På uddannelsesområdet er fokus på dataetik vigtigt, men ikke tilstrækkeligt

I en serie af blogindlæg, har jeg rettet fokus mod nogle af de udfordringer og til tider uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det har jeg gjort ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.
  • I det tredje indlæg beskrev jeg en debat i Altinget:Uddannelse, hvor en ph.d. studerende, Lucas Lundbye Cone (AU) på den ene side problematiserede Aarhus’ kommunes beslutning om at indkøbe Chromebooks til alle folkeskolens elever, og hvor kommunen på den anden side forsvarede beslutningen. Indlægget tjener som et fint eksempel på, hvor kompleks problemstilingen med ‘gratis’ digital teknologi, men også betalingstjenester, fra de store techgiganter og andre it-leverandører, er.
  • I det fjerde indlæg beskrev jeg 16 eksperters bud på behov for kompetenceudvikling i uddannelsessektoren (fra grundskole til VEU). Her blev der peget på et særligt behov for viden og handling ift. tekniske sikkerhedsforanstaltninger, forretningsmodeller, etik, radikalisering og ekstremisme, grooming samt kritisk stillingtagen. Vigtigt var også eksperternes påpegning af at emner inden for feltet cyber- og informationssikkerhed gøre til et fælles anliggende for alle – også uden for uddannelsessektoren.

I dette sidste indlæg forsøger jeg at samle op. Det er ikke nogen helt nem opgave, da indlæggene har strittet i forskellige retninger, hvilket kan skyldes, dels at jeg selv er forvirret og i tvivl om mange ting, og dels at der rent faktisk er tale om en ret kompleks problemstilling. Nemlig; hvordan sikrer vi en passende balance mellem pædagogik og digitale teknologier – bla. under hensyntagen til databehandling, -sikkerhed og -etik? Groft set, tegner der sig for mig at se to forskellige tilgange ift. vægtningen mellem pædagogik og digitale teknologier.

I den første tilgang vægtes pædagogikken højest. Det så vi bla. i det første indlæg, hvor Epinion i deres undersøgelser nåede frem til, at lærere anvender en mangfoldighed af digitale teknologier, hvilket afspejler, at lærerne kan have mange forskellige pædagogiske formål med at inddrage digitale teknologier i deres undervisning. Epinion fandt også, at det var meget forskelligt, hvor mange overvejelser, lærerne gjorde sig omkring datasikkerhed, og at det var de pædagogiske overvejelser og hensyn, der vejede tungest. Det samme gjorde sig gældende i det andet indlæg, hvor jeg beskrev mine egne undervisningserfaringer og overvejelser.

I den anden tilgang vægtes digitale teknologier højest. Om det er helt retfærdigt at lade Aarhus Kommune være et eksempel på denne tilgang, vil jeg lade op til læseren selv at vurdere. Men som vi så i det tredje indlæg, hvor ph.d. studerende Lucas Lundbye Cone  (AU) problematiserede kommunens forestående indkøb af Chromebooks, så gik (for)svaret, fra økonomi- og administrationschef, Hardy Pedersen på, at disse digitale teknologier overholder gældende lovgivning fx. ift. persondata. Set fra kommunens synsvinkel er der styr på databehandling og -sikkerhed, men der blev ikke nævnt noget om det dataetiske (i denne sammenhæng forstået som ‘googlificeringen’ som Cone også problematiserede). Ift. pædagogikken gik svaret på det paradoks, der generelt ligger i ‘branding’, som øger risikoen for elevers tilvænning ved valg af bestemte produkter.

Det fjerde indlæg adskiller sig, da der her var tale om forskellige eksperters bud på behov for kompetenceudvikling inden for området. Her var udgangspunktet altså, at der var en form for mangeltilstand blandt elever, lærere og ledere i uddannelsessektoren ift. anvendelse af digitale teknologier. Derfor var fokus naturligt på digitale teknologier, og det var især anvendelse af ‘gratis’ sociale medier, der blev problematiseret. Der blev efterlyst et generelt holdnings- og adfærdsskifte, som iflg. eksperterne kunne ske gennem bedre rammesætning og nytænkning af undervisning inden for området. Der var forskel på de 16 eksperters holdninger, men der var flere som mente, at databehandling, -sikkerhed og -etik bør vægte højere end evt. pædagogiske intentioner og hensyn.

