Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, men ..

I en serie på fire indlæg, har jeg kigget nærmere på tre udvalgte såkaldte teknologikritiske debatbøger, der i større eller mindre udstrækning er mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning.

  • I det første indlæg begrundede jeg min interesse i disse bøger og kiggede nærmere på Balslevs (2018) Kritik af den digitale fornuft i uddannelse.
  • I det andet indlæg kiggede jeg nærmere på Christensens (2018) Kig op! Undervisning i et blåt skær.
  • I det tredje indlæg kiggede jeg nærmere på Sørensens (2018) Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid.

I dette indlæg samler jeg op på forskelle og ligheder mellem bøgerne, kommenterer på de identificerede pointer og argumenter og slutter af med at problematisere debatbogsgenren, når denne anvendes som forskningsmæssigt belæg.

Min interesse i disse bøger hænger sammen med, at de alle i varierende omfang har været anvendt i debatter mod anvendelse af digitale teknologier, særligt skærmteknologier så som mobiltelefoner, i uddannelse, undervisning og læreprocesser. Christensens bog, som eksplicit handler om undervisning, er paradoksalt nok, den der har fået mindst opmærksomhed i uddannelsesdebatter. Både Balslevs og Sørensens bøger har bredere dagsordener med fokus på bla. indløbspolitik, implementering og anbefalinger fra policyniveauet og ikke mindst kommercielle amerikanske teknologivirksomheders og Singularity-bevægelsens indflydelse. Min læsning af bøgerne har været drevet af nysgerrighed ift. hvilke argumenter forfatterne har mod teknologianvendelse og hvorfor. I de forudgående indlæg har jeg således kun beskrevet bøgerne ud fra denne optik.

Balslevs og Sørensens bøger er skrevet i et polemisk sprog og efterlader ingen tvivl om genren. Ved første øjekast fremstår Christensens bog derimod som en traditionel akademisk tekst med et mere neutralt sprog, hvorfor jeg et kort øjeblik var i tvivl om, hvorvidt bogen skulle karakteriseres som en debatbog. Allerede i forordet gør Christensen dog opmærksom på sit ærinde:

Formålet med denne bog er derfor at bidrage med en solid forståelse af, hvordan og hvorfor skærmtid er et problem, og dernæst give anvisninger til, hvordan skærmtid i undervisningslokalet bedst muligt håndteres. Christensen (2018, s. 8 – min fremhævelse)

Her ser vi altså, at konklusionen er givet på forhånd, hvilket naturligvis får betydning for den måde hvorpå fænomenet undersøges. Og Christensen fortsætter:

For at dette ikke baserer sig på bekymringer, holdninger og mavefornemmelser, tager jeg især udgangspunkt i forskningen, og dernæst hvad vi ved om, hvordan skærmtid påvirker mennesker og ikke mindst interaktioner mellem mennesker. Christensen (2018, s. 8 – mine fremhævelser)

Christensen henviser til forskningen i bestemt ental som var det en sandhed i sig selv, og hvordan det skal forstås i forhold til ’hvad vi ved’ og hvem ’vi’ er forbliver uklart. Senere i forordet problematiserer Christensen – lige som Balslev og Sørensen i øvrigt også gør det – den ’unuancerede teknologidebat, hvor man enten er for eller imod teknologi’. Så meget desto mere underligt er det, når Christensen efterfølgende udtaler sig således i et interview om bogen:

Tanken med min bog var, at den skulle være afbalanceret, så der også indgik argumenter for at bruge skærm i undervisningen. Men desværre viste det meste forskningsmateriale sig at pege på, at skærmbrug er problematisk. Christensen (19.09.18 i Kristeligt Dagblad – mine fremhævelser)

Kriteriet Christensen har valgt sit ’forskningsmateriale’ ud fra er, som vi skal se, ensidigt og med udtalelser som denne, er der for mig at se ingen tvivl om, at Christensens bidrag også skal kategoriseres som en debatbog.

Formålet med alle tre bøger er at bidrage til teknologidebatten med analyser af og dokumentation for negative og direkte skadelige effekter af teknologi. Udgangspunktet er altså ikke at bidrage med nuancer, men derimod at forfølge en bestemt dagsorden, sådan som det gør sig gældende i debatgenren.

Hovedpointer om anvendelse af digital teknologi i undervisning
På baggrund af de tre tidligere indlæg kan hovedpointerne ift. teknologi og undervisning i de tre bøger opsummeres på følgende vis:

Balslevs debatbog hører til i en kategori, som ønsker at begrænse anvendelse af digitale teknologier i undervisning. Især digitale teknologier med notifikationsmuligheder (fx mobiltelefoner) udgør et særligt problem og skal begrænses. Balslev argumenterer i stedet for, at digitale teknologier gøres til analytiske objekter, og at elever/studerende tilegner sig viden om og forståelse herfor gennem tekstlæsning om digitale fænomener. Balslev er ikke overbevist om den pædagogiske værdi af inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser - ej heller, at elever nødvendigvis har brug for digitale brugskompetencer. Dog anderkender Balslev, at der kan være behov for, at nogle elever og studerende tilegner sig brugs- og/eller specialistkompetencer på det digitale område. Dette skal dog ikke ske i den almene undervisning, men i valgfag, lektiecafeer eller uden for skoletiden.

