’Erhvervsinformatik’ – teknologiforståelse i erhvervsuddannelser?

Læremiddel.dk’s tidsskrift ‘LearningTech’ inviterer aktuelt forskere til at bidrage med artikler til et særnummer om ’Teknologiforståelsen fagdidaktik’. Jeg er med i redaktionen på dette særnummer, hvorom vi skriver:

I dette nummer af Learning Tech er der fokus på teoretisk og empirisk forskning, der undersøger teknologiforståelse som fag, fagligheder og fagdidaktiske perspektiver. Teknologiforståelse er de seneste år gået fra at være et politisk mål til en pædagogisk praksis. Dette er i særlig grad sket, fordi der både i Danmark og de andre nordiske lande er igangsat nationale indsatser for at få teknologiforståelse – og beslægtet hermed digital dannelse, datalogisk tænkning og informatik – på skemaet i både grundskole og på ungdomsuddannelser (Bocconi et al., 2018). Dette har også betydet, at fagformålstekster og læseplaner er blevet forsøgt oversat til praksis, og afledt heraf er der knopskudt kompetenceudviklende aktiviteter, nye netværk og læremiddeludvikling med henblik på at understøtte undervisning i teknologiforståelse.

Vi indkalder forskningsartikler, der tager afsæt i teknologiforståelse i en nordisk kontekst på enten grundskole- eller ungdomsuddannelser, og hele invitationen med deadline og praktiske anvisninger kan ses her.

Glem ikke erhvervsuddannelserne!
Ud over at være medredaktør, har jeg også sammen med to gode kolleger, hhv. Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), planer om at skrive en artikel om grundfaget ’Erhvervsinformatik’, der – i hvert fald på papiret – er erhvervsuddannelsernes nye fag om ’teknologiforståelse’. Vores primære motivation hænger sammen med et ønske om at fremhæve, at behovet for ‘teknologiforståelse’ og dermed også udvikling af et nyt fag, der omhandler ‘teknologiforståelse’, ikke kun er noget, der vedrører grundskolen. Hvis man følger med i den offentlige debat om udvikling af ‘teknologiforståelse’, kan man godt få indtryk af, at det primært handler om, hvad der sker i folkeskolen – og det vil vi gerne være med til at ændre! ‘Teknologiforståelse’ vil også komme til at påvirke erhvervsuddannelserne, dels fordi der vil komme elever, som har haft faget i grundskolen, og dels fordi der er udviklet et lignende fag, nemlig ‘Erhvervsinformatik’ specifikt rettet mod erhvervsuddannelser. Debatter, forskning, viden og praksis omkring ‘teknologiforståelse’ er derfor også yderst relevante for erhvervsuddannelserne.

En kritisk læreplansanalyse
Jens, Peter og jeg er stadig i den indledende fase, hvor vi er i gang med at indsamle viden om hvorfor og hvordan faget ‘Erhvervsinformatik’ blev til, og hvad intentionerne med faget er. Det er meget sjældent, at man som forsker får mulighed for at følge og undersøge udvikling af et helt nyt fag og dertilhørende pædagogisk-didaktisk praksis, så alene af den årsag, er der tale om en rigtig spændende opgave. Fordi faget er så nyt og der indtil videre kun er relativt sparsomme praktiske erfaringer med at omsætte fagets intentioner i erhvervsuddannelserne, har vi besluttet at udarbejde en læreplansanalyse, hvor vi ikke inddrager empiri, men netop holder os til analyse af  bekendtgørelsen og vejledningen til faget. Med andre ord, er vi i første omgang nysgerrige på, hvordan faget er tænkt ‘på papiret’ Herigennem er det vores mål at afdække fagets identitet, indhold og intenderede praksis.

Vi er i kontakt med skoler, der aktuelt arbejder med implementering af ‘Erhvervsinformatik’, og vi har derfor også drøftet muligheden for at undersøge realiseret praksis, men det har vi altså fravalgt i første omgang. Dels er der nogle praktiske hensyn (fx tid og omfang af artiklen), dels er der som nævnt kun sparsomme erfaringer, der ikke nødvendigvis kan siges at være repræsentative for fagets muligheder, og endelig er det væsentlig at komme i dybden med at forstå faget inden vi går ud og undersøger, hvordan det så praktiseres.