Jeg hælder selv til, at vi skal forsøge at skabe en bedre balance. Naturligvis nytter det ikke noget, at der gås på kompromis med databehandling og -sikkerhed. Hvad angår dataetik, mener jeg, at det er et vigtigt, men utilstrækkeligt fokus i en pædagogisk kontekst. Det kan diskuteres, hvad der mere præcist ligger i begrebet dataetik, men DataEthics.eu,  der en tænkehandletank, som arbejder for at fremme dataetiske produkter og tjenester, anvender eksempelvis følgende definition:

Dataetik er ansvarlig og bæredygtig brug af data. Det er det “rigtige” at gøre i forhold til mennesker og samfund. Dataprocesser bør være designet som bæredygtige løsninger – dvs. først og fremmest til gavn for mennesker.

Dataetik handler om at opfylde de principper og værdier, som menneskerettighederne og persondatalovgivningen bygger på. Det handler om ærlig og ægte gennemsigtighed i datahåndteringen. Om aktivt at udvikle privacy by design og  privacy-fremmende produkter og strukturer. Om at behandle andres personlige oplysninger som man selv ønsker ens egne – eller ens børns – skal behandles.

Dataetik er skridtet videre end  efterlevelse af persondatalovgivningen: Alle dataprocesser respekterer derfor som minimum de krav, der er opstillet i EU’s Persondataforordning (GDPR), EU’s Charter om grundlæggende rettigheder samt den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg synes, at det er en udemærket definition, som fint kan anvendes på et overordnet niveau, men når det kommer til anvendelse af digitale teknologier i uddannelse, så tænker jeg ikke, at det er tilstrækkeligt at have fokus på dataetik. Først og fremmest ligger der en udfordring i, at digitale teknologier reduceres til et spørgsmål om data*. Herudover tænker jeg også, at anvendelse af digitale teknologier i uddannelse må bero på mere end ‘de principper og værdier, som menneskerettighederne og persondatalovgivningen bygger på’. Her mener jeg, at der må være nogle pædagogiske principper og værdier, der også skal tænkes ind. Når der anvendes digitale teknologier i uddannelse, handler det ikke kun om at beskytte, dem som genererer data, men også om at udvikle deres dømmekraft og myndighed ift. netop anvendelsen – og det må gælde på alle niveauer i skoler og institutioner.

Og så er det, for mig at se, at det begynder at blive komplekst. Mens der nok, i Danmark, kan være enighed om vigtigheden og overholdelsen af menneskerettigheder og lovgivning, så retter pædagogiske principper og værdier sig mod grundlæggende spørgsmål som, hvorfor og hvordan vi holder skole og uddannelse – og her er der mange modsatrettede bud og mange forskellige aktører, der alle har legitim ret til indflydelse.

I figuren herunder, har jeg forsøgt at skitsere de forskellige aktører, der kan tænkes med i et økosystem over anvendelse af digitale teknologier i uddannelse.

Mit (foreløbige .. jeg tænker stadig) bud vil være, at etik gøres til et fælles omdrejningspunkt i spørgsmål om anvendelse af digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Det udelukker ikke et samtidigt mere snævert fokus på dataetik, men når eksempelvis Cone problematiserer ‘googlificeringen’, så mener jeg, at det rækker ud over det rent dataetiske. Så er det også et spørgsmål om moral, værdier, normer og ikke mindst vaner i den pædagogiske del af systemet. Udfordringerne bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere ved at gøre etik til omdrejningspunkt, men jeg tror, at det vil kunne indfange flere vigtige aspekter.

Et anden væsentlig pointe er, at alle disse aktører må samarbejde, hvis der skal findes meningsfulde svar på spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en passende balance mellem pædagogik og digitale teknologier – bla. under hensyntagen til databehandling, -sikkerhed og -etik. Og i denne sammenhæng, må der også tænkes i mellem- og overstatslige samarbejder og løsninger, da mange af de mest anvendte digitale teknologier, jo netop ikke er produceret i Danmark.

/Marianne

*) Det er en udfordring, som jeg vil vende tilbage til i en kommende blogserie om brug og betydning af data i uddannelse.

Udfordringer forbundet med techgiganters indflydelse i uddannelse

I en serie af blogindlæg retter jeg fokus mod nogle af de udfordringer og til tider uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.

I dette indlæg kigger jeg nærmere på to aktuelle indlæg på Altinget:Uddannelse om techgiganters indflydelse i uddannelsessektoren.

