Teknologiforståelse for alle?

Torsdag d. 3. marts 2022 var der konference på Professionshøjskolen Absalon om ‘Forskning i teknologiforståelsens fagdidaktik’. Anledningen var, at vi i slutningen af 2021 udgav et temanummer om netop teknologiforståelsens fagdidaktik via tidsskriftet LearningTech.

På konferencen havde vi inviteret forfatterne til at komme og dele og drøfte deres viden. 16 ud af 21 artikler var repræsenteret og herudover deltog en række folk fra diverse vidensinstitutioner, kommuner og forskellige typer af uddannelser på langs og på tværs i uddannelsessystemet. Det blev en rigtig god dag, hvor jeg især glædede mig over den nysgerrighed og lyst til videndeling, der er på tværs af forskere og praktikere ift. fænomenet teknologiforståelse. I dette indlæg vil jeg fokusere på det bidrag, jeg selv har stået for sammen med mine medforfattere Jens Jørgen Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd).

Jens, Peter og jeg har bidraget med en artikel, der handler om erhvervsuddannelsernes nye grundfag Erhvervsinformatik, som er disse uddannelsers bud på et fag, der er fokuseret på at bidrage til elevernes teknologiforståelse i et erhvervsrettet perspektiv. I artiklen har vi foretaget en fagdidaktisk læreplansanalyse af fagets identitet, indhold og praksis. Det har vi gjort ud fra fagets bekendtgørelse og den tilhørende vejledning. Det betyder også, at vi i artiklen kun kan sige noget om fagets intenderede praksis, altså noget om, hvordan fagets ophavsmænd/-kvinder har forestillet sig, at det kan omsættes til reel undervisningspraktis. Det et et meget bevidst valg fra vores side. Der er helt generelt forholdvis begrænset forskning i erhvervsuddannelser, og vi ønskede simplethen at starte fra begyndelsen. Som forsker er det yderst sjældent, at man har lejlighed til at følge et fag fra dets tilblivelse, og det er virkelig interessant at få en sådan mulighed. Hertil kommer, at der endnu kun er begrænsede praktiske erfaringer med det nye grundfag. Da vi skrev artiklen, havde kun omkring en femtedel af alle erhvervsuddannelser valgt, at faget skulle indgå i deres fagrække.

På konferencen havde vi mulighed for at komme med et kort oplæg om vores artikel, hvorefter der var lagt op til fælles drøftelser med de øvrige deltagere. Oplægget kan ses herunder.

Nye spørgsmål til forståelse af og med teknologi – og relevansen for erhvervsuddannelser
I dette indlæg vil jeg kommentere på de forhold, som vi har listet på slide #10, der handler om, hvordan vores analyse har åbnet op for, at der kan stilles mange nye spørgsmål på baggrund af, hvad vi betragter som en indledende analyse af faget og de fagligheder, der er knyttet hertil. Jeg har i en tidligere blogserie forsøgt at indkredse og stille spørgsmål til Erhvervsinformatik, og spørgsmålene her skal ses i forlængelse deraf. Det skal understreges, at spørgsmålene og kommentarerne her står for egen regning, og at Jens og Peter ikke nødvendigvis deler min undren.

Både i vores artikel og i oplægget til konferencen, har vi brugt citatet herunder til at vise, hvordan teknologiforståelse italesættes blandt nogle af de personer, der har været drivende i udviklingen af teknologiforståelse som nyt fag og som ny faglighed. Citatet stammer fra en gap-analyse udarbejdet af Danske Professionshøjskoler, Danske Universiteter og Den Nationale Kapacitetsgruppe for teknologiforståelse (KATEFO), hvor jeg selv bidrog en smule til forarbejdet.

Her må man først og fremmest spørge ind til hvad det ‘nye’ er? Det handler om fagets identitet, og hvad teknologiforståelse er for et fænomen? Mange erhvervsuddannelser er i forvejen teknologitunge og i langt de fleste erhverv, vil det være vanskeligt at forstille sig arbejdsdagen uden både forståelse for og anvendelse af teknologi. Både dyrepasseren, bådebyggeren, receptionisten, kokken, VVS-installationsteknikeren, smeden, mureren, frisøren og social- og sundhedsassistenten arbejder med teknologi, ikke mindst digital teknologi. Men de gør det naturligvis på fagligt situerede måder. Den uniforme italesættelse af teknologiforståelse og -faglighed løber altså også ind i udfordringer på erhvervsuddannelserne.

I citatet gøres der en dyd ud af at sætte forståelse op i modsætning til redskabsorienteret anvendelse. Det afspejler en holdning om, at redskabsorienteret anvendelse ikke kan føre til forståelse og almendannelse. På erhvervsuddannelserne, hvor netop redskabsorienteret anvendelse er en del af uddannelsernes raîson d’etre, må man derfor spørge, hvad formålet med faget så skal være – hvis man da ellers køber ind på denne præmis? Det almendannende aspekt har ganske vist trange vilkår på erhvervsuddannelserne, og siden en ændring af uddannelsernes formålsparagraf for et par år siden, har man været mere optaget af at udvikle elevernes karakterdannelse og faglige stolthed. Det betyder dog ikke, at det almendannende aspekt skal opgives – uddannelserne har stadig både et borgerdannende og studieforberedende sigte. Og som vi har skrevet i artiklen, så er der med det meget tydelige erhvervsrettede sigte i faget Erhvervsinformatik en risiko for, at udvikling af digitalt myndiggjorte arbejdstagere kommer til at ske på bekostning af udvikling af digitalt mynddiggjorte borgere.

