er i særlig grad sket, fordi der både i Danmark og de andre nordiske lande er igangsat nationale indsatser for at få teknologiforståelse – og beslægtet hermed digital dannelse, datalogisk tænkning og informatik – på skemaet i både grundskole og på ungdomsuddannelser (Bocconi et al., 2018). Dette har også betydet, at fagformålstekster og læseplaner er blevet forsøgt oversat til praksis, og afledt heraf er der knopskudt kompetenceudviklende aktiviteter, nye netværk og læremiddeludvikling med henblik på at understøtte undervisning i teknologiforståelse.

Vi indkalder forskningsartikler, der tager afsæt i teknologiforståelse i en nordisk kontekst på enten grundskole- eller ungdomsuddannelser, og hele invitationen med deadline og praktiske anvisninger kan ses her.

Glem ikke erhvervsuddannelserne!
Ud over at være medredaktør, har jeg også sammen med to gode kolleger, hhv. Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), planer om at skrive en artikel om grundfaget ’Erhvervsinformatik’, der – i hvert fald på papiret – er erhvervsuddannelsernes nye fag om ’teknologiforståelse’. Vores primære motivation hænger sammen med et ønske om at fremhæve, at behovet for ‘teknologiforståelse’ og dermed også udvikling af et nyt fag, der omhandler ‘teknologiforståelse’, ikke kun er noget, der vedrører grundskolen. Hvis man følger med i den offentlige debat om udvikling af ‘teknologiforståelse’, kan man godt få indtryk af, at det primært handler om, hvad der sker i folkeskolen – og det vil vi gerne være med til at ændre! ‘Teknologiforståelse’ vil også komme til at påvirke erhvervsuddannelserne, dels fordi der vil komme elever, som har haft faget i grundskolen, og dels fordi der er udviklet et lignende fag, nemlig ‘Erhvervsinformatik’ specifikt rettet mod erhvervsuddannelser. Debatter, forskning, viden og praksis omkring ‘teknologiforståelse’ er derfor også yderst relevante for erhvervsuddannelserne.

En kritisk læreplansanalyse
Jens, Peter og jeg er stadig i den indledende fase, hvor vi er i gang med at indsamle viden om hvorfor og hvordan faget ‘Erhvervsinformatik’ blev til, og hvad intentionerne med faget er. Det er meget sjældent, at man som forsker får mulighed for at følge og undersøge udvikling af et helt nyt fag og dertilhørende pædagogisk-didaktisk praksis, så alene af den årsag, er der tale om en rigtig spændende opgave. Fordi faget er så nyt og der indtil videre kun er relativt sparsomme praktiske erfaringer med at omsætte fagets intentioner i erhvervsuddannelserne, har vi besluttet at udarbejde en læreplansanalyse, hvor vi ikke inddrager empiri, men netop holder os til analyse af  bekendtgørelsen og vejledningen til faget. Med andre ord, er vi i første omgang nysgerrige på, hvordan faget er tænkt ‘på papiret’ Herigennem er det vores mål at afdække fagets identitet, indhold og intenderede praksis.

Vi er i kontakt med skoler, der aktuelt arbejder med implementering af ‘Erhvervsinformatik’, og vi har derfor også drøftet muligheden for at undersøge realiseret praksis, men det har vi altså fravalgt i første omgang. Dels er der nogle praktiske hensyn (fx tid og omfang af artiklen), dels er der som nævnt kun sparsomme erfaringer, der ikke nødvendigvis kan siges at være repræsentative for fagets muligheder, og endelig er det væsentlig at komme i dybden med at forstå faget inden vi går ud og undersøger, hvordan det så praktiseres.

Ifølge von Oettingen er et fags læreplan ikke bare en pædagogisk-didaktisk orientering til de lærere, der har ansvaret for at omsætte faget i praksis. En læreplan er også et udtryk for samfundsmæssig kommunikation om fagets og i dette tilfælde erhvervsskolens formål og legitimitet. Læreplanen udtrykker:

.. et koncentrat af den viden og alle de demokratiske, kulturelle og økonomiske værdier, politiske holdninger, forventninger, etiske og moralske principper og idealer, som den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til.

von Oettingen (2016, s. 76).

Der er altså rigtig meget på spil i læreplaner, og selv om vi kun lige er begyndt, har vi allerede mange spørgsmål til faget – fx

  • hvorfor faget i erhvervsuddannelsesregi hedder noget med informatik og ikke forståelse, og hvilke konsekvenser det kan tænkes at have?
  • hvordan faget hænger sammen med erhvervsuddannelsernes overordnede formål om at bidrage til elevernes ‘karakterdannelse, faglige stolthed og evne til selvstændig stillingtagen, samarbejde og kommunikation’?
  • hvilket teknologibegreb er der på spil i faget? og hvordan hænger det sammen med erhvervsretning og (erhvervs-)dannelse?
  • hvilke didaktiske metoder lægger faget op til? Og hvad siger disse om det menneskesyn og de pædagogiske-didaktiske overvejelser, der kan tænkes at ligge til grund for faget?
  • hvordan er progressionen fra grundskolens ‘Teknologiforståelse’ til erhvervsuddannelsernes ‘Erhvervsinformatik’ tænkt?

Det er blot eksempler på nogle af de mange spørgsmål, som vi glæder os til at undersøge nærmere!

/Marianne

Digitalisering med omtanke og udsyn i det nye årti?

På grænsen til det nye årti, er det på sin plads at gøre en form for status og forsøge at kigge lidt fremad. Her vælger jeg at tage udgangspunkt i en forespørgselsdebat, F17 Om digitalisering med omtanke og udsyn, fra Folketinget d. 11.12.19. Forespørgselsdebatten er på mange måder illustrativ ift. til det seneste årtis – særligt den sidste halvdels – måde at debattere digitalisering i uddannelsessektoren på. Der er tale om et meget langt indlæg (knap 7000 ord), hvor jeg helt bevidst har valgt at medtage mange og lange citater fra forespørgselsdebatten, simpelthen fordi jeg synes, at det er super interessant at læse politikernes holdninger til emnet.

I debatten kommer en række af de gængse antagelser, der generelt præger debatter om digitalisering, frem – de væsentligste er samlet i boksen herunder:

Digitalisering af undervisning, og i uddannelse mere generelt, har ikke haft den forventede positive effekt (fx på elevernes læringsudbytte).

Digitalisering har derimod: 
- resulteret i distraktioner, manglende fordybelse, dårligere læsning, eksklusion og mobning, samt forskellige sundhedsrisici
- medført kommercialisering og øget overvågningskapitalisme i uddannelse
- betydet øget monopolisering ift. valg og indkøb af digitale læremidler, portaler, platforme mv.
- standardiseret lærernes arbejde og frataget dem en væsentlig del af deres faglighed

Spørgsmål til ministeren
I forespørgselsdebatten havde Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF) stillet følgende spørgsmål til ministeren:

Vil regeringen med afsæt i den tidligere regerings plan »Digitalisering med omtanke og udsyn – Mod en ny digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet« fra marts 2019 redegøre for, hvad status er på planen, og hvordan regeringen forholder sig til en nylig offentliggjort større international undersøgelse, som påpeger, at skoleelever bliver dårligere læsere, når iPads og læringsplatforme erstatter bøger og papir, jf. artiklen »Skærme gør danske skoleelever til dårligere læsere« i Politiken, den 28. oktober 2019, og artiklen »Eleverne har sværere ved at fordybe sig, når de læser på en skærm« i Politiken, den 29. oktober 2019?

Forespørgselsdebatten var interessant fordi den gav et indblik i forskellige partieres holdninger til digitalisering på uddannelsesområdet (særligt ift. Folkeskolen) og politikernes måde at debattere og argumentere på. Debatten varede i godt to en halv time, så der kom mange synspunkter frem. Det er første gang, at jeg har set ministeren udtale sig i så vid udstrækning om digitalisering, så alene af den grund er debatten virkelig interessant. Men først lidt om de to undersøgelser, som Thulesen Dahl og Ahrendtsen refererer til, da disse hver især er med til at danne to overordnede præmisser for debatten.

Baggrunden for debatten

Den første undersøgelse er en del af en slags statuspublikation ‘Digitalisering med omtanke og udsyn – mod en ny digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet’, som den tidligere regering udgav i marts 2019. Publikationen indeholder fire temaer om 1) teknologi i undervisningen, 2) teknologi som faglighed, 3) teknologi og det gode børne- og ungeliv og 4) teknologi på skolen. For hvert tema er der listet muligheder og opmærksomhedspunkter. Særligt sidstnævnte er interessant, da der kun yderst sjældent på policyniveau gennem de seneste årtier har været så eksplicit fokus på nogle af de negative konsekvenser, der også kan følge med digital teknologi i og omkring undervisning og uddannelse.

