Sammenhængen mellem Industri 4.0 og Uddannelse 4.0

Center for it i undervisningen (CIU) har i dette efterår igangsat et udviklingsforløb for topledelsen på erhvervsskoler. Projektet har titlen Digital Didaktisk Transformation og involverer ledere fra 22 forskellige erhvervsskoler.

Der er tre overordnede temaer i projektet, hvor Rune Heiberg (DAMVAD Analytics) skal gøre deltagerne klogere på brug af Learning Analytics og Søren Barlebo Rasmussen (Mobilize Strategy Consulting) tager sig af ledelsesdelen. Endelig skal Karsten Gynther og jeg stå for oplæg og aktiviteter omkring Uddannelse 4.0.

Oprindeligt var planen, at vi alle skulle mødes til et to-dagsinternat her i starten af november, men så … corona! Vi oplægsholdere har alle givet lederne forberedelse i form af videoer og tekster. Jeg har udarbejdet en video, der giver en introduktion til sammenhængen mellem Industri 4.0 og Uddannelse 4.0.

Der er meget stor forskel på hvor langt de deltagende skoler er i forhold til integration af Industri 4.0 aspekter i dagligdagen på skolerne. Enkelte skoler er meget fortrolige med fænomenet og er godt i gang med at udvikle nye udannelsesformater og didaktiske designs, der integrerer såkaldte Industri 4.0 teknologier (IoT, sensorer, robotter, XR, maskinlæring mv.). For flertallet af skolerne er Industri og Uddannelse 4.0 dog stadig meget nyt, og videoen herunder henvender sig primært til denne del af målgruppen:

Uddannelse 4.0 handler ikke blot om at anvende specifikke IR4-teknologier, men også om at tænke uddannelse på nye måder og blandt andet udvikle nye formater og designs på baggrund af en række designprincipper, der kan udledes af Industri 4.0 tænkningen – og det er især denne sidste del, som Karsten og jeg vil uddybe for deltagerne fremadrettet.

/Marianne

Læs evt. mere om Uddannelse 4.0 i dette white paper, som mine kolleger har skrevet (på engelsk).

Eller se nogle af de andre referencer, der har inspireret til oplægget:

’Erhvervsinformatik’ – teknologiforståelse i erhvervsuddannelser?

Læremiddel.dk’s tidsskrift ‘LearningTech’ inviterer aktuelt forskere til at bidrage med artikler til et særnummer om ’Teknologiforståelsen fagdidaktik’. Jeg er med i redaktionen på dette særnummer, hvorom vi skriver:

I dette nummer af Learning Tech er der fokus på teoretisk og empirisk forskning, der undersøger teknologiforståelse som fag, fagligheder og fagdidaktiske perspektiver. Teknologiforståelse er de seneste år gået fra at være et politisk mål til en pædagogisk praksis. Dette er i særlig grad sket, fordi der både i Danmark og de andre nordiske lande er igangsat nationale indsatser for at få teknologiforståelse – og beslægtet hermed digital dannelse, datalogisk tænkning og informatik – på skemaet i både grundskole og på ungdomsuddannelser (Bocconi et al., 2018). Dette har også betydet, at fagformålstekster og læseplaner er blevet forsøgt oversat til praksis, og afledt heraf er der knopskudt kompetenceudviklende aktiviteter, nye netværk og læremiddeludvikling med henblik på at understøtte undervisning i teknologiforståelse.

Vi indkalder forskningsartikler, der tager afsæt i teknologiforståelse i en nordisk kontekst på enten grundskole- eller ungdomsuddannelser, og hele invitationen med deadline og praktiske anvisninger kan ses her.

