Indkredsning af ‘Erhvervsinformatik’ som noget særligt

Dette er det tredje indlæg i en serie af blogindlæg om udvikling af teknologiforståelse som fag og faglighed. Mit mål med denne serie er at blive klogere på, hvorfor og hvordan teknologiforståelse kan udmøntes specifikt i erhvervsuddannelserne, hvor faget har fået navnet ’Erhvervsinformatik’.

Her vil jeg fortsætte med at indkredse ’Erhvervsinformatik’ som noget særligt. I min optik er erhvervsuddannelserne – ikke mindst pga. deres eksplicitte erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og vekseluddannelsesprincip (jf. indlæg #1) – nemlig noget helt særligt i det danske ungdomsuddannelsessystem. Det er min antagelse, at denne særegenhed smitter af på både udvikling og afvikling af faget. Ikke desto mindre kan det som tidligere nævnt være nødvendigt også at skæve til grundskolens ’Teknologiforståelse’ for at få en dybere indsigt i faget, dels fordi ’Erhvervsinformatik’ har mange lighedstræk med det fag, og dels fordi, der endnu ikke, så vidt jeg ved*, er noget forskning omkring ’Erhvervsinformatik’, hvilket der er ift. ’Teknologiforståelse’.

Jeg er som tidligere nævnt i gang med at skrive en artikel om ’Erhvervsinformatik’ sammen med Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), hvor vi foretager en fagdidaktisk analyse af fagets bekendtgørelse og vejledning hertil. I denne blogserie, vil jeg derfor anlægge nogle andre indfaldsvinkler til at blive klogere på faget og fagligheden, og i dette indlæg vil jeg foretage en overordnet fagdidaktisk sammenligning mellem elementer i grundskolens ’Teknologiforståelse’ og erhvervsuddannelsernes ’Erhvervsinformatik’.

Fagdidaktikkens genstandsområde
I vores artikel er Jens, Peter og jeg stærkt inspireret af Frede V. Nielsens ideer og tanker omkring fagdidaktisk teori og praksis – se eksempelvis Krogh & Nielsen (red.)  (2012) Sammenlignende fagdidaktik 2, Skriftserien Cursiv nr. 9. Vi tager bla. udgangspunkt i elementerne i nedenstående skema, som Jens tidligere har udarbejdet pba. Nielsens ideer:

Hansen (2012, s. 230)

Da jeg ikke kan afsløre de analytiske pointer, som Jens, Peter og jeg er nået frem til, vil min sammenligning snarere være beskrivende end fortolkende, og det vil i vid udstrækning være op til læseren selv at konkludere. Jeg vil endvidere nøjes med at se på fagenes identitet, formål og kompetenceområder, da en sammenligning af disse, efter min vurdering, er rigeligt til at illustrere de ligheder og forskelle, der måtte være fagene imellem.

Nye fagligheder og fagdidaktikker under udvikling
I det første indlæg i serien henviste jeg til en gap-analyse af teknologiforståelse i udarbejdet af Danske Professionshøjskoler, Danske Universiteter og Den Nationale Kapacitetsgruppe for teknologiforståelse (Basballe mfl., 2021). Her understreges det, at der ikke er udviklet én samlende teknologiforståelsesfaglighed med progression gennem uddannelsessystemet, men at der dog er ligheder mellem kompetenceområderne, og at erhvervsuddannelsernes ’Erhvervsinformatik’ i højere grad afspejler grundskolens ’Teknologiforståelse’, end gymnasieuddannelsernes ’Informatik’ (ibid, 2021, s. 6). Dette betyder også, at der endnu ikke er veletablerede fagdidaktikker for fagene.

Grundskolens læseplan vs. erhvervsuddannelsernes fagbilag
Allerede indledningsvist ser vi, at der er forskel på grundskolens og erhvervsuddannelsernes vokabular omkring de dokumenter, der styrer fagenes formål, indhold og intenderede praksis. I grundskolen styres efter læseplaner og vejledninger hertil, og forskningsmæssigt er der lang og solid tradition for at studere sådanne dokumenter inden for både almen- og fagdidaktikkens felt. På erhvervsuddannelserne styres der efter fagbilag (som er identiske med bekendtgørelserne) og vejledninger hertil, og forskningsmæssigt er der slet ikke den sammen tradition for at beskæftige sig med fagrækken.

Både i grundskolen og i erhvervsuddannelserne kan fagene optræde selvstændigt eller som integrerede delfagligheder i andre fag. Endvidere kan fagene afvikles på forskellige trin og niveauer, hvilket naturligvis betyder noget for det konkrete indhold og tilhørende mål. Der er udviklet eksamenskrav og prøveformer i ‘Erhvervsinformatik’, mens der endnu ikke er udviklet udprøvning til forsøgsfagligheden i grundskolen.

