Design

Design for læring på tværs med digital teknologi – i en EUD-kontekst

Mariis2 Comments

Så er det seneste nummer af tidsskriftet LearningTech med fokus på digitale teknologier i undervisningen netop udkommet. Jeg bidrager med en forskningsartikel om, hvordan man didaktisk kan designe for læring på tværs af kontekster, og hvordan digitale teknologier kan spille en rolle.

Jeg anvender begrebet grænsekrydsning til at beskrive den form for transformation af viden og praksisser, som elever og studerende, især i vekseluddannelser, skal kunne håndtere. I artiklen har jeg specifikt fokus på, hvordan dette kan foregå i erhvervsuddannelser. Og jeg kommer med et bud på seks didaktiske designprincipper, der kan støtte lærere, elever og evt. oplærere i arbejdet med at skabe meningsfulde sammenhænge og koblinger mellem især skole- og oplæringsperioder.

Grænsekrydsning er en særlig måde at forstå og italesætte transferfænomenet på. Det, der adskiller sig fra mere traditionelle transfertilgange er, at man i grænsekrydsning har fokus på de forskelle som eleverne intentionelt og uundgåeligt oplever i deres vekslen mellem skole- og oplæringsperioderne. Jeg berører også – relativt kort – hvordan digitale teknologier i denne forbindelse kan anvendes som grænseobjekter, der har til formål at skabe koblingspunkter, hvorom der kan faciliteres dialog og meningsforhandling mellem fx elever, lærere og oplærere undervejs i uddannelsesforløbet. De to hovedpointer i artiklen er dels:

  1. at grænsekrydsning ikke sker af sig selv – processerne skal derimod designes og stilladseres, og
  2. at digital teknologi kan spille en afgørende rolle i det didaktiske arbejde med grænsekrydsning, idet teknologierne kan udvide både elever, lærere og oplæreres handlemuligheder i forsøget på at skabe sammenhæng og mening på tværs

Men digitale teknologier er ikke neutrale – via deres design tilbyder teknologierne forskellige handlemuligheder, der kan være mere eller mindre velegnede ift. lærerens didaktiske intentioner. Det betyder også, at digitale teknologier, der tages i anvendelse i undervisnings- og læreprocesser, faktisk kan være uhensigtsmæssige – fx fordi de reelt ikke giver de handlemuligheder, der er nødvendige for at nå i mål med den didaktiske intention. Derfor stiller anvendelse af digitale teknologier store krav til lærernes viden om, hvordan teknologierne fungerer og kan gå ind og på- eller ligefrem modvirke det, der var tanken med undervisningen. Og det gør sig selvfølgelig også gældende, når lærere ønsker at anvende digitale teknologier til grænsekrydsningsprocesser.

Alle mulige digitale teknologier har potentiale til at fungere som grænseobjekter, men potentialet bliver kun indfriet, hvis teknologierne faktisk bliver anvendt som sådan. Det er ikke nødvendigvis nogen let didaktisk opgave, men de seks didaktiske designprincipper, som præsenteres i artiklen, er bud på, hvordan denne spændende og nødvendige opgave kan gribes an.

Der er fem andre spændende artikler i temanummeret, som alle har fokus på forskellige aspekter af inddragelse af digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser. Her vil jeg fremhæve min kollega, Bjarke Lindsø Andersens bidrag, der med artiklen Lærerautoritet er medieret af digital teknologi, tilbyder en ny forståelse af, hvordan digital teknologi, som en aktiv med- og modspiller, påvirker lærerens autoritet. Et meget interessant eksempel på, hvordan digitale teknologier ikke er neutrale.

/Marianne

Design for meningsfuld læring på tværs af uddannelse og arbejde gennem multimodale scenarier

MariisLeave a comment

I forskningsmiljøet ’Digitale læringsmiljøer og didaktisk design’ er vi aktuelt i gang med et projekt, der har som overordnet formål at styrke diplomstuderendes oplevelser af meningsfuld praksiskobling, aktivitet og fleksibilitet på uddannelserne. Min kollega, Bjarke Lindsø Andersen er leder af projektet, der har titlen ‘Multimodale scenarier i de pædagogiske diplomuddannelser’ (i daglig tale kaldet MUSC). Projektet er finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og afvikles i perioden (2022-2024).

