Uddannelse har altid befundet sig i et krydsfelt mellem tradition og fornyelse, mellem reproduktion og innovation. I takt med den generelle samfundsudvikling, og fokus på eksempelvis effektivisering, digitalisering og globalisering, er flertydige krav og modstridende forventninger – bla. gennem nye styringsmodeller og reformtiltag – steget, ikke mindst på ungdomsuddannelsesområdet. Dette kan føre til decideret krydspres og udviklingen kalder på nye ledelses-, organiserings- og i et vist omfang – også undervisningstilgange. Her kan en grænsekrydsningstilgang til uddannelse være et relevant bud i forhold til at håndtere øget kompleksitet og krydspres.
Grænsekrydsning er en tilgang til uddannelse, der handler om at finde meningsfulde og produktive måder at udnytte forskellighed på. Både elever, lærere og ledere kan opleve at stå i et krydsfelt på grund af grænser og forskellighed.
I et grænsekrydsningsperspektiv handler det ikke om at ignorere eller udviske forskelle, men snarere om at anerkende og udnytte dem – fx. forskellige faglige holdninger til kerneopgaven – som udgangspunkt for dialog og meningsforhandling. Håndteret fornuftigt kan forskelle, modsætninger og endda konflikter give mulighed for læring, udvikling og innovation på kryds og tværs i og imellem organisatoriske enheder.
Grænsekrydsningstilgangen er særligt relevant for vekseluddannelser så som erhvervs- og professionsuddannelser. Hvad en grænsekrydsningstilgang mere konkret har at tilbyde ift. vekseluddannelse, og særligt ift. EUD, kan du blive klogere på i dette første nummer af Vekseluddannelse i krydsfeltet.
I dette første nummer introduceres der bredt til forskellige aspekter af og kernebegreber i grænsekrydsningsteori. Indsparket er det første i en serie, hvor der er planlagt numre om følgende temaer:
- Grænsekrydsende pædagogisk ledelse
- Pædagogisk-digital strategi og praksis i et grænsekrydsningsperspektiv
- Grænsekrydsende undervisning og læring
- Grænsekrydsende udvikling af fagprofessionelle
- Grænsekrydsende samskabelse mellem skole og praktik
Indsparket er delvist inspireret af mit aktuelle arbejde med pædagogiske ledere fra EUD, hvor jeg i efteråret 2019 var tilknyttet som følgeforsker på en webinarrække om udvikling af pædagogisk-digitale strategier for Center for It i Undervisningen (CIU).
Det bliver også muligt at høre mere om dette på Danmarks Læringsfestival 2020, hvor jeg skal moderere en debat mellem EUD-ledere arrangeret af CIU om netop ‘Udvikling og forankring af skolens pædagogisk-digitale strategi’ i EUD-sporet d. 4. marts.
/Marianne
Indsparket kan downloades her: 01_Vekseluddannelse i krydsfeltet_MRiis