Fagenes identitet og formål
Relevansen for begge fag begrundes i den digitale udvikling, der præger vores liv – i grundskolen er fokus primært på livet som borgere, mens der i erhvervsuddannelserne henvises til det kommende arbejdsliv. Både i læseplanen og i vejledningen til fagbilaget er der mange passager, der understreger vigtigheden af fagene. Herunder ses et par illustrative udklip fra starten af dokumenterne:

Baseret på Læseplanen (s. 5) og vejledning til fagbilaget (s. 5)

Som bla. Alexander von Oettingen har påpeget, så udtrykker styringsdokumenter, som eksempelvis læseplan og fagbilag, essensen af den viden og de værdier, som ’den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til’ (von Oettingen, 2016, s. 76). Det ser vi også her, hvor det i forhold til begge fag værdisættes at kunne begå sig i et stadigt mere digitaliseret samfund. Det fremhæves også, at det er gennem evnen til dels at kunne forstå og analysere og dels at kunne (med-)skabe digitale artefakter og digitale teknologier, at dette kan opnås – både som borgere og kommende arbejdstagere.

Hermed er der alene i begrundelserne af fagene en tydelig udfordringsdidaktisk positionering, hvor målet er, at danne eleverne til bevidsthed, ansvarlighed og handlekompetence i forhold til globale krisetilstande og udfordringer i den morderne verden (Krogh, Qvortrup & Christensen, 2016). En nærmere analyse vil i øvrigt vise, at der i begge fag også er spor af flere af de andre didaktiske paradigmer, som Frede V. Nielsen i sin tid identificerede, herunder ikke mindst det basisfagsdidaktiske. Som nævnt i forrige indlæg, pågår der aktuelt en faglig kamp om teknologiforståelse, og denne kamp handler i høj grad om faglighedens positionering(er), idet der, som nævnt, stilles spørgsmål ved hvilke basisfagligheder, der kan og bør udgøre undervisningsfaglighedens grundlag, men også hvorfor fagligheden er relevant.

Den afgørende forskel mellem fagene slås, ikke overraskende, an allerede på dette niveau, hvor det bliver tydeligt, at grundskolen og erhvervsuddannelserne retter sig mod forskellige målgrupper, og vi ser, at der i ‘Erhvervsinformatik’ ikke lægges skjul på, at faget først og fremmest skal uddanne kommende arbejdstagere.

Fagenes kompetenceområder
I skemaet herunder ses fagenes kompetenceområder, som de er beskrevet overordnet i hhv. læseplan og fagbilag.

Baseret på Læseplanen (s. 10-13) og Fagbilaget (gengivet s.6 i vejledningen)

På dette niveau er der igen en række ligheder, men også forskelle fagene imellem. De fire kompetenceområder i ’Teknologiforståelse’ er reduceret til tre i ’Erhvervsinformatik’. I begge fag, skal der arbejdes med digital myndiggørelse, men i erhvervsuddannelserne er fokus på ’de erhverv, som eleverne uddanner sig til’ og ikke i samme omfang på, det, der også italesættes som den mere personlige digitale dannelse.

Ifølge Iversen, Dindler & Smith (2020) er begreberne ’digitale artefakter’ og ’digitale teknologier’ centrale i teknologiforståelse. Mens ’digitale artefakter’ kort sagt henviser til ’et produkt, som indeholder et element af digital teknologi og er blevet til gennem design, hvorved en intentionalitet er blevet indlejret i artefaktet’, så henviser ’digitale teknologier’ til ’materialer med et væsentligt element af elektronik, der genererer, lagrer og processerer binær data’ (ibid., s. 153 i bogens ordliste). Iversen, Dindler & Smith skriver endvidere, at ’en given teknologi vil kunne forstås både som et digitalt artefakt og som en digital teknologi’ (ibid., s. 33). Når denne begrebsbrug fremhæves, er pointen, som jeg forstår det, at der både skal arbejdes med teknologiernes indlejrede intentioner samt konsekvenser heraf og den mere konkrete fremstilling eller skabelse heraf gennem bestemte typer af designprocesser.

I ’Teknologiforståelse’ skal der arbejdes generelt med digitalt design og designprocesser, mens erhvervsuddannelsernes kompetenceområde igen er mere erhvervsrettet. I begge fag indgår kompetenceområderne computationel tankegang og teknologisk handleevne, dog er disse i ’Erhvervsinformatik’ samlet i et kompetenceområde**. En anden forskel er, at mens eleverne i grundskolen her skal fokusere på at analysere og mestre, er der for eleverne i erhvervsuddannelserne et tydeligere anvendelsesfokus. Endnu engang ser vi, at ’Erhvervsinformatik’ er væsentligt mere erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteret.

