Ny naturvidenskabsstrategi – også for EUD

Regeringen udgav 13. marts 2018 en ny National naturvidenskabsstrategi, der også får betydning for EUD.

Strategien indeholder række konkrete indsatsområder, som skal styrke interessen for naturvidenskab på langs og tværs i uddannelsessystemet og strategien ligger i forlængelse af regeringens indsatser med Disruptionråd, Strategi for Danmarks digitale vækst, samt en Teknologipagt.

De 180 millioner kroner, der er afsat til strategien i årene 2018-2024, skal gå til fem konkrete indsatsområder:

  1. Styrket motivation og faglig fortælling
  2. Fagligt og didaktisk endnu dygtigere lærere i naturvidenskab
  3. Kontinuerlig faglig fornyelse af naturvidenskabelige fag
  4. Styrket talentudvikling og udnyttelse af nye teknologiske muligheder
  5. Lokal prioritering, faglige netværk og samarbejde.

Og der er opstillet to nationale målsætninger, som har indflydelse på EUD, nemlig 1) at der skal tiltrækkes flere unge til de erhvervsfaglige STEM-udddannelser og 2) at flere unge skal blive ‘meget dygtige ‘ i erhvervsfaglige STEM-uddannelser. Som jeg læser strategien skal den første målsætning især sikres gennem en række initiativer i grundskolen, som skal vække børn og unges interesse for naturvidenskab. Hvad angår den anden målsætning, er der en række konkrete initiativer på vej, som får direkte betydning for EUD-området.

Undersøgelse af behov for STEM-rettede moduler i den pædagogiske diplomuddannelse. Som et led i den seneste erhvervsuddannelsesreform skal der være praksisorienteret undervisning også i de almene grundfag som matematik, fysik og naturfag – de såkaldte STEM-fag. En undersøgelse skal kortlægge det konkrete behov for et styrket udbud af efteruddannelse i STEM-fagene for lærere på erhvervsskolerne. Undersøgelsens resultater skal danne grundlag for en dialog mellem erhvervsskolerne og professionshøjskolerne om udvikling og udbud af STEM-rettede moduler i den pædagogiske diplomuddannelse for lærerne. (Strategien, s.12)

Kompetenceudvikling af lærere på ungdomsuddannelserne. Hvis eleverne på ungdomsuddannelserne skal blive dygtigere til de naturvidenskabelige fag, skal lærernes faglige og fagdidaktiske kompetencer have et løft. Det skal primært ske gennem netværk og videndeling. Der er gode erfaringer med etablering af faglige netværk i såvel skole- som fagregi. Det er derfor målet at udbyde kvalificeret facilitering af netværk inden for de naturvidenskabelige fag, med inddragelse af den nyeste viden på området. Det skal sikre, at der sker et løft af lærernes kompetencer. (Strategien, s. 12)

Nyt grundfag i teknologiforståelse på erhvervsuddannelserne. Eleverne på erhvervsuddannelserne skal rustes bedre til at begå sig på et stadigt mere digitaliseret arbejdsmarked. Eleverne møder ny teknologi i deres praktikvirksomheder, og de skal lære at forholde sig til den digitale udviklings særlige udfordringer. Derfor skal der indføres et nyt grundfag, som de faglige udvalg kan vælge at lade indgå i erhvervsuddannelserne. Faget skal give mulighed for, at eleverne fra starten af uddannelsen får viden, færdigheder og kompetencer inden for det digitale område. Faget skal blandt andet aktivere elevernes kendskab til digitale teknologier fra deres hverdag og sætte det ind i en erhvervsfaglig kontekst, hvor de skal arbejde med kendte og nye teknologier, som kan bruges på arbejdsmarkedet. (Strategien, s. 16)

Det er uklart, hvordan teknologiforståelse defineres, men der er forskel på den måde faget beskrives i hhv. grundskole- og erhvervsskoledelen af strategien. Ift. sidstnævnte synes der, ikke overraskende, at være et klart fokus på arbejdsmarkedets behov, men som jeg har skrevet om før ifm. Regeringens Strategi for Danmarks digitale vækst og ikke mindst Handleplan for teknologi i undervisningen, så håber jeg, at der også i alle disse nye initiativer vil være et dannelsesfokus. Det virker også oplagt, at en del af disse initiativer kommer til at udmøntes i tæt samarbejde med de 9 nye teknologisk orienterede videnscentre inden for EUD. Endelig tænker jeg, at der også må indtænkes nye prøve- og eksamensformer ift. det nye teknologiforståelsesfag, således som der også lægges op til ift. andre fag i strategien for Danmarks digitale vækst.

Overordnet set, synes jeg, at det er rigtig positivt, at Regeringen har fokus på det naturvidenskabelige område, der har været noget negligeret – også i dannelsesdiskussioner. Mange af de påtænkte initiativer afhænger dog af, om skolerne får tilstrækkelige ressourcer til at opkvalificere EUD-lærerne – og her kan jeg godt være lidt bekymret.