Den daværende minister skrev følgende i forordet:

Denne publikation giver et indblik i, hvad forskningen siger om teknologi og undervisning, og den giver et værdifuldt vidnesbyrd fra en række undervisere, som til daglig har dilemmaerne og mulighederne tæt inde på livet i klasseværelserne. Det er vigtigt, at vi også lytter til lærerne og eleverne og får et indblik i, hvad de efterspørger og har brug for i undervisningen. (STIL, 2019, s. 3)

Publikationen var baseret på en ‘temperaturmåling’ blandt 376 lærere og undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelser (gymnasier og erhvervsuddannelser) og blandt 1051 forældre til børn og unge i grundskole og på ungdomsuddannelser. Det blev fremhævet, at temperaturmålingen ikke var repræsentativ, men gav ‘et indblik i, hvordan lærere, undervisere og forældre forholder sig til digitalisering og teknologi på undervisningsområdet lige nu’. Publikationen indeholder også et appendiks over udvalgte rapporter, debatbøger og undersøgelser – et egentligt forskningsreview er der dog ikke tale om. I relation til forespørgselsdebatten, så er det især omtankeperspektivet, der udgør en præmis.

Den anden undersøgelse, som der refereres til indirekte via de to artikler fra Politiken, er den såkaldte ePIRLS 2016, der blev udgivet i oktober 2019. PIRLS er en tilbagevendende undersøgelse af elevers læsekompetence i omkring 10-års alderen, der udføres hvert 5. år. I 2015-16 blev undersøgelsen PIRLS 2016 gennemført. Her undersøgte man for første gang også læsning af elektroniske tekster (ePIRLS). Danmark deltog med 7.100 elever fra både 3. og 4. klasse fra 186 skoler, der er repræsentativt udvalgt.

Den næste PIRLS-undersøgelse bliver foretaget i 2021 og her bliver ePIRLS en integreret del af selve PIRLS.

Af pressemeddelelsen, der har overskriften ‘Danske elever er gode online-læsere, men glem ikke bøgerne’ fremgår det bla.:

  • De danske 4. klasseelever gik i læseundersøgelsen PIRLS 2016 lidt* tilbage i forhold til resultaterne fra 2011.

  • Eleverne, særligt drengene, er bedre til at læse på en computerskærm end på papir.

  • Sammenlignet med andre lande klarer de danske elever sig godt. Kun eleverne fra Singapore, Norge og Irland klarer sig bedre.

  • En gruppe elever (11%) har svært ved at læse både på papir og på en skærm.

  • Forældres læselyst, barnets glæde ved at læse og tidlig sprogstimulering har positiv indflydelse på læsning.

  • Bøger skal ikke erstattes af online-tekster, derimod udtaler en af forskerne bag undersøgelsen, Katja Neubert (AU): “Resultaterne fra ePIRLS peger derfor på, at det kan være en fordel at veksle imellem forskellige materialer og medier alt efter formål,” siger hun. ”Der ser ud til at være forskel på, hvad der egner sig til at blive læst på en computer eller en tablet, og hvad der er bedre at læse på papir.”

Det var altså resultater som disse, der lå til grund for de to artikler i Politiken, der sidenhen også blev adresseret i en leder med titlen ‘Det digitale læremiddelhelvede må stoppe: giv dem så de bøger’.

Den misvisende repræsentation af undersøgelsens resultater, er blevet debatteret ivrigt, eksempelvis her i tweetet af Jeppe Bundsgaard (AU), der går i rette med Politiken. Bundsgaard har også uddybet kritikken i en artikel på Folkeskolen.dk: ‘Forskning: danske drenge læser bedre på skærm, end på papir’. Her pointerer Bundsgaard, at moderat brug af computere ser ud til at være vejen frem, men også, at undersøgelsen viser, “at det ikke er nok bare at putte teknologi ind i skolen. Det giver først gode resultater, når det er en fornuftig brug af teknologi, der finder sted.”

Men læser man alene Politiken, vil man få det indtryk – som også Thulesen Dahl og andre politikere i debatten har – at det står grueligt galt til med danske skoleelevers læsning, og at dette skyldes skærmenes indtog i undervisningen. I relation til forespørgselsdebatten, så er dette den anden præmis. 

 

Uddrag af forespørgselsdebatten
Ud over ministeren (S) og Thulesen Dahl (DF) deltog følgende personer i forespørgselsedebatten: Mai Mercado (KF), Stén Knuth (V), Torsten Gejl (ALT), Marianne Jelved (RV), Henrik Dahl (LA), Kasper Sand Kjær (S), Astrid Carøe (SF), Jakob Sølvhøj (EL) og Lars Boje Mathiesen (NB). Kantede parenteser henviser i det følgende til starttidspunktet for de forskellige talere.

Debatten starter med, at Thulesen Dahl [10:00] beder ministeren om at redegøre for status på planen for ‘Digitalisering med omtanke og udsyn’, og hvordan regeringen planlægger at komme komme videre med en digitaliseringsstrategi, ‘så vi ikke i fremtiden gør tingene lige så blindt, som vi har gjort de sidste 30 år?’

Her giver ministeren et ca. 15 min. langt svar, hvor hun bla. siger følgende om digitalisering generelt:

Der er ikke nogen tvivl om, at digitaliseringen igennem de senere år er kommet til at fylde rigtig meget på undervisningsområdet, og de af os med børn, som går i skole, oplever, hvordan digitaliseringen både har overtaget kommunikationen derhjemme, men også aktiviteterne i klasselokalet.

Alt det er jo sådan set gode intentioner, men nu står vi så i en situation, hvor digitaliseringen af undervisningsområdet også giver nogle ret alvorlige udfordringer. Digitaliseringen åbner nemlig ikke bare for nye muligheder og letter på arbejdsgangene for lærerne; digitaliseringen styrer også måden at arbejde på og ender måske desværre med i for mange situationer at ensrette lærernes praksis og den måde, der bliver undervist på. I nogle skoler oplever man – og det er jo så simpelt hen et nyt ord – at der foregår portalundervisning, hvilket betyder, at al undervisning er centreret om en onlineportal, der er udbudt af en privat leverandør, og den undervisning bliver jo selvfølgelig ensartet, kedelig og uden ånd, og det sidste er jo egentlig essensen af vores skole. For mig er det afgørende, at bøger fortsat er en vigtig del af undervisningen i folkeskolen, og det vil jeg gerne lige vende tilbage til.

Digitaliseringens indpas har i de senere år nogle steder simpelt hen været medvirkende til, at lærerne rent undervisningsmæssigt er blevet lagt i benlås, og på nogle af skolernes læringsplatforme og i de digitale læremidler er det blevet uhensigtsmæssigt styrende for lærernes tilrettelæggelse af undervisningen.

Så digitaliseringen er jo ikke problemet i sig selv. Problemet opstår, når digitaliseringen ender med at være det, der dikterer, hvad og hvordan læreren skal gribe kerneopgaven an, nemlig at sikre en god undervisning for alle elever med fokus på, at alle elever lærer og trives bedst muligt. Så selvfølgelig skal digitaliseringen indgå naturligt i undervisningen, hvor det giver mening, men det må ikke definere undervisningen – det er ret afgørende.
Ministeren [10:03 ]

Om danske skoleelevers læsning og forskellige undersøgelser på området, siger ministeren bla.:

Inden jeg går videre til at redegøre for den del af forespørgslen, der handler om den tidligere regerings arbejde med at lave en digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet, så vil jeg gerne starte med at bemærke, at danske skoleelevers evne og lyst til at læse ikke er blevet markant bedre, selv om det ikke har skortet på initiativer, og det er et område, som regeringen ser på med stor alvor. Resultaterne af de nationale test i 2019, som kom for nylig, viser, at der er et fald på 1-3 pct. i andelen af elever, der opnår gode resultater i læsning sammenlignet med sidste skoleår, og de nye PISA-tal, som også lige er kommet, viser, at resultaterne i læsning for 15-årige er uændrede fra 2015 til 2018. Dertil kommer, at en ud af seks forlader skolen uden tilstrækkelige læsekompetencer.

Vi ved, at læsefærdigheder og læselyst hænger sammen, og der ligger danske elever lavt, ligesom de læser mindre i fritiden, og det er efter min mening en meget bekymrende tendens.

Hvad skyldes det så? Kan det udelukkende forklares med, at børnene læser mere på skærmen, end de gjorde tidligere? Evalueringen af indsatsen for it i folkeskolen konkluderer, at der er en række oplevede positive effekter, bl.a. af iPads og computere, når det kommer til undervisningsdifferentiering og til motivation, og andre undersøgelser viser, at danske lærere kan se en række positive aspekter af at anvende it i undervisningen, herunder at det understøtter eleverne på det niveau, de er på, og giver dem interesse for at lære.