Christensens debatbog hører til i en kategori, der veksler mellem begrænsning og decideret forbud mod anvendelse af skærmteknologi i undervisning, dvs. ikke kun mobiltelefoner. Skærmteknologier frister og understøtter afhængighedsadfærd, hvorfor de skal begrænses eller forbydes i undervisningssammenhæng, men ikke i pauser. Christensen argumenterer for forskellige tiltag, der kan begrænse skærmteknologi helt eller delvist. Christensen ser således en pædagogisk værdi i inddragelse af skærmteknologier i undervisning i visse, underviserdefinerede, situationer og kommer med forskellige bud på, hvornår teknologi skal/ikke skal anvendes. Christensen anerkender generelt behovet for digital dannelse og undervisning heri, men fravælger at beskæftige sig med dette aspekt i bogen.

Sørensens debatbog hører til i en kategori, hvor anvendelse af digitale teknologier skal forbydes, med mindre der er tale om helt særlige 'situationer'. Disse situationer defineres af underviserne, ikke de studerende. Digitale teknologier, og især mobiltelefoner, er sundhedsskadelige, idet de gør unge afhængige, og de ødelægger koncentration, opmærksomhed og evnen til nærvær, hvorfor de i vid udstrækning skal forbydes i undervisningssammenhænge. Sørensen ser dog en vis pædagogisk værdi i brug af Powerpoint (for underviserne), og når studerende deltager i workshops og virksomhedsbesøg. Sørensen beskæftiger sig ikke med udvikling af digitale kompetencer og dannelse gennem undervisning i bogen, men anerkender tilsyneladende heller ikke, at der skulle være behov herfor.

Argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning
Ud fra læsning af de tre debatbøger har jeg identificeret fem overordnede argumenter mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning, som i varierende omfang går igen hos de tre forfattere. Det drejer sig om følgende:

  1. Uddannelsessektoren har være præget af for stor digital teknologioptimisme
  2. Der mangler evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter
  3. Digitale teknologier er ikke neutrale
  4. Der er evidens for digitale teknologiers skadelige effekter
  5. Behov for udvikling af digitale teknologiske kompetencer er diskutabelt

Hvorledes de tre forfattere når frem til disse argumenter fremgår mere detaljeret af de tre forrige indlæg. Her vil jeg blot komme med nogle generelle kommentarer.

At uddannelsessektoren har været præget af for stor digital teknologioptimisme, ja lige frem teknologifetichisme, er et argument, som ses særligt tydeligt hos Balslev og Sørensen. Hos førstnævnte problematiseres dette især på policyniveauet, som klandres for at fokusere på potentialer fremfor reelle og skadelige effekter. Hos Sørensen italesættes det som en generel samfundstendens, der også har afsmittende effekt på uddannelse. Ifølge begge forfattere er optimismen blevet til en blind tro, en nærmest religiøs bevægelse, som ikke har formået at gennemskue og forholde sig til de negative aspekter, der også følger af digitale teknologier.

At der har været stor teknologioptimisme i uddannelsessektoren er ingen hemmelighed, men derfra til at hævde, at der ikke har været fokus på negative aspekter er der et stykke vej. Megen af den kritik, der tidligere har været udtrykt har rigtig nok ikke fokuseret på om teknologi og teknologiinddragelse i sig selv var ønskværdig. Derimod er kritikken ofte gået på de konkrete teknologier og særligt de rammer og kompetencer, der skal til, hvis man ønsker en meningsfuld anvendelse af digitale teknologier i undervisning – og her har det været vanskeligt at trænge igennem på policyniveau.

Jeg oplever, at især Balslevs og Sørensens kritik er af mere grundlæggende karakter, hvilket kan være nok så interessant. Men når argumentet fremføres uden interesse for, hvornår digitale teknologier i undervisning rent faktisk kan give god mening, så synes jeg, at det bliver for ensidigt. Det bliver til en principiel diskussion som man kan være enig eller uenig i, men som jeg tænker, at praksis ikke har megen gavn af.

Forfatterne savner evidens for digitale teknologiers gavnlige effekter, men hvad betyder det egentlig? Forestillingen om, at forskningen skulle kunne give evidens på et generelt niveau er ren utopi, hvilket jeg tidligere har skrevet om her. Hertil kommer, at forfatterne ikke har interesseret sig for den forskning, der reelt og gennem mange år har dokumenteret positive effekter af forskellige typer af digitale teknologier i forskellige undervisningssammenhænge. Når eksempelvis Christensen udtaler, at det meste forskningmateriale peger på, at skærmbrug er problematisk, hvad er det så for et ‘materiale’ han har kigget på? Hvad er ‘skærmbrug’ og hvad betyder det, at skærmbrug er ‘problematisk’? Christensen har bla. kigget på, hvordan skærmbrug kan skabe forstyrrelser, lokke og smitte, påvirke social adfærd negativt og føre til demotivering og dovenskab. Det er imidlertid nogle på forhånd negative udvalgte aspekter af ‘skærmbrug’, som Christensen har interesseret sig for, og det kan næppe karakteriseres som ‘det meste forskningsmateriale’. Igen synes jeg, at det bliver for ensidigt.