Ifølge von Oettingen er et fags læreplan ikke bare en pædagogisk-didaktisk orientering til de lærere, der har ansvaret for at omsætte faget i praksis. En læreplan er også et udtryk for samfundsmæssig kommunikation om fagets og i dette tilfælde erhvervsskolens formål og legitimitet. Læreplanen udtrykker:

.. et koncentrat af den viden og alle de demokratiske, kulturelle og økonomiske værdier, politiske holdninger, forventninger, etiske og moralske principper og idealer, som den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til.

von Oettingen (2016, s. 76).

Der er altså rigtig meget på spil i læreplaner, og selv om vi kun lige er begyndt, har vi allerede mange spørgsmål til faget – fx

  • hvorfor faget i erhvervsuddannelsesregi hedder noget med informatik og ikke forståelse, og hvilke konsekvenser det kan tænkes at have?
  • hvordan faget hænger sammen med erhvervsuddannelsernes overordnede formål om at bidrage til elevernes ‘karakterdannelse, faglige stolthed og evne til selvstændig stillingtagen, samarbejde og kommunikation’?
  • hvilket teknologibegreb er der på spil i faget? og hvordan hænger det sammen med erhvervsretning og (erhvervs-)dannelse?
  • hvilke didaktiske metoder lægger faget op til? Og hvad siger disse om det menneskesyn og de pædagogiske-didaktiske overvejelser, der kan tænkes at ligge til grund for faget?
  • hvordan er progressionen fra grundskolens ‘Teknologiforståelse’ til erhvervsuddannelsernes ‘Erhvervsinformatik’ tænkt?

Det er blot eksempler på nogle af de mange spørgsmål, som vi glæder os til at undersøge nærmere!

/Marianne

Ønskes almene digitale kompetencer og dannelse i EUD?

Torsdag d. 8. november 2018 var jeg til et debatarrangement om almene, digitale kompetencer og dannelse i EUD. Anledningen var, at Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) er i gang med en behovsanalyse af hvilke almene digitale kompetencer og dannelse erhvervsskoleelever på tværs af uddannelser og brancher kan formodes at have gavn af i et stadigt mere digitaliseret samfund og arbejdsmarked.

Undersøgelsen består dels af et deskstudy, der har haft til formål at afdække erfaringer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland ift. disse landes arbejde med udvikling af mere almene digitale kompetencer og dannelse i erhvervsuddannelser. Herudover har EVA også afholdt tre workshops hvor 1) forskere/eksperter, 2) arbejdsmarkedets parter og 3) skolepraktikere – alle med viden om digitalisering og EUD, har været inviteret til at give deres bud. Jeg deltog selv i den første workshop tilbage i starten af august, sammen med syv andre. På baggrund af foreløbige fund fra undersøgelsen, inviterede EVA således til debat og det blev til en meget interessant eftermiddag med inspiration og mange pointer, hvor jeg blot vil fremhæve enkelte her.

Blandt de inviterede til at sætte gang i debatten var bla. Michael Paulsen (SDU), som altid er en fornøjelse at høre. Paulsen tog udgangspunkt i tre spørgsmål: 1) Hvad er digital dannelse? 2) Hvorfor er digital dannelse vigtigt? og 3) Hvilke dimensioner kan/bør digital dannelse rumme?

Paulsen bemærkede som så mange andre, at der ikke er enighed om hvad dannelse er og således heller ikke en mere specifik digital dannelse, men at det bla. handler om at:

Opfordre elever til at “øve sig i” at blive til i en digital verden på alment gode måder.

Når dannelse, og måske særligt dannelse til en digital verden, er så vigtig, hænger det iflg. Paulsen sammen med, at undervisning er ophørt med at foregå i et lukket rum, idet især Internettet har åbnet op for verden og dermed skabt en langt mere kompleks situation for undervisningen. Paulsen har gennem en årerække forsket i bla. dannelse og især koblingen til sociale medier sammen med Jesper Tække (AU), og på den baggrund kom han med bud på tre vigtige dimensioner, som ses herunder:

Paulsens samlede præsentation kan ses her.