Så man kan sige, at udfordringen med læsning faktisk er ret kompleks. Der er ikke en entydig dokumentation for, om det har en negativ eller en positiv indvirkning på elevernes læsefærdigheder at anvende digitale bøger og undervisningsmaterialer i stedet for de fysiske bøger. Der er faktisk tværtimod forskellige faktorer, der kan have betydning for den digitale læsning. Det kan have betydning, hvilken type af tekst man læser, og hvilket medie man læser på. I virkeligheden er summa summarum jo, at det ikke må være digitaliseringen, der dikterer, hvad det så er, man anvender.

Digitalisering er et redskab, og på den måde synes jeg jo egentlig, at man skal se det lidt ligesom den kuglepen, jeg står med i hånden. Den kan være ret afgørende for at skrive, men det skal ikke være den, der afgør, hvad det er for nogle ord, der bliver skrevet; det skal helst komme heroppefra.

Balancen er altså vigtig for at skabe variation og motivation i undervisningen, og de digitale læremidler og ressourcer giver bedst gavn i undervisningen, når de kombineres med bøger og tekst på papir, og det er min oplevelse, at der ikke er den balance på alle skoler.
Ministeren [10:03 ]

Om indkøb af digitale læremidler, siger ministeren bla.:

Ifølge folkeskoleloven skal skolebestyrelsen godkende læremidler, som lærerne skal anvende i undervisningen. Det er dog nogle steder gået hen og blevet en decideret pseudoproces, fordi en kommunal forvaltning har taget en beslutning om valg af forlag på forhånd, og det vil sige, at konsekvensen af at træffe et andet valg end det, der forelægges en, økonomisk er så stor, at det mere eller mindre netop bliver til et pseudovalg, fordi man ikke kan vælge noget andet. Der kan selvfølgelig set fra forvaltningens synspunkt godt være gode grunde til det, bl.a. omkostningerne, og at der er stordriftsfordele ved centrale indkøb, men det betyder, at der er blevet en tendens til en øget centralisering af indkøb af digitale læremidler, hvor kommuner lader forvaltningen indkøbe næsten alle eller dele af de digitale læremidler, og at det nogle steder så kun er fra få eller enkelte forlag. Det er et problem, fordi lærerne så bliver underlagt en beslutning, der er taget af nogle andre end dem, der er i klasselokalet på daglig basis, og det duer simpelt hen ikke. For så misser vi jo hele den der konkrete vurdering af, hvad det er for et lokale, og hvad det er for en gruppe elever, vi står over for.
Ministeren [10:03 ]

Om digitalisering som styringsværktøj, siger ministeren bla.:

Så problemstillingen er faktisk ikke særlig enkel, og hvilken vej er det så rigtigt at gå? Først og fremmest synes jeg, at man kan sige, at digitaliseringen ikke må være et styringsværktøj. Jeg tror sådan set, at noget af det første, vi skal tage ned som partier i Folketinget, er, at digitaliseringen ikke må blive et styringsværktøj. Derfor finder vi det i regeringen også afgørende, at lærerne kan bruge de digitale muligheder, når det giver mening for dem og det kan understøtte den undervisning, de står med, altså at digitaliseringen alene bliver set som et redskab, som giver mening i klasselokalet. Lærerne skal have professionel frihed og råderum til at tilrettelægge undervisningen, og derfor skal de også kunne vælge læremidler, der reelt understøtter undervisningen.
Ministeren [10:03 ]

Om elevers og læreres digitale dannelse, siger ministeren bla.:

Samtidig har vi i regeringen fokus på både elevers og lærers digitale dannelse. Forsøgsprogrammet om teknologiforståelse er ét greb ind i den diskussion, men jeg vil samtidig gerne holde fast i, at vi har et behov for at rette blikket mod de sociale medier og børn og unges færden her. Der skal jo ikke herske nogen tvivl om, at det er en del af skolevirkeligheden, man nu tager med sig hjem og helt ind i børneværelset på grund af de sociale medier, og det vil sige, at det, der foregår i skolen, altså også foregår hjemme på ens børneværelse. Så ligesom når vi taler om mobning, som vi også har gjort her i Folketinget inden for den sidste uge, så gælder det, at de sociale medier er vigtige, men det gør det jo så selvfølgelig også i hele den dannelse, man som barn skal have med sig i et voksenliv senere hen.
Ministeren [10:03 ]

Og ministeren afslutter med opfordring om at sørge for bedre balance mellem digitalisering og analogisering og til videre dialog:

Så jeg mener, at der ligger et politisk spor, og jeg mener, at vi skal have en dialog med parterne for at høre, hvordan vi kan komme tættere på nogle løsninger, hvor vi ikke gør som i 00’erne, hvor der ingen digitalisering var, eller som i 10’erne, hvor det måske gik lige lovlig hurtigt og man glemte, at det andet også havde en værdi, men at vi ligesom får taget det bedste af begge verdener og får sagt, at der faktisk skal være en balance, så vi får brugt de motiverende dele af det med de digitale undervisningsmidler og vi så får luget ud der, hvor det bliver dikterende for, hvad man skal undervise i.

Så i stedet for handlingsplaner og strategier og de her ting, som jeg meget ofte oplever bliver til papirtigre, så vil jeg måske hellere, at vi får lavet en dialog, og det vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for også at få skubbet til ved at have taget initiativ til den her forespørgsel. Det mener jeg er en rigtig vej at komme frem ad. Tak for ordet.
Ministeren [10:03 ]

Efter Thulesen Dahl og ministerens indledende indlæg fortsætter debatten i godt to timer. Det er interessant at se i hvor vid ustrækning partierne reelt er enige: Digitalisering skal spille en rolle i uddannelse, da der kan være positive effekter – fx ift. differentiering. Men politikerne synes også, at der generelt har været for stor tiltro til digitalisering i uddannelse og undervisning, som ikke blot har skuffet ift. forventede positive effekter, men også har medført en række negative konsekvenser, hvilket kalder på mere omtanke fremadrettet.

Mai Mercado (KF) starter med at kommentere på pseudovalget og kommunernes overdrevne fokus på digitale teknologier:

Tak for en rigtig god tale, som jeg deler på mange stræk. Jeg synes især, noget af det, der var spændende, var det her, ministeren sagde, med pseudovalget, altså, hvor forvaltningen er inde og træffe nogle beslutninger, som gør, at der sådan set ikke er friheden til at vælge de undervisningsmaterialer, som passer til den enkelte elevgruppe ude i klassen. Man kan jo være bekymret for, om den udvikling også kommer til at fortsætte, således at man fra en kommunalbestyrelses side vælger et overdrevet fokus på eksempelvis digitale læringsplatforme eller undervisningsmidler.
Mai Mercado [10:19]

Torsten Gejl (ALT) fortsætter med kommentarer om underholdningsindustriens indtog i undervisningen:

Tak. Det er en god debat, en god forespørgsel og spændende emner. Jeg har også en anden vinkel, som jeg sidder og spekulerer på. Jeg har snakket med elever, der siger, de nogle gange i deres klasse oplever, at halvdelen af eleverne sidder og spiller Counter-Strike på deres iPads. Det er svært for lærerne at se, for de vender jo ansigtet den anden vej. Så vi har også åbnet en mulighed for endeløs underholdningsindustri direkte ind i klasselokalet, sådan en elektronisk motorvej til alle de store spiludbydere. Har ministeren tænkt på, hvad det eventuelt gør ved undervisningen, og hvilke konsekvenser det måtte have?
Torsten Gejl [10:23]

Marianne Jelved (RV) taler om reformen, kommunernes implementering og hvad det vil sige at holde skole:

Jeg har jo været lærer i 22 år i folkeskolen, og jeg synes, det var en god reform, vi fik vedtaget, når man læste den på papiret. Men da den skulle implementeres, gik alt jo galt. Ikke mindst, og det er det, som ministeren trækker frem her, som jeg gerne vil understrege ved at gentage det, at forvaltningerne rundtomkring i kommunerne simpelt hen bestemte, hvad det var for noget materiale, der skulle købes til skolen, og hvordan det skulle bruges. Det er jo et overgreb på lærerstanden, som er meget svært at forestille sig, hvis ikke man har været ude at tale med dem. Derfor er jeg meget glad for, at ministeren har været på rundtur til kredsene og hørt, hvordan lærerne oplevede det her. Derfor vil jeg opfordre ministeren til, at det her bliver et tema over en række møder med KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, som vi jo har aftalt møder med, altså at tage hele den problemstilling op, så kommunerne forstår, hvad det vil sige at være i en skole, være en skolelærer, og hvad undervisning er.
Marianne Jelved [10:23]

Henrik Dahl (LA) problematiserer [10:27], at digitaliseringen påtvinger samfundet nogle beslutninger, som politikere aldrig nogen sinde ville tage, og spørger ministeren, hvad hun vil gøre for at få beslutningskraften tilbage til parlamentet. Hertil svarer ministeren bla.:

Og i forhold til at få beslutningskraften tilbage politisk, så tror jeg, at det, vi har været udsat for på digitaliseringsområdet, simpelt hen er, at man herindefra ikke har kunnet overskue det. Nu er der gået de to årtier, der er, og jeg tror så, at når opmærksomheden nu er der kredsen rundt, så vil vores evne til at stramme op på det egentlig være relativt tilstedeværende. Så jeg er faktisk optimistisk, i forhold til at det kan lade sig gøre at få spolet baglæns på nogle af de ting. så længe vi er villige til at bøje os imod hinanden. Ministeren [10:28]

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) kommenterer på de forskellige taler og stiller derefter et forslag til vedtagelse, der stemmes om senere i debatten (fremgår nedenfor). Herefter følger en dialog mellem Kasper Sand Kjær (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) om indkøb af undervisningsmaterialer og hvad der kan gøres. Denne del tages op igen senere i debatten.

