Mariis' digitale refleksioner

Mandag d. 15. august var jeg inviteret til Zealand – Sjællands Erhvervsakademi for at holde oplæg om unge, deres kultur og deres motivation for undervisning og læring. Jeg kender i forvejen lidt til Zealand gennem bl.a. et aktuelt FoU-projekt, hvor vi har samarbejdet om kompetenceudvikling af undervisernes anvendelse af digitale teknologier i undervisningen. Herudover blev jeg sidste sommer, sammen med Lars Geeer Hammershøj (DPU), inviteret til at give sparring ift. Zealands ønske om at fokusere på ’student-centered-learning (SCL)’, hvor inspirationen bl.a. er hentet i publikationen ‘Hovedperson i egen læring’. SCL er et fokus, der naturligvis kan været meget væsentligt ift. at fremme de studerendes motivation for uddannelse, undervisning og læring.

I mit oplæg trak jeg i væsentlig udstrækning på aktuel forskning fra Center for Ungdomsforskning (Cefu), og jeg havde bedt deltagerne om at forberede sig ved at forholde sig til nogle centrale spørgsmål, der blev understøttet af et par af Cefu’s publikationer. I dette indlæg vil jeg fremhæve Maria Bruselius-Jensen & Niels Ulrik Sørensen (2017). Unges fællesskaber: Mellem selvfølgelighed og vedligeholdelse, og deres kortlægning af unges betydningsfulde fællesskaber. Bruselius-Jensen & Sørensen identificerer forskellige typer af fællesskaber, som de unge orienterer sig mod og prioriterer at deltage i. I den forbindelse lægger forfatterne vægt på, at de unge i de forskellige fællesskaber søger forskellige værdier og muligheder, der kan styrke deres udvikling, motivation og trivsel:

1. Orientering mod intimitet og bekræftelse
2. Orientering mod selvudfoldelse og selvinvestering
3. Orientering mod idealer og et bedre samfund
4. Orientering mod arbejde og fremtidsplaner
5. Orientering mod forpligtelse og kontinuitet
6. Orientering mod fest og ungdomskultur

Pointen med at fremhæve disse orienteringer var at vise, hvilke værdier, de unge orienterer sig mod og som antageligvis kan virke motiverende på studerendes motivation og engagement i uddannelsessammenhænge, hvis sådanne værdier kan identificeres i de undervisnings- og læreprocesser, de studerende inviteres til at deltage i. I forberedelsen var Zealands deltagere (undervisere tilknyttet Datamatiker og Webudvikling samt et par studievejledere) blevet bedt om at arbejde med spørgsmål og tekster ift. selvvalgte, konkrete undervisningsforløb, og her var et af mine spørgsmål til Zealands undervisere:

• I hvilken grad kan/skal/bør forløbet imødekomme unges fællesskabsorienteringer og –prioriteringer?

Det affødte en livlig og meget interessant debat. I erhvervsrettede uddannelser er det primære formål at uddanne kvalificeret arbejdskraft. Sådan er det, og sådan skal det være. Det betyder imidlertid ikke, at uddannelserne skal ignorere det dannelsesmæssige aspekt, hvor der også er et stort ansvar for at (ud)danne fremtidige demokratiske borgere, der trives i samfundet. Det har jeg heller ikke nogen grund til at tro, at Zealand gør, men min erfaring fra andre typer af erhvervs- og professionsrettede uddannelser er, at dannelsesaspektet godt kan blive noget klemt i en travl hverdag (her kigger jeg også på min egen undervisning!). Derfor er det altid godt lige at minde om, at vi – uanset uddannelsestype – altid har en forpligtelse til at fokusere på de studerende som hele mennesker … ikke blot fremtidig arbejdskraft. Budskabet blev heldigvis modtaget positivt, og vi havde nogle gode drøftelser af de muligheder, man som underviser, med både travlhed og stoftrængsel, reelt har for også at fokusere på de mere mellemmenneskelig, relationelle sider af uddannelse, undervisning og læring. Vi fandt ikke nogen nemme løsninger – og det er i sig selv en pointe. Cefu’s forskning viser, at de unge er en broget flok, og at forklaringer på hvorfor unge de-/motiveres og mis-/trives i forskellige sammenhænge er mange og komplekse.

Det er nok heller ikke gået nogen forbi, at vi aktuelt har en meget stor gruppe unge, der i en eller anden udstrækning mistrives i uddannelse og livet mere generelt (se fx Katznelson mfl., 2021). Derfor drøftede vi også i hvilken udstrækning uddannelsesinstitutioner skal og kan påtage sig et medansvar for at afhjælpe denne triste udvikling. Eftersom forskning også viser, at unge netop også oplever et stigende pres i uddannelsessammenhæng, bl.a. afstedkommet af præstations- og perfekthedskultur, så er der for mig at se ingen tvivl om, at vi i uddannelsessystemet har et stort medansvar for at ændre udviklingen. Spørgsmålet er selvfølgelig ’bare’ hvordan?

Når jeg er ude og holde oplæg handler det typisk om noget med digitale teknologier, og jeg havde da også lidt med her, men det var en fornøjelse for en gangs skyld også at have et par timer til fokusere på og drøfte de mere overordnede værdier, vi arbejder for, med og under i uddannelsessystemet – så stor tak til Zealand for invitationen :-)

/Marianne

Se evt. slides fra oplægget, hvor jeg har fjernet nogle kontekstspecifikke slides, så det har mere generel karakter.