/Marianne

Om ‘moralsk panik’ og behovet for flere nuancer

På dette års Læringsfestival hørte jeg en keynote med Anette Prehn & Imran Rashid, som havde titlen ‘Klædt på til livet i en digital tidsalder‘. Både Prehn og Rashid har skrevet flere bøger om ‘hjernesmart’ og ‘sund’ teknologianvendelse, og holder jævnligt oplæg, der formidler forskningsresultater på en jordnær måde. Jeg har ikke læst deres bøger, men især Rashid’s (2017) bog ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital tidsalder‘ har fået en del opmærksomhed i den offentlige debat. Prehn & Rashid’s keynote var beskrevet på følgende måde:

Årets første keynote på Danmarks Læringsfestival 2018 fokuserer på, hvordan vi bedst kan bruge de digitale muligheder til at fremme læring, dannelse og trivsel på landets uddannelsesinstitutioner.

I en digital tidsalder med konstante fristelser og distraktioner kræver det nemlig en vedholdende og værdibevidst indsats fra både undervisere og elever, hvis man vil styrke de ”stier” i hjernen, som skal forblive en vigtig rygrad på børn og unge resten af livet. En del af svaret er at lære børn og unge at træffe bevidste tilvalg af henholdsvis online eller offline – alt efter relevans og social hensigtsmæssighed – i stedet for at lade dem blive vænnet til kun én eneste virkelighed, nemlig den, hvori konstante forstyrrelser er et grundvilkår. Den digitale udvikling i dag forløber hurtigere og mere indgribende end nogensinde før. En dannelse, som skal kunne forberede individer til livet i det moderne samfund, handler derfor på den ene side om at lære at kunne skelne klogt mellem de kommercielt styrede opmærksomhedstyverier og de reelt brugbare teknologiske redskaber samt at kunne begå sig i nærvær og indre ro i en dynamisk verden, der i stigende grad digitaliseres.

Jeg var på forhånd indstillet på, at det ville blive en udfordring for mig at overhøre deres keynote – og det blev det. Men hvorfor nu det? Ovenstående lyder jo for så vidt meget fornuftigt?

For det første er selve formen, altså den populærvidenskabelige formidling, altid en udfordring for mig. Læringsfestivalen er ikke en forskningskonference, men slår sig op på at være ‘en mulighed for at blive inspireret og opdateret som underviser, konsulent, studerende, pædagog og leder.’ Det minder jeg mig selv om hvert år, men ikke desto mindre, kan jeg stadig blive udfordret og provokeret af forsimplede forklaringer og one-liners pakket ind i animerede slides, svulstig retorik og ofte plat humor, der bruges til at skabe gehør og velvilje hos publikum. Dette er ikke specifikt rettet mod Prehn & Rashid, men mere en kritik af genren. Der er ingen tvivl om at mange forskere, heriblandt jeg selv, kan blive bedre til at formidle forskning på en lettere tilgængelig måde, men forskning i, om og med mennesker er bare sjældent entydig, simpel eller let at forstå.

Og det bringer mig frem til min anden udfordring, nemlig indholdet. Både Prehn & Rashid er optaget af hjernens rolle ift. digital teknologianvendelse, og at dømme ud fra deres keynote, betragter de samspillet mellem mennesker og teknologi ud fra en behavioristisk ‘stimulus-respons’ tilgang.

Som et eksempel på denne tilgang, blev der indledningsvist refereret til det såkaldte Stanford Marshmallow experiment (fra 1960’erne). I dette eksperiment blev børn placeret foran en tallerken med én skumfidus med besked om, at hvis de kunne vente 20 min. med at spise den, ville de få en skumfidus mere. De børn, der faktisk kunne udøve selvkontrol og udsætte deres umiddelbare behov for tilfredsstillelse klarede sig, iflg. studiet, sidenhen bla. bedre i skoletest og blev ikke afhængige af vanedannende stoffer i modsætning til de børn, som ikke kunne vente. En, i øvrigt omdiskuteret, konklusion på eksperimentet blev, at viljestyrke og behovsudsættelse er væsentlige faktorer ift. forudsigelse af børns præstationer og livskvalitet senere i livet. Samtidig blev eksperimentet brugt som argument for ‘betingning’, dvs. en behavioristisk tænkning, hvor adfærd bestemmes af respons på og konsekvenser af stimuli. Og det var også sådan, at jeg opfattede Rashid bruge eksemplet med ord som ‘alt der går galt i verden skyldes folk, der tog den første skumfidus’, ud fra en forståelse af, at ‘sociale medier er vor tids skumfiduser’.

Ifølge Prehn & Rashid, så er størstedelen af vores adfærd lystbetonet og impulsstyret:

Og det får konsekvenser ift. vores/børns anvendelse af digitale og især sociale medier:

Som jeg forstod Prehn & Rashid her, så var pointen, at børns anvendelse af sociale medier hovedsageligt er impulsiv og lyststyret, dvs. at børn ikke magter at udøve selvkontrol og behovsudsætte, men pr. automatik reagerer så snart, der kommer en notifikation – hvilket de mener ikke blot er medvirkende til manglende koncentration, men også til stress og dårlig trivsel.

