På uddannelsesområdet er fokus på dataetik vigtigt, men ikke tilstrækkeligt

I en serie af blogindlæg, har jeg rettet fokus mod nogle af de udfordringer og til tider uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det har jeg gjort ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

  • I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
  • I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.
  • I det tredje indlæg beskrev jeg en debat i Altinget:Uddannelse, hvor en ph.d. studerende, Lucas Lundbye Cone (AU) på den ene side problematiserede Aarhus’ kommunes beslutning om at indkøbe Chromebooks til alle folkeskolens elever, og hvor kommunen på den anden side forsvarede beslutningen. Indlægget tjener som et fint eksempel på, hvor kompleks problemstilingen med ‘gratis’ digital teknologi, men også betalingstjenester, fra de store techgiganter og andre it-leverandører, er.
  • I det fjerde indlæg beskrev jeg 16 eksperters bud på behov for kompetenceudvikling i uddannelsessektoren (fra grundskole til VEU). Her blev der peget på et særligt behov for viden og handling ift. tekniske sikkerhedsforanstaltninger, forretningsmodeller, etik, radikalisering og ekstremisme, grooming samt kritisk stillingtagen. Vigtigt var også eksperternes påpegning af at emner inden for feltet cyber- og informationssikkerhed gøre til et fælles anliggende for alle – også uden for uddannelsessektoren.

I dette sidste indlæg forsøger jeg at samle op. Det er ikke nogen helt nem opgave, da indlæggene har strittet i forskellige retninger, hvilket kan skyldes, dels at jeg selv er forvirret og i tvivl om mange ting, og dels at der rent faktisk er tale om en ret kompleks problemstilling. Nemlig; hvordan sikrer vi en passende balance mellem pædagogik og digitale teknologier – bla. under hensyntagen til databehandling, -sikkerhed og -etik? Groft set, tegner der sig for mig at se to forskellige tilgange ift. vægtningen mellem pædagogik og digitale teknologier.

I den første tilgang vægtes pædagogikken højest. Det så vi bla. i det første indlæg, hvor Epinion i deres undersøgelser nåede frem til, at lærere anvender en mangfoldighed af digitale teknologier, hvilket afspejler, at lærerne kan have mange forskellige pædagogiske formål med at inddrage digitale teknologier i deres undervisning. Epinion fandt også, at det var meget forskelligt, hvor mange overvejelser, lærerne gjorde sig omkring datasikkerhed, og at det var de pædagogiske overvejelser og hensyn, der vejede tungest. Det samme gjorde sig gældende i det andet indlæg, hvor jeg beskrev mine egne undervisningserfaringer og overvejelser.

I den anden tilgang vægtes digitale teknologier højest. Om det er helt retfærdigt at lade Aarhus Kommune være et eksempel på denne tilgang, vil jeg lade op til læseren selv at vurdere. Men som vi så i det tredje indlæg, hvor ph.d. studerende Lucas Lundbye Cone  (AU) problematiserede kommunens forestående indkøb af Chromebooks, så gik (for)svaret, fra økonomi- og administrationschef, Hardy Pedersen på, at disse digitale teknologier overholder gældende lovgivning fx. ift. persondata. Set fra kommunens synsvinkel er der styr på databehandling og -sikkerhed, men der blev ikke nævnt noget om det dataetiske (i denne sammenhæng forstået som ‘googlificeringen’ som Cone også problematiserede). Ift. pædagogikken gik svaret på det paradoks, der generelt ligger i ‘branding’, som øger risikoen for elevers tilvænning ved valg af bestemte produkter.

Det fjerde indlæg adskiller sig, da der her var tale om forskellige eksperters bud på behov for kompetenceudvikling inden for området. Her var udgangspunktet altså, at der var en form for mangeltilstand blandt elever, lærere og ledere i uddannelsessektoren ift. anvendelse af digitale teknologier. Derfor var fokus naturligt på digitale teknologier, og det var især anvendelse af ‘gratis’ sociale medier, der blev problematiseret. Der blev efterlyst et generelt holdnings- og adfærdsskifte, som iflg. eksperterne kunne ske gennem bedre rammesætning og nytænkning af undervisning inden for området. Der var forskel på de 16 eksperters holdninger, men der var flere som mente, at databehandling, -sikkerhed og -etik bør vægte højere end evt. pædagogiske intentioner og hensyn.