Her skal progressionen fra grundskolen op i erhvervsuddannelserne også tænkes ind. Når først eleverne kommer fra grundskolen med en eller anden form for teknologiforståelsesfaglighed i bagagen giver det mere mening, at erhvervsuddannelsernes fag er mere erhvervsrettet. Men der kommer til at gå tid inden det er aktuelt, og det er ikke alt, der læres i grundskolen, der sætter sig lige godt fast. Progressionstænkningen tager heller ikke højde for, at erhvervsuddannelsernes målgruppe ikke kun er unge elever, der kommer direkte fra grundskolen. Hermed er vi også tilbage ved formålet med den nye faglighed. Giver det mening at tale om teknologiforståelse for alle (som det typisk gøres i offentlige debatter), hvis den faglighed, der eksempelvis efterspørges på erhvervsuddannelserne reelt ikke er almendannende, men mere erhvervsrettet?

I vores artikel, er vi faktisk positive overfor den måde, hvorpå fagets udviklere har formået at tage højde for erhvervsuddannelsernes særkende. Det er meget væsentligt i forhold til fagets legitimering blandt både faglærere og elever. Dog kan den sparsomme tilslutning til faget Erhvervsinformatik være et udtryk for, at nogle uddannelser alligevel ikke kan se sig selv i faget. Det kan vores analyse ikke sige noget om, men aktuelt er der mange erhvervsuddannelseselever, der ikke bliver undervist i den nye faglighed og som så heller ikke har fået den med fra grundskolen. Det leder så igen frem til at det kunne være interessant at undersøge, hvordan elevernes oplæringssteder (virksomheder, institutioner mv.), hvor de typisk opholder sig i 2/3 af selve erhvervsuddannelsen, forholder sig til den nye faglighed.

Uanset, så kommer faglærernes rammer, viden og kompetencer for overhovedet at kunne undervise i teknologiforståelse og erhvervsinformatik til at spille en væsentlig rolle. Og her har faglærerne i høj grad været overladt til sig selv. I grundskolen har der været afviklet nationale forsøg med den nye faglighed, og for gymnasielærerne er der tilbud om efter- og videreuddannelse i Informatik. Der er udgivet et par lærebøger om Erhvervsinformatik, og der er udviklet lidt materialer på både EMU.dk og i regi af Center for It i undervisningen, men er det godt nok?

Vi ved reelt ikke nok om, hvad elevernes kommende erhverv efterlyser ift. teknologiforståelse og lignende fagligheder, og vi ved heller ikke nok om, hvorvidt faglærerne er klædt fagligt og didaktisk på ift. undervisningen. Mit bud fremadrettet er derfor at starte med at få kortlagt behovet for både elev- og faglærerkompetencer på erhvervsuddannelserne, sådan som det også blev foreslået i den omtalte gap-analyse. Forskningsmæssigt kunne jeg dog godt tænke mig at starte et lidt andet sted; nemlig med en undersøgelse af forståelse og anvendelse af teknologi, særligt digital teknologi, på erhvervsuddannelserne og på oplæringsstederne. Jeg tror, at der er meget at lære – også for andre uddannelser og på forskningssiden ift. forståelse af teknologibegrebet og -praksis.

Mit bud er, at der er masser af teknologiforståelse i erhvervsuddannelserne – måske ikke lige den type, der lægges op til i citatet ovenfor, men her må feltets egne stemmer gerne have mere at skulle have sagt fremover.

/Marianne

Indkredsning af ‘Erhvervsinformatik’ som noget særligt

Dette er det tredje indlæg i en serie af blogindlæg om udvikling af teknologiforståelse som fag og faglighed. Mit mål med denne serie er at blive klogere på, hvorfor og hvordan teknologiforståelse kan udmøntes specifikt i erhvervsuddannelserne, hvor faget har fået navnet ’Erhvervsinformatik’.

Her vil jeg fortsætte med at indkredse ’Erhvervsinformatik’ som noget særligt. I min optik er erhvervsuddannelserne – ikke mindst pga. deres eksplicitte erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og vekseluddannelsesprincip (jf. indlæg #1) – nemlig noget helt særligt i det danske ungdomsuddannelsessystem. Det er min antagelse, at denne særegenhed smitter af på både udvikling og afvikling af faget. Ikke desto mindre kan det som tidligere nævnt være nødvendigt også at skæve til grundskolens ’Teknologiforståelse’ for at få en dybere indsigt i faget, dels fordi ’Erhvervsinformatik’ har mange lighedstræk med det fag, og dels fordi, der endnu ikke, så vidt jeg ved*, er noget forskning omkring ’Erhvervsinformatik’, hvilket der er ift. ’Teknologiforståelse’.

Jeg er som tidligere nævnt i gang med at skrive en artikel om ’Erhvervsinformatik’ sammen med Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), hvor vi foretager en fagdidaktisk analyse af fagets bekendtgørelse og vejledning hertil. I denne blogserie, vil jeg derfor anlægge nogle andre indfaldsvinkler til at blive klogere på faget og fagligheden, og i dette indlæg vil jeg foretage en overordnet fagdidaktisk sammenligning mellem elementer i grundskolens ’Teknologiforståelse’ og erhvervsuddannelsernes ’Erhvervsinformatik’.

