I en serie af blogindlæg, sætter jeg fokus på nogle af de udfordringer og til tider meget uheldige konsekvenser, der er forbundet med at anvende digitale teknologier i uddannelse, undervisnings- og læreprocesser – det gøres ud fra et overordnet perspektiv på databehandling, -sikkerhed og -etik.
I det første indlæg blev scenen sat via udvalgte resultater fra et par aktuelle undersøgelser fra Epinion. Her var der bla. fokus på det dilemma lærere kan opleve ifm. anvendelse af ‘gratis’ digitale teknologier, der ofte lader meget tilbage at ønske ift. databehandling, – sikkerhed og -etik.
I dette indlæg beskriver jeg, med udgangspunkt i min egen undervisningserfaring, hvorfor det kan være pædagogisk-didaktisk interessant at inddrage ‘gratis’ digitale teknologier i undervisnings- og læreprocesser og hvilke kritiske overvejelser, det kan give anledning til.
I min tidligere ansættelse på Københavns Professionshøjskole (KP)*, underviste jeg i perioden 2013-2018 primært på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP), der er en efter- og videreuddannelse målrettet især nyansatte erhvervsskolelærere. På valgmodulet ’ Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser’, som vi i daglig tale kaldte for ’digitek-modulet’ var det bla. en del af målene, at deltagerne skulle lære ’at anvende digitale teknologier i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning’. På den baggrund valgte mine kolleger og jeg, at der hver undervisningsgang, ud over teoretiske oplæg og diskussioner, også skulle være konkrete hands-on øvelser med udvalgte digitale teknologier. Samlet set havde vi tre tilgange til digitale teknologier, der i praksis ofte overlappede hinanden:
- Undervisning og læring i digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et mål i sig selv, dvs. der var fokus på at lære at forstå og anvende bestemt teknologi
- Undervisning og læring med digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et middel til at lære noget andet, dvs. fokus var ikke på teknologien som sådan
- Undervisning og læring gennem digital teknologi – en betegnelse vi brugte, når teknologien var et middel til at lære uafhængigt af sted (og ofte også tid), dvs. her var der typisk tale om fjernundervisning.
Til dette formål stod vi over for at skulle udvælge hvilke digitale teknologier, der bedst egnede sig til vores pædagogiske-didaktiske intentioner – og typisk endte vi med at vælge ’gratis teknologier’. Det var der en række årsager til:
- Vores deltagere kom fra mange forskellige skoler, der lokalt har valgt forskellige digitale teknologier, services og platforme. Vi kunne altså ikke forudsætte, at vores deltagere havde adgang til de samme typer af digitale teknologier ’derhjemme’. Vores vurdering var, at det var vigtigt at deltagerne havde adgang til de samme teknologier, hvis deltagerne skulle kunne øve sig i og samarbejde i, med og gennem digitale teknologier før og efter undervisningen og på sigt dele deres viden med kolleger.
- Forskelligheden i vores deltageres adgang til digitale teknologier ’derhjemme’ betød ofte også, at nogle deltagere stort set ikke havde adgang til ret meget andet end en gammel office-pakke og et fælles drev. Derfor fandt vi det vigtigt at finde ’gratis’ eksempler, så alle kunne være med.
- Vores deltagere kom typisk med meget forskellige forudsætninger ift. viden om og konkret anvendelse af digital teknologi. Nogle deltagere havde ganske enkelt ikke, hvad der kan betegnes som helt basale kompetencer for at arbejde med og forstå digitale teknologier. Vi vurderede derfor, at det var vigtigt med nemme, brugervenlige teknologier – kompleksitet kunne så være ift. koblingen til de pædagogiske-didaktiske aspekter.
- Den digitale teknologi som KP stillede til rådighed (fx den valgte læringsplatform) levede ikke op til de behov, som vi som undervisere havde. Teknologilandskabet på KP har naturligvis udviklet sig med tiden, men da jeg startede i 2013 var Fronter, som ikke bød på nævneværdige kommunikative og kollaborative muligheder, hovedplatformen. Senere udviklede KP sin egen platform kaldet Intrapol. Vi vurderede ikke, at de digitale teknologier, der blev stillet til rådighed, var tilstrækkelige ift. at kunne vise de muligheder og barrierer, der kan være ift. (forskellige) digitale teknologier. Hertil kom også, at det for mange af vores deltagere ikke var motiverende at arbejde i en platform, som de kun havde adgang til under selve studiet. Det vanskeliggjorde også deling med kolleger ’derhjemme’ og dermed muligheden for at skabe transfer til egen praksis.