Kasper Sand Kjær (S) fortsætter med et indlæg om nogle af de mange negative konsekvenser ved digitalisering i undervisningen, hvor han bla. siger følgende:

Digitaliseringen er blevet en fast del af vores hverdag, og den udvikling er gået enormt stærkt, og det gælder selvfølgelig også på undervisningsområdet. Meget er blevet nemmere, også undervisningen i skolen, fordi teknologien også giver muligheder for at lære på nye måder. Ideelt set kan digitaliseringen og digitale læremidler jo være med til understøtte udviklingen mod en mere varieret og inkluderende undervisning. For mig er der ingen tvivl om, at der er masser af muligheder i teknologien, men der er bestemt også rigtig mange faldgruber. Den fører til øgede forstyrrelser, digital støj, manglende fordybelse og dårlige søvnvaner, og vi risikerer jo at gøre vores børn en enormt stor bjørnetjeneste, hvis vi bare placerer dem foran skærmen og sætter strøm til den digitale verden uden yderligere omtanke eller uden den nødvendige viden om, hvad det har af konsekvenser.

Så vi skal bruge digitaliseringen klogt. Desværre ser vi i dag, at digitale læremidler nogle steder er blevet styrende for undervisningen, og at digitaliseringen er blevet et mål i sig selv.
Kasper Sand Kjær [10:38]

Dialogen mellem Kasper Sand Kjær (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) fortsætter og Kjær konkluderer, at det handler om at tage styringen tilbage og give friheden tilbage til lærerne:

I dag bliver det jo styret af alle mulige andre aktører, bl.a. af det, at der i virkeligheden er så få muligheder. Hvis man først er gået ind på det spor at bruge de digitale læremidler, er der i virkeligheden meget få valg, man kan træffe, om, hvilke undervisningsmaterialer man gerne vil benytte.

Jeg synes, at det går helt tilbage til spørgsmålet om, hvad skolelærerens rolle egentlig er. Og for mig at se er lærerens rolle også at organisere indholdet i fagene som et led i den almene dannelse af eleverne. Det kræver jo en frihed til at vælge egne undervisningsmaterialer. Når vi har ladet digitaliseringen gøre så hurtigt et indtog i skolerne, har vi jo også udfordret lærernes frihed til selv at vælge undervisningsmaterialer og selv organisere indholdet i fagene, så det passer til den enkelte gruppe elever, og så det passer ind i den dannelsesopgave, som lærerne har.
Kasper Sand Kjær [10:45]

Stén Knuth (V) kommer på banen og problematiserer bla. e-sport og gaming, der har vundet indpas i Folkeskolen, men gør også opmærksom på, at det handler om at få skabt en sund kultur ift. digitalisering blandt børn og unge:

Men lige meget hvor mange strategier og drøftelser og dialoger vi har og vi laver, så vil vi på det her område være konstant bagud, men det kalder på handling, og det kalder på, at lærerne får didaktiske og faglige og pædagogiske forhold, der jo netop kan hjælpe de unge med at udnytte det her potentiale, der ligger, om det så er i forhold til bøger, men også i forhold til de digitale medier.

Når alt det her er sagt, er det jo ikke iPads eller elektronik eller computere, der gør børn til dårlige læsere. Det er jo brugen og til tider også misbrugen, og her er der mange arenaer, hvor børn og unge færdes, og hvor vi som voksne skal være med til at hjælpe med at give de unge en kultur og en opdragelse, der sikrer, at de udnytter de potentialer, der også ligger i digitaliseringen. Forældre, lærere, pædagoger og sågar også trænere i den enkelte forening har jo alle sammen aktier i, at vi får en sund kultur, og at vi får nogle balancer i det her.
Stén Knuth [10:47]

Dialogen fortsætter herefter mellem Stén Knuth (V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Marianne Jelved (RV), hvor der især er fokus på at klæde børn og unge på til at begå sig i en digital tidsalder – både privat og i det kommende arbejdsliv. Igen bliver lærernes muligheder for at træffe beslutninger fremhævet:

Jeg er fuldstændig enig – vi kan slet ikke blive uenige om det her. Og igen mener jeg bare, at det, der har været en rigtig god start på den her dag, jo er, at ministeren anerkender, at det er lærerne, der skal afgøre, hvilke materialer der skal bruges i undervisningen. Det er ikke nogle firmaer, som monopoliserer bestemte læringsmidler, som kommunerne så køber ind og tvinger skolerne til at bruge. Det er helt galt, og derfor bliver den her dag en dag, som jeg sætter kryds i kalenderen ved. Den får et særligt minde hvert år; her skete der en åbenbaring i Folketingssalen. Tak for det.
Marianne Jelved [10:59]

Herefter bidrager Astrid Carøe (SF) med støtte til at give lærerne beslutningskompetencen tilbage og fremhæver, at der er behov for at udvikle lærernes kompetencer ift. at vælge og anvende digitale teknologier i undervisningen:

Derfor vil vi også gerne fra SF’s side sige tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på digitaliseringens konsekvenser. Vi bliver nødt til at have både omtanke og udsyn. I SF mener vi, at det er helt afgørende, at lærerne selv oplever at være klædt på til opgaven, men det er vores indtryk, at det bestemt ikke forholder sig sådan på alle skoler i Danmark. I rapporten »Digitalisering med omtanke og udsyn« har 53 pct. af lærerne svaret, at de har behov for at få styrket deres kompetencer i brugen af digitale læremidler for at hæve elevernes faglige niveau, og derfor ser vi også meget positivt på, at regeringen vil gå i dialog med de forskellige centrale parter på området samt afdække lærernes digitale hverdag. Så mange tak for det.

Ud over at vi skal sørge for, at de lærere, der er i folkeskolen i dag, er klædt på til at vurdere og bruge de nyeste digitale læremidler, skal vi også sørge for, at vores kommende lærere er klædt på til det. Derfor mener vi i SF, at undervisningen i digitalisering skal styrkes i læreruddannelsen. Det tror vi vil betyde, at nyuddannede lærere kommer ud med den nyeste viden og kan inspirere skolens arbejde på det her område. Derfor vil vi løfte det her i Uddannelses- og Forskningsministeriet – jeg ved godt, at det ikke er der, vi er i dag, som ministeren også påpegede, men så må vi jo tage det med et andet sted hen.
Astrid Carøe [11:00]

Jakob Sølvhøj (EL) fortsætter med fokus på de muligheder digitalisering giver i undervisning, men også på de store udfordringer, der følger med. Sølvhøj problematiserer de ‘astronomiske beløb’, der er brugt på implementering af it i Folkeskolen og efterspørger mere viden om, hvordan digitalisering kan skabe bedre rammer for undervisning. Herudover problematiseres markedskræfter og techgiganter:

Jeg tror, det er vigtigt, at vi også har fokus på, hvad det er for drivkræfter, der driver den digitale udvikling frem i vores undervisningssystem, så det ikke bliver de digitale læringsmidler, der kommer til at styre udviklingen. Fru Marianne Jelved var bl.a. inde på det i sit indlæg, nemlig de mange penge, som er i udvikling og salg af digitale undervisningsmidler og systemer. Jeg tænker, at det er nærliggende at tro, at de store techkoncerner, som driver forretning ved at sælge undervisningsmidler og systemer, i hvert fald indimellem har et stærkere fokus på at få en maksimal indtjening end på egentlig at gavne de samfundsmæssige interesser i forhold til vores uddannelser.

