Computerspilsafhængighed, adfærdsdesign og medikaliseret framing

Kritisk forskning i ‘computerspilsafhængighed’ anerkendes
Rune Kristian Lundedal Nielsen (ITU) har netop modtaget Tietgenprisen 2019 for sin forskning i børn/unges spilkultur og ikke mindst bidrag til den offentlige debat om begrebet ‘computerspilsafhængighed’. Nielsen udtaler i den forbindelse:

”Det er vigtigt, at vi undersøger begrebet ’computerspilsafhængighed’ kritisk, fordi der ikke findes gode videnskabelige beviser for, at der er tale om ægte afhængighed på linje med stofafhængighed. Lige meget om man er politiker, erhvervsleder, pædagog eller forælder, kan man blive nødt til at træffe beslutninger i forhold til computerspil, og det skal man helst gøre på et oplyst grundlag” (kilde)

I videoen herunder fortæller Nielsen kort om sin forskning:

Tietgenprisen 2019 from Genau Film on Vimeo.

Sammen med kollega Espen Ararseth og en række internationale forskere fra forskellige felter, var Nielsen i 2016 med til at problematisere WHO’s forslag om at gøre ‘gaming disorder’ til en officiel diagnose på linje med andre typer af afhængighedsdiagnoser. Forskerne pegede på især tre uhensigtsmæssige konsekvenser, der kunne følge af en sådan diagnose:

  1. Moral panics around the harm of video gaming might result in premature application of a clinical diagnosis and the treatment of abundant false-positive cases, especially among children and adolescents.

  2. Research will be locked into a confirmatory approach rather than an exploration of the boundaries of normal versus pathological.

  3. The healthy majority of gamers will be affected by stigma and perhaps even changes in policy. (Aarseth et al., 2017)

Forskerne understregede også, at deres kritik af diagnoseforslaget ikke var et spørgsmål om at underkende, at der kan identificeres ‘problematisk adfærd’ omkring computerspil. Det afgørende her er forskellen på ‘problematisk adfærd’ og ‘afhængighed’ – se fx Kardefelt-Winther (2017) for et review herom. Diagnosen blev vedtaget, men diskussionen om hensigtsmæssigheden fortsætter – som fx her, hvor Anne Brus (RUC) uddyber kritikken.

Nielsens og de øvrige nævnte forskeres afstandtagen til ‘afhængighed’ rammer lige ind i dele af den teknologikritiske debat, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Ikke kun computerspil, men i det hele taget alle mulige former for digitale medier og teknologier, er gennem de senere år blevet kritiseret vidt og bredt – ikke mindst i uddannelsessammenhæng. Kritikken har været rejst på alle niveauer lige fra policy og beslutningstagere til helt konkrete formodninger om teknologiernes indflydelse på hjernen, læring og adfærd. I den forbindelse ses også et øget fokus på det tværdisciplinære forskningsfelt, der beskæftiger sig med adfærdsdesign.

Stigende fokus på adfærdsdesign i den teknologikritiske debat
I dele af den teknologikritiske debat, har jeg bemærket, at den amerikanske psykolog B.J. Fogg’s ideer om ’captology’, ’persuasive design’ og hans ’behavior model’ er blevet anvendt – særligt når kritikken er gået på den måde, hvorpå ny digital teknologi designes med henblik på at påvirke menneskers adfærd i negativ retning, hvor ‘behavior design’ helt urimeligt oversættes til ‘afhængighedsdesign’.

Jeg har selv for år tilbage, i min tid som underviser på Humanistisk Informatik*(AAU), anvendt Fogg’s bog ’Persuasive technology – using computers to change what we think and do’ (2003) og hans adfærdsmodel, når de studerende skulle lære om eksempelvis design af brugergrænseflader. Med det kendskab jeg har til Fogg’s ideer, har jeg undret mig over den måde, hvorpå disse ideer fremstilles og anvendes, men på den anden side har jeg ikke fulgt særlig meget med i feltet omkring adfærdsdesign, efter jeg stoppede på AAU i 2013.

Nu har jeg imidlertid fået læst lidt op på feltet i en relativ ny antologi, der netop har titlen Adfærdsdesign (Jensen, Lieberoth & Dalsgaard (red.), 2017). Som det fremgår af bogens omslag, så handler adfærdsdesign – når det bruges i den gode sags tjeneste – om at designe vores omgivelser således, at vi guides til at handle hensigtsmæssigt. I bogens første kapitel giver Niels Holm Jensen (AU) og Andreas Lieberoth (AU) en fin introduktion til adfærdsdesign, og konstaterer bla.:

 

Forskningen tyder altså på, at vi har brug for en mere brugervenlig hverdag, og at det frie valg er overvurderet. I takt med at en hektisk moderne verden i stigende grad lægger beslag på vores begrænsede opmærksomhed og beslutningskapacitet, så kan adfærdsdesign bidrage til at guide vores valg uden at diktere dem (Jensen & Lieberoth, 2017, s. 37).