Glem ikke erhvervsuddannelserne!
Ud over at være medredaktør, har jeg også sammen med to gode kolleger, hhv. Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), planer om at skrive en artikel om grundfaget ’Erhvervsinformatik’, der – i hvert fald på papiret – er erhvervsuddannelsernes nye fag om ’teknologiforståelse’. Vores primære motivation hænger sammen med et ønske om at fremhæve, at behovet for ‘teknologiforståelse’ og dermed også udvikling af et nyt fag, der omhandler ‘teknologiforståelse’, ikke kun er noget, der vedrører grundskolen. Hvis man følger med i den offentlige debat om udvikling af ‘teknologiforståelse’, kan man godt få indtryk af, at det primært handler om, hvad der sker i folkeskolen – og det vil vi gerne være med til at ændre! ‘Teknologiforståelse’ vil også komme til at påvirke erhvervsuddannelserne, dels fordi der vil komme elever, som har haft faget i grundskolen, og dels fordi der er udviklet et lignende fag, nemlig ‘Erhvervsinformatik’ specifikt rettet mod erhvervsuddannelser. Debatter, forskning, viden og praksis omkring ‘teknologiforståelse’ er derfor også yderst relevante for erhvervsuddannelserne.

En kritisk læreplansanalyse
Jens, Peter og jeg er stadig i den indledende fase, hvor vi er i gang med at indsamle viden om hvorfor og hvordan faget ‘Erhvervsinformatik’ blev til, og hvad intentionerne med faget er. Det er meget sjældent, at man som forsker får mulighed for at følge og undersøge udvikling af et helt nyt fag og dertilhørende pædagogisk-didaktisk praksis, så alene af den årsag, er der tale om en rigtig spændende opgave. Fordi faget er så nyt og der indtil videre kun er relativt sparsomme praktiske erfaringer med at omsætte fagets intentioner i erhvervsuddannelserne, har vi besluttet at udarbejde en læreplansanalyse, hvor vi ikke inddrager empiri, men netop holder os til analyse af  bekendtgørelsen og vejledningen til faget. Med andre ord, er vi i første omgang nysgerrige på, hvordan faget er tænkt ‘på papiret’ Herigennem er det vores mål at afdække fagets identitet, indhold og intenderede praksis.

Vi er i kontakt med skoler, der aktuelt arbejder med implementering af ‘Erhvervsinformatik’, og vi har derfor også drøftet muligheden for at undersøge realiseret praksis, men det har vi altså fravalgt i første omgang. Dels er der nogle praktiske hensyn (fx tid og omfang af artiklen), dels er der som nævnt kun sparsomme erfaringer, der ikke nødvendigvis kan siges at være repræsentative for fagets muligheder, og endelig er det væsentlig at komme i dybden med at forstå faget inden vi går ud og undersøger, hvordan det så praktiseres.

Ifølge von Oettingen er et fags læreplan ikke bare en pædagogisk-didaktisk orientering til de lærere, der har ansvaret for at omsætte faget i praksis. En læreplan er også et udtryk for samfundsmæssig kommunikation om fagets og i dette tilfælde erhvervsskolens formål og legitimitet. Læreplanen udtrykker:

.. et koncentrat af den viden og alle de demokratiske, kulturelle og økonomiske værdier, politiske holdninger, forventninger, etiske og moralske principper og idealer, som den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til.

von Oettingen (2016, s. 76).

Der er altså rigtig meget på spil i læreplaner, og selv om vi kun lige er begyndt, har vi allerede mange spørgsmål til faget – fx

  • hvorfor faget i erhvervsuddannelsesregi hedder noget med informatik og ikke forståelse, og hvilke konsekvenser det kan tænkes at have?
  • hvordan faget hænger sammen med erhvervsuddannelsernes overordnede formål om at bidrage til elevernes ‘karakterdannelse, faglige stolthed og evne til selvstændig stillingtagen, samarbejde og kommunikation’?
  • hvilket teknologibegreb er der på spil i faget? og hvordan hænger det sammen med erhvervsretning og (erhvervs-)dannelse?
  • hvilke didaktiske metoder lægger faget op til? Og hvad siger disse om det menneskesyn og de pædagogiske-didaktiske overvejelser, der kan tænkes at ligge til grund for faget?
  • hvordan er progressionen fra grundskolens ‘Teknologiforståelse’ til erhvervsuddannelsernes ‘Erhvervsinformatik’ tænkt?

