Digitalisering med omtanke og udsyn i det nye årti?

På grænsen til det nye årti, er det på sin plads at gøre en form for status og forsøge at kigge lidt fremad. Her vælger jeg at tage udgangspunkt i en forespørgselsdebat, F17 Om digitalisering med omtanke og udsyn, fra Folketinget d. 11.12.19. Forespørgselsdebatten er på mange måder illustrativ ift. til det seneste årtis – særligt den sidste halvdels – måde at debattere digitalisering i uddannelsessektoren på. Der er tale om et meget langt indlæg (knap 7000 ord), hvor jeg helt bevidst har valgt at medtage mange og lange citater fra forespørgselsdebatten, simpelthen fordi jeg synes, at det er super interessant at læse politikernes holdninger til emnet.

I debatten kommer en række af de gængse antagelser, der generelt præger debatter om digitalisering, frem – de væsentligste er samlet i boksen herunder:

Digitalisering af undervisning, og i uddannelse mere generelt, har ikke haft den forventede positive effekt (fx på elevernes læringsudbytte).

Digitalisering har derimod: 
- resulteret i distraktioner, manglende fordybelse, dårligere læsning, eksklusion og mobning, samt forskellige sundhedsrisici
- medført kommercialisering og øget overvågningskapitalisme i uddannelse
- betydet øget monopolisering ift. valg og indkøb af digitale læremidler, portaler, platforme mv.
- standardiseret lærernes arbejde og frataget dem en væsentlig del af deres faglighed

Spørgsmål til ministeren
I forespørgselsdebatten havde Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF) stillet følgende spørgsmål til ministeren:

Vil regeringen med afsæt i den tidligere regerings plan »Digitalisering med omtanke og udsyn – Mod en ny digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet« fra marts 2019 redegøre for, hvad status er på planen, og hvordan regeringen forholder sig til en nylig offentliggjort større international undersøgelse, som påpeger, at skoleelever bliver dårligere læsere, når iPads og læringsplatforme erstatter bøger og papir, jf. artiklen »Skærme gør danske skoleelever til dårligere læsere« i Politiken, den 28. oktober 2019, og artiklen »Eleverne har sværere ved at fordybe sig, når de læser på en skærm« i Politiken, den 29. oktober 2019?

Forespørgselsdebatten var interessant fordi den gav et indblik i forskellige partieres holdninger til digitalisering på uddannelsesområdet (særligt ift. Folkeskolen) og politikernes måde at debattere og argumentere på. Debatten varede i godt to en halv time, så der kom mange synspunkter frem. Det er første gang, at jeg har set ministeren udtale sig i så vid udstrækning om digitalisering, så alene af den grund er debatten virkelig interessant. Men først lidt om de to undersøgelser, som Thulesen Dahl og Ahrendtsen refererer til, da disse hver især er med til at danne to overordnede præmisser for debatten.

Baggrunden for debatten

Den første undersøgelse er en del af en slags statuspublikation ‘Digitalisering med omtanke og udsyn – mod en ny digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet’, som den tidligere regering udgav i marts 2019. Publikationen indeholder fire temaer om 1) teknologi i undervisningen, 2) teknologi som faglighed, 3) teknologi og det gode børne- og ungeliv og 4) teknologi på skolen. For hvert tema er der listet muligheder og opmærksomhedspunkter. Særligt sidstnævnte er interessant, da der kun yderst sjældent på policyniveau gennem de seneste årtier har været så eksplicit fokus på nogle af de negative konsekvenser, der også kan følge med digital teknologi i og omkring undervisning og uddannelse.

Den daværende minister skrev følgende i forordet:

Denne publikation giver et indblik i, hvad forskningen siger om teknologi og undervisning, og den giver et værdifuldt vidnesbyrd fra en række undervisere, som til daglig har dilemmaerne og mulighederne tæt inde på livet i klasseværelserne. Det er vigtigt, at vi også lytter til lærerne og eleverne og får et indblik i, hvad de efterspørger og har brug for i undervisningen. (STIL, 2019, s. 3)

Publikationen var baseret på en ‘temperaturmåling’ blandt 376 lærere og undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelser (gymnasier og erhvervsuddannelser) og blandt 1051 forældre til børn og unge i grundskole og på ungdomsuddannelser. Det blev fremhævet, at temperaturmålingen ikke var repræsentativ, men gav ‘et indblik i, hvordan lærere, undervisere og forældre forholder sig til digitalisering og teknologi på undervisningsområdet lige nu’. Publikationen indeholder også et appendiks over udvalgte rapporter, debatbøger og undersøgelser – et egentligt forskningsreview er der dog ikke tale om. I relation til forespørgselsdebatten, så er det især omtankeperspektivet, der udgør en præmis.

Den anden undersøgelse, som der refereres til indirekte via de to artikler fra Politiken, er den såkaldte ePIRLS 2016, der blev udgivet i oktober 2019. PIRLS er en tilbagevendende undersøgelse af elevers læsekompetence i omkring 10-års alderen, der udføres hvert 5. år. I 2015-16 blev undersøgelsen PIRLS 2016 gennemført. Her undersøgte man for første gang også læsning af elektroniske tekster (ePIRLS). Danmark deltog med 7.100 elever fra både 3. og 4. klasse fra 186 skoler, der er repræsentativt udvalgt.

Den næste PIRLS-undersøgelse bliver foretaget i 2021 og her bliver ePIRLS en integreret del af selve PIRLS.

Af pressemeddelelsen, der har overskriften ‘Danske elever er gode online-læsere, men glem ikke bøgerne’ fremgår det bla.:

  • De danske 4. klasseelever gik i læseundersøgelsen PIRLS 2016 lidt* tilbage i forhold til resultaterne fra 2011.

  • Eleverne, særligt drengene, er bedre til at læse på en computerskærm end på papir.

  • Sammenlignet med andre lande klarer de danske elever sig godt. Kun eleverne fra Singapore, Norge og Irland klarer sig bedre.

  • En gruppe elever (11%) har svært ved at læse både på papir og på en skærm.

  • Forældres læselyst, barnets glæde ved at læse og tidlig sprogstimulering har positiv indflydelse på læsning.

  • Bøger skal ikke erstattes af online-tekster, derimod udtaler en af forskerne bag undersøgelsen, Katja Neubert (AU): “Resultaterne fra ePIRLS peger derfor på, at det kan være en fordel at veksle imellem forskellige materialer og medier alt efter formål,” siger hun. ”Der ser ud til at være forskel på, hvad der egner sig til at blive læst på en computer eller en tablet, og hvad der er bedre at læse på papir.”

Det var altså resultater som disse, der lå til grund for de to artikler i Politiken, der sidenhen også blev adresseret i en leder med titlen ‘Det digitale læremiddelhelvede må stoppe: giv dem så de bøger’.

Den misvisende repræsentation af undersøgelsens resultater, er blevet debatteret ivrigt, eksempelvis her i tweetet af Jeppe Bundsgaard (AU), der går i rette med Politiken. Bundsgaard har også uddybet kritikken i en artikel på Folkeskolen.dk: ‘Forskning: danske drenge læser bedre på skærm, end på papir’. Her pointerer Bundsgaard, at moderat brug af computere ser ud til at være vejen frem, men også, at undersøgelsen viser, “at det ikke er nok bare at putte teknologi ind i skolen. Det giver først gode resultater, når det er en fornuftig brug af teknologi, der finder sted.”

Men læser man alene Politiken, vil man få det indtryk – som også Thulesen Dahl og andre politikere i debatten har – at det står grueligt galt til med danske skoleelevers læsning, og at dette skyldes skærmenes indtog i undervisningen. I relation til forespørgselsdebatten, så er dette den anden præmis. 

 

Uddrag af forespørgselsdebatten
Ud over ministeren (S) og Thulesen Dahl (DF) deltog følgende personer i forespørgselsedebatten: Mai Mercado (KF), Stén Knuth (V), Torsten Gejl (ALT), Marianne Jelved (RV), Henrik Dahl (LA), Kasper Sand Kjær (S), Astrid Carøe (SF), Jakob Sølvhøj (EL) og Lars Boje Mathiesen (NB). Kantede parenteser henviser i det følgende til starttidspunktet for de forskellige talere.

Debatten starter med, at Thulesen Dahl [10:00] beder ministeren om at redegøre for status på planen for ‘Digitalisering med omtanke og udsyn’, og hvordan regeringen planlægger at komme komme videre med en digitaliseringsstrategi, ‘så vi ikke i fremtiden gør tingene lige så blindt, som vi har gjort de sidste 30 år?’

Her giver ministeren et ca. 15 min. langt svar, hvor hun bla. siger følgende om digitalisering generelt:

Der er ikke nogen tvivl om, at digitaliseringen igennem de senere år er kommet til at fylde rigtig meget på undervisningsområdet, og de af os med børn, som går i skole, oplever, hvordan digitaliseringen både har overtaget kommunikationen derhjemme, men også aktiviteterne i klasselokalet.

Alt det er jo sådan set gode intentioner, men nu står vi så i en situation, hvor digitaliseringen af undervisningsområdet også giver nogle ret alvorlige udfordringer. Digitaliseringen åbner nemlig ikke bare for nye muligheder og letter på arbejdsgangene for lærerne; digitaliseringen styrer også måden at arbejde på og ender måske desværre med i for mange situationer at ensrette lærernes praksis og den måde, der bliver undervist på. I nogle skoler oplever man – og det er jo så simpelt hen et nyt ord – at der foregår portalundervisning, hvilket betyder, at al undervisning er centreret om en onlineportal, der er udbudt af en privat leverandør, og den undervisning bliver jo selvfølgelig ensartet, kedelig og uden ånd, og det sidste er jo egentlig essensen af vores skole. For mig er det afgørende, at bøger fortsat er en vigtig del af undervisningen i folkeskolen, og det vil jeg gerne lige vende tilbage til.

Digitaliseringens indpas har i de senere år nogle steder simpelt hen været medvirkende til, at lærerne rent undervisningsmæssigt er blevet lagt i benlås, og på nogle af skolernes læringsplatforme og i de digitale læremidler er det blevet uhensigtsmæssigt styrende for lærernes tilrettelæggelse af undervisningen.