Jensen & Lieberoth  kommer også ind på Fogg’s indflydelsesrige adfærdsmodel, der rummer tre dimensioner, hhv. motivation, evne og anledning:

Adfærdsændringer lykkes, når vi er tilstrækkeligt motiverede til at udføre adfærden, når vi har nemt ved at udføre adfærden, og når vi har fået en god anledning til at udføre adfærden (Jensen & Lieberoth, ibid. – original kursivering er her fremhævet).

Invitationer til at ændre adfærd beskrives i modellen som udløsere, og et eksempel herpå kunne være en notifikation fra et socialt medie. Hermed er det heller ikke overraskende, at netop Fogg’s model ofte bruges til at forklare vores medieadfærd og i samme forbindelse er det således heller ikke overraskende, at netop designere af fx sociale medier benytter sig af Fogg’s ideer.

Når adfærdsdesign ikke bruges ‘i den gode sags tjeneste’, så kommer det nemt til at minde om ond manipulation, hvilket også er en kritik, der fremsættes ift. design af sociale medier, spil o.l. Nye digitale medier og teknologier vil ofte have en stor tiltrækningskraft, fordi de netop muliggør konstante, motiverende og nemme anledninger. Men herfra til at tale om decideret afhængighedsdesign er der altså et stykke vej! Og der er så vidt jeg kan vurdere heller ikke belæg for at benævne Fogg’s ideer som sådan. Derimod er der igen tale om en tendens i debatten om vores (og især børn og unges) adfærd omkring nye digitale medier og teknologier.

Forholdet mellem børn, unge og medier har, som Stine Liv Johansen (AU) & Malene Charlotte Larsen (AAU) skriver, altid været præget af debat og et vist mål bekymring, hvilket man kan læse mere om i deres nye bog.

Gennem tiden har bekymringer om børn og unges medieadfærd være italesat på forskellig vis i forskningen, eksempelvis som ‘moralsk panik’ og/eller ‘mediepanik’. Medierne, der har været bekymring over, har afspejlet den generelle medieudvikling fra analog populærfiktion, ugeblade og tegneserier til nye digitale medier. Om de aktuelle debatter, skriver de:

De debatter, vi ser i dag, handler især om mindre børns brug af mobile skærme (se f.eks. Johansen, 2018; Thorhauge & Johansen, 2018) og mere generelt om unges brug af computerspil, sociale medier og smartphones. I begge tilfælde præges den offentlige debat af forestillingen om, at medierne gør børn og unge afhængige (Johansen & Larsen, 2019, s. 13 – min fremhævelse).

Formålet med bogen er imidlertid ikke at give en vurdering af, hvorvidt børn og unges mediebrug er skadeligt eller ej, for som Johnsen og Larsen pointerer:

Medier er – som alt andet i vores liv – mulige at anvende mere eller mindre hensigtsmæssigt, og børn og unge er forskellige og har forskellige ønsker, behov og livssituationer (ibid., s. 17).

Derimod giver Johnsen & Larsen et nuanceret billede af børn og unges medieadfærd baseret på empirisk forskning. Fokus i bogen er primært på børn og unges medieliv og -praksisser uden for institutionelle kontekster, men også i uddannelsessammenhænge ses begreber som skærm- og mobilafhængighed – som jeg eksempelvis har skrevet om her og her.

Medikaliseret framing af adfærd øger behovet for nuanceret forskning
I og med, at begrebet ‘afhængighed’ vinder større og større indpas i debatter, er vi ude i en helt særlig form for medikaliseret framing, der efter min mening er meget uhensigtsmæssig. Medikalisering er ikke nødvendigvis problematisk, men når framingen baseres på begreb, der har så negative konnotationer som tilfældet er med ‘afhængighed’, så er risiko for, at det fører til sygeliggørelse, stigmatisering og individualisering af problemer. Og som påpeget af bla. Conrad & Bergey (2015), så kan konsekvensen dermed være, at bagvedliggende sociale og samfundsmæssige sammenhænge og årsager belejligt ignoreres. Det er en lignende pointe, som Rune Kristian Lundedal Nielsen kommer med i videoen ovenfor; ‘computerspilsafhængighed’ er snarere et symptom, end en sygdom.

Derfor er det også vigtigt – som i tilfældet her – at forskellige typer af forskning i adfærd og praksisser omkring nye medier og digitale teknologier anerkendes og styrkes, så der kan komme mere viden og flere nuancer i spil.

/Marianne

*) Sidenhen ændret til Kommunikation og Digitale Medier

GDPR samtykke – ikke altid nok i asymmetriske relationer

European Data Protection Board skriver her om en interessant case, hvor Anderstorpgymnasiet i Sverige har fået en bøde for at anvende ansigtsgenkendelse som middel til at registrere tilstedeværelse blandt eleverne. Helt overordnet finder jeg det interessant, fordi ansigtsgenkendelse synes at vinde større og større udbredelse og derfor også er noget, der skal holdes et vågent øje med. Det, der imidlertid er mest interessant er dog de begrundelser, som det svenske datatilsyn (datainspektionen) har for at tildele bøden. Den fulde afgørelse kan ses på engelsk her.