Jeg hælder selv til, at vi skal forsøge at skabe en bedre balance. Naturligvis nytter det ikke noget, at der gås på kompromis med databehandling og -sikkerhed. Hvad angår dataetik, mener jeg, at det er et vigtigt, men utilstrækkeligt fokus i en pædagogisk kontekst. Det kan diskuteres, hvad der mere præcist ligger i begrebet dataetik, men DataEthics.eu,  der en tænkehandletank, som arbejder for at fremme dataetiske produkter og tjenester, anvender eksempelvis følgende definition:

Dataetik er ansvarlig og bæredygtig brug af data. Det er det “rigtige” at gøre i forhold til mennesker og samfund. Dataprocesser bør være designet som bæredygtige løsninger – dvs. først og fremmest til gavn for mennesker.

Dataetik handler om at opfylde de principper og værdier, som menneskerettighederne og persondatalovgivningen bygger på. Det handler om ærlig og ægte gennemsigtighed i datahåndteringen. Om aktivt at udvikle privacy by design og  privacy-fremmende produkter og strukturer. Om at behandle andres personlige oplysninger som man selv ønsker ens egne – eller ens børns – skal behandles.

Dataetik er skridtet videre end  efterlevelse af persondatalovgivningen: Alle dataprocesser respekterer derfor som minimum de krav, der er opstillet i EU’s Persondataforordning (GDPR), EU’s Charter om grundlæggende rettigheder samt den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg synes, at det er en udemærket definition, som fint kan anvendes på et overordnet niveau, men når det kommer til anvendelse af digitale teknologier i uddannelse, så tænker jeg ikke, at det er tilstrækkeligt at have fokus på dataetik. Først og fremmest ligger der en udfordring i, at digitale teknologier reduceres til et spørgsmål om data*. Herudover tænker jeg også, at anvendelse af digitale teknologier i uddannelse må bero på mere end ‘de principper og værdier, som menneskerettighederne og persondatalovgivningen bygger på’. Her mener jeg, at der må være nogle pædagogiske principper og værdier, der også skal tænkes ind. Når der anvendes digitale teknologier i uddannelse, handler det ikke kun om at beskytte, dem som genererer data, men også om at udvikle deres dømmekraft og myndighed ift. netop anvendelsen – og det må gælde på alle niveauer i skoler og institutioner.

Og så er det, for mig at se, at det begynder at blive komplekst. Mens der nok, i Danmark, kan være enighed om vigtigheden og overholdelsen af menneskerettigheder og lovgivning, så retter pædagogiske principper og værdier sig mod grundlæggende spørgsmål som, hvorfor og hvordan vi holder skole og uddannelse – og her er der mange modsatrettede bud og mange forskellige aktører, der alle har legitim ret til indflydelse.

I figuren herunder, har jeg forsøgt at skitsere de forskellige aktører, der kan tænkes med i et økosystem over anvendelse af digitale teknologier i uddannelse.

Mit (foreløbige .. jeg tænker stadig) bud vil være, at etik gøres til et fælles omdrejningspunkt i spørgsmål om anvendelse af digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser. Det udelukker ikke et samtidigt mere snævert fokus på dataetik, men når eksempelvis Cone problematiserer ‘googlificeringen’, så mener jeg, at det rækker ud over det rent dataetiske. Så er det også et spørgsmål om moral, værdier, normer og ikke mindst vaner i den pædagogiske del af systemet. Udfordringerne bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere ved at gøre etik til omdrejningspunkt, men jeg tror, at det vil kunne indfange flere vigtige aspekter.

Et anden væsentlig pointe er, at alle disse aktører må samarbejde, hvis der skal findes meningsfulde svar på spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en passende balance mellem pædagogik og digitale teknologier – bla. under hensyntagen til databehandling, -sikkerhed og -etik. Og i denne sammenhæng, må der også tænkes i mellem- og overstatslige samarbejder og løsninger, da mange af de mest anvendte digitale teknologier, jo netop ikke er produceret i Danmark.

/Marianne

*) Det er en udfordring, som jeg vil vende tilbage til i en kommende blogserie om brug og betydning af data i uddannelse.

Dataanvendelse og adaptive læringssystemer

Mandag d. 8. oktober 2018 deltog jeg i konferencen Den Digitale Erhvervsskole 6.0 arrangeret af forlaget Praxis, Uddannelsesforbundet, Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, Danske SoSu-skoler og Danmarks Lærerforening. På dette års konference var fokus på ‘digitale læringsforløb’, hvilket bl.a. omfattede plenum oplæg om brug af data ifm. læringsforløb på erhvervsskoler og datainformeret lærersamarbejde. Hertil kom en række workshops, hvor jeg deltog i en om ‘Adaptiv læring i fire dimensioner’ og en om ‘De digitale læringsplatforme i praksis’. Det var nogle gode og informative oplæg og workshops med mange forskellige pointer. Her vil jeg fremhæve nogle af de pointer, som jeg tog med mig ift. den afsluttende debat om ‘adapative læringssystemer’, som jeg var blevet bedt om at moderere.