Så digitaliseringen er jo ikke problemet i sig selv. Problemet opstår, når digitaliseringen ender med at være det, der dikterer, hvad og hvordan læreren skal gribe kerneopgaven an, nemlig at sikre en god undervisning for alle elever med fokus på, at alle elever lærer og trives bedst muligt. Så selvfølgelig skal digitaliseringen indgå naturligt i undervisningen, hvor det giver mening, men det må ikke definere undervisningen – det er ret afgørende.
Ministeren [10:03 ]

Om danske skoleelevers læsning og forskellige undersøgelser på området, siger ministeren bla.:

Inden jeg går videre til at redegøre for den del af forespørgslen, der handler om den tidligere regerings arbejde med at lave en digitaliseringsstrategi for undervisningsområdet, så vil jeg gerne starte med at bemærke, at danske skoleelevers evne og lyst til at læse ikke er blevet markant bedre, selv om det ikke har skortet på initiativer, og det er et område, som regeringen ser på med stor alvor. Resultaterne af de nationale test i 2019, som kom for nylig, viser, at der er et fald på 1-3 pct. i andelen af elever, der opnår gode resultater i læsning sammenlignet med sidste skoleår, og de nye PISA-tal, som også lige er kommet, viser, at resultaterne i læsning for 15-årige er uændrede fra 2015 til 2018. Dertil kommer, at en ud af seks forlader skolen uden tilstrækkelige læsekompetencer.

Vi ved, at læsefærdigheder og læselyst hænger sammen, og der ligger danske elever lavt, ligesom de læser mindre i fritiden, og det er efter min mening en meget bekymrende tendens.

Hvad skyldes det så? Kan det udelukkende forklares med, at børnene læser mere på skærmen, end de gjorde tidligere? Evalueringen af indsatsen for it i folkeskolen konkluderer, at der er en række oplevede positive effekter, bl.a. af iPads og computere, når det kommer til undervisningsdifferentiering og til motivation, og andre undersøgelser viser, at danske lærere kan se en række positive aspekter af at anvende it i undervisningen, herunder at det understøtter eleverne på det niveau, de er på, og giver dem interesse for at lære.

Så man kan sige, at udfordringen med læsning faktisk er ret kompleks. Der er ikke en entydig dokumentation for, om det har en negativ eller en positiv indvirkning på elevernes læsefærdigheder at anvende digitale bøger og undervisningsmaterialer i stedet for de fysiske bøger. Der er faktisk tværtimod forskellige faktorer, der kan have betydning for den digitale læsning. Det kan have betydning, hvilken type af tekst man læser, og hvilket medie man læser på. I virkeligheden er summa summarum jo, at det ikke må være digitaliseringen, der dikterer, hvad det så er, man anvender.

Digitalisering er et redskab, og på den måde synes jeg jo egentlig, at man skal se det lidt ligesom den kuglepen, jeg står med i hånden. Den kan være ret afgørende for at skrive, men det skal ikke være den, der afgør, hvad det er for nogle ord, der bliver skrevet; det skal helst komme heroppefra.

Balancen er altså vigtig for at skabe variation og motivation i undervisningen, og de digitale læremidler og ressourcer giver bedst gavn i undervisningen, når de kombineres med bøger og tekst på papir, og det er min oplevelse, at der ikke er den balance på alle skoler.
Ministeren [10:03 ]

Om indkøb af digitale læremidler, siger ministeren bla.:

Ifølge folkeskoleloven skal skolebestyrelsen godkende læremidler, som lærerne skal anvende i undervisningen. Det er dog nogle steder gået hen og blevet en decideret pseudoproces, fordi en kommunal forvaltning har taget en beslutning om valg af forlag på forhånd, og det vil sige, at konsekvensen af at træffe et andet valg end det, der forelægges en, økonomisk er så stor, at det mere eller mindre netop bliver til et pseudovalg, fordi man ikke kan vælge noget andet. Der kan selvfølgelig set fra forvaltningens synspunkt godt være gode grunde til det, bl.a. omkostningerne, og at der er stordriftsfordele ved centrale indkøb, men det betyder, at der er blevet en tendens til en øget centralisering af indkøb af digitale læremidler, hvor kommuner lader forvaltningen indkøbe næsten alle eller dele af de digitale læremidler, og at det nogle steder så kun er fra få eller enkelte forlag. Det er et problem, fordi lærerne så bliver underlagt en beslutning, der er taget af nogle andre end dem, der er i klasselokalet på daglig basis, og det duer simpelt hen ikke. For så misser vi jo hele den der konkrete vurdering af, hvad det er for et lokale, og hvad det er for en gruppe elever, vi står over for.
Ministeren [10:03 ]

Om digitalisering som styringsværktøj, siger ministeren bla.:

Så problemstillingen er faktisk ikke særlig enkel, og hvilken vej er det så rigtigt at gå? Først og fremmest synes jeg, at man kan sige, at digitaliseringen ikke må være et styringsværktøj. Jeg tror sådan set, at noget af det første, vi skal tage ned som partier i Folketinget, er, at digitaliseringen ikke må blive et styringsværktøj. Derfor finder vi det i regeringen også afgørende, at lærerne kan bruge de digitale muligheder, når det giver mening for dem og det kan understøtte den undervisning, de står med, altså at digitaliseringen alene bliver set som et redskab, som giver mening i klasselokalet. Lærerne skal have professionel frihed og råderum til at tilrettelægge undervisningen, og derfor skal de også kunne vælge læremidler, der reelt understøtter undervisningen.
Ministeren [10:03 ]

Om elevers og læreres digitale dannelse, siger ministeren bla.:

Samtidig har vi i regeringen fokus på både elevers og lærers digitale dannelse. Forsøgsprogrammet om teknologiforståelse er ét greb ind i den diskussion, men jeg vil samtidig gerne holde fast i, at vi har et behov for at rette blikket mod de sociale medier og børn og unges færden her. Der skal jo ikke herske nogen tvivl om, at det er en del af skolevirkeligheden, man nu tager med sig hjem og helt ind i børneværelset på grund af de sociale medier, og det vil sige, at det, der foregår i skolen, altså også foregår hjemme på ens børneværelse. Så ligesom når vi taler om mobning, som vi også har gjort her i Folketinget inden for den sidste uge, så gælder det, at de sociale medier er vigtige, men det gør det jo så selvfølgelig også i hele den dannelse, man som barn skal have med sig i et voksenliv senere hen.
Ministeren [10:03 ]

Og ministeren afslutter med opfordring om at sørge for bedre balance mellem digitalisering og analogisering og til videre dialog:

Så jeg mener, at der ligger et politisk spor, og jeg mener, at vi skal have en dialog med parterne for at høre, hvordan vi kan komme tættere på nogle løsninger, hvor vi ikke gør som i 00’erne, hvor der ingen digitalisering var, eller som i 10’erne, hvor det måske gik lige lovlig hurtigt og man glemte, at det andet også havde en værdi, men at vi ligesom får taget det bedste af begge verdener og får sagt, at der faktisk skal være en balance, så vi får brugt de motiverende dele af det med de digitale undervisningsmidler og vi så får luget ud der, hvor det bliver dikterende for, hvad man skal undervise i.

Så i stedet for handlingsplaner og strategier og de her ting, som jeg meget ofte oplever bliver til papirtigre, så vil jeg måske hellere, at vi får lavet en dialog, og det vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for også at få skubbet til ved at have taget initiativ til den her forespørgsel. Det mener jeg er en rigtig vej at komme frem ad. Tak for ordet.
Ministeren [10:03 ]

Efter Thulesen Dahl og ministerens indledende indlæg fortsætter debatten i godt to timer. Det er interessant at se i hvor vid ustrækning partierne reelt er enige: Digitalisering skal spille en rolle i uddannelse, da der kan være positive effekter – fx ift. differentiering. Men politikerne synes også, at der generelt har været for stor tiltro til digitalisering i uddannelse og undervisning, som ikke blot har skuffet ift. forventede positive effekter, men også har medført en række negative konsekvenser, hvilket kalder på mere omtanke fremadrettet.

Mai Mercado (KF) starter med at kommentere på pseudovalget og kommunernes overdrevne fokus på digitale teknologier:

Tak for en rigtig god tale, som jeg deler på mange stræk. Jeg synes især, noget af det, der var spændende, var det her, ministeren sagde, med pseudovalget, altså, hvor forvaltningen er inde og træffe nogle beslutninger, som gør, at der sådan set ikke er friheden til at vælge de undervisningsmaterialer, som passer til den enkelte elevgruppe ude i klassen. Man kan jo være bekymret for, om den udvikling også kommer til at fortsætte, således at man fra en kommunalbestyrelses side vælger et overdrevet fokus på eksempelvis digitale læringsplatforme eller undervisningsmidler.
Mai Mercado [10:19]

Torsten Gejl (ALT) fortsætter med kommentarer om underholdningsindustriens indtog i undervisningen:

Tak. Det er en god debat, en god forespørgsel og spændende emner. Jeg har også en anden vinkel, som jeg sidder og spekulerer på. Jeg har snakket med elever, der siger, de nogle gange i deres klasse oplever, at halvdelen af eleverne sidder og spiller Counter-Strike på deres iPads. Det er svært for lærerne at se, for de vender jo ansigtet den anden vej. Så vi har også åbnet en mulighed for endeløs underholdningsindustri direkte ind i klasselokalet, sådan en elektronisk motorvej til alle de store spiludbydere. Har ministeren tænkt på, hvad det eventuelt gør ved undervisningen, og hvilke konsekvenser det måtte have?
Torsten Gejl [10:23]

Marianne Jelved (RV) taler om reformen, kommunernes implementering og hvad det vil sige at holde skole:

Jeg har jo været lærer i 22 år i folkeskolen, og jeg synes, det var en god reform, vi fik vedtaget, når man læste den på papiret. Men da den skulle implementeres, gik alt jo galt. Ikke mindst, og det er det, som ministeren trækker frem her, som jeg gerne vil understrege ved at gentage det, at forvaltningerne rundtomkring i kommunerne simpelt hen bestemte, hvad det var for noget materiale, der skulle købes til skolen, og hvordan det skulle bruges. Det er jo et overgreb på lærerstanden, som er meget svært at forestille sig, hvis ikke man har været ude at tale med dem. Derfor er jeg meget glad for, at ministeren har været på rundtur til kredsene og hørt, hvordan lærerne oplevede det her. Derfor vil jeg opfordre ministeren til, at det her bliver et tema over en række møder med KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, som vi jo har aftalt møder med, altså at tage hele den problemstilling op, så kommunerne forstår, hvad det vil sige at være i en skole, være en skolelærer, og hvad undervisning er.
Marianne Jelved [10:23]

Henrik Dahl (LA) problematiserer [10:27], at digitaliseringen påtvinger samfundet nogle beslutninger, som politikere aldrig nogen sinde ville tage, og spørger ministeren, hvad hun vil gøre for at få beslutningskraften tilbage til parlamentet. Hertil svarer ministeren bla.:

Og i forhold til at få beslutningskraften tilbage politisk, så tror jeg, at det, vi har været udsat for på digitaliseringsområdet, simpelt hen er, at man herindefra ikke har kunnet overskue det. Nu er der gået de to årtier, der er, og jeg tror så, at når opmærksomheden nu er der kredsen rundt, så vil vores evne til at stramme op på det egentlig være relativt tilstedeværende. Så jeg er faktisk optimistisk, i forhold til at det kan lade sig gøre at få spolet baglæns på nogle af de ting. så længe vi er villige til at bøje os imod hinanden. Ministeren [10:28]

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) kommenterer på de forskellige taler og stiller derefter et forslag til vedtagelse, der stemmes om senere i debatten (fremgår nedenfor). Herefter følger en dialog mellem Kasper Sand Kjær (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) om indkøb af undervisningsmaterialer og hvad der kan gøres. Denne del tages op igen senere i debatten.

Kasper Sand Kjær (S) fortsætter med et indlæg om nogle af de mange negative konsekvenser ved digitalisering i undervisningen, hvor han bla. siger følgende:

Digitaliseringen er blevet en fast del af vores hverdag, og den udvikling er gået enormt stærkt, og det gælder selvfølgelig også på undervisningsområdet. Meget er blevet nemmere, også undervisningen i skolen, fordi teknologien også giver muligheder for at lære på nye måder. Ideelt set kan digitaliseringen og digitale læremidler jo være med til understøtte udviklingen mod en mere varieret og inkluderende undervisning. For mig er der ingen tvivl om, at der er masser af muligheder i teknologien, men der er bestemt også rigtig mange faldgruber. Den fører til øgede forstyrrelser, digital støj, manglende fordybelse og dårlige søvnvaner, og vi risikerer jo at gøre vores børn en enormt stor bjørnetjeneste, hvis vi bare placerer dem foran skærmen og sætter strøm til den digitale verden uden yderligere omtanke eller uden den nødvendige viden om, hvad det har af konsekvenser.

Så vi skal bruge digitaliseringen klogt. Desværre ser vi i dag, at digitale læremidler nogle steder er blevet styrende for undervisningen, og at digitaliseringen er blevet et mål i sig selv.
Kasper Sand Kjær [10:38]

Dialogen mellem Kasper Sand Kjær (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) fortsætter og Kjær konkluderer, at det handler om at tage styringen tilbage og give friheden tilbage til lærerne:

I dag bliver det jo styret af alle mulige andre aktører, bl.a. af det, at der i virkeligheden er så få muligheder. Hvis man først er gået ind på det spor at bruge de digitale læremidler, er der i virkeligheden meget få valg, man kan træffe, om, hvilke undervisningsmaterialer man gerne vil benytte.

Jeg synes, at det går helt tilbage til spørgsmålet om, hvad skolelærerens rolle egentlig er. Og for mig at se er lærerens rolle også at organisere indholdet i fagene som et led i den almene dannelse af eleverne. Det kræver jo en frihed til at vælge egne undervisningsmaterialer. Når vi har ladet digitaliseringen gøre så hurtigt et indtog i skolerne, har vi jo også udfordret lærernes frihed til selv at vælge undervisningsmaterialer og selv organisere indholdet i fagene, så det passer til den enkelte gruppe elever, og så det passer ind i den dannelsesopgave, som lærerne har.
Kasper Sand Kjær [10:45]

Stén Knuth (V) kommer på banen og problematiserer bla. e-sport og gaming, der har vundet indpas i Folkeskolen, men gør også opmærksom på, at det handler om at få skabt en sund kultur ift. digitalisering blandt børn og unge:

Men lige meget hvor mange strategier og drøftelser og dialoger vi har og vi laver, så vil vi på det her område være konstant bagud, men det kalder på handling, og det kalder på, at lærerne får didaktiske og faglige og pædagogiske forhold, der jo netop kan hjælpe de unge med at udnytte det her potentiale, der ligger, om det så er i forhold til bøger, men også i forhold til de digitale medier.

Når alt det her er sagt, er det jo ikke iPads eller elektronik eller computere, der gør børn til dårlige læsere. Det er jo brugen og til tider også misbrugen, og her er der mange arenaer, hvor børn og unge færdes, og hvor vi som voksne skal være med til at hjælpe med at give de unge en kultur og en opdragelse, der sikrer, at de udnytter de potentialer, der også ligger i digitaliseringen. Forældre, lærere, pædagoger og sågar også trænere i den enkelte forening har jo alle sammen aktier i, at vi får en sund kultur, og at vi får nogle balancer i det her.
Stén Knuth [10:47]

Dialogen fortsætter herefter mellem Stén Knuth (V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Marianne Jelved (RV), hvor der især er fokus på at klæde børn og unge på til at begå sig i en digital tidsalder – både privat og i det kommende arbejdsliv. Igen bliver lærernes muligheder for at træffe beslutninger fremhævet:

Jeg er fuldstændig enig – vi kan slet ikke blive uenige om det her. Og igen mener jeg bare, at det, der har været en rigtig god start på den her dag, jo er, at ministeren anerkender, at det er lærerne, der skal afgøre, hvilke materialer der skal bruges i undervisningen. Det er ikke nogle firmaer, som monopoliserer bestemte læringsmidler, som kommunerne så køber ind og tvinger skolerne til at bruge. Det er helt galt, og derfor bliver den her dag en dag, som jeg sætter kryds i kalenderen ved. Den får et særligt minde hvert år; her skete der en åbenbaring i Folketingssalen. Tak for det.
Marianne Jelved [10:59]

Herefter bidrager Astrid Carøe (SF) med støtte til at give lærerne beslutningskompetencen tilbage og fremhæver, at der er behov for at udvikle lærernes kompetencer ift. at vælge og anvende digitale teknologier i undervisningen:

Derfor vil vi også gerne fra SF’s side sige tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på digitaliseringens konsekvenser. Vi bliver nødt til at have både omtanke og udsyn. I SF mener vi, at det er helt afgørende, at lærerne selv oplever at være klædt på til opgaven, men det er vores indtryk, at det bestemt ikke forholder sig sådan på alle skoler i Danmark. I rapporten »Digitalisering med omtanke og udsyn« har 53 pct. af lærerne svaret, at de har behov for at få styrket deres kompetencer i brugen af digitale læremidler for at hæve elevernes faglige niveau, og derfor ser vi også meget positivt på, at regeringen vil gå i dialog med de forskellige centrale parter på området samt afdække lærernes digitale hverdag. Så mange tak for det.

Ud over at vi skal sørge for, at de lærere, der er i folkeskolen i dag, er klædt på til at vurdere og bruge de nyeste digitale læremidler, skal vi også sørge for, at vores kommende lærere er klædt på til det. Derfor mener vi i SF, at undervisningen i digitalisering skal styrkes i læreruddannelsen. Det tror vi vil betyde, at nyuddannede lærere kommer ud med den nyeste viden og kan inspirere skolens arbejde på det her område. Derfor vil vi løfte det her i Uddannelses- og Forskningsministeriet – jeg ved godt, at det ikke er der, vi er i dag, som ministeren også påpegede, men så må vi jo tage det med et andet sted hen.
Astrid Carøe [11:00]

Jakob Sølvhøj (EL) fortsætter med fokus på de muligheder digitalisering giver i undervisning, men også på de store udfordringer, der følger med. Sølvhøj problematiserer de ‘astronomiske beløb’, der er brugt på implementering af it i Folkeskolen og efterspørger mere viden om, hvordan digitalisering kan skabe bedre rammer for undervisning. Herudover problematiseres markedskræfter og techgiganter:

Jeg tror, det er vigtigt, at vi også har fokus på, hvad det er for drivkræfter, der driver den digitale udvikling frem i vores undervisningssystem, så det ikke bliver de digitale læringsmidler, der kommer til at styre udviklingen. Fru Marianne Jelved var bl.a. inde på det i sit indlæg, nemlig de mange penge, som er i udvikling og salg af digitale undervisningsmidler og systemer. Jeg tænker, at det er nærliggende at tro, at de store techkoncerner, som driver forretning ved at sælge undervisningsmidler og systemer, i hvert fald indimellem har et stærkere fokus på at få en maksimal indtjening end på egentlig at gavne de samfundsmæssige interesser i forhold til vores uddannelser.