Det er blevet en milliardforretning, og jeg tror det er utrolig vigtigt, at vi diskuterer med hinanden, hvordan vi undgår, at vi får en markedsstyret udvikling af hele det her område frem for det, vi gerne skulle have, nemlig en demokratisk styret udviklingen, der først og fremmest har fokus på at anvende teknologien til at understøtte god undervisningen og elevernes læring. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi har fokus på, at digitaliseringen kan drive en standardisering af undervisningen frem, som tilsidesætter lærernes faglighed. Det er vigtigt, at en ny teknologi bliver anvendt, så den understøtter fagets formål og undervisernes didaktiske tilgang.
Jakob Sølvhøj [11:04]

Dialogen fortsætter mellem Jakob Sølvhøj (EL) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), og det drøftes, hvordan politikerne kan forhindre de negative markedskræfter og hvor dyrt og langsommeligt, det er at udvikle digitale læremidler. Der er enighed om, at det ikke er lovgivernes opgave at tage stilling til, hvad for nogle undervisningsmidler der skal bruges. Det skal være op til lærernes faglige vurderinger. Debatten om kommercialisering, monopoler og udbud fortsætter, hvor også Kasper Sand Kjær (S) og Marianne Jelved (RV) bidrager. Mai Mercado (KF) tilføjer en pointe om, at ‘digitalisering jo er et redskab, det er ikke et mål i sig selv’, men at der for nuværende er risiko for at ‘digitale læringsforløb bliver den sidste udvej til læring – det bliver ikke den bedste vej til læring’. Debatten fortsætter en rum tid og der er generelt stor enighed om udfordringerne.

Henrik Dahl (LA) retter herefter drøftelsen over mod kvaliteten af undervisningsmidler:

I 2012 påviste tv-programmet Detektor, at 14 ud af 15 danske historiebøger fejlagtigt videregav den påstand, at Columbus havde bevist, at Jorden var kugleformet, altså at mennesker før Columbus troede, at Jorden var flad. Det har mennesker i Europa vidst siden oldtiden at den ikke var.

Når jeg bringer det her eksempel frem, er det, fordi ordføreren nævner kvalitet i de undervisningsmidler, vi har. Altså, det er jo ikke sådan, at de undervisningsmidler, vi har, er fantastiske. Så anerkender ordføreren, at der også er et dilemma med kvalitet, altså at det at få kapital ind til at udvikle undervisningsmaterialer også kan gøre dem bedre, og at det, vi har, ikke altid er fantastisk?
Henrik Dahl [11:37]

Her kommer Lars Boje Mathiesen (NB) ind i debatten med nogle andre perspektiver, heriblandt særligt L 409’s indflydelse på lærernes dagligdag, hvor han bla. trækker på sin egen erfaring som tidligere folkeskolelærer:

Jeg har været i den danske folkeskole og arbejdet i den danske folkeskole i over 20 år, så hvis der er noget, jeg ved noget om, så er det digitalisering i den danske folkeskole og hands on-erfaringer omkring det.

Jeg tror måske, det kan være væsentligt lige at slå den første myte ihjel, og det er omkring lærebøgerne, som hr. Henrik Dahl her trækker lidt ind. Men de var ikke nogen orakler. Med den økonomi, der var, og det, der foregik i folkeskolen, fik man en lærebog, og når man overdrog en klasse, var de lærebøger måske ofte 10, 12, 13 og 14 år gamle, for der var ikke råd til at udskifte et helt klassesæt hvert år, hvert andet år eller hvert tredje år. Så de fysiske bøger var dårlige redskaber til at give opdateret viden til børnene, og det vidste lærerne godt, så derfor brugte man dem kun til nogle opslag en gang imellem.

Derfor tror jeg ikke, man skal have en debat om enten-eller. De lærebøger, som vi har derude nu, er oftest så gamle, at de ikke giver en relevans mere, og hvis man vil til at købe nye lærebogsystemer, samtidig med at man har digitale systemer og man opdaterer dem begge to, så snakker vi altså om rigtig, rigtig mange udgifter, som man skal lægge ud på det her område.

Så derfor kunne jeg godt tænke mig, at man prøvede at kigge på, hvad det så er, der skaber den gode undervisning, og hvad det er, der sker i den læring ved eleverne, og det er ikke et spørgsmål om, om det er digitale hjælpemidler eller ej, og om du er på en skærm eller ej. Grundlæggende er det nogle helt andre forhold, som gør, at der sker den gode læring.

Hvis man vil kigge på, hvad der har skadet folkeskolen, så skal man kigge på L 409 i stedet for, et kæmpe, massivt overgreb på lærernes faglighed og arbejdstid. Det er nok den største katastrofe, der er sket i nyere dansk tid i forbindelse med folkeskolerne. Så har heldagsskolen også været et kæmpe problem, og dertil har man ikke opbygget kompetencerne for lærerne på de her områder.
Lars Boje Mathiesen [11:39]

Særligt den sidste kommentar om L 409 får Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) til at spørge om de udeblevne effekter ikke skyldes, at ‘lærerne er blevet mere monotone i deres undervisning, og når vi får dårlige resultater, skyldes det egentlig, at lærerne ikke tager konsekvensen af, at det, de gør, ikke virker?’

Her er Lars Boje Mathiesens (NB) svar ganske klart:

Jeg mener ikke, at du kan tilskrive digitale læremidler, at vi får dårlige resultater. Jeg mener, at du kan tilskrive det lov 409, som var et kæmpe overgreb på lærerne. Den har medført manglende forberedelse til lærerne og manglende frihed til, at lærerne kan agere og tilrette noget af det.
Lars Boje Mathiesen [11:47]

Torsten Gejl (ALT) mener Mathiesen ignorerer de digitale virkemidlers indvirkning på undervisningen, men Mathiesen står fast på sit synspunkt:

Men det er jo ikke et problem med læringsmidlet, og det er heller ikke et problem, teknologien er årsag til. Problemet her er læreren. Altså, hvis jeg ikke vil have mine elever til at kigge på en skærm, når jeg står og forklarer dem noget, så beder jeg dem om at lade være. Det er da min autoritet. Det er da min opgave som lærer. Hvis jeg ikke bryder mig om, at mine elever sidder og kigger på en iPad, når jeg skal fremlægge noget, så sørger jeg da for, at de ikke gør det. Det har da intet at gøre med, hvilken teknologi der er. Det har noget at gøre med, om læreren sætter sig i respekt over for de elever, han står over for. Jeg har intet problem med, at mine elever bruger digitale værktøjer, hvis det hjælper. Hvis jeg har brug for, at de kigger op på mig, og jeg har brug for, at de er i en dialog og vi har brug for en samtale, så beder jeg dem om at deltage i den, og hvis de ikke gør det, er der en konsekvens.
Lars Boje Mathiesen [11:48]

Det fører til lidt videre ping-pong mellem Torsten Gejl (ALT) og Lars Boje Mathiesen (NB). Henrik Dahl (LA) melder sig på banen med nogle generelle pointer om digitalisering, herunder at nogle ‘helt elementære moralske regler f.eks. i forhold til at snyde eller i forhold til mentalt eller fysisk at fjerne sig selv fra undervisningen, jo ikke bliver ophævet af, at man digitaliserer.’

Til sidst samles der op på debatten via ministeren, som også problematiserer, hvem der ejer data og endelig afslutter med følgende:

Det, der samtidig er interessant, er jo, at sådan som tingene er nu, er det muligt for forlag eller for udbydere af undervisningsmateriale at diktere en omkostning for den danske folkeskole. Det synes jeg alligevel er ret vidtgående.

Så det er bare for at understrege, at jeg mener, at der er et stykke arbejde at lave. Og jeg er helt enig i, at det er et spørgsmål om at få det helt derud, hvor det startede, nemlig hos læreren, som skal have mulighed for at træffe beslutning om, hvad for noget undervisningsmateriale der bruges, og hvordan man organiserer undervisningsforløb. Der skal vi simpelthen hen igen.
Ministeren [12:14]

På baggrund af forespørgselsdebatten blev  fortsættelse af planen for ‘Digitalisering med omtanke og udsyn’, som det ses herunder efterfølgende vedtaget:

»Folketinget finder det afgørende, at vi altid arbejder for den bedste undervisning i skolen samt trivsel for elever og lærere. Det er væsentligt, at digitalisering i skolen først og fremmest har til formål at understøtte elevernes læring som et hjælpemiddel til undervisningen. Lærerne skal være klædt på til opgaven, så de har friheden til at vælge de læremidler, der passer bedst til undervisningen. Folketinget konstaterer derfor, at en saglig og kritisk anvendelse af digitale læringsmidler skal være udgangspunkt for det fremtidige arbejde med digitalisering inden for undervisningsområdet. Det er nødvendigt, at digitale læringsmidler kvalitetssikres ud fra didaktiske, faglige og pædagogiske forhold. Folketinget konstaterer, at regeringen vil gå i dialog med de centrale parter på området samt afdække lærernes digitale hverdag, så arbejdet med digitalisering har faglig tyngde og giver mening for elever, lærere og skoler. Dette vil ske med afsæt i den tidligere regerings plan »Digitalisering med omtanke og udsyn«.«

Forslaget blev vedtaget. For stemte 100 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, LA og SP), imod stemte 3 (NB), hverken for eller imod stemte 0.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger af øjnene, der ser
Som nævnt i indledningen, så så jeg to overordnede præmisser for forespørgselsdebatten, hhv. omtankeperspektivet og ‘det er digitaliseringens skyld’-perspektivet. Selv om jeg ikke nødvendigvis er enig med politikerne i alle deres antagelser om digitalisering, så synes jeg overordnet set, at det var en god og interessant debat, hvor politikerne viser, at de faktisk har rimelig god føling med mange af de udfordringer, der kan være ift. digitalisering. De forskellige antagelser om digitalisering, der kom frem i løbet af debatten, afhænger af øjnene, der ser. Der kan bestemt være udfordringer forbundet med digitalisering af undervisning og i uddannelse, og det er positivt, at disse nu adresseres direkte på policyniveauet. Men det er væsentlig at huske på, at der også er en anden side af digitalisering. Nemlig den, hvor tusindvis af lærere dagligt finder mening i at anvende digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Når det så er sagt, så er et af mine håb for fremtiden, at det nu bliver legitimt også at fravælge digitalisering, når det ikke giver mening pædagogisk-didaktisk. Jeg drømmer om en fremtid, hvor der er plads til både til- og fravalg baseret på lærernes professionsfaglige vurderinger. Det ville være et stort og vigtig skridt i den rigtige retning.