Det er blot eksempler på nogle af de mange spørgsmål, som vi glæder os til at undersøge nærmere!

/Marianne

Grænsekrydsning, transformation af viden, handling og praksis medieret af ikt i EUD – Networked Learning 2020 præsentation

Networked Learning konferencen 2020, præsenterede jeg mandag d. 18. maj ganske kort udvalgte resultater fra et forskningsprojekt om grænsekrydsning medieret gennem brug af informations- og kommunikationsteknologi (ikt) i erhvervsuddannelser. Præsentationen er baseret på et forskningsprojekt, som jeg afsluttede i 2019 sammen med mine tidligere kolleger fra Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole, hhv. Carsten Lund Rasmussen og Anna Brodersen.

Til præsentationen hører også en kort forskningsartikel (engelsk), der kan ses her – og selve forskningsrapporten (dansk) kan ses her. Selv om vi ikke længere er kolleger, er Carsten, Anna og jeg i dialog om, hvordan vi får resultaterne formidlet på en mere praktikervenlig måde – ikke mindst fordi vi har erfaringer med, at det teoretiske grundlag og vores forskellige modeller giver god mening på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP). Så mere om dette vil følge fremadrettet.

'Grænsekrydsning' er et perspektiv på transformation af viden, handling og praksis mellem kontekster (fx mellem skole og praktik), som vi har fundet mere anvendeligt og meningsfuldt end det traditionelle transfer-begreb - det kan du læse mere om her.

/Marianne

Intermezzo: Teori og teknologimediering af undervisning og læring

Det engelske tidsskrift British Journal of Educational Technology (BJET) har netop gjort en større samling artikler om online undervisning og læring gratis tilgængelige. At dømme ud fra titlerne, ser der ud til at være masser af interessant læsestof om bla. aktiv tænkning, effekten af brug af en social tutor, engagement i online kurser, gruppearbejde online, studerendes attituder og meget andet.

Min interesse faldt på en artikel af Matt Bower (2019), der handler om hvordan digitale teknologier kan mediere undervisning og læring og hvilke især teoretiske belæg, der kan findes herfor. Jeg er aktuelt i gang med en blogserie, hvor jeg forsøger at sætte nogle af de fund og overvejelser, som jeg gjorde mig ifm. min phd ind i en aktuel kontekst. I min phd var jeg også optaget af mediering, hvilket forklarer min interesse. Bower skriver indledningsvist:

(…) the term “technology-mediated learning” is used to imply that technology is the means by which information is conveyed and people are linked together. (Bower, 2019, p. 1036 – min fremhævelse)

Ideelt set bør teknologi, iflg. Bower, være så transparent, at brugerne ikke bemærker den, men det er sjældent tilfældet, og derfor er der behov for, at feltet har et domænespecifikt grundlag og dermed vokabular for fænomener, som der kan iagttages, analyseres og i det hele taget forskes på baggrund af. Det grundlag finder Bower i forskellige teorier, som han bruger til at argumentere for en række præmisser, han mener gør sig gældende, når digital teknologi inddrages ifm. undervisning og læring.

Bower baserer sin redegørelse på en helt fundamental antagelse, som efter min mening er det mest kontroversielle i teksten:

In technology-mediated learning contexts, agentic intentions reside with humans, and not with technology.
That is to say, it is people, often educators and learners, who control the content that is represented and shared using technology, with the operations and representations of the technology being a consequence of the actions of humans. (ibid., p. 1037 – min fremhævelse)

Bower selv problematiserer denne antagelse om, at teknologi ikke har intentionel agens med et argument om, at teknologi kan have agens (i forståelsen af være virksom), men at teknologien selv er designet af mennesker, og så som sådan er påvirkningen intenderet af mennesker, ikke af teknologien selv. Dette bringer Bower videre i afslutningen af artiklen, hvor han diskuterer, hvorvidt kunstig intelligens og brugen heraf i uddannelse (fx ift. adaptiv læring) ændrer på antagelsen om, at teknologi ikke har intentionel agens:

On the other hand, as artificial intelligence technologies become more autonomous, and the relationship between the underlying intentions of the human programmer and the actions of technology becomes less direct, it may be argued that technology is no longer a mediator but exercises independent intentional acts. (ibid., p. 1044)

Selv om Bower altså til slut åbner op for, at teknologi måske kan have intentionel agens, så er hans hovedargument, at det har teknologi ikke, og derfor placerer han ansvaret  og dermed også handlekraften ‘for technology-mediated learning decisions entirely with people (most notably, teachers and students)’ (ibid, p. 1038).

Herefter identificerer Bower syv præmisser, der yderligere gør sig gældende ifølge udvalgt litteratur på området:

  1. digital technologies can perform a mediating role for participants in their attempts to achieve learning goals.

  2. in technology-mediated learning contexts, participant beliefs, knowledge, practices and the environment all mutually influence one another.

  3. in technology-mediated learning settings, the role of teachers is to help optimise student learning outcomes and experiences through the purposeful deployment of learning technologies.

  4. the affordances of technologies, including their recognition and use, influences the sorts of representation, interaction, production and learning that can take place.

  5. the way in which modalities are used and combined influences the way in which meaning is processed, interpreted, created, and interrelated.

  6. the way in which technology is used to mediate interaction patterns and possibilities between networks of participants influences the learning that takes place.

  7. arrangements of technologies and the way they are used can influence the sense of presence and community that are experienced. (ibid., p. 1038-1041).

Jeg synes artiklens helt store styrke er, at Bower relativt kortfattet får identificeret og gennemgået nogle af de vigtigste antagelser og begreber, der er på spil, når vi interesserer os for undervisning og læring i teknologi-medierede kontekster. For hver af de 7 præmisser, har Bower fundet referencer til centrale teorier og forfattere, og som sådan kan artiklen også fint bruges som en appetitvækker inden for feltet. Artiklen er iflg. Bower et modsvar til noget af den kritik, der har hersket i feltet om, at feltet er underteoretiseret – se fx Oliver (2013) og Castañeda & Selwyn (2018).

Hvis man i øvrigt interesserer sig for hvilket teoretisk grundlag, der kan give mening at finde inspiration i, når man ønsker at tranformere undervisning og læring til online kontekster, så kan særligt første del i denne antologi, redigeret af Terry Anderson, varmt anbefales.

Når jeg gennem tiden har undervist i brugen og betydningen af at anvende digitale teknologier til at mediere undervisnings- og læreprocesser, så er jeg tit blevet spurgt, om det ikke kræver nogle helt nye teorier om pædagogik, didaktik og læring. Men det mener jeg faktisk ikke, at der er behov for. Undervisning og læring foregår stadig i og imellem mennesker og som sådan kan fx klassiske læringsteorier stadig anvendes.

Dog vil teknologiens mellemkomst, som også Bower påpeger det, påvirke forholdet mellem underviser og studerende, mellem studerende og stoffet osv. i varierende grad. Derfor er der behov for at redidaktisere; at gentænke de måder, hvorpå der kan skabes meningsfulde betingelser for, at de studerende kan lære et givent stof. I mange tilfælde vil det også være nødvendigt at supplere med øget opmærksomhed på forhold, der gør sig særligt gældende, når undervisningen og læringen foregår online – ikke mindst når der er tale om reel fjernundervisning. Som sådan er det heller ikke overraskende, at vi, særligt i løbet af 00’erne, så en række danske, teoretisk funderede udgivelser om Skole 2.0, Didaktik 2.0, Læring 2.0 o.lign., der alle forsøgte at indfange det særlige, der sker, når digitale teknologier inddrages i undervisnings- og læreprocesser – blandt andet ved at trække på andre faglige discipliner end lige pædagogik, didaktik og læring som supplement*.

