Author: Mariis

Ja tak til flere nuancer i en ‘debil’ debat!

MariisLeave a comment

I starten af januar kom det frem, at Vækstfonden har besluttet at investere 190 mio. kr. i det danske selskab Area9 Lyceum, der producerer såkaldt ‘adaptiv lærings- teknologi’. Vækstfonden er statens finansieringsfond, der har som formål at ‘fremme vækst og fornyelse i små og mellemstore virksomheder for på den måde at opnå større samfundsøkonomisk afkast‘.

Grundlægger og Direktør hos Area9, Ulrik Juul Christensen udtaler i den forbindelse:

Vores mål er at skabe verdens førende læringsteknologiske virksomhed til såvel uddannelsessektoren som erhvervslivet. Og forhåbentligt kan det skabe et kraftcenter i Danmark for uddannelsesteknologi og forskning.

Selv om Vækstfondens målgruppe ikke umiddelbart er uddannelsessektoren, har bevillingen vakt opsigt blandt uddannelsesforskere og -praktikere netop fordi Area9’s forretning handler om både uddannelse og træning gennem anvendelse af adaptive teknologier.

I et debatindlæg på Altinget:Uddannelse har Michael Lund Larsen, Centerchef på Det Nationale Center for e-Læring, udtrykt sin generelle skepsis over for adaptive læringssystemer. Lund Larsens erfaring er, at adaptive læringssystemer:

alene understøtter udvikling af viden og færdigheder baseret på fakta; altså viden om eller færdigheder i forhold til spørgsmål, der har en anerkendt løsning – et specifikt facit.

Og iflg. Lund Larsen bør vi bør ‘bevæge os ud over læringsteknologier, der kun understøtter udvikling af viden og færdigheder’, hvis Danmark skal blive til et fyrtårn inden for digital læring. I det 21. århundrede efterspørges, iflg. Lund Larsen kompetencer som

evnen til selvledelse og selvlæring, evnen til at samarbejde og indgå i sociale relationer (både lokalt og globalt), evnen til at tænke kritisk samt evnen til at være innovativ og kreativ, herunder at være problemløsende.

Altså kompetencer, der vedrører problemstillinger, der netop ikke har en løsning på forhånd.

Ulrik Juul Christensen har i en replik svaret på noget af kritikken:

Area9 er, efter ti års forskning og efter at have afprøvet vores adaptive læringsteknologi på over otte millioner elever og studerende, meget langt fra de hidtidige danske løsninger, og vi laver platforme, der netop kan skabe rum for det, som Michael Lund-Larsen efterspørger.

Juul Christensen nævner i denne forbindelse, at han sidder i advisory boardet for Center for Curriculum Redesign på Harvard University, ‘som netop arbejder med fremtidens standarder for fire-dimensional læring, der præcist indeholder de efterlyste kompetencer inden for de fire dimensioner: viden, færdigheder, karakter, metakognition’.

Kilde

Jeg formoder, at når dette nævnes, så må det betyde, at Area9 også arbejder ud fra ideen om ‘fire-dimensionel læring’, og at det er disse dimensioner, der nu, med Vækstfondens bevilling, skal arbejdes på i forhold til at udvikle 4. generation af adaptive læringssystemer. Juul Christensen nævner også, at der er

offentliggjort en række studier, der belyser den positive effekt, som vores anden- og tredje-generationssystemer for adaptiv læring har: Op til 90 procent af eleverne finder det relevant, de får markant højere karakterer, og frem for alt falder de ikke fra.

Det fremgår dog ikke hvor disse studier er offentliggjort, og jeg har heller ikke kunne finde dem på Areas9’s hjemmeside, så det er umuligt at vurdere, hvordan sådanne resultater er frembragt og hvordan de eventuelt hænger sammen med udvikling af mere kompleks viden, færdigheder og kompetencer, som rækker ud over fakta-niveauet.

Hvad angår ‘corporate learning’ har Area9 ‘påvist, at vores læringsplatform kan reducere studietiden med op til 50 procent, og at virksomheders kompetenceniveau løftes betragteligt i forhold til normale e-læringskurser.’ Igen er der ikke henvist til nogle kilder.