Samlet set, er der altså umiddelbart fin overensstemmelse mellem ‘Erhvervsinformatik’ og erhvervsuddannelsernes formål og særkende (jf. første indlæg i serien), hvilket er rigtig godt. Men jeg kan også afsløre, at Jens, Peter og jeg ikke er helt ukritiske overfor faget. Noget af det vi bla. har drøftet, er ideen om, at uddannelse – uanset niveau – også handler om at give elever/studerende og potentielle aftagere det, som de ikke vidste eller selv mente, at de havde brug for. Hertil kommer også fagets nærmere indhold og intenderede praksis, som jeg slet ikke har været inde på i dette indlæg, men som også er relevant i en fagdidaktisk analyse. Hermed antydes også, at vi ser nogle mangler og uhensigtsmæssigheder i faget og den måde, det tænkes udmøntet på.

Vi har også drøftet lærernes muligheder og rammer for overhovedet at kunne undervise i ’Erhvervsinformatik’, og da dette er forhold, som vi kun beskæftiger os med ganske kort med i artiklen, vil jeg fokusere mere på den type overvejelser i kommende indlæg.

/Marianne

*) Hvis der skulle være læsere, som kender til forskning i faget, så lad mig endelig vide det :-)
**) I erhvervsuddannelserne er faget sat til en varighed af 2 uger på eud og 3 uger på eux. Jeg ved ikke, hvor meget tid, der er afsat til det selvstændige fag i grundskolen …

Referencer

Hansen, J.J. (2012). Fagdidaktiske diskurser: fagdidaktik som videnskab, som politisk diskurs og som praksisvejledning. I: Krogh, E. & Nielsen, F.V. (red.). Sammenlignende fagdidaktik 2. Skriftserien Cursiv, Aarhus Universitet, nr. 9, s. 225-234.

Iversen, O.S., Dindler, C. & Smith, R.S. (2020). En designtilgang til teknologiforståelse. Dafolo.

Krogh, E., Qvortrup, A. & Christensen, T.S. (2018). Almendidaktik og fagdidaktik. Frydenlund.

von Oettingen, A. (2016). Almendidaktik - mellem normativitet og evidens. Hans Reitzels Forlag.

Inspiration til udvikling af it-didaktisk viden, kompetence og dannelse

Fredag d. 22. januar 2021 holdt jeg ifm. et webinar om ‘værdifuld digital undervisning’ arrangeret af DEA et ultrakort oplæg om, hvad, dvs. hvilken viden undervisere har brug for ift. it-didaktik. I forskningen gives der mange bud, men jeg havde valgt at fokusere på en generel model udviklet af Rune Krumsvik (professor, Bergen Universitet).

Krumsvik (2011, p. 45)

Det nærmere indhold bestemmes af deltagerens konkrete kontekst (fag, uddannelse, målgruppe mv.). Jeg synes, at Krumsviks model udmærker sig ved ikke kun at have fokus på viden og kompetencer, men også på det, der ofte kaldes digital dannelse.

Dannelsesaspektet er efter min mening væsentligt bla. fordi det typisk er herigennem, at undervisere kan motiveres og engageres til at tilegne sig ny viden og måske endda ændre på deres nuværende (it-)praksis i undervisningen. Ændring af praksis var udgangspunktet for oplægget, men som jeg også påpegede, så skal vi være opmærksomme på, at når vi (med eller uden it) ønsker at ændre på praksis (typisk til ’det bedre’, ‘fremragende’, ‘værdifuld’, ‘verdens bedste’ osv.), så er vi ude i et normativt anliggende. Det er der ikke noget galt i, men det betyder at holdninger vil brydes – og det er en væsentlig del af udviklingsprocessen. Min erfaring er, at det er gennem meningsforhandling deltagere imellem, at læring og udvikling for alvor sker.

Hvad jeg ikke sagde så meget om i mit oplæg var, hvordan kompetenceudvikling af undervisere så kan foregå. Det er der også rigtig mange bud på i forskningen, men hvis vi fortsætter i sporet med fokus på dannelse, så kan Fred Korthagens (professor emeritus, Utrecht Universitet) arbejde med udvikling af undervisere og undervisere af undervisere måske inspirere. En af Korthagens centrale pointer er, at effektiv professionel udvikling af undervisere skal være værdibaseret og skal tage udgangspunkt i hvad, underviserne selv vægter i deres arbejde – det kalder Korthagen (2017) for en ’ubelejlig sandhed’. Korthagen lægger vægt på, at der i professionel udvikling skal arbejdes med følelser, holdninger og værdier (et aktørfokus) og ikke kun indhold (et curriculum fokus). Hermed er der iflg. Korthagen større sandsynlighed for at påvirke underviserens identitet, der altså i dette perspektiv ikke kun er et fagfagligt anliggende.