Ph.d. studerende Lucas Lundbye Cone (AU), har i et indlæg på Altinget problematiseret særligt Googles indflydelse i folkeskolen. Cone tager udgangspunkt i et aktuelt eksempel fra Aarhus Kommune, som påtænker at indkøbe Chromebooks til hver enkelt af kommunens 23.000 elever fra 2. til 10. klasse. Argumentet herfor går iflg. Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, bla. på, at børns digitale muligheder ikke må afhænge af forældrenes pengepung. Herudover vil der, iflg. Medom, også være tekniske og praktiske fordele ved en sådan standardisering af it-udstyr.

Cone finder det problematisk ‘at tvinge globale produkter ned over en skoletradition, der historisk set hat vægtet relationsarbejde og bløde kompetencer’, og Cone finder, at forskning ‘gang på gang viser, at introduktionen af digitale teknologier i undervisningen medfører betydlige risici for uro og manglende koncentration hos eleverne’. Cones problematisering er altså i første omgang pædagogisk funderet.

Men Cone har også argumenter, der går på datasikkerhed og den omfattende ‘googlificering‘. Google tjener iflg. Cone ikke penge på salg af hardware i denne forbindelse*, hvilket får Cone til at konkludere, at betalingen så må være elevernes data**. Herudover problematiserer Cone den tilvænning til Googles produkter, der følger med:

Har elever først vænnet sig til at bruge Googles mange apps fra anden til niende klasse, er det svært at forestille sig, at de vil have lyst til at bruge andet, når de engang forlader skolen.

Og Cone konkluderer:

Problemet i ‘googlificeringen’ af uddannelse handler om meget mere end læring og venskab. Det handler om afhængighed og penge. Det handler om børns rettigheder.

Jeg vil i dette indlæg afstå fra at gå nærmere ind i Cones kritikpunkter, da jeg ikke kender detaljerne i sagen. Det interessante i denne forbindelse, er det svar, der kom fra Aarhus Kommune.

Hardy Pedersen, økonomi- og administrationschef, Børn og Unge, Aarhus Kommune svarede et par dage senere på en del af kritikken.

Iflg. Pedersen samler Cones kritik sig om to hovedpunkter; datasikkerhed og branding (der kan føre til tilvænning) og reklamer.

Pedersen starter ud med at fortælle, at i udgangspunktet har Aarhus Kommune ikke grund til at antage, at et produkt fra een leverandør adskiller sig fra produkter fra andre af de store leverandører på uddannelsesområdet:

Alle tre store platforme (Apple, Microsoft og Google) vil alle i et vist omfang afrapportere visse tekniske data tilbage til virksomhederne, når deres software anvendes på computere og tablets.

Men iflg. Pedersen er det vigtige her, at der ikke vil være tale om ‘overførsel af persondata’. Pedersen skriver endvidere, at skoler i Aarhus Kommune siden 2013 har anvendt G Suite for Education som pædagogisk platform, og at man allerede før indførelsen af GDPR i maj 2018 indgik en databehandleraftale med Google.

Og Pedersen uddyber:

Google har som databehandler for Aarhus Kommune – via den indgåede europæiske standardmodelkontrakt for databehandleraftaler – forpligtet sig til udelukkende at anvende børnenes data efter Aarhus Kommunes instruks. Aarhus Kommune ejer de data, der er placeret i kommunens G Suite for Education-domæne.

Brugerdata er altså ejet af Aarhus Kommune, og de må ikke anvendes i reklamemæssigt øjemed af Google, hverken til Googles egne formål eller igennem udveksling med tredjepart.

Ift. Cones problematisering af den teknologiske tilvænning, så skriver Pedersen for det første at kommunen, som alle andre kommuner, ser sig nødsaget til at anvende teknologi for at opfyldelovgivningens krav om at bruge it i undervisningen jævnfør Fælles Mål. For det andet skriver Pedersen:

Debatindlægget fra Lucas Lundbye Cone antager, at eleverne vil blive påvirket til at anvende Googles produkter specifikt fremadrettet. Dette er et pædagogisk paradoks, som er generelt kendt fra skoleverdenen ved valg af teknologier og værktøjer til at undervise i færdigheder.

Pedersen er som tidligere anført økonomi- og administrationschef og som sådan er det ikke overraskende, at hans svar fokuserer på det lovgivningsmæssige – også som argument for i det hele taget at inddrage digital teknologi i undervisning. Som jeg læser Cones kritik, er den imidlertid af mere principiel karakter, både når det handler om argumentation for inddragelse af teknologi og om valg af en specifik it-leverandør. Og spørgsmålet er om tingene kan skilles ad?