Juul Christensen efterlyser også, at debatten om e-læring (som vel i denne sammenhæng gøres synonym med adaptive læringssystemer) foregår på ‘et oplyst, videnskabligt grundlag’ og håber at

vi kan have en mere nuanceret dialog end den debile e-læring vs. lærere debat – den er helt irrelevant. Værdien af lærere kommer til at stige ved brug af intelligente teknologier.

Jeg ved ikke lige hvor Juul Christensen har oplevet, at debatten har handlet om ‘e-læring vs. lærere’. Det er ikke en problematik som eksempelvis Lund Larsen nævner i sit debatoplæg. Men under alle omstændigheder er det,  efter min mening, katastrofalt at lave en klassisk fejlslutning ved at udelukke debat om lærerens rolle ifm. anvendelse af digital læringsteknologi med et pennestrøg – for nu at blive i Juul Christensens eget sprogbrug. Den debat jeg har set, eksempelvis på Twitter og i øvrigt har deltaget i med kolleger, har ikke handlet om e-læring vs. lærere, men snarere om, hvad det er for en rolle og hvilket ansvar lærere kan tænkes at få ift. anvendelse af ‘adaptive læringssystemer’ – og det er ikke en ‘debil’ debat. Tværtimod.

Debat om anvendelse af teknologi i undervisnings- og læreprocesser er ikke ny i Danmark, men popper op med jævne mellemrum. Et aktuelt eksempel opstod ifm. Kommunernes lancering af deres ‘Teknologispring‘, hvor man bla. kunne se følgende vision for området omkring børn og læring:

Kilde

Set med mine pædagogiske-didaktiske briller er der mange virkelig problematiske forhold i denne vision. Juul Christensen skriver, at ‘værdien af lærere stiger’ ved brug af intelligente teknologier. Det er uklart for mig, hvad der menes hermed, men hvis fremtidens lærer reduceres til en data- og individfokuseret læringsmoderator som i Kommunernes vision, så kan jeg godt forstå betænkelighederne og ikke mindst behovet for at debattere det.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at vejen til meningsfuld ‘e-læring’ må baseres på en kritisk og konstruktiv dialog mellem de involverede aktører, herunder særligt mellem industrien og de pædagogiske eksperter i form af forskere og praktikere inden for området. Derfor er det også positivt, at Juul Christensen og Area9 inviterer til dialog, men det vil nok være klogt ikke på forhånd at afvise, hvad der er legitimt at debattere, men derimod at lytte og forsøge at blive klogere på de bekymringer, der eksisterer.

Måske kunne et første skridt være at gøre Area9’s visioner, baggrund og projektplan mv. offentlig tilgængelig, således at debatten reelt kan tages af alle på et mere nuanceret og oplyst grundlag?

/Marianne

STIL præsenterer ‘kompetence dashboard’ på Læringsfestivalen 2018

Mariis2 Comments

Undervisningsministeriets ‘Styrelsen for It og Læring‘ (STIL), har annonceret, at styrelsen, på Danmarks Læringsfestival 2018, vil præsentere et ‘dashboard’, der kan vise hvilke digitale kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger. Et ‘dashboard’ kan, iflg. Version2, beskrives som en visuel repræsentation af de data, der følges og opsamles og består ofte af udvalgte grafiske visninger i form af trafiklys, speedometre eller grafer. STIL skriver om redskabet:

Arbejdsmarkedets efterspørgsel efter digitale kompetencer
Hvilke konkrete digitale kompetencer efterspørger arbejdsmarkedet egentlig? Hvilke programmeringssprog er i fremvækst, og hvordan er efterspørgslen efter kompetencer indenfor robotteknologi?