I afgørelsen står der bla. dette om casen: The Swedish Data Protection Authority became aware through information in the media that the Secondary Education Board in Skellefteå municipality (hereinafter ‘the Board’) had used facial recognition in a trial project at Anderstorp Secondary School in Skellefteå in order to register the attendance of students in a class over a number of weeks (p.2).

Om forsøget med ansigtsgenkendelse står der også, at ‘the aim was to register attendance at lessons at the secondary school in an easier and more effective manner. According to the Board, registering attendance in a traditional manner takes ten minutes per lesson, and using facial recognition technology for monitoring attendance would, according to the Board, save 17. 280 hours per year at the school concerned’ (p. 2-3). Endvidere fremgår det også, at de registrerede data bestod af ansigtsfotos, for- og efternavn. Data blev opbevaret på en computer uden netforbindelse låst inde i et skab. Gymnasiet havde også sørget for at indhente samtykke, og det var muligt for eleverne at sige nej til at deltage.

Og så skulle man jo umiddelbart tro, at alt var i skønneste orden, men det er her Datainspektionens afgørelse bliver interessant. Således citerer Datainspektionen GDPR-lovens årsag 43, der lyder:

In order to ensure that consent is freely given, consent should not provide a valid legal ground for the processing of personal data in a specific case where there is a clear imbalance between the data subject and the controller, in particular where the controller is a public authority and it is therefore unlikely that consent was freely given in all the circumstances of that specific situation. (p. 4 – mine fremhævelser)

Endvidere lyder det:

As regards the school sector, it is clear that the students are in a position of dependence with respect to the school both as regards grades, student grants and loans and education, and therefore also as regards the scope to obtain employment in the future or to continue further education. (p.4)

Det leder Datainspektionen til følgende konklusion:

The monitoring of attendance is an obligation incumbent on the school sector which is regulated in administrative law, and the reporting of attendance is of considerable importance for the students. This processing is therefore not comparable with the processing of personal data for the purpose of administering school photography. In the case of attendance monitoring, the students are in a position of dependence which results in a substantial imbalance. The Swedish Data Protection Authority therefore believes that consent cannot constitute a legal basis for the processing operations which this supervision regards. (p.4 – mine fremhævelser)

Ifølge GDPR kan der dog være undtagelser, hvis dataindsamlingen er ‘necessary in order to perform a task in the public interest or as part of the controller’s exercising of public authority’(p.4), hvilket det pågældende gymnasium, så også har henvist til. Men her vurderer Datainspektionen, at graden af privatlivskrænkelse i det pågældende tilfælde, er for stor:

(…) while there is a legal basis for administering student attendance at school, there is no explicit legal basis for performing the task through the processing of special categories of personal data or in any other manner which entails a greater invasion of privacy.

Som jeg forstår det – og jeg er jo ikke jurist, så jeg kan tage fejl – så er det afgørende her, at gymnasiet kan opnå de ønskede data om elevernes tilstedeværelse på mindre invasive måder, nemlig på traditionel facon. Datainspektionen finder ikke, at anvendelse af special categories of personal data, som ansigtsgenkendelsedata kunne falde ind under, kan retfærdiggøres i dette tilfælde, tværtimod:

Moreover, the Swedish Data Protection Authority believes that the processing in question has resulted in undue infringement of the data subjects’ integrity, as the Board has processed special categories of personal data concerning children who are in a position of dependence in relation to the Board for the purpose of attendance monitoring through camera surveillance in the student’s everyday environment. (p.7 – min fremhævelse)

Og Datainspektionen præciserer, at det især handler om proportionalitet:

The Board has stated that the purpose of this processing was to monitor attendance. Attendance monitoring can be carried out in other ways which involve less infringement of the students’ integrity. The Swedish Data Protection Authority therefore considers that the method of using facial recognition via a camera for attendance monitoring was disproportionate and carried out in a manner that excessively infringed on personal integrity, and was therefore disproportionate in relation to the purpose. (p. 8 – min fremhævelse)

Det glædelige er her, at den økonomiske begrundelse (jf. den forventede reduktion i timer anvendt på registrering), ikke trumfer elevernes ret til privatliv. Når man læser afgørelsen, står det også klart, at disse dataetiske spørgsmål og udfordringer i uddannelsessystemet (og i det offentlige i det hele taget) er komplekse. Der er mange nuancer, undtagelser og tilføjelser i lovteksten, og det står også klart, at skoler/institutioner ikke bare kan henholde sig til indhentede samtykkeerklæringer og så tro, at alt er i orden. Juraen er mere nuanceret end som så!

Især spørgsmålet om proportionalitet, tænker jeg, kan og bør give anledning til mere udfoldede etiske drøftelser ude omkring i uddannelsespraksisser, der jo netop er baseret på asymmetriske relationer ..

