For nylig havde jeg fornøjelsen af at holde et onlineoplæg om koblingen mellem digitale teknologier og erhvervsdidaktik i forbindelse med opstart af Center for It i undervisningens (CIU) nye forsker-praktikernetværk. En arbejdsgruppe bestående af Amina Sabah Karim (CIU), Anne Katrine Kamstrup (KP), Malene Erkmann (ZBC) og undertegnede har gennem et stykke tid arbejdet på at stable dette netværk på benene. Målgruppen er, som navnet antyder, både forskere og praktikere, der interesserer sig for forståelse og anvendelse af digital teknologi i undervisningen på erhvervsuddannelserne. I netværket bliver digitale teknologier altid koblet til et didaktisk tema, og der vil blive vekslet mellem oplæg og hands-on aktiviteter ud fra et videndelings- og udviklingsperspektiv.
I forbindelse med opstartsmødet, havde vi valgt at koble til erhvervsdidaktik, så vi også kunne få de første indledende indtryk af, hvor medlemmerne helt overordnet ser muligheder og udfordringer.
En central pointe i mit oplæg var, at lærerne på erhvervsuddannelserne også skal være stærke på erhvervsdidaktik for at få anvendelse af digitale teknologier til at give mening både for eleverne, deres oplæringssteder og dem selv. Det er ikke mindst gennem erhvervsdidaktikken, at der kan skabes koblinger mellem teori og praksis, mellem skole- og oplæringsperioder og derigennem muligheder for at arbejde med identitetsudviklingen fra elever til faglærte. Når der arbejdes erhvervsdidaktisk med fokus på de erhvervsfunktioner og erhvervsopgaver, som eleverne uddannes til, så må lærerne også være stærke fagdidaktisk for at kunne udvælge passende fagligt indhold, læremidler (inkl. digitale teknologier) og aktiviteter. Det vil sige, at der stilles store krav til erhvervsskolelærerne om at kunne balancere mellem både almen-, fag- og erhvervsdidaktiske overvejelser og beslutninger. I forhold til forståelse og anvendelse af digitale teknologier kræver dette specialiseret it-didaktisk indsigt i teknologiernes muligheder og begrænsninger som hhv. mål, midler og rum for læring og udvikling. Med andre ord står lærerne overfor at skulle træffe en masse til- og fravalg omkring digitale teknologier i undervisningen – og det kan vi altid blive klogere på og forhåbentlig kvalificere i fællesskab!
Det var dejligt at opleve den store diskussionlyst efterfølgende – det tegner godt for netværkets fremtid :-)
Tanken er, at vi i netværket kommer til at veksle mellem onsite og online aktiviteter, hvor vi i fællesskab med netværkets medlemmer udvælger relevante temaer, der har bred interesse. Det næste møde kommer til at foregå hos CIU i Odense d. 9. februar 2023, hvor temaet bliver koblingen mellem digitale teknologier og bæredygtighed.
Det er stadig muligt at tilmelde sig, så kom endelig med, bliv inspireret og gør din indflydelse gældende ift. netværkets kommende temaer og aktiviteter!
/Marianne