Brug af data i læringsforløb i erhvervsuddannelserne v. Pernille Hjermov (EVA)
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har gennemført en undersøgelse af erhvervsskolernes brug af data som et element i det pædagogiske udviklingsarbejde. Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men Hjermov delte nogle af de foreløbige resultater. Skolerne og uddannelserne er nu så digitaliserede, at Hjermov advarede mod, at vi risikerer at drukne i digitale data. Der ligger derfor en stor ledelsesopgave i at organisere dataarbejdet, og Hjermov pegede på 5 væsentlige elementer, der med fordel kan fokuseres på, hvis data skal give mening ift. pædagogisk-didaktisk udviklingsarbejde:

Undersøgelsen dokumenterer en stor efterspørgsel på at vide mere om, hvordan data er blevet skabt, og hvad formålet med at anvende data skal være. Jeg synes også, at det er en meget vigtigt pointe, at data i sig selv ikke giver mening, men derimod skal bearbejdes og at dette tager tid. Her anbefalede Hjermov også, at man startede med at tage en diskussion om, hvordan data i det hele taget kan og skal forstås. Hvordan vi kommer fra data over information til egentlig viden, der kan anvendes meningsfuldt, er en stor udfordring, som kræver samarbejde på alle niveauer. Som Hjermov sagde, så er ‘dataarbejde et relationelt arbejde’. Skolerne indhenter typisk mange forskellige typer af data, og jeg overvejede i den forbindelse, om ikke der i den daglige (årshjuls-)praksis kan skelnes mere fordelagtigt mellem, hvem der beskæftiger sig med hvilke data. For netop ikke at drukne i dataoverflod, tror jeg, at det bliver vigtigt at beskytte især lærernes sparsomme tid.

Datainformeret teamsamarbejde – når data understøtter pædagogisk udvikling v. Niels Bjerre Tange (VIA)
Tid var også et emne i Tanges oplæg, der bød på et par dejligt konkrete eksempler på, hvordan lærere kan arbejde meningsfuldt med udvikling af datainformeret praksis. Tange var fokuseret på lærernes læring og udvikling, og mente at data kunne være med til at udfordre og kvalificere de antagelser, lærere har om egen praksis. Tange havde på baggrund af forskellige observationer bla. et bud på, hvordan et team (forstået som et Professionelt LæringsFællesskab, PLF) på en enkelt times møde kan få noget meningsfuldt ud af forskellige typer af afgrænsede data:

Ift. dette ville jeg nok tilføje, at der skal indgå noget systematisk opfølgning. Både i det enkelte team, men også på tværs og med deltagelse af den pædagogiske ledelse. Vellykkede møder kræver dog iflg. Tange, at der er etableret en klar teamkontrakt, der skal hjælpe med at strukturere og fastholde fokus:

Tange nævnte også en konkret observation, hvor medlemmer i et PLF diskuterede data om elever. Det var imidlertid svært at opnå enighed om, hvad data egentlig viste om eleverne. De lærere som kendte eleverne godt, havde andre fortolkninger, end de som ikke kendte eleverne så indgående. Der er ikke noget nyt i at fortolkning af data afhænger af ‘øjenene, der ser’, men det er vigtigt at gentage, da det siger noget om, hvor vanskelig og tidskrævende dataanalyse kan være i praksis. Og det aktualiserer udviklingen af en egentlig dataetisk praksis.

Både Hjermov og Tange advarede mod at tro, at datainddragelse kunne ses som en nem effektiviseringsløsning ift. pædagogisk-didaktisk udvikling, og begge påpegede ledelsens store ansvar og opfordrede lederniveauerne til aktivt at gå ind i arbejdet med at udvikle, monitorere og evaluere på skolernes digitale datapraksisser. Det handler, som jeg forstod oplægsholderne, om at udvikle en ny datakultur, hvor data ikke skal styre retningen, men informere og kvalificere praksis.

De digitale læringsplatforme i praksis v. Helga Schmidt Chemnitz (EUC Nordvestsjælland), Roelof Wouwenaar (ZBC) og Hans Jørgen Knudsen (NCE/Københavns Professionshøjskole)
Både på EUC Nordvestsjælland og på ZBC har man taget digitale læringsplatforme (Moodle/iPraxis) i brug og i denne workshop faciliterede min kollega dialogen mellem Chemnitz, der er malerfaglærer og Wouwenaar, der er digitaliseringschef. Fra begge fik vi helt konkrete eksempler på hvorfor og hvordan disse platforme indgår i den daglige pædagogiske praksis. Ift. den efterfølgende debat, var det dog især Wouwenaars oversigt over ZBC’s digitale teknologilandskab, som fangede min opmærksomhed:

Som det fremgår, har jeg markeret teknologierne i øverste venstre hjørne. Det illustrerer ikke-didaktiserede digitale teknologier, typisk sociale medier og services fra de store it-giganter. Her fortalte Wouwenaar, at han/ZBC er meget opmærksom på, at den pædagogiske-didaktiske anvendelse af digitale teknologier primært foregår gennem de systemer, der findes inden for den sorte ramme. Her er der nemlig tale om teknologier, hvor der kan indgås databehandleraftaler, hvilket er at foretrække – ikke blot af hensyn til regler og lovgivning (fx GDPR) som naturligvis er vigtigt, men også af mere dataetiske årsager.

