Design for meningsfuld læring på tværs af uddannelse og arbejde gennem multimodale scenarier

I forskningsmiljøet ’Digitale læringsmiljøer og didaktisk design’ er vi aktuelt i gang med et projekt, der har som overordnet formål at styrke diplomstuderendes oplevelser af meningsfuld praksiskobling, aktivitet og fleksibilitet på uddannelserne. Min kollega, Bjarke Lindsø Andersen er leder af projektet, der har titlen ‘Multimodale scenarier i de pædagogiske diplomuddannelser’ (i daglig tale kaldet MUSC). Projektet er finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og afvikles i perioden (2022-2024).

Formålet med MUSC-projektet er at designe og afprøve interventioner (i form af didaktiske designs), hvor praksiskoblende og praksisudviklende undervisning i professionsrettede moduler om metode, videnskabsteori og didaktik på de pædagogiske diplomuddannelser anvendes til at fremme studerendes oplevelser af meningsfuld og aktiverende undervisning.

Projektets hypoteser er:

  • at studerende på professionsrettede moduler orienterer sig ud fra de praksisser, de allerede deltager i (fx arbejdspraksisser), og
  • at kobling hertil og evt. udvikling heraf vil virke meningsfuldt og aktiverende samt
  • at hybride/fleksible designs, baseret på scenariedidaktik og anvendelse af multimodale læremidler/-miljøer, kan imødekomme dette.

I projektet undersøger og udvikler vi i tæt samarbejde med underviserkolleger og Absalons pædagogiske it-team følgende uddannelser og moduler:

  • Den Pædagogiske Diplomuddannelse (PD) og modulerne: Pædagogisk Viden og forskning (PVF) og Undersøgelse af Pædagogisk Praksis (UPP)
  • Den Erhvervspædagogisk Diplomuddannelse (DEP) og modulerne: Undervisning og Læring (U&L) og Pædagogisk Videnskabsteori (PV)

Projektet organiseret ud fra en DBR-tilgang, hvor vi i første fase (F22), har brugt tiden på at skabe et solidt domænekendskab og en konceptuel designmodel, der har udmøntet sig i en rapport, der kan hentes her. Domænekendskabet er både teoretisk og empirisk baseret. Teoretisk er vi særligt inspirerede af praksisteorier og viden om scenariedidaktik, hybriditet og fleksibilitet samt multimodalitet. Empirisk har vi gennemført interviews med underviserkolleger på PD og DEP og observeret deres undervisning, og så har vi gennemført en omfattende dokumentanalyse af materialer og ressourcer fra tidligere undervisning på de omtalte moduler. Domænekendskabet blev præsenteret og drøftet med vores underviser- og it-pædagogiske kolleger kort før sommerferien. På baggrund af domænekendskabet har vi udviklet en konceptuel designmodel, der illustrerer de centrale delelementer, som vi kommer til at arbejde videre med i de næste faser af projektet. Rationalet bag designmodellen, er således noget af det, der kan læses mere om i rapporten.

De næste skridt her i anden fase (E22) består dels i, at mine kolleger, Bjarke, Pernille Lomholt Christensen og Peter Gundersen arbejder videre med udvikling af konkrete designprincipper med vores underviserkolleger, mens min kollega Anne Mette Hald og jeg tager lead på skrive en forskningsartikel, der bl.a. skal omhandle domænekendskabets tilblivelse og funktion i DBR-projekter. Hertil kommer også en række designworkshops med underviserne og det pædagogiske it-team, hvor der skal produceres multimodale læremidler og scenarier.

Det er på mange måder et meget meningsfuldt og lærerigt projekt, hvor vi udvikler ny viden og undervisningspraksisser til gavn for vores diplomstuderende og også kommer til at lære forskellige af vores underviserkolleger bedre at kende. Øget samarbejde på tværs af de forskellige ydelser i vores Center for Skole og Læring er uden tvivl noget af det, der virkelig kan være med til at styrke kvaliteten af både vores uddannelser og forskning.

/Marianne

Vi har brug for håb og myndiggørelse

Onsdag d. 8. juni 2022, afholdt min kollega, Anne-Mette Nortvig og jeg vores tiltrædelsesforelæsninger som docenter i Absalons forskningsprogram ‘Digitale læringsmiljøer og didaktisk design‘. Vi havde hver knapt en halv time til at give deltagerne et indblik i vores arbejde under et fælles tema om interventionsbaserede forskningstilgange, som er karakteristisk for programmet.