Korthagen & Nuijten (2019, p. 93)

Korthagen, der som det også fremgår af modellen herover, er inspireret af aktionslæring i sin forskning, har gennem årene udviklet forskellige modeller, der bla. forsøger at bygge bro mellem teori-praksis, og hvor refleksion (i og over praksis) spiller en stor rolle.

I webinaret deltog jeg også i en paneldebat med Mette Volf (Arkitektskolen Aarhus), Thomas Ryberg (AAU) og Rasmus Borregaard Hall (Erhvervsakademi Dania), hvor vi diskuterede, hvordan digital undervisning kan blive et værdifuldt supplement til den fysiske undervisning. En af mine pointer her var, at vi er nødt til at kigge seriøst på undervisernes lærings- og transfermiljø. Jeg hører ofte ledere fra uddannelsessektoren tale varmt og engageret om det vigtige i at skabe gode studiemiljøer for deres studerende, og det er bestemt også vigtigt. Her kunne jeg dog ønske, at ledere generelt var lige så opmærksomme på deres egne medarbejderes vilkår og rammer for læring og udvikling. Sagt på en anden måde, kunne jeg ønske, at flere ledere anerkendte deres undervisere som studerende, når de sender underviserne af sted på efter- og videreuddannelse.

Hvis efter- og videreuddannelse skal have effekt i form af både forandring og forankring er det afgørende, at underviserne reelt har tid og rum til at lære, eksperimentere og reflektere – både individuelt og kollaborativt i deres lokale kontekster.

/Marianne

OBS! Mange af Korthagens publikationer kan tilgås via hans hjemmeside

’Erhvervsinformatik’ – teknologiforståelse i erhvervsuddannelser?

Læremiddel.dk’s tidsskrift ‘LearningTech’ inviterer aktuelt forskere til at bidrage med artikler til et særnummer om ’Teknologiforståelsen fagdidaktik’. Jeg er med i redaktionen på dette særnummer, hvorom vi skriver:

I dette nummer af Learning Tech er der fokus på teoretisk og empirisk forskning, der undersøger teknologiforståelse som fag, fagligheder og fagdidaktiske perspektiver. Teknologiforståelse er de seneste år gået fra at være et politisk mål til en pædagogisk praksis. Dette er i særlig grad sket, fordi der både i Danmark og de andre nordiske lande er igangsat nationale indsatser for at få teknologiforståelse – og beslægtet hermed digital dannelse, datalogisk tænkning og informatik – på skemaet i både grundskole og på ungdomsuddannelser (Bocconi et al., 2018). Dette har også betydet, at fagformålstekster og læseplaner er blevet forsøgt oversat til praksis, og afledt heraf er der knopskudt kompetenceudviklende aktiviteter, nye netværk og læremiddeludvikling med henblik på at understøtte undervisning i teknologiforståelse.

Vi indkalder forskningsartikler, der tager afsæt i teknologiforståelse i en nordisk kontekst på enten grundskole- eller ungdomsuddannelser, og hele invitationen med deadline og praktiske anvisninger kan ses her.

Glem ikke erhvervsuddannelserne!
Ud over at være medredaktør, har jeg også sammen med to gode kolleger, hhv. Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), planer om at skrive en artikel om grundfaget ’Erhvervsinformatik’, der – i hvert fald på papiret – er erhvervsuddannelsernes nye fag om ’teknologiforståelse’. Vores primære motivation hænger sammen med et ønske om at fremhæve, at behovet for ‘teknologiforståelse’ og dermed også udvikling af et nyt fag, der omhandler ‘teknologiforståelse’, ikke kun er noget, der vedrører grundskolen. Hvis man følger med i den offentlige debat om udvikling af ‘teknologiforståelse’, kan man godt få indtryk af, at det primært handler om, hvad der sker i folkeskolen – og det vil vi gerne være med til at ændre! ‘Teknologiforståelse’ vil også komme til at påvirke erhvervsuddannelserne, dels fordi der vil komme elever, som har haft faget i grundskolen, og dels fordi der er udviklet et lignende fag, nemlig ‘Erhvervsinformatik’ specifikt rettet mod erhvervsuddannelser. Debatter, forskning, viden og praksis omkring ‘teknologiforståelse’ er derfor også yderst relevante for erhvervsuddannelserne.