Det er blevet en milliardforretning, og jeg tror det er utrolig vigtigt, at vi diskuterer med hinanden, hvordan vi undgår, at vi får en markedsstyret udvikling af hele det her område frem for det, vi gerne skulle have, nemlig en demokratisk styret udviklingen, der først og fremmest har fokus på at anvende teknologien til at understøtte god undervisningen og elevernes læring. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi har fokus på, at digitaliseringen kan drive en standardisering af undervisningen frem, som tilsidesætter lærernes faglighed. Det er vigtigt, at en ny teknologi bliver anvendt, så den understøtter fagets formål og undervisernes didaktiske tilgang.
Jakob Sølvhøj [11:04]

Dialogen fortsætter mellem Jakob Sølvhøj (EL) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), og det drøftes, hvordan politikerne kan forhindre de negative markedskræfter og hvor dyrt og langsommeligt, det er at udvikle digitale læremidler. Der er enighed om, at det ikke er lovgivernes opgave at tage stilling til, hvad for nogle undervisningsmidler der skal bruges. Det skal være op til lærernes faglige vurderinger. Debatten om kommercialisering, monopoler og udbud fortsætter, hvor også Kasper Sand Kjær (S) og Marianne Jelved (RV) bidrager. Mai Mercado (KF) tilføjer en pointe om, at ‘digitalisering jo er et redskab, det er ikke et mål i sig selv’, men at der for nuværende er risiko for at ‘digitale læringsforløb bliver den sidste udvej til læring – det bliver ikke den bedste vej til læring’. Debatten fortsætter en rum tid og der er generelt stor enighed om udfordringerne.

Henrik Dahl (LA) retter herefter drøftelsen over mod kvaliteten af undervisningsmidler:

I 2012 påviste tv-programmet Detektor, at 14 ud af 15 danske historiebøger fejlagtigt videregav den påstand, at Columbus havde bevist, at Jorden var kugleformet, altså at mennesker før Columbus troede, at Jorden var flad. Det har mennesker i Europa vidst siden oldtiden at den ikke var.

Når jeg bringer det her eksempel frem, er det, fordi ordføreren nævner kvalitet i de undervisningsmidler, vi har. Altså, det er jo ikke sådan, at de undervisningsmidler, vi har, er fantastiske. Så anerkender ordføreren, at der også er et dilemma med kvalitet, altså at det at få kapital ind til at udvikle undervisningsmaterialer også kan gøre dem bedre, og at det, vi har, ikke altid er fantastisk?
Henrik Dahl [11:37]

Her kommer Lars Boje Mathiesen (NB) ind i debatten med nogle andre perspektiver, heriblandt særligt L 409’s indflydelse på lærernes dagligdag, hvor han bla. trækker på sin egen erfaring som tidligere folkeskolelærer:

Jeg har været i den danske folkeskole og arbejdet i den danske folkeskole i over 20 år, så hvis der er noget, jeg ved noget om, så er det digitalisering i den danske folkeskole og hands on-erfaringer omkring det.

Jeg tror måske, det kan være væsentligt lige at slå den første myte ihjel, og det er omkring lærebøgerne, som hr. Henrik Dahl her trækker lidt ind. Men de var ikke nogen orakler. Med den økonomi, der var, og det, der foregik i folkeskolen, fik man en lærebog, og når man overdrog en klasse, var de lærebøger måske ofte 10, 12, 13 og 14 år gamle, for der var ikke råd til at udskifte et helt klassesæt hvert år, hvert andet år eller hvert tredje år. Så de fysiske bøger var dårlige redskaber til at give opdateret viden til børnene, og det vidste lærerne godt, så derfor brugte man dem kun til nogle opslag en gang imellem.

Derfor tror jeg ikke, man skal have en debat om enten-eller. De lærebøger, som vi har derude nu, er oftest så gamle, at de ikke giver en relevans mere, og hvis man vil til at købe nye lærebogsystemer, samtidig med at man har digitale systemer og man opdaterer dem begge to, så snakker vi altså om rigtig, rigtig mange udgifter, som man skal lægge ud på det her område.

Så derfor kunne jeg godt tænke mig, at man prøvede at kigge på, hvad det så er, der skaber den gode undervisning, og hvad det er, der sker i den læring ved eleverne, og det er ikke et spørgsmål om, om det er digitale hjælpemidler eller ej, og om du er på en skærm eller ej. Grundlæggende er det nogle helt andre forhold, som gør, at der sker den gode læring.

Hvis man vil kigge på, hvad der har skadet folkeskolen, så skal man kigge på L 409 i stedet for, et kæmpe, massivt overgreb på lærernes faglighed og arbejdstid. Det er nok den største katastrofe, der er sket i nyere dansk tid i forbindelse med folkeskolerne. Så har heldagsskolen også været et kæmpe problem, og dertil har man ikke opbygget kompetencerne for lærerne på de her områder.
Lars Boje Mathiesen [11:39]

Særligt den sidste kommentar om L 409 får Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) til at spørge om de udeblevne effekter ikke skyldes, at ‘lærerne er blevet mere monotone i deres undervisning, og når vi får dårlige resultater, skyldes det egentlig, at lærerne ikke tager konsekvensen af, at det, de gør, ikke virker?’

Her er Lars Boje Mathiesens (NB) svar ganske klart:

Jeg mener ikke, at du kan tilskrive digitale læremidler, at vi får dårlige resultater. Jeg mener, at du kan tilskrive det lov 409, som var et kæmpe overgreb på lærerne. Den har medført manglende forberedelse til lærerne og manglende frihed til, at lærerne kan agere og tilrette noget af det.
Lars Boje Mathiesen [11:47]

Torsten Gejl (ALT) mener Mathiesen ignorerer de digitale virkemidlers indvirkning på undervisningen, men Mathiesen står fast på sit synspunkt:

Men det er jo ikke et problem med læringsmidlet, og det er heller ikke et problem, teknologien er årsag til. Problemet her er læreren. Altså, hvis jeg ikke vil have mine elever til at kigge på en skærm, når jeg står og forklarer dem noget, så beder jeg dem om at lade være. Det er da min autoritet. Det er da min opgave som lærer. Hvis jeg ikke bryder mig om, at mine elever sidder og kigger på en iPad, når jeg skal fremlægge noget, så sørger jeg da for, at de ikke gør det. Det har da intet at gøre med, hvilken teknologi der er. Det har noget at gøre med, om læreren sætter sig i respekt over for de elever, han står over for. Jeg har intet problem med, at mine elever bruger digitale værktøjer, hvis det hjælper. Hvis jeg har brug for, at de kigger op på mig, og jeg har brug for, at de er i en dialog og vi har brug for en samtale, så beder jeg dem om at deltage i den, og hvis de ikke gør det, er der en konsekvens.
Lars Boje Mathiesen [11:48]

Det fører til lidt videre ping-pong mellem Torsten Gejl (ALT) og Lars Boje Mathiesen (NB). Henrik Dahl (LA) melder sig på banen med nogle generelle pointer om digitalisering, herunder at nogle ‘helt elementære moralske regler f.eks. i forhold til at snyde eller i forhold til mentalt eller fysisk at fjerne sig selv fra undervisningen, jo ikke bliver ophævet af, at man digitaliserer.’

Til sidst samles der op på debatten via ministeren, som også problematiserer, hvem der ejer data og endelig afslutter med følgende:

Det, der samtidig er interessant, er jo, at sådan som tingene er nu, er det muligt for forlag eller for udbydere af undervisningsmateriale at diktere en omkostning for den danske folkeskole. Det synes jeg alligevel er ret vidtgående.

Så det er bare for at understrege, at jeg mener, at der er et stykke arbejde at lave. Og jeg er helt enig i, at det er et spørgsmål om at få det helt derud, hvor det startede, nemlig hos læreren, som skal have mulighed for at træffe beslutning om, hvad for noget undervisningsmateriale der bruges, og hvordan man organiserer undervisningsforløb. Der skal vi simpelthen hen igen.
Ministeren [12:14]

På baggrund af forespørgselsdebatten blev  fortsættelse af planen for ‘Digitalisering med omtanke og udsyn’, som det ses herunder efterfølgende vedtaget:

»Folketinget finder det afgørende, at vi altid arbejder for den bedste undervisning i skolen samt trivsel for elever og lærere. Det er væsentligt, at digitalisering i skolen først og fremmest har til formål at understøtte elevernes læring som et hjælpemiddel til undervisningen. Lærerne skal være klædt på til opgaven, så de har friheden til at vælge de læremidler, der passer bedst til undervisningen. Folketinget konstaterer derfor, at en saglig og kritisk anvendelse af digitale læringsmidler skal være udgangspunkt for det fremtidige arbejde med digitalisering inden for undervisningsområdet. Det er nødvendigt, at digitale læringsmidler kvalitetssikres ud fra didaktiske, faglige og pædagogiske forhold. Folketinget konstaterer, at regeringen vil gå i dialog med de centrale parter på området samt afdække lærernes digitale hverdag, så arbejdet med digitalisering har faglig tyngde og giver mening for elever, lærere og skoler. Dette vil ske med afsæt i den tidligere regerings plan »Digitalisering med omtanke og udsyn«.«

Forslaget blev vedtaget. For stemte 100 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, LA og SP), imod stemte 3 (NB), hverken for eller imod stemte 0.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger af øjnene, der ser
Som nævnt i indledningen, så så jeg to overordnede præmisser for forespørgselsdebatten, hhv. omtankeperspektivet og ‘det er digitaliseringens skyld’-perspektivet. Selv om jeg ikke nødvendigvis er enig med politikerne i alle deres antagelser om digitalisering, så synes jeg overordnet set, at det var en god og interessant debat, hvor politikerne viser, at de faktisk har rimelig god føling med mange af de udfordringer, der kan være ift. digitalisering. De forskellige antagelser om digitalisering, der kom frem i løbet af debatten, afhænger af øjnene, der ser. Der kan bestemt være udfordringer forbundet med digitalisering af undervisning og i uddannelse, og det er positivt, at disse nu adresseres direkte på policyniveauet. Men det er væsentlig at huske på, at der også er en anden side af digitalisering. Nemlig den, hvor tusindvis af lærere dagligt finder mening i at anvende digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Når det så er sagt, så er et af mine håb for fremtiden, at det nu bliver legitimt også at fravælge digitalisering, når det ikke giver mening pædagogisk-didaktisk. Jeg drømmer om en fremtid, hvor der er plads til både til- og fravalg baseret på lærernes professionsfaglige vurderinger. Det ville være et stort og vigtig skridt i den rigtige retning.