Camillla Mehlsen (KU), der for nylig udgav bogen Hvordan bliver vi digitalt dannede? sammen med Vincent F. Hendricks (KU), talte om unges digitale dannelse og fire tendenser, der præger de unges mediebrug, nemlig: at være sit eget medie, at være alene sammen, at kommunikere ansigtsløst og at være tilgængelig. Disse tendenser giver nogle udfordringer og Mehlsen havde i den forbindelse en række råd til undervisere (og andre):

  • Drop myten om de digitalt indfødte
  • Skab gode rammer for unitaskning
  • Sæt spot på digital balance
  • Styrk den kritiske tænkning
  • Stil skarpt på ansigtsløs kommunikation
  • Oplys om normer og flertalsmisforståelser
  • Drop den løftede pegefinger

Hovedpointen fra Mehlsen var, som jeg forstod det, at det er vigtigt at (ud)danne unge digitalt. I føromtalte bog, kommer Mehlsen & Hendricks (2018) også ind på det vanskelige dannelsesbegreb og henviser til at begrebet digital dannelse er et kompleks, der dels er en proces igennem hvilken en person erhverver sig viden (om eksempelvis forholdet mellem information og opmærksomhed og normsætning, fælles viden og (social)psykologisk påvirkning, og dels resultatet af denne proces. Mehlsen og Hendricks skriver bla.:

Digital dannelse kan dog hverken reduceres til et simpelt spørgsmål om forbud eller en specifik færdighed eller omsættes til løsningen på fremtidens arbejdsmarked. Dannelse handler om at blive til nogen, ikke om at blive til noget. Digital dannelse handler dybest set om at kunne begå sig, tage del i og bidrage til fællesskaber og udvise agtværdig social adfærd i en digital tid. Intet menneske kan danne sig selv uden at stå i et forhold til andre mennesker. (Ibid., s. 21 – original kursivering her vist som fremhævelse)

Der er en række væsentlige pointer i forhold til EUD i dette citat, som jeg vender tilbage til.

Anne Katrine Kamstrup og Naja Skadhauge Sano, som står for EVA-undersøgelsen fremlagde foreløbige resultater ud fra to spørgsmål: 1) Hvilke almene digitale kompetencer skal alle erhvervsuddannelseselever tilegne sig i løbet af deres ungdomsuddannelse? og 2) Hvordan kan kompetencerne blive integreret i uddannelserne?

I forhold til det første spørgsmål, har Kamstrup og Sano identificeret 7 kompetenceområder:

  1. Forstå og reflektere over digitale teknologiers logikker
  2. Lære med digitale teknologier
  3. Digitale arbejdsgange på en arbejdsplads
  4. Digital sikkerhed
  5. Informationskompetencer
  6. Digital kommunikation og dømmekraft
  7. Udvikling af digitale løsninger og produktion

Kamstrup og Sano kom også med uddybning af de forskellige kompetenceområder, men da den endelige undersøgelse først forventes at blive offentliggjort her i løbet af december, vil jeg ikke gå mere ind i dem nu. Det der var nok så interessant, var det andet spørgsmål om hvordan sådanne kompetenceområder kan indtænkes i undervisningen på EUD. Her lagde Kamstrup og Sano op til debat om fire forskellige muligheder hhv. på grundforløbet, som valgfag, i grundfag og i oplæringen.

Debatten blev styret af EVAs områdechef Camilla Hutters, hvor følgende personer deltog:

  • Chris Holst Preuss, medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Jesper McCandless, hovedbestyrelsesmedlem i Uddannelsesforbundet
  • Henriette Jørgensen, uddannelseskonsulent på Niels Brock
  • Morten Emborg, direktør på TEC
  • Lars Mathisen, chef for Videnscenter for automation og robotteknologi
  • Lone Folmer, erhvervsuddannelseschef i DI

Det blev en god og interessant debat, hvor det handlede om at nuancere forskellige perspektiver og at blive klogere sammen. Debatten illustrerede med al tydelighed, hvor vanskeligt det er, at bevæge sig ud over kompetencetænkningen i praksis. Det blev gentagne gange påpeget fra flere aktører i panelet, at det eleverne skal tilegne sig, skal være relevant for brancherne, dvs. arbejdsmarkedet, mens det mere almene behov for samfundet og det enkelte individs personlige ønsker og behov hurtigt svandt i baggrunden. Eksempelvis blev EVAs foreslåede kompetenceområde nr. 7 om udvikling af digitale løsninger og produktion, flere gange fremhævet som værende rigtig godt og vigtigt.