En væsentlig pointe hos Prehn gik på hjernens plasticitet, dvs. formbarhed, og en af de metoder Prehn advokerer for ift. at skærpe børns opmærksomhed og koncentrationsevne, er gennem øvelser med at tegne ‘stier i hjernen‘. Øvelsen har, så vidt jeg forstod det, som formål at træne elevernes bevidsthed om, hvilke ‘stier’ der fylder i deres adfærd og evt. ændre fokus på nogle af disse, hvilket iflg. Prehn er ønskværdigt , da ‘man bliver, hvad man træner hjernen til’. Herudover bemærkede jeg, at Prehn gentagne gange skelnede mellem online og ‘den almindelige’ virkelighed, og at Prehn mener, at sociale medier træner (eller betinger) børn til impulsive reaktioner, der sker ‘på bekostning af koncentration, selvkontrol og empati’.

De samme negative konsekvenser genfindes iflg. Prehn & Rashid i skolen, hvor digitale teknologier og især sociale medier giver for mange distraktioner sammenlignet med bøger:

Opsummerende opfordrede Prehn & Rashid til kritisk, reflekteret anvendelse af nye medier og digitale teknologier i skolen – hvilket jo er svært at være uenig i – og de stillede følgende spørgsmål:

Jeg hørte ikke Prehn & Rashid tale om deciderede forbud, men omvendt hørte jeg dem heller ikke tale om de positive pædagogiske-didaktiske anvendelsesmuligheder, der er for sociale medier og smartphones i undervisnings- og læreprocesser. Så jeg sad tilbage med en både trist og frustreret fornemmelse, selv om deres hovedærinde egentlig var sympatisk og relevant nok: at skabe opmærksomhed omkring nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med digital teknologianvendelse for børn og unge (i skolen).

Der er, i min optik, mange problematiske forhold i Prehn & Rashid’s oplæg, som for størstedelens vedkommende hænger sammen med, at jeg kommer fra en helt anden videnskabelig, ikke mindst læringsmæssig, tradition og har et helt andet syn på teknologi. Mange af Prehn & Rashid’s udtalelser og konklusioner kolliderer med, hvad vi ellers ved fra både medie- og uddannelsesforskning, hvor der lægges vægt på nuancer frem for forsimplinger.

Helt overordnet havde oplægget karakter af det fænomen, der kendes som ‘moralsk panik‘ – et fænomen som er velbeskrevet og grundigt studeret både i dansk og international forskning. I Danmark har eksempelvis Kirsten Drotner (SDU) og Malene Charlotte Larsen (AAU) begge beskæftiget sig indgående med at forstå og forklare børn og unges medievaner. Siden 1970’erne har stort set alle nye medier (tv, videofilm, computerspil og senest sociale medier) resulteret i uforholdsmæssig stor frygt for deres negative påvirkning af børn og unge. Men som Larsen (2010) skriver i sin ph.d. afhandling, med reference til Drotner (1999), så er der som oftest tale om et ensidigt fokus, hvor man overser at ‘mediet indgår som et element i en hverdagskultur, der for flertallet af børn og unge præges af mangesidighed, ikke ensidighed’. Problemet er, at sådanne massemediebårne moralske panikker afføder stor bekymring i befolkningen og i samfundet.

Larsen peger i sin afhandling på en række klassiske problematikker, hvor især den forsimplede online/offline distinktion er særlig interessant i denne sammenhæng. Det er efterhånden mange år siden, at forskningen bevægede sig væk fra skarpe adskillelser og fra at betragte det, som foregår online som noget ‘ikke-virkeligt’. For børn og unge – og mange voksne – er dét, der foregår online ikke mindre virkeligt, om end der naturligvis er forskelle ift. resten af den fysiske verden.

Internationalt kan Sonia Livingstone og danah boyd eksempelvis nævnes. boyd har gennem årene udforsket den frygt, der så ofte følger med nye medier og teknologier og som rammer alle, ikke kun børn. I en kronik med titlen ‘ Whether the digital era improves society is up to its users – that’s us‘ fra 2012, skriver boyd bla:

Technology doesn’t determine practice, but how a system is designed does matter. How systems are used also matters, even if those uses aren’t what designers intended. For example, as social media has gone mainstream, some fascinating shifts have emerged that require reflection. Yet, even as the conversation becomes more important to have, it’s often hard to talk in a nuanced way about the role that technology is playing in shifts that are already underway. (mine fremhævelser)

At teknologi aldrig er neutral, er der ikke noget nyt i, men ifm. keynoten bemærkede jeg, at Rashid’s kritik af sociale medier især gik på deres indbyggede/designede notifikationsmekanismer, der kan stresse børnene. For at nuancere billedet, kunne man her kigge på den del af medieforskningen, som har beskæftiget sig med affordance begrebet –  se eksempelvis Mogens Olesen (KU) arbejde hermed. Ganske vist tilbyder medier, teknologier og artefakter i øvrigt bestemte handlemuligheder, men vi brugere har også en tendens til at omgå disse og skabe vores egne betydningsfulde handlemuligheder. At dette også gør sig gældende ift. børns mediebrug fremgår eksempelvis af forskning foretaget for Medierådet for Børn og unge –  se eksempelvis Stine Liv Johansen (AU) og Malene Charlotte Larsen’s undersøgelse af 0-8 åriges brug af digitale medier i hjemmet, som også fokuserer på de aktive valg, der er mulige – og træffes. Pointen er altså, som også boyd skriver, at teknologi ikke determinerer vores praksis, og hun problematiserer spredningen af misinformation og frygt:

Networked media connects people to their friends and loved ones, but it also creates an infrastructure through which information can flow rapidly. Baby pictures and celebratory notices spread like wildfire, but so does misinformation and fear. How does such fearmongering affect society? Who is responsible for curbing fear? Is this a design issue? An individual responsibility issue? A societal issue?