Jeg håber også, at politikerne vil have blik for, at de udfordringer, der kan være med digitalisering, ikke kun er gældende for Folkeskolen, men hele uddannelsessystemet, og at der derfor med fordel kan tænkes i overgange og på tværs.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger af viden og kompetencer
Selv om der har været i forsket i ‘pædagogisk-it’ i årtier, så påpeges det også i debatten, at der stadig er behov for mere viden. Det er der ikke noget overraskende i, da teknologierne og samfundet hele tiden udvikler sig. Nye digitale teknologier som eksempelvis robotter, kunstig intelligens og den generelle dataficering stiller nye krav til brugerne og kalder på både mere viden og opdateret kompetenceudvikling – ikke mindst af lærerne, men også ledere og andre beslutningstagere har behov. Tiltag som ‘teknologiforståelse’ i Folkeskolen, øget fokus på informatikkompetence i gymnasiet og ‘erhvervsinformatik’ i erhvervsuddannelserne, er vigtige brikker på elevniveauet, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt? Og hvad er status på de videregående uddannelser og hele EVU-området?

Et andet vigtigt aspekt er, hvordan ny viden – både fra forskning, undersøgelser og praktikerne selv – når frem til politikere og andre beslutningstagere. Her er der, for mig at se, en stor opgave med hensyn til at få skabt et mere hensigtsmæssigt videnskredsløb på kryds og tværs i uddannelsessystemet i det nye årti.

‘Omtanke og udsyn’ afhænger også i høj grad af økonomiske rammer
I kølvandet på ministerens udmelding bla. i Politiken, meldte Thomas Ryberg (AAU) sig på banen med en interessant tråd på Twitter. Her er Rybergs pointe bla., at vi skal være mere præcise, når vi taler om digitalisering – det kan være mange forskellige ting, og der er stor forskel på både muligheder og udfordringer forbundet med forskellige digitale teknologier.

Ryberg har også en anden meget væsentlig pointe, når han skriver, “at sige ‘at vi er blevet for teknologibegejstrede’ er en opportun måde at undlade at tage stilling til de politiske ønsker, der er fulgt med ’digitaliseringen’ fx besparelser, minimeret tid, ønske om flere kommercielle spillere.”

Her mener jeg, at Ryberg rammer hovedet på sømmet, og desværre synes jeg ikke, at forespørgselsdebatten gav anledning til at tro, at politikerne nu vil kigge på de bagvedliggende, strukturelle-økonomiske forhold, der også har nødvendiggjort øget digitalisering, herunder diverse reformer. Men måske tager jeg fejl.

Udfordringer med indkøb af de rette digitale teknologier er ikke blot et spørgsmål om udbud. Det handler også i høj grad om, at hele uddannelsessystemet – og ikke kun Folkeskolen – er belastet af dårlig økonomi, som tvinger beslutningstagere rundt omkring til at træffe valg, der ikke nødvendigvis er fagligt og pædagogisk-didaktisk begrundede. I den forbindelse har forskellige reformer med fokus på læringsmål og skolernes ‘accountability’ også haft stor indflydelse på digitaliseringsiveren. Hertil kommer, at læreres forberedelsestid – igen ikke kun i Folkeskolen – er blevet reduceret markant gennem de senere år*. At klandre ‘digitalisering’ for ikke at leve op til diverse, ofte urealistiske forventninger, er for nemt. Ligeledes, synes jeg, at det er for nemt at klandre kommuner, forvaltninger og andre beslutningstagere for at være ‘for teknologibegejstrede’ – man kan kun spille med de kort, man har fået tildelt.

Så, når ministeren taler om, at lærerne er lagt i benlås pga. digitalisering, og nu derfor vil igangsætte en undersøgelse af lærernes ‘digitale hverdag’, så håber jeg, at det også vil betyde, at et samlet Folketing efterfølgende vil kigge med ‘omtanke og udsyn’ på egen rolle og egne muligheder for at skabe ordentlige rammer for ‘bedre digitalisering’ fremadrettet.

Vores forhold til digitalisering er komplekst, og der er ikke nogen lette løsninger, hvis vi ønsker et mere balanceret og nuanceret forhold. Meget kan gøres med viden og kompetenceudvikling, men det kræver først og fremmest ordentlige rammer for lærere og ledere, herunder økonomi og tid. Opsummerende tegner det dog godt, at politikerne over en bred kam nu ønsker ‘bedre’ og ikke bare øget digitalisering. Det skal nok blive et spændende nyt årti med debat om, hvad ‘bedre’ så betyder!

/Marianne

*) Se evt. folkeskolelærer, Anne Hammers indlæg ‘Det er ikke iPadens skyld’.

GDPR samtykke – ikke altid nok i asymmetriske relationer

European Data Protection Board skriver her om en interessant case, hvor Anderstorpgymnasiet i Sverige har fået en bøde for at anvende ansigtsgenkendelse som middel til at registrere tilstedeværelse blandt eleverne. Helt overordnet finder jeg det interessant, fordi ansigtsgenkendelse synes at vinde større og større udbredelse og derfor også er noget, der skal holdes et vågent øje med. Det, der imidlertid er mest interessant er dog de begrundelser, som det svenske datatilsyn (datainspektionen) har for at tildele bøden. Den fulde afgørelse kan ses på engelsk her.

I afgørelsen står der bla. dette om casen: The Swedish Data Protection Authority became aware through information in the media that the Secondary Education Board in Skellefteå municipality (hereinafter ‘the Board’) had used facial recognition in a trial project at Anderstorp Secondary School in Skellefteå in order to register the attendance of students in a class over a number of weeks (p.2).

Om forsøget med ansigtsgenkendelse står der også, at ‘the aim was to register attendance at lessons at the secondary school in an easier and more effective manner. According to the Board, registering attendance in a traditional manner takes ten minutes per lesson, and using facial recognition technology for monitoring attendance would, according to the Board, save 17. 280 hours per year at the school concerned’ (p. 2-3). Endvidere fremgår det også, at de registrerede data bestod af ansigtsfotos, for- og efternavn. Data blev opbevaret på en computer uden netforbindelse låst inde i et skab. Gymnasiet havde også sørget for at indhente samtykke, og det var muligt for eleverne at sige nej til at deltage.

Og så skulle man jo umiddelbart tro, at alt var i skønneste orden, men det er her Datainspektionens afgørelse bliver interessant. Således citerer Datainspektionen GDPR-lovens årsag 43, der lyder:

In order to ensure that consent is freely given, consent should not provide a valid legal ground for the processing of personal data in a specific case where there is a clear imbalance between the data subject and the controller, in particular where the controller is a public authority and it is therefore unlikely that consent was freely given in all the circumstances of that specific situation. (p. 4 – mine fremhævelser)

Endvidere lyder det:

As regards the school sector, it is clear that the students are in a position of dependence with respect to the school both as regards grades, student grants and loans and education, and therefore also as regards the scope to obtain employment in the future or to continue further education. (p.4)

Det leder Datainspektionen til følgende konklusion:

The monitoring of attendance is an obligation incumbent on the school sector which is regulated in administrative law, and the reporting of attendance is of considerable importance for the students. This processing is therefore not comparable with the processing of personal data for the purpose of administering school photography. In the case of attendance monitoring, the students are in a position of dependence which results in a substantial imbalance. The Swedish Data Protection Authority therefore believes that consent cannot constitute a legal basis for the processing operations which this supervision regards. (p.4 – mine fremhævelser)

Ifølge GDPR kan der dog være undtagelser, hvis dataindsamlingen er ‘necessary in order to perform a task in the public interest or as part of the controller’s exercising of public authority’(p.4), hvilket det pågældende gymnasium, så også har henvist til. Men her vurderer Datainspektionen, at graden af privatlivskrænkelse i det pågældende tilfælde, er for stor:

(…) while there is a legal basis for administering student attendance at school, there is no explicit legal basis for performing the task through the processing of special categories of personal data or in any other manner which entails a greater invasion of privacy.

Som jeg forstår det – og jeg er jo ikke jurist, så jeg kan tage fejl – så er det afgørende her, at gymnasiet kan opnå de ønskede data om elevernes tilstedeværelse på mindre invasive måder, nemlig på traditionel facon. Datainspektionen finder ikke, at anvendelse af special categories of personal data, som ansigtsgenkendelsedata kunne falde ind under, kan retfærdiggøres i dette tilfælde, tværtimod:

Moreover, the Swedish Data Protection Authority believes that the processing in question has resulted in undue infringement of the data subjects’ integrity, as the Board has processed special categories of personal data concerning children who are in a position of dependence in relation to the Board for the purpose of attendance monitoring through camera surveillance in the student’s everyday environment. (p.7 – min fremhævelse)

Og Datainspektionen præciserer, at det især handler om proportionalitet:

The Board has stated that the purpose of this processing was to monitor attendance. Attendance monitoring can be carried out in other ways which involve less infringement of the students’ integrity. The Swedish Data Protection Authority therefore considers that the method of using facial recognition via a camera for attendance monitoring was disproportionate and carried out in a manner that excessively infringed on personal integrity, and was therefore disproportionate in relation to the purpose. (p. 8 – min fremhævelse)

Det glædelige er her, at den økonomiske begrundelse (jf. den forventede reduktion i timer anvendt på registrering), ikke trumfer elevernes ret til privatliv. Når man læser afgørelsen, står det også klart, at disse dataetiske spørgsmål og udfordringer i uddannelsessystemet (og i det offentlige i det hele taget) er komplekse. Der er mange nuancer, undtagelser og tilføjelser i lovteksten, og det står også klart, at skoler/institutioner ikke bare kan henholde sig til indhentede samtykkeerklæringer og så tro, at alt er i orden. Juraen er mere nuanceret end som så!

Især spørgsmålet om proportionalitet, tænker jeg, kan og bør give anledning til mere udfoldede etiske drøftelser ude omkring i uddannelsespraksisser, der jo netop er baseret på asymmetriske relationer ..