Jeg håber også, at politikerne vil have blik for, at de udfordringer, der kan være med digitalisering, ikke kun er gældende for Folkeskolen, men hele uddannelsessystemet, og at der derfor med fordel kan tænkes i overgange og på tværs.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger af viden og kompetencer
Selv om der har været i forsket i ‘pædagogisk-it’ i årtier, så påpeges det også i debatten, at der stadig er behov for mere viden. Det er der ikke noget overraskende i, da teknologierne og samfundet hele tiden udvikler sig. Nye digitale teknologier som eksempelvis robotter, kunstig intelligens og den generelle dataficering stiller nye krav til brugerne og kalder på både mere viden og opdateret kompetenceudvikling – ikke mindst af lærerne, men også ledere og andre beslutningstagere har behov. Tiltag som ‘teknologiforståelse’ i Folkeskolen, øget fokus på informatikkompetence i gymnasiet og ‘erhvervsinformatik’ i erhvervsuddannelserne, er vigtige brikker på elevniveauet, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt? Og hvad er status på de videregående uddannelser og hele EVU-området?

Et andet vigtigt aspekt er, hvordan ny viden – både fra forskning, undersøgelser og praktikerne selv – når frem til politikere og andre beslutningstagere. Her er der, for mig at se, en stor opgave med hensyn til at få skabt et mere hensigtsmæssigt videnskredsløb på kryds og tværs i uddannelsessystemet i det nye årti.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger også i høj grad af økonomiske rammer
I kølvandet på ministerens udmelding bla. i Politiken, meldte Thomas Ryberg (AAU) sig på banen med en interessant tråd på Twitter. Her er Rybergs pointe bla., at vi skal være mere præcise, når vi taler om digitalisering – det kan være mange forskellige ting, og der er stor forskel på både muligheder og udfordringer forbundet med forskellige digitale teknologier.

Ryberg har også en anden meget væsentlig pointe, når han skriver, “at sige ‘at vi er blevet for teknologibegejstrede’ er en opportun måde at undlade at tage stilling til de politiske ønsker, der er fulgt med ’digitaliseringen’ fx besparelser, minimeret tid, ønske om flere kommercielle spillere.”

Her mener jeg, at Ryberg rammer hovedet på sømmet, og desværre synes jeg ikke, at forespørgselsdebatten gav anledning til at tro, at politikerne nu vil kigge på de bagvedliggende, strukturelle-økonomiske forhold, der også har nødvendiggjort øget digitalisering, herunder diverse reformer. Men måske tager jeg fejl.

Udfordringer med indkøb af de rette digitale teknologier er ikke blot et spørgsmål om udbud. Det handler også i høj grad om, at hele uddannelsessystemet – og ikke kun Folkeskolen – er belastet af dårlig økonomi, som tvinger beslutningstagere rundt omkring til at træffe valg, der ikke nødvendigvis er fagligt og pædagogisk-didaktisk begrundede. I den forbindelse har forskellige reformer med fokus på læringsmål og skolernes ‘accountability’ også haft stor indflydelse på digitaliseringsiveren. Hertil kommer, at læreres forberedelsestid – igen ikke kun i Folkeskolen – er blevet reduceret markant gennem de senere år*. At klandre ‘digitalisering’ for ikke at leve op til diverse, ofte urealistiske forventninger, er for nemt. Ligeledes, synes jeg, at det er for nemt at klandre kommuner, forvaltninger og andre beslutningstagere for at være ‘for teknologibegejstrede’ – man kan kun spille med de kort, man har fået tildelt.

Så, når ministeren taler om, at lærerne er lagt i benlås pga. digitalisering, og nu derfor vil igangsætte en undersøgelse af lærernes ‘digitale hverdag’, så håber jeg, at det også vil betyde, at et samlet Folketing efterfølgende vil kigge med ‘omtanke og udsyn’ på egen rolle og egne muligheder for at skabe ordentlige rammer for ‘bedre digitalisering’ fremadrettet.

Vores forhold til digitalisering er komplekst, og der er ikke nogen lette løsninger, hvis vi ønsker et mere balanceret og nuanceret forhold. Meget kan gøres med viden og kompetenceudvikling, men det kræver først og fremmest ordentlige rammer for lærere og ledere, herunder økonomi og tid. Opsummerende tegner det dog godt, at politikerne over en bred kam nu ønsker ‘bedre’ og ikke bare øget digitalisering. Det skal nok blive et spændende nyt årti med debat om, hvad ‘bedre’ så betyder!

/Marianne

*) Se evt. folkeskolelærer, Anne Hammers indlæg ‘Det er ikke iPadens skyld’.

Ny naturvidenskabsstrategi – også for EUD

Regeringen udgav 13. marts 2018 en ny National naturvidenskabsstrategi, der også får betydning for EUD.

Strategien indeholder række konkrete indsatsområder, som skal styrke interessen for naturvidenskab på langs og tværs i uddannelsessystemet og strategien ligger i forlængelse af regeringens indsatser med Disruptionråd, Strategi for Danmarks digitale vækst, samt en Teknologipagt.

De 180 millioner kroner, der er afsat til strategien i årene 2018-2024, skal gå til fem konkrete indsatsområder:

  1. Styrket motivation og faglig fortælling
  2. Fagligt og didaktisk endnu dygtigere lærere i naturvidenskab
  3. Kontinuerlig faglig fornyelse af naturvidenskabelige fag
  4. Styrket talentudvikling og udnyttelse af nye teknologiske muligheder
  5. Lokal prioritering, faglige netværk og samarbejde.

Og der er opstillet to nationale målsætninger, som har indflydelse på EUD, nemlig 1) at der skal tiltrækkes flere unge til de erhvervsfaglige STEM-udddannelser og 2) at flere unge skal blive ‘meget dygtige ‘ i erhvervsfaglige STEM-uddannelser. Som jeg læser strategien skal den første målsætning især sikres gennem en række initiativer i grundskolen, som skal vække børn og unges interesse for naturvidenskab. Hvad angår den anden målsætning, er der en række konkrete initiativer på vej, som får direkte betydning for EUD-området.

Undersøgelse af behov for STEM-rettede moduler i den pædagogiske diplomuddannelse. Som et led i den seneste erhvervsuddannelsesreform skal der være praksisorienteret undervisning også i de almene grundfag som matematik, fysik og naturfag – de såkaldte STEM-fag. En undersøgelse skal kortlægge det konkrete behov for et styrket udbud af efteruddannelse i STEM-fagene for lærere på erhvervsskolerne. Undersøgelsens resultater skal danne grundlag for en dialog mellem erhvervsskolerne og professionshøjskolerne om udvikling og udbud af STEM-rettede moduler i den pædagogiske diplomuddannelse for lærerne. (Strategien, s.12)

Kompetenceudvikling af lærere på ungdomsuddannelserne. Hvis eleverne på ungdomsuddannelserne skal blive dygtigere til de naturvidenskabelige fag, skal lærernes faglige og fagdidaktiske kompetencer have et løft. Det skal primært ske gennem netværk og videndeling. Der er gode erfaringer med etablering af faglige netværk i såvel skole- som fagregi. Det er derfor målet at udbyde kvalificeret facilitering af netværk inden for de naturvidenskabelige fag, med inddragelse af den nyeste viden på området. Det skal sikre, at der sker et løft af lærernes kompetencer. (Strategien, s. 12)