Som Preuss problematiserede, så er det tankevækkende, at der ikke er et tydeligere fokus på dannelse i erhvervsuddannelsernes formål. Det er bredt accepteret, at erhvervsuddannelsernes primære formål er, at ‘imødekomme arbejdsmarkedets behov’ for faglært arbejdskraft. Men selv om begrebet dannelse ikke indgår i formålsparagraffen, er der også en forventning om, at erhvervsuddannelser skal:

bidrage til at udvikle de uddannelsessøgendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund og bidrage til deres personlige udvikling (Kap. 1, § 1., stk. 2, pkt. 3)

Hertil kommer, at erhvervuddannelser faktisk også skal give grundlag for videre uddannelse – hvilket desværre også ofte overses. Begge dele kan, efter min mening, ses som udtryk for et formål, der rækker ud over snævre (erhvervsfaglige) kompetencemål.

Der har i mange år, og senest i erhvervsuddannelsesreformen, været et eksplicit fokus på,  at undervisningen på erhvervsuddannelser skal være så praksisrelateret som overhovedet muligt. Rationalet herfor har bla. været, at praksisrelateret undervisning kan koble skole- og praktikperioder (eller teori og praksis) og derigennem bidrage til elevernes motivation og sikre, at den viden, de færdigheder og kompetencer, som eleverne tilegner sig netop har relevans for aftagerne. I aftaleteksten om erhvervsuddannelsesreformen fra 2014, er der flere initiativer, der lægger op til øget praksisrelateret undervisning – eksempelvis 9.2.1 om opkvalificering af lærernes kompetencer gennem virksomhedsforløb og 9.4.2. om styrkelse af praksisrelateret undervisning. Sidstnævnte omfatter bla.

at læreren forklarer eleverne, hvorfor de skal lære noget bestemt, og hvordan de kan bruge det, de lærer, i udøvelsen af erhvervet. (Aftaleteksten, s. 40 – min fremhævelse)

På policyniveau er der en helt klar prioritering af det erhvervsrettede over det mere almene, samfunds- og individrettede. Og det får konsekvenser i praksis. Jeg er for så vidt ikke uenig i vigtigheden af at have det erhvervsrettede for øje, men udfordringen bliver at få skabt rum for de mere almene, tværgående kompetencer og måske endda dannelse samtidig – hvad enten vi sætter disse i relation til digitalisering eller ej. Hvis vi skal tage Mehlsen og Hendricks’ pointe om, at dannelse handler om at blive til nogen, og ikke blot om at blive til noget, alvorligt – og det er også, hvad eleverne efterlyser, idet de ikke blot vil ses som fremtidig arbejdskaft – så må der, i min optik, skabes reelle muligheder for at erhvervsskolelærerne helt legitimt kan tillade sig også at fokusere på disse aspekter i undervisningen.

Hermed er vi tilbage ved Kamstrup og Stenos andet spørgsmål, nemlig om hvordan almene kompetencer (og dannelse?) kan integreres i undervisningen. Men, og der er et stort men. Her tænker jeg, at der, inden vi kan svare fornuftigt på dette, må tages stilling til hvorfor? Er det reelt det, der ønskes? I disse tider er dannelse – og ikke mindst digital dannelse – et modeord, som alle ønsker at have en positiv holdning til, men der er langt fra holdninger til handling. På baggrund af debatten og min erfaring fra erhvervsskolernes praksis i øvrigt, er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt almene, digitale kompetencer og dannelse har en plads i erhvervsuddannelser … ikke om hvorvidt de bør.

/Marianne

Om behovet for dannelse og kreativitet i en ‘robottid’

Lars Geer Hammershøj er blevet interviewet til DPU’s magasin Asterisk om ‘Dannelse i en robottid‘. Det er et ganske kort interview, men Hammershøj har en række interessante pointer og bud på, hvordan vi bevarer ‘teten i samarbejdet med robotter og maskiner’.

