Kritikkens genkomst i teknologidebatten?

Torsdag d. 25 oktober var jeg til Det nationale Videncenter for Læremidler’s årlige konference – fokus denne gang var på, hvorvidt it virker. På programmet var:

  • Thomas Illum Hansen, Stig Toke Gissel og Louis Køhrsen (UC Lillebælt)
  • Jesper Balslev (RUC)
  • Jeppe Bundsgaard (DPU)

Herudover var Finn Togo (STIL), Kirsten Jørgensen (KL) og Jeanette Sjøberg (DLF) inviteret til at give deres status på området og deltage i den afsluttende paneldebat, som Jacob Fuglsang styrede.

Hvorvidt it virker, er i sig selv et problematisk spørgsmål, hvilket også blev påpeget flere gange i løbet af dagen, men som det fremgår af konferencebeskrivelsen, så er det er spørgsmål som fylder i teknologidebatten:

I Danmark har vi i de senere år investeret milliarder i it i folkeskolen. Nu rejser flere spørgsmålet, om de mange penge overhovedet har haft en effekt – og hvilken effekt. Hvad gør teknologi ved skole og læringssituationer? Bidrager teknologi til didaktisk kvalitet? Og under hvilke forudsætninger kan vi sige, at it virker og ikke virker?

Der var generelt tale om nogle interessante, informationstunge oplæg, som dækkede forskellige aspekter af spørgsmålet – slides fra oplæggene kan ses her.  Jeg var  især glad for at møde Jesper Balslev og få en snak med ham om, hvordan hans phd. skrider frem og om nogle af de mange reaktioner, som han har fået på bogen ‘Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse‘. Jeg er stadig uenig i flere af Balslevs pointer, som han også gentog i oplægget, men jeg ser frem til den færdige afhandling, som jeg håber bliver et væsentlig bidrag til teknologikritikken ift. policyniveauet.

Hansen, Gissel & Køhrsens oplæg var i høj grad et studie i de mange metodiske vanskeligheder, der er forbundet med at svare på, hvad der kan synes som et simpelt spørgsmål, nemlig om hvorvidt noget virker. Hansen, Gissel & Køhrsen refererede bla. til en meta-analyse af Tamim et. al. (2011). I analysen har Tamim et. al set nærmere på ’40 years of research activity addressing the question, does computer technology use affect student achievement in formal face-to-face classrooms as compared to classrooms that do not use technology?’, dvs. allerede her ser vi en indsnævring i spørgsmålet, idet der undersøges ikke bare effekten af teknologi, men af computer-baseret teknologi og det undersøges i forhold til studerendes læringsudbytte i specifikke, komparative kontekster. På den baggrund konkluderer Tamim et. al.:

Thus, it is arguable that it is aspects of the goals of instruction, pedagogy, teacher effectiveness, subject matter, age level, fidelity of technology implementation, and possibly other factors that may represent more powerful influences on effect sizes than the nature of the technology intervention. (Tamim et al., 2011, p. 17)

Her ser vi altså, at effekt afhænger af mange forskellige aspekter eller variable, og forfatterne fortsætter med denne opfordring:

It is incumbent on future researchers and primary meta-analyses to help sort out these nuances, so that computers will be used as effectively as possible to support the aims of instruction. (ibid. – mine fremhævelser)

Med andre ord, lyder opfordringen, at vi skal blive langt mere præcise og nuancerede i fremtidig forskning (og her vil jeg tilføje i formidling af forskning), når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt it virker i undervisningssammenhænge i forhold til den didaktiske intention.

Hansen, Gissel & Køhrsens pointe var også, at it i sig selv er for uspecifikt. Dels kan it jo henvise til både hard- og software, og dels har forskellige typer af it, forskellige typer af affordances, der kan bruges og misbruges. Det kan lyde som selvfølgeligheder, men i den aktuelle teknologidebat er, det nødvendigt at gentage. På samme vis har Hansen, Gissel & Køhrsen netop (6.12.18) skrevet et indlæg om den igangværende undersøgelse, hvor de bla. skriver:

Det samlede billede er, at it både kan have positive og negative effekter. Afgørende faktorer er, hvordan man underviser med it, hvilke typer af it der er tale om, hvilke forudsætninger man har, og med hvilket formål man anvender teknologien. Derfor er det ikke så simpelt, hvordan man omsætter den omfattende forskning til indkøb og anvendelse af it (Hansen, Gissel & Køhrsen, 2018)