Nyt grundfag i teknologiforståelse på erhvervsuddannelserne. Eleverne på erhvervsuddannelserne skal rustes bedre til at begå sig på et stadigt mere digitaliseret arbejdsmarked. Eleverne møder ny teknologi i deres praktikvirksomheder, og de skal lære at forholde sig til den digitale udviklings særlige udfordringer. Derfor skal der indføres et nyt grundfag, som de faglige udvalg kan vælge at lade indgå i erhvervsuddannelserne. Faget skal give mulighed for, at eleverne fra starten af uddannelsen får viden, færdigheder og kompetencer inden for det digitale område. Faget skal blandt andet aktivere elevernes kendskab til digitale teknologier fra deres hverdag og sætte det ind i en erhvervsfaglig kontekst, hvor de skal arbejde med kendte og nye teknologier, som kan bruges på arbejdsmarkedet. (Strategien, s. 16)

Det er uklart, hvordan teknologiforståelse defineres, men der er forskel på den måde faget beskrives i hhv. grundskole- og erhvervsskoledelen af strategien. Ift. sidstnævnte synes der, ikke overraskende, at være et klart fokus på arbejdsmarkedets behov, men som jeg har skrevet om før ifm. Regeringens Strategi for Danmarks digitale vækst og ikke mindst Handleplan for teknologi i undervisningen, så håber jeg, at der også i alle disse nye initiativer vil være et dannelsesfokus. Det virker også oplagt, at en del af disse initiativer kommer til at udmøntes i tæt samarbejde med de 9 nye teknologisk orienterede videnscentre inden for EUD. Endelig tænker jeg, at der også må indtænkes nye prøve- og eksamensformer ift. det nye teknologiforståelsesfag, således som der også lægges op til ift. andre fag i strategien for Danmarks digitale vækst.

Overordnet set, synes jeg, at det er rigtig positivt, at Regeringen har fokus på det naturvidenskabelige område, der har været noget negligeret – også i dannelsesdiskussioner. Mange af de påtænkte initiativer afhænger dog af, om skolerne får tilstrækkelige ressourcer til at opkvalificere EUD-lærerne – og her kan jeg godt være lidt bekymret.

/Marianne

Om ‘moralsk panik’ og behovet for flere nuancer

På dette års Læringsfestival hørte jeg en keynote med Anette Prehn & Imran Rashid, som havde titlen ‘Klædt på til livet i en digital tidsalder‘. Både Prehn og Rashid har skrevet flere bøger om ‘hjernesmart’ og ‘sund’ teknologianvendelse, og holder jævnligt oplæg, der formidler forskningsresultater på en jordnær måde. Jeg har ikke læst deres bøger, men især Rashid’s (2017) bog ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital tidsalder‘ har fået en del opmærksomhed i den offentlige debat. Prehn & Rashid’s keynote var beskrevet på følgende måde:

Årets første keynote på Danmarks Læringsfestival 2018 fokuserer på, hvordan vi bedst kan bruge de digitale muligheder til at fremme læring, dannelse og trivsel på landets uddannelsesinstitutioner.

I en digital tidsalder med konstante fristelser og distraktioner kræver det nemlig en vedholdende og værdibevidst indsats fra både undervisere og elever, hvis man vil styrke de ”stier” i hjernen, som skal forblive en vigtig rygrad på børn og unge resten af livet. En del af svaret er at lære børn og unge at træffe bevidste tilvalg af henholdsvis online eller offline – alt efter relevans og social hensigtsmæssighed – i stedet for at lade dem blive vænnet til kun én eneste virkelighed, nemlig den, hvori konstante forstyrrelser er et grundvilkår. Den digitale udvikling i dag forløber hurtigere og mere indgribende end nogensinde før. En dannelse, som skal kunne forberede individer til livet i det moderne samfund, handler derfor på den ene side om at lære at kunne skelne klogt mellem de kommercielt styrede opmærksomhedstyverier og de reelt brugbare teknologiske redskaber samt at kunne begå sig i nærvær og indre ro i en dynamisk verden, der i stigende grad digitaliseres.

Jeg var på forhånd indstillet på, at det ville blive en udfordring for mig at overhøre deres keynote – og det blev det. Men hvorfor nu det? Ovenstående lyder jo for så vidt meget fornuftigt?

For det første er selve formen, altså den populærvidenskabelige formidling, altid en udfordring for mig. Læringsfestivalen er ikke en forskningskonference, men slår sig op på at være ‘en mulighed for at blive inspireret og opdateret som underviser, konsulent, studerende, pædagog og leder.’ Det minder jeg mig selv om hvert år, men ikke desto mindre, kan jeg stadig blive udfordret og provokeret af forsimplede forklaringer og one-liners pakket ind i animerede slides, svulstig retorik og ofte plat humor, der bruges til at skabe gehør og velvilje hos publikum. Dette er ikke specifikt rettet mod Prehn & Rashid, men mere en kritik af genren. Der er ingen tvivl om at mange forskere, heriblandt jeg selv, kan blive bedre til at formidle forskning på en lettere tilgængelig måde, men forskning i, om og med mennesker er bare sjældent entydig, simpel eller let at forstå.

Og det bringer mig frem til min anden udfordring, nemlig indholdet. Både Prehn & Rashid er optaget af hjernens rolle ift. digital teknologianvendelse, og at dømme ud fra deres keynote, betragter de samspillet mellem mennesker og teknologi ud fra en behavioristisk ‘stimulus-respons’ tilgang.

Som et eksempel på denne tilgang, blev der indledningsvist refereret til det såkaldte Stanford Marshmallow experiment (fra 1960’erne). I dette eksperiment blev børn placeret foran en tallerken med én skumfidus med besked om, at hvis de kunne vente 20 min. med at spise den, ville de få en skumfidus mere. De børn, der faktisk kunne udøve selvkontrol og udsætte deres umiddelbare behov for tilfredsstillelse klarede sig, iflg. studiet, sidenhen bla. bedre i skoletest og blev ikke afhængige af vanedannende stoffer i modsætning til de børn, som ikke kunne vente. En, i øvrigt omdiskuteret, konklusion på eksperimentet blev, at viljestyrke og behovsudsættelse er væsentlige faktorer ift. forudsigelse af børns præstationer og livskvalitet senere i livet. Samtidig blev eksperimentet brugt som argument for ‘betingning’, dvs. en behavioristisk tænkning, hvor adfærd bestemmes af respons på og konsekvenser af stimuli. Og det var også sådan, at jeg opfattede Rashid bruge eksemplet med ord som ‘alt der går galt i verden skyldes folk, der tog den første skumfidus’, ud fra en forståelse af, at ‘sociale medier er vor tids skumfiduser’.

Ifølge Prehn & Rashid, så er størstedelen af vores adfærd lystbetonet og impulsstyret:

Og det får konsekvenser ift. vores/børns anvendelse af digitale og især sociale medier:

Som jeg forstod Prehn & Rashid her, så var pointen, at børns anvendelse af sociale medier hovedsageligt er impulsiv og lyststyret, dvs. at børn ikke magter at udøve selvkontrol og behovsudsætte, men pr. automatik reagerer så snart, der kommer en notifikation – hvilket de mener ikke blot er medvirkende til manglende koncentration, men også til stress og dårlig trivsel.

En væsentlig pointe hos Prehn gik på hjernens plasticitet, dvs. formbarhed, og en af de metoder Prehn advokerer for ift. at skærpe børns opmærksomhed og koncentrationsevne, er gennem øvelser med at tegne ‘stier i hjernen‘. Øvelsen har, så vidt jeg forstod det, som formål at træne elevernes bevidsthed om, hvilke ‘stier’ der fylder i deres adfærd og evt. ændre fokus på nogle af disse, hvilket iflg. Prehn er ønskværdigt , da ‘man bliver, hvad man træner hjernen til’. Herudover bemærkede jeg, at Prehn gentagne gange skelnede mellem online og ‘den almindelige’ virkelighed, og at Prehn mener, at sociale medier træner (eller betinger) børn til impulsive reaktioner, der sker ‘på bekostning af koncentration, selvkontrol og empati’.

De samme negative konsekvenser genfindes iflg. Prehn & Rashid i skolen, hvor digitale teknologier og især sociale medier giver for mange distraktioner sammenlignet med bøger:

Opsummerende opfordrede Prehn & Rashid til kritisk, reflekteret anvendelse af nye medier og digitale teknologier i skolen – hvilket jo er svært at være uenig i – og de stillede følgende spørgsmål:

Jeg hørte ikke Prehn & Rashid tale om deciderede forbud, men omvendt hørte jeg dem heller ikke tale om de positive pædagogiske-didaktiske anvendelsesmuligheder, der er for sociale medier og smartphones i undervisnings- og læreprocesser. Så jeg sad tilbage med en både trist og frustreret fornemmelse, selv om deres hovedærinde egentlig var sympatisk og relevant nok: at skabe opmærksomhed omkring nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med digital teknologianvendelse for børn og unge (i skolen).