/Marianne

Argumenter for at blogge – især som som ph.d. studerende

Jeg er gået i gang med et lille hyggeprojekt, som går ud på, at jeg forsøger at samle mine tidligere indlæg her på bloggen i temaer. Hvad det lige skal ende med, og hvordan det vil blive struktureret, ved jeg endnu ikke, men det foreløbige resultat kan ses her.  Jeg startede med at blogge i januar 2008 ifm. opstarten på mit ph.d. projekt og har blogget lige siden. Ud over at projektet med at gå tilbage i arkiverne og genlæse gamle indlæg har budt på en masse gode minder, så har det også fået mig til at tænke over, hvorfor jeg har været (og stadig er) så glad for at blogge og hvad, jeg har fået ud af det.

Da jeg i sin tid startede var hovedargumentet, at jeg havde brug for en ‘sandkasse’, hvor jeg kunne øve mig i at tænke og skrive på engelsk, da det var sproget for min afhandling. Bloggenren har tendens til at være mindre formel og ofte publiceres halvfærdige tanker. Det tænkte jeg, at jeg ville kunne få god gavn af som ph.d. studerende, og jeg havde også en fornemmelse af, at jeg kunne bruge bloggen som en log over de oplevelser og overvejelser, som jeg gjorde mig i de forskellige aktionscyklusser, som mit arbejde var baseret på.

Jeg har altid betragtet bloggen som mit private tænkeværktøj. Det kan lyde mærkeligt med tanke på, at der er tale om tekster, der offentliggøres. Her er Internettet dog så omfattende, at man sagtens kan publicere i al ubemærkethed uden at nogen lægger vejen forbi, med mindre man selv gør noget aktivt for at blive set (fx gennem tags). Selve aspektet med at offentliggøre gav et godt skub i retning af at forsøge at tænke sammenhængende uden at det behøvede at leve op til strenge reviewere eller vejlederes krav. På den måde matchede bloggen fint mit behov for en sandkasse.

Hvad jeg ikke havde tænkt så meget over, da jeg startede med at blogge, var muligheden for at bruge bloggen til at komme i forbindelse med andre forskere og undervisere med samme faglige interesser. Mit forskningsfelt, uddannelse gennem 3D virtuelle verdener, var så småt og begrænset i Danmark, at jeg var nødt til at kigge ud over landets grænser for at finde ligesindede – og her viste bloggen sig at være en god måde at skabe opmærksomhed og forbindelser på. Jeg forskede helt konkret i brugen af den 3D virtuelle verden, Second Life og i den verden var mulighederne for at kommunikere asynkront meget begrænsede. Mange af de forskere som jeg dannede netværk med supplerede derfor deres kommunikative aktiviteter med skrivning i blogsfæren. Det var gennem blogs, at vi fandt hinanden og fastholdt vores kommunikation, fund og overvejelser.

Som ph.d. studerende opnåede jeg en række fordele ved at blogge og det skrev jeg eksempelvis om her. Bloggen muliggjorde også, at jeg i løbet af mit projekt kom i kontakt med og fik gode råd og input fra flere af de forskere, hvis tekster jeg arbejdede med, eksempelvis Stephen Downes, Terry Anderson, Richard Bartle og Ruth Tringham. Som ph.d. studerende var det ganske enkelt helt fantastisk at opleve faglig interesse på den måde. Og mange af de indlæg, som jeg skrev i ph.d. perioden endte også med at komme med i den endelige afhandling, omend i mere formfuldendt form. Når jeg i dag møder nystartede ph.d. studerende, opfordrer jeg dem derfor altid til at begynde at blogge. Det er en fremragende måde at fastholde sine tanker på, og enhver der har været igennem et ph.d. forløb kender glæden (og lettelsen) ved at opdage et relevant tekststykke, som man havde glemt alt om – og her kommer bloggens arkiv og søgefunktion jo netop til sin ret.

Efter ph.d.’en fortsatte jeg med at blogge, stadig mest for min egen skyld for at samle mine tanker om diverse emner, men der er ikke nogen tvivl om, at det også fungerer godt som middel til at fastholde ideer, formidle viden, skabe opmærksomhed og forbindelser. Jeg fristes til at sige, at man næsten kan blive helt afhængig ;-)

/Marianne

Uddannelsesteknologiske drømme, skuffelser og vejen videre …

Education is far too important to society to be wagged by the technological tail. Let technology show us what can be done, and let educational considerations determine what is done in actuality. Salomon (2016, p. 159)

 

Sådan skrev Gavriel Salomon i en tekst, der blev udgivet posthumt i antologien Educational Technology and Polycontextual Bridging. I teksten giver Salomon sine bud på, hvorfor der er så stor forskel på de drømme, vi har om digitale teknologiers indvirkning på uddannelse, og den praksis vi ser realiseret. Der kan nævnes andre gode forklaringer på denne diskrepans mellem potentialer og praksis (se fx Friesen, 2017; Schiølin & Riis (red.), 2013Selwyn, 2011), men Salomons tekst er velskrevet, kort og koncis. Den kan varmt anbefales i sin fulde længde (knap 11 sider).