At it’s virkninger skal ses og vurderes i forhold til noget – eksempelvis den didaktiske intention – var også hovedpointen i Bundsgaards oplæg, hvilket han udtrykte meget fint på denne måde:

Alt virker, også it (for det meste). Men ikke alt fremmer det, man har ønsket. Effekt er effekt af noget for noget. Dette “for noget” underforstås ofte, uden at man egentlig er klar over hvad der underforstås, altså hvad der ønskes. Og videre: Det “noget”, der forventes at være effekt “af”, er ikke frit svævende. Det er et virkende fænomen i et kompleks af virkende fænomener (Bundsgaard, 2018)

Med udgangspunkt i forskellige didaktiske modeller, illustrerede Bundsgaard, hvordan der kan stilles bedre og mere meningsfulde spørgsmål i relation til it’s effekter og virkninger. Bundsgaard problematiserede også selve effektbegrebet, for hvad menes der med effekt? Det må også – ikke mindst af metodemæssige årsager – præciseres, hvis spørgsmål skal kunne bevares rimeligt. Hertil kommer, at der ofte er utilsigtede effekter forbundet med (teknologi-) interventioner, som også må indgå i en samlet vurdering.

Haase (2018, s. 76)

Alle tre oplæg stillede således skarpt på forskellige sider af spørgsmålet om it’s effekt og virkninger, hvilket var rigtig godt og inspirerende. Jeg sad dog også med en lidt urolig fornemmelse over, hvor denne type af debat om effekter, virkninger og ønsker om evidens, mon kommer til at føre os hen? Der er som bla. Sanne Haase (VIA) har fremført i artiklen Den skønnede evidens (2018) en række udfordringer forbundet med ønsker om evidens, og jeg kan godt frygte, at det kan lede til, at nogen forsøger at tage patent på ‘sandheden om it’. Den teknologitilgang jeg selv er rundet af, lægger netop vægt på at undersøge og vurdere teknologi-i-brug. Det er en dynamisk tilgang, hvor ‘resultatet’ ændrer sig afhængig af en række faktorer i menneske-teknologi-interaktionen.  Skal vi fremadrettet kun lytte til resultater om it, hvis undersøgelsesmetoden ligger højt på evidenstrappen? Er det den type viden, diskussioner og resultater, vi ønsker på it-området? Jeg har ikke selv svaret, men tænker, at vi skal være opmærksomme på, hvilke forventninger, vi bringer frem og hvilke svar, disse kan formodes at give.

I teknologidebatten generelt, har der bredt sig en besynderlig fortælling om, at it-pædagogiske forskere (og i øvrigt også medieforskere) ikke har været kritiske overfor teknologi- og mediebrug, fordi vi ikke har kunnet eller villet svare på om it virker*. Det er jeg ikke enig i, men det vil jeg vende mere detaljeret tilbage til i et fremtidigt indlæg. Her og nu, vil min kommentar være, at det nok synes sådan, fordi mange af disse forskere (jeg selv inkl.) netop ikke har beskæftiget sig med spørgsmålet i den forsimplede udgave.

I den afsluttende paneldebat blev denne kritik også fremført, og der blev talt om ‘kritikkens genkomst’ fordi vi nu endelig (?) stiller kritiske spørgsmål til it. Med de massive investeringer i it i skole og uddannelse og de tilsvarende ofte urealistiske forhåbninger til it fra policyniveauet, forstår og anerkender jeg fuldt ud behovet for at blive klogere på om it virker. Min bekymring er dog, at hvis ikke vi fremadrettet formår at stille bedre og mere præcise spørgsmål til it og evidens, så bliver der ikke tale om kritikkens genkomst, men snarere om dens forfald. Forsimplede spørgsmål og svar, skaber, efter min mening, grobund for desinformation og mytedannelse, som ikke gavner, hverken debatten, praksis eller forskningen.

/Marianne

*) En del af kritikken går også på, at utilsigtede effekter/virkninger og ikke mindst økonomiske aspekter, dermed også er blevet ignoreret. Men tingene hænger sammen; som man spørger, får man svar.

Ønskes almene digitale kompetencer og dannelse i EUD?

Torsdag d. 8. november 2018 var jeg til et debatarrangement om almene, digitale kompetencer og dannelse i EUD. Anledningen var, at Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) er i gang med en behovsanalyse af hvilke almene digitale kompetencer og dannelse erhvervsskoleelever på tværs af uddannelser og brancher kan formodes at have gavn af i et stadigt mere digitaliseret samfund og arbejdsmarked.