En kritisk læreplansanalyse
Jens, Peter og jeg er stadig i den indledende fase, hvor vi er i gang med at indsamle viden om hvorfor og hvordan faget ‘Erhvervsinformatik’ blev til, og hvad intentionerne med faget er. Det er meget sjældent, at man som forsker får mulighed for at følge og undersøge udvikling af et helt nyt fag og dertilhørende pædagogisk-didaktisk praksis, så alene af den årsag, er der tale om en rigtig spændende opgave. Fordi faget er så nyt og der indtil videre kun er relativt sparsomme praktiske erfaringer med at omsætte fagets intentioner i erhvervsuddannelserne, har vi besluttet at udarbejde en læreplansanalyse, hvor vi ikke inddrager empiri, men netop holder os til analyse af  bekendtgørelsen og vejledningen til faget. Med andre ord, er vi i første omgang nysgerrige på, hvordan faget er tænkt ‘på papiret’ Herigennem er det vores mål at afdække fagets identitet, indhold og intenderede praksis.

Vi er i kontakt med skoler, der aktuelt arbejder med implementering af ‘Erhvervsinformatik’, og vi har derfor også drøftet muligheden for at undersøge realiseret praksis, men det har vi altså fravalgt i første omgang. Dels er der nogle praktiske hensyn (fx tid og omfang af artiklen), dels er der som nævnt kun sparsomme erfaringer, der ikke nødvendigvis kan siges at være repræsentative for fagets muligheder, og endelig er det væsentlig at komme i dybden med at forstå faget inden vi går ud og undersøger, hvordan det så praktiseres.

Ifølge von Oettingen er et fags læreplan ikke bare en pædagogisk-didaktisk orientering til de lærere, der har ansvaret for at omsætte faget i praksis. En læreplan er også et udtryk for samfundsmæssig kommunikation om fagets og i dette tilfælde erhvervsskolens formål og legitimitet. Læreplanen udtrykker:

.. et koncentrat af den viden og alle de demokratiske, kulturelle og økonomiske værdier, politiske holdninger, forventninger, etiske og moralske principper og idealer, som den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til.

von Oettingen (2016, s. 76).

Der er altså rigtig meget på spil i læreplaner, og selv om vi kun lige er begyndt, har vi allerede mange spørgsmål til faget – fx

  • hvorfor faget i erhvervsuddannelsesregi hedder noget med informatik og ikke forståelse, og hvilke konsekvenser det kan tænkes at have?
  • hvordan faget hænger sammen med erhvervsuddannelsernes overordnede formål om at bidrage til elevernes ‘karakterdannelse, faglige stolthed og evne til selvstændig stillingtagen, samarbejde og kommunikation’?
  • hvilket teknologibegreb er der på spil i faget? og hvordan hænger det sammen med erhvervsretning og (erhvervs-)dannelse?
  • hvilke didaktiske metoder lægger faget op til? Og hvad siger disse om det menneskesyn og de pædagogiske-didaktiske overvejelser, der kan tænkes at ligge til grund for faget?
  • hvordan er progressionen fra grundskolens ‘Teknologiforståelse’ til erhvervsuddannelsernes ‘Erhvervsinformatik’ tænkt?

Det er blot eksempler på nogle af de mange spørgsmål, som vi glæder os til at undersøge nærmere!

/Marianne

Ønskes almene digitale kompetencer og dannelse i EUD?

Torsdag d. 8. november 2018 var jeg til et debatarrangement om almene, digitale kompetencer og dannelse i EUD. Anledningen var, at Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) er i gang med en behovsanalyse af hvilke almene digitale kompetencer og dannelse erhvervsskoleelever på tværs af uddannelser og brancher kan formodes at have gavn af i et stadigt mere digitaliseret samfund og arbejdsmarked.

Undersøgelsen består dels af et deskstudy, der har haft til formål at afdække erfaringer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland ift. disse landes arbejde med udvikling af mere almene digitale kompetencer og dannelse i erhvervsuddannelser. Herudover har EVA også afholdt tre workshops hvor 1) forskere/eksperter, 2) arbejdsmarkedets parter og 3) skolepraktikere – alle med viden om digitalisering og EUD, har været inviteret til at give deres bud. Jeg deltog selv i den første workshop tilbage i starten af august, sammen med syv andre. På baggrund af foreløbige fund fra undersøgelsen, inviterede EVA således til debat og det blev til en meget interessant eftermiddag med inspiration og mange pointer, hvor jeg blot vil fremhæve enkelte her.

