Fjernundervisning og læring online er blevet aktualiseret i disse usædvanlige tider. Min phd handlede netop om, hvordan man kan designe med henblik på at skabe betingelser for meningsfuld undervisning og læring medieret af forskellige typer af digitale teknologier.
I en ny serie af blogindlæg vil jeg genbesøge ideer, begreber, koncepter og designovervejelser fra phd’en og opdatere med ny viden, hvor jeg finder det relevant og i øvrigt kan finde tiden og overskuddet til det.
Afhandlingen, der er en monografi på knap 300 sider, er skrevet på engelsk og har titlen ‘Avatar-mediation and transformation of practice in a 3D virtual world – meaning, identity, and learning’ (Riis, 2016). Som titlen antyder, så er der fokus på undervisning og læring gennem 3D virtuelle verdener. Jeg forestiller mig ikke, at der er ret mange undervisere, der pt har tid, overskud eller lyst til at prøve kræfter med undervisning gennem den type af digital teknologi. Men i phd’en indsamlede jeg også empiri gennem en mere traditionel 2D teknologi (et LMS), og da jeg i øvrigt har mange års erfaring – både som studerende, underviser og forsker – fra 2D, vil jeg kombinere mine overvejelser hermed.
Phd’en blev gennemført som et aktionsforskningsprojektet med stærk inspiration fra design-based research. Jeg arbejdede ud fra et sociokulturelt perspektiv på læring, og med udgangspunkt i bla. Etienne Wenger og kollegers sociale teori om læring gennem praksisfællesskaber udviklede jeg bla. et teoretisk rammeværk, en designmodel, designprincipper og flere forskellige modeller og oversigter vedrørende det, som jeg her for nemhedens skyld blot vil kalde for online læring. Når man afvikler undervisningen og læring gennem 2D og 3D virtuelle miljøer, så er det væsentlig at have blik for, hvordan man gennem design kan skabe gode betingelser for at deltagerne oplever tilstedevær (presence), så det er også noget af det, som jeg vil fokusere på fremadrettet.
Slideshowet, der er indlejret herunder, stammer fra mit phd-forsvar og giver en meget god fornemmelse af, hvad det ellers er for emner, jeg vil fokusere på:
Bedømmelseskomiteen til mit forsvar bestod af Siân Bayne (The University of Edinburgh), Nina Bonderup Dohn (SDU) og Thomas Ryberg (AAU), der alle tre har forsket i fjernundervisning og online læring gennem mange, mange år. De er også alle tre med i fællesskabet omkring Networked Learning, der både udgiver publikationer og afholder konferencer (hvor alle bidrag fra mere end 10 års forskningskonferencer er frit tilgængelige). Hvis man ønsker at vide mere om fjernundervisning og online læring, så er det fællesskab et særligt godt sted at hente inspiration. Siân og Thomas er endvidere aktive på Twitter.
Jeg var en aktiv del af et helt fantastisk professionelt læringsfællesskab inde i Second Life i knap 7 år, hvor jeg mødte og interagerede med forskere, undervisere, studerende, entreprenører og kunstnere fra hele verden.
På tværs af vores mange forskelligheder, var vi enige om vigtigheden i at huske på, at der inde i avataren (eller i hvert fald bag skærmen) er mennesker – sådan som min avatar-kollega, Bev’s t-shirt her indikerer det*.
Og det er nok den væsentligste lære, som jeg tog med mig fra Second Life. Selv om vi – og måske særligt, når det er tvunget af omstændigheder som nu – rykker vores aktiviteter online, så er vi stadig mennesker, når vi mødes; hvad enten det er gennem tekst, billeder, video(konferencer) eller som 3D avatarer i spil og sociale verdener. Netop derfor bliver det også meget væsentligt at fokusere på, hvordan vi kan skabe undervisnings- og læreprocesser, der har det sociale aspekt og fællesskabet online som det centrale omdrejningspunkt.
/Marianne
*) Selv om vi i Second Life satte stor pris på at mødes online, afstod vi ikke for muligheden for at mødes fysisk, når lejligheden bød sig. Et eksempel herpå var de årlige community conventions. I indlægget her ses Bev og jeg ‘in-real-life’ i foto #2 tilbage i 2009 :-)