Fagdidaktikkens genstandsområde
I vores artikel er Jens, Peter og jeg stærkt inspireret af Frede V. Nielsens ideer og tanker omkring fagdidaktisk teori og praksis – se eksempelvis Krogh & Nielsen (red.)  (2012) Sammenlignende fagdidaktik 2, Skriftserien Cursiv nr. 9. Vi tager bla. udgangspunkt i elementerne i nedenstående skema, som Jens tidligere har udarbejdet pba. Nielsens ideer:

Hansen (2012, s. 230)

Da jeg ikke kan afsløre de analytiske pointer, som Jens, Peter og jeg er nået frem til, vil min sammenligning snarere være beskrivende end fortolkende, og det vil i vid udstrækning være op til læseren selv at konkludere. Jeg vil endvidere nøjes med at se på fagenes identitet, formål og kompetenceområder, da en sammenligning af disse, efter min vurdering, er rigeligt til at illustrere de ligheder og forskelle, der måtte være fagene imellem.

Nye fagligheder og fagdidaktikker under udvikling
I det første indlæg i serien henviste jeg til en gap-analyse af teknologiforståelse i udarbejdet af Danske Professionshøjskoler, Danske Universiteter og Den Nationale Kapacitetsgruppe for teknologiforståelse (Basballe mfl., 2021). Her understreges det, at der ikke er udviklet én samlende teknologiforståelsesfaglighed med progression gennem uddannelsessystemet, men at der dog er ligheder mellem kompetenceområderne, og at erhvervsuddannelsernes ’Erhvervsinformatik’ i højere grad afspejler grundskolens ’Teknologiforståelse’, end gymnasieuddannelsernes ’Informatik’ (ibid, 2021, s. 6). Dette betyder også, at der endnu ikke er veletablerede fagdidaktikker for fagene.

Grundskolens læseplan vs. erhvervsuddannelsernes fagbilag
Allerede indledningsvist ser vi, at der er forskel på grundskolens og erhvervsuddannelsernes vokabular omkring de dokumenter, der styrer fagenes formål, indhold og intenderede praksis. I grundskolen styres efter læseplaner og vejledninger hertil, og forskningsmæssigt er der lang og solid tradition for at studere sådanne dokumenter inden for både almen- og fagdidaktikkens felt. På erhvervsuddannelserne styres der efter fagbilag (som er identiske med bekendtgørelserne) og vejledninger hertil, og forskningsmæssigt er der slet ikke den sammen tradition for at beskæftige sig med fagrækken.

Både i grundskolen og i erhvervsuddannelserne kan fagene optræde selvstændigt eller som integrerede delfagligheder i andre fag. Endvidere kan fagene afvikles på forskellige trin og niveauer, hvilket naturligvis betyder noget for det konkrete indhold og tilhørende mål. Der er udviklet eksamenskrav og prøveformer i ‘Erhvervsinformatik’, mens der endnu ikke er udviklet udprøvning til forsøgsfagligheden i grundskolen.

Fagenes identitet og formål
Relevansen for begge fag begrundes i den digitale udvikling, der præger vores liv – i grundskolen er fokus primært på livet som borgere, mens der i erhvervsuddannelserne henvises til det kommende arbejdsliv. Både i læseplanen og i vejledningen til fagbilaget er der mange passager, der understreger vigtigheden af fagene. Herunder ses et par illustrative udklip fra starten af dokumenterne:

Baseret på Læseplanen (s. 5) og vejledning til fagbilaget (s. 5)

Som bla. Alexander von Oettingen har påpeget, så udtrykker styringsdokumenter, som eksempelvis læseplan og fagbilag, essensen af den viden og de værdier, som ’den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til’ (von Oettingen, 2016, s. 76). Det ser vi også her, hvor det i forhold til begge fag værdisættes at kunne begå sig i et stadigt mere digitaliseret samfund. Det fremhæves også, at det er gennem evnen til dels at kunne forstå og analysere og dels at kunne (med-)skabe digitale artefakter og digitale teknologier, at dette kan opnås – både som borgere og kommende arbejdstagere.

Hermed er der alene i begrundelserne af fagene en tydelig udfordringsdidaktisk positionering, hvor målet er, at danne eleverne til bevidsthed, ansvarlighed og handlekompetence i forhold til globale krisetilstande og udfordringer i den morderne verden (Krogh, Qvortrup & Christensen, 2016). En nærmere analyse vil i øvrigt vise, at der i begge fag også er spor af flere af de andre didaktiske paradigmer, som Frede V. Nielsen i sin tid identificerede, herunder ikke mindst det basisfagsdidaktiske. Som nævnt i forrige indlæg, pågår der aktuelt en faglig kamp om teknologiforståelse, og denne kamp handler i høj grad om faglighedens positionering(er), idet der, som nævnt, stilles spørgsmål ved hvilke basisfagligheder, der kan og bør udgøre undervisningsfaglighedens grundlag, men også hvorfor fagligheden er relevant.

Den afgørende forskel mellem fagene slås, ikke overraskende, an allerede på dette niveau, hvor det bliver tydeligt, at grundskolen og erhvervsuddannelserne retter sig mod forskellige målgrupper, og vi ser, at der i ‘Erhvervsinformatik’ ikke lægges skjul på, at faget først og fremmest skal uddanne kommende arbejdstagere.

Fagenes kompetenceområder
I skemaet herunder ses fagenes kompetenceområder, som de er beskrevet overordnet i hhv. læseplan og fagbilag.

Baseret på Læseplanen (s. 10-13) og Fagbilaget (gengivet s.6 i vejledningen)

På dette niveau er der igen en række ligheder, men også forskelle fagene imellem. De fire kompetenceområder i ’Teknologiforståelse’ er reduceret til tre i ’Erhvervsinformatik’. I begge fag, skal der arbejdes med digital myndiggørelse, men i erhvervsuddannelserne er fokus på ’de erhverv, som eleverne uddanner sig til’ og ikke i samme omfang på, det, der også italesættes som den mere personlige digitale dannelse.