Selv om Hammershøj er enig i analyser af, at mange job i fremtiden er i risiko for at blive overtaget af robotter, har vi mennesker stadig overtaget blandt andet pga. forskellige aspekter af vores sociale intelligens og robotter har også flere alvorlige mangler:

Robotters problem er, at de kun har data – men ingen intuition – at trække på. De kan derfor hverken være kreative eller innovative.

I stedet for at frygte den teknologiske udvikling, mener Hammershøj derfor, at vi/uddannelsesforskningen skal fokusere på ‘at blive klogere på, hvad der bliver brug for at lære i en fremtid, hvor teknologien får mere og mere indflydelse på vores hverdag’.

For Hammershøj ligger svaret i dannelse, som er dét, der ‘adskiller os fra dyr og maskiner, og det er også her, vi skal finde og dyrke vores fordel i kapløbet med robotterne’. Hammershøj, der har udgivet en række publikationer om dannelse, heriblandt ‘Dannelse i uddannelsessystemet‘, som jeg er i øjeblikket i gang med at læse, trækker i interviewet på en klassisk definition af dannelse som dét at blive menneske i og gennem samfund: ‘ Man dannes som menneske ved at overskride sin egen verden og involvere sig i en større verden’. Men selv om Hammershøj trækker på en klassisk forståelse af dannelse, har han også følgende pointe om, at dannelse forankrer sig historisk, hvilket betyder at:

For at være tidssvarende må ethvert dannelsesbegreb derfor bygge på en analyse af samtidens vilkår for dannelse. I dag er samfundet i høj grad præget af en accelererende forandringshastighed – ikke mindst takket være den teknologiske og digitale udvikling. Mit bud er, at dannelse netop af denne grund bliver vigtigere end nogensinde før.

Og Hammershøj fremhæver af samme årsag også kreativitet som en vigtig komponent i fremtidig uddannelse:

Ingen robotter vil blive udstyret med social og kreativ intelligens inden for de næste 100 år. Det er også dét, der får mig til at sige at vi ikke skal frygte robotterne, sålænge uddannelsessystemet arbejder målrettet på at styrke dannelsen – herunder kreativiteten – hos børn og unge.

Om Hammershøj har ret i sin forudsigelse om robotters evner, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i denne artikel gives et fascinerende overblik over nogle de tiltag, der aktuelt gøres mhp. at give robotter mere menneskelige træk og eksempelvis gøre dem i stand til at træffe etisk vanskelige beslutninger og udvikle moralske kompetencer. I artiklen fremhæves, at robotter hverken har værdier eller forståelse af hvad de gør – de gør bare.

En interessant pointe i artiklen er i øvrigt, at vanskelighederne med at udvikle robotters mere avancerede evner eller færdigheder ikke blot er tekniske, men i lige så høj grad skyldes, at vi mennesker ikke selv er afklarede eller enige om eksempelvis værdier. Og dermed ligger der også i arbejdet med udvikling af robotter et potentiale for vores egen udvikling.

Samme pointe fremhæves i denne artikel om Industri 4.0., kunstig intelligens og hvad sådanne fænomener kan betyde for uddannelsessystemet:

In short, the AI-driven revolution will have its winners and losers. To win, it is vital not just to avoid being displaced by new technologies, but also to capitalize on the new opportunities they present.

Artiklen byder på en interessant kritik af det Japanske uddannelsessystem, der er karakteriseret ved at have fokus på faktalæring og færdighedstræning:

The Fourth Industrial Revolution will amount to a major test for a Japanese education system focused on reciting facts and performing formulaic calculations – precisely the areas where humans cannot compete with intelligent machines. With all of our technological developments, human ingenuity and creativity remain unmatched. We should make the most of that, and give our young people the opportunity to use their innate advantages as effectively as possible.

Det kunne man også godt tænke lidt over i en dansk uddannelsessammenhæng. Og det understreger Hammershøjs pointe om, at vi skal have fokus på dannelse og kreativitet – også i vores inddragelse af og omgang med teknologi, robotter osv.