Argumentet om, at digitale teknologier ikke er neutrale bruges som en advarsel, men hvad betyder det? For Sørensen er sagen klar: digitale teknologier, og særligt sociale medier, er designet til at ville noget med brugeren og det er ikke positivt. Alle tre forfattere er optaget af sociale mediers notifikationsmekanismer, der ikke blot forstyrrer og stjæler opmærksomhed, men også leder til afhængighed. Det vender jeg tilbage til. At digitale teknologier, herunder sociale medier, er designet med et bestemt formål for øje, betyder i min optik ikke, at de kun kan anvendes på en bestemt måde. Tværtimod er det min erfaring, at mange især ikke-didaktiserede digitale teknologier godt kan anvendes på andre måder i undervisningen end de oprindeligt intenderede. Anvendelse afhænger således ikke kun af selve teknologien, men i lige så høj grad af hvordan og i hvilke sammenhænge den bruges. Derfor har jeg også svært ved at følge argumentet om, at en digitale teknologi i sig selv skulle udgøre enten en negativ eller positiv brugsmulighed. Ydermere synes jeg, at argumentet lægger op til en teknologideterminisme, hvor brugerens fri vilje tilsyneladende ikke længere eksisterer.

Og så er vi fremme ved det fjerde argument, der handler om, at forfatterne mener at have fundet evidens for digitale teknologiers skadelige effekter. Det er ikke småting, som forfatterne mener at have fundet dokumentation for, men mest af alt undrer det mig med hvilken selvfølgelighed især Christensen og Sørensen taler om afhængighed af især sociale medier, som var det en reel diagnose. Christensen bygger, som beskrevet i indlægget om bogen, en stor del af sin argumentation på ‘hjerneforskning’, som den kommer til udtryk hos bla. Spitzer, Rashid og Fenger. Det øger bestemt ikke troværdigheden af argumentationen, snarere tværtimod. Sørensen henviser til Christensens bog og benytter også avisartikler om især unges mediebrug – fx af Jean M. Twenge. Karakteristisk for alle tre forfattere er, at de benytter kilder som har gjort en dyd ud af at undersøge negative aspekter ved digitale teknologier, ikke mindst mobiltelefoner. Det er ikke så underligt, da forfatterne har samme ærinde, men det understeger igen det ensidige billede. Hertil kommer, at den forskning, der trækkes på, er stærkt omdiskuteret af især metodiske årsager, hvilket efter min mening burde give anledning til en vis kritisk refleksion og større ydmyghed.

Det sidste argument mod anvendelse af digitale teknologier i undervisning handler om, at forfatterne ikke nødvendigvis anser det som en vigtig opgave at uddanne elever og studerende i brugen af digitale teknologier. Med andre ord, er det ifølge forfatterne, særligt Balslev og Sørensen, diskutabelt hvorvidt og i hvilket omfang digitale kompetencer og dannelse skal udvikles gennem undervisning. For Balslev går argumentationen på, at elever snarere skal lære at forholde sig analytisk til teknologier, end at bruge dem. For Sørensen synes behovet ikke at være der, og for Christensen er digital dannelse vigtig, men ikke noget han vælger at beskæftige sig med i bogen.

På denne baggrund, når forfatterne frem til at det er nødvendigt med forskellige former for begrænsning af digitale teknologier i undervisning, hvilket ikke er overraskende. Men når nu alle tre forfattere har problematiseret, hvad de betegner som en polariseret for-imod debat, så undrer det mig, at de selv falder i på denne måde. Ja, de hævder da alle tre, at digitale teknologier kan være godt for noget i nogle situationer i et par sætninger, men det er ikke nok til at ændre på helhedsindtrykket. Hvis forfatterne reelt ønskede at gøre noget ved den polariserede debat, skulle deres bidrag, efter min mening, have været langt mere nuancerede.

‘Cherry picking’ skaber overskrifter, men bliver vi klogere?
I Den danske kodeks for integritet i forskning gives en lang række almene anvisninger på, hvordan man kan styrke forskningens ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed. Til dette hører også en forventning om præcis og afbalanceret afrapportering. På lignende vis påpeges det i Videnskab.dk’s manifest, at man som læser af forskning bør være opmærksom på, om der tages forbehold for de præsenterede resultater og om det gøres på en nuanceret måde gennem henvisning til forskning, der er nået frem til andre resultater – hvis ikke vil der være tale om såkaldt ‘cherry picking’. Disse forventninger og anbefalinger går på traditionelle akademiske tekster, dvs. forskning som typisk har været gennem fagfællebedømmelse*, og altså ikke på debatbogsgenren.

Jeg mener ikke, at de tre debatbøger lever op til de gængse kvalitetskrav for forskning, men det mener jeg så heller ikke, at de behøver at gøre. De tre forfattere er naturligvis i deres gode ret til at skrive debatbøger om hvad som helst.

Det ærgrer og bekymrer mig dog at se, hvordan de tre debatbøger præsenteres som forskning i forskellige medier som eksempelvis her:

Det ærgrer mig fordi, jeg ikke mener, at de tre debatbøger bidrager til en lødig og nuanceret debat. Tværtimod er det min oplevelse, at bøgerne forstærker den polarisering af debatten, som alle tre forfattere ellers synes at være imod. Min bekymring er af mere overordnet karakter og går på, at jeg ser en stigende tendens til at netop debatbøger vinder indpas i den offentlige debat på lige fod med reel forskning. Hermed er der risiko for at vigtige emner, som eksempelvis teknologiers skadelige og gavnlige virkninger i undervisning, i højrere og højere grad kommer til at basere sig på de få ensidige stemmer, der formår at trække den største opmærksomhed gennem polemiske og ofte alarmerende budskaber. Det mener jeg ikke, at vi bliver klogere af. Det stiller også den traditionelle forskning overfor en udfordring om i hvilket omfang de knappe ressourcer skal bruges på at modsvare alverdens synsninger, som grundet genren har et stort publikum eller på at skabe forskning af høj kvalitet, som grundet genren har et lille publikum.