Ifølge Iversen, Dindler & Smith (2020) er begreberne ’digitale artefakter’ og ’digitale teknologier’ centrale i teknologiforståelse. Mens ’digitale artefakter’ kort sagt henviser til ’et produkt, som indeholder et element af digital teknologi og er blevet til gennem design, hvorved en intentionalitet er blevet indlejret i artefaktet’, så henviser ’digitale teknologier’ til ’materialer med et væsentligt element af elektronik, der genererer, lagrer og processerer binær data’ (ibid., s. 153 i bogens ordliste). Iversen, Dindler & Smith skriver endvidere, at ’en given teknologi vil kunne forstås både som et digitalt artefakt og som en digital teknologi’ (ibid., s. 33). Når denne begrebsbrug fremhæves, er pointen, som jeg forstår det, at der både skal arbejdes med teknologiernes indlejrede intentioner samt konsekvenser heraf og den mere konkrete fremstilling eller skabelse heraf gennem bestemte typer af designprocesser.

I ’Teknologiforståelse’ skal der arbejdes generelt med digitalt design og designprocesser, mens erhvervsuddannelsernes kompetenceområde igen er mere erhvervsrettet. I begge fag indgår kompetenceområderne computationel tankegang og teknologisk handleevne, dog er disse i ’Erhvervsinformatik’ samlet i et kompetenceområde**. En anden forskel er, at mens eleverne i grundskolen her skal fokusere på at analysere og mestre, er der for eleverne i erhvervsuddannelserne et tydeligere anvendelsesfokus. Endnu engang ser vi, at ’Erhvervsinformatik’ er væsentligt mere erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteret.

Samlet set, er der altså umiddelbart fin overensstemmelse mellem ‘Erhvervsinformatik’ og erhvervsuddannelsernes formål og særkende (jf. første indlæg i serien), hvilket er rigtig godt. Men jeg kan også afsløre, at Jens, Peter og jeg ikke er helt ukritiske overfor faget. Noget af det vi bla. har drøftet, er ideen om, at uddannelse – uanset niveau – også handler om at give elever/studerende og potentielle aftagere det, som de ikke vidste eller selv mente, at de havde brug for. Hertil kommer også fagets nærmere indhold og intenderede praksis, som jeg slet ikke har været inde på i dette indlæg, men som også er relevant i en fagdidaktisk analyse. Hermed antydes også, at vi ser nogle mangler og uhensigtsmæssigheder i faget og den måde, det tænkes udmøntet på.

Vi har også drøftet lærernes muligheder og rammer for overhovedet at kunne undervise i ’Erhvervsinformatik’, og da dette er forhold, som vi kun beskæftiger os med ganske kort med i artiklen, vil jeg fokusere mere på den type overvejelser i kommende indlæg.

/Marianne

*) Hvis der skulle være læsere, som kender til forskning i faget, så lad mig endelig vide det :-)
**) I erhvervsuddannelserne er faget sat til en varighed af 2 uger på eud og 3 uger på eux. Jeg ved ikke, hvor meget tid, der er afsat til det selvstændige fag i grundskolen …

Referencer

Hansen, J.J. (2012). Fagdidaktiske diskurser: fagdidaktik som videnskab, som politisk diskurs og som praksisvejledning. I: Krogh, E. & Nielsen, F.V. (red.). Sammenlignende fagdidaktik 2. Skriftserien Cursiv, Aarhus Universitet, nr. 9, s. 225-234.

Iversen, O.S., Dindler, C. & Smith, R.S. (2020). En designtilgang til teknologiforståelse. Dafolo.

Krogh, E., Qvortrup, A. & Christensen, T.S. (2018). Almendidaktik og fagdidaktik. Frydenlund.

von Oettingen, A. (2016). Almendidaktik - mellem normativitet og evidens. Hans Reitzels Forlag.

Design for *social* læring online?

Fjernundervisning og læring online er blevet aktualiseret i disse usædvanlige tider. Min phd handlede netop om, hvordan man kan designe med henblik på at skabe betingelser for meningsfuld undervisning og læring medieret af forskellige typer af digitale teknologier.

I en ny serie af blogindlæg vil jeg genbesøge ideer, begreber, koncepter og designovervejelser fra phd’en og opdatere med ny viden, hvor jeg finder det relevant og i øvrigt kan finde tiden og overskuddet til det.

Afhandlingen, der er en monografi på knap 300 sider, er skrevet på engelsk og har titlen ‘Avatar-mediation and transformation of practice in a 3D virtual world – meaning, identity, and learning’ (Riis, 2016). Som titlen antyder, så er der fokus på undervisning og læring gennem 3D virtuelle verdener. Jeg forestiller mig ikke, at der er ret mange undervisere, der pt har tid, overskud eller lyst til at prøve kræfter med undervisning gennem den type af digital teknologi. Men i phd’en indsamlede jeg også empiri gennem en mere traditionel 2D teknologi (et LMS), og da jeg i øvrigt har mange års erfaring – både som studerende, underviser og forsker – fra 2D, vil jeg kombinere mine overvejelser hermed.

Phd’en blev gennemført som et aktionsforskningsprojektet med stærk inspiration fra design-based research. Jeg arbejdede ud fra et sociokulturelt perspektiv på læring, og med udgangspunkt i bla. Etienne Wenger og kollegers sociale teori om læring gennem praksisfællesskaber udviklede jeg bla. et teoretisk rammeværk, en designmodel, designprincipper og flere forskellige modeller og oversigter vedrørende det, som jeg her for nemhedens skyld blot vil kalde for online læring. Når man afvikler undervisningen og læring gennem 2D og 3D virtuelle miljøer, så er det væsentlig at have blik for, hvordan man gennem design kan skabe gode betingelser for at deltagerne oplever tilstedevær (presence), så det er også noget af det, som jeg vil fokusere på fremadrettet.