Jeg kan for så vidt godt følge Cones bekymringer***, men jeg kan også godt forstå, hvorfor Pedersen tyer til overholdelse af lovgivning som argumentation. Jeg synes indlæggene fra Cone og Pedersen meget tydeligt viser, hvor komplekst feltet er og hvor mange – ofte modsatrettede – hensyn, der skal tages højde for i uddannelsesinstitutioner, kommuner og blandt beslutningstagere i det det hele taget. Jeg synes der rejser sig en række spørgsmål som fx Er det ok at bruge Google, sålænge lovgivningen overholdes? Kunne der være andre argumenter for/imod end lige lovgivning? Hvordan stemmer sådanne beslutninger fx overens med grundlæggende menneskerettigheder? Er Google i øvrigt værre end de andre? Eller er det et spørgsmål om at vælge mellem flere lige ubehagelige muligheder?

Som jeg beskrev i det forrige indlæg om mine egne erfaringer, så har jeg oplevet, at især Google står for skud, når databehandling, -sikkerhed og -etik diskuteres. Men i de senere år har vi set stadig flere eksempler på lemfældig dataomgang og deciderede datalæk hos alle mulige typer af it-leverandører. Listen her er et tankevækkende eksempel på, hvor alvorligt det kan være og hvor mange brugere, der kan påvirkes, når det går galt.

Og bekymringen omkring datasikkerhed, gælder for mig at se ikke kun de helt store it-leverandører. Når jeg eksempelvis læser Padlet’s (som er en teknologi, jeg ofte anvender) Terms-of-Service og især deres Privacy Policy, så føler jeg mig ikke helt overbevist om, at mine data er sikre. Jeg synes faktisk ikke, at det er nogen særlig nem opgave at gennemskue, hvad jeg giver adgang og lov til eller hvad mine egne rettigheder består i. Pointen er vel også, at når noget er digital lagret, så er det sårbart. Naturligvis er der forskel på omfanget og typen af indsamlede data fra teknologi til teknologi, men den grundlæggende udfordring er den samme. Og spørgsmålet er, om usikkerhed ift. datahåndtering blevet et vilkår, som blot skal accepteres?

Allestedsnærværende digital teknologi og ikke mindst mulighed for samkøring af data stiller politikere og andre beslutningstagere over for nogle enorme dilemmaer og udfordringer, der ikke kan tilgås monofagligt. Hermed mener jeg, at der ikke blot kan kigges på de lovgivningsmæssige rammer, men der må også kigges på andre hensyn som fx pædagogik og (data-)etik. Og dermed øges kompleksiteten naturligvis. For alle os andre; undervisere, lærere, pædagoger, ledere og fx konsulenter (jeg sidder selv med databehandleraftaler i mine projekter), så er spørgsmålet, om vi er klædt ordentligt på til at håndtere og navigere i alt dette på en sikker og meningsfuld måde?

I det næste indlæg, vil jeg beskrive et projekt som jeg var med i på min tidligere arbejdsplads, hvor vi bla. interviewede 16 eksperter inden for feltet ‘cyber- og informationsikkerhed’ – eksperter som bestemt mener, at der er behov for mere viden og handling omkring dette i uddannelsessektoren.

/Marianne

*) Det fremgår af Aarhus Kommunes svar, at man ikke har tænkt sig at bruge Google selv som hardwareleverandør. Forslaget om at indkøbe Chromebooks i Aarhus Kommune blev i øvrigt vedtaget, som det fremgår her.

**) Emnet blev taget op i radioprogrammet Orientering d. 11/09, hvor Google’s kommunikationschef, Jesper Vangkilde hævder at indsamlede data kun bruges til at optimere deres egne produkter og dermed lever op til de lovgivningsmæssige krav. Penge tjenes derved på licenserne til Chromebook. Cone deltager også i programmet, hvor han uddyber sin kritik.

***) I denne sammenhæng er det også interessant at læse formanden for It-politisk Forening, Jesper Lunds kommentar til Aarhus Kommune, der starter med overskriften ‘Tror Aarhus Kommune selv på det?’. Her problematiserer Lund den tiltro, der er til Google ift. at overholde lovgivningen og de mange uklarheder, der iflg. Lund stadig er forbundet med indgåelse af databehandleraftaler osv.

