Mariis' digitale refleksioner

I en serie af blogindlæg retter jeg fokus mod nogle af de udfordringer og til tider uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.

• I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
• I det andet indlæg beskrev jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.

I dette indlæg kigger jeg nærmere på to aktuelle indlæg på Altinget:Uddannelse om techgiganters indflydelse i uddannelsessektoren.

Ph.d. studerende Lucas Lundbye Cone (AU), har i et indlæg på Altinget problematiseret særligt Googles indflydelse i folkeskolen. Cone tager udgangspunkt i et aktuelt eksempel fra Aarhus Kommune, som påtænker at indkøbe Chromebooks til hver enkelt af kommunens 23.000 elever fra 2. til 10. klasse. Argumentet herfor går iflg. Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, bla. på, at børns digitale muligheder ikke må afhænge af forældrenes pengepung. Herudover vil der, iflg. Medom, også være tekniske og praktiske fordele ved en sådan standardisering af it-udstyr.

Cone finder det problematisk ‘at tvinge globale produkter ned over en skoletradition, der historisk set hat vægtet relationsarbejde og bløde kompetencer’, og Cone finder, at forskning ‘gang på gang viser, at introduktionen af digitale teknologier i undervisningen medfører betydlige risici for uro og manglende koncentration hos eleverne’. Cones problematisering er altså i første omgang pædagogisk funderet.

Men Cone har også argumenter, der går på datasikkerhed og den omfattende ‘googlificering‘. Google tjener iflg. Cone ikke penge på salg af hardware i denne forbindelse*, hvilket får Cone til at konkludere, at betalingen så må være elevernes data**. Herudover problematiserer Cone den tilvænning til Googles produkter, der følger med:

Har elever først vænnet sig til at bruge Googles mange apps fra anden til niende klasse, er det svært at forestille sig, at de vil have lyst til at bruge andet, når de engang forlader skolen.

Og Cone konkluderer:

Problemet i ‘googlificeringen’ af uddannelse handler om meget mere end læring og venskab. Det handler om afhængighed og penge. Det handler om børns rettigheder.

Jeg vil i dette indlæg afstå fra at gå nærmere ind i Cones kritikpunkter, da jeg ikke kender detaljerne i sagen. Det interessante i denne forbindelse, er det svar, der kom fra Aarhus Kommune.

Hardy Pedersen, økonomi- og administrationschef, Børn og Unge, Aarhus Kommune svarede et par dage senere på en del af kritikken.

Iflg. Pedersen samler Cones kritik sig om to hovedpunkter; datasikkerhed og branding (der kan føre til tilvænning) og reklamer.

Pedersen starter ud med at fortælle, at i udgangspunktet har Aarhus Kommune ikke grund til at antage, at et produkt fra een leverandør adskiller sig fra produkter fra andre af de store leverandører på uddannelsesområdet:

Alle tre store platforme (Apple, Microsoft og Google) vil alle i et vist omfang afrapportere visse tekniske data tilbage til virksomhederne, når deres software anvendes på computere og tablets.

Men iflg. Pedersen er det vigtige her, at der ikke vil være tale om ‘overførsel af persondata’. Pedersen skriver endvidere, at skoler i Aarhus Kommune siden 2013 har anvendt G Suite for Education som pædagogisk platform, og at man allerede før indførelsen af GDPR i maj 2018 indgik en databehandleraftale med Google.

Og Pedersen uddyber:

Google har som databehandler for Aarhus Kommune – via den indgåede europæiske standardmodelkontrakt for databehandleraftaler – forpligtet sig til udelukkende at anvende børnenes data efter Aarhus Kommunes instruks. Aarhus Kommune ejer de data, der er placeret i kommunens G Suite for Education-domæne.

Brugerdata er altså ejet af Aarhus Kommune, og de må ikke anvendes i reklamemæssigt øjemed af Google, hverken til Googles egne formål eller igennem udveksling med tredjepart.

Ift. Cones problematisering af den teknologiske tilvænning, så skriver Pedersen for det første at kommunen, som alle andre kommuner, ser sig nødsaget til at anvende teknologi for at opfyldelovgivningens krav om at bruge it i undervisningen jævnfør Fælles Mål. For det andet skriver Pedersen:

Debatindlægget fra Lucas Lundbye Cone antager, at eleverne vil blive påvirket til at anvende Googles produkter specifikt fremadrettet. Dette er et pædagogisk paradoks, som er generelt kendt fra skoleverdenen ved valg af teknologier og værktøjer til at undervise i færdigheder.

Pedersen er som tidligere anført økonomi- og administrationschef og som sådan er det ikke overraskende, at hans svar fokuserer på det lovgivningsmæssige – også som argument for i det hele taget at inddrage digital teknologi i undervisning. Som jeg læser Cones kritik, er den imidlertid af mere principiel karakter, både når det handler om argumentation for inddragelse af teknologi og om valg af en specifik it-leverandør. Og spørgsmålet er om tingene kan skilles ad?