Slideshowet, der er indlejret herunder, stammer fra mit phd-forsvar og giver en meget god fornemmelse af, hvad det ellers er for emner, jeg vil fokusere på:

Bedømmelseskomiteen til mit forsvar bestod af Siân Bayne (The University of Edinburgh), Nina Bonderup Dohn (SDU) og Thomas Ryberg (AAU), der alle tre har forsket i fjernundervisning og online læring gennem mange, mange år. De er også alle tre med i fællesskabet omkring Networked Learning, der både udgiver publikationer og afholder konferencer (hvor alle bidrag fra mere end 10 års forskningskonferencer er frit tilgængelige). Hvis man ønsker at vide mere om fjernundervisning og online læring, så er det fællesskab et særligt godt sted at hente inspiration. Siân og Thomas er endvidere aktive på Twitter.

Jeg var en aktiv del af et helt fantastisk professionelt læringsfællesskab inde i Second Life i knap 7 år, hvor jeg mødte og interagerede med forskere, undervisere, studerende, entreprenører og kunstnere fra hele verden.

På tværs af vores mange forskelligheder, var vi enige om vigtigheden i at huske på, at der inde i avataren (eller i hvert fald bag skærmen) er mennesker – sådan som min avatar-kollega, Bev’s t-shirt her indikerer det*.

Og det er nok den væsentligste lære, som jeg tog med mig fra Second Life. Selv om vi – og måske særligt, når det er tvunget af omstændigheder som nu – rykker vores aktiviteter online, så er vi stadig mennesker, når vi mødes; hvad enten det er gennem tekst, billeder, video(konferencer) eller som 3D avatarer i spil og sociale verdener. Netop derfor bliver det også meget væsentligt at fokusere på, hvordan vi kan skabe undervisnings- og læreprocesser, der har det sociale aspekt og fællesskabet online som det centrale omdrejningspunkt.

/Marianne

*) Selv om vi i Second Life satte stor pris på at mødes online, afstod vi ikke for muligheden for at mødes fysisk, når lejligheden bød sig. Et eksempel herpå var de årlige community conventions. I indlægget her ses Bev og jeg ‘in-real-life’ i foto #2 tilbage i 2009 :-)

NORDYRK 2020 – EUD konference med fokus på overgange og koblinger

 

 

 

For tiende år i træk afholdes den nordiske konference om erhvervsuddannelser, NORDYRK 2020. NORDYRK er et nordisk forskernetværk om erhvervspædagogik og erhvervsdidaktik. Deltagerlande er Norge, Sverige, Finland, Danmark og Island. I sommeren 2020 foregår konferencen på Københavns Professionshøjskole fra 10.-12. juni, og årets tema er ‘Overgange til, i og fra skole og arbejdsliv’. Om årets tema skrives der bla.:

Erhvervsuddannelserne retter sig mod erhverv. Det er derfor helt afgørende, at der kan skabes sammenhæng mellem læringen i skole- og virksomhedsdelen. Samspillet er både det, der kendetegner erhvervsuddannelserne, og også deres særlige styrke. Men det er også uddannelsernes særlige udfordring at skabe meningsfyldte koblinger mellem de forskellige læringsrum: Virksomheden, skolen og også i stigende grad de virtuelle læringsrum. Dette handler selvfølgelig også om at koble teoretisk og praktiske viden og erfaringer sammen i og i samspil med de forskellige læringsrum, fremfor at tænke teori som skole og praksis som virksomhed.

Overgangen fra grundskole til erhvervsuddannelse påberåber sig også særlig opmærksomhed. Hvordan mødes, anerkendes og inkluderes eleverne, så erhvervsuddannelsen bliver deres uddannelse, hvor personlig karakterdannelse og faglig udvikling folder sig ud i dynamisk samspil? I overgangen til virksomhedsdelen er det ikke mindre vigtigt at stilladsere eleverne. Endelig er der især i de mere skolebaserede uddannelsesformer også behov for at sikre en smidig overgang fra erhvervsuddannelserne til arbejdslivet.

Der er deadline for indsendelse af abstract d. 2. marts 2020. 

Jeg har selv deltaget flere gange, og det plejer at være et par givtige dage, hvor der er mulighed for at blive opdateret på, hvad der aktuelt rører sig i de erhvervspædagogiske forskningsmiljøer og samtidig pleje netværk. Så det er en konference, der varmt kan anbefales.

/Marianne

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, men ..

I en serie på fire indlæg, har jeg kigget nærmere på tre udvalgte såkaldte teknologikritiske debatbøger, der i større eller mindre udstrækning er mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning.

  • I det første indlæg begrundede jeg min interesse i disse bøger og kiggede nærmere på Balslevs (2018) Kritik af den digitale fornuft i uddannelse.
  • I det andet indlæg kiggede jeg nærmere på Christensens (2018) Kig op! Undervisning i et blåt skær.
  • I det tredje indlæg kiggede jeg nærmere på Sørensens (2018) Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid.

I dette indlæg samler jeg op på forskelle og ligheder mellem bøgerne, kommenterer på de identificerede pointer og argumenter og slutter af med at problematisere debatbogsgenren, når denne anvendes som forskningsmæssigt belæg.