I modsætning til Anne-Mette, der har været ansat i Absalon i efterhånden 20 år, så er jeg stadig relativt ny i organisationen – ikke mindst fordi corona og hjemsendelser i forskellige bølger kom til at præge min start i Absalon. Da der således stadig er mange kolleger, som endnu ikke kender mig, valgte jeg at fokusere på, hvad der optager mig, hvilke værdier jeg lægger vægt på, og hvor jeg gerne vil hen med vores forskning i programmet.

I programmet er vi naturligt optaget af, hvornår og hvordan digital teknologi kan anvendes til noget fornuftigt – her italesat til at gøre noget, der ikke tidligere var muligt og til at gøre noget bedre, mere lærerigt og mere meningfuldt, hvad enten vi beskæftiger os med uddannelsesdesign, didaktisk design og/eller læringsdesign. I den forbindelse vil jeg arbejde på, at vi stræber efter at gøre håb og myndiggørelse til kritisk-konstruktivt ideal for både vores forskning, udviklings- og uddannelsesaktiviteter. Derfor skal vi også blive bedre til at stille krav til digitale teknologier om, at de rent faktisk er til ‘at leve med’ (jf. Illich, 1973) – ud fra en værdisætning af det gode (uddannelses-) liv.

Og det kræver udvikling af bred og dyb teknologiforståelse og -anvendelse på alle niveauer i forsknings- og uddannelsessystemet.

"The dawn of integrity comes with the acceptance of responsibility for the course of one's life. For in taking responsibility for the world, we are given back the power to change it." 
(Kolb, 1984, p.230)

/Marianne

Grænsekrydsning, transformation af viden, handling og praksis medieret af ikt i EUD – Networked Learning 2020 præsentation

Networked Learning konferencen 2020, præsenterede jeg mandag d. 18. maj ganske kort udvalgte resultater fra et forskningsprojekt om grænsekrydsning medieret gennem brug af informations- og kommunikationsteknologi (ikt) i erhvervsuddannelser. Præsentationen er baseret på et forskningsprojekt, som jeg afsluttede i 2019 sammen med mine tidligere kolleger fra Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole, hhv. Carsten Lund Rasmussen og Anna Brodersen.

Til præsentationen hører også en kort forskningsartikel (engelsk), der kan ses her – og selve forskningsrapporten (dansk) kan ses her. Selv om vi ikke længere er kolleger, er Carsten, Anna og jeg i dialog om, hvordan vi får resultaterne formidlet på en mere praktikervenlig måde – ikke mindst fordi vi har erfaringer med, at det teoretiske grundlag og vores forskellige modeller giver god mening på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP). Så mere om dette vil følge fremadrettet.

'Grænsekrydsning' er et perspektiv på transformation af viden, handling og praksis mellem kontekster (fx mellem skole og praktik), som vi har fundet mere anvendeligt og meningsfuldt end det traditionelle transfer-begreb - det kan du læse mere om her.

/Marianne

Intermezzo: Teori og teknologimediering af undervisning og læring

Det engelske tidsskrift British Journal of Educational Technology (BJET) har netop gjort en større samling artikler om online undervisning og læring gratis tilgængelige. At dømme ud fra titlerne, ser der ud til at være masser af interessant læsestof om bla. aktiv tænkning, effekten af brug af en social tutor, engagement i online kurser, gruppearbejde online, studerendes attituder og meget andet.

Min interesse faldt på en artikel af Matt Bower (2019), der handler om hvordan digitale teknologier kan mediere undervisning og læring og hvilke især teoretiske belæg, der kan findes herfor. Jeg er aktuelt i gang med en blogserie, hvor jeg forsøger at sætte nogle af de fund og overvejelser, som jeg gjorde mig ifm. min phd ind i en aktuel kontekst. I min phd var jeg også optaget af mediering, hvilket forklarer min interesse. Bower skriver indledningsvist:

(…) the term “technology-mediated learning” is used to imply that technology is the means by which information is conveyed and people are linked together. (Bower, 2019, p. 1036 – min fremhævelse)

Ideelt set bør teknologi, iflg. Bower, være så transparent, at brugerne ikke bemærker den, men det er sjældent tilfældet, og derfor er der behov for, at feltet har et domænespecifikt grundlag og dermed vokabular for fænomener, som der kan iagttages, analyseres og i det hele taget forskes på baggrund af. Det grundlag finder Bower i forskellige teorier, som han bruger til at argumentere for en række præmisser, han mener gør sig gældende, når digital teknologi inddrages ifm. undervisning og læring.

