EVU

Inspiration til udvikling af it-didaktisk viden, kompetence og dannelse

MariisLeave a comment

Fredag d. 22. januar 2021 holdt jeg ifm. et webinar om ‘værdifuld digital undervisning’ arrangeret af DEA et ultrakort oplæg om, hvad, dvs. hvilken viden undervisere har brug for ift. it-didaktik. I forskningen gives der mange bud, men jeg havde valgt at fokusere på en generel model udviklet af Rune Krumsvik (professor, Bergen Universitet).

Krumsvik (2011, p. 45)

Det nærmere indhold bestemmes af deltagerens konkrete kontekst (fag, uddannelse, målgruppe mv.). Jeg synes, at Krumsviks model udmærker sig ved ikke kun at have fokus på viden og kompetencer, men også på det, der ofte kaldes digital dannelse.

Dannelsesaspektet er efter min mening væsentligt bla. fordi det typisk er herigennem, at undervisere kan motiveres og engageres til at tilegne sig ny viden og måske endda ændre på deres nuværende (it-)praksis i undervisningen. Ændring af praksis var udgangspunktet for oplægget, men som jeg også påpegede, så skal vi være opmærksomme på, at når vi (med eller uden it) ønsker at ændre på praksis (typisk til ’det bedre’, ‘fremragende’, ‘værdifuld’, ‘verdens bedste’ osv.), så er vi ude i et normativt anliggende. Det er der ikke noget galt i, men det betyder at holdninger vil brydes – og det er en væsentlig del af udviklingsprocessen. Min erfaring er, at det er gennem meningsforhandling deltagere imellem, at læring og udvikling for alvor sker.

Hvad jeg ikke sagde så meget om i mit oplæg var, hvordan kompetenceudvikling af undervisere så kan foregå. Det er der også rigtig mange bud på i forskningen, men hvis vi fortsætter i sporet med fokus på dannelse, så kan Fred Korthagens (professor emeritus, Utrecht Universitet) arbejde med udvikling af undervisere og undervisere af undervisere måske inspirere. En af Korthagens centrale pointer er, at effektiv professionel udvikling af undervisere skal være værdibaseret og skal tage udgangspunkt i hvad, underviserne selv vægter i deres arbejde – det kalder Korthagen (2017) for en ’ubelejlig sandhed’. Korthagen lægger vægt på, at der i professionel udvikling skal arbejdes med følelser, holdninger og værdier (et aktørfokus) og ikke kun indhold (et curriculum fokus). Hermed er der iflg. Korthagen større sandsynlighed for at påvirke underviserens identitet, der altså i dette perspektiv ikke kun er et fagfagligt anliggende.

Korthagen & Nuijten (2019, p. 93)

Korthagen, der som det også fremgår af modellen herover, er inspireret af aktionslæring i sin forskning, har gennem årene udviklet forskellige modeller, der bla. forsøger at bygge bro mellem teori-praksis, og hvor refleksion (i og over praksis) spiller en stor rolle.

I webinaret deltog jeg også i en paneldebat med Mette Volf (Arkitektskolen Aarhus), Thomas Ryberg (AAU) og Rasmus Borregaard Hall (Erhvervsakademi Dania), hvor vi diskuterede, hvordan digital undervisning kan blive et værdifuldt supplement til den fysiske undervisning. En af mine pointer her var, at vi er nødt til at kigge seriøst på undervisernes lærings- og transfermiljø. Jeg hører ofte ledere fra uddannelsessektoren tale varmt og engageret om det vigtige i at skabe gode studiemiljøer for deres studerende, og det er bestemt også vigtigt. Her kunne jeg dog ønske, at ledere generelt var lige så opmærksomme på deres egne medarbejderes vilkår og rammer for læring og udvikling. Sagt på en anden måde, kunne jeg ønske, at flere ledere anerkendte deres undervisere som studerende, når de sender underviserne af sted på efter- og videreuddannelse.

Hvis efter- og videreuddannelse skal have effekt i form af både forandring og forankring er det afgørende, at underviserne reelt har tid og rum til at lære, eksperimentere og reflektere – både individuelt og kollaborativt i deres lokale kontekster.

/Marianne

OBS! Mange af Korthagens publikationer kan tilgås via hans hjemmeside

NNU konference om ‘digital dannelse’ – også med fokus på EUD

MariisLeave a comment

10. april afholder Netværk for Netbaserede Uddannelser (NNU) konference, og årets tema er ‘Digital Dannelse – fleksible læringsformer i et fremtidigt perspektiv’. Konferencen foregår hos VIA, Campus Nord fra 9.30-16:00.