Min interesse i disse bøger hænger sammen med, at de alle i varierende omfang har været anvendt i debatter mod anvendelse af digitale teknologier, særligt skærmteknologier så som mobiltelefoner, i uddannelse, undervisning og læreprocesser. Christensens bog, som eksplicit handler om undervisning, er paradoksalt nok, den der har fået mindst opmærksomhed i uddannelsesdebatter. Både Balslevs og Sørensens bøger har bredere dagsordener med fokus på bla. indløbspolitik, implementering og anbefalinger fra policyniveauet og ikke mindst kommercielle amerikanske teknologivirksomheders og Singularity-bevægelsens indflydelse. Min læsning af bøgerne har været drevet af nysgerrighed ift. hvilke argumenter forfatterne har mod teknologianvendelse og hvorfor. I de forudgående indlæg har jeg således kun beskrevet bøgerne ud fra denne optik.

Balslevs og Sørensens bøger er skrevet i et polemisk sprog og efterlader ingen tvivl om genren. Ved første øjekast fremstår Christensens bog derimod som en traditionel akademisk tekst med et mere neutralt sprog, hvorfor jeg et kort øjeblik var i tvivl om, hvorvidt bogen skulle karakteriseres som en debatbog. Allerede i forordet gør Christensen dog opmærksom på sit ærinde:

Formålet med denne bog er derfor at bidrage med en solid forståelse af, hvordan og hvorfor skærmtid er et problem, og dernæst give anvisninger til, hvordan skærmtid i undervisningslokalet bedst muligt håndteres. Christensen (2018, s. 8 – min fremhævelse)

Her ser vi altså, at konklusionen er givet på forhånd, hvilket naturligvis får betydning for den måde hvorpå fænomenet undersøges. Og Christensen fortsætter:

For at dette ikke baserer sig på bekymringer, holdninger og mavefornemmelser, tager jeg især udgangspunkt i forskningen, og dernæst hvad vi ved om, hvordan skærmtid påvirker mennesker og ikke mindst interaktioner mellem mennesker. Christensen (2018, s. 8 – mine fremhævelser)

Christensen henviser til forskningen i bestemt ental som var det en sandhed i sig selv, og hvordan det skal forstås i forhold til ’hvad vi ved’ og hvem ’vi’ er forbliver uklart. Senere i forordet problematiserer Christensen – lige som Balslev og Sørensen i øvrigt også gør det – den ’unuancerede teknologidebat, hvor man enten er for eller imod teknologi’. Så meget desto mere underligt er det, når Christensen efterfølgende udtaler sig således i et interview om bogen:

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, så der også indgik argumenter for at bruge skærm i undervisningen. Men desværre viste det meste forskningsmateriale sig at pege på, at skærmbrug er problematisk. Christensen (19.09.18 i Kristeligt Dagblad – mine fremhævelser)

Kriteriet Christensen har valgt sit ’forskningsmateriale’ ud fra er, som vi skal se, ensidigt og med udtalelser som denne, er der for mig at se ingen tvivl om, at Christensens bidrag også skal kategoriseres som en debatbog.

Formålet med alle tre bøger er at bidrage til teknologidebatten med analyser af og dokumentation for negative og direkte skadelige effekter af teknologi. Udgangspunktet er altså ikke at bidrage med nuancer, men derimod at forfølge en bestemt dagsorden, sådan som det gør sig gældende i debatgenren.

Hovedpointer om anvendelse af digital teknologi i undervisning
På baggrund af de tre tidligere indlæg kan hovedpointerne ift. teknologi og undervisning i de tre bøger opsummeres på følgende vis:

Balslevs debatbog hører til i en kategori, som ønsker at begrænse anvendelse af digitale teknologier i undervisning. Især digitale teknologier med notifikationsmuligheder (fx mobiltelefoner) udgør et særligt problem og skal begrænses. Balslev argumenterer i stedet for, at digitale teknologier gøres til analytiske objekter, og at elever/studerende tilegner sig viden om og forståelse herfor gennem tekstlæsning om digitale fænomener. Balslev er ikke overbevist om den pædagogiske værdi af inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser - ej heller, at elever nødvendigvis har brug for digitale brugskompetencer. Dog anderkender Balslev, at der kan være behov for, at nogle elever og studerende tilegner sig brugs- og/eller specialistkompetencer på det digitale område. Dette skal dog ikke ske i den almene undervisning, men i valgfag, lektiecafeer eller uden for skoletiden.

Christensens debatbog hører til i en kategori, der veksler mellem begrænsning og decideret forbud mod anvendelse af skærmteknologi i undervisning, dvs. ikke kun mobiltelefoner. Skærmteknologier frister og understøtter afhængighedsadfærd, hvorfor de skal begrænses eller forbydes i undervisningssammenhæng, men ikke i pauser. Christensen argumenterer for forskellige tiltag, der kan begrænse skærmteknologi helt eller delvist. Christensen ser således en pædagogisk værdi i inddragelse af skærmteknologier i undervisning i visse, underviserdefinerede, situationer og kommer med forskellige bud på, hvornår teknologi skal/ikke skal anvendes. Christensen anerkender generelt behovet for digital dannelse og undervisning heri, men fravælger at beskæftige sig med dette aspekt i bogen.

Sørensens debatbog hører til i en kategori, hvor anvendelse af digitale teknologier skal forbydes, med mindre der er tale om helt særlige 'situationer'. Disse situationer defineres af underviserne, ikke de studerende. Digitale teknologier, og især mobiltelefoner, er sundhedsskadelige, idet de gør unge afhængige, og de ødelægger koncentration, opmærksomhed og evnen til nærvær, hvorfor de i vid udstrækning skal forbydes i undervisningssammenhænge. Sørensen ser dog en vis pædagogisk værdi i brug af Powerpoint (for underviserne), og når studerende deltager i workshops og virksomhedsbesøg. Sørensen beskæftiger sig ikke med udvikling af digitale kompetencer og dannelse gennem undervisning i bogen, men anerkender tilsyneladende heller ikke, at der skulle være behov herfor.

Argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning
Ud fra læsning af de tre debatbøger har jeg identificeret fem overordnede argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning, som i varierende omfang går igen hos de tre forfattere. Det drejer sig om følgende:

  1. Uddannelsessektoren har være præget af for stor digital teknologioptimisme
  2. Der mangler evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter
  3. Digitale teknologier er ikke neutrale
  4. Der er evidens for digitale teknologiers skadelige effekter
  5. Behov for udvikling af digitale teknologiske kompetencer er diskutabelt

Hvorledes de tre forfattere når frem til disse argumenter fremgår mere detaljeret af de tre forrige indlæg. Her vil jeg blot komme med nogle generelle kommentarer.

At uddannelsessektoren har været præget af for stor digital teknologioptimisme, ja lige frem teknologifetichisme, er et argument, som ses særligt tydeligt hos Balslev og Sørensen. Hos førstnævnte problematiseres dette især på policyniveauet, som klandres for at fokusere på potentialer fremfor reelle og skadelige effekter. Hos Sørensen italesættes det som en generel samfundstendens, der også har afsmittende effekt på uddannelse. Ifølge begge forfattere er optimismen blevet til en blind tro, en nærmest religiøs bevægelse, som ikke har formået at gennemskue og forholde sig til de negative aspekter, der også følger af digitale teknologier.

At der har været stor teknologioptimisme i uddannelsessektoren er ingen hemmelighed, men derfra til at hævde, at der ikke har været fokus på negative aspekter er der et stykke vej. Megen af den kritik, der tidligere har været udtrykt har rigtig nok ikke fokuseret på om teknologi og teknologiinddragelse i sig selv var ønskværdig. Derimod er kritikken ofte gået på de konkrete teknologier og særligt de rammer og kompetencer, der skal til, hvis man ønsker en meningsfuld anvendelse af digitale teknologier i undervisning – og her har det været vanskeligt at trænge igennem på policyniveau.

Jeg oplever, at især Balslevs og Sørensens kritik er af mere grundlæggende karakter, hvilket kan være nok så interessant. Men når argumentet fremføres uden interesse for, hvornår digitale teknologier i undervisning rent faktisk kan give god mening, så synes jeg, at det bliver for ensidigt. Det bliver til en principiel diskussion som man kan være enig eller uenig i, men som jeg tænker, at praksis ikke har megen gavn af.

Forfatterne savner evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter, men hvad betyder det egentlig? Forestillingen om, at forskningen skulle kunne give evidens på et generelt niveau er ren utopi, hvilket jeg tidligere har skrevet om her. Hertil kommer, at forfatterne ikke har interesseret sig for den forskning, der reelt og gennem mange år har dokumenteret positive effekter af forskellige typer af digitale teknologier i forskellige undervisningssammenhænge. Når eksempelvis Christensen udtaler, at det meste forskningmateriale peger på, at skærmbrug er problematisk, hvad er det så for et ‘materiale’ han har kigget på? Hvad er ‘skærmbrug’ og hvad betyder det, at skærmbrug er ‘problematisk’? Christensen har bla. kigget på, hvordan skærmbrug kan skabe forstyrrelser, lokke og smitte, påvirke social adfærd negativt og føre til demotivering og dovenskab. Det er imidlertid nogle på forhånd negative udvalgte aspekter af ‘skærmbrug’, som Christensen har interesseret sig for, og det kan næppe karakteriseres som ‘det meste forskningsmateriale’. Igen synes jeg, at det bliver for ensidigt.

Argumentet om, at digitale teknologier ikke er neutrale bruges som en advarsel, men hvad betyder det? For Sørensen er sagen klar: digitale teknologier, og særligt sociale medier, er designet til at ville noget med brugeren og det er ikke positivt. Alle tre forfattere er optaget af sociale mediers notifikationsmekanismer, der ikke blot forstyrrer og stjæler opmærksomhed, men også leder til afhængighed. Det vender jeg tilbage til. At digitale teknologier, herunder sociale medier, er designet med et bestemt formål for øje, betyder i min optik ikke, at de kun kan anvendes på en bestemt måde. Tværtimod er det min erfaring, at mange især ikke-didaktiserede digitale teknologier godt kan anvendes på andre måder i undervisningen end de oprindeligt intenderede. Anvendelse afhænger således ikke kun af selve teknologien, men i lige så høj grad af hvordan og i hvilke sammenhænge den bruges. Derfor har jeg også svært ved at følge argumentet om, at en digitale teknologi i sig selv skulle udgøre enten en negativ eller positiv brugsmulighed. Ydermere synes jeg, at argumentet lægger op til en teknologideterminisme, hvor brugerens fri vilje tilsyneladende ikke længere eksisterer.

Og så er vi fremme ved det fjerde argument, der handler om, at forfatterne mener at have fundet evidens for digitale teknologiers skadelige effekter. Det er ikke småting, som forfatterne mener at have fundet dokumentation for, men mest af alt undrer det mig med hvilken selvfølgelighed især Christensen og Sørensen taler om afhængighed af især sociale medier, som var det en reel diagnose. Christensen bygger, som beskrevet i indlægget om bogen, en stor del af sin argumentation på ‘hjerneforskning’, som den kommer til udtryk hos bla. Spitzer, Rashid og Fenger. Det øger bestemt ikke troværdigheden af argumentationen, snarere tværtimod. Sørensen henviser til Christensens bog og benytter også avisartikler om især unges mediebrug – fx af Jean M. Twenge. Karakteristisk for alle tre forfattere er, at de benytter kilder som har gjort en dyd ud af at undersøge negative aspekter ved digitale teknologier, ikke mindst mobiltelefoner. Det er ikke så underligt, da forfatterne har samme ærinde, men det understeger igen det ensidige billede. Hertil kommer, at den forskning, der trækkes på, er stærkt omdiskuteret af især metodiske årsager, hvilket efter min mening burde give anledning til en vis kritisk refleksion og større ydmyghed.