Bower baserer sin redegørelse på en helt fundamental antagelse, som efter min mening er det mest kontroversielle i teksten:

In technology-mediated learning contexts, agentic intentions reside with humans, and not with technology.
That is to say, it is people, often educators and learners, who control the content that is represented and shared using technology, with the operations and representations of the technology being a consequence of the actions of humans. (ibid., p. 1037 – min fremhævelse)

Bower selv problematiserer denne antagelse om, at teknologi ikke har intentionel agens med et argument om, at teknologi kan have agens (i forståelsen af være virksom), men at teknologien selv er designet af mennesker, og så som sådan er påvirkningen intenderet af mennesker, ikke af teknologien selv. Dette bringer Bower videre i afslutningen af artiklen, hvor han diskuterer, hvorvidt kunstig intelligens og brugen heraf i uddannelse (fx ift. adaptiv læring) ændrer på antagelsen om, at teknologi ikke har intentionel agens:

On the other hand, as artificial intelligence technologies become more autonomous, and the relationship between the underlying intentions of the human programmer and the actions of technology becomes less direct, it may be argued that technology is no longer a mediator but exercises independent intentional acts. (ibid., p. 1044)

Selv om Bower altså til slut åbner op for, at teknologi måske kan have intentionel agens, så er hans hovedargument, at det har teknologi ikke, og derfor placerer han ansvaret  og dermed også handlekraften ‘for technology-mediated learning decisions entirely with people (most notably, teachers and students)’ (ibid, p. 1038).

Herefter identificerer Bower syv præmisser, der yderligere gør sig gældende ifølge udvalgt litteratur på området:

  1. digital technologies can perform a mediating role for participants in their attempts to achieve learning goals.

  2. in technology-mediated learning contexts, participant beliefs, knowledge, practices and the environment all mutually influence one another.

  3. in technology-mediated learning settings, the role of teachers is to help optimise student learning outcomes and experiences through the purposeful deployment of learning technologies.

  4. the affordances of technologies, including their recognition and use, influences the sorts of representation, interaction, production and learning that can take place.

  5. the way in which modalities are used and combined influences the way in which meaning is processed, interpreted, created, and interrelated.

  6. the way in which technology is used to mediate interaction patterns and possibilities between networks of participants influences the learning that takes place.

  7. arrangements of technologies and the way they are used can influence the sense of presence and community that are experienced. (ibid., p. 1038-1041).

Jeg synes artiklens helt store styrke er, at Bower relativt kortfattet får identificeret og gennemgået nogle af de vigtigste antagelser og begreber, der er på spil, når vi interesserer os for undervisning og læring i teknologi-medierede kontekster. For hver af de 7 præmisser, har Bower fundet referencer til centrale teorier og forfattere, og som sådan kan artiklen også fint bruges som en appetitvækker inden for feltet. Artiklen er iflg. Bower et modsvar til noget af den kritik, der har hersket i feltet om, at feltet er underteoretiseret – se fx Oliver (2013) og Castañeda & Selwyn (2018).

Hvis man i øvrigt interesserer sig for hvilket teoretisk grundlag, der kan give mening at finde inspiration i, når man ønsker at tranformere undervisning og læring til online kontekster, så kan særligt første del i denne antologi, redigeret af Terry Anderson, varmt anbefales.

Når jeg gennem tiden har undervist i brugen og betydningen af at anvende digitale teknologier til at mediere undervisnings- og læreprocesser, så er jeg tit blevet spurgt, om det ikke kræver nogle helt nye teorier om pædagogik, didaktik og læring. Men det mener jeg faktisk ikke, at der er behov for. Undervisning og læring foregår stadig i og imellem mennesker og som sådan kan fx klassiske læringsteorier stadig anvendes.

Dog vil teknologiens mellemkomst, som også Bower påpeger det, påvirke forholdet mellem underviser og studerende, mellem studerende og stoffet osv. i varierende grad. Derfor er der behov for at redidaktisere; at gentænke de måder, hvorpå der kan skabes meningsfulde betingelser for, at de studerende kan lære et givent stof. I mange tilfælde vil det også være nødvendigt at supplere med øget opmærksomhed på forhold, der gør sig særligt gældende, når undervisningen og læringen foregår online – ikke mindst når der er tale om reel fjernundervisning. Som sådan er det heller ikke overraskende, at vi, særligt i løbet af 00’erne, så en række danske, teoretisk funderede udgivelser om Skole 2.0, Didaktik 2.0, Læring 2.0 o.lign., der alle forsøgte at indfange det særlige, der sker, når digitale teknologier inddrages i undervisnings- og læreprocesser – blandt andet ved at trække på andre faglige discipliner end lige pædagogik, didaktik og læring som supplement*.