Blandt de inviterede til at sætte gang i debatten var bla. Michael Paulsen (SDU), som altid er en fornøjelse at høre. Paulsen tog udgangspunkt i tre spørgsmål: 1) Hvad er digital dannelse? 2) Hvorfor er digital dannelse vigtigt? og 3) Hvilke dimensioner kan/bør digital dannelse rumme?

Paulsen bemærkede som så mange andre, at der ikke er enighed om hvad dannelse er og således heller ikke en mere specifik digital dannelse, men at det bla. handler om at:

Opfordre elever til at “øve sig i” at blive til i en digital verden på alment gode måder.

Når dannelse, og måske særligt dannelse til en digital verden, er så vigtig, hænger det iflg. Paulsen sammen med, at undervisning er ophørt med at foregå i et lukket rum, idet især Internettet har åbnet op for verden og dermed skabt en langt mere kompleks situation for undervisningen. Paulsen har gennem en årerække forsket i bla. dannelse og især koblingen til sociale medier sammen med Jesper Tække (AU), og på den baggrund kom han med bud på tre vigtige dimensioner, som ses herunder:

Paulsens samlede præsentation kan ses her.

Camillla Mehlsen (KU), der for nylig udgav bogen Hvordan bliver vi digitalt dannede? sammen med Vincent F. Hendricks (KU), talte om unges digitale dannelse og fire tendenser, der præger de unges mediebrug, nemlig: at være sit eget medie, at være alene sammen, at kommunikere ansigtsløst og at være tilgængelig. Disse tendenser giver nogle udfordringer og Mehlsen havde i den forbindelse en række råd til undervisere (og andre):

  • Drop myten om de digitalt indfødte
  • Skab gode rammer for unitaskning
  • Sæt spot på digital balance
  • Styrk den kritiske tænkning
  • Stil skarpt på ansigtsløs kommunikation
  • Oplys om normer og flertalsmisforståelser
  • Drop den løftede pegefinger

Hovedpointen fra Mehlsen var, som jeg forstod det, at det er vigtigt at (ud)danne unge digitalt. I føromtalte bog, kommer Mehlsen & Hendricks (2018) også ind på det vanskelige dannelsesbegreb og henviser til at begrebet digital dannelse er et kompleks, der dels er en proces igennem hvilken en person erhverver sig viden (om eksempelvis forholdet mellem information og opmærksomhed og normsætning, fælles viden og (social)psykologisk påvirkning, og dels resultatet af denne proces. Mehlsen og Hendricks skriver bla.:

Digital dannelse kan dog hverken reduceres til et simpelt spørgsmål om forbud eller en specifik færdighed eller omsættes til løsningen på fremtidens arbejdsmarked. Dannelse handler om at blive til nogen, ikke om at blive til noget. Digital dannelse handler dybest set om at kunne begå sig, tage del i og bidrage til fællesskaber og udvise agtværdig social adfærd i en digital tid. Intet menneske kan danne sig selv uden at stå i et forhold til andre mennesker. (Ibid., s. 21 – original kursivering her vist som fremhævelse)

Der er en række væsentlige pointer i forhold til EUD i dette citat, som jeg vender tilbage til.

Anne Katrine Kamstrup og Naja Skadhauge Sano, som står for EVA-undersøgelsen fremlagde foreløbige resultater ud fra to spørgsmål: 1) Hvilke almene digitale kompetencer skal alle erhvervsuddannelseselever tilegne sig i løbet af deres ungdomsuddannelse? og 2) Hvordan kan kompetencerne blive integreret i uddannelserne?

I forhold til det første spørgsmål, har Kamstrup og Sano identificeret 7 kompetenceområder:

  1. Forstå og reflektere over digitale teknologiers logikker
  2. Lære med digitale teknologier
  3. Digitale arbejdsgange på en arbejdsplads
  4. Digital sikkerhed
  5. Informationskompetencer
  6. Digital kommunikation og dømmekraft
  7. Udvikling af digitale løsninger og produktion

Kamstrup og Sano kom også med uddybning af de forskellige kompetenceområder, men da den endelige undersøgelse først forventes at blive offentliggjort her i løbet af december, vil jeg ikke gå mere ind i dem nu. Det der var nok så interessant, var det andet spørgsmål om hvordan sådanne kompetenceområder kan indtænkes i undervisningen på EUD. Her lagde Kamstrup og Sano op til debat om fire forskellige muligheder hhv. på grundforløbet, som valgfag, i grundfag og i oplæringen.