I ovennævnte bog om dannelse i uddannelsessystemet, udfolder Hammershøj sine tanker om dannelse og skelner mellem almen dannelse, og det han kalder for professionsdannelse. Sidstnævnte finder jeg særlig interessant ift. EUD-området, så det vil jeg vende tilbage til, når jeg har fået læst mig lidt mere ind i tænkningen. I videoen herunder, kan man få et indtryk af, hvad det drejer sig om:

/Marianne

NNU konference om ‘digital dannelse’ – også med fokus på EUD

10. april afholder Netværk for Netbaserede Uddannelser (NNU) konference, og årets tema er ‘Digital Dannelse – fleksible læringsformer i et fremtidigt perspektiv’. Konferencen foregår hos VIA, Campus Nord fra 9.30-16:00.

Arrangørerne, der kommer fra UCSyd, UCC og VIA, har fået sammensat et virkeligt spændende program. Beskrivelser af oplæg og praktiske informationer kan ses og downloades her:

NNU2018

Herunder følger arrangørernes beskrivelse af konferencen:

Med konferencen vil vi sætte begrebet digital dannelse til debat, særligt perspektiverne for menneske-teknologi interfacet, hvor vi forandrer teknologien og teknologien forandrer os. På den ene side kan man forstå teknologien som en forandringsfaktor og en udvidelse af vores muligheder for at modificere og ændre verden – på den anden side transformerer teknologien os, vores relationer og vores forhold til omverden.

Både uddannelse og skole har en særlig opgave i at undervise i værdifulde og meningsfulde tilgange til teknologi og bidrage til at vores studerende kan begå sig ansvarsfuldt og frit i det 21. århundrede. Men hvordan gør vi det? I forhold til planlægning og udformning af både tilstedeværelses- og netbaseret uddannelse vil konferencen forsøge at komme et spadestik dybere i forhold til at reflektere over betydningen af digital dannelse i uddannelserne.

Konferencen omfatter bla. oplæg fra uddannelsestæn­ker og -debattør Steve Wheeler, Plymouth Institute of Education og Anders Høeg Nissen kendt fra DR’s “Harddisken”, med et skarpt blik på teknologiens digitaliserede verden. Jeg glæder mig især til at høre Steve Wheeler, som jeg aldrig har oplevet, men kun har fulgt på hans blog og via twitter. Wheeler plejer at være både skarp og indsigtsfuld, så det skal nok blive interessant at høre ham tale om Learning with ‘e’s:

In this presentation I will briefly analyse new and emerging theories by evaluating their explanatory power in the context of technology supported learning. We will explore a number of allied concepts including personalised learning environments (Johnson & Liber, 2008), online collaborative learning (Selwyn et al., 2006), the wisdom of crowds (Surowiecki, 2010), open scholarship (Weller, 2011) and mobile forms of learning that leverage connected personal devices (Wheeler, 2015). I will then go on to discuss how the old and new theories might be combined to provide a more cogent and agile explanation of learning – the digital praxis of education – in the connected age.

Efter Wheeler er der fem forskellige forskningsoplæg, hvor jeg selv skal tale om ‘Grænser for dannelse i den digitale erhvervsuddannelse’. Over frokost er der så mulighed for at vælge mellem 16 forskellige oplæg over to omgange. Her skal der tales ud fra forskelligartede overskrifter, der tilsammen illustrerer spændvidden i feltet inden for professions- og efter-og videreuddannelser, som eksempelvis disse:

  • Dannelsen er ikke digital – men hvad er den så?

  • Teknologiforståelse i en professionsvirkelighed

  • Digital dannelse – et mål blandt flere

  • Filtret ind – medieret undervisning i et aktør-netværk-perspektiv

  • Skitser til en objekt-orienteret teknologiforståelse

  • Teknologien som forandringsfaktor i et fleksibelt blended design

  • Samarbejde og indsigt på tværs af uddannelser

Jeg er slet ikke i tvivl om at det nok skal blive en inspirerende og lærerig dag!

/Marianne

Aktuelle digitaliseringsinitiativer på EUD-området – 2/2

UVM/STIL har netop udgivet en ‘Handlingsplan for teknologi i undervisningen‘ som også indeholder nogle initiativer rettet mod EUD-området (kan hentes via dette link). Der refereres i dette indlæg tilbage til det første indlæg om digitaliseringsinitiativer på EUD-området, som derfor med fordel kan læses først.