Som jeg læser boyd og andre medieforskere, så er vores omgang med nye medier og teknologi så indfiltret i komplekse sociale sammenhænge, at forsimplede og meget ofte individfokuserede og kontekstuafhængige forklaringer kommer til kort og i værste fald tegner et fordrejet billede af virkeligheden. boyd afslutter med en opfordring til kollektiv refleksion og ansvarstagning ud fra devisen om, at vores mediebrug og -vaner er komplicerede (her især med fokus på teenagere), og at ‘the values of technologists have been baked into the infrastructure, but it’s also possible to change the ecosystem through cultural practices‘ (min fremhævelse).

Medieforskning er ikke blind for de reelle udfordringer, der kan være forbundet med vores omgang med de stadigt mere allestedsnærværende og gennemtrængende medier og teknologier, men forholder sig løbende kritisk til tillidsbrud, krænkelser og mobning for blot at nævne et aktuelt eksempel. På tværs af studier og målgrupper synes der at være enighed om, at moralsk panik og frygt ikke er vejen frem. Som Thomas Enemark Lundtofte (SDU) skriver i denne kronik om teknologifrygt, etik og overvågning, er der risiko for, at de dystopiske forklaringer og simple handlemuligheder (sluk, forbyd osv.), som tilbydes af selvbestaltede eksperter på komplicerede problemstillinger, blokerer for væsentlig indsigt:

Problemet er bare, at vi ikke får diskuteret det centrale spørgsmål, som handler om, hvordan vi gerne vil leve med teknologi. Når vi ikke får diskuteret det, så er det måske fordi spørgsmålet ikke afføder entydige svar. Vi har forskellige ønsker, grænser og behov i det digitaliserede samfund. (min fremhævelse)

Såvel som de øvrige nævnte forskere, opfordrer Lundtofte til kritisk stillingtagen på et nuanceret og balanceret grundlag. Grundet sagens kompleksitet, trækker medieforskningen ofte på beslægtede forskningsområder, og inden for feltet Human-Computer-Interaction er man også optaget af vores omgang med nye medier og teknologi. I dette oplæg, stiller Peter Dalsgaard (AU) det klassiske, men stadigt centrale spørgsmål ‘Do we shape technology, or does technology shape us?‘, og Dalsgaard har bla. disse pointer, som jeg synes på fin vis opsummerer, hvad der er på spil og hvad, der er behov for:

Med reference til Douglas Rushkkov’s ‘Progam, or be programmed‘, taler Dalsgaard om behovet for, at vi alle – børn, unge og voksne – udvikler socio-tekniske forståelser og kunnen. Målet er jo netop, at vi ikke skal blive slaver af teknologien, og måske i særdeleshed af de store kommercielle teknologivirksomheder.

Moralsk panik berører ikke alene vores generelle hverdagsliv, men forgrener sig således ofte også til mere konkrete praksisser i relation til skole- og uddannelsessammenhænge. At nye medier og digitale teknologier kan give distraktioner og medføre en række negative konsekvenser, er der vist ingen, som betvivler. Hvordan vi håndterer sådanne udfordringer, er imidlertid omdiskuteret. Inden for uddannelsesforskning har især Jesper Tække (AU) & Michael Paulsen (SDU) bidraget med nuancer gennem deres Socio Media Education Experiment, som var et aktionsforskningsprojekt om sociale medier i undervisning. At der var tale om aktionsforskning er væsentligt i denne sammenhæng, da studiet af teknologianvendelse i brugskonteksten bidrager til nuanceringer – i modsætning til eksempelvis studier baseret alene på laboratorieforsøg eller spørgeskemaundersøgelser. Tække & Paulsen har gennem deres studier vist, at undervisere håndterer inddragelse af og udfordinger med sociale medier i undervisningen ud fra forskellige strategier, der udgør et nuanceret kontinuum mellem forbud, refleksivitet og ligegyldighed. Hverken forbud eller ligegyldighed er hensigtsmæssige strategier, hvis vi – som også Prehn & Rashid synes at ønske – skal klæde børn og unge på til at kunne begå sig i et stadig mere digitaliseret samfund.

