Learning Factory om ‘Udvikling og forankring af en digital strategi eller sigtepunkter’

Tirsdag d. 10. marts var jeg sammen med Anne Mette Lundstrøm (specialkonsulent i CIU) og Jonas Sprogøe (selvstændig konsulent, ph.d.) med til at åbne en Learning Factory om udvikling og forankring af digital strategi i regi’ af Center for It i Undervisningen (CIU), der retter sig mod erhvervsskolerne.

I Learning Factory 8 deltager ledere fra sosu-, jordbrugs- og det merkantile område. Ikke overraskende arbejder alle allerede med digitalisering og it i undervisningen, men skolerne er forskellige steder i deres arbejde og it-modenhed, og har dermed forskellige behov for og ønsker til at komme videre.

En Learning Factory er en særlig tilgang til kapacitetsopbygning, der er opdelt i fire forskellige faser ud fra det, der kendes som ‘Double Diamond’-modellen, hhv. discover, define, develop og deliver. Her i første fase, var min opgave at forstyrre deltagerne og åbne for kompleksiteten ift. hvad man med fordel kan være opmærksom på, når man står overfor at skulle i gang med strategisk transformationsarbejde som eksempelvis udvikling af digitale strategier, handleplaner eller sigtepunkter. Det gjorde jeg bla. på baggrund af en webinarrække CIU afholdt i efteråret 2019 om samme tema.

Jonas’ opgave var nogenlunde den samme dog med fokus på, hvordan man så kan arbejde med at sikre forankring. Blandt Jonas’ centrale pointer var, at vores organisationsforståelse og dermed også opfattelse af ledelsens rolle afgør, hvordan vi går til udviklings- og forankringsprocesser (som et rationelt hierarki eller et irrationelt mycelium). På samme vis er det afgørende, hvordan vi forstår forandring og forandringsprocesser (som episodiske, lineære eller kontinuerligt, emergerende processer). Blandt Jonas’ kodeord var meningsskabelse, fælles sprog og tid og ressourcer. Iflg. Jonas handler forankring om at skabe midlertidigt stabiliserede tilstande i organisationen og dermed at anerkende og acceptere, at organisationer er dynamiske størrelser. Selv om Jonas’ og jeg ikke har mødt hinanden før, var der god samklang mellem vores tanker og tilgange til (digitale) transformationsprocesser, og det virkede som om, at deltagerne var meget tilfredse med at få sat nye tanker i gang og ord på nogle af de udfordringer, som de står over for.

Ud over dialog pba. Jonas’ og mit oplæg, var dagen også præget af forskellige procesøvelser. Herunder ses deltagernes bud på opmærksomhedpunkter fra en af øvelserne:

Et centralt opmærksomhedspunkt er at få indkredset, hvad opgaven helt konkret går ud på, hvorfor og for hvem den er væsentlig i/for organisationen. I double-diamondtilgangen er det væsentligt, at deltagerne køber præmissen for de forskellige faser, og her var det virkelig godt at opleve, at deltagerne i denne første fase accepterede, at de skulle dvæle ved og udforske det problemkompleks, som de står overfor. Alt for ofte har vi (jeg selv inklusive) en tendens til at gå i problemløsningsmode, og dermed kan vi overse væsentlige og indflydelsesrige faktorer og aspekter. I perioden frem mod det andet møde i maj måned (og den kommende problemdefinitionsfase), skal deltagerne således hjem og udforske i egne organisationer og bla. blive klogere på forskellige aktørers (fx elever, lærere, administrativt personale, eksterne samarbejdspartnere mfl.) ‘aktier’ i problemkomplekset.

/Marianne

Paper til Networked Learning conference 2018

Min medforfatter, Lone Dirckinck-Holmfeld (AAU) og jeg har fået accepteret et paper til Networked Learning konferencen 2018, som foregår fra 14-16 maj i Zagreb, Kroatien. I paperet har Lone og jeg, på baggrund af to forskellige studier, kigget nærmere på, hvorfor og hvodan forskellige, hhv. 2D og 3D teknologi-medierede undervisnings- og læringsmiljøer kan bidrage til udvikling af viden og påvirke deltagernes muligheder for bla. identifikation og grænsekrydsning gennem anvendelse af forskellige typer af grænseobjekter.

De praksisser, som vi har undersøgt foregår på universitetsuddannelser, og har som sådan ikke noget med EUD at gøre. Men en del af det teoretiske grundlag, herunder begreber som teknologi-mediering, grænsekrydsning og grænseobjekter, er det samme som mine kolleger og jeg benytter i vores aktuelle forskningsprojekt på EUD-området.

Titlen på paperet er ‘Knowledgeability and modes of identification in (dis)embodied boundary practice in networked learning’. Hele paperet vil først blive offentliggjort ifm. konferencen, men herunder ses sammenfatningen:

Building on a continued interest in boundaries and boundary practice in relation to ICT-based networked learning (Ryberg & Sinclair, 2016), this paper addresses the issue of knowledgeability and identification through (dis)embodiment in design for boundary practice in networked learning. According to Goodyear (2015) teaching is about designing opportunities for people to learn, and from a learning perspective, how participants respond to design through their practices and through their use of boundary objects is interesting. Inspired by Wenger-Trayner & Wenger-Trayner’s (2015) concepts of knowledgeability and modes of identification, we analyse how two different case studies conducted at the Danish online Master programme on ICT and Learning (MIL) differ with regard to potential boundary practice and use of boundary objects.

In study I, the design for learning was based on a 2D virtual learning environment (Dirckinck-Holmfeld, 2006), whereas the design for learning in study II was based on a 3D virtual world (Riis, 2016). Carlile (2002; 2004) proposed a hierarchical typology for boundary objects aiming at transfer, translation and transformation, and in our analysis, we identify examples of such boundary objects in the two learning arenas. Our findings show that all identified categories of boundary objects can mediate knowledge according to the typology. Nonetheless, certain boundary objects in the 3D learning arena (study II), in particular the avatar, seem to promote a different kind of embodied transformation, which has implications for identity formation of the participants. Furthermore, the 3D virtual space affords a concrete materialised, albeit virtual, opportunity for reification, which is different to that of the 2D environment.

In the paper, we will elaborate on these differences, and based on the two case studies we propose that boundaries in networked learning should not only be regarded as socio-cultural differences, but as socio-material differences and dependencies as well. In particular, the materiality of a 3D virtual arena and avatars provides new relational and performative opportunities in networked learning.

Det er første gang, at jeg skal deltage i Networked Learning konferencen, og jeg glæder mig virkelig, da jeg kender mange af deltagerne fra andre sammenhænge og herigennem kun har hørt positive ting.

/Marianne