OPDATERING
Aarhus Kommunes beslutning kritiseres også i denne kronik, skrevt af Martin Brogaard Nielsen, administrerende direktør i det statsautoriserede it-revisionsaktieselskab REVI-IT.

Erfaringer med anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier i undervisning

I en serie af blogindlæg, sætter jeg fokus på nogle af de udfordringer og til tider meget uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.

I dette indlæg beskriver jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.

I min tidligere ansættelse på Københavns Professionshøjskole (KP)*, underviste jeg i perioden 2013-2018 primært på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP), der er en efter- og videreuddannelse målrettet især nyansatte erhvervsskolelærere. På valgmodulet ’ Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser’, som vi i daglig tale kaldte for ’digitek-modulet’ var det bla. en del af målene, at deltagerne skulle lære ’at anvende digitale teknologier i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning’. På den baggrund valgte mine kolleger og jeg, at der hver undervisningsgang, ud over teoretiske oplæg og diskussioner, også skulle være konkrete hands-on øvelser med udvalgte digitale teknologier. Samlet set havde vi tre tilgange til digitale teknologier, der i praksis ofte overlappede hinanden:

  1. Undervisning og læring i digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et mål i sig selv, dvs. der var fokus på at lære at forstå og anvende bestemt teknologi
  2. Undervisning og læring med digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et middel til at lære noget andet, dvs. fokus var ikke på teknologien som sådan
  3. Undervisning og læring gennem digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et middel til at lære uafhængigt af sted (og ofte også tid), dvs. her var der typisk tale om fjernundervisning.

Til dette formål stod vi over for at skulle udvælge hvilke digitale teknologier, der bedst egnede sig til vores pædagogiske-didaktiske intentioner – og typisk endte vi med at vælge ’gratis teknologier’. Det var der en række årsager til:

  • Vores deltagere kom fra mange forskellige skoler, der lokalt har valgt forskellige digitale teknologier, services og platforme. Vi kunne altså ikke forudsætte, at vores deltagere havde adgang til de samme typer af digitale teknologier ’derhjemme’. Vores vurdering var, at det var vigtigt at deltagerne havde adgang til de samme teknologier, hvis deltagerne skulle kunne øve sig i og samarbejde i, med og gennem digitale teknologier før og efter undervisningen og på sigt dele deres viden med kolleger.
  • Forskelligheden i vores deltageres adgang til digitale teknologier ’derhjemme’ betød ofte også, at nogle deltagere stort set ikke havde adgang til ret meget andet end en gammel office-pakke og et fælles drev. Derfor fandt vi det vigtigt at finde ’gratis’ eksempler, så alle kunne være med.
  • Vores deltagere kom typisk med meget forskellige forudsætninger ift. viden om og konkret anvendelse af digital teknologi. Nogle deltagere havde ganske enkelt ikke, hvad der kan betegnes som helt basale kompetencer for at arbejde med og forstå digitale teknologier. Vi vurderede derfor, at det var vigtigt med nemme, brugervenlige teknologier – kompleksitet kunne så være ift. koblingen til de pædagogiske-didaktiske aspekter.
  • Den digitale teknologi som KP stillede til rådighed (fx den valgte læringsplatform) levede ikke op til de behov, som vi som undervisere havde. Teknologilandskabet på KP har naturligvis udviklet sig med tiden, men da jeg startede i 2013 var Fronter, som ikke bød på nævneværdige kommunikative og kollaborative muligheder, hovedplatformen. Senere udviklede KP sin egen platform kaldet Intrapol. Vi vurderede ikke, at de digitale teknologier, der blev stillet til rådighed, var tilstrækkelige ift. at kunne vise de muligheder og barrierer, der kan være ift. (forskellige) digitale teknologier. Hertil kom også, at det for mange af vores deltagere ikke var motiverende at arbejde i en platform, som de kun havde adgang til under selve studiet. Det vanskeliggjorde også deling med kolleger ’derhjemme’ og dermed muligheden for at skabe transfer til egen praksis.

Vores valg af digitale teknologier ændrede sig gennem årene, men eksemplet her til venstre illustrerer bredden. Herudover brugte vi KP’s læringsplatform (Intrapol) og en række af Google’s forskellige teknologier. I mange år brugte vi fx Google+ som det primære forum for kommunikation og kollaboration.