Koblingen mellem digital teknologi og undervisning og læring er langt mere kompliceret, end en enkelt eller to faglige discipliner kan begribe og redegøre fyldestgørende for. Det kræver, efter min mening, et nuanceret, tværdisciplinært fokus baseret på solide empiriske studier. Der er naturligvis grænser for, hvor mange nuancer, der kan være i en keynote, men forsimplinger leder sjældent til større forståelse, nok snarere misforståelse. Jeg opfattede som sagt Prehn & Rashid’s hovedærinde som værende sympatisk og relevant, men hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lykkes med at (ud)danne børn og unge i, med og gennem digitale teknologier, må vi bevæge os ud over den deterministiske ‘stimulus-respons’ tænkning og anerkende, at mennesker er andet og mere end viljeløse, fortrinsvis primitive hjerner. For at blive i jargonen, har vi brug for at slukke for de behavioristiske forsimplinger og i stedet tænde for de socio-kuturelle og -materielle nuancer.

/Marianne

EUD Videnscentre – hvad er meningen?

Aftalekredsen bag erhvervsuddannelses- reformen besluttede i 2017, at der skulle oprettes ni nye EUD videnscentre, ‘der blandt andet skal bidrage til at elever i erhvervsuddannelserne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked’ (UVM).

Af ministeriets brev om indkaldelse til ansøgninger fremgår det, at videnscentrene får følgende overordnede mål:

  1. Understøtte de øvrige erhvervsskoler i deres arbejde med den digitalisering af uddannelserne, der følger af nye teknologier, og i at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb, der kan anvendes bredt i talentarbejdet.
  2. Bidrage til at alle elever i erhvervsuddannelserne udfordres og bliver så dygtige, som de kan.
  3. Bidrage til at uddanne elever i erhvervsuddannelserne til at håndtere den teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked.
  4. Øge erhvervsuddannelsernes prestige og dermed tiltrække flere ressourcestærke unge til uddannelserne.
  5. Bedre udnyttelse af erhvervsskolernes samlede rammebetingelser – herunder videndeling og samarbejde.

Det noteres, at ‘digitalisering af uddannelserne’ både omfatter et erhvervsfagligt og et pædagogisk fokus, hvilket betyder, at eleverne skal lære at håndtere de digitale teknologier, der indgår i deres uddannelse og fremtidige erhverv, men også at undervisnings- og læreprocesser skal understøttes af digitale teknologier. De ni centre placeres på værtsskoler rundt omkring i landet og indbefatter en række partnerskoler inden for udvalgte udannelsesområder (se en oversigt til sidst i dette indlæg).

På konferencen ‘Ny Viden om Erhvervsuddannelser‘, som foregik 1. og 2. marts, havde vi valgt at sætte fokus på disse nye videnscentre bla. ved at afholde en paneldebat mellem afdelingschef Jesper Nielsen* (UVM) og direktør Lars Kunov (DEG), som blev faciliteret af NCE’s institutchef, Henrik Vinther Odgaard.

Jesper Nielsen, Henrik Odgaard & Lars Kunov i debat på NVE-konferencen 2018.

Jesper Nielsen lagde for med at forklare om baggrunden for videnscentrene, der går en del år tilbage:

Samtidig har der også været en voksende erkendelse af, at de enkelte erhvervsskoler kun vanskeligt kan holde sig ajour med de nyeste teknologier, programmer, redskaber osv, hvorfor der også følger midler med til indkøb. Oprettelsen af de nye videnscentre hænger sammen med Regeringens forskellige dagsordener på digitaliseringsområdet, og Jesper Nielsen udtrykte en klar forhåbning om at centrene vil kunne bidrage til at flere unge får interesse for og opnår kompetencer inden for STEM. Her kunne jeg så godt tænke mig, at man – som flere også gør i USA, hvorfra begrebet stammer – begyndte at inkludere et A (arts/design, altså STEAM), således at mere humanistiske ideer, tænkninger og fremgangsmåder også kom frem i arbejdet med disse nye digitale teknologier.

Jeg har tidligere skrevet om Regeringens strategi og handleplan ift. EUD/de erhvervsrettede uddannelser inden for disse områder, og de var også synlige i oplægget. Jesper Nielsen fortsatte med ambitionerne for videnscentrene og tilføjede en forhåbning om, at initiativet vil kunne være med til at skabe et bedre samarbejde mellem aktørerne i sektoren og ikke mindst at udvikle undervisningen på erhvervsskolerne.

Lars Kunov startede med at fokusere på de kompetencer, som DEG mener bliver afgørende fremadrettet – også ift. videnscentrenes arbejde:


Læs mere om disse kompetencer her.

Her var det godt at se, at DEG også har fokus på mere end højt specialiserede kompetencer. Lars Kunov så både stærk faglighed og udvikling af faglig identitet som væsentlige ambitioner. På samme vis som UVM, ser også DEG et potentiale i centrene ift. bla. at styrke EUD’s prestige og tiltrækningskraft, og her tænker jeg, at det vil være væsentligt at tale til og med de unge som andet end ‘kommende højt specialiseret arbejdskraft’ – jf. EEO’s Helene Glundholts indlæg her.