Det og meget mere kan man blive klogere på via machine learning og automatiseret analyse af realtidsdata fra godt 1. mio. jobopslag fra de seneste ti år. STIL har udviklet en prototype på et dashboard, der viser arbejdsmarkedets efterspørgsel efter digitale kompetencer blandt faglærte og ufaglærte. Dashboardet giver bl.a. mulighed for at dykke ned i helt detaljerede kompetencer inden for konkrete programmer og inden for specifikke jobområder, fx tømrere, elektrikere, detailhandel etc.

Præsentationen foregår ved specialkonsulent, Line Steinmejer Nikolajsen (STIL) d. 6. marts på læringsfestivalen. Min erfaring er, at rigtig mange EUD-faglærere er usikre på, præcis hvilke digitale kompetencer arbejdsmarkedet efterlyser. Så umiddelbart synes jeg, at det lyder interessant, og det er en præsentation, som jeg glæder mig til at høre. Jeg ved ikke ret meget om hverken ‘machine learning’, ‘automatiserede analyser’ eller såkaldte ‘dashboards’, men via Twitter, henviste Rune Heiberg Hansen fra Danmarks Akkrediteringsinstitution (AI) mig til denne analyserapport fra 2015  ‘Veje til viden om fremtidens kompetencebehov‘ – tak Rune :-)

Rapporten, hvor AI har undersøgt nærmere, hvordan uddannelsesinstitutioner arbejder med at sikre relevante uddannelser og hvilke kilder til viden, der anvendes i denne forbindelse, er god at blive klog på ift. hvordan eksempelvis en ‘jobopslagsanalyse’ kan foregå og fungere. I rapporten tages udgangspunkt i Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelsers definition af kvalitet og relevans på enkelte uddannelser, der lyder således:

Kvalitet og relevans i den enkelte uddannelse handler om både omfanget og indholdet af de studerendes læring. Det vil sige, både om de studerende lærer tilstrækkeligt meget på et tilstrækkeligt højt niveau, og om karakteren af det lærte matcher den kombination af viden og kompetencer, som sikrer uddannelsens anvendelighed. (AI, 2015, s. 11)

Her synes jeg, at det er værd at bemærke udtrykket ‘uddannelsens anvendelighed’, der i min optik rækker ud over arbejdsmarkedets aktuelle behov, hvilket jeg vender tilbage til. Selv om rapporten således har fokus på videregående uddannelser, kan den måske godt give et indblik i hvordan STILs kommende jobopslagsanalyse ‘dashboard’ kan se ud og hvordan det kan tænkes anvendt.

AI forklarer ‘jobopslagsanalyse’ som:

et redskab, der forsøger at kvantificere arbejdsmarkedets efterspørgsel af kompetencer. Det sker ved en systematisk tekstanalyse af alle offentlige tilgængelige jobopslag, som gør det muligt at opgøre statistisk, hvilke kompetencer aftagerne efterspørger. Analysen opdeles på både brancher, uddannelser og regioner. (AI, 2015, s. 71)

AI gør opmærksom på, at en sådan type jobopslagsanalyse er konfirmativ, men at den også kan bruges eksplorativt til at undersøge tendenser og at resultaterne efterfølgende kan bruges til målrettede surveyopfølgninger. Det fremgår også, at AI ser denne typer af redskaber som supplement til andre informationskilder (fx. aftagerpaneler, uddannelsesudvalg, dimittendundersøgelser mv.). AI nævner også en række af de begrænsninger, der kan være forbundet med datadrevet analyse, herunder at forskellige kompetenceord kan dække over samme kompetencer (hvilket understreger nødvendigheden af fortolkning), og at analysen kun inkluderer offentligt tilgængelige jobopslag (hvilket udfordrer datagrundlaget inden for områder, hvor rekruttering foregår gennem netværk og på andre uformelle måder). Desuagtet disse begrænsninger, kan jobopslagsanalyse give information om populære kompetencer, største aftagere, regionale forskelle mv. I rapporten gives flere eksempler på sådanne analyser, og herunder vises et eksempel på, hvilke informationer, der kan komme ud af en analyse af 344 jobopslag på laboranter:

AI, 2015, s. 75

Om STILs jobopslagsanalyse og tilhørende ‘dashboard’ kommer til at fungere på denne måde, kan jeg ikke vide, men jeg ser både nogle interessante perspektiver og nogle udfordringer inden for de erhvervsrettede uddannelser, herunder især ift. EUD.