Debatten blev styret af EVAs områdechef Camilla Hutters, hvor følgende personer deltog:

  • Chris Holst Preuss, medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Jesper McCandless, hovedbestyrelsesmedlem i Uddannelsesforbundet
  • Henriette Jørgensen, uddannelseskonsulent på Niels Brock
  • Morten Emborg, direktør på TEC
  • Lars Mathisen, chef for Videnscenter for automation og robotteknologi
  • Lone Folmer, erhvervsuddannelseschef i DI

Det blev en god og interessant debat, hvor det handlede om at nuancere forskellige perspektiver og at blive klogere sammen. Debatten illustrerede med al tydelighed, hvor vanskeligt det er, at bevæge sig ud over kompetencetænkningen i praksis. Det blev gentagne gange påpeget fra flere aktører i panelet, at det eleverne skal tilegne sig, skal være relevant for brancherne, dvs. arbejdsmarkedet, mens det mere almene behov for samfundet og det enkelte individs personlige ønsker og behov hurtigt svandt i baggrunden. Eksempelvis blev EVAs foreslåede kompetenceområde nr. 7 om udvikling af digitale løsninger og produktion, flere gange fremhævet som værende rigtig godt og vigtigt.

Som Preuss problematiserede, så er det tankevækkende, at der ikke er et tydeligere fokus på dannelse i erhvervsuddannelsernes formål. Det er bredt accepteret, at erhvervsuddannelsernes primære formål er, at ‘imødekomme arbejdsmarkedets behov’ for faglært arbejdskraft. Men selv om begrebet dannelse ikke indgår i formålsparagraffen, er der også en forventning om, at erhvervsuddannelser skal:

bidrage til at udvikle de uddannelsessøgendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund og bidrage til deres personlige udvikling (Kap. 1, § 1., stk. 2, pkt. 3)

Hertil kommer, at erhvervuddannelser faktisk også skal give grundlag for videre uddannelse – hvilket desværre også ofte overses. Begge dele kan, efter min mening, ses som udtryk for et formål, der rækker ud over snævre (erhvervsfaglige) kompetencemål.

Der har i mange år, og senest i erhvervsuddannelsesreformen, været et eksplicit fokus på,  at undervisningen på erhvervsuddannelser skal være så praksisrelateret som overhovedet muligt. Rationalet herfor har bla. været, at praksisrelateret undervisning kan koble skole- og praktikperioder (eller teori og praksis) og derigennem bidrage til elevernes motivation og sikre, at den viden, de færdigheder og kompetencer, som eleverne tilegner sig netop har relevans for aftagerne. I aftaleteksten om erhvervsuddannelsesreformen fra 2014, er der flere initiativer, der lægger op til øget praksisrelateret undervisning – eksempelvis 9.2.1 om opkvalificering af lærernes kompetencer gennem virksomhedsforløb og 9.4.2. om styrkelse af praksisrelateret undervisning. Sidstnævnte omfatter bla.

at læreren forklarer eleverne, hvorfor de skal lære noget bestemt, og hvordan de kan bruge det, de lærer, i udøvelsen af erhvervet. (Aftaleteksten, s. 40 – min fremhævelse)

På policyniveau er der en helt klar prioritering af det erhvervsrettede over det mere almene, samfunds- og individrettede. Og det får konsekvenser i praksis. Jeg er for så vidt ikke uenig i vigtigheden af at have det erhvervsrettede for øje, men udfordringen bliver at få skabt rum for de mere almene, tværgående kompetencer og måske endda dannelse samtidig – hvad enten vi sætter disse i relation til digitalisering eller ej. Hvis vi skal tage Mehlsen og Hendricks’ pointe om, at dannelse handler om at blive til nogen, og ikke blot om at blive til noget, alvorligt – og det er også, hvad eleverne efterlyser, idet de ikke blot vil ses som fremtidig arbejdskaft – så må der, i min optik, skabes reelle muligheder for at erhvervsskolelærerne helt legitimt kan tillade sig også at fokusere på disse aspekter i undervisningen.

Hermed er vi tilbage ved Kamstrup og Stenos andet spørgsmål, nemlig om hvordan almene kompetencer (og dannelse?) kan integreres i undervisningen. Men, og der er et stort men. Her tænker jeg, at der, inden vi kan svare fornuftigt på dette, må tages stilling til hvorfor? Er det reelt det, der ønskes? I disse tider er dannelse – og ikke mindst digital dannelse – et modeord, som alle ønsker at have en positiv holdning til, men der er langt fra holdninger til handling. På baggrund af debatten og min erfaring fra erhvervsskolernes praksis i øvrigt, er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt almene, digitale kompetencer og dannelse har en plads i erhvervsuddannelser … ikke om hvorvidt de bør.

/Marianne

Om behovet for dannelse og kreativitet i en ‘robottid’

Lars Geer Hammershøj er blevet interviewet til DPU’s magasin Asterisk om ‘Dannelse i en robottid‘. Det er et ganske kort interview, men Hammershøj har en række interessante pointer og bud på, hvordan vi bevarer ‘teten i samarbejdet med robotter og maskiner’.