Det sidste argument mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning handler om, at forfatterne ikke nødvendigvis anser det som en vigtig opgave at uddanne elever og studerende i brugen af digitale teknologier. Med andre ord, er det ifølge forfatterne, særligt Balslev og Sørensen, diskutabelt hvorvidt og i hvilket omfang digitale kompetencer og dannelse skal udvikles gennem undervisning. For Balslev går argumentationen på, at elever snarere skal lære at forholde sig analytisk til teknologier, end at bruge dem. For Sørensen synes behovet ikke at være der, og for Christensen er digital dannelse vigtig, men ikke noget han vælger at beskæftige sig med i bogen.

På denne baggrund, når forfatterne frem til at det er nødvendigt med forskellige former for begrænsning af digitale teknologier i undervisning, hvilket ikke er overraskende. Men når nu alle tre forfattere har problematiseret, hvad de betegner som en polariseret for-imod debat, så undrer det mig, at de selv falder i på denne måde. Ja, de hævder da alle tre, at digitale teknologier kan være godt for noget i nogle situationer i et par sætninger, men det er ikke nok til at ændre på helhedsindtrykket. Hvis forfatterne reelt ønskede at gøre noget ved den polariserede debat, skulle deres bidrag, efter min mening, have været langt mere nuancerede.

‘Cherry picking’ skaber overskrifter, men bliver vi klogere?
I Den danske kodeks for integritet i forskning gives en lang række almene anvisninger på, hvordan man kan styrke forskningens ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed. Til dette hører også en forventning om præcis og afbalanceret afrapportering. På lignende vis påpeges det i Videnskab.dk’s manifest, at man som læser af forskning bør være opmærksom på, om der tages forbehold for de præsenterede resultater og om det gøres på en nuanceret måde gennem henvisning til forskning, der er nået frem til andre resultater – hvis ikke vil der være tale om såkaldt ‘cherry picking’. Disse forventninger og anbefalinger går på traditionelle akademiske tekster, dvs. forskning som typisk har været gennem fagfællebedømmelse*, og altså ikke på debatbogsgenren.

Jeg mener ikke, at de tre debatbøger lever op til de gængse kvalitetskrav for forskning, men det mener jeg så heller ikke, at de behøver at gøre. De tre forfattere er naturligvis i deres gode ret til at skrive debatbøger om hvad som helst.

Det ærgrer og bekymrer mig dog at se, hvordan de tre debatbøger præsenteres som forskning i forskellige medier som eksempelvis her:

Det ærgrer mig fordi, jeg ikke mener, at de tre debatbøger bidrager til en lødig og nuanceret debat. Tværtimod er det min oplevelse, at bøgerne forstærker den polarisering af debatten, som alle tre forfattere ellers synes at være imod. Min bekymring er af mere overordnet karakter og går på, at jeg ser en stigende tendens til at netop debatbøger vinder indpas i den offentlige debat på lige fod med reel forskning. Hermed er der risiko for at vigtige emner, som eksempelvis teknologiers skadelige og gavnlige virkninger i undervisning, i højrere og højere grad kommer til at basere sig på de få ensidige stemmer, der formår at trække den største opmærksomhed gennem polemiske og ofte alarmerende budskaber. Det mener jeg ikke, at vi bliver klogere af. Det stiller også den traditionelle forskning overfor en udfordring om i hvilket omfang de knappe ressourcer skal bruges på at modsvare alverdens synsninger, som grundet genren har et stort publikum eller på at skabe forskning af høj kvalitet, som grundet genren har et lille publikum.

Behov for flere nuancer og afbalanceret formidling
Selv om jeg langt hen ad vejen er uenig med de tre forfattere i deres fremgangsmåde og konklusioner, så synes jeg faktisk, at de hver især rejser nogle væsentlige spørgsmål omkring anvendelse af digital teknologi i undervisning, som det kunne være interessant at forfølge på mere traditionel, nuanceret akademisk vis:

  • Hos Balslev er det fokus på policyniveauets forstillinger om og forventninger til anvendelse af digitale teknologier i undervisning og hvad dette reelt får af indflydelse og konsekvenser i praksis.
  • Hos Christensen er det fokus på forskellige begrundelser og modeller for til- og fravalg af digitale teknologier i undervisning.
  • Hos Sørensen er det fokus på de kommercielle teknologivirksomheders indflydelse i uddannelsessektoren (også ift. design af ikke-kommercielle teknologier, der ofte kopierer centrale designfeatures) – og ikke mindst, hvilke konsekvenser anvendelse heraf i undervisning kan have ift. dataetik og -praksis.

Der er noget viden om disse områder, men jeg er ikke i tvivl om, at der kan skabes og er behov for mere forskning omkring ovenstående emner. Om det også kan medføre en mere afbalanceret formidling afhænger ikke kun af forskerne, men også i høj grad af medierne og deres evne og vilje til ikke kun at prioritere clickbait – og her er jeg knap så fortrøstningfuld.

/Marianne

*) Det fremgår ikke om bøgerne har været igennem fagfællebedømmelse.