Som det fremgår af udsnit fra Erhvervsuddannelsesloven herunder, er formålet med EUD bla. at imødekomme arbejdsmarkedets behov (§1, stk. 2, pkt. 4), og som sådan giver det god mening at søge information og viden om, hvilke digitale kompetencer, der efterspørges.

Bekendtgørelse af lov om erhvervsuddannelser.

 

Det første spørgsmål, der melder sig er derfor, hvordan STIL definerer digitale kompetencer? Der findes mange forskellige definitioner, men jeg kunne forestille mig, at man måske tager udgangspunkt i OECD’s skelnen mellem hhv. almene, avancerede og specialist-kompetencer inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT):

  1. Almene IKT-kompetencer: Kompetencer hos brugere af generiske værktøjer (fx tekstbehandling, regneark og internet-relaterede værktøjer som browser og e-mail), der er basale og nødvendige i informationssamfundet, såvel privat som i arbejdslivet.
  2. Avancerede IKT-kompetencer (’avancerede IKT-brugere): Kompetencer hos brugere af avancerede og ofte sektorspecifikke softwareværktøjer. IKT er ikke deres primære jobfunktion, men et afgørende værktøj, der anvendes som led i deres primære jobfunktion.
  3. IKT-specialist kompetencer (’IKT-specialister): Personer med IKT-specialist kompetencer evner at udvikle, drive og vedligeholde IT-systemer. De arbejder med IT på et så specialiseret niveau, at det kræver en formel uddannelse for at varetage deres jobfunktion. (Højbjerre Brauer Schultz, Kubix og Alexandra Instituttet, 2016, s. 16)

I beskrivelsen af redskabet, nævner STIL bla., at det giver mulighed for ‘at dykke ned i helt detaljerede kompetencer inden for konkrete programmer’. Om der både vil være fokus på generiske og de mere avancerede, sektorspecifikke programmer eller værktøjer på niveau 2 og 3, fremgår ikke. Det bliver i øvrigt også interessant at se hvilke kompetenceord, der tænkes anvendt. Som sagt er det min erfaring, at faglærere ofte er i tvivl om, hvilke digitale kompetencer, der efterlyses og det er især hvad angår kompetencer på niveau 1 og 2, hvor arbejde med IKT eller digitalisering mere bredt ikke er den primære jobfunktion. Men også for faglærere, der uddanner EUD-elever til arbejde som IKT-specialister, kan der være tvivl, fordi udviklingen på det teknologiske område går så stærkt og ofte adskiller sig markant fra da faglærerne selv blev uddannede og arbejdede i branchen.

På den erhvervspædagogiske diplomuddannelses modul ‘Praksisrelateret Undervisning’ opfordrer vi de studerende (faglærere) til at være ude i kortere virksomhedsforløb for netop at blive ajourført med, hvad der rører sig inden for deres fag – ofte især, hvad angår digitalisering. Her har jeg aktuelt en faglærer, som har været nysgerrig på i hvilket omfang, hvordan og hvornår programmet ‘Navision’ anvendes, mens en anden studerende har været nysgerrig på anvendelsen af ‘Autostore’ og ‘Pick-by-voice’ – for begges vedkommende med henblik på bedre at kunne matche undervisningen med virksomhedernes behov og forventninger. Her ser vi altså eksempler på, at faglærerne efterlyste mere viden om anvendelse af forskellige IKT-baserede programmer og værktøjer på niveau 2, og spørgsmålet er, om STILs kommende redskab vil kunne afhjælpe et sådant behov.

Jeg tænker, at det umiddelbart vil kunne i et vist omfang, men det er også væsentligt at bemærke, at begge disse faglærere ikke kun var interesserede i at blive klogere på hvilke konkrete kompetencer, der efterlyses, men i lige så høj grad, var de nysgerrige på den konkrete, situerede anvendelse. Det giver sjældent mening at kigge på kompetencer isoleret set, så allerede her er jeg noget skeptisk. Og det understreger, efter min mening, at sådanne data-analytiske redskaber ikke kan stå alene, men netop – som også AI påpeger – må ses som supplement til andre informationskilder – fx virksomhedsbesøg.