/Marianne

Uddannelsesteknologiske drømme, skuffelser og vejen videre …

Education is far too important to society to be wagged by the technological tail. Let technology show us what can be done, and let educational considerations determine what is done in actuality. Salomon (2016, p. 159)

 

Sådan skrev Gavriel Salomon i en tekst, der blev udgivet posthumt i antologien Educational Technology and Polycontextual Bridging. I teksten giver Salomon sine bud på, hvorfor der er så stor forskel på de drømme, vi har om digitale teknologiers indvirkning på uddannelse, og den praksis vi ser realiseret. Der kan nævnes andre gode forklaringer på denne diskrepans mellem potentialer og praksis (se fx Friesen, 2017; Schiølin & Riis (red.), 2013Selwyn, 2011), men Salomons tekst er velskrevet, kort og koncis. Den kan varmt anbefales i sin fulde længde (knap 11 sider).

Min interesse i teksten hænger bla. sammen med en nysgerrighed ift. hvordan, vi kan skabe en bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Jeg har tidligere skrevet om nogle af de udfordringer, der kan være ved at anvende digitale teknologier ift. databehandling, -sikkerhed og -etik. I dette indlæg er fokus mere rettet mod koblingen, og hvorfor det kan være så vanskeligt at få opfyldt de store pædagogiske forhåbninger, der i flere årtier har præget tilgangen til digital teknologi i uddannelse.

Iflg. Salomon så kan uddannelse ses som et medium for kulturel transmission, erhvervelse af ønsket viden og kultivering af nødvendige færdigheder, hvilket gør uddannelsessystemet til en afgørende samfundsinstitution. Hermed er der også åbnet op for konstante, og ofte berettigede, beklagelser med påpegning af behovet for at forbedre, renovere og efterse systemet, men det har nogle uheldige konsekvenser:

Such complaints prompt a dedicated search for quick solutions, magic wands and wonder tools. An especially influential idea is that technology can solve deep, serious problems in education. Salomon (2016, p. 149)

 

Denne form for technological solutionism* (jf. Morozov, 2014), har domineret teknologihistorien i uddannelse fra radio over tv til den personlige computer osv.

Salomon benytter indledningsvis to analogier til at beskrive, hvad der er på spil. Den første går på teknologi som æblet i Edens Have. Med direkte reference til Apples logo og ikke mindst Los Angeles’ mislykkede iPad-satsning, beskrives uddannelses- teknologi som ‘an irresistable, most tempting fruit and the ultimate solution for all educational malaise’, der forfører os til at tro, at teknologi kan udrette mirakler i skoler og andre dele af samfundet (p. 150).

 

Den næste analogi går på teknologi som en trojansk hest. Her er Salomons pointe, at uddannelsesteknologi ikke er neutral. Hvad enten, der er tale om didaktiserede eller ikke-didaktiserede digitale teknologier, så er de intentionelt designede. Hermed er der risiko for, at en uddannelsesfilosofi og pædagogik, der ikke er udformet af undervisere og andre fagpersoner, udfolder sig i systemet som en virus (ibid.). Det fører videre til både intenderede og ikke-intenderede indvirkninger, der kan ses/mærkes både umiddelbart og på længere sigt.

Hvad angår intenderede indvirkninger, ser Salomon disse tydeligt i andre dele af samfundet (fx inden for handel, sundhed og industri), men ‘so far, very little, if anything, has happened in education as a result of computing’ (p.152), hvilket afføder skuffelser. Og det får Salomon til at spørge om vores forventninger, og deraf følgende økonomiske investeringer i uddannelsesteknologi, er berettigede, og han undrer sig over ‘what in education successfully resists any major changes?’ (p.152).

Salomon har tre overordnede bud på årsagerne til vores skuffelser, som han benævner hhv. det teknologiske paradoks, teknocentrisme og vildledt (misguided) forskning.

The first factor, the technological paradox, results from the consistent tendency of the educational system to preserve itself and its practices by assimilating new technologies into existing instructional practices. Technology becomes domesticated, which really means, that it is allowed to do precisely and only that which fits into the prevailing educational philosophy of cultural transmission. Salomon (2016, p. 152)

 

Paradokset er iflg. Salomon, at det pædagogiske potentiale, der er forbundet med nye digitale teknologier ikke får mulighed for at komme til udtryk, da teknologierne tæmmes til at underordne sig en eksisterende praksis – der sættes bare strøm til:

Consequently, nothing really happens, which proves what sceptics have argued all along and what misguided research tends to show: technology makes no difference in learning. Of course, it cannot make a difference as it has been domesticated to be completely subservient to the on-going practices. Emasculated tools cannot do any harm, but they do not do any good either. Salomon (2016, p. 153)

 

Det andet, og iflg. Salomon, vigtigste bud på, hvorfor teknologi så sjældent lever op til vores forventninger, hænger sammen med en udpræget tendens til at tro, at digitale teknologier i sig selv vil medføre ændringer. Dette er kernen i teknocentrismen. Med udgangspunkt i forskning omkring MOOCs i videregående uddannelse og BOYD i ungdomsuddannelser, peger Salomon på en tankevækkende tendens:

Hardly have I ever found a paper that starts out from the perspective of learning. Technology is the beginning and the justification for all rationales. What is possible becomes desirable! Salomon (2016, p. 153 – min fremhævelse)

 

Og denne teknocentriske tilgang gælder ikke kun såkaldte teknofiler, men også undervisere og studerende. I forbindelse med denne tænkning ser Salomon også en tendens til, at vi alle opfordres til at ‘join the technological bandwagon and, as they call it, ‘move with the times”(p. 154). Men ifølge Salomon ignorerer den teknocentriske tilgang vigtige sociale og menneskelige faktorer, og nok så væsentligt: ‘knowledge, thus, changes from an object-like entity hoarded like valued goods to an activity of instrumental utility’ (ibid.), hvilke leder Salomon til at fremhæve forskellene på information og viden:

Information is discrete; knowledge is arranged in networks with meaningful connections between the nodes.
Information can be transmitted as is; knowledge needs to be constructed as a web of meaningful connections.
Information does not need to be contextualised; knowledge is always part of a context.
Information requires clarity; the construction of knowledge is facilitated by ambiguity, conflict and uncertainty.
Mastery of information can be demonstrated by its reproduction; mastery of knowledge is demonstrated by its novel application. Salmon (2016, p. 155)

Disse forskelle er væsentlige i vores tilgang til teknologi. Tænk eksempelvis, hvordan alene det, at undervisere gør deres materialer og undervisningsforløb tilgængelige i digitale platforme afstedkommer store forhåbninger om ændring af praksis. Øget tilgængelighed og dermed bedre muligheder for videndeling fremhæves i mange sammenhænge som en af de helt store fordele ved at digitalisere. Når så resultaterne udebliver; når der ikke sker en øget videndeling og ændring af praksis, så skuffer teknologien. Eller når underviseren inddrager digitale teknologier for at fremme elevernes kollaborative læring, men glemmer at stille opgaver, der rent faktisk fordrer kollaboration, så skuffer teknologien igen. Pointen her er naturligvis, at inddragelse af digitale teknologier i undervisning ikke i sig selv afstedkommer nogle betydningsfulde ændringer, men netop skal tænkes ind i den pædagogiske-didaktiske kontekst, hvor de vil indgå i samspil med de øvrige elementer.

Whether information is transformed into meaningful knowledge or remains a collection of bits and pieces, like an assortment of screws and nails in a shoebox, heavily depends on numerous factors, in which technology plays a minor role. Salomon (2016, p. 156)

Endelig peger Salomon på det, han kalder ‘vildledt’ forskning, som den tredje forklaring**. Den første vildfarelse handler om forskning, der sammenligner, hvorvidt medium X giver bedre læringsresultater end medium Y. Et eksempel kunne være MOOCs over for ansigt-til-ansigt klasserum, men det er en forfejlet tilgang:

The horse race approach, which emphasises who runs faster and arrives first and which disregards aptitudes, tasks, contents and contexts, still reign supreme with the omnipresent conclusion of no significant differences. Salomon (2016, p. 156 – mine fremhævelser)

En anden måde, hvorpå forskningen er forfejlet, drejer sig om, hvorvidt og hvordan vi overhovedet kan måle eller observere resultater af digital teknologiinddragelse. Hvad er det egentlig vi ender op med at måle, spørger Salomon. På mange måder minder Salomons argumentation her om den, som bla. Jeppe Bundsgaard (DPU) fremførte i efteråret 2018 på en konference om, hvorvidt it virker. Her var konklusionen bla. også, at forskningen er nødt til at stille bedre spørgsmål og lave bedre forskningsdesigns. Hvis ikke, er forskningen, som Salomon fremfører det, med til at fastholde den teknocentriske opfattelse af, at det er teknologien i sig selv, der kan gøre en forskel.

Technology alone, as I have attempted to show, is but a trigger; it is an opportunity, an affordance. There are huge differences though, among what technology can do, what it does in actuality and what, in our eyes, it should be doing. Salomon (2016, p. 157)

Men hvis ikke digitale teknologier i sig selv kan gøre en forskel ift. undervisning og læring, hvilken rolle kan eller skal de så spille? For Salomon ligger svaret i de visioner, vi har for uddannelse; hvad er det for studerende, vi gerne ser komme ud af systemet og hvordan forestiller vi os, at dette bedst kan gøres? Når sådanne grundlæggende spørgsmål er på plads, kan vi begynde at overveje, om digital teknologi kan understøtte sådanne visioner, men også om teknologien i nogle tilfælde hellere skal undlades. Med andre ord, peger Salomon på pædagogik som ‘the beginning and justification for all rationales’ for nu at blive i hans eget sprog.

Jeg er enig i de fleste af Salomons tanker. Det er naturligvis begrænset, hvor mange nuancer, der kan komme med på knap 11 sider, men jeg savner fra Salomon en anerkendelse af, at digitale teknologier ikke blot kan understøtte, men også i visse tilfælde kan udfordre status quo på gode måder. Ja, digitale teknologier kan ses som en trojansk hest med utilsigtede og uønskede konsekvenser, og blot fordi noget er muligt, er det ikke sikkert, at det skal realiseres. På den anden side, kan digitale teknologier også åbne op for muligheder, vi endnu ikke havde forestillet os og som, selv om de måske initialt var utilsigtede, viser sig at være ønskværdige og meningsfulde.