I forordet til handlingsplanen skriver undervisningsministeren bla.:

Danske børn og unge skal kunne skabe kreativt med digital teknologi og ikke blot være brugere af den. (…) It og teknologi skal bruges, hvor det giver mening fagligt. (…) Den (planen, red.) indeholder en række initiativer, som peger fremad, så vi sikrer, at alle børn, unge og voksne bliver klædt på bliver klædt på til fremtidens digitale samfund. (Handlingsplanen, s. 3).

I oversigten herunder har jeg sammenfattet de forskellige initiativer på hhv. folkeskole-, gymnasie- og EUD-området:

Som det fremgår er der fem-seks initiativer som umiddelbart vedrører EUD. Det første initiativ falder under indstatsområdet ‘ Styrket teknologiforståelse hos elever‘ og her lægges der op til øget fokus på digitale og faglige kompetencer i de afsluttende prøver. Dette nævnes også i ‘Strategien for Danmarks digitale vækst’ og som omtalt i første indlæg, synes jeg at det er et rigtig fornuftigt initiativ.

Det andet initiativ falder under indsatsområdet ‘ Styrkede digitale kompetencer hos lærere, ledere og pædagogisk personale‘ og her påtænkes igangsættelse af et udviklingsprojekt, der har som formål at:

(…) videreudvikle og udbrede eksisterende viden, praksis og erfaringer om digitale undervisningsformer i erhvervsuddannelserne (…). Projektet skal bidrage til implementering og forankring af en digital pædagogik og didaktik på erhvervsskolerne. (Handlingsplanen, s. 14)

Dette initiativ er ikke omtalt i strategien, men det kunne dæmme op for mit ønske om, at der også er behov for at skabe ny viden (re:videreudvikling) på området – omend jeg stadig gerne havde set en forskningsbasering af hensyn til kvalitet og bæredygtig virkning.

Under det tredje indsatsområde ‘ Bedre brug af it i undervisningen‘ er der to initiativer, hvoraf det første handler om oprettelse af et nyt center, der også er omtalt i strategien. Beskrivelserne af dette center varier afhængig af afsender, som det kan ses herunder:

Der er nogle interessante nuanceforskelle i ordlyden fra de to ministerier, som kan få betydning afhængig af, hvor og hvordan centret knyttes på ministerielt niveau. I Erhvervsministeriets beskrivelse er der vægt på ‘anvendelse’ og fokus er på ‘faglærte’, og ‘fagteknologi’ – dvs. her er et tydeligt arbejdsmarkedsfokus. I Undervisnings-ministeriets beskrivelse er fokus på ‘understøttelse’, ‘elever, lærere, ledere og bestyrelser’, herunder særligt fokus på lærerne, og hvad man kunne tolke som ‘pædagogisk it’. Det kan synes som trivielle detaljer, og det er jo ikke sikkert, at det får reel betydning. Jeg synes imidlertid, at de to beskrivelser meget fint illustrerer det grundlæggende spændingsfelt som danske erhvervsuddannelser befinder sig i. Den danske model for EUD er, som bla. Christian Helms Jørgensen (RUC) har påpeget flere gange, baseret på et styringsrationale, hvor arbejdsmarkedets parter i høj grad er bestemmende for formål, mål, indhold og form. Som allerede omtalt i det første indlæg, så hilser jeg initiativet velkommen under hensyntagen til, at der bliver skabt en passende balance mellem arbejdsmarkedets og de mere personlige og samfundetsmæssige behov.

Det andet initiativ ifm. bedre brug af it i undervisningen, drejer sig om ‘understøttelse af elevers adgang til virtuelle laboratorier i naturvidenskab‘, hvorom der skrives:

I regi af teknologipagten foreslås en indsats, som skal give elever i grundskole og ungdomsuddannelse bedre muligheder for at anvende virtuelle laboratorier i den naturvidenskabelige undervisning. Virtuelle simulationer kan øge elevernes motivation og læring i naturvidenskab. De kan indgå som et supplement til det traditionelle (fysiske) udstyr til gennemførelse af undersøgelser og eksperimenter, som ellers ikke er mulige. (Handlingsplanen, s. 18)

Det er et initiativ, som er svært at være uenig i. Erhvervsskolerne har lang tradition for at anvende virtuelle simulationer inden for diverse uddannelser, hvor især de tekniske og sundhedsfaglige fag kunne understøttes endnu bedre. Det er også positivt, at der her lægges op til undersøgende og eksperimentelle undervisnings- og læringsformer. Hvis dette også følges op af udvikling af en erhvervsrettet virtuel simulationspædagogik, tænker jeg, at det virkelig kunne skubbe til digitalisering i erhvervsskoler på en meningsfuld måde.