På et andet af diplomuddannelsens moduler, ‘Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser’, oplever jeg især et behov for mere viden om niveau 1 kompetencer. Hvilke mere generiske og almene digitale kompetencer er det faglærerne skal sigte imod, når de ønsker at sætte fokus på undervisning i, med og gennem anvendelse af IKT – det hersker der også stor usikkerhed omkring. Og her kommer formålsparagraffens stk. 2, pkt. 3 også ind i billedet, dvs. hvordan kan faglærerne klæde eleverne på til at kunne begå sig mere generelt og blive aktive, demokratiske borgere i et stadig mere digitaliseret samfund? Spørgsmålet er derfor også, om STILs nye redskab vil indtænke et samfundsaspekt eller om det udelukkende vil fokusere på arbejdsmarkedet. Noget kunne tyde på det sidste, men jeg kan jo kun forholde mig til den korte beskrivelse herover. Øvrige spørgsmål, der også trænger sig på er:

  1. Hvordan er redskabet tænkt ift. Rådet for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, de faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg?
  2. Hvordan er det tænkt, at faglærere og ledere skal klædes på i forhold til det fortolkningsarbejde, der uundgåeligt må komme med anvendelse af redskabet? Og det vil igen pege tilbage på spørgsmål 1, idet jeg formoder, at der skal være et vist samarbejde.
  3. Hvordan er økonomien? Jeg formoder ikke, at det bliver gratis at anvende, så hvordan stiller det skolerne i deres indbyrdes konkurrenceforhold?
  4. Hvordan stiller redskabet de mange (ofte små) virksomheder, der primært benytter sig af uformelle rekrutteringskanaler – og som ofte kan være sæsonbetonede? Har STIL mon gjort sig overvejelser om, hvordan disse virksomheders behov kan imødekommes?
  5. Hvordan er redskabet tænkt i forhold til de nye videncentre, der netop har fokus på de digitale aspekter af visse udvalgte EUD-uddannelser? Her kunne de øvrige spørgsmål også komme i spil.
  6. Er der planlagt en evaluering af redskabets anvendelse og meningsfulde, pædagogiske nyttighed?

AI skriver indledningsvist i deres rapport, at ‘det er svært at spå om fremtiden’ (AI, 2015, s.11), men også, at det er nødvendigt ift. at sikre relevante uddannelser, og det er jeg for så vidt enig i ift. EUD. Jeg er dog stadig skeptisk over for den type BIGdata-analyser, ikke mindst fordi jeg frygter, at det kan gå hen og blive et styringsværktøj i ressourceknappe tider, hvilket nok især ville kunne gå ud over det samfundsmæssige ansvar, der også påhviler EUD. Kvalitet og relevans kan, som vi så ovenfor, ses i forhold til uddannelsers anvendelighed, og det må altså også inkludere et bredere samfundsmæssigt sigte, samt mere individuelle og personlige ønsker og behov (eksempelvis også for efter- og videreuddannelsesmuligheder). Det bliver under alle omstændigheder interessant at høre mere om redskabet!

/Marianne

Paper til Networked Learning conference 2018

MariisLeave a comment

Min medforfatter, Lone Dirckinck-Holmfeld (AAU) og jeg har fået accepteret et paper til Networked Learning konferencen 2018, som foregår fra 14-16 maj i Zagreb, Kroatien. I paperet har Lone og jeg, på baggrund af to forskellige studier, kigget nærmere på, hvorfor og hvodan forskellige, hhv. 2D og 3D teknologi-medierede undervisnings- og læringsmiljøer kan bidrage til udvikling af viden og påvirke deltagernes muligheder for bla. identifikation og grænsekrydsning gennem anvendelse af forskellige typer af grænseobjekter.