Behov for flere nuancer og afbalanceret formidling
Selv om jeg langt hen ad vejen er uenig med de tre forfattere i deres fremgangsmåde og konklusioner, så synes jeg faktisk, at de hver især rejser nogle væsentlige spørgsmål omkring anvendelse af digital teknologi i undervisning, som det kunne være interessant at forfølge på mere traditionel, nuanceret akademisk vis:

  • Hos Balslev er det fokus på policyniveauets forstillinger om og forventninger til anvendelse af digitale teknologier i undervisning og hvad dette reelt får af indflydelse og konsekvenser i praksis.
  • Hos Christensen er det fokus på forskellige begrundelser og modeller for til- og fravalg af digitale teknologier i undervisning.
  • Hos Sørensen er det fokus på de kommercielle teknologivirksomheders indflydelse i uddannelsessektoren (også ift. design af ikke-kommercielle teknologier, der ofte kopierer centrale designfeatures) – og ikke mindst, hvilke konsekvenser anvendelse heraf i undervisning kan have ift. dataetik og -praksis.

Der er noget viden om disse områder, men jeg er ikke i tvivl om, at der kan skabes og er behov for mere forskning omkring ovenstående emner. Om det også kan medføre en mere afbalanceret formidling afhænger ikke kun af forskerne, men også i høj grad af medierne og deres evne og vilje til ikke kun at prioritere clickbait – og her er jeg knap så fortrøstningfuld.

/Marianne

*) Det fremgår ikke om bøgerne har været igennem fagfællebedømmelse.

Kritikkens genkomst i teknologidebatten?

Torsdag d. 25 oktober var jeg til Det nationale Videncenter for Læremidler’s årlige konference – fokus denne gang var på, hvorvidt it virker. På programmet var:

  • Thomas Illum Hansen, Stig Toke Gissel og Louis Køhrsen (UC Lillebælt)
  • Jesper Balslev (RUC)
  • Jeppe Bundsgaard (DPU)

Herudover var Finn Togo (STIL), Kirsten Jørgensen (KL) og Jeanette Sjøberg (DLF) inviteret til at give deres status på området og deltage i den afsluttende paneldebat, som Jacob Fuglsang styrede.

Hvorvidt it virker, er i sig selv et problematisk spørgsmål, hvilket også blev påpeget flere gange i løbet af dagen, men som det fremgår af konferencebeskrivelsen, så er det er spørgsmål som fylder i teknologidebatten:

I Danmark har vi i de senere år investeret milliarder i it i folkeskolen. Nu rejser flere spørgsmålet, om de mange penge overhovedet har haft en effekt – og hvilken effekt. Hvad gør teknologi ved skole og læringssituationer? Bidrager teknologi til didaktisk kvalitet? Og under hvilke forudsætninger kan vi sige, at it virker og ikke virker?

Der var generelt tale om nogle interessante, informationstunge oplæg, som dækkede forskellige aspekter af spørgsmålet – slides fra oplæggene kan ses her.  Jeg var  især glad for at møde Jesper Balslev og få en snak med ham om, hvordan hans phd. skrider frem og om nogle af de mange reaktioner, som han har fået på bogen ‘Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse‘. Jeg er stadig uenig i flere af Balslevs pointer, som han også gentog i oplægget, men jeg ser frem til den færdige afhandling, som jeg håber bliver et væsentlig bidrag til teknologikritikken ift. policyniveauet.

Hansen, Gissel & Køhrsens oplæg var i høj grad et studie i de mange metodiske vanskeligheder, der er forbundet med at svare på, hvad der kan synes som et simpelt spørgsmål, nemlig om hvorvidt noget virker. Hansen, Gissel & Køhrsen refererede bla. til en meta-analyse af Tamim et. al. (2011). I analysen har Tamim et. al set nærmere på ’40 years of research activity addressing the question, does computer technology use affect student achievement in formal face-to-face classrooms as compared to classrooms that do not use technology?’, dvs. allerede her ser vi en indsnævring i spørgsmålet, idet der undersøges ikke bare effekten af teknologi, men af computer-baseret teknologi og det undersøges i forhold til studerendes læringsudbytte i specifikke, komparative kontekster. På den baggrund konkluderer Tamim et. al.:

Thus, it is arguable that it is aspects of the goals of instruction, pedagogy, teacher effectiveness, subject matter, age level, fidelity of technology implementation, and possibly other factors that may represent more powerful influences on effect sizes than the nature of the technology intervention. (Tamim et al., 2011, p. 17)

Her ser vi altså, at effekt afhænger af mange forskellige aspekter eller variable, og forfatterne fortsætter med denne opfordring:

It is incumbent on future researchers and primary meta-analyses to help sort out these nuances, so that computers will be used as effectively as possible to support the aims of instruction. (ibid. – mine fremhævelser)

Med andre ord, lyder opfordringen, at vi skal blive langt mere præcise og nuancerede i fremtidig forskning (og her vil jeg tilføje i formidling af forskning), når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt it virker i undervisningssammenhænge i forhold til den didaktiske intention.