Min interesse i teksten hænger bla. sammen med en nysgerrighed ift. hvordan, vi kan skabe en bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Jeg har tidligere skrevet om nogle af de udfordringer, der kan være ved at anvende digitale teknologier ift. databehandling, -sikkerhed og -etik. I dette indlæg er fokus mere rettet mod koblingen, og hvorfor det kan være så vanskeligt at få opfyldt de store pædagogiske forhåbninger, der i flere årtier har præget tilgangen til digital teknologi i uddannelse.

Iflg. Salomon så kan uddannelse ses som et medium for kulturel transmission, erhvervelse af ønsket viden og kultivering af nødvendige færdigheder, hvilket gør uddannelsessystemet til en afgørende samfundsinstitution. Hermed er der også åbnet op for konstante, og ofte berettigede, beklagelser med påpegning af behovet for at forbedre, renovere og efterse systemet, men det har nogle uheldige konsekvenser:

Such complaints prompt a dedicated search for quick solutions, magic wands and wonder tools. An especially influential idea is that technology can solve deep, serious problems in education. Salomon (2016, p. 149)

 

Denne form for technological solutionism* (jf. Morozov, 2014), har domineret teknologihistorien i uddannelse fra radio over tv til den personlige computer osv.

Salomon benytter indledningsvis to analogier til at beskrive, hvad der er på spil. Den første går på teknologi som æblet i Edens Have. Med direkte reference til Apples logo og ikke mindst Los Angeles’ mislykkede iPad-satsning, beskrives uddannelses- teknologi som ‘an irresistable, most tempting fruit and the ultimate solution for all educational malaise’, der forfører os til at tro, at teknologi kan udrette mirakler i skoler og andre dele af samfundet (p. 150).

 

Den næste analogi går på teknologi som en trojansk hest. Her er Salomons pointe, at uddannelsesteknologi ikke er neutral. Hvad enten, der er tale om didaktiserede eller ikke-didaktiserede digitale teknologier, så er de intentionelt designede. Hermed er der risiko for, at en uddannelsesfilosofi og pædagogik, der ikke er udformet af undervisere og andre fagpersoner, udfolder sig i systemet som en virus (ibid.). Det fører videre til både intenderede og ikke-intenderede indvirkninger, der kan ses/mærkes både umiddelbart og på længere sigt.

Hvad angår intenderede indvirkninger, ser Salomon disse tydeligt i andre dele af samfundet (fx inden for handel, sundhed og industri), men ‘so far, very little, if anything, has happened in education as a result of computing’ (p.152), hvilket afføder skuffelser. Og det får Salomon til at spørge om vores forventninger, og deraf følgende økonomiske investeringer i uddannelsesteknologi, er berettigede, og han undrer sig over ‘what in education successfully resists any major changes?’ (p.152).

Salomon har tre overordnede bud på årsagerne til vores skuffelser, som han benævner hhv. det teknologiske paradoks, teknocentrisme og vildledt (misguided) forskning.

The first factor, the technological paradox, results from the consistent tendency of the educational system to preserve itself and its practices by assimilating new technologies into existing instructional practices. Technology becomes domesticated, which really means, that it is allowed to do precisely and only that which fits into the prevailing educational philosophy of cultural transmission. Salomon (2016, p. 152)

 

Paradokset er iflg. Salomon, at det pædagogiske potentiale, der er forbundet med nye digitale teknologier ikke får mulighed for at komme til udtryk, da teknologierne tæmmes til at underordne sig en eksisterende praksis – der sættes bare strøm til:

Consequently, nothing really happens, which proves what sceptics have argued all along and what misguided research tends to show: technology makes no difference in learning. Of course, it cannot make a difference as it has been domesticated to be completely subservient to the on-going practices. Emasculated tools cannot do any harm, but they do not do any good either. Salomon (2016, p. 153)

 

Det andet, og iflg. Salomon, vigtigste bud på, hvorfor teknologi så sjældent lever op til vores forventninger, hænger sammen med en udpræget tendens til at tro, at digitale teknologier i sig selv vil medføre ændringer. Dette er kernen i teknocentrismen. Med udgangspunkt i forskning omkring MOOCs i videregående uddannelse og BOYD i ungdomsuddannelser, peger Salomon på en tankevækkende tendens:

Hardly have I ever found a paper that starts out from the perspective of learning. Technology is the beginning and the justification for all rationales. What is possible becomes desirable! Salomon (2016, p. 153 – min fremhævelse)

 

Og denne teknocentriske tilgang gælder ikke kun såkaldte teknofiler, men også undervisere og studerende. I forbindelse med denne tænkning ser Salomon også en tendens til, at vi alle opfordres til at ‘join the technological bandwagon and, as they call it, ‘move with the times”(p. 154). Men ifølge Salomon ignorerer den teknocentriske tilgang vigtige sociale og menneskelige faktorer, og nok så væsentligt: ‘knowledge, thus, changes from an object-like entity hoarded like valued goods to an activity of instrumental utility’ (ibid.), hvilke leder Salomon til at fremhæve forskellene på information og viden:

Information is discrete; knowledge is arranged in networks with meaningful connections between the nodes.
Information can be transmitted as is; knowledge needs to be constructed as a web of meaningful connections.
Information does not need to be contextualised; knowledge is always part of a context.
Information requires clarity; the construction of knowledge is facilitated by ambiguity, conflict and uncertainty.
Mastery of information can be demonstrated by its reproduction; mastery of knowledge is demonstrated by its novel application. Salmon (2016, p. 155)

Disse forskelle er væsentlige i vores tilgang til teknologi. Tænk eksempelvis, hvordan alene det, at undervisere gør deres materialer og undervisningsforløb tilgængelige i digitale platforme afstedkommer store forhåbninger om ændring af praksis. Øget tilgængelighed og dermed bedre muligheder for videndeling fremhæves i mange sammenhænge som en af de helt store fordele ved at digitalisere. Når så resultaterne udebliver; når der ikke sker en øget videndeling og ændring af praksis, så skuffer teknologien. Eller når underviseren inddrager digitale teknologier for at fremme elevernes kollaborative læring, men glemmer at stille opgaver, der rent faktisk fordrer kollaboration, så skuffer teknologien igen. Pointen her er naturligvis, at inddragelse af digitale teknologier i undervisning ikke i sig selv afstedkommer nogle betydningsfulde ændringer, men netop skal tænkes ind i den pædagogiske-didaktiske kontekst, hvor de vil indgå i samspil med de øvrige elementer.

Whether information is transformed into meaningful knowledge or remains a collection of bits and pieces, like an assortment of screws and nails in a shoebox, heavily depends on numerous factors, in which technology plays a minor role. Salomon (2016, p. 156)

Endelig peger Salomon på det, han kalder ‘vildledt’ forskning, som den tredje forklaring**. Den første vildfarelse handler om forskning, der sammenligner, hvorvidt medium X giver bedre læringsresultater end medium Y. Et eksempel kunne være MOOCs over for ansigt-til-ansigt klasserum, men det er en forfejlet tilgang:

The horse race approach, which emphasises who runs faster and arrives first and which disregards aptitudes, tasks, contents and contexts, still reign supreme with the omnipresent conclusion of no significant differences. Salomon (2016, p. 156 – mine fremhævelser)

En anden måde, hvorpå forskningen er forfejlet, drejer sig om, hvorvidt og hvordan vi overhovedet kan måle eller observere resultater af digital teknologiinddragelse. Hvad er det egentlig vi ender op med at måle, spørger Salomon. På mange måder minder Salomons argumentation her om den, som bla. Jeppe Bundsgaard (DPU) fremførte i efteråret 2018 på en konference om, hvorvidt it virker. Her var konklusionen bla. også, at forskningen er nødt til at stille bedre spørgsmål og lave bedre forskningsdesigns. Hvis ikke, er forskningen, som Salomon fremfører det, med til at fastholde den teknocentriske opfattelse af, at det er teknologien i sig selv, der kan gøre en forskel.

Technology alone, as I have attempted to show, is but a trigger; it is an opportunity, an affordance. There are huge differences though, among what technology can do, what it does in actuality and what, in our eyes, it should be doing. Salomon (2016, p. 157)

Men hvis ikke digitale teknologier i sig selv kan gøre en forskel ift. undervisning og læring, hvilken rolle kan eller skal de så spille? For Salomon ligger svaret i de visioner, vi har for uddannelse; hvad er det for studerende, vi gerne ser komme ud af systemet og hvordan forestiller vi os, at dette bedst kan gøres? Når sådanne grundlæggende spørgsmål er på plads, kan vi begynde at overveje, om digital teknologi kan understøtte sådanne visioner, men også om teknologien i nogle tilfælde hellere skal undlades. Med andre ord, peger Salomon på pædagogik som ‘the beginning and justification for all rationales’ for nu at blive i hans eget sprog.

Jeg er enig i de fleste af Salomons tanker. Det er naturligvis begrænset, hvor mange nuancer, der kan komme med på knap 11 sider, men jeg savner fra Salomon en anerkendelse af, at digitale teknologier ikke blot kan understøtte, men også i visse tilfælde kan udfordre status quo på gode måder. Ja, digitale teknologier kan ses som en trojansk hest med utilsigtede og uønskede konsekvenser, og blot fordi noget er muligt, er det ikke sikkert, at det skal realiseres. På den anden side, kan digitale teknologier også åbne op for muligheder, vi endnu ikke havde forestillet os og som, selv om de måske initialt var utilsigtede, viser sig at være ønskværdige og meningsfulde.

Min erfaring er, at langt de fleste undervisere i udstrakt grad har pædagogiske  intentioner for øje, når der overvejes inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Ikke desto mindre, har jeg alligevel ofte oplevet et krav om at kunne oplyse om, hvilke digitale teknologier, der ‘virker’! Er det et udtryk for teknocentrisme? Måske, men jeg tænker også, at det kan være et udtryk for manglende pædagogisk fantasi. Hvis pædagogikken reelt skal være ‘begyndelsen og begrundelsen’, så kræver det, at alle aktørerne, dvs. også ledere og andre beslutningstagere, har solid pædagogisk indsigt, og her er min erfaring, at det kan knibe i praksis.