/Marianne

*) Et af mine egne bud herpå bestod fx i at udvide Hiim & Hippes klassiske didaktiske relationsmodel, så den indeholdt en selvstændig kategori om digital teknologi, og hvor undervisere og studerende fremgik mere eksplicit af modellen.

Aktuelle eksempler på social læring online – #skolechat og #itddchamp webinar

I en ny serie af blogindlæg genbesøger jeg ideer, begreber, koncepter og designovervejelser fra min phd og opdaterer med ny viden, hvor jeg finder det relevant og i øvrigt kan finde tiden og overskuddet til det.  Det første indlæg var blot en introduktion til nogle af de emner, som jeg vil komme nærmere ind på. I dette indlæg #2 vil jeg fremhæve et par aktuelle eksempler på social læring online og sætte dem i relation til nogle af mine egne phd-tanker.

  • Det første eksempel er synkron chat, sådan som det aktuelt foregår et par gange om ugen under #skolechat på Twitter
  • Det andet eksempel er synkrone webkonferencer (fx gennem Zoom, Teams, Google Meet o.l.), sådan som det aktuelt foregår i regi af rigtig mange uddannelsesinstitutioner

Jeg begyndte at anvende Twitter tilbage i 2008 via min originale, engelske profil. I første omgang handlede det mest om at have en backup-kommunikationskanal til Second Life (der ofte gik ned). I starten havde jeg noget vanskeligt ved ellers at se formålet med Twitter, men lidt efter lidt opsøgte jeg de mere generelt teknologiorienterede fællesskaber, der opstod i synkrone chats fx under #edtech. Omkring 2009/10 begyndte jeg at lægge mærke til tre danske brugere, som var særligt aktive under #edtech; hhv. Trine Juul Røttig (@Trinejr), Mathias Poulsen (@mathiaspoulsen) og Ove Christensen (@oveucsj). Trine, Mathias og Ove havde/har en fantastisk, smittende energi og stod bag mange nye tiltag som det danske #skolechat og lidt senere de såkaldte EdCamps, hvor den første danske EdCamp foregik i 2013, hvilket Mathias har skrevet om her. I mange år var der ugentlige synkrone chats under #skolechat, hvor danske uddannelsesfolk livligt debatterede store og små spørgsmål – ofte, men bestemt ikke altid, relateret til anvendelse af teknologi i undervisnings- og læreprocesser. De senere år har #skolechat dog mest fungeret som et askynkront ‘sted’, hvor der stadig deles erfaringer, tips og tricks og debatteres.

Webkonferencer har også eksisteret i mange år, og aktuelt er det især betegnelsen webinar, der har vundet indpas. Typisk foregår webinarer synkront med både lyd og live billeder (af deltagere og materialer), og mange programmer giver også mulighed for, at deltagerne kan tekstchatte undervejs. Ofte optages og arkiveres webinarer mhp. efterfølgende repetition og bearbejdning.

Synkron chat under #skolechat er for nylig blevet genoplivet og foregår i øjeblikket to gange om ugen. Mathias, Ove og Thomas Dreisig (@thomasdreisig) skriver her om, hvad der kan komme ud af at deltage i sådanne chats. Og i dette indlæg nævner Anne Hammer (@AnneAnneAnneH), hvordan hun bla. gennem deltagelse på Twitter og #skolechat finder inspiration og hjælp til sin aktuelle nødundervisning.

Typisk varer en synkron chat en time, og der vil være en moderator(-gruppe), der har forberedt et par spørgsmål, som kan inspirere og sætte gang i diskussionerne og udveksling af erfaringer – se fx her. Man behøver ikke at tilmelde sig, men dukker bare op og bidrager. Ofte vil diskussionerne bevæge sig i mange forskellige retninger og bidragene kommer i en lind strøm. Udover at være tekstbaserede, så er sådanne synkrone chats altså karakteriseret ved høj hastighed og ukontrolleret turtagning. Ifm. chatten d. 19/03 skrev Ove eksempelvis, at der var omkring 45 tweets på 1 time med 9 tweets i gennemsnit pr. deltager. Det er udtryk for stor aktivitet, og det kan være vanskeligt at følge med i det hele. Derfor vil der ofte også være twitter-brugere som blot følger med på sidelinjen (lurker) uden at deltage aktivt, men som stadig bliver inspirerede og klogere af de øvriges bidrag. Hertil kommer, at moderator ofte er så venlig at opsamle diverse tweets – se fx her – så man kan få et overblik og evt. vende tilbage senere.