Hansen, Gissel & Køhrsens pointe var også, at it i sig selv er for uspecifikt. Dels kan it jo henvise til både hard- og software, og dels har forskellige typer af it, forskellige typer af affordances, der kan bruges og misbruges. Det kan lyde som selvfølgeligheder, men i den aktuelle teknologidebat er, det nødvendigt at gentage. På samme vis har Hansen, Gissel & Køhrsen netop (6.12.18) skrevet et indlæg om den igangværende undersøgelse, hvor de bla. skriver:

Det samlede billede er, at it både kan have positive og negative effekter. Afgørende faktorer er, hvordan man underviser med it, hvilke typer af it der er tale om, hvilke forudsætninger man har, og med hvilket formål man anvender teknologien. Derfor er det ikke så simpelt, hvordan man omsætter den omfattende forskning til indkøb og anvendelse af it (Hansen, Gissel & Køhrsen, 2018)

At it’s virkninger skal ses og vurderes i forhold til noget – eksempelvis den didaktiske intention – var også hovedpointen i Bundsgaards oplæg, hvilket han udtrykte meget fint på denne måde:

Alt virker, også it (for det meste). Men ikke alt fremmer det, man har ønsket. Effekt er effekt af noget for noget. Dette “for noget” underforstås ofte, uden at man egentlig er klar over hvad der underforstås, altså hvad der ønskes. Og videre: Det “noget”, der forventes at være effekt “af”, er ikke frit svævende. Det er et virkende fænomen i et kompleks af virkende fænomener (Bundsgaard, 2018)

Med udgangspunkt i forskellige didaktiske modeller, illustrerede Bundsgaard, hvordan der kan stilles bedre og mere meningsfulde spørgsmål i relation til it’s effekter og virkninger. Bundsgaard problematiserede også selve effektbegrebet, for hvad menes der med effekt? Det må også – ikke mindst af metodemæssige årsager – præciseres, hvis spørgsmål skal kunne bevares rimeligt. Hertil kommer, at der ofte er utilsigtede effekter forbundet med (teknologi-) interventioner, som også må indgå i en samlet vurdering.

Haase (2018, s. 76)

Alle tre oplæg stillede således skarpt på forskellige sider af spørgsmålet om it’s effekt og virkninger, hvilket var rigtig godt og inspirerende. Jeg sad dog også med en lidt urolig fornemmelse over, hvor denne type af debat om effekter, virkninger og ønsker om evidens, mon kommer til at føre os hen? Der er som bla. Sanne Haase (VIA) har fremført i artiklen Den skønnede evidens (2018) en række udfordringer forbundet med ønsker om evidens, og jeg kan godt frygte, at det kan lede til, at nogen forsøger at tage patent på ‘sandheden om it’. Den teknologitilgang jeg selv er rundet af, lægger netop vægt på at undersøge og vurdere teknologi-i-brug. Det er en dynamisk tilgang, hvor ‘resultatet’ ændrer sig afhængig af en række faktorer i menneske-teknologi-interaktionen.  Skal vi fremadrettet kun lytte til resultater om it, hvis undersøgelsesmetoden ligger højt på evidenstrappen? Er det den type viden, diskussioner og resultater, vi ønsker på it-området? Jeg har ikke selv svaret, men tænker, at vi skal være opmærksomme på, hvilke forventninger, vi bringer frem og hvilke svar, disse kan formodes at give.

I teknologidebatten generelt, har der bredt sig en besynderlig fortælling om, at it-pædagogiske forskere (og i øvrigt også medieforskere) ikke har været kritiske overfor teknologi- og mediebrug, fordi vi ikke har kunnet eller villet svare på om it virker*. Det er jeg ikke enig i, men det vil jeg vende mere detaljeret tilbage til i et fremtidigt indlæg. Her og nu, vil min kommentar være, at det nok synes sådan, fordi mange af disse forskere (jeg selv inkl.) netop ikke har beskæftiget sig med spørgsmålet i den forsimplede udgave.

I den afsluttende paneldebat blev denne kritik også fremført, og der blev talt om ‘kritikkens genkomst’ fordi vi nu endelig (?) stiller kritiske spørgsmål til it. Med de massive investeringer i it i skole og uddannelse og de tilsvarende ofte urealistiske forhåbninger til it fra policyniveauet, forstår og anerkender jeg fuldt ud behovet for at blive klogere på om it virker. Min bekymring er dog, at hvis ikke vi fremadrettet formår at stille bedre og mere præcise spørgsmål til it og evidens, så bliver der ikke tale om kritikkens genkomst, men snarere om dens forfald. Forsimplede spørgsmål og svar, skaber, efter min mening, grobund for desinformation og mytedannelse, som ikke gavner, hverken debatten, praksis eller forskningen.

/Marianne

*) En del af kritikken går også på, at utilsigtede effekter/virkninger og ikke mindst økonomiske aspekter, dermed også er blevet ignoreret. Men tingene hænger sammen; som man spørger, får man svar.