De praksisser, som vi har undersøgt foregår på universitetsuddannelser, og har som sådan ikke noget med EUD at gøre. Men en del af det teoretiske grundlag, herunder begreber som teknologi-mediering, grænsekrydsning og grænseobjekter, er det samme som mine kolleger og jeg benytter i vores aktuelle forskningsprojekt på EUD-området.

Titlen på paperet er ‘Knowledgeability and modes of identification in (dis)embodied boundary practice in networked learning’. Hele paperet vil først blive offentliggjort ifm. konferencen, men herunder ses sammenfatningen:

Building on a continued interest in boundaries and boundary practice in relation to ICT-based networked learning (Ryberg & Sinclair, 2016), this paper addresses the issue of knowledgeability and identification through (dis)embodiment in design for boundary practice in networked learning. According to Goodyear (2015) teaching is about designing opportunities for people to learn, and from a learning perspective, how participants respond to design through their practices and through their use of boundary objects is interesting. Inspired by Wenger-Trayner & Wenger-Trayner’s (2015) concepts of knowledgeability and modes of identification, we analyse how two different case studies conducted at the Danish online Master programme on ICT and Learning (MIL) differ with regard to potential boundary practice and use of boundary objects.

In study I, the design for learning was based on a 2D virtual learning environment (Dirckinck-Holmfeld, 2006), whereas the design for learning in study II was based on a 3D virtual world (Riis, 2016). Carlile (2002; 2004) proposed a hierarchical typology for boundary objects aiming at transfer, translation and transformation, and in our analysis, we identify examples of such boundary objects in the two learning arenas. Our findings show that all identified categories of boundary objects can mediate knowledge according to the typology. Nonetheless, certain boundary objects in the 3D learning arena (study II), in particular the avatar, seem to promote a different kind of embodied transformation, which has implications for identity formation of the participants. Furthermore, the 3D virtual space affords a concrete materialised, albeit virtual, opportunity for reification, which is different to that of the 2D environment.

In the paper, we will elaborate on these differences, and based on the two case studies we propose that boundaries in networked learning should not only be regarded as socio-cultural differences, but as socio-material differences and dependencies as well. In particular, the materiality of a 3D virtual arena and avatars provides new relational and performative opportunities in networked learning.

Det er første gang, at jeg skal deltage i Networked Learning konferencen, og jeg glæder mig virkelig, da jeg kender mange af deltagerne fra andre sammenhænge og herigennem kun har hørt positive ting.

/Marianne

NNU konference om ‘digital dannelse’ – også med fokus på EUD

MariisLeave a comment

10. april afholder Netværk for Netbaserede Uddannelser (NNU) konference, og årets tema er ‘Digital Dannelse – fleksible læringsformer i et fremtidigt perspektiv’. Konferencen foregår hos VIA, Campus Nord fra 9.30-16:00.

Arrangørerne, der kommer fra UCSyd, UCC og VIA, har fået sammensat et virkeligt spændende program. Beskrivelser af oplæg og praktiske informationer kan ses og downloades her:

NNU2018

Herunder følger arrangørernes beskrivelse af konferencen:

Med konferencen vil vi sætte begrebet digital dannelse til debat, særligt perspektiverne for menneske-teknologi interfacet, hvor vi forandrer teknologien og teknologien forandrer os. På den ene side kan man forstå teknologien som en forandringsfaktor og en udvidelse af vores muligheder for at modificere og ændre verden – på den anden side transformerer teknologien os, vores relationer og vores forhold til omverden.

Både uddannelse og skole har en særlig opgave i at undervise i værdifulde og meningsfulde tilgange til teknologi og bidrage til at vores studerende kan begå sig ansvarsfuldt og frit i det 21. århundrede. Men hvordan gør vi det? I forhold til planlægning og udformning af både tilstedeværelses- og netbaseret uddannelse vil konferencen forsøge at komme et spadestik dybere i forhold til at reflektere over betydningen af digital dannelse i uddannelserne.