Formålet med MUSC-projektet er at designe og afprøve interventioner (i form af didaktiske designs), hvor praksiskoblende og praksisudviklende undervisning i professionsrettede moduler om metode, videnskabsteori og didaktik på de pædagogiske diplomuddannelser anvendes til at fremme studerendes oplevelser af meningsfuld og aktiverende undervisning.

Projektets hypoteser er:

  • at studerende på professionsrettede moduler orienterer sig ud fra de praksisser, de allerede deltager i (fx arbejdspraksisser), og
  • at kobling hertil og evt. udvikling heraf vil virke meningsfuldt og aktiverende samt
  • at hybride/fleksible designs, baseret på scenariedidaktik og anvendelse af multimodale læremidler/-miljøer, kan imødekomme dette.

I projektet undersøger og udvikler vi i tæt samarbejde med underviserkolleger og Absalons pædagogiske it-team følgende uddannelser og moduler:

  • Den Pædagogiske Diplomuddannelse (PD) og modulerne: Pædagogisk Viden og forskning (PVF) og Undersøgelse af Pædagogisk Praksis (UPP)
  • Den Erhvervspædagogisk Diplomuddannelse (DEP) og modulerne: Undervisning og Læring (U&L) og Pædagogisk Videnskabsteori (PV)

Projektet organiseret ud fra en DBR-tilgang, hvor vi i første fase (F22), har brugt tiden på at skabe et solidt domænekendskab og en konceptuel designmodel, der har udmøntet sig i en rapport, der kan hentes her. Domænekendskabet er både teoretisk og empirisk baseret. Teoretisk er vi særligt inspirerede af praksisteorier og viden om scenariedidaktik, hybriditet og fleksibilitet samt multimodalitet. Empirisk har vi gennemført interviews med underviserkolleger på PD og DEP og observeret deres undervisning, og så har vi gennemført en omfattende dokumentanalyse af materialer og ressourcer fra tidligere undervisning på de omtalte moduler. Domænekendskabet blev præsenteret og drøftet med vores underviser- og it-pædagogiske kolleger kort før sommerferien. På baggrund af domænekendskabet har vi udviklet en konceptuel designmodel, der illustrerer de centrale delelementer, som vi kommer til at arbejde videre med i de næste faser af projektet. Rationalet bag designmodellen, er således noget af det, der kan læses mere om i rapporten.

De næste skridt her i anden fase (E22) består dels i, at mine kolleger, Bjarke, Pernille Lomholt Christensen og Peter Gundersen arbejder videre med udvikling af konkrete designprincipper med vores underviserkolleger, mens min kollega Anne Mette Hald og jeg tager lead på skrive en forskningsartikel, der bl.a. skal omhandle domænekendskabets tilblivelse og funktion i DBR-projekter. Hertil kommer også en række designworkshops med underviserne og det pædagogiske it-team, hvor der skal produceres multimodale læremidler og scenarier.

Det er på mange måder et meget meningsfuldt og lærerigt projekt, hvor vi udvikler ny viden og undervisningspraksisser til gavn for vores diplomstuderende og også kommer til at lære forskellige af vores underviserkolleger bedre at kende. Øget samarbejde på tværs af de forskellige ydelser i vores Center for Skole og Læring er uden tvivl noget af det, der virkelig kan være med til at styrke kvaliteten af både vores uddannelser og forskning.

/Marianne

Intermezzo: Teori og teknologimediering af undervisning og læring

MariisLeave a comment

Det engelske tidsskrift British Journal of Educational Technology (BJET) har netop gjort en større samling artikler om online undervisning og læring gratis tilgængelige. At dømme ud fra titlerne, ser der ud til at være masser af interessant læsestof om bla. aktiv tænkning, effekten af brug af en social tutor, engagement i online kurser, gruppearbejde online, studerendes attituder og meget andet.

Min interesse faldt på en artikel af Matt Bower (2019), der handler om hvordan digitale teknologier kan mediere undervisning og læring og hvilke især teoretiske belæg, der kan findes herfor. Jeg er aktuelt i gang med en blogserie, hvor jeg forsøger at sætte nogle af de fund og overvejelser, som jeg gjorde mig ifm. min phd ind i en aktuel kontekst. I min phd var jeg også optaget af mediering, hvilket forklarer min interesse. Bower skriver indledningsvist:

(…) the term “technology-mediated learning” is used to imply that technology is the means by which information is conveyed and people are linked together. (Bower, 2019, p. 1036 – min fremhævelse)

Ideelt set bør teknologi, iflg. Bower, være så transparent, at brugerne ikke bemærker den, men det er sjældent tilfældet, og derfor er der behov for, at feltet har et domænespecifikt grundlag og dermed vokabular for fænomener, som der kan iagttages, analyseres og i det hele taget forskes på baggrund af. Det grundlag finder Bower i forskellige teorier, som han bruger til at argumentere for en række præmisser, han mener gør sig gældende, når digital teknologi inddrages ifm. undervisning og læring.