Og iflg. DEG kan centrene yderligere bidrage til at hjælpe med at indfri nogle af de målsætninger, der bla. fulgte med den seneste EUD-reform:

Særligt interessant var det at se, hvilke områder DEG mener, at centrene skal være opmærksomme på i deres arbejde med at blive både lokalt/regionalt og nationalt forankrede og relevante:

Til denne liste, ville jeg tilføje et opmærksomhedspunkt ift. de erhvervsskoler, der ikke på den ene eller anden måde er tilknyttet videnscentre. Jeg talte med et par undervisere, der kom fra én af de skoler, der ikke er tilknyttet noget videnscenter, og de var meget nervøse for den åbenlyse konkurrencefordel som videnscenterskolerne får. Deres kommentar var, at man måske hellere skulle have placeret videnscentrene på neutrale lokationer. Under alle omstændigheder var mange deltagere på konferencen enige om, at den helt store udfordring bliver at gøre centrene nationale og bæredygtige ud over de allokerede midler, hvis indsatsen skal nytte noget på sigt.

Lars Kunov nævnte i denne forbindelse de tværgående initiativer, der også følger med centrene:

Ministeriet har også varslet, at det planlægges at etablere et 10. center for mere generel digitalisering på EUD-området – ifølge Jesper Nielsen var det dog endnu uafklaret, hvor dette skal placeres – og det vil være oplagt, at et sådant center får en rolle i også at opsamle og sprede viden fra de 9 øvrige centre.

Hvis man på forhånd havde sat sig ind i diverse information fra UVM om videnscentrene, var der reelt ikke noget nyt eller overraskende i Jesper Nielsens oplæg, men det var ikke desto mindre godt at få bekræftet, hvordan ministeriet tænker disse forskellige digitaliseringsinitiativer. Efterfølgende spurgte jeg Jesper Nielsen, om han havde nogen idé om, hvordan STILs nye kompetence dashboard tænkes ind ift. videnscentrene, men da det ikke er en del af hans arbejdsområde, havde han ikke hørt ret meget om det initiativ, så mere information om dette må vente til Danmarks Læringsfestival d. 6. marts, hvor dashboardet præsenteres.

Videnscentrene er stadig under oprettelse og der er mange ubesvarede spørgsmål. Der blev eksempelvis spurgt ind til hvilken rolle lærerne, de faglige udvalg og virksomhederne (aftagerne) kan tænkes at få. Ud over at alle aktører spås en central rolle, var det dog sparsomt med konkrete svar og initiativer. Iflg. UVM skal centrene evalueres første gang allerede i juni 2018.

/Marianne

*) Jesper Nielsen trådte til med få timers varsel, efter at UVM’s departementschef, Jesper Fisker havde måtte aflyse.

Oversigt over de ni videnscentre:

Automation og robotteknologi 
Syddansk Erhvervsskole (værtsskole), Herningsholm og EUC Syd.
TECHCOLLEGE (værtsskole), Mercantec, TEC, EUC Nordvest og NEXT

Velfærdsteknologi 
SOSU Nord (værtsskole), SOSU Frederica – Vejle – Horsens og SOSU Fyn
SOPU (værtsskole) og SOSU C

Procesteknologi 
EUC Lillebælt (værtsskole) og Kold College

Håndværk – design og arkitektur 
NEXT (værtsskole), Mercantec og TECHCOLLEGE

Håndværk – bæredygtighed, klimarenovering og byggeri 
Learnmark (værtsskole), Roskilde Tekniske Skole og Den jyske Haandværkerskole

Digital handel 
Aarhus Business College (værtsskole) og 11 partnerskoler

Databaseret service og forretningsudvikling
IBC International Business College (værtsskole) og 14 partnerskoler

Paper til Networked Learning conference 2018

Min medforfatter, Lone Dirckinck-Holmfeld (AAU) og jeg har fået accepteret et paper til Networked Learning konferencen 2018, som foregår fra 14-16 maj i Zagreb, Kroatien. I paperet har Lone og jeg, på baggrund af to forskellige studier, kigget nærmere på, hvorfor og hvodan forskellige, hhv. 2D og 3D teknologi-medierede undervisnings- og læringsmiljøer kan bidrage til udvikling af viden og påvirke deltagernes muligheder for bla. identifikation og grænsekrydsning gennem anvendelse af forskellige typer af grænseobjekter.

De praksisser, som vi har undersøgt foregår på universitetsuddannelser, og har som sådan ikke noget med EUD at gøre. Men en del af det teoretiske grundlag, herunder begreber som teknologi-mediering, grænsekrydsning og grænseobjekter, er det samme som mine kolleger og jeg benytter i vores aktuelle forskningsprojekt på EUD-området.

Titlen på paperet er ‘Knowledgeability and modes of identification in (dis)embodied boundary practice in networked learning’. Hele paperet vil først blive offentliggjort ifm. konferencen, men herunder ses sammenfatningen:

Building on a continued interest in boundaries and boundary practice in relation to ICT-based networked learning (Ryberg & Sinclair, 2016), this paper addresses the issue of knowledgeability and identification through (dis)embodiment in design for boundary practice in networked learning. According to Goodyear (2015) teaching is about designing opportunities for people to learn, and from a learning perspective, how participants respond to design through their practices and through their use of boundary objects is interesting. Inspired by Wenger-Trayner & Wenger-Trayner’s (2015) concepts of knowledgeability and modes of identification, we analyse how two different case studies conducted at the Danish online Master programme on ICT and Learning (MIL) differ with regard to potential boundary practice and use of boundary objects.