Epinion har for nylig publiceret en undersøgelse af børn og unges adfærd omkring sociale medier og it-sikkerhed og er på vej med et opfølgende kvalitativt notat om skolernes håndtering af elevernes persondata og deres anvendelse af gratis digitale materialer. Heraf fremgår det, at skolerne (inkl. erhvervsskoler) har stor fokus på opbevaring og deling af personfølsomme data, men også, at der er udfordringer ift. eksempelvis anvendelse af sociale medier, hvor der mangler viden om it-sikkerheden og der hersker usikkerhed om, hvem der har ansvar ift. dataindsamling. Den manglende viden og usikkerhed genkender jeg fra min egen praksis med erhvervsskolelærere/-skoler, og derfor var det meget positivt at høre fra en skole som ZBC, hvor man altså forsøger at tage ansvaret alvorligt gennem udvikling af en egentlig dataetisk praksis.

Adaptiv læring i fire dimensioner v. Jan Krog Larsen (Area9 Lyceum)
Oplægget fra Larsen fandt jeg virkelig interessant, dels fordi jeg ikke vidste noget specifikt om det system, Rhapsode, som Area9 udvikler og anvender og dels fordi, der kan stilles så mange spørgsmål til arbejdet med adaptive systemer. Selv om det var vanskeligt at fange fuldt ud, hvad Area9 gør og tænker i løbet af et kort oplæg om et så komplekst system, så kommer her noget af det jeg noterede mig:

  • Termen ‘adaptiv læring’ er ikke entydig og derfor foretrækker Area9 at tale om personaliseret læring. Larsen betragter ikke nationale test som ‘adaptiv læring’.
  • Systemet er baseret på biologisk adaptive modeller og kunstig intelligens.
  • Det teoretiske fundament findes bla. i Fadel, Bialik & Trilling’s (2015) bog om fire-dimensionel læring, hvor der er fokus på viden, færdigheder, karakter og meta-læring
  • Det teoretiske fundament findes også i Blooms taksonomi. Der arbejdes i systemet med de laveste taksonomiske niveauer, mens det er op til læreren i undervisningen at arbejde med de højere niveauer. Det er således primært ‘viden’, der arbejdes med i systemet, mens de tre øvrige dimensioner lægges i undervisningen.
  • Alt indhold granuleres og gøres til konkrete mål. I en typisk undervisningsbog kan der, iflg. Larsen, være mellem 1500-2000 mål.
  • Indhold lægges ind af partnere, der også står for ‘curriculum design’ – mens Area9 står for indsamling og distribution. Hvordan forholdet mellem indholdspartnere, Area9 og de reelle brugere vægtes, er jeg i tvivl om.
  • Princippet bag systemet er ‘flipped learning’ – en form for avanceret lektielæsning, hvor systemet giver feedback, stiller spørgsmål og monitorerer progression.
  • Ud over faglige spørgsmål, spørges der også ind til elevens egen vurdering, der klassificeres ift. ubevidst/bevidst kompetence/inkompetence.
  • Endvidere arbejdes der med ‘recharge’, der så vidt jeg forstod det går ud på, at systemet gentager de elementer, den lærende har haft vanskeligheder med.
  • Læreren har også et dashboard, der bla. giver status på eleverne, som der kan handles ud fra.  Her synes jeg, at Larsen sagde, at læreren ikke selv skal tolke data, men snarere får målrettede handlingsanvisninger.
  • Læreren har mulighed for at anvende en tilknyttet ‘skills app’, der bl.a. kommer med bud på opfølgende opgaver og næste skridt i undervisningen.
  • Systemet kan iflg. Larsen tænkes ift. alle fag (det er allerede udviklet til US high schools), men vurderingen er, at det endnu ikke egner sig det mundtlige, gruppedynamikker og sociale aspekter. Her nævnes områder som ‘caring’ og ‘coaching’, der så vidt jeg forstod det, er områder, man arbejder på at udvikle.