Om ‘moralsk panik’ og behovet for flere nuancer

På dette års Læringsfestival hørte jeg en keynote med Anette Prehn & Imran Rashid, som havde titlen ‘Klædt på til livet i en digital tidsalder‘. Både Prehn og Rashid har skrevet flere bøger om ‘hjernesmart’ og ‘sund’ teknologianvendelse, og holder jævnligt oplæg, der formidler forskningsresultater på en jordnær måde. Jeg har ikke læst deres bøger, men især Rashid’s (2017) bog ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital tidsalder‘ har fået en del opmærksomhed i den offentlige debat. Prehn & Rashid’s keynote var beskrevet på følgende måde:

Årets første keynote på Danmarks Læringsfestival 2018 fokuserer på, hvordan vi bedst kan bruge de digitale muligheder til at fremme læring, dannelse og trivsel på landets uddannelsesinstitutioner.

I en digital tidsalder med konstante fristelser og distraktioner kræver det nemlig en vedholdende og værdibevidst indsats fra både undervisere og elever, hvis man vil styrke de ”stier” i hjernen, som skal forblive en vigtig rygrad på børn og unge resten af livet. En del af svaret er at lære børn og unge at træffe bevidste tilvalg af henholdsvis online eller offline – alt efter relevans og social hensigtsmæssighed – i stedet for at lade dem blive vænnet til kun én eneste virkelighed, nemlig den, hvori konstante forstyrrelser er et grundvilkår. Den digitale udvikling i dag forløber hurtigere og mere indgribende end nogensinde før. En dannelse, som skal kunne forberede individer til livet i det moderne samfund, handler derfor på den ene side om at lære at kunne skelne klogt mellem de kommercielt styrede opmærksomhedstyverier og de reelt brugbare teknologiske redskaber samt at kunne begå sig i nærvær og indre ro i en dynamisk verden, der i stigende grad digitaliseres.

Jeg var på forhånd indstillet på, at det ville blive en udfordring for mig at overhøre deres keynote – og det blev det. Men hvorfor nu det? Ovenstående lyder jo for så vidt meget fornuftigt?

For det første er selve formen, altså den populærvidenskabelige formidling, altid en udfordring for mig. Læringsfestivalen er ikke en forskningskonference, men slår sig op på at være ‘en mulighed for at blive inspireret og opdateret som underviser, konsulent, studerende, pædagog og leder.’ Det minder jeg mig selv om hvert år, men ikke desto mindre, kan jeg stadig blive udfordret og provokeret af forsimplede forklaringer og one-liners pakket ind i animerede slides, svulstig retorik og ofte plat humor, der bruges til at skabe gehør og velvilje hos publikum. Dette er ikke specifikt rettet mod Prehn & Rashid, men mere en kritik af genren. Der er ingen tvivl om at mange forskere, heriblandt jeg selv, kan blive bedre til at formidle forskning på en lettere tilgængelig måde, men forskning i, om og med mennesker er bare sjældent entydig, simpel eller let at forstå.

Og det bringer mig frem til min anden udfordring, nemlig indholdet. Både Prehn & Rashid er optaget af hjernens rolle ift. digital teknologianvendelse, og at dømme ud fra deres keynote, betragter de samspillet mellem mennesker og teknologi ud fra en behavioristisk ‘stimulus-respons’ tilgang.

Som et eksempel på denne tilgang, blev der indledningsvist refereret til det såkaldte Stanford Marshmallow experiment (fra 1960’erne). I dette eksperiment blev børn placeret foran en tallerken med én skumfidus med besked om, at hvis de kunne vente 20 min. med at spise den, ville de få en skumfidus mere. De børn, der faktisk kunne udøve selvkontrol og udsætte deres umiddelbare behov for tilfredsstillelse klarede sig, iflg. studiet, sidenhen bla. bedre i skoletest og blev ikke afhængige af vanedannende stoffer i modsætning til de børn, som ikke kunne vente. En, i øvrigt omdiskuteret, konklusion på eksperimentet blev, at viljestyrke og behovsudsættelse er væsentlige faktorer ift. forudsigelse af børns præstationer og livskvalitet senere i livet. Samtidig blev eksperimentet brugt som argument for ‘betingning’, dvs. en behavioristisk tænkning, hvor adfærd bestemmes af respons på og konsekvenser af stimuli. Og det var også sådan, at jeg opfattede Rashid bruge eksemplet med ord som ‘alt der går galt i verden skyldes folk, der tog den første skumfidus’, ud fra en forståelse af, at ‘sociale medier er vor tids skumfiduser’.

Ifølge Prehn & Rashid, så er størstedelen af vores adfærd lystbetonet og impulsstyret:

Og det får konsekvenser ift. vores/børns anvendelse af digitale og især sociale medier:

Som jeg forstod Prehn & Rashid her, så var pointen, at børns anvendelse af sociale medier hovedsageligt er impulsiv og lyststyret, dvs. at børn ikke magter at udøve selvkontrol og behovsudsætte, men pr. automatik reagerer så snart, der kommer en notifikation – hvilket de mener ikke blot er medvirkende til manglende koncentration, men også til stress og dårlig trivsel.