Bower baserer sin redegørelse på en helt fundamental antagelse, som efter min mening er det mest kontroversielle i teksten:

In technology-mediated learning contexts, agentic intentions reside with humans, and not with technology.
That is to say, it is people, often educators and learners, who control the content that is represented and shared using technology, with the operations and representations of the technology being a consequence of the actions of humans. (ibid., p. 1037 – min fremhævelse)

Bower selv problematiserer denne antagelse om, at teknologi ikke har intentionel agens med et argument om, at teknologi kan have agens (i forståelsen af være virksom), men at teknologien selv er designet af mennesker, og så som sådan er påvirkningen intenderet af mennesker, ikke af teknologien selv. Dette bringer Bower videre i afslutningen af artiklen, hvor han diskuterer, hvorvidt kunstig intelligens og brugen heraf i uddannelse (fx ift. adaptiv læring) ændrer på antagelsen om, at teknologi ikke har intentionel agens:

On the other hand, as artificial intelligence technologies become more autonomous, and the relationship between the underlying intentions of the human programmer and the actions of technology becomes less direct, it may be argued that technology is no longer a mediator but exercises independent intentional acts. (ibid., p. 1044)

Selv om Bower altså til slut åbner op for, at teknologi måske kan have intentionel agens, så er hans hovedargument, at det har teknologi ikke, og derfor placerer han ansvaret  og dermed også handlekraften ‘for technology-mediated learning decisions entirely with people (most notably, teachers and students)’ (ibid, p. 1038).

Herefter identificerer Bower syv præmisser, der yderligere gør sig gældende ifølge udvalgt litteratur på området:

  1. digital technologies can perform a mediating role for participants in their attempts to achieve learning goals.

  2. in technology-mediated learning contexts, participant beliefs, knowledge, practices and the environment all mutually influence one another.

  3. in technology-mediated learning settings, the role of teachers is to help optimise student learning outcomes and experiences through the purposeful deployment of learning technologies.

  4. the affordances of technologies, including their recognition and use, influences the sorts of representation, interaction, production and learning that can take place.

  5. the way in which modalities are used and combined influences the way in which meaning is processed, interpreted, created, and interrelated.

  6. the way in which technology is used to mediate interaction patterns and possibilities between networks of participants influences the learning that takes place.

  7. arrangements of technologies and the way they are used can influence the sense of presence and community that are experienced. (ibid., p. 1038-1041).

Jeg synes artiklens helt store styrke er, at Bower relativt kortfattet får identificeret og gennemgået nogle af de vigtigste antagelser og begreber, der er på spil, når vi interesserer os for undervisning og læring i teknologi-medierede kontekster. For hver af de 7 præmisser, har Bower fundet referencer til centrale teorier og forfattere, og som sådan kan artiklen også fint bruges som en appetitvækker inden for feltet. Artiklen er iflg. Bower et modsvar til noget af den kritik, der har hersket i feltet om, at feltet er underteoretiseret – se fx Oliver (2013) og Castañeda & Selwyn (2018).

Hvis man i øvrigt interesserer sig for hvilket teoretisk grundlag, der kan give mening at finde inspiration i, når man ønsker at tranformere undervisning og læring til online kontekster, så kan særligt første del i denne antologi, redigeret af Terry Anderson, varmt anbefales.

Når jeg gennem tiden har undervist i brugen og betydningen af at anvende digitale teknologier til at mediere undervisnings- og læreprocesser, så er jeg tit blevet spurgt, om det ikke kræver nogle helt nye teorier om pædagogik, didaktik og læring. Men det mener jeg faktisk ikke, at der er behov for. Undervisning og læring foregår stadig i og imellem mennesker og som sådan kan fx klassiske læringsteorier stadig anvendes.