Konferencen var målrettet erhvervsskoler, så der kom meget naturligt spørgsmål om, hvordan andre former for (ikke kodificeret) viden kunne tænkes at komme i spil, og her henviste Larsen til den nævnte ‘skills app’. Det var også en pointe, at Larsen og Area9 ofte oplevede at ibrugtagning af deres system krævede gentænkning af hele undervisningen – jf. inspirationen fra Fadel’s Center for Curriculum Redesign.

Undertitlen på Larsens oplæg var ‘fremtidens uddannelse i det 21. århundrede’, og set i det lys var jeg noget overrasket over, at der var tale om en art avanceret flipped learning, som jo kun adresserer en meget lille del af undervisning og læring. Men jeg kan sagtens have misset nogle pointer, og det kan også tænkes, at en uddybning af, hvad Area9 lægger i ‘curriculum redesign’ er langt mere omfattende end, hvad jeg lige nåede at opfatte. Endvidere gentog Larsen flere gange, at systemet ikke kan eller skal erstatte lærere og undervisning. Men læreren tiltænkes en anden rolle – sådan som det også er blevet fremhævet af andre, der arbejder med flipped learning.

Jeg synes som skrevet, at det var interessant at høre mere om Area9’s ideer og deres system, men der var mange aspekter, som jeg ikke helt fik fat i og en egentlig vurdering af systemets anvendelighed i en dansk kontekst, synes jeg kræver mere indsigt og en demonstration i praksis. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at det lød som om, at Area9 har fokus på det danske uddannelsessystem lige pt. Der ligger i hvert fald nogle udfordringer ift. at få lavet indhold til så lille et sprogområde. Hertil og måske nok så vigtigt, kan det også tænkes at være mere passende til en amerikansk curriculum-kultur à la Tyler, mens der her i Danmark nok vil være mange som stiller spørgsmål ved, om det overhovedet giver mening at tale om, at læring kan findeles i kontrollerbare og fortløbende mikromål. Endelig synes jeg, at lærerens nye rolle som ‘træner’ ifm. anvendelse af denne type systemer fortjener en selvstændig debat. Træning og undervisning er for mig at se ikke det samme.

Debat om brug af adaptive læringssystemer – for og imod i en læringskontekst
I den afsluttende paneldebat deltog Jan Krogh Larsen (Area9 Lyceum), Morten Misfeldt (AAU) og Michael Lund Larsen (Det Nationale videnscenter for e-læring).

Jeg har vanskeligt ved at gengive debatten, da jeg ikke tog notater undervejs og der kom rigtig mange forskellige synspunkter og pointer frem. Min egen oplevelse var, at det blev en smule rodet fordi drøftelserne bevægede sig på forskellige niveauer. Nogle gange handlede det om principper og tanker bag, andre gange (og ofte) helt konkret om Area9’s system, som ingen af os (ud over naturligvis Larsen) havde set i funktion. Som Larsen også fremhævede i sin workshop, så er der ikke enighed om, hvad der skal forstås ved ‘adaptive læringssystemer’ og det giver de samme vanskeligheder, som når man diskuterer ‘digitalisering’. Arrangørerne havde bedt deltagerne om at forholde sig til følgende spørgsmål:

  1. Er adaptive læringssystemer måden vi skal lære på fremover, og hvad har det af betydning for elevernes læring?
  2. Hvad er de positive sider af adaptive læringssystemer?
  3. Hvad er de negative sider af adaptive læringssystemer?
  4. Hvordan skal skolerne håndtere teknologierne fremadrettet?

Som jeg oplevede det, så afhænger svarene på disse spørgsmål i høj grad af, hvilken type af adaptivt læringssystem, der menes. Det var nok tanken, at der kunne gives et generelt svar, men igen af deltagerne syntes at være direkte imod adapative systemer (jf. overskriften på debatten), da der netop kunne være tale om forskellige typer af systemer. Lund Larsen virkede umiddelbart som den, der var mest kritisk, hvilket han også har givet udtryk for i et par debatoplæg på Altinget her og her, hvor Area9’s direktør, Ulrik Juul Christensen kommer med et svar ind imellem. Lund Larsens pointe om, at adaptive systemer ikke kan bevæge sig ud over det lavtaksonomiske niveau og dermed være med til at udvikle kompetencer, som han gentog i debatten, blev ikke modsagt af Larsen, hvilket det så umiddelbart heller ikke er tanken, at det skal kunne jf. pointerne fra workshoppen oven for.  Misfeldt var især optaget af, hvad den type af systemer kan gøre ved det sociale aspekt af undervisning, og advarede også imod at bruge data fra denne type af systemer som den eneste form for vurdering af elever, læring og undervisning. Alle tre deltagere opfordrede til varsomhed ift. at tro, at adaptive læringssystemer kunne være svaret på diverse udfordringer i uddannelsessystemet. Det fremgik tydeligt, at disse kun skal ses som et supplement.