In study I, the design for learning was based on a 2D virtual learning environment (Dirckinck-Holmfeld, 2006), whereas the design for learning in study II was based on a 3D virtual world (Riis, 2016). Carlile (2002; 2004) proposed a hierarchical typology for boundary objects aiming at transfer, translation and transformation, and in our analysis, we identify examples of such boundary objects in the two learning arenas. Our findings show that all identified categories of boundary objects can mediate knowledge according to the typology. Nonetheless, certain boundary objects in the 3D learning arena (study II), in particular the avatar, seem to promote a different kind of embodied transformation, which has implications for identity formation of the participants. Furthermore, the 3D virtual space affords a concrete materialised, albeit virtual, opportunity for reification, which is different to that of the 2D environment.

In the paper, we will elaborate on these differences, and based on the two case studies we propose that boundaries in networked learning should not only be regarded as socio-cultural differences, but as socio-material differences and dependencies as well. In particular, the materiality of a 3D virtual arena and avatars provides new relational and performative opportunities in networked learning.

Det er første gang, at jeg skal deltage i Networked Learning konferencen, og jeg glæder mig virkelig, da jeg kender mange af deltagerne fra andre sammenhænge og herigennem kun har hørt positive ting.

/Marianne

Aktuelle digitaliseringsinitiativer på EUD-området – 2/2

UVM/STIL har netop udgivet en ‘Handlingsplan for teknologi i undervisningen‘ som også indeholder nogle initiativer rettet mod EUD-området (kan hentes via dette link). Der refereres i dette indlæg tilbage til det første indlæg om digitaliseringsinitiativer på EUD-området, som derfor med fordel kan læses først.

I forordet til handlingsplanen skriver undervisningsministeren bla.:

Danske børn og unge skal kunne skabe kreativt med digital teknologi og ikke blot være brugere af den. (…) It og teknologi skal bruges, hvor det giver mening fagligt. (…) Den (planen, red.) indeholder en række initiativer, som peger fremad, så vi sikrer, at alle børn, unge og voksne bliver klædt på bliver klædt på til fremtidens digitale samfund. (Handlingsplanen, s. 3).

I oversigten herunder har jeg sammenfattet de forskellige initiativer på hhv. folkeskole-, gymnasie- og EUD-området:

Som det fremgår er der fem-seks initiativer som umiddelbart vedrører EUD. Det første initiativ falder under indstatsområdet ‘ Styrket teknologiforståelse hos elever‘ og her lægges der op til øget fokus på digitale og faglige kompetencer i de afsluttende prøver. Dette nævnes også i ‘Strategien for Danmarks digitale vækst’ og som omtalt i første indlæg, synes jeg at det er et rigtig fornuftigt initiativ.

Det andet initiativ falder under indsatsområdet ‘ Styrkede digitale kompetencer hos lærere, ledere og pædagogisk personale‘ og her påtænkes igangsættelse af et udviklingsprojekt, der har som formål at:

(…) videreudvikle og udbrede eksisterende viden, praksis og erfaringer om digitale undervisningsformer i erhvervsuddannelserne (…). Projektet skal bidrage til implementering og forankring af en digital pædagogik og didaktik på erhvervsskolerne. (Handlingsplanen, s. 14)

Dette initiativ er ikke omtalt i strategien, men det kunne dæmme op for mit ønske om, at der også er behov for at skabe ny viden (re:videreudvikling) på området – omend jeg stadig gerne havde set en forskningsbasering af hensyn til kvalitet og bæredygtig virkning.

Under det tredje indsatsområde ‘ Bedre brug af it i undervisningen‘ er der to initiativer, hvoraf det første handler om oprettelse af et nyt center, der også er omtalt i strategien. Beskrivelserne af dette center varier afhængig af afsender, som det kan ses herunder:

Der er nogle interessante nuanceforskelle i ordlyden fra de to ministerier, som kan få betydning afhængig af, hvor og hvordan centret knyttes på ministerielt niveau. I Erhvervsministeriets beskrivelse er der vægt på ‘anvendelse’ og fokus er på ‘faglærte’, og ‘fagteknologi’ – dvs. her er et tydeligt arbejdsmarkedsfokus. I Undervisnings-ministeriets beskrivelse er fokus på ‘understøttelse’, ‘elever, lærere, ledere og bestyrelser’, herunder særligt fokus på lærerne, og hvad man kunne tolke som ‘pædagogisk it’. Det kan synes som trivielle detaljer, og det er jo ikke sikkert, at det får reel betydning. Jeg synes imidlertid, at de to beskrivelser meget fint illustrerer det grundlæggende spændingsfelt som danske erhvervsuddannelser befinder sig i. Den danske model for EUD er, som bla. Christian Helms Jørgensen (RUC) har påpeget flere gange, baseret på et styringsrationale, hvor arbejdsmarkedets parter i høj grad er bestemmende for formål, mål, indhold og form. Som allerede omtalt i det første indlæg, så hilser jeg initiativet velkommen under hensyntagen til, at der bliver skabt en passende balance mellem arbejdsmarkedets og de mere personlige og samfundetsmæssige behov.

