Design for meningsfuld læring på tværs af uddannelse og arbejde gennem multimodale scenarier

I forskningsmiljøet ’Digitale læringsmiljøer og didaktisk design’ er vi aktuelt i gang med et projekt, der har som overordnet formål at styrke diplomstuderendes oplevelser af meningsfuld praksiskobling, aktivitet og fleksibilitet på uddannelserne. Min kollega, Bjarke Lindsø Andersen er leder af projektet, der har titlen ‘Multimodale scenarier i de pædagogiske diplomuddannelser’ (i daglig tale kaldet MUSC). Projektet er finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og afvikles i perioden (2022-2024).

Formålet med MUSC-projektet er at designe og afprøve interventioner (i form af didaktiske designs), hvor praksiskoblende og praksisudviklende undervisning i professionsrettede moduler om metode, videnskabsteori og didaktik på de pædagogiske diplomuddannelser anvendes til at fremme studerendes oplevelser af meningsfuld og aktiverende undervisning.

Projektets hypoteser er:

  • at studerende på professionsrettede moduler orienterer sig ud fra de praksisser, de allerede deltager i (fx arbejdspraksisser), og
  • at kobling hertil og evt. udvikling heraf vil virke meningsfuldt og aktiverende samt
  • at hybride/fleksible designs, baseret på scenariedidaktik og anvendelse af multimodale læremidler/-miljøer, kan imødekomme dette.

I projektet undersøger og udvikler vi i tæt samarbejde med underviserkolleger og Absalons pædagogiske it-team følgende uddannelser og moduler:

  • Den Pædagogiske Diplomuddannelse (PD) og modulerne: Pædagogisk Viden og forskning (PVF) og Undersøgelse af Pædagogisk Praksis (UPP)
  • Den Erhvervspædagogisk Diplomuddannelse (DEP) og modulerne: Undervisning og Læring (U&L) og Pædagogisk Videnskabsteori (PV)

Projektet organiseret ud fra en DBR-tilgang, hvor vi i første fase (F22), har brugt tiden på at skabe et solidt domænekendskab og en konceptuel designmodel, der har udmøntet sig i en rapport, der kan hentes her. Domænekendskabet er både teoretisk og empirisk baseret. Teoretisk er vi særligt inspirerede af praksisteorier og viden om scenariedidaktik, hybriditet og fleksibilitet samt multimodalitet. Empirisk har vi gennemført interviews med underviserkolleger på PD og DEP og observeret deres undervisning, og så har vi gennemført en omfattende dokumentanalyse af materialer og ressourcer fra tidligere undervisning på de omtalte moduler. Domænekendskabet blev præsenteret og drøftet med vores underviser- og it-pædagogiske kolleger kort før sommerferien. På baggrund af domænekendskabet har vi udviklet en konceptuel designmodel, der illustrerer de centrale delelementer, som vi kommer til at arbejde videre med i de næste faser af projektet. Rationalet bag designmodellen, er således noget af det, der kan læses mere om i rapporten.

De næste skridt her i anden fase (E22) består dels i, at mine kolleger, Bjarke, Pernille Lomholt Christensen og Peter Gundersen arbejder videre med udvikling af konkrete designprincipper med vores underviserkolleger, mens min kollega Anne Mette Hald og jeg tager lead på skrive en forskningsartikel, der bl.a. skal omhandle domænekendskabets tilblivelse og funktion i DBR-projekter. Hertil kommer også en række designworkshops med underviserne og det pædagogiske it-team, hvor der skal produceres multimodale læremidler og scenarier.

Det er på mange måder et meget meningsfuldt og lærerigt projekt, hvor vi udvikler ny viden og undervisningspraksisser til gavn for vores diplomstuderende og også kommer til at lære forskellige af vores underviserkolleger bedre at kende. Øget samarbejde på tværs af de forskellige ydelser i vores Center for Skole og Læring er uden tvivl noget af det, der virkelig kan være med til at styrke kvaliteten af både vores uddannelser og forskning.

/Marianne

Vi har brug for håb og myndiggørelse

Onsdag d. 8. juni 2022, afholdt min kollega, Anne-Mette Nortvig og jeg vores tiltrædelsesforelæsninger som docenter i Absalons forskningsprogram ‘Digitale læringsmiljøer og didaktisk design‘. Vi havde hver knapt en halv time til at give deltagerne et indblik i vores arbejde under et fælles tema om interventionsbaserede forskningstilgange, som er karakteristisk for programmet.

I modsætning til Anne-Mette, der har været ansat i Absalon i efterhånden 20 år, så er jeg stadig relativt ny i organisationen – ikke mindst fordi corona og hjemsendelser i forskellige bølger kom til at præge min start i Absalon. Da der således stadig er mange kolleger, som endnu ikke kender mig, valgte jeg at fokusere på, hvad der optager mig, hvilke værdier jeg lægger vægt på, og hvor jeg gerne vil hen med vores forskning i programmet.

I programmet er vi naturligt optaget af, hvornår og hvordan digital teknologi kan anvendes til noget fornuftigt – her italesat til at gøre noget, der ikke tidligere var muligt og til at gøre noget bedre, mere lærerigt og mere meningfuldt, hvad enten vi beskæftiger os med uddannelsesdesign, didaktisk design og/eller læringsdesign. I den forbindelse vil jeg arbejde på, at vi stræber efter at gøre håb og myndiggørelse til kritisk-konstruktivt ideal for både vores forskning, udviklings- og uddannelsesaktiviteter. Derfor skal vi også blive bedre til at stille krav til digitale teknologier om, at de rent faktisk er til ‘at leve med’ (jf. Illich, 1973) – ud fra en værdisætning af det gode (uddannelses-) liv.

Og det kræver udvikling af bred og dyb teknologiforståelse og -anvendelse på alle niveauer i forsknings- og uddannelsessystemet.

"The dawn of integrity comes with the acceptance of responsibility for the course of one's life. For in taking responsibility for the world, we are given back the power to change it." 
(Kolb, 1984, p.230)

/Marianne