Een af mine største bekymringer vedr. adaptive systemer og i det hele taget brugen af data om elever, går på elevernes ret til privatliv. Her blev svaret at regler og love på området naturligvis skal overholdes. Men min bekymring rækker ud over regler og love, og handler snarere om, at jeg ikke er overbevist om at lærere, ledere og andre (fx forældre) bør have ret til at vide alt om elevers færden i digitale systemer – uanset intentionen. Det var en bekymring som Misfeldt godt kunne følge, for som han spurgte: kommer det så læreren ved, at han/hun kan se, at eleven har ‘læst lektier’ midt om natten? Jeg kan i hvert fald godt være bekymret for, hvordan det kan blive tolket og hvilke konsekvenser sådanne nye typer af ‘elevindsigter’ kan få.

Selv om det altså var min oplevelse, at debatten strittede lidt i alle retninger, så tog jeg det med, at vi har behov for langt mere viden om både adaptive systemer, dataanvendelse og ikke mindst dataetik – og det var faktisk også panelets afsluttende opfordring, at der bør etableres nogle erfaringsudvekslingsfora inden for området. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan gengive debatten mere udførligt, så derfor vil jeg opfordre til at dette læses som det det er, nemlig min oplevelse. Der er ganske givet nuancer og pointer, som jeg ikke har fået med.

/Marianne

OPDATERING

Slides fra de forskellige oplæg fremgår af denne side.

STIL præsenterer ‘kompetence dashboard’ på Læringsfestivalen 2018

Undervisningsministeriets ‘Styrelsen for It og Læring‘ (STIL), har annonceret, at styrelsen, på Danmarks Læringsfestival 2018, vil præsentere et ‘dashboard’, der kan vise hvilke digitale kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger. Et ‘dashboard’ kan, iflg. Version2, beskrives som en visuel repræsentation af de data, der følges og opsamles og består ofte af udvalgte grafiske visninger i form af trafiklys, speedometre eller grafer. STIL skriver om redskabet:

Arbejdsmarkedets efterspørgsel efter digitale kompetencer
Hvilke konkrete digitale kompetencer efterspørger arbejdsmarkedet egentlig? Hvilke programmeringssprog er i fremvækst, og hvordan er efterspørgslen efter kompetencer indenfor robotteknologi?

Det og meget mere kan man blive klogere på via machine learning og automatiseret analyse af realtidsdata fra godt 1. mio. jobopslag fra de seneste ti år. STIL har udviklet en prototype på et dashboard, der viser arbejdsmarkedets efterspørgsel efter digitale kompetencer blandt faglærte og ufaglærte. Dashboardet giver bl.a. mulighed for at dykke ned i helt detaljerede kompetencer inden for konkrete programmer og inden for specifikke jobområder, fx tømrere, elektrikere, detailhandel etc.

Præsentationen foregår ved specialkonsulent, Line Steinmejer Nikolajsen (STIL) d. 6. marts på læringsfestivalen. Min erfaring er, at rigtig mange EUD-faglærere er usikre på, præcis hvilke digitale kompetencer arbejdsmarkedet efterlyser. Så umiddelbart synes jeg, at det lyder interessant, og det er en præsentation, som jeg glæder mig til at høre. Jeg ved ikke ret meget om hverken ‘machine learning’, ‘automatiserede analyser’ eller såkaldte ‘dashboards’, men via Twitter, henviste Rune Heiberg Hansen fra Danmarks Akkrediteringsinstitution (AI) mig til denne analyserapport fra 2015  ‘Veje til viden om fremtidens kompetencebehov‘ – tak Rune :-)

Rapporten, hvor AI har undersøgt nærmere, hvordan uddannelsesinstitutioner arbejder med at sikre relevante uddannelser og hvilke kilder til viden, der anvendes i denne forbindelse, er god at blive klog på ift. hvordan eksempelvis en ‘jobopslagsanalyse’ kan foregå og fungere. I rapporten tages udgangspunkt i Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelsers definition af kvalitet og relevans på enkelte uddannelser, der lyder således:

Kvalitet og relevans i den enkelte uddannelse handler om både omfanget og indholdet af de studerendes læring. Det vil sige, både om de studerende lærer tilstrækkeligt meget på et tilstrækkeligt højt niveau, og om karakteren af det lærte matcher den kombination af viden og kompetencer, som sikrer uddannelsens anvendelighed. (AI, 2015, s. 11)

Her synes jeg, at det er værd at bemærke udtrykket ‘uddannelsens anvendelighed’, der i min optik rækker ud over arbejdsmarkedets aktuelle behov, hvilket jeg vender tilbage til. Selv om rapporten således har fokus på videregående uddannelser, kan den måske godt give et indblik i hvordan STILs kommende jobopslagsanalyse ‘dashboard’ kan se ud og hvordan det kan tænkes anvendt.