Jeg kan for så vidt godt følge Cones bekymringer***, men jeg kan også godt forstå, hvorfor Pedersen tyer til overholdelse af lovgivning som argumentation. Jeg synes indlæggene fra Cone og Pedersen meget tydeligt viser, hvor komplekst feltet er og hvor mange – ofte modsatrettede – hensyn, der skal tages højde for i uddannelsesinstitutioner, kommuner og blandt beslutningstagere i det det hele taget. Jeg synes der rejser sig en række spørgsmål som fx Er det ok at bruge Google, sålænge lovgivningen overholdes? Kunne der være andre argumenter for/imod end lige lovgivning? Hvordan stemmer sådanne beslutninger fx overens med grundlæggende menneskerettigheder? Er Google i øvrigt værre end de andre? Eller er det et spørgsmål om at vælge mellem flere lige ubehagelige muligheder?

Som jeg beskrev i det forrige indlæg om mine egne erfaringer, så har jeg oplevet, at især Google står for skud, når databehandling, -sikkerhed og -etik diskuteres. Men i de senere år har vi set stadig flere eksempler på lemfældig dataomgang og deciderede datalæk hos alle mulige typer af it-leverandører. Listen her er et tankevækkende eksempel på, hvor alvorligt det kan være og hvor mange brugere, der kan påvirkes, når det går galt.

Og bekymringen omkring datasikkerhed, gælder for mig at se ikke kun de helt store it-leverandører. Når jeg eksempelvis læser Padlet’s (som er en teknologi, jeg ofte anvender) Terms-of-Service og især deres Privacy Policy, så føler jeg mig ikke helt overbevist om, at mine data er sikre. Jeg synes faktisk ikke, at det er nogen særlig nem opgave at gennemskue, hvad jeg giver adgang og lov til eller hvad mine egne rettigheder består i. Pointen er vel også, at når noget er digital lagret, så er det sårbart. Naturligvis er der forskel på omfanget og typen af indsamlede data fra teknologi til teknologi, men den grundlæggende udfordring er den samme. Og spørgsmålet er, om usikkerhed ift. datahåndtering blevet et vilkår, som blot skal accepteres?

Allestedsnærværende digital teknologi og ikke mindst mulighed for samkøring af data stiller politikere og andre beslutningstagere over for nogle enorme dilemmaer og udfordringer, der ikke kan tilgås monofagligt. Hermed mener jeg, at der ikke blot kan kigges på de lovgivningsmæssige rammer, men der må også kigges på andre hensyn som fx pædagogik og (data-)etik. Og dermed øges kompleksiteten naturligvis. For alle os andre; undervisere, lærere, pædagoger, ledere og fx konsulenter (jeg sidder selv med databehandleraftaler i mine projekter), så er spørgsmålet, om vi er klædt ordentligt på til at håndtere og navigere i alt dette på en sikker og meningsfuld måde?

I det næste indlæg, vil jeg beskrive et projekt som jeg var med i på min tidligere arbejdsplads, hvor vi bla. interviewede 16 eksperter inden for feltet ‘cyber- og informationsikkerhed’ – eksperter som bestemt mener, at der er behov for mere viden og handling omkring dette i uddannelsessektoren.

/Marianne

*) Det fremgår af Aarhus Kommunes svar, at man ikke har tænkt sig at bruge Google selv som hardwareleverandør. Forslaget om at indkøbe Chromebooks i Aarhus Kommune blev i øvrigt vedtaget, som det fremgår her.

**) Emnet blev taget op i radioprogrammet Orientering d. 11/09, hvor Google’s kommunikationschef, Jesper Vangkilde hævder at indsamlede data kun bruges til at optimere deres egne produkter og dermed lever op til de lovgivningsmæssige krav. Penge tjenes derved på licenserne til Chromebook. Cone deltager også i programmet, hvor han uddyber sin kritik.

***) I denne sammenhæng er det også interessant at læse formanden for It-politisk Forening, Jesper Lunds kommentar til Aarhus Kommune, der starter med overskriften ‘Tror Aarhus Kommune selv på det?’. Her problematiserer Lund den tiltro, der er til Google ift. at overholde lovgivningen og de mange uklarheder, der iflg. Lund stadig er forbundet med indgåelse af databehandleraftaler osv.

OPDATERINGER
Aarhus Kommunes beslutning kritiseres også i denne kronik, skrevt af Martin Brogaard Nielsen, administrerende direktør i det statsautoriserede it-revisionsaktieselskab REVI-IT.

Aarhus Kommunes databehandleraftale med Google kan ses her.

Jesper Tække (SDU) har skrevet et interessant indlæg om den vanskelige situation Aarhus Kommune (og alle andre uddannelsesinstitutioner) står i, når det kommer til valg, indkøb og anvendelse af digitale teknologier, læremidler, platforme mv.