Vejen videre består, for mig at se, således i at få genetableret pædagogik som begyndelse og begrundelse i spørgsmål om digitale teknologiers rolle på alle niveauer i vores uddannelsespraksis og i forskning herom. Men som nævnt, mener jeg også, at digital teknologi nogle gange kan udfordre og herigennem forbedre praksis, så når jeg efterlyser bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier, er det ud fra en opfattelse af, at balance opnås gennem vekselvirkning. Pointen er således, at vægten gennem mange år har været tippet for meget til fordel for digitale teknologier, og at der aktuelt er behov for at tippe til fordel for pædagogikken for at opnå større harmoni eller meningsfuldhed.

/Marianne

Ikonerne er fundet via The Noun Project.

*) Se evt. denne beskrivelse af fænomenet.

**) Her der værd at nævne Hasse & Tafdrup (2013 i Schiølin & Riis (red.)), der også taler om vildfarelser, men på designsiden af teknologierne. Et vigtigt aspekt som Salomon ikke adresserer. For Hasse & Tafdrup er svaret på designernes vildfarelser og teknologiers uforudsigelighed ‘en teknologiforståelse, der gør op med forestillingen om, at teknologi kan være baseret på generaliserbar sikker viden om dens effektivitet og forudsigelighed i praksis’ (p.305).

 

På uddannelsesområdet er fokus på dataetik vigtigt, men ikke tilstrækkeligt

I en serie af blogindlæg, har jeg rettet fokus mod nogle af de udfordringer og til tider uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det har jeg gjort ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.
  • I det tredje indlæg beskrev jeg en debat i Altinget:Uddannelse, hvor en ph.d. studerende, Lucas Lundbye Cone (AU) på den ene side problematiserede Aarhus’ kommunes beslutning om at indkøbe Chromebooks til alle folkeskolens elever, og hvor kommunen på den anden side forsvarede beslutningen. Indlægget tjener som et fint eksempel på, hvor kompleks problemstilingen med ‘gratis’ digital teknologi, men også betalingstjenester, fra de store techgiganter og andre it-leverandører, er.
  • I det fjerde indlæg beskrev jeg 16 eksperters bud på behov for kompetenceudvikling i uddannelsessektoren (fra grundskole til VEU). Her blev der peget på et særligt behov for viden og handling ift. tekniske sikkerhedsforanstaltninger, forretningsmodeller, etik, radikalisering og ekstremisme, grooming samt kritisk stillingtagen. Vigtigt var også eksperternes påpegning af at emner inden for feltet cyber- og informationssikkerhed gøre til et fælles anliggende for alle – også uden for uddannelsessektoren.

I dette sidste indlæg forsøger jeg at samle op. Det er ikke nogen helt nem opgave, da indlæggene har strittet i forskellige retninger, hvilket kan skyldes, dels at jeg selv er forvirret og i tvivl om mange ting, og dels at der rent faktisk er tale om en ret kompleks problemstilling. Nemlig; hvordan sikrer vi en passende balance mellem pædagogik og digitale teknologier – bla. under hensyntagen til databehandling, -sikkerhed og -etik? Groft set, tegner der sig for mig at se to forskellige tilgange ift. vægtningen mellem pædagogik og digitale teknologier.

I den første tilgang vægtes pædagogikken højest. Det så vi bla. i det første indlæg, hvor Epinion i deres undersøgelser nåede frem til, at lærere anvender en mangfoldighed af digitale teknologier, hvilket afspejler, at lærerne kan have mange forskellige pædagogiske formål med at inddrage digitale teknologier i deres undervisning. Epinion fandt også, at det var meget forskelligt, hvor mange overvejelser, lærerne gjorde sig omkring datasikkerhed, og at det var de pædagogiske overvejelser og hensyn, der vejede tungest. Det samme gjorde sig gældende i det andet indlæg, hvor jeg beskrev mine egne undervisningserfaringer og overvejelser.

I den anden tilgang vægtes digitale teknologier højest. Om det er helt retfærdigt at lade Aarhus Kommune være et eksempel på denne tilgang, vil jeg lade op til læseren selv at vurdere. Men som vi så i det tredje indlæg, hvor ph.d. studerende Lucas Lundbye Cone  (AU) problematiserede kommunens forestående indkøb af Chromebooks, så gik (for)svaret, fra økonomi- og administrationschef, Hardy Pedersen på, at disse digitale teknologier overholder gældende lovgivning fx. ift. persondata. Set fra kommunens synsvinkel er der styr på databehandling og -sikkerhed, men der blev ikke nævnt noget om det dataetiske (i denne sammenhæng forstået som ‘googlificeringen’ som Cone også problematiserede). Ift. pædagogikken gik svaret på det paradoks, der generelt ligger i ‘branding’, som øger risikoen for elevers tilvænning ved valg af bestemte produkter.