AI forklarer ‘jobopslagsanalyse’ som:

et redskab, der forsøger at kvantificere arbejdsmarkedets efterspørgsel af kompetencer. Det sker ved en systematisk tekstanalyse af alle offentlige tilgængelige jobopslag, som gør det muligt at opgøre statistisk, hvilke kompetencer aftagerne efterspørger. Analysen opdeles på både brancher, uddannelser og regioner. (AI, 2015, s. 71)

AI gør opmærksom på, at en sådan type jobopslagsanalyse er konfirmativ, men at den også kan bruges eksplorativt til at undersøge tendenser og at resultaterne efterfølgende kan bruges til målrettede surveyopfølgninger. Det fremgår også, at AI ser denne typer af redskaber som supplement til andre informationskilder (fx. aftagerpaneler, uddannelsesudvalg, dimittendundersøgelser mv.). AI nævner også en række af de begrænsninger, der kan være forbundet med datadrevet analyse, herunder at forskellige kompetenceord kan dække over samme kompetencer (hvilket understreger nødvendigheden af fortolkning), og at analysen kun inkluderer offentligt tilgængelige jobopslag (hvilket udfordrer datagrundlaget inden for områder, hvor rekruttering foregår gennem netværk og på andre uformelle måder). Desuagtet disse begrænsninger, kan jobopslagsanalyse give information om populære kompetencer, største aftagere, regionale forskelle mv. I rapporten gives flere eksempler på sådanne analyser, og herunder vises et eksempel på, hvilke informationer, der kan komme ud af en analyse af 344 jobopslag på laboranter:

AI, 2015, s. 75

Om STILs jobopslagsanalyse og tilhørende ‘dashboard’ kommer til at fungere på denne måde, kan jeg ikke vide, men jeg ser både nogle interessante perspektiver og nogle udfordringer inden for de erhvervsrettede uddannelser, herunder især ift. EUD.

Som det fremgår af udsnit fra Erhvervsuddannelsesloven herunder, er formålet med EUD bla. at imødekomme arbejdsmarkedets behov (§1, stk. 2, pkt. 4), og som sådan giver det god mening at søge information og viden om, hvilke digitale kompetencer, der efterspørges.

Bekendtgørelse af lov om erhvervsuddannelser.

 

Det første spørgsmål, der melder sig er derfor, hvordan STIL definerer digitale kompetencer? Der findes mange forskellige definitioner, men jeg kunne forestille mig, at man måske tager udgangspunkt i OECD’s skelnen mellem hhv. almene, avancerede og specialist-kompetencer inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT):

  1. Almene IKT-kompetencer: Kompetencer hos brugere af generiske værktøjer (fx tekstbehandling, regneark og internet-relaterede værktøjer som browser og e-mail), der er basale og nødvendige i informationssamfundet, såvel privat som i arbejdslivet.
  2. Avancerede IKT-kompetencer (’avancerede IKT-brugere): Kompetencer hos brugere af avancerede og ofte sektorspecifikke softwareværktøjer. IKT er ikke deres primære jobfunktion, men et afgørende værktøj, der anvendes som led i deres primære jobfunktion.
  3. IKT-specialist kompetencer (’IKT-specialister): Personer med IKT-specialist kompetencer evner at udvikle, drive og vedligeholde IT-systemer. De arbejder med IT på et så specialiseret niveau, at det kræver en formel uddannelse for at varetage deres jobfunktion. (Højbjerre Brauer Schultz, Kubix og Alexandra Instituttet, 2016, s. 16)

I beskrivelsen af redskabet, nævner STIL bla., at det giver mulighed for ‘at dykke ned i helt detaljerede kompetencer inden for konkrete programmer’. Om der både vil være fokus på generiske og de mere avancerede, sektorspecifikke programmer eller værktøjer på niveau 2 og 3, fremgår ikke. Det bliver i øvrigt også interessant at se hvilke kompetenceord, der tænkes anvendt. Som sagt er det min erfaring, at faglærere ofte er i tvivl om, hvilke digitale kompetencer, der efterlyses og det er især hvad angår kompetencer på niveau 1 og 2, hvor arbejde med IKT eller digitalisering mere bredt ikke er den primære jobfunktion. Men også for faglærere, der uddanner EUD-elever til arbejde som IKT-specialister, kan der være tvivl, fordi udviklingen på det teknologiske område går så stærkt og ofte adskiller sig markant fra da faglærerne selv blev uddannede og arbejdede i branchen.

