Learning Factory om ‘Udvikling og forankring af en digital strategi eller sigtepunkter’

Tirsdag d. 10. marts var jeg sammen med Anne Mette Lundstrøm (specialkonsulent i CIU) og Jonas Sprogøe (selvstændig konsulent, ph.d.) med til at åbne en Learning Factory om udvikling og forankring af digital strategi i regi’ af Center for It i Undervisningen (CIU), der retter sig mod erhvervsskolerne.

I Learning Factory 8 deltager ledere fra sosu-, jordbrugs- og det merkantile område. Ikke overraskende arbejder alle allerede med digitalisering og it i undervisningen, men skolerne er forskellige steder i deres arbejde og it-modenhed, og har dermed forskellige behov for og ønsker til at komme videre.

En Learning Factory er en særlig tilgang til kapacitetsopbygning, der er opdelt i fire forskellige faser ud fra det, der kendes som ‘Double Diamond’-modellen, hhv. discover, define, develop og deliver. Her i første fase, var min opgave at forstyrre deltagerne og åbne for kompleksiteten ift. hvad man med fordel kan være opmærksom på, når man står overfor at skulle i gang med strategisk transformationsarbejde som eksempelvis udvikling af digitale strategier, handleplaner eller sigtepunkter. Det gjorde jeg bla. på baggrund af en webinarrække CIU afholdt i efteråret 2019 om samme tema.

Jonas’ opgave var nogenlunde den samme dog med fokus på, hvordan man så kan arbejde med at sikre forankring. Blandt Jonas’ centrale pointer var, at vores organisationsforståelse og dermed også opfattelse af ledelsens rolle afgør, hvordan vi går til udviklings- og forankringsprocesser (som et rationelt hierarki eller et irrationelt mycelium). På samme vis er det afgørende, hvordan vi forstår forandring og forandringsprocesser (som episodiske, lineære eller kontinuerligt, emergerende processer). Blandt Jonas’ kodeord var meningsskabelse, fælles sprog og tid og ressourcer. Iflg. Jonas handler forankring om at skabe midlertidigt stabiliserede tilstande i organisationen og dermed at anerkende og acceptere, at organisationer er dynamiske størrelser. Selv om Jonas’ og jeg ikke har mødt hinanden før, var der god samklang mellem vores tanker og tilgange til (digitale) transformationsprocesser, og det virkede som om, at deltagerne var meget tilfredse med at få sat nye tanker i gang og ord på nogle af de udfordringer, som de står over for.

Ud over dialog pba. Jonas’ og mit oplæg, var dagen også præget af forskellige procesøvelser. Herunder ses deltagernes bud på opmærksomhedpunkter fra en af øvelserne:

Et centralt opmærksomhedspunkt er at få indkredset, hvad opgaven helt konkret går ud på, hvorfor og for hvem den er væsentlig i/for organisationen. I double-diamondtilgangen er det væsentligt, at deltagerne køber præmissen for de forskellige faser, og her var det virkelig godt at opleve, at deltagerne i denne første fase accepterede, at de skulle dvæle ved og udforske det problemkompleks, som de står overfor. Alt for ofte har vi (jeg selv inklusive) en tendens til at gå i problemløsningsmode, og dermed kan vi overse væsentlige og indflydelsesrige faktorer og aspekter. I perioden frem mod det andet møde i maj måned (og den kommende problemdefinitionsfase), skal deltagerne således hjem og udforske i egne organisationer og bla. blive klogere på forskellige aktørers (fx elever, lærere, administrativt personale, eksterne samarbejdspartnere mfl.) ‘aktier’ i problemkomplekset.

/Marianne