Synkrone webinarer kommer i mange forskellige udgaver, men her vil jeg for eksemplets skyld fremhæve de webinarer som Rikke Toft Nørgaard (AU) og en række nuværende og tidligere studerende fra uddannelsen It-didaktisk design gennemfører i øjeblikket. Jeg har ikke selv deltaget i nogle af disse webinarer, men jeg har deltaget i mange andre og typisk vil det være sådan, at der er en moderator el. koordinator, som har forberedt et emne og sat nogle rammer op, som det er tilfældet herunder:

Her er der også udarbejdet en opsamling. Som det fremgår af programmet, er der både et kort oplæg og en efterfølgende åben dialog, hvor deltagerne kan byde ind og diskussionen således kan gå i mange retninger. På visse områder minder det om synkrone chats, dog er min erfaring, at webinarer typisk er karakteriseret ved en mere kontrolleret turtagning. Lyden i webinaret gør det vanskeligt at forstå, hvis der ‘tales i munden på hinanden’, mens den tekstbaserede kommunikation i chatten bedre kan holde til, at der ‘skrives i øjnene på hinanden’.

Både den synkrone #skolechat og det synkrone #itddchamp-webinar er for mig at se rigtig gode eksempler på, hvordan der kan designes mhp. at skabe betingelser for social læring online. Det vender jeg tilbage til. Der er heller ikke tvivl om, at de to designs kan noget forskelligt og har hver deres styrker og svagheder – fx. også ift. hvem, de appelerer til og hvilke (sociale og faglige) behov, de kan understøtte.

I min phd udarbejdede jeg nedenstående oversigt over de forskellige typer af Multi-User Virtual Environments (MUVEs), der var relevante for mit arbejde:

Riis (2016, s. 51)

Oversigten kan sagtens udfordres, men her og nu vil min pointe være, at den giver et overblik over nogle af de ligheder og forskelle, der er mellem de forskellige teknologier. Her under karantænen, hvor så mange undervisere pludseligt har skulle transformere deres undervisning til noget, der kan give mening online, er det ikke overraskende, at vi har set i boom i anvendelsen af det, jeg i oversigten kalder ‘Desktop VC’, hvorunder webinarer ville høre til. Det er den type teknologi, der umiddelbart bedst kan understøtte det, vi genkender fra ansigt-til-ansigt undervisningen. I denne type teknologi deltager vi som hele mennesker (som regel typisk kun med hoved og overkrop, men pointen er, at der er ‘krop’ med i kommunikationen). Der er også mulighed for at få navne vist forskellige steder på skærmen, og her er det ikke uvæsentligt, at man kan bruge sit eget, ‘rigtige’ navn (det giver en vis troværdighed). I disse teknologier kommunikeres der gennem tale og typisk i et ‘normalt’ tempo, og således er det i en vis udstrækning muligt at afkode, hvad andre mener via tonefald, mimik og gestik. Altsammen elementer, der er med til at skabe genkendelighed og dermed tryghed.