Arrangørerne, der kommer fra UCSyd, UCC og VIA, har fået sammensat et virkeligt spændende program. Beskrivelser af oplæg og praktiske informationer kan ses og downloades her:

NNU2018

Herunder følger arrangørernes beskrivelse af konferencen:

Med konferencen vil vi sætte begrebet digital dannelse til debat, særligt perspektiverne for menneske-teknologi interfacet, hvor vi forandrer teknologien og teknologien forandrer os. På den ene side kan man forstå teknologien som en forandringsfaktor og en udvidelse af vores muligheder for at modificere og ændre verden – på den anden side transformerer teknologien os, vores relationer og vores forhold til omverden.

Både uddannelse og skole har en særlig opgave i at undervise i værdifulde og meningsfulde tilgange til teknologi og bidrage til at vores studerende kan begå sig ansvarsfuldt og frit i det 21. århundrede. Men hvordan gør vi det? I forhold til planlægning og udformning af både tilstedeværelses- og netbaseret uddannelse vil konferencen forsøge at komme et spadestik dybere i forhold til at reflektere over betydningen af digital dannelse i uddannelserne.

Konferencen omfatter bla. oplæg fra uddannelsestæn­ker og -debattør Steve Wheeler, Plymouth Institute of Education og Anders Høeg Nissen kendt fra DR’s “Harddisken”, med et skarpt blik på teknologiens digitaliserede verden. Jeg glæder mig især til at høre Steve Wheeler, som jeg aldrig har oplevet, men kun har fulgt på hans blog og via twitter. Wheeler plejer at være både skarp og indsigtsfuld, så det skal nok blive interessant at høre ham tale om Learning with ‘e’s:

In this presentation I will briefly analyse new and emerging theories by evaluating their explanatory power in the context of technology supported learning. We will explore a number of allied concepts including personalised learning environments (Johnson & Liber, 2008), online collaborative learning (Selwyn et al., 2006), the wisdom of crowds (Surowiecki, 2010), open scholarship (Weller, 2011) and mobile forms of learning that leverage connected personal devices (Wheeler, 2015). I will then go on to discuss how the old and new theories might be combined to provide a more cogent and agile explanation of learning – the digital praxis of education – in the connected age.

Efter Wheeler er der fem forskellige forskningsoplæg, hvor jeg selv skal tale om ‘Grænser for dannelse i den digitale erhvervsuddannelse’. Over frokost er der så mulighed for at vælge mellem 16 forskellige oplæg over to omgange. Her skal der tales ud fra forskelligartede overskrifter, der tilsammen illustrerer spændvidden i feltet inden for professions- og efter-og videreuddannelser, som eksempelvis disse:

  • Dannelsen er ikke digital – men hvad er den så?

  • Teknologiforståelse i en professionsvirkelighed

  • Digital dannelse – et mål blandt flere

  • Filtret ind – medieret undervisning i et aktør-netværk-perspektiv

  • Skitser til en objekt-orienteret teknologiforståelse

  • Teknologien som forandringsfaktor i et fleksibelt blended design

  • Samarbejde og indsigt på tværs af uddannelser

Jeg er slet ikke i tvivl om at det nok skal blive en inspirerende og lærerig dag!

/Marianne

Hvorfor forsker vi, for hvem og hvordan?

MariisLeave a comment

I min afdeling– Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) – på Professionshøjskolen Metropol, har vi gennem længere tid haft en livlig debat om vores forskning. Baggrunden er, at vi skal igangsætte nogle større og længerevarende forskningsprojekter og udarbejdelse af de tilhørende projektbeskrivelser har givet anledning til mange spørgsmål især vedr. formål, mål, forskningsdesign og leverancer. Ud over at vi har drøftet disse spørgsmål internt i de enkelte projektgrupper, har vi også haft løbende drøftelser på afdelingsniveau. På Metropol har man valgt en integreret model for forskningen, hvilket i princippet betyder, at alle fastansatte undervisere skal deltage i forskningsprojekter og forskningsmiljøer bygges op lokalt i de enkelte institutter og afdelinger. Opbygning af forskningsmiljøer har stået på igennem et par år, men alligevel synes der stadig at være behov for nogle grundlæggende diskussioner og afklaringer. Det er ikke en kritik, men en konstatering af komplekse forandringstiltag tager tid, og i virkeligheden betragter jeg det som et sundhedstegn, at vi igen og igen vender tilbage til de mere grundlæggende spørgsmål; hvorfor, for hvem og hvordan.

I min forskningsprojektgruppe er vi fem personer, der har vidt forskellige faglige baggrunde og erfaringer med at bedrive forskning. Vi har derfor brugt meget tid på at læse og drøfte forskellige typer af baggrundsdokumenter vedr. forskning.

Uddannelses- og forskningsministeriet henviser til OECD’s Frascati-manual, når det kommer til definition af forskning, innovation og udvikling. Hvad angår forskning skelnes der mellem hhv. grundforskning og anvendt forskning, der har forskellige formål:

Grundforskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde med det primære formål at opnå ny viden og forståelse uden nogen bestemt anvendelse i sigte.

Anvendt forskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde, som primært er rettet mod bestemte anvendelsesområder. (UFM. no date – mine fremhævelser)

Kigger vi videre i Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser står der bla. følgende om formål og opgaver:

 §5.Professionshøjskolen skal med udgangspunkt i sit uddannelsesudbud varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked, øvrige uddannelses- og videninstitutioner og det omgivende samfund.

Stk. 2. Forsknings- og udviklingsaktiviteterne har til formål at tilvejebringe ny viden og konkrete løsninger på udfordringer inden for de erhverv og professioner, som professionshøjskolens uddannelser er rettet mod. (LBK nr. 936 af 25/08/2014 – mine fremhævelser)

Så langt ser det altså ud til, at vi på Metropol/i NCE skal bedrive anvendt forskning rettet mod bestemte anvendelsesområder indenfor vores erhverv og professioner. Spørgsmålet er så, hvilke anvendelsesområder og hvordan anvendt forskning skal forstås. Sidstnævnte er ikke en diskussion, der er ny eller unik for professionshøjskolerne, men genfindes i universiteternes modus 1 og 2 diskussioner. Metropols prodekan for Det Samfundsvidenskabelige og Pædagogiske Fakultet, Tobias Høygaard Lindeberg, har udtalt følgende i et interview med Forskerforum:

”Der står i loven, at vores forskning og udvikling skal være rettet mod de problemstillinger, professionen står over for, og være relevant for de uddannelser, vi udbyder. Så det er ikke fri forskning. Der skal være en direkte anvendelighed.” (Lindeberg i Forskerforum, 2014)

Et spørgsmål vi drøfter i denne forbindelse er, hvad der forstås ved ”fri” forskning, altså det vi ikke skal. Er ”fri” kun at forstå som en modsætning til anvendelig, eller ligger der mere i det? Og, hvem skal definere, hvad der er anvendeligt – og for hvem?

Noget andet som vi også er usikre på i min gruppe er, hvorvidt der skal/bør skelnes mellem om det er forskningen eller udviklingsaktiviteterne, der skal tilvejebringe konkrete løsninger – og hvordan skal disse i øvrigt forstås? Det har konsekvenser for forskningsdesign og leverancer.

Metropol har, som alle andre videregående uddannelsesinstitutioner, indgået en udviklingskontrakt med uddannelses- og forskningsministeren, der måske kan kaste lys over nogle af vores spørgsmål. Af mål 6 i den aktuelle udviklingskontrakt (s.12) fremgår det:

Metropoludviklingskontrakt_6

Forskning og udvikling skal altså kvalificere både uddannelser og konsulentydelser. Igen kan man spørge, om der skal/bør skelnes mellem hvad, der skal kvalificere hhv. det ene eller det andet. Men det tyder på, at forskning på Metropol først og fremmest tjener vores interne videnudvikling og måske er knap så orienteret mod det omgivende samfund – i hvert fald er det en indirekte orientering? Spørgsmålet er interessant fordi det drejer sig om, hvem der kan forvente at få udbytte af forskningen*, og her bliver ”tilvejebringelse af konkrete løsninger” også relevant.

Der er i min afdeling bred enighed om, at den forskning vi bedriver skal kunne anvendes i vores undervisning, men spørgsmålet om hvorvidt og hvordan (fx gennem udvikling af konkrete løsninger) vi skal forholde os til resten af praksisfeltet, er omdiskuteret. Her er det også vigtigt at bemærke, at NCE hører til EVU-området, dvs. vi efter- og videreuddanner erhvervsskolelærere som er en noget anden målgruppe, end dem vi finder på grunduddannelserne og hertil kommer en årelang tradition for samarbejde med praksis gennem forsøgs- og udviklingsarbejde og konsulentydelser ude på skolerne. For mange i NCE, vil fokus på anvendelse af ny viden i undervisningen alene derfor være et brud med hidtidig praksis.

Opbygning af et forskningsmiljø er et brud med hidtidig praksis, og der skal naturligvis være forskel på forskning og andre aktiviteter, men der venter os en spændende proces med at få nærmere defineret væsentlige grundlagsspørgsmål. Vi har derfor inviteret vores prodekan til vores næste fælles NCE-forskningsmøde for netop at få drøftet, hvordan vi kan forstå og praktisere anvendt forskning.

/Marianne

*) Der er mange interessenter ift. den forskning, der foregår på professionshøjskolerne – bla. aftagerne af vores dimittender. Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, skrev i marts 2015 denne blogpost med fokus på videnomsætning og om at gøre forskning ”modtager-orienteret”. Selv om der tales ind i et specifikt felt, synes jeg, at Barkholt har mange gode pointer, der kan være med til at kvalificere forskningsdiskussioner på professionshøjskolerne mere generelt.