Min erfaring er, at langt de fleste undervisere i udstrakt grad har pædagogiske  intentioner for øje, når der overvejes inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Ikke desto mindre, har jeg alligevel ofte oplevet et krav om at kunne oplyse om, hvilke digitale teknologier, der ‘virker’! Er det et udtryk for teknocentrisme? Måske, men jeg tænker også, at det kan være et udtryk for manglende pædagogisk fantasi. Hvis pædagogikken reelt skal være ‘begyndelsen og begrundelsen’, så kræver det, at alle aktørerne, dvs. også ledere og andre beslutningstagere, har solid pædagogisk indsigt, og her er min erfaring, at det kan knibe i praksis.

Vejen videre består, for mig at se, således i at få genetableret pædagogik som begyndelse og begrundelse i spørgsmål om digitale teknologiers rolle på alle niveauer i vores uddannelsespraksis og i forskning herom. Men som nævnt, mener jeg også, at digital teknologi nogle gange kan udfordre og herigennem forbedre praksis, så når jeg efterlyser bedre balance mellem pædagogik og digitale teknologier, er det ud fra en opfattelse af, at balance opnås gennem vekselvirkning. Pointen er således, at vægten gennem mange år har været tippet for meget til fordel for digitale teknologier, og at der aktuelt er behov for at tippe til fordel for pædagogikken for at opnå større harmoni eller meningsfuldhed.

/Marianne

Ikonerne er fundet via The Noun Project.

*) Se evt. denne beskrivelse af fænomenet.

**) Her der værd at nævne Hasse & Tafdrup (2013 i Schiølin & Riis (red.)), der også taler om vildfarelser, men på designsiden af teknologierne. Et vigtigt aspekt som Salomon ikke adresserer. For Hasse & Tafdrup er svaret på designernes vildfarelser og teknologiers uforudsigelighed ‘en teknologiforståelse, der gør op med forestillingen om, at teknologi kan være baseret på generaliserbar sikker viden om dens effektivitet og forudsigelighed i praksis’ (p.305).

 

Udfordringer forbundet med techgiganters indflydelse i uddannelse

I en serie af blogindlæg retter jeg fokus mod nogle af de udfordringer og til tider uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.

I dette indlæg kigger jeg nærmere på to aktuelle indlæg på Altinget:Uddannelse om techgiganters indflydelse i uddannelsessektoren.

Ph.d. studerende Lucas Lundbye Cone (AU), har i et indlæg på Altinget problematiseret særligt Googles indflydelse i folkeskolen. Cone tager udgangspunkt i et aktuelt eksempel fra Aarhus Kommune, som påtænker at indkøbe Chromebooks til hver enkelt af kommunens 23.000 elever fra 2. til 10. klasse. Argumentet herfor går iflg. Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, bla. på, at børns digitale muligheder ikke må afhænge af forældrenes pengepung. Herudover vil der, iflg. Medom, også være tekniske og praktiske fordele ved en sådan standardisering af it-udstyr.

Cone finder det problematisk ‘at tvinge globale produkter ned over en skoletradition, der historisk set hat vægtet relationsarbejde og bløde kompetencer’, og Cone finder, at forskning ‘gang på gang viser, at introduktionen af digitale teknologier i undervisningen medfører betydlige risici for uro og manglende koncentration hos eleverne’. Cones problematisering er altså i første omgang pædagogisk funderet.

Men Cone har også argumenter, der går på datasikkerhed og den omfattende ‘googlificering‘. Google tjener iflg. Cone ikke penge på salg af hardware i denne forbindelse*, hvilket får Cone til at konkludere, at betalingen så må være elevernes data**. Herudover problematiserer Cone den tilvænning til Googles produkter, der følger med:

Har elever først vænnet sig til at bruge Googles mange apps fra anden til niende klasse, er det svært at forestille sig, at de vil have lyst til at bruge andet, når de engang forlader skolen.

Og Cone konkluderer:

Problemet i ‘googlificeringen’ af uddannelse handler om meget mere end læring og venskab. Det handler om afhængighed og penge. Det handler om børns rettigheder.

Jeg vil i dette indlæg afstå fra at gå nærmere ind i Cones kritikpunkter, da jeg ikke kender detaljerne i sagen. Det interessante i denne forbindelse, er det svar, der kom fra Aarhus Kommune.

Hardy Pedersen, økonomi- og administrationschef, Børn og Unge, Aarhus Kommune svarede et par dage senere på en del af kritikken.

Iflg. Pedersen samler Cones kritik sig om to hovedpunkter; datasikkerhed og branding (der kan føre til tilvænning) og reklamer.

Pedersen starter ud med at fortælle, at i udgangspunktet har Aarhus Kommune ikke grund til at antage, at et produkt fra een leverandør adskiller sig fra produkter fra andre af de store leverandører på uddannelsesområdet:

Alle tre store platforme (Apple, Microsoft og Google) vil alle i et vist omfang afrapportere visse tekniske data tilbage til virksomhederne, når deres software anvendes på computere og tablets.

Men iflg. Pedersen er det vigtige her, at der ikke vil være tale om ‘overførsel af persondata’. Pedersen skriver endvidere, at skoler i Aarhus Kommune siden 2013 har anvendt G Suite for Education som pædagogisk platform, og at man allerede før indførelsen af GDPR i maj 2018 indgik en databehandleraftale med Google.

Og Pedersen uddyber:

Google har som databehandler for Aarhus Kommune – via den indgåede europæiske standardmodelkontrakt for databehandleraftaler – forpligtet sig til udelukkende at anvende børnenes data efter Aarhus Kommunes instruks. Aarhus Kommune ejer de data, der er placeret i kommunens G Suite for Education-domæne.

Brugerdata er altså ejet af Aarhus Kommune, og de må ikke anvendes i reklamemæssigt øjemed af Google, hverken til Googles egne formål eller igennem udveksling med tredjepart.

Ift. Cones problematisering af den teknologiske tilvænning, så skriver Pedersen for det første at kommunen, som alle andre kommuner, ser sig nødsaget til at anvende teknologi for at opfyldelovgivningens krav om at bruge it i undervisningen jævnfør Fælles Mål. For det andet skriver Pedersen:

Debatindlægget fra Lucas Lundbye Cone antager, at eleverne vil blive påvirket til at anvende Googles produkter specifikt fremadrettet. Dette er et pædagogisk paradoks, som er generelt kendt fra skoleverdenen ved valg af teknologier og værktøjer til at undervise i færdigheder.

Pedersen er som tidligere anført økonomi- og administrationschef og som sådan er det ikke overraskende, at hans svar fokuserer på det lovgivningsmæssige – også som argument for i det hele taget at inddrage digital teknologi i undervisning. Som jeg læser Cones kritik, er den imidlertid af mere principiel karakter, både når det handler om argumentation for inddragelse af teknologi og om valg af en specifik it-leverandør. Og spørgsmålet er om tingene kan skilles ad?

Jeg kan for så vidt godt følge Cones bekymringer***, men jeg kan også godt forstå, hvorfor Pedersen tyer til overholdelse af lovgivning som argumentation. Jeg synes indlæggene fra Cone og Pedersen meget tydeligt viser, hvor komplekst feltet er og hvor mange – ofte modsatrettede – hensyn, der skal tages højde for i uddannelsesinstitutioner, kommuner og blandt beslutningstagere i det det hele taget. Jeg synes der rejser sig en række spørgsmål som fx Er det ok at bruge Google, sålænge lovgivningen overholdes? Kunne der være andre argumenter for/imod end lige lovgivning? Hvordan stemmer sådanne beslutninger fx overens med grundlæggende menneskerettigheder? Er Google i øvrigt værre end de andre? Eller er det et spørgsmål om at vælge mellem flere lige ubehagelige muligheder?

Som jeg beskrev i det forrige indlæg om mine egne erfaringer, så har jeg oplevet, at især Google står for skud, når databehandling, -sikkerhed og -etik diskuteres. Men i de senere år har vi set stadig flere eksempler på lemfældig dataomgang og deciderede datalæk hos alle mulige typer af it-leverandører. Listen her er et tankevækkende eksempel på, hvor alvorligt det kan være og hvor mange brugere, der kan påvirkes, når det går galt.

Og bekymringen omkring datasikkerhed, gælder for mig at se ikke kun de helt store it-leverandører. Når jeg eksempelvis læser Padlet’s (som er en teknologi, jeg ofte anvender) Terms-of-Service og især deres Privacy Policy, så føler jeg mig ikke helt overbevist om, at mine data er sikre. Jeg synes faktisk ikke, at det er nogen særlig nem opgave at gennemskue, hvad jeg giver adgang og lov til eller hvad mine egne rettigheder består i. Pointen er vel også, at når noget er digital lagret, så er det sårbart. Naturligvis er der forskel på omfanget og typen af indsamlede data fra teknologi til teknologi, men den grundlæggende udfordring er den samme. Og spørgsmålet er, om usikkerhed ift. datahåndtering blevet et vilkår, som blot skal accepteres?

Allestedsnærværende digital teknologi og ikke mindst mulighed for samkøring af data stiller politikere og andre beslutningstagere over for nogle enorme dilemmaer og udfordringer, der ikke kan tilgås monofagligt. Hermed mener jeg, at der ikke blot kan kigges på de lovgivningsmæssige rammer, men der må også kigges på andre hensyn som fx pædagogik og (data-)etik. Og dermed øges kompleksiteten naturligvis. For alle os andre; undervisere, lærere, pædagoger, ledere og fx konsulenter (jeg sidder selv med databehandleraftaler i mine projekter), så er spørgsmålet, om vi er klædt ordentligt på til at håndtere og navigere i alt dette på en sikker og meningsfuld måde?

I det næste indlæg, vil jeg beskrive et projekt som jeg var med i på min tidligere arbejdsplads, hvor vi bla. interviewede 16 eksperter inden for feltet ‘cyber- og informationsikkerhed’ – eksperter som bestemt mener, at der er behov for mere viden og handling omkring dette i uddannelsessektoren.