Der er, i min optik, mange problematiske forhold i Prehn & Rashid’s oplæg, som for størstedelens vedkommende hænger sammen med, at jeg kommer fra en helt anden videnskabelig, ikke mindst læringsmæssig, tradition og har et helt andet syn på teknologi. Mange af Prehn & Rashid’s udtalelser og konklusioner kolliderer med, hvad vi ellers ved fra både medie- og uddannelsesforskning, hvor der lægges vægt på nuancer frem for forsimplinger.

Helt overordnet havde oplægget karakter af det fænomen, der kendes som ‘moralsk panik‘ – et fænomen som er velbeskrevet og grundigt studeret både i dansk og international forskning. I Danmark har eksempelvis Kirsten Drotner (SDU) og Malene Charlotte Larsen (AAU) begge beskæftiget sig indgående med at forstå og forklare børn og unges medievaner. Siden 1970’erne har stort set alle nye medier (tv, videofilm, computerspil og senest sociale medier) resulteret i uforholdsmæssig stor frygt for deres negative påvirkning af børn og unge. Men som Larsen (2010) skriver i sin ph.d. afhandling, med reference til Drotner (1999), så er der som oftest tale om et ensidigt fokus, hvor man overser at ‘mediet indgår som et element i en hverdagskultur, der for flertallet af børn og unge præges af mangesidighed, ikke ensidighed’. Problemet er, at sådanne massemediebårne moralske panikker afføder stor bekymring i befolkningen og i samfundet.

Larsen peger i sin afhandling på en række klassiske problematikker, hvor især den forsimplede online/offline distinktion er særlig interessant i denne sammenhæng. Det er efterhånden mange år siden, at forskningen bevægede sig væk fra skarpe adskillelser og fra at betragte det, som foregår online som noget ‘ikke-virkeligt’. For børn og unge – og mange voksne – er dét, der foregår online ikke mindre virkeligt, om end der naturligvis er forskelle ift. resten af den fysiske verden.

Internationalt kan Sonia Livingstone og danah boyd eksempelvis nævnes. boyd har gennem årene udforsket den frygt, der så ofte følger med nye medier og teknologier og som rammer alle, ikke kun børn. I en kronik med titlen ‘ Whether the digital era improves society is up to its users – that’s us‘ fra 2012, skriver boyd bla:

Technology doesn’t determine practice, but how a system is designed does matter. How systems are used also matters, even if those uses aren’t what designers intended. For example, as social media has gone mainstream, some fascinating shifts have emerged that require reflection. Yet, even as the conversation becomes more important to have, it’s often hard to talk in a nuanced way about the role that technology is playing in shifts that are already underway. (mine fremhævelser)

At teknologi aldrig er neutral, er der ikke noget nyt i, men ifm. keynoten bemærkede jeg, at Rashid’s kritik af sociale medier især gik på deres indbyggede/designede notifikationsmekanismer, der kan stresse børnene. For at nuancere billedet, kunne man her kigge på den del af medieforskningen, som har beskæftiget sig med affordance begrebet –  se eksempelvis Mogens Olesen (KU) arbejde hermed. Ganske vist tilbyder medier, teknologier og artefakter i øvrigt bestemte handlemuligheder, men vi brugere har også en tendens til at omgå disse og skabe vores egne betydningsfulde handlemuligheder. At dette også gør sig gældende ift. børns mediebrug fremgår eksempelvis af forskning foretaget for Medierådet for Børn og unge –  se eksempelvis Stine Liv Johansen (AU) og Malene Charlotte Larsen’s undersøgelse af 0-8 åriges brug af digitale medier i hjemmet, som også fokuserer på de aktive valg, der er mulige – og træffes. Pointen er altså, som også boyd skriver, at teknologi ikke determinerer vores praksis, og hun problematiserer spredningen af misinformation og frygt:

Networked media connects people to their friends and loved ones, but it also creates an infrastructure through which information can flow rapidly. Baby pictures and celebratory notices spread like wildfire, but so does misinformation and fear. How does such fearmongering affect society? Who is responsible for curbing fear? Is this a design issue? An individual responsibility issue? A societal issue?

Som jeg læser boyd og andre medieforskere, så er vores omgang med nye medier og teknologi så indfiltret i komplekse sociale sammenhænge, at forsimplede og meget ofte individfokuserede og kontekstuafhængige forklaringer kommer til kort og i værste fald tegner et fordrejet billede af virkeligheden. boyd afslutter med en opfordring til kollektiv refleksion og ansvarstagning ud fra devisen om, at vores mediebrug og -vaner er komplicerede (her især med fokus på teenagere), og at ‘the values of technologists have been baked into the infrastructure, but it’s also possible to change the ecosystem through cultural practices‘ (min fremhævelse).

Medieforskning er ikke blind for de reelle udfordringer, der kan være forbundet med vores omgang med de stadigt mere allestedsnærværende og gennemtrængende medier og teknologier, men forholder sig løbende kritisk til tillidsbrud, krænkelser og mobning for blot at nævne et aktuelt eksempel. På tværs af studier og målgrupper synes der at være enighed om, at moralsk panik og frygt ikke er vejen frem. Som Thomas Enemark Lundtofte (SDU) skriver i denne kronik om teknologifrygt, etik og overvågning, er der risiko for, at de dystopiske forklaringer og simple handlemuligheder (sluk, forbyd osv.), som tilbydes af selvbestaltede eksperter på komplicerede problemstillinger, blokerer for væsentlig indsigt:

Problemet er bare, at vi ikke får diskuteret det centrale spørgsmål, som handler om, hvordan vi gerne vil leve med teknologi. Når vi ikke får diskuteret det, så er det måske fordi spørgsmålet ikke afføder entydige svar. Vi har forskellige ønsker, grænser og behov i det digitaliserede samfund. (min fremhævelse)

Såvel som de øvrige nævnte forskere, opfordrer Lundtofte til kritisk stillingtagen på et nuanceret og balanceret grundlag. Grundet sagens kompleksitet, trækker medieforskningen ofte på beslægtede forskningsområder, og inden for feltet Human-Computer-Interaction er man også optaget af vores omgang med nye medier og teknologi. I dette oplæg, stiller Peter Dalsgaard (AU) det klassiske, men stadigt centrale spørgsmål ‘Do we shape technology, or does technology shape us?‘, og Dalsgaard har bla. disse pointer, som jeg synes på fin vis opsummerer, hvad der er på spil og hvad, der er behov for:

Med reference til Douglas Rushkkov’s ‘Progam, or be programmed‘, taler Dalsgaard om behovet for, at vi alle – børn, unge og voksne – udvikler socio-tekniske forståelser og kunnen. Målet er jo netop, at vi ikke skal blive slaver af teknologien, og måske i særdeleshed af de store kommercielle teknologivirksomheder.

Moralsk panik berører ikke alene vores generelle hverdagsliv, men forgrener sig således ofte også til mere konkrete praksisser i relation til skole- og uddannelsessammenhænge. At nye medier og digitale teknologier kan give distraktioner og medføre en række negative konsekvenser, er der vist ingen, som betvivler. Hvordan vi håndterer sådanne udfordringer, er imidlertid omdiskuteret. Inden for uddannelsesforskning har især Jesper Tække (AU) & Michael Paulsen (SDU) bidraget med nuancer gennem deres Socio Media Education Experiment, som var et aktionsforskningsprojekt om sociale medier i undervisning. At der var tale om aktionsforskning er væsentligt i denne sammenhæng, da studiet af teknologianvendelse i brugskonteksten bidrager til nuanceringer – i modsætning til eksempelvis studier baseret alene på laboratorieforsøg eller spørgeskemaundersøgelser. Tække & Paulsen har gennem deres studier vist, at undervisere håndterer inddragelse af og udfordinger med sociale medier i undervisningen ud fra forskellige strategier, der udgør et nuanceret kontinuum mellem forbud, refleksivitet og ligegyldighed. Hverken forbud eller ligegyldighed er hensigtsmæssige strategier, hvis vi – som også Prehn & Rashid synes at ønske – skal klæde børn og unge på til at kunne begå sig i et stadig mere digitaliseret samfund.

Koblingen mellem digital teknologi og undervisning og læring er langt mere kompliceret, end en enkelt eller to faglige discipliner kan begribe og redegøre fyldestgørende for. Det kræver, efter min mening, et nuanceret, tværdisciplinært fokus baseret på solide empiriske studier. Der er naturligvis grænser for, hvor mange nuancer, der kan være i en keynote, men forsimplinger leder sjældent til større forståelse, nok snarere misforståelse. Jeg opfattede som sagt Prehn & Rashid’s hovedærinde som værende sympatisk og relevant, men hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lykkes med at (ud)danne børn og unge i, med og gennem digitale teknologier, må vi bevæge os ud over den deterministiske ‘stimulus-respons’ tænkning og anerkende, at mennesker er andet og mere end viljeløse, fortrinsvis primitive hjerner. For at blive i jargonen, har vi brug for at slukke for de behavioristiske forsimplinger og i stedet tænde for de socio-kuturelle og -materielle nuancer.

/Marianne