Dog vil teknologiens mellemkomst, som også Bower påpeger det, påvirke forholdet mellem underviser og studerende, mellem studerende og stoffet osv. i varierende grad. Derfor er der behov for at redidaktisere; at gentænke de måder, hvorpå der kan skabes meningsfulde betingelser for, at de studerende kan lære et givent stof. I mange tilfælde vil det også være nødvendigt at supplere med øget opmærksomhed på forhold, der gør sig særligt gældende, når undervisningen og læringen foregår online – ikke mindst når der er tale om reel fjernundervisning. Som sådan er det heller ikke overraskende, at vi, særligt i løbet af 00’erne, så en række danske, teoretisk funderede udgivelser om Skole 2.0, Didaktik 2.0, Læring 2.0 o.lign., der alle forsøgte at indfange det særlige, der sker, når digitale teknologier inddrages i undervisnings- og læreprocesser – blandt andet ved at trække på andre faglige discipliner end lige pædagogik, didaktik og læring som supplement*.

/Marianne

*) Et af mine egne bud herpå bestod fx i at udvide Hiim & Hippes klassiske didaktiske relationsmodel, så den indeholdt en selvstændig kategori om digital teknologi, og hvor undervisere og studerende fremgik mere eksplicit af modellen.

Design for *social* læring online?

Mariis1 Comment

Fjernundervisning og læring online er blevet aktualiseret i disse usædvanlige tider. Min phd handlede netop om, hvordan man kan designe med henblik på at skabe betingelser for meningsfuld undervisning og læring medieret af forskellige typer af digitale teknologier.

I en ny serie af blogindlæg vil jeg genbesøge ideer, begreber, koncepter og designovervejelser fra phd’en og opdatere med ny viden, hvor jeg finder det relevant og i øvrigt kan finde tiden og overskuddet til det.

Afhandlingen, der er en monografi på knap 300 sider, er skrevet på engelsk og har titlen ‘Avatar-mediation and transformation of practice in a 3D virtual world – meaning, identity, and learning’ (Riis, 2016). Som titlen antyder, så er der fokus på undervisning og læring gennem 3D virtuelle verdener. Jeg forestiller mig ikke, at der er ret mange undervisere, der pt har tid, overskud eller lyst til at prøve kræfter med undervisning gennem den type af digital teknologi. Men i phd’en indsamlede jeg også empiri gennem en mere traditionel 2D teknologi (et LMS), og da jeg i øvrigt har mange års erfaring – både som studerende, underviser og forsker – fra 2D, vil jeg kombinere mine overvejelser hermed.

Phd’en blev gennemført som et aktionsforskningsprojektet med stærk inspiration fra design-based research. Jeg arbejdede ud fra et sociokulturelt perspektiv på læring, og med udgangspunkt i bla. Etienne Wenger og kollegers sociale teori om læring gennem praksisfællesskaber udviklede jeg bla. et teoretisk rammeværk, en designmodel, designprincipper og flere forskellige modeller og oversigter vedrørende det, som jeg her for nemhedens skyld blot vil kalde for online læring. Når man afvikler undervisningen og læring gennem 2D og 3D virtuelle miljøer, så er det væsentlig at have blik for, hvordan man gennem design kan skabe gode betingelser for at deltagerne oplever tilstedevær (presence), så det er også noget af det, som jeg vil fokusere på fremadrettet.

Slideshowet, der er indlejret herunder, stammer fra mit phd-forsvar og giver en meget god fornemmelse af, hvad det ellers er for emner, jeg vil fokusere på:

Bedømmelseskomiteen til mit forsvar bestod af Siân Bayne (The University of Edinburgh), Nina Bonderup Dohn (SDU) og Thomas Ryberg (AAU), der alle tre har forsket i fjernundervisning og online læring gennem mange, mange år. De er også alle tre med i fællesskabet omkring Networked Learning, der både udgiver publikationer og afholder konferencer (hvor alle bidrag fra mere end 10 års forskningskonferencer er frit tilgængelige). Hvis man ønsker at vide mere om fjernundervisning og online læring, så er det fællesskab et særligt godt sted at hente inspiration. Siân og Thomas er endvidere aktive på Twitter.

Jeg var en aktiv del af et helt fantastisk professionelt læringsfællesskab inde i Second Life i knap 7 år, hvor jeg mødte og interagerede med forskere, undervisere, studerende, entreprenører og kunstnere fra hele verden.

På tværs af vores mange forskelligheder, var vi enige om vigtigheden i at huske på, at der inde i avataren (eller i hvert fald bag skærmen) er mennesker – sådan som min avatar-kollega, Bev’s t-shirt her indikerer det*.