/Marianne

*) Det fremgår af Aarhus Kommunes svar, at man ikke har tænkt sig at bruge Google selv som hardwareleverandør. Forslaget om at indkøbe Chromebooks i Aarhus Kommune blev i øvrigt vedtaget, som det fremgår her.

**) Emnet blev taget op i radioprogrammet Orientering d. 11/09, hvor Google’s kommunikationschef, Jesper Vangkilde hævder at indsamlede data kun bruges til at optimere deres egne produkter og dermed lever op til de lovgivningsmæssige krav. Penge tjenes derved på licenserne til Chromebook. Cone deltager også i programmet, hvor han uddyber sin kritik.

***) I denne sammenhæng er det også interessant at læse formanden for It-politisk Forening, Jesper Lunds kommentar til Aarhus Kommune, der starter med overskriften ‘Tror Aarhus Kommune selv på det?’. Her problematiserer Lund den tiltro, der er til Google ift. at overholde lovgivningen og de mange uklarheder, der iflg. Lund stadig er forbundet med indgåelse af databehandleraftaler osv.

OPDATERINGER
Aarhus Kommunes beslutning kritiseres også i denne kronik, skrevt af Martin Brogaard Nielsen, administrerende direktør i det statsautoriserede it-revisionsaktieselskab REVI-IT.

Aarhus Kommunes databehandleraftale med Google kan ses her.

Jesper Tække (SDU) har skrevet et interessant indlæg om den vanskelige situation Aarhus Kommune (og alle andre uddannelsesinstitutioner) står i, når det kommer til valg, indkøb og anvendelse af digitale teknologier, læremidler, platforme mv.

Erfaringer med anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier i undervisning

I en serie af blogindlæg, sætter jeg fokus på nogle af de udfordringer og til tider meget uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.

I dette indlæg beskriver jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.

I min tidligere ansættelse på Københavns Professionshøjskole (KP)*, underviste jeg i perioden 2013-2018 primært på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP), der er en efter- og videreuddannelse målrettet især nyansatte erhvervsskolelærere. På valgmodulet ’ Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser’, som vi i daglig tale kaldte for ’digitek-modulet’ var det bla. en del af målene, at deltagerne skulle lære ’at anvende digitale teknologier i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning’. På den baggrund valgte mine kolleger og jeg, at der hver undervisningsgang, ud over teoretiske oplæg og diskussioner, også skulle være konkrete hands-on øvelser med udvalgte digitale teknologier. Samlet set havde vi tre tilgange til digitale teknologier, der i praksis ofte overlappede hinanden:

  1. Undervisning og læring i digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et mål i sig selv, dvs. der var fokus på at lære at forstå og anvende bestemt teknologi
  2. Undervisning og læring med digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et middel til at lære noget andet, dvs. fokus var ikke på teknologien som sådan
  3. Undervisning og læring gennem digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et middel til at lære uafhængigt af sted (og ofte også tid), dvs. her var der typisk tale om fjernundervisning.

Til dette formål stod vi over for at skulle udvælge hvilke digitale teknologier, der bedst egnede sig til vores pædagogiske-didaktiske intentioner – og typisk endte vi med at vælge ’gratis teknologier’. Det var der en række årsager til:

  • Vores deltagere kom fra mange forskellige skoler, der lokalt har valgt forskellige digitale teknologier, services og platforme. Vi kunne altså ikke forudsætte, at vores deltagere havde adgang til de samme typer af digitale teknologier ’derhjemme’. Vores vurdering var, at det var vigtigt at deltagerne havde adgang til de samme teknologier, hvis deltagerne skulle kunne øve sig i og samarbejde i, med og gennem digitale teknologier før og efter undervisningen og på sigt dele deres viden med kolleger.
  • Forskelligheden i vores deltageres adgang til digitale teknologier ’derhjemme’ betød ofte også, at nogle deltagere stort set ikke havde adgang til ret meget andet end en gammel office-pakke og et fælles drev. Derfor fandt vi det vigtigt at finde ’gratis’ eksempler, så alle kunne være med.
  • Vores deltagere kom typisk med meget forskellige forudsætninger ift. viden om og konkret anvendelse af digital teknologi. Nogle deltagere havde ganske enkelt ikke, hvad der kan betegnes som helt basale kompetencer for at arbejde med og forstå digitale teknologier. Vi vurderede derfor, at det var vigtigt med nemme, brugervenlige teknologier – kompleksitet kunne så være ift. koblingen til de pædagogiske-didaktiske aspekter.
  • Den digitale teknologi som KP stillede til rådighed (fx den valgte læringsplatform) levede ikke op til de behov, som vi som undervisere havde. Teknologilandskabet på KP har naturligvis udviklet sig med tiden, men da jeg startede i 2013 var Fronter, som ikke bød på nævneværdige kommunikative og kollaborative muligheder, hovedplatformen. Senere udviklede KP sin egen platform kaldet Intrapol. Vi vurderede ikke, at de digitale teknologier, der blev stillet til rådighed, var tilstrækkelige ift. at kunne vise de muligheder og barrierer, der kan være ift. (forskellige) digitale teknologier. Hertil kom også, at det for mange af vores deltagere ikke var motiverende at arbejde i en platform, som de kun havde adgang til under selve studiet. Det vanskeliggjorde også deling med kolleger ’derhjemme’ og dermed muligheden for at skabe transfer til egen praksis.

Vores valg af digitale teknologier ændrede sig gennem årene, men eksemplet her til venstre illustrerer bredden. Herudover brugte vi KP’s læringsplatform (Intrapol) og en række af Google’s forskellige teknologier. I mange år brugte vi fx Google+ som det primære forum for kommunikation og kollaboration.

Det var et krav fra KP’s side, at alle materialer (fx litteratur og præsentationer) skulle være tilgængelige på Intrapol, og det var også her, at administrationen informerede deltagerne om eksamen og andre formalia. Vores tilgang var, at vi selv som undervisere skulle anvende alle de digitale teknologier, som vi præsenterede deltagerne for. I 2017 valgte vi fx at gøre blogs til det primære forum, og vi oprettede derfor en underviserblog, hvorfra der linkes til deltagernes blogs. Et initiativ som mine tidligere kolleger stadig anvender.

Vi var opmærksomme på, at vores valg af ‘gratis’ digitale teknologier ikke var uproblematisk. Vi tillod os at foretage dette valg, dels fordi vores deltagere var voksne, og dels fordi vi sørgede for at modulet kunne gennemføres uden. Vi valgte også at informere om valget (og alternativer) inden opstart og den første undervisningsgang, hvor valget blev præsenteret, havde vi typisk nogle gode drøftelser med deltagerne om fordele og ulemper. Gennem årene oplevede jeg kun en håndfuld deltagere, som ikke ønskede at anvende ‘gratis’ digitale teknologier og i alle tilfælde var det Google’s produkter, der blev problematiseret – andre ‘gratis’ teknologier blev ikke vurderet lige så problematiske – hvilket i sig selv var interessant og også gav anledning til spændende drøftelser.

Jeg forestiller mig at antallet af deltagere, der finder ‘gratis’ digitale teknologier problematisk, er steget. Gennem de seneste par år, og ikke mindst op til ikrafttrædelsen af databeskyttelsesforordningen (GDPR) i foråret 2018, er der generelt kommet større opmærksomhed omkring anvendelse af såkaldte ‘gratis’ digitale teknologier. Nu er det ikke kun nørder og fagfolk, der er klar over at betalingen er brugerens data. På mange erhvervsskoler er der de senere år blevet arbejdet ihærdigt på at indgå databehandleraftaler med de store techgiganter fx Google og FB, men også med Microsoft o.l. Det er dog ikke altid nogen let opgave for skolerne, og derfor har man på nogle skoler helt fravalgt en række digitale teknologier for at kunne leve op til lovgivningen. Mine tidligere kolleger er derfor også begyndt at sætte større fokus på informationssikkerhed som en del af modulets indhold.

Set i bakspejlet, har jeg, som underviser i, med og gennem digitale teknologier, nok været præget af en vis naivitet omkring anvendelsen af ‘gratis’ teknologi. Min tilgang var, at sålænge dette valg blev fulgt op af drøftelser om fordele og ulemper og deltagerne på denne måde selv kunne træffe bevidste valgt, så gik det nok. Det mener jeg for så vidt stadig, når målgruppen er voksne mennesker, men spørgsmålet er, om det at opfordre deltagere til at anvende ‘gratis’ digitale teknologier kan forsvares etisk – og her er jeg splittet. På den ene side, synes jeg argumenterne for dette valg, kan forsvares ud fra pædagogiske-didaktiske overvejelser (som anført oven for). På den anden side, så er valget med til at understøtte netop legitimiteten og udbredelsen af sådanne teknologier, og ikke mindst firmaerne bag – og det har jeg det skidt med. Hermed er jeg så også tilbage ved det dilemma, som Epinion også pegede på i det første indlæg. Og spørgsmålet er også, om der er tale om et ægte dilemma. Det er jo rent faktisk muligt at undervise i, med og gennem digitale teknologier uden at benytte dem, som er ‘gratis’ **. Det kræver bare bla. en helt anden viden om digitale teknologier og en anden tilrettelæggelse, hvilket igen kræver økonomi, tid og menneskelige ressourcer som der er knaphed på i hele uddannelsessektoren.

I denne samenhæng kunne jeg ønske mig større fokus på dette fra politikere og andre beslutningstagere. Skoletube, hvor skolerne kan købe abonnement til udvalgte digitale teknologier, inkl. databehandleraftaler er et skridt i den rigtige retning. Men jeg drømmer om en helt overordnet pædagogisk-digital strategi fra policy-niveauet, som går på at fremme anvendelsen af  free & open source alternativer, så valget ikke skal stå mellem pædagogik eller sikkerhed …

/Marianne

*) I dette indlæg trækker jeg på min erfaring fra professionshøjskolesektoren, men mine 10 år på AAU inden da viste, at de udfordringer, som jeg peger på, også gælder der.

**) Her et par eksempler:

Liste over alternativer til Google produkter

Liste over alternativer til Microsoft Office