Det andet initiativ ifm. bedre brug af it i undervisningen, drejer sig om ‘understøttelse af elevers adgang til virtuelle laboratorier i naturvidenskab‘, hvorom der skrives:

I regi af teknologipagten foreslås en indsats, som skal give elever i grundskole og ungdomsuddannelse bedre muligheder for at anvende virtuelle laboratorier i den naturvidenskabelige undervisning. Virtuelle simulationer kan øge elevernes motivation og læring i naturvidenskab. De kan indgå som et supplement til det traditionelle (fysiske) udstyr til gennemførelse af undersøgelser og eksperimenter, som ellers ikke er mulige. (Handlingsplanen, s. 18)

Det er et initiativ, som er svært at være uenig i. Erhvervsskolerne har lang tradition for at anvende virtuelle simulationer inden for diverse uddannelser, hvor især de tekniske og sundhedsfaglige fag kunne understøttes endnu bedre. Det er også positivt, at der her lægges op til undersøgende og eksperimentelle undervisnings- og læringsformer. Hvis dette også følges op af udvikling af en erhvervsrettet virtuel simulationspædagogik, tænker jeg, at det virkelig kunne skubbe til digitalisering i erhvervsskoler på en meningsfuld måde.

Ifm. indsatsen for ‘Brugervenlig digital infrastruktur og læremidler‘ er der allerede igangsat en analyse af digitale læremidler, som skal:

(…) give en dybere indsigt i markedet for og kvaliteten af digitale læremidler på både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. En vellykket brug af it i undervisningen beror bl.a. på, at der eksisterer digitale læremidler af høj kvalitet. (Handlingsplanen, s. 22)

Igen er det svært at være uenig. Under dette initiativ, er der også fokus på brug af digitale læringsplatforme (specifikt i folkeskolen). Erhvervsskolerne er også godt igang med at implementere og anvende digitale læringsplatforme – og det er et udfordrende arbejde, som også godt kunne være tjent med ny viden. Der foreligger allerede viden (se fx tema på EUM’en), som kan anvendes i en vis udstrækning. For EUD gælder dog det særlige, at der skal samarbejdes med virksomheder/praktikpladser, hvilket også kan medieres af digitale læringsplatforme. Vores aktuelle forskningsprojekt peger dog på et stort behov for mere viden om netop dette aspekt, hvilket jeg også påpegede i det første indlæg.

Det sidste indsatsområde i handlingsplanen handler om ‘God brug af data og dataetik‘, og det er rigtig godt at ministeriet/STIL også sætter fokus på dette vigtige område. Ministeriet/STIL kigger i denne forbindelse både indad idet, der skal foretages en gennemgang af ministeriets egne systemer og så kigges der ud til bla. skolerne:

(…) Der gennemføres en analyse med henblik på at afdække børn, unge, lærere og forældres kendskab til it-sikkerhed og god dataadfærd. Analysen skal bidrage med konkrete løsningsforslag, der kan styrke målgruppernes viden om og arbejde med it sikkerhed og dataetik fremadrettet. (Handlingsplanen, s. 26).

Det er ikke helt klart om ‘målgrupperne’ også omfatter EUD og gymnasieområdet, men jeg forestiller mig, at alle områder under ministeriet vil kunne drage fordel af en sådan viden.

Opsummerede har jeg påpeget en række opmærksomhedspunkter i de to indlæg, og jeg kunne, som nævnt, have ønsket mig, at der også havde været lagt op til nogle forskningsbaserede initiativer (fx i form af følgeforskning) på EUD-området. I den forbindelse skal det understreges, at det ikke bare handler om, at jeg gerne vil have flere forskningsmidler (det vil alle forskere naturligvis!). Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, at EUD, også hvad angår forskning, er underprioriteret og underfinansieret. Der er ikke mange EUD-forskere i Danmark, og kun få af disse beskæftiger sig med digitalisering, anvendelse af pædagogisk it osv.

Jeg ved, at it-pædagogiske forskere fra andre områder hellere end gerne vil rette deres blik mod EUD, men det er ikke nemt, eftersom det er yderst vanskeligt at skaffe midler. Det betyder bla., at området i væsentlig udstrækning må ‘nøjes med’ viden skabt på baggrund af forsøgs- og udviklingsprojekter, hvilket jeg finder problematisk. Det betyder også, at der ikke er de samme muligheder for at etablere tværgående forskningsmiljøer og videnudveksling, således som det ses inden for eksempelvis grundskole- og gymnasieområdet. Hermed er der, i mine øjne, risiko for, at et yderst sårbart og mangelfuldt videnskredsløb fastholdes inden for området, hvilket næppe tiltrækker flere forskere på sigt.

Men altså, samlet set, er der tale om en række interessante og tiltrængte initiativer, som det under alle omstændigheder bliver spændende at følge. Og hvad angår forskning, så vil vi i Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) fastholde fokus på digitalisering, it-pædagogik o.l.,  – og der er heldigvis gode samarbejdspartnere fra andre forskningsinsitutioner, organisationer, videnscentre mfl., som gerne vil være med til at styrke området yderligere. Så der er, alt i alt, grund til forsigtig optimisme.

/Marianne