Det var et krav fra KP’s side, at alle materialer (fx litteratur og præsentationer) skulle være tilgængelige på Intrapol, og det var også her, at administrationen informerede deltagerne om eksamen og andre formalia. Vores tilgang var, at vi selv som undervisere skulle anvende alle de digitale teknologier, som vi præsenterede deltagerne for. I 2017 valgte vi fx at gøre blogs til det primære forum, og vi oprettede derfor en underviserblog, hvorfra der linkes til deltagernes blogs. Et initiativ som mine tidligere kolleger stadig anvender.

Vi var opmærksomme på, at vores valg af ‘gratis’ digitale teknologier ikke var uproblematisk. Vi tillod os at foretage dette valg, dels fordi vores deltagere var voksne, og dels fordi vi sørgede for at modulet kunne gennemføres uden. Vi valgte også at informere om valget (og alternativer) inden opstart og den første undervisningsgang, hvor valget blev præsenteret, havde vi typisk nogle gode drøftelser med deltagerne om fordele og ulemper. Gennem årene oplevede jeg kun en håndfuld deltagere, som ikke ønskede at anvende ‘gratis’ digitale teknologier og i alle tilfælde var det Google’s produkter, der blev problematiseret – andre ‘gratis’ teknologier blev ikke vurderet lige så problematiske – hvilket i sig selv var interessant og også gav anledning til spændende drøftelser.

Jeg forestiller mig at antallet af deltagere, der finder ‘gratis’ digitale teknologier problematisk, er steget. Gennem de seneste par år, og ikke mindst op til ikrafttrædelsen af databeskyttelsesforordningen (GDPR) i foråret 2018, er der generelt kommet større opmærksomhed omkring anvendelse af såkaldte ‘gratis’ digitale teknologier. Nu er det ikke kun nørder og fagfolk, der er klar over at betalingen er brugerens data. På mange erhvervsskoler er der de senere år blevet arbejdet ihærdigt på at indgå databehandleraftaler med de store techgiganter fx Google og FB, men også med Microsoft o.l. Det er dog ikke altid nogen let opgave for skolerne, og derfor har man på nogle skoler helt fravalgt en række digitale teknologier for at kunne leve op til lovgivningen. Mine tidligere kolleger er derfor også begyndt at sætte større fokus på informationssikkerhed som en del af modulets indhold.

Set i bakspejlet, har jeg, som underviser i, med og gennem digitale teknologier, nok været præget af en vis naivitet omkring anvendelsen af ‘gratis’ teknologi. Min tilgang var, at sålænge dette valg blev fulgt op af drøftelser om fordele og ulemper og deltagerne på denne måde selv kunne træffe bevidste valgt, så gik det nok. Det mener jeg for så vidt stadig, når målgruppen er voksne mennesker, men spørgsmålet er, om det at opfordre deltagere til at anvende ‘gratis’ digitale teknologier kan forsvares etisk – og her er jeg splittet. På den ene side, synes jeg argumenterne for dette valg, kan forsvares ud fra pædagogiske-didaktiske overvejelser (som anført oven for). På den anden side, så er valget med til at understøtte netop legitimiteten og udbredelsen af sådanne teknologier, og ikke mindst firmaerne bag – og det har jeg det skidt med. Hermed er jeg så også tilbage ved det dilemma, som Epinion også pegede på i det første indlæg. Og spørgsmålet er også, om der er tale om et ægte dilemma. Det er jo rent faktisk muligt at undervise i, med og gennem digitale teknologier uden at benytte dem, som er ‘gratis’ **. Det kræver bare bla. en helt anden viden om digitale teknologier og en anden tilrettelæggelse, hvilket igen kræver økonomi, tid og menneskelige ressourcer som der er knaphed på i hele uddannelsessektoren.

I denne samenhæng kunne jeg ønske mig større fokus på dette fra politikere og andre beslutningstagere. Skoletube, hvor skolerne kan købe abonnement til udvalgte digitale teknologier, inkl. databehandleraftaler er et skridt i den rigtige retning. Men jeg drømmer om en helt overordnet pædagogisk-digital strategi fra policy-niveauet, som går på at fremme anvendelsen af  free & open source alternativer, så valget ikke skal stå mellem pædagogik eller sikkerhed …

/Marianne

*) I dette indlæg trækker jeg på min erfaring fra professionshøjskolesektoren, men mine 10 år på AAU inden da viste, at de udfordringer, som jeg peger på, også gælder der.

**) Her et par eksempler:

Liste over alternativer til Google produkter

Liste over alternativer til Microsoft Office