En væsentlig pointe hos Prehn gik på hjernens plasticitet, dvs. formbarhed, og en af de metoder Prehn advokerer for ift. at skærpe børns opmærksomhed og koncentrationsevne, er gennem øvelser med at tegne ‘stier i hjernen‘. Øvelsen har, så vidt jeg forstod det, som formål at træne elevernes bevidsthed om, hvilke ‘stier’ der fylder i deres adfærd og evt. ændre fokus på nogle af disse, hvilket iflg. Prehn er ønskværdigt , da ‘man bliver, hvad man træner hjernen til’. Herudover bemærkede jeg, at Prehn gentagne gange skelnede mellem online og ‘den almindelige’ virkelighed, og at Prehn mener, at sociale medier træner (eller betinger) børn til impulsive reaktioner, der sker ‘på bekostning af koncentration, selvkontrol og empati’.

De samme negative konsekvenser genfindes iflg. Prehn & Rashid i skolen, hvor digitale teknologier og især sociale medier giver for mange distraktioner sammenlignet med bøger:

Opsummerende opfordrede Prehn & Rashid til kritisk, reflekteret anvendelse af nye medier og digitale teknologier i skolen – hvilket jo er svært at være uenig i – og de stillede følgende spørgsmål:

Jeg hørte ikke Prehn & Rashid tale om deciderede forbud, men omvendt hørte jeg dem heller ikke tale om de positive pædagogiske-didaktiske anvendelsesmuligheder, der er for sociale medier og smartphones i undervisnings- og læreprocesser. Så jeg sad tilbage med en både trist og frustreret fornemmelse, selv om deres hovedærinde egentlig var sympatisk og relevant nok: at skabe opmærksomhed omkring nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med digital teknologianvendelse for børn og unge (i skolen).

Der er, i min optik, mange problematiske forhold i Prehn & Rashid’s oplæg, som for størstedelens vedkommende hænger sammen med, at jeg kommer fra en helt anden videnskabelig, ikke mindst læringsmæssig, tradition og har et helt andet syn på teknologi. Mange af Prehn & Rashid’s udtalelser og konklusioner kolliderer med, hvad vi ellers ved fra både medie- og uddannelsesforskning, hvor der lægges vægt på nuancer frem for forsimplinger.

Helt overordnet havde oplægget karakter af det fænomen, der kendes som ‘moralsk panik‘ – et fænomen som er velbeskrevet og grundigt studeret både i dansk og international forskning. I Danmark har eksempelvis Kirsten Drotner (SDU) og Malene Charlotte Larsen (AAU) begge beskæftiget sig indgående med at forstå og forklare børn og unges medievaner. Siden 1970’erne har stort set alle nye medier (tv, videofilm, computerspil og senest sociale medier) resulteret i uforholdsmæssig stor frygt for deres negative påvirkning af børn og unge. Men som Larsen (2010) skriver i sin ph.d. afhandling, med reference til Drotner (1999), så er der som oftest tale om et ensidigt fokus, hvor man overser at ‘mediet indgår som et element i en hverdagskultur, der for flertallet af børn og unge præges af mangesidighed, ikke ensidighed’. Problemet er, at sådanne massemediebårne moralske panikker afføder stor bekymring i befolkningen og i samfundet.

Larsen peger i sin afhandling på en række klassiske problematikker, hvor især den forsimplede online/offline distinktion er særlig interessant i denne sammenhæng. Det er efterhånden mange år siden, at forskningen bevægede sig væk fra skarpe adskillelser og fra at betragte det, som foregår online som noget ‘ikke-virkeligt’. For børn og unge – og mange voksne – er dét, der foregår online ikke mindre virkeligt, om end der naturligvis er forskelle ift. resten af den fysiske verden.

Internationalt kan Sonia Livingstone og danah boyd eksempelvis nævnes. boyd har gennem årene udforsket den frygt, der så ofte følger med nye medier og teknologier og som rammer alle, ikke kun børn. I en kronik med titlen ‘ Whether the digital era improves society is up to its users – that’s us‘ fra 2012, skriver boyd bla:

Technology doesn’t determine practice, but how a system is designed does matter. How systems are used also matters, even if those uses aren’t what designers intended. For example, as social media has gone mainstream, some fascinating shifts have emerged that require reflection. Yet, even as the conversation becomes more important to have, it’s often hard to talk in a nuanced way about the role that technology is playing in shifts that are already underway. (mine fremhævelser)

At teknologi aldrig er neutral, er der ikke noget nyt i, men ifm. keynoten bemærkede jeg, at Rashid’s kritik af sociale medier især gik på deres indbyggede/designede notifikationsmekanismer, der kan stresse børnene. For at nuancere billedet, kunne man her kigge på den del af medieforskningen, som har beskæftiget sig med affordance begrebet –  se eksempelvis Mogens Olesen (KU) arbejde hermed. Ganske vist tilbyder medier, teknologier og artefakter i øvrigt bestemte handlemuligheder, men vi brugere har også en tendens til at omgå disse og skabe vores egne betydningsfulde handlemuligheder. At dette også gør sig gældende ift. børns mediebrug fremgår eksempelvis af forskning foretaget for Medierådet for Børn og unge –  se eksempelvis Stine Liv Johansen (AU) og Malene Charlotte Larsen’s undersøgelse af 0-8 åriges brug af digitale medier i hjemmet, som også fokuserer på de aktive valg, der er mulige – og træffes. Pointen er altså, som også boyd skriver, at teknologi ikke determinerer vores praksis, og hun problematiserer spredningen af misinformation og frygt:

Networked media connects people to their friends and loved ones, but it also creates an infrastructure through which information can flow rapidly. Baby pictures and celebratory notices spread like wildfire, but so does misinformation and fear. How does such fearmongering affect society? Who is responsible for curbing fear? Is this a design issue? An individual responsibility issue? A societal issue?