Det fjerde indlæg adskiller sig, da der her var tale om forskellige eksperters bud på behov for kompetenceudvikling inden for området. Her var udgangspunktet altså, at der var en form for mangeltilstand blandt elever, lærere og ledere i uddannelsessektoren ift. anvendelse af digitale teknologier. Derfor var fokus naturligt på digitale teknologier, og det var især anvendelse af ‘gratis’ sociale medier, der blev problematiseret. Der blev efterlyst et generelt holdnings- og adfærdsskifte, som iflg. eksperterne kunne ske gennem bedre rammesætning og nytænkning af undervisning inden for området. Der var forskel på de 16 eksperters holdninger, men der var flere som mente, at databehandling, -sikkerhed og -etik bør vægte højere end evt. pædagogiske intentioner og hensyn.

Jeg hælder selv til, at vi skal forsøge at skabe en bedre balance. Naturligvis nytter det ikke noget, at der gås på kompromis med databehandling og -sikkerhed. Hvad angår dataetik, mener jeg, at det er et vigtigt, men utilstrækkeligt fokus i en pædagogisk kontekst. Det kan diskuteres, hvad der mere præcist ligger i begrebet dataetik, men DataEthics.eu,  der en tænkehandletank, som arbejder for at fremme dataetiske produkter og tjenester, anvender eksempelvis følgende definition:

Dataetik er ansvarlig og bæredygtig brug af data. Det er det “rigtige” at gøre i forhold til mennesker og samfund. Dataprocesser bør være designet som bæredygtige løsninger – dvs. først og fremmest til gavn for mennesker.

Dataetik handler om at opfylde de principper og værdier, som menneskerettighederne og persondatalovgivningen bygger på. Det handler om ærlig og ægte gennemsigtighed i datahåndteringen. Om aktivt at udvikle privacy by design og  privacy-fremmende produkter og strukturer. Om at behandle andres personlige oplysninger som man selv ønsker ens egne – eller ens børns – skal behandles.

Dataetik er skridtet videre end  efterlevelse af persondatalovgivningen: Alle dataprocesser respekterer derfor som minimum de krav, der er opstillet i EU’s Persondataforordning (GDPR), EU’s Charter om grundlæggende rettigheder samt den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg synes, at det er en udemærket definition, som fint kan anvendes på et overordnet niveau, men når det kommer til anvendelse af digitale teknologier i uddannelse, så tænker jeg ikke, at det er tilstrækkeligt at have fokus på dataetik. Først og fremmest ligger der en udfordring i, at digitale teknologier reduceres til et spørgsmål om data*. Herudover tænker jeg også, at anvendelse af digitale teknologier i uddannelse må bero på mere end ‘de principper og værdier, som menneskerettighederne og persondatalovgivningen bygger på’. Her mener jeg, at der må være nogle pædagogiske principper og værdier, der også skal tænkes ind. Når der anvendes digitale teknologier i uddannelse, handler det ikke kun om at beskytte, dem som genererer data, men også om at udvikle deres dømmekraft og myndighed ift. netop anvendelsen – og det må gælde på alle niveauer i skoler og institutioner.

Og så er det, for mig at se, at det begynder at blive komplekst. Mens der nok, i Danmark, kan være enighed om vigtigheden og overholdelsen af menneskerettigheder og lovgivning, så retter pædagogiske principper og værdier sig mod grundlæggende spørgsmål som, hvorfor og hvordan vi holder skole og uddannelse – og her er der mange modsatrettede bud og mange forskellige aktører, der alle har legitim ret til indflydelse.

I figuren herunder, har jeg forsøgt at skitsere de forskellige aktører, der kan tænkes med i et økosystem over anvendelse af digitale teknologier i uddannelse.

Mit (foreløbige .. jeg tænker stadig) bud vil være, at etik gøres til et fælles omdrejningspunkt i spørgsmål om anvendelse af digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Det udelukker ikke et samtidigt mere snævert fokus på dataetik, men når eksempelvis Cone problematiserer ‘googlificeringen’, så mener jeg, at det rækker ud over det rent dataetiske. Så er det også et spørgsmål om moral, værdier, normer og ikke mindst vaner i den pædagogiske del af systemet. Udfordringerne bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere ved at gøre etik til omdrejningspunkt, men jeg tror, at det vil kunne indfange flere vigtige aspekter.

Et anden væsentlig pointe er, at alle disse aktører må samarbejde, hvis der skal findes meningsfulde svar på spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en passende balance mellem pædagogik og digitale teknologier – bla. under hensyntagen til databehandling, -sikkerhed og -etik. Og i denne sammenhæng, må der også tænkes i mellem- og overstatslige samarbejder og løsninger, da mange af de mest anvendte digitale teknologier, jo netop ikke er produceret i Danmark.

/Marianne

*) Det er en udfordring, som jeg vil vende tilbage til i en kommende blogserie om brug og betydning af data i uddannelse.