Vores valg af digitale teknologier ændrede sig gennem årene, men eksemplet her til venstre illustrerer bredden. Herudover brugte vi KP’s læringsplatform (Intrapol) og en række af Google’s forskellige teknologier. I mange år brugte vi fx Google+ som det primære forum for kommunikation og kollaboration.
Det var et krav fra KP’s side, at alle materialer (fx litteratur og præsentationer) skulle være tilgængelige på Intrapol, og det var også her, at administrationen informerede deltagerne om eksamen og andre formalia. Vores tilgang var, at vi selv som undervisere skulle anvende alle de digitale teknologier, som vi præsenterede deltagerne for. I 2017 valgte vi fx at gøre blogs til det primære forum, og vi oprettede derfor en underviserblog, hvorfra der linkes til deltagernes blogs. Et initiativ som mine tidligere kolleger stadig anvender.
Vi var opmærksomme på, at vores valg af ‘gratis’ digitale teknologier ikke var uproblematisk. Vi tillod os at foretage dette valg, dels fordi vores deltagere var voksne, og dels fordi vi sørgede for at modulet kunne gennemføres uden. Vi valgte også at informere om valget (og alternativer) inden opstart og den første undervisningsgang, hvor valget blev præsenteret, havde vi typisk nogle gode drøftelser med deltagerne om fordele og ulemper. Gennem årene oplevede jeg kun en håndfuld deltagere, som ikke ønskede at anvende ‘gratis’ digitale teknologier og i alle tilfælde var det Google’s produkter, der blev problematiseret – andre ‘gratis’ teknologier blev ikke vurderet lige så problematiske – hvilket i sig selv var interessant og også gav anledning til spændende drøftelser.
Jeg forestiller mig at antallet af deltagere, der finder ‘gratis’ digitale teknologier problematisk, er steget. Gennem de seneste par år, og ikke mindst op til ikrafttrædelsen af databeskyttelsesforordningen (GDPR) i foråret 2018, er der generelt kommet større opmærksomhed omkring anvendelse af såkaldte ‘gratis’ digitale teknologier. Nu er det ikke kun nørder og fagfolk, der er klar over at betalingen er brugerens data. På mange erhvervsskoler er der de senere år blevet arbejdet ihærdigt på at indgå databehandleraftaler med de store techgiganter fx Google og FB, men også med Microsoft o.l. Det er dog ikke altid nogen let opgave for skolerne, og derfor har man på nogle skoler helt fravalgt en række digitale teknologier for at kunne leve op til lovgivningen. Mine tidligere kolleger er derfor også begyndt at sætte større fokus på informationssikkerhed som en del af modulets indhold.
Set i bakspejlet, har jeg, som underviser i, med og gennem digitale teknologier, nok været præget af en vis naivitet omkring anvendelsen af ‘gratis’ teknologi. Min tilgang var, at sålænge dette valg blev fulgt op af drøftelser om fordele og ulemper og deltagerne på denne måde selv kunne træffe bevidste valgt, så gik det nok. Det mener jeg for så vidt stadig, når målgruppen er voksne mennesker, men spørgsmålet er, om det at opfordre deltagere til at anvende ‘gratis’ digitale teknologier kan forsvares etisk – og her er jeg splittet. På den ene side, synes jeg argumenterne for dette valg, kan forsvares ud fra pædagogiske-didaktiske overvejelser (som anført oven for). På den anden side, så er valget med til at understøtte netop legitimiteten og udbredelsen af sådanne teknologier, og ikke mindst firmaerne bag – og det har jeg det skidt med. Hermed er jeg så også tilbage ved det dilemma, som Epinion også pegede på i det første indlæg. Og spørgsmålet er også, om der er tale om et ægte dilemma. Det er jo rent faktisk muligt at undervise i, med og gennem digitale teknologier uden at benytte dem, som er ‘gratis’ **. Det kræver bare bla. en helt anden viden om digitale teknologier og en anden tilrettelæggelse, hvilket igen kræver økonomi, tid og menneskelige ressourcer som der er knaphed på i hele uddannelsessektoren.