Konferencen omfatter bla. oplæg fra uddannelsestæn­ker og -debattør Steve Wheeler, Plymouth Institute of Education og Anders Høeg Nissen kendt fra DR’s “Harddisken”, med et skarpt blik på teknologiens digitaliserede verden. Jeg glæder mig især til at høre Steve Wheeler, som jeg aldrig har oplevet, men kun har fulgt på hans blog og via twitter. Wheeler plejer at være både skarp og indsigtsfuld, så det skal nok blive interessant at høre ham tale om Learning with ‘e’s:

In this presentation I will briefly analyse new and emerging theories by evaluating their explanatory power in the context of technology supported learning. We will explore a number of allied concepts including personalised learning environments (Johnson & Liber, 2008), online collaborative learning (Selwyn et al., 2006), the wisdom of crowds (Surowiecki, 2010), open scholarship (Weller, 2011) and mobile forms of learning that leverage connected personal devices (Wheeler, 2015). I will then go on to discuss how the old and new theories might be combined to provide a more cogent and agile explanation of learning – the digital praxis of education – in the connected age.

Efter Wheeler er der fem forskellige forskningsoplæg, hvor jeg selv skal tale om ‘Grænser for dannelse i den digitale erhvervsuddannelse’. Over frokost er der så mulighed for at vælge mellem 16 forskellige oplæg over to omgange. Her skal der tales ud fra forskelligartede overskrifter, der tilsammen illustrerer spændvidden i feltet inden for professions- og efter-og videreuddannelser, som eksempelvis disse:

  • Dannelsen er ikke digital – men hvad er den så?

  • Teknologiforståelse i en professionsvirkelighed

  • Digital dannelse – et mål blandt flere

  • Filtret ind – medieret undervisning i et aktør-netværk-perspektiv

  • Skitser til en objekt-orienteret teknologiforståelse

  • Teknologien som forandringsfaktor i et fleksibelt blended design

  • Samarbejde og indsigt på tværs af uddannelser

Jeg er slet ikke i tvivl om at det nok skal blive en inspirerende og lærerig dag!

/Marianne

Aktuelle digitaliseringsinitiativer på EUD-området – 2/2

Mariis4 Comments

UVM/STIL har netop udgivet en ‘Handlingsplan for teknologi i undervisningen‘ som også indeholder nogle initiativer rettet mod EUD-området (kan hentes via dette link). Der refereres i dette indlæg tilbage til det første indlæg om digitaliseringsinitiativer på EUD-området, som derfor med fordel kan læses først.

I forordet til handlingsplanen skriver undervisningsministeren bla.:

Danske børn og unge skal kunne skabe kreativt med digital teknologi og ikke blot være brugere af den. (…) It og teknologi skal bruges, hvor det giver mening fagligt. (…) Den (planen, red.) indeholder en række initiativer, som peger fremad, så vi sikrer, at alle børn, unge og voksne bliver klædt på bliver klædt på til fremtidens digitale samfund. (Handlingsplanen, s. 3).

I oversigten herunder har jeg sammenfattet de forskellige initiativer på hhv. folkeskole-, gymnasie- og EUD-området:

Som det fremgår er der fem-seks initiativer som umiddelbart vedrører EUD. Det første initiativ falder under indstatsområdet ‘ Styrket teknologiforståelse hos elever‘ og her lægges der op til øget fokus på digitale og faglige kompetencer i de afsluttende prøver. Dette nævnes også i ‘Strategien for Danmarks digitale vækst’ og som omtalt i første indlæg, synes jeg at det er et rigtig fornuftigt initiativ.

Det andet initiativ falder under indsatsområdet ‘ Styrkede digitale kompetencer hos lærere, ledere og pædagogisk personale‘ og her påtænkes igangsættelse af et udviklingsprojekt, der har som formål at:

(…) videreudvikle og udbrede eksisterende viden, praksis og erfaringer om digitale undervisningsformer i erhvervsuddannelserne (…). Projektet skal bidrage til implementering og forankring af en digital pædagogik og didaktik på erhvervsskolerne. (Handlingsplanen, s. 14)

Dette