Som jeg læser boyd og andre medieforskere, så er vores omgang med nye medier og teknologi så indfiltret i komplekse sociale sammenhænge, at forsimplede og meget ofte individfokuserede og kontekstuafhængige forklaringer kommer til kort og i værste fald tegner et fordrejet billede af virkeligheden. boyd afslutter med en opfordring til kollektiv refleksion og ansvarstagning ud fra devisen om, at vores mediebrug og -vaner er komplicerede (her især med fokus på teenagere), og at ‘the values of technologists have been baked into the infrastructure, but it’s also possible to change the ecosystem through cultural practices‘ (min fremhævelse).

Medieforskning er ikke blind for de reelle udfordringer, der kan være forbundet med vores omgang med de stadigt mere allestedsnærværende og gennemtrængende medier og teknologier, men forholder sig løbende kritisk til tillidsbrud, krænkelser og mobning for blot at nævne et aktuelt eksempel. På tværs af studier og målgrupper synes der at være enighed om, at moralsk panik og frygt ikke er vejen frem. Som Thomas Enemark Lundtofte (SDU) skriver i denne kronik om teknologifrygt, etik og overvågning, er der risiko for, at de dystopiske forklaringer og simple handlemuligheder (sluk, forbyd osv.), som tilbydes af selvbestaltede eksperter på komplicerede problemstillinger, blokerer for væsentlig indsigt:

Problemet er bare, at vi ikke får diskuteret det centrale spørgsmål, som handler om, hvordan vi gerne vil leve med teknologi. Når vi ikke får diskuteret det, så er det måske fordi spørgsmålet ikke afføder entydige svar. Vi har forskellige ønsker, grænser og behov i det digitaliserede samfund. (min fremhævelse)

Såvel som de øvrige nævnte forskere, opfordrer Lundtofte til kritisk stillingtagen på et nuanceret og balanceret grundlag. Grundet sagens kompleksitet, trækker medieforskningen ofte på beslægtede forskningsområder, og inden for feltet Human-Computer-Interaction er man også optaget af vores omgang med nye medier og teknologi. I dette oplæg, stiller Peter Dalsgaard (AU) det klassiske, men stadigt centrale spørgsmål ‘Do we shape technology, or does technology shape us?‘, og Dalsgaard har bla. disse pointer, som jeg synes på fin vis opsummerer, hvad der er på spil og hvad, der er behov for:

Med reference til Douglas Rushkkov’s ‘Progam, or be programmed‘, taler Dalsgaard om behovet for, at vi alle – børn, unge og voksne – udvikler socio-tekniske forståelser og kunnen. Målet er jo netop, at vi ikke skal blive slaver af teknologien, og måske i særdeleshed af de store kommercielle teknologivirksomheder.

Moralsk panik berører ikke alene vores generelle hverdagsliv, men forgrener sig således ofte også til mere konkrete praksisser i relation til skole- og uddannelsessammenhænge. At nye medier og digitale teknologier kan give distraktioner og medføre en række negative konsekvenser, er der vist ingen, som betvivler. Hvordan vi håndterer sådanne udfordringer, er imidlertid omdiskuteret. Inden for uddannelsesforskning har især Jesper Tække (AU) & Michael Paulsen (SDU) bidraget med nuancer gennem deres Socio Media Education Experiment, som var et aktionsforskningsprojekt om sociale medier i undervisning. At der var tale om aktionsforskning er væsentligt i denne sammenhæng, da studiet af teknologianvendelse i brugskonteksten bidrager til nuanceringer – i modsætning til eksempelvis studier baseret alene på laboratorieforsøg eller spørgeskemaundersøgelser. Tække & Paulsen har gennem deres studier vist, at undervisere håndterer inddragelse af og udfordinger med sociale medier i undervisningen ud fra forskellige strategier, der udgør et nuanceret kontinuum mellem forbud, refleksivitet og ligegyldighed. Hverken forbud eller ligegyldighed er hensigtsmæssige strategier, hvis vi – som også Prehn & Rashid synes at ønske – skal klæde børn og unge på til at kunne begå sig i et stadig mere digitaliseret samfund.

Koblingen mellem digital teknologi og undervisning og læring er langt mere kompliceret, end en enkelt eller to faglige discipliner kan begribe og redegøre fyldestgørende for. Det kræver, efter min mening, et nuanceret, tværdisciplinært fokus baseret på solide empiriske studier. Der er naturligvis grænser for, hvor mange nuancer, der kan være i en keynote, men forsimplinger leder sjældent til større forståelse, nok snarere misforståelse. Jeg opfattede som sagt Prehn & Rashid’s hovedærinde som værende sympatisk og relevant, men hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lykkes med at (ud)danne børn og unge i, med og gennem digitale teknologier, må vi bevæge os ud over den deterministiske ‘stimulus-respons’ tænkning og anerkende, at mennesker er andet og mere end viljeløse, fortrinsvis primitive hjerner. For at blive i jargonen, har vi brug for at slukke for de behavioristiske forsimplinger og i stedet tænde for de socio-kuturelle og -materielle nuancer.

/Marianne