I denne samenhæng kunne jeg ønske mig større fokus på dette fra politikere og andre beslutningstagere. Skoletube, hvor skolerne kan købe abonnement til udvalgte digitale teknologier, inkl. databehandleraftaler er et skridt i den rigtige retning. Men jeg drømmer om en helt overordnet pædagogisk-digital strategi fra policy-niveauet, som går på at fremme anvendelsen af free & open source alternativer, så valget ikke skal stå mellem pædagogik eller sikkerhed …
/Marianne
*) I dette indlæg trækker jeg på min erfaring fra professionshøjskolesektoren, men mine 10 år på AAU inden da viste, at de udfordringer, som jeg peger på, også gælder der.
**) Her et par eksempler:
Liste over alternativer til Google produkter
Liste over alternativer til Microsoft Office
Mariis' digitale refleksioner 
Utroligt interessant indlæg Marianne.
Det taler lige ned i en af de problematikker, vi (dine tidligere kollegaer) bakser med lige nu. Vi har valgt at lade de studerende blogge gennem en hel diplomuddannelse, dvs. samtlige 6 moduler, i et særligt tilrettelagt forløb for en specifik erhvervsskoles undervisere. Vi har argumenteret for bloggen som et redskab til løbende refleksioner og videndeling. Det har fungeret rimeligt, dvs. for nogle godt og for andre med knap så stor succes. Samtidigt har vi valgt at stille specifikke opgaver, som skal besvares på bloggen for at fremme videndeling mellem de studerende på holdet, men også i forhold til fremtidige kollegaer.
Vi er nu fremme ved det sidste valgmodul, som omhandler elevforudsætninger (Deltagere i de erhvervsrettede uddannelser). Vi arbejder med de studerendes cases fra egen praksis og HER går det galt. Det er alt for sårbart at blogge i et offentligt rum og med en gratis teknologi, når vi også skal tage højde for de krav som GDPR stiller og vi samtidigt beder de studerende, om at beskrive praksis / deres elever på både ondt og godt.
Selvfølgelig kan man arbejde med cases, hvor aktørerne ikke er genkendelige, men det kræver at man behersker kunsten at skrive sådanne cases og vore studerende er jo i en proces, hvor det skal læres.
Ud fra en sådanne betragtninger, tror jeg, at vi fremover kommer til at anvende de læringsplatforme, som de studerende selv har adgang til via deres arbejdsplads eller begrænse videndelingen til en lukket kreds. Her og nu er det et dilemma, som har fået os til at bede de studerende om at gøre samtlige indlæg i det omtalte modul til kladder.
Et andet dilemma som vi også møder er, at de studerende ikke er interesserede i at arbejde med andre de teknologier, de allerede har fået stillet til rådighed på egne læringsplaforme. Ikke af uvilje, men fordi det simpelt hen bliver for mange forskellige digitale teknoliger, de skal forholde sig til. En række af de læringsplatforme, som vi pt. er inviteret ind på eller på anden måde har stiftet bekendtskab med indeholder et vælg af muligheder for den enkelte lærer. Ofte er der også tale om, at der er integreret abomenter om fx studietube på platformen.
Jeg tror, at vi kommer til at retænke vores anvendelse af digitale teknologier fremover på DEP-en / Den Erhvervspædagogiske Diplomuddannelse.
/Hanne Søgaard, lektor på NCE / KP
Kære Hanne,
Meget spændende at høre om jeres erfaringer og overvejelser. Jeg tror du har ret i, at både det (alt for) store udbud af digitale teknologier og fx funktionaliteter i skolernes platforme, samt ikke mindst nye regler på området betyder, at I kommer til at gentænke anvendelse af digitale teknologier i DEP’en. Vi har jo mange gange gennem tiden drøftet fordele og ulemper ved netop at tage udgangspunkt i skolernes valgte digitale teknologier, og jeg ser stadig en stor udfordring her ift. jeres (dvs. som DEP-undervisere) muligheder og rammer for at kunne følge med i skolernes meget brogede teknologlandskab. Hertil kommer de ordinære hold med deltagere fra mange forskellige skoler. Vi ved jo, som du også påpeger, at deltagerne foretrækker at arbejde med ‘egne’ teknologier, hvilket er fuldt forståeligt .. spørgsmålet er om det er rimeligt og i øvrigt pædagogisk hensigtsmæssigt. Her er jeg helt ærligt splittet, og jeg synes at det er en af de helt store udfordinger forbundet med at arbejde med efter- og videreuddannelse frem for eksempelvis grunduddannelse. Der er nok ingen tvivl om, at I står overfor en stor, men spændende opgave!
/Marianne