Kigger vi derimod på Twitter, hører den teknologi til under ‘Social Networking Sites, SNSs’. På Twitter er det ikke alle brugeres, der vælger at identificere sig med navn og/eller et vellignende foto, og mange vil opleve, at der er meget lidt ‘krop’ i kommunikationen. Typisk for Twitter er, at kommunikationen er tekstbaseret og den foregår tidsforskudt, dvs. asynkront. Umiddelbart er det således en meget anderledes kommunikationsform, end den vi er vant til, og derfor ser vi også, at mange brugere supplerer med fx emojis, gifs og billeder for at kompensere for de manglende muligheder for at afkode budskabet. Netop fordi kommunikationen er asynkron, kan der gå lang tid inden man får en respons, fx et like eller en kommentar, og i mange tilfælde kan det opleves som om man sidder og taler ud i et tomt rum. Når Twitter så bruges til synkron chat, ændrer denne oplevelse sig markant (for de fleste) idet, der nu pludselig er masser af respons.

Når min vurdering er, at både chatten og webinaret er gode eksempler på, hvordan man kan designe for social online læring – også trods forskellighederne – så hænger det sammen med det overordnede perspektiv på læring, som jeg læner mig op ad. I min phd, og i megen af min forskning i det hele taget, er jeg inspireret af sociokulturelle teorier om læring, ikke mindst sådan som det kommer til udtryk i Wengers (1998) sociale teori om læring i praksisfællesskaber. Jeg vil ikke i dette indlæg gå i dybden med teorien, men blot fremhæve enkelte centrale aspekter, hhv. domæne, fællesskab og praksis:

Oversat fra Riis (2016, s. 127)

Wenger, McDermott & Snyder skriver om praksisfællesskabet, at det

… er en unik kombination af tre fundamentale elementer: et domæne af viden, som definerer et problemfelt; et fællesskab af mennesker, som kærer sig om domænet; og den delte praksis som de udvikler for at være effektive ift. domænet. (Wenger, McDermott & Snyder, 2002, s. 27 – min oversættelse, opr. fremhævelse)

Pointen er her, at fx ift. #skolechat, så deltager brugerne i et fællesskab gennem tweets mhp. at udvikle deres viden og praksis fx om, ‘hvordan man skaber et socialt rum, når undervisningen foregår online’, sådan som vi så det i Mathias’ indledende tweet ovenfor. Og ift. #itddchamp-webinarer vil man kunne hævde det samme. Det vil sige, at i begge tilfælde, er der umiddelbart skabt betingelser for, at deltagerne kan lære noget i fællesskab.

Alligevel vil det være min antagelse, at deltagerne i de to forskellige, digitalt medierede praksisfællesskaber oplever deres deltagelse (og dermed også udbytte) meget forskelligt, hvilket bla. hænger sammen med, at der er tale om to fundamentalt forskellige kommunikationsformer. Min forskning viser, at noget af det, der er meget væsentligt for at kunne føle sig som del af et praksisfællesskab online er, hvorvidt teknologien giver oplevelse af hhv. (self-)presence (tilstedevær af en selv) og co-presence (tilstedevær af andre). Det er to begreber, som jeg vil vende mere udføreligt tilbage til fremadrettet, men når man kigger på, hvad der karakteriserer hhv. chatten og webinaret, så er der fx forskel på, hvordan og hvorvidt, de giver oplevelse af ‘krop’, hvilket for mange mennesker er væsentligt for, at de kan føle sig tilstede og sammen med andre. Oplevelse af ‘krop’ (embodiment) er imidlertid ikke det eneste aspekt, der har indflydelse på oplevelsen af tilstedevær. Hurtig respons, sådan som det foregår fx i chatten, kan også give den oplevelse og vedvarende respons som i den alm. asynkrone twitterbrug kan give det samme. Men det er og bliver en anderledes måde at kommunikere på, og derfor er det også noget som typisk kræver en del tilvænning, før man oplever, at det kan have værdi.

Jeg opfatter undervisning, hvad enten den foregår onsite eller online, som et kommunikativt og dermed relationelt fænomen, og set i denne optik, er det altså ikke overraskende, at så mange undervisere aktuelt føler sig pressede ifm., at de har skulle transformere deres undervisning. Social læring kan sagtens fungere online, men det kræver tid, tilvænning og i mange tilfælde også en redidaktisering, hvis det virkelig skal give mening og værdi.

/Marianne