Ifm. indsatsen for ‘Brugervenlig digital infrastruktur og læremidler‘ er der allerede igangsat en analyse af digitale læremidler, som skal:

(…) give en dybere indsigt i markedet for og kvaliteten af digitale læremidler på både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. En vellykket brug af it i undervisningen beror bl.a. på, at der eksisterer digitale læremidler af høj kvalitet. (Handlingsplanen, s. 22)

Igen er det svært at være uenig. Under dette initiativ, er der også fokus på brug af digitale læringsplatforme (specifikt i folkeskolen). Erhvervsskolerne er også godt igang med at implementere og anvende digitale læringsplatforme – og det er et udfordrende arbejde, som også godt kunne være tjent med ny viden. Der foreligger allerede viden (se fx tema på EUM’en), som kan anvendes i en vis udstrækning. For EUD gælder dog det særlige, at der skal samarbejdes med virksomheder/praktikpladser, hvilket også kan medieres af digitale læringsplatforme. Vores aktuelle forskningsprojekt peger dog på et stort behov for mere viden om netop dette aspekt, hvilket jeg også påpegede i det første indlæg.

Det sidste indsatsområde i handlingsplanen handler om ‘God brug af data og dataetik‘, og det er rigtig godt at ministeriet/STIL også sætter fokus på dette vigtige område. Ministeriet/STIL kigger i denne forbindelse både indad idet, der skal foretages en gennemgang af ministeriets egne systemer og så kigges der ud til bla. skolerne:

(…) Der gennemføres en analyse med henblik på at afdække børn, unge, lærere og forældres kendskab til it-sikkerhed og god dataadfærd. Analysen skal bidrage med konkrete løsningsforslag, der kan styrke målgruppernes viden om og arbejde med it sikkerhed og dataetik fremadrettet. (Handlingsplanen, s. 26).

Det er ikke helt klart om ‘målgrupperne’ også omfatter EUD og gymnasieområdet, men jeg forestiller mig, at alle områder under ministeriet vil kunne drage fordel af en sådan viden.

Opsummerede har jeg påpeget en række opmærksomhedspunkter i de to indlæg, og jeg kunne, som nævnt, have ønsket mig, at der også havde været lagt op til nogle forskningsbaserede initiativer (fx i form af følgeforskning) på EUD-området. I den forbindelse skal det understreges, at det ikke bare handler om, at jeg gerne vil have flere forskningsmidler (det vil alle forskere naturligvis!). Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, at EUD, også hvad angår forskning, er underprioriteret og underfinansieret. Der er ikke mange EUD-forskere i Danmark, og kun få af disse beskæftiger sig med digitalisering, anvendelse af pædagogisk it osv.

Jeg ved, at it-pædagogiske forskere fra andre områder hellere end gerne vil rette deres blik mod EUD, men det er ikke nemt, eftersom det er yderst vanskeligt at skaffe midler. Det betyder bla., at området i væsentlig udstrækning må ‘nøjes med’ viden skabt på baggrund af forsøgs- og udviklingsprojekter, hvilket jeg finder problematisk. Det betyder også, at der ikke er de samme muligheder for at etablere tværgående forskningsmiljøer og videnudveksling, således som det ses inden for eksempelvis grundskole- og gymnasieområdet. Hermed er der, i mine øjne, risiko for, at et yderst sårbart og mangelfuldt videnskredsløb fastholdes inden for området, hvilket næppe tiltrækker flere forskere på sigt.

Men altså, samlet set, er der tale om en række interessante og tiltrængte initiativer, som det under alle omstændigheder bliver spændende at følge. Og hvad angår forskning, så vil vi i Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) fastholde fokus på digitalisering, it-pædagogik o.l.,  – og der er heldigvis gode samarbejdspartnere fra andre forskningsinsitutioner, organisationer, videnscentre mfl., som gerne vil være med til at styrke området yderligere. Så der er, alt i alt, grund til forsigtig optimisme.

/Marianne