/Marianne

*) Et af mine egne bud herpå bestod fx i at udvide Hiim & Hippes klassiske didaktiske relationsmodel, så den indeholdt en selvstændig kategori om digital teknologi, og hvor undervisere og studerende fremgik mere eksplicit af modellen.

Design for *social* læring online?

Fjernundervisning og læring online er blevet aktualiseret i disse usædvanlige tider. Min phd handlede netop om, hvordan man kan designe med henblik på at skabe betingelser for meningsfuld undervisning og læring medieret af forskellige typer af digitale teknologier.

I en ny serie af blogindlæg vil jeg genbesøge ideer, begreber, koncepter og designovervejelser fra phd’en og opdatere med ny viden, hvor jeg finder det relevant og i øvrigt kan finde tiden og overskuddet til det.

Afhandlingen, der er en monografi på knap 300 sider, er skrevet på engelsk og har titlen ‘Avatar-mediation and transformation of practice in a 3D virtual world – meaning, identity, and learning’ (Riis, 2016). Som titlen antyder, så er der fokus på undervisning og læring gennem 3D virtuelle verdener. Jeg forestiller mig ikke, at der er ret mange undervisere, der pt har tid, overskud eller lyst til at prøve kræfter med undervisning gennem den type af digital teknologi. Men i phd’en indsamlede jeg også empiri gennem en mere traditionel 2D teknologi (et LMS), og da jeg i øvrigt har mange års erfaring – både som studerende, underviser og forsker – fra 2D, vil jeg kombinere mine overvejelser hermed.

Phd’en blev gennemført som et aktionsforskningsprojektet med stærk inspiration fra design-based research. Jeg arbejdede ud fra et sociokulturelt perspektiv på læring, og med udgangspunkt i bla. Etienne Wenger og kollegers sociale teori om læring gennem praksisfællesskaber udviklede jeg bla. et teoretisk rammeværk, en designmodel, designprincipper og flere forskellige modeller og oversigter vedrørende det, som jeg her for nemhedens skyld blot vil kalde for online læring. Når man afvikler undervisningen og læring gennem 2D og 3D virtuelle miljøer, så er det væsentlig at have blik for, hvordan man gennem design kan skabe gode betingelser for at deltagerne oplever tilstedevær (presence), så det er også noget af det, som jeg vil fokusere på fremadrettet.

Slideshowet, der er indlejret herunder, stammer fra mit phd-forsvar og giver en meget god fornemmelse af, hvad det ellers er for emner, jeg vil fokusere på:

Bedømmelseskomiteen til mit forsvar bestod af Siân Bayne (The University of Edinburgh), Nina Bonderup Dohn (SDU) og Thomas Ryberg (AAU), der alle tre har forsket i fjernundervisning og online læring gennem mange, mange år. De er også alle tre med i fællesskabet omkring Networked Learning, der både udgiver publikationer og afholder konferencer (hvor alle bidrag fra mere end 10 års forskningskonferencer er frit tilgængelige). Hvis man ønsker at vide mere om fjernundervisning og online læring, så er det fællesskab et særligt godt sted at hente inspiration. Siân og Thomas er endvidere aktive på Twitter.

Jeg var en aktiv del af et helt fantastisk professionelt læringsfællesskab inde i Second Life i knap 7 år, hvor jeg mødte og interagerede med forskere, undervisere, studerende, entreprenører og kunstnere fra hele verden.

På tværs af vores mange forskelligheder, var vi enige om vigtigheden i at huske på, at der inde i avataren (eller i hvert fald bag skærmen) er mennesker – sådan som min avatar-kollega, Bev’s t-shirt her indikerer det*.

Og det er nok den væsentligste lære, som jeg tog med mig fra Second Life. Selv om vi – og måske særligt, når det er tvunget af omstændigheder som nu – rykker vores aktiviteter online, så er vi stadig mennesker, når vi mødes; hvad enten det er gennem tekst, billeder, video(konferencer) eller som 3D avatarer i spil og sociale verdener. Netop derfor bliver det også meget væsentligt at fokusere på, hvordan vi kan skabe undervisnings- og læreprocesser, der har det sociale aspekt og fællesskabet online som det centrale omdrejningspunkt.

/Marianne

*) Selv om vi i Second Life satte stor pris på at mødes online, afstod vi ikke for muligheden for at mødes fysisk, når lejligheden bød sig. Et eksempel herpå var de årlige community conventions. I indlægget her ses Bev og jeg ‘in-real-life’ i foto #2 tilbage i 2009 :-)