Undersøgelsen består dels af et deskstudy, der har haft til formål at afdække erfaringer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland ift. disse landes arbejde med udvikling af mere almene digitale kompetencer og dannelse i erhvervsuddannelser. Herudover har EVA også afholdt tre workshops hvor 1) forskere/eksperter, 2) arbejdsmarkedets parter og 3) skolepraktikere – alle med viden om digitalisering og EUD, har været inviteret til at give deres bud. Jeg deltog selv i den første workshop tilbage i starten af august, sammen med syv andre. På baggrund af foreløbige fund fra undersøgelsen, inviterede EVA således til debat og det blev til en meget interessant eftermiddag med inspiration og mange pointer, hvor jeg blot vil fremhæve enkelte her.

Blandt de inviterede til at sætte gang i debatten var bla. Michael Paulsen (SDU), som altid er en fornøjelse at høre. Paulsen tog udgangspunkt i tre spørgsmål: 1) Hvad er digital dannelse? 2) Hvorfor er digital dannelse vigtigt? og 3) Hvilke dimensioner kan/bør digital dannelse rumme?

Paulsen bemærkede som så mange andre, at der ikke er enighed om hvad dannelse er og således heller ikke en mere specifik digital dannelse, men at det bla. handler om at:

Opfordre elever til at “øve sig i” at blive til i en digital verden på alment gode måder.

Når dannelse, og måske særligt dannelse til en digital verden, er så vigtig, hænger det iflg. Paulsen sammen med, at undervisning er ophørt med at foregå i et lukket rum, idet især Internettet har åbnet op for verden og dermed skabt en langt mere kompleks situation for undervisningen. Paulsen har gennem en årerække forsket i bla. dannelse og især koblingen til sociale medier sammen med Jesper Tække (AU), og på den baggrund kom han med bud på tre vigtige dimensioner, som ses herunder:

Paulsens samlede præsentation kan ses her.

Camillla Mehlsen (KU), der for nylig udgav bogen Hvordan bliver vi digitalt dannede? sammen med Vincent F. Hendricks (KU), talte om unges digitale dannelse og fire tendenser, der præger de unges mediebrug, nemlig: at være sit eget medie, at være alene sammen, at kommunikere ansigtsløst og at være tilgængelig. Disse tendenser giver nogle udfordringer og Mehlsen havde i den forbindelse en række råd til undervisere (og andre):

  • Drop myten om de digitalt indfødte
  • Skab gode rammer for unitaskning
  • Sæt spot på digital balance
  • Styrk den kritiske tænkning
  • Stil skarpt på ansigtsløs kommunikation
  • Oplys om normer og flertalsmisforståelser
  • Drop den løftede pegefinger

Hovedpointen fra Mehlsen var, som jeg forstod det, at det er vigtigt at (ud)danne unge digitalt. I føromtalte bog, kommer Mehlsen & Hendricks (2018) også ind på det vanskelige dannelsesbegreb og henviser til at begrebet digital dannelse er et kompleks, der dels er en proces igennem hvilken en person erhverver sig viden (om eksempelvis forholdet mellem information og opmærksomhed og normsætning, fælles viden og (social)psykologisk påvirkning, og dels resultatet af denne proces. Mehlsen og Hendricks skriver bla.:

Digital dannelse kan dog hverken reduceres til et simpelt spørgsmål om forbud eller en specifik færdighed eller omsættes til løsningen på fremtidens arbejdsmarked. Dannelse handler om at blive til nogen, ikke om at blive til noget. Digital dannelse handler dybest set om at kunne begå sig, tage del i og bidrage til fællesskaber og udvise agtværdig social adfærd i en digital tid. Intet menneske kan danne sig selv uden at stå i et forhold til andre mennesker. (Ibid., s. 21 – original kursivering her vist som fremhævelse)

Der er en række væsentlige pointer i forhold til EUD i dette citat, som jeg vender tilbage til.

Anne Katrine Kamstrup og Naja Skadhauge Sano, som står for EVA-undersøgelsen fremlagde foreløbige resultater ud fra to spørgsmål: 1) Hvilke almene digitale kompetencer skal alle erhvervsuddannelseselever tilegne sig i løbet af deres ungdomsuddannelse? og 2) Hvordan kan kompetencerne blive integreret i uddannelserne?

I forhold til det første spørgsmål, har Kamstrup og Sano identificeret 7 kompetenceområder:

  1. Forstå og reflektere over digitale teknologiers logikker
  2. Lære med digitale teknologier
  3. Digitale arbejdsgange på en arbejdsplads
  4. Digital sikkerhed
  5. Informationskompetencer
  6. Digital kommunikation og dømmekraft
  7. Udvikling af digitale løsninger og produktion

Kamstrup og Sano kom også med uddybning af de forskellige kompetenceområder, men da den endelige undersøgelse først forventes at blive offentliggjort her i løbet af december, vil jeg ikke gå mere ind i dem nu. Det der var nok så interessant, var det andet spørgsmål om hvordan sådanne kompetenceområder kan indtænkes i undervisningen på EUD. Her lagde Kamstrup og Sano op til debat om fire forskellige muligheder hhv. på grundforløbet, som valgfag, i grundfag og i oplæringen.

Debatten blev styret af EVAs områdechef Camilla Hutters, hvor følgende personer deltog:

  • Chris Holst Preuss, medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Jesper McCandless, hovedbestyrelsesmedlem i Uddannelsesforbundet
  • Henriette Jørgensen, uddannelseskonsulent på Niels Brock
  • Morten Emborg, direktør på TEC
  • Lars Mathisen, chef for Videnscenter for automation og robotteknologi
  • Lone Folmer, erhvervsuddannelseschef i DI

Det blev en god og interessant debat, hvor det handlede om at nuancere forskellige perspektiver og at blive klogere sammen. Debatten illustrerede med al tydelighed, hvor vanskeligt det er, at bevæge sig ud over kompetencetænkningen i praksis. Det blev gentagne gange påpeget fra flere aktører i panelet, at det eleverne skal tilegne sig, skal være relevant for brancherne, dvs. arbejdsmarkedet, mens det mere almene behov for samfundet og det enkelte individs personlige ønsker og behov hurtigt svandt i baggrunden. Eksempelvis blev EVAs foreslåede kompetenceområde nr. 7 om udvikling af digitale løsninger og produktion, flere gange fremhævet som værende rigtig godt og vigtigt.

Som Preuss problematiserede, så er det tankevækkende, at der ikke er et tydeligere fokus på dannelse i erhvervsuddannelsernes formål. Det er bredt accepteret, at erhvervsuddannelsernes primære formål er, at ‘imødekomme arbejdsmarkedets behov’ for faglært arbejdskraft. Men selv om begrebet dannelse ikke indgår i formålsparagraffen, er der også en forventning om, at erhvervsuddannelser skal:

bidrage til at udvikle de uddannelsessøgendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund og bidrage til deres personlige udvikling (Kap. 1, § 1., stk. 2, pkt. 3)

Hertil kommer, at erhvervuddannelser faktisk også skal give grundlag for videre uddannelse – hvilket desværre også ofte overses. Begge dele kan, efter min mening, ses som udtryk for et formål, der rækker ud over snævre (erhvervsfaglige) kompetencemål.

Der har i mange år, og senest i erhvervsuddannelsesreformen, været et eksplicit fokus på,  at undervisningen på erhvervsuddannelser skal være så praksisrelateret som overhovedet muligt. Rationalet herfor har bla. været, at praksisrelateret undervisning kan koble skole- og praktikperioder (eller teori og praksis) og derigennem bidrage til elevernes motivation og sikre, at den viden, de færdigheder og kompetencer, som eleverne tilegner sig netop har relevans for aftagerne. I aftaleteksten om erhvervsuddannelsesreformen fra 2014, er der flere initiativer, der lægger op til øget praksisrelateret undervisning – eksempelvis 9.2.1 om opkvalificering af lærernes kompetencer gennem virksomhedsforløb og 9.4.2. om styrkelse af praksisrelateret undervisning. Sidstnævnte omfatter bla.

at læreren forklarer eleverne, hvorfor de skal lære noget bestemt, og hvordan de kan bruge det, de lærer, i udøvelsen af erhvervet. (Aftaleteksten, s. 40 – min fremhævelse)

På policyniveau er der en helt klar prioritering af det erhvervsrettede over det mere almene, samfunds- og individrettede. Og det får konsekvenser i praksis. Jeg er for så vidt ikke uenig i vigtigheden af at have det erhvervsrettede for øje, men udfordringen bliver at få skabt rum for de mere almene, tværgående kompetencer og måske endda dannelse samtidig – hvad enten vi sætter disse i relation til digitalisering eller ej. Hvis vi skal tage Mehlsen og Hendricks’ pointe om, at dannelse handler om at blive til nogen, og ikke blot om at blive til noget, alvorligt – og det er også, hvad eleverne efterlyser, idet de ikke blot vil ses som fremtidig arbejdskaft – så må der, i min optik, skabes reelle muligheder for at erhvervsskolelærerne helt legitimt kan tillade sig også at fokusere på disse aspekter i undervisningen.

Hermed er vi tilbage ved Kamstrup og Stenos andet spørgsmål, nemlig om hvordan almene kompetencer (og dannelse?) kan integreres i undervisningen. Men, og der er et stort men. Her tænker jeg, at der, inden vi kan svare fornuftigt på dette, må tages stilling til hvorfor? Er det reelt det, der ønskes? I disse tider er dannelse – og ikke mindst digital dannelse – et modeord, som alle ønsker at have en positiv holdning til, men der er langt fra holdninger til handling. På baggrund af debatten og min erfaring fra erhvervsskolernes praksis i øvrigt, er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt almene, digitale kompetencer og dannelse har en plads i erhvervsuddannelser … ikke om hvorvidt de bør.

/Marianne

Dataanvendelse og adaptive læringssystemer

Mandag d. 8. oktober 2018 deltog jeg i konferencen Den Digitale Erhvervsskole 6.0 arrangeret af forlaget Praxis, Uddannelsesforbundet, Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, Danske SoSu-skoler og Danmarks Lærerforening. På dette års konference var fokus på ‘digitale læringsforløb’, hvilket bl.a. omfattede plenum oplæg om brug af data ifm. læringsforløb på erhvervsskoler og datainformeret lærersamarbejde. Hertil kom en række workshops, hvor jeg deltog i en om ‘Adaptiv læring i fire dimensioner’ og en om ‘De digitale læringsplatforme i praksis’. Det var nogle gode og informative oplæg og workshops med mange forskellige pointer. Her vil jeg fremhæve nogle af de pointer, som jeg tog med mig ift. den afsluttende debat om ‘adapative læringssystemer’, som jeg var blevet bedt om at moderere.

Brug af data i læringsforløb i erhvervsuddannelserne v. Pernille Hjermov (EVA)
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har gennemført en undersøgelse af erhvervsskolernes brug af data som et element i det pædagogiske udviklingsarbejde. Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men Hjermov delte nogle af de foreløbige resultater. Skolerne og uddannelserne er nu så digitaliserede, at Hjermov advarede mod, at vi risikerer at drukne i digitale data. Der ligger derfor en stor ledelsesopgave i at organisere dataarbejdet, og Hjermov pegede på 5 væsentlige elementer, der med fordel kan fokuseres på, hvis data skal give mening ift. pædagogisk-didaktisk udviklingsarbejde:

Undersøgelsen dokumenterer en stor efterspørgsel på at vide mere om, hvordan data er blevet skabt, og hvad formålet med at anvende data skal være. Jeg synes også, at det er en meget vigtigt pointe, at data i sig selv ikke giver mening, men derimod skal bearbejdes og at dette tager tid. Her anbefalede Hjermov også, at man startede med at tage en diskussion om, hvordan data i det hele taget kan og skal forstås. Hvordan vi kommer fra data over information til egentlig viden, der kan anvendes meningsfuldt, er en stor udfordring, som kræver samarbejde på alle niveauer. Som Hjermov sagde, så er ‘dataarbejde et relationelt arbejde’. Skolerne indhenter typisk mange forskellige typer af data, og jeg overvejede i den forbindelse, om ikke der i den daglige (årshjuls-)praksis kan skelnes mere fordelagtigt mellem, hvem der beskæftiger sig med hvilke data. For netop ikke at drukne i dataoverflod, tror jeg, at det bliver vigtigt at beskytte især lærernes sparsomme tid.

Datainformeret teamsamarbejde – når data understøtter pædagogisk udvikling v. Niels Bjerre Tange (VIA)
Tid var også et emne i Tanges oplæg, der bød på et par dejligt konkrete eksempler på, hvordan lærere kan arbejde meningsfuldt med udvikling af datainformeret praksis. Tange var fokuseret på lærernes læring og udvikling, og mente at data kunne være med til at udfordre og kvalificere de antagelser, lærere har om egen praksis. Tange havde på baggrund af forskellige observationer bla. et bud på, hvordan et team (forstået som et Professionelt LæringsFællesskab, PLF) på en enkelt times møde kan få noget meningsfuldt ud af forskellige typer af afgrænsede data:

Ift. dette ville jeg nok tilføje, at der skal indgå noget systematisk opfølgning. Både i det enkelte team, men også på tværs og med deltagelse af den pædagogiske ledelse. Vellykkede møder kræver dog iflg. Tange, at der er etableret en klar teamkontrakt, der skal hjælpe med at strukturere og fastholde fokus:

Tange nævnte også en konkret observation, hvor medlemmer i et PLF diskuterede data om elever. Det var imidlertid svært at opnå enighed om, hvad data egentlig viste om eleverne. De lærere som kendte eleverne godt, havde andre fortolkninger, end de som ikke kendte eleverne så indgående. Der er ikke noget nyt i at fortolkning af data afhænger af ‘øjenene, der ser’, men det er vigtigt at gentage, da det siger noget om, hvor vanskelig og tidskrævende dataanalyse kan være i praksis. Og det aktualiserer udviklingen af en egentlig dataetisk praksis.

Både Hjermov og Tange advarede mod at tro, at datainddragelse kunne ses som en nem effektiviseringsløsning ift. pædagogisk-didaktisk udvikling, og begge påpegede ledelsens store ansvar og opfordrede lederniveauerne til aktivt at gå ind i arbejdet med at udvikle, monitorere og evaluere på skolernes digitale datapraksisser. Det handler, som jeg forstod oplægsholderne, om at udvikle en ny datakultur, hvor data ikke skal styre retningen, men informere og kvalificere praksis.

De digitale læringsplatforme i praksis v. Helga Schmidt Chemnitz (EUC Nordvestsjælland), Roelof Wouwenaar (ZBC) og Hans Jørgen Knudsen (NCE/Københavns Professionshøjskole)
Både på EUC Nordvestsjælland og på ZBC har man taget digitale læringsplatforme (Moodle/iPraxis) i brug og i denne workshop faciliterede min kollega dialogen mellem Chemnitz, der er malerfaglærer og Wouwenaar, der er digitaliseringschef. Fra begge fik vi helt konkrete eksempler på hvorfor og hvordan disse platforme indgår i den daglige pædagogiske praksis. Ift. den efterfølgende debat, var det dog især Wouwenaars oversigt over ZBC’s digitale teknologilandskab, som fangede min opmærksomhed:

Som det fremgår, har jeg markeret teknologierne i øverste venstre hjørne. Det illustrerer ikke-didaktiserede digitale teknologier, typisk sociale medier og services fra de store it-giganter. Her fortalte Wouwenaar, at han/ZBC er meget opmærksom på, at den pædagogiske-didaktiske anvendelse af digitale teknologier primært foregår gennem de systemer, der findes inden for den sorte ramme. Her er der nemlig tale om teknologier, hvor der kan indgås databehandleraftaler, hvilket er at foretrække – ikke blot af hensyn til regler og lovgivning (fx GDPR) som naturligvis er vigtigt, men også af mere dataetiske årsager.

Epinion har for nylig publiceret en undersøgelse af børn og unges adfærd omkring sociale medier og it-sikkerhed og er på vej med et opfølgende kvalitativt notat om skolernes håndtering af elevernes persondata og deres anvendelse af gratis digitale materialer. Heraf fremgår det, at skolerne (inkl. erhvervsskoler) har stor fokus på opbevaring og deling af personfølsomme data, men også, at der er udfordringer ift. eksempelvis anvendelse af sociale medier, hvor der mangler viden om it-sikkerheden og der hersker usikkerhed om, hvem der har ansvar ift. dataindsamling. Den manglende viden og usikkerhed genkender jeg fra min egen praksis med erhvervsskolelærere/-skoler, og derfor var det meget positivt at høre fra en skole som ZBC, hvor man altså forsøger at tage ansvaret alvorligt gennem udvikling af en egentlig dataetisk praksis.

Adaptiv læring i fire dimensioner v. Jan Krog Larsen (Area9 Lyceum)
Oplægget fra Larsen fandt jeg virkelig interessant, dels fordi jeg ikke vidste noget specifikt om det system, Rhapsode, som Area9 udvikler og anvender og dels fordi, der kan stilles så mange spørgsmål til arbejdet med adaptive systemer. Selv om det var vanskeligt at fange fuldt ud, hvad Area9 gør og tænker i løbet af et kort oplæg om et så komplekst system, så kommer her noget af det jeg noterede mig:

  • Termen ‘adaptiv læring’ er ikke entydig og derfor foretrækker Area9 at tale om personaliseret læring. Larsen betragter ikke nationale test som ‘adaptiv læring’.
  • Systemet er baseret på biologisk adaptive modeller og kunstig intelligens.
  • Det teoretiske fundament findes bla. i Fadel, Bialik & Trilling’s (2015) bog om fire-dimensionel læring, hvor der er fokus på viden, færdigheder, karakter og meta-læring
  • Det teoretiske fundament findes også i Blooms taksonomi. Der arbejdes i systemet med de laveste taksonomiske niveauer, mens det er op til læreren i undervisningen at arbejde med de højere niveauer. Det er således primært ‘viden’, der arbejdes med i systemet, mens de tre øvrige dimensioner lægges i undervisningen.
  • Alt indhold granuleres og gøres til konkrete mål. I en typisk undervisningsbog kan der, iflg. Larsen, være mellem 1500-2000 mål.
  • Indhold lægges ind af partnere, der også står for ‘curriculum design’ – mens Area9 står for indsamling og distribution. Hvordan forholdet mellem indholdspartnere, Area9 og de reelle brugere vægtes, er jeg i tvivl om.
  • Princippet bag systemet er ‘flipped learning’ – en form for avanceret lektielæsning, hvor systemet giver feedback, stiller spørgsmål og monitorerer progression.
  • Ud over faglige spørgsmål, spørges der også ind til elevens egen vurdering, der klassificeres ift. ubevidst/bevidst kompetence/inkompetence.
  • Endvidere arbejdes der med ‘recharge’, der så vidt jeg forstod det går ud på, at systemet gentager de elementer, den lærende har haft vanskeligheder med.
  • Læreren har også et dashboard, der bla. giver status på eleverne, som der kan handles ud fra.  Her synes jeg, at Larsen sagde, at læreren ikke selv skal tolke data, men snarere får målrettede handlingsanvisninger.
  • Læreren har mulighed for at anvende en tilknyttet ‘skills app’, der bl.a. kommer med bud på opfølgende opgaver og næste skridt i undervisningen.
  • Systemet kan iflg. Larsen tænkes ift. alle fag (det er allerede udviklet til US high schools), men vurderingen er, at det endnu ikke egner sig det mundtlige, gruppedynamikker og sociale aspekter. Her nævnes områder som ‘caring’ og ‘coaching’, der så vidt jeg forstod det, er områder, man arbejder på at udvikle.

Konferencen var målrettet erhvervsskoler, så der kom meget naturligt spørgsmål om, hvordan andre former for (ikke kodificeret) viden kunne tænkes at komme i spil, og her henviste Larsen til den nævnte ‘skills app’. Det var også en pointe, at Larsen og Area9 ofte oplevede at ibrugtagning af deres system krævede gentænkning af hele undervisningen – jf. inspirationen fra Fadel’s Center for Curriculum Redesign.

Undertitlen på Larsens oplæg var ‘fremtidens uddannelse i det 21. århundrede’, og set i det lys var jeg noget overrasket over, at der var tale om en art avanceret flipped learning, som jo kun adresserer en meget lille del af undervisning og læring. Men jeg kan sagtens have misset nogle pointer, og det kan også tænkes, at en uddybning af, hvad Area9 lægger i ‘curriculum redesign’ er langt mere omfattende end, hvad jeg lige nåede at opfatte. Endvidere gentog Larsen flere gange, at systemet ikke kan eller skal erstatte lærere og undervisning. Men læreren tiltænkes en anden rolle – sådan som det også er blevet fremhævet af andre, der arbejder med flipped learning.

Jeg synes som skrevet, at det var interessant at høre mere om Area9’s ideer og deres system, men der var mange aspekter, som jeg ikke helt fik fat i og en egentlig vurdering af systemets anvendelighed i en dansk kontekst, synes jeg kræver mere indsigt og en demonstration i praksis. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at det lød som om, at Area9 har fokus på det danske uddannelsessystem lige pt. Der ligger i hvert fald nogle udfordringer ift. at få lavet indhold til så lille et sprogområde. Hertil og måske nok så vigtigt, kan det også tænkes at være mere passende til en amerikansk curriculum-kultur à la Tyler, mens der her i Danmark nok vil være mange som stiller spørgsmål ved, om det overhovedet giver mening at tale om, at læring kan findeles i kontrollerbare og fortløbende mikromål. Endelig synes jeg, at lærerens nye rolle som ‘træner’ ifm. anvendelse af denne type systemer fortjener en selvstændig debat. Træning og undervisning er for mig at se ikke det samme.

Debat om brug af adaptive læringssystemer – for og imod i en læringskontekst
I den afsluttende paneldebat deltog Jan Krogh Larsen (Area9 Lyceum), Morten Misfeldt (AAU) og Michael Lund Larsen (Det Nationale videnscenter for e-læring).

Jeg har vanskeligt ved at gengive debatten, da jeg ikke tog notater undervejs og der kom rigtig mange forskellige synspunkter og pointer frem. Min egen oplevelse var, at det blev en smule rodet fordi drøftelserne bevægede sig på forskellige niveauer. Nogle gange handlede det om principper og tanker bag, andre gange (og ofte) helt konkret om Area9’s system, som ingen af os (ud over naturligvis Larsen) havde set i funktion. Som Larsen også fremhævede i sin workshop, så er der ikke enighed om, hvad der skal forstås ved ‘adaptive læringssystemer’ og det giver de samme vanskeligheder, som når man diskuterer ‘digitalisering’. Arrangørerne havde bedt deltagerne om at forholde sig til følgende spørgsmål:

  1. Er adaptive læringssystemer måden vi skal lære på fremover, og hvad har det af betydning for elevernes læring?
  2. Hvad er de positive sider af adaptive læringssystemer?
  3. Hvad er de negative sider af adaptive læringssystemer?
  4. Hvordan skal skolerne håndtere teknologierne fremadrettet?

Som jeg oplevede det, så afhænger svarene på disse spørgsmål i høj grad af, hvilken type af adaptivt læringssystem, der menes. Det var nok tanken, at der kunne gives et generelt svar, men igen af deltagerne syntes at være direkte imod adapative systemer (jf. overskriften på debatten), da der netop kunne være tale om forskellige typer af systemer. Lund Larsen virkede umiddelbart som den, der var mest kritisk, hvilket han også har givet udtryk for i et par debatoplæg på Altinget her og her, hvor Area9’s direktør, Ulrik Juul Christensen kommer med et svar ind imellem. Lund Larsens pointe om, at adaptive systemer ikke kan bevæge sig ud over det lavtaksonomiske niveau og dermed være med til at udvikle kompetencer, som han gentog i debatten, blev ikke modsagt af Larsen, hvilket det så umiddelbart heller ikke er tanken, at det skal kunne jf. pointerne fra workshoppen oven for.  Misfeldt var især optaget af, hvad den type af systemer kan gøre ved det sociale aspekt af undervisning, og advarede også imod at bruge data fra denne type af systemer som den eneste form for vurdering af elever, læring og undervisning. Alle tre deltagere opfordrede til varsomhed ift. at tro, at adaptive læringssystemer kunne være svaret på diverse udfordringer i uddannelsessystemet. Det fremgik tydeligt, at disse kun skal ses som et supplement.

Een af mine største bekymringer vedr. adaptive systemer og i det hele taget brugen af data om elever, går på elevernes ret til privatliv. Her blev svaret at regler og love på området naturligvis skal overholdes. Men min bekymring rækker ud over regler og love, og handler snarere om, at jeg ikke er overbevist om at lærere, ledere og andre (fx forældre) bør have ret til at vide alt om elevers færden i digitale systemer – uanset intentionen. Det var en bekymring som Misfeldt godt kunne følge, for som han spurgte: kommer det så læreren ved, at han/hun kan se, at eleven har ‘læst lektier’ midt om natten? Jeg kan i hvert fald godt være bekymret for, hvordan det kan blive tolket og hvilke konsekvenser sådanne nye typer af ‘elevindsigter’ kan få.

Selv om det altså var min oplevelse, at debatten strittede lidt i alle retninger, så tog jeg det med, at vi har behov for langt mere viden om både adaptive systemer, dataanvendelse og ikke mindst dataetik – og det var faktisk også panelets afsluttende opfordring, at der bør etableres nogle erfaringsudvekslingsfora inden for området. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan gengive debatten mere udførligt, så derfor vil jeg opfordre til at dette læses som det det er, nemlig min oplevelse. Der er ganske givet nuancer og pointer, som jeg ikke har fået med.

/Marianne

OPDATERING

Slides fra de forskellige oplæg fremgår af denne side.