På den erhvervspædagogiske diplomuddannelses modul ‘Praksisrelateret Undervisning’ opfordrer vi de studerende (faglærere) til at være ude i kortere virksomhedsforløb for netop at blive ajourført med, hvad der rører sig inden for deres fag – ofte især, hvad angår digitalisering. Her har jeg aktuelt en faglærer, som har været nysgerrig på i hvilket omfang, hvordan og hvornår programmet ‘Navision’ anvendes, mens en anden studerende har været nysgerrig på anvendelsen af ‘Autostore’ og ‘Pick-by-voice’ – for begges vedkommende med henblik på bedre at kunne matche undervisningen med virksomhedernes behov og forventninger. Her ser vi altså eksempler på, at faglærerne efterlyste mere viden om anvendelse af forskellige IKT-baserede programmer og værktøjer på niveau 2, og spørgsmålet er, om STILs kommende redskab vil kunne afhjælpe et sådant behov.

Jeg tænker, at det umiddelbart vil kunne i et vist omfang, men det er også væsentligt at bemærke, at begge disse faglærere ikke kun var interesserede i at blive klogere på hvilke konkrete kompetencer, der efterlyses, men i lige så høj grad, var de nysgerrige på den konkrete, situerede anvendelse. Det giver sjældent mening at kigge på kompetencer isoleret set, så allerede her er jeg noget skeptisk. Og det understreger, efter min mening, at sådanne data-analytiske redskaber ikke kan stå alene, men netop – som også AI påpeger – må ses som supplement til andre informationskilder – fx virksomhedsbesøg.

På et andet af diplomuddannelsens moduler, ‘Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser’, oplever jeg især et behov for mere viden om niveau 1 kompetencer. Hvilke mere generiske og almene digitale kompetencer er det faglærerne skal sigte imod, når de ønsker at sætte fokus på undervisning i, med og gennem anvendelse af IKT – det hersker der også stor usikkerhed omkring. Og her kommer formålsparagraffens stk. 2, pkt. 3 også ind i billedet, dvs. hvordan kan faglærerne klæde eleverne på til at kunne begå sig mere generelt og blive aktive, demokratiske borgere i et stadig mere digitaliseret samfund? Spørgsmålet er derfor også, om STILs nye redskab vil indtænke et samfundsaspekt eller om det udelukkende vil fokusere på arbejdsmarkedet. Noget kunne tyde på det sidste, men jeg kan jo kun forholde mig til den korte beskrivelse herover. Øvrige spørgsmål, der også trænger sig på er:

  1. Hvordan er redskabet tænkt ift. Rådet for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, de faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg?
  2. Hvordan er det tænkt, at faglærere og ledere skal klædes på i forhold til det fortolkningsarbejde, der uundgåeligt må komme med anvendelse af redskabet? Og det vil igen pege tilbage på spørgsmål 1, idet jeg formoder, at der skal være et vist samarbejde.
  3. Hvordan er økonomien? Jeg formoder ikke, at det bliver gratis at anvende, så hvordan stiller det skolerne i deres indbyrdes konkurrenceforhold?
  4. Hvordan stiller redskabet de mange (ofte små) virksomheder, der primært benytter sig af uformelle rekrutteringskanaler – og som ofte kan være sæsonbetonede? Har STIL mon gjort sig overvejelser om, hvordan disse virksomheders behov kan imødekommes?
  5. Hvordan er redskabet tænkt i forhold til de nye videncentre, der netop har fokus på de digitale aspekter af visse udvalgte EUD-uddannelser? Her kunne de øvrige spørgsmål også komme i spil.
  6. Er der planlagt en evaluering af redskabets anvendelse og meningsfulde, pædagogiske nyttighed?

AI skriver indledningsvist i deres rapport, at ‘det er svært at spå om fremtiden’ (AI, 2015, s.11), men også, at det er nødvendigt ift. at sikre relevante uddannelser, og det er jeg for så vidt enig i ift. EUD. Jeg er dog stadig skeptisk over for den type BIGdata-analyser, ikke mindst fordi jeg frygter, at det kan gå hen og blive et styringsværktøj i ressourceknappe tider, hvilket nok især ville kunne gå ud over det samfundsmæssige ansvar, der også påhviler EUD. Kvalitet og relevans kan, som vi så ovenfor, ses i forhold til uddannelsers anvendelighed, og det må altså også inkludere et bredere samfundsmæssigt sigte, samt mere individuelle og personlige ønsker og behov (eksempelvis også for efter- og videreuddannelsesmuligheder). Det bliver under alle omstændigheder interessant at høre mere om redskabet!

/Marianne