Og det er nok den væsentligste lære, som jeg tog med mig fra Second Life. Selv om vi – og måske særligt, når det er tvunget af omstændigheder som nu – rykker vores aktiviteter online, så er vi stadig mennesker, når vi mødes; hvad enten det er gennem tekst, billeder, video(konferencer) eller som 3D avatarer i spil og sociale verdener. Netop derfor bliver det også meget væsentligt at fokusere på, hvordan vi kan skabe undervisnings- og læreprocesser, der har det sociale aspekt og fællesskabet online som det centrale omdrejningspunkt.

/Marianne

*) Selv om vi i Second Life satte stor pris på at mødes online, afstod vi ikke for muligheden for at mødes fysisk, når lejligheden bød sig. Et eksempel herpå var de årlige community conventions. I indlægget her ses Bev og jeg ‘in-real-life’ i foto #2 tilbage i 2009 :-)

Learning Factory om ‘Udvikling og forankring af en digital strategi eller sigtepunkter’

MariisLeave a comment

Tirsdag d. 10. marts var jeg sammen med Anne Mette Lundstrøm (specialkonsulent i CIU) og Jonas Sprogøe (selvstændig konsulent, ph.d.) med til at åbne en Learning Factory om udvikling og forankring af digital strategi i regi’ af Center for It i Undervisningen (CIU), der retter sig mod erhvervsskolerne.

I Learning Factory 8 deltager ledere fra sosu-, jordbrugs- og det merkantile område. Ikke overraskende arbejder alle allerede med digitalisering og it i undervisningen, men skolerne er forskellige steder i deres arbejde og it-modenhed, og har dermed forskellige behov for og ønsker til at komme videre.

En Learning Factory er en særlig tilgang til kapacitetsopbygning, der er opdelt i fire forskellige faser ud fra det, der kendes som ‘Double Diamond’-modellen, hhv. discover, define, develop og deliver. Her i første fase, var min opgave at forstyrre deltagerne og åbne for kompleksiteten ift. hvad man med fordel kan være opmærksom på, når man står overfor at skulle i gang med strategisk transformationsarbejde som eksempelvis udvikling af digitale strategier, handleplaner eller sigtepunkter. Det gjorde jeg bla. på baggrund af en webinarrække CIU afholdt i efteråret 2019 om samme tema.

Jonas’ opgave var nogenlunde den samme dog med fokus på, hvordan man så kan arbejde med at sikre forankring. Blandt Jonas’ centrale pointer var, at vores organisationsforståelse og dermed også opfattelse af ledelsens rolle afgør, hvordan vi går til udviklings- og forankringsprocesser (som et rationelt hierarki eller et irrationelt mycelium). På samme vis er det afgørende, hvordan vi forstår forandring og forandringsprocesser (som episodiske, lineære eller kontinuerligt, emergerende processer). Blandt Jonas’ kodeord var meningsskabelse, fælles sprog og tid og ressourcer. Iflg. Jonas handler forankring om at skabe midlertidigt stabiliserede tilstande i organisationen og dermed at anerkende og acceptere, at organisationer er dynamiske størrelser. Selv om Jonas’ og jeg ikke har mødt hinanden før, var der god samklang mellem vores tanker og tilgange til (digitale) transformationsprocesser, og det virkede som om, at deltagerne var meget tilfredse med at få sat nye tanker i gang og ord på nogle af de udfordringer, som de står over for.

Ud over dialog pba. Jonas’ og mit oplæg, var dagen også præget af forskellige procesøvelser. Herunder ses deltagernes bud på opmærksomhedpunkter fra en af øvelserne:

Et centralt opmærksomhedspunkt er at få indkredset, hvad opgaven helt konkret går ud på, hvorfor og for hvem den er væsentlig i/for organisationen. I double-diamondtilgangen er det væsentligt, at deltagerne køber præmissen for de forskellige faser, og her var det virkelig godt at opleve, at deltagerne i denne første fase accepterede, at de skulle dvæle ved og udforske det problemkompleks, som de står overfor. Alt for ofte har vi (jeg selv inklusive) en tendens til at gå i problemløsningsmode, og dermed kan vi overse væsentlige og indflydelsesrige faktorer og aspekter. I perioden frem mod det andet møde i maj måned (og den kommende problemdefinitionsfase), skal deltagerne således hjem og udforske i egne organisationer og bla. blive klogere på forskellige aktørers (fx elever, lærere, administrativt personale, eksterne samarbejdspartnere mfl.) ‘aktier’ i problemkomplekset.

/Marianne