Selv om Hammershøj er enig i analyser af, at mange job i fremtiden er i risiko for at blive overtaget af robotter, har vi mennesker stadig overtaget blandt andet pga. forskellige aspekter af vores sociale intelligens og robotter har også flere alvorlige mangler:

Robotters problem er, at de kun har data – men ingen intuition – at trække på. De kan derfor hverken være kreative eller innovative.

I stedet for at frygte den teknologiske udvikling, mener Hammershøj derfor, at vi/uddannelsesforskningen skal fokusere på ‘at blive klogere på, hvad der bliver brug for at lære i en fremtid, hvor teknologien får mere og mere indflydelse på vores hverdag’.

For Hammershøj ligger svaret i dannelse, som er dét, der ‘adskiller os fra dyr og maskiner, og det er også her, vi skal finde og dyrke vores fordel i kapløbet med robotterne’. Hammershøj, der har udgivet en række publikationer om dannelse, heriblandt ‘Dannelse i uddannelsessystemet‘, som jeg er i øjeblikket i gang med at læse, trækker i interviewet på en klassisk definition af dannelse som dét at blive menneske i og gennem samfund: ‘ Man dannes som menneske ved at overskride sin egen verden og involvere sig i en større verden’. Men selv om Hammershøj trækker på en klassisk forståelse af dannelse, har han også følgende pointe om, at dannelse forankrer sig historisk, hvilket betyder at:

For at være tidssvarende må ethvert dannelsesbegreb derfor bygge på en analyse af samtidens vilkår for dannelse. I dag er samfundet i høj grad præget af en accelererende forandringshastighed – ikke mindst takket være den teknologiske og digitale udvikling. Mit bud er, at dannelse netop af denne grund bliver vigtigere end nogensinde før.

Og Hammershøj fremhæver af samme årsag også kreativitet som en vigtig komponent i fremtidig uddannelse:

Ingen robotter vil blive udstyret med social og kreativ intelligens inden for de næste 100 år. Det er også dét, der får mig til at sige at vi ikke skal frygte robotterne, sålænge uddannelsessystemet arbejder målrettet på at styrke dannelsen – herunder kreativiteten – hos børn og unge.

Om Hammershøj har ret i sin forudsigelse om robotters evner, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i denne artikel gives et fascinerende overblik over nogle de tiltag, der aktuelt gøres mhp. at give robotter mere menneskelige træk og eksempelvis gøre dem i stand til at træffe etisk vanskelige beslutninger og udvikle moralske kompetencer. I artiklen fremhæves, at robotter hverken har værdier eller forståelse af hvad de gør – de gør bare.

En interessant pointe i artiklen er i øvrigt, at vanskelighederne med at udvikle robotters mere avancerede evner eller færdigheder ikke blot er tekniske, men i lige så høj grad skyldes, at vi mennesker ikke selv er afklarede eller enige om eksempelvis værdier. Og dermed ligger der også i arbejdet med udvikling af robotter et potentiale for vores egen udvikling.

Samme pointe fremhæves i denne artikel om Industri 4.0., kunstig intelligens og hvad sådanne fænomener kan betyde for uddannelsessystemet:

In short, the AI-driven revolution will have its winners and losers. To win, it is vital not just to avoid being displaced by new technologies, but also to capitalize on the new opportunities they present.

Artiklen byder på en interessant kritik af det Japanske uddannelsessystem, der er karakteriseret ved at have fokus på faktalæring og færdighedstræning:

The Fourth Industrial Revolution will amount to a major test for a Japanese education system focused on reciting facts and performing formulaic calculations – precisely the areas where humans cannot compete with intelligent machines. With all of our technological developments, human ingenuity and creativity remain unmatched. We should make the most of that, and give our young people the opportunity to use their innate advantages as effectively as possible.

Det kunne man også godt tænke lidt over i en dansk uddannelsessammenhæng. Og det understreger Hammershøjs pointe om, at vi skal have fokus på dannelse og kreativitet – også i vores inddragelse af og omgang med teknologi, robotter osv.

I ovennævnte bog om dannelse i uddannelsessystemet, udfolder Hammershøj sine tanker om dannelse og skelner mellem almen dannelse, og det han kalder for professionsdannelse. Sidstnævnte finder jeg særlig interessant ift. EUD-området, så det vil jeg vende tilbage til, når jeg har fået læst mig lidt mere ind i tænkningen. I videoen herunder, kan man få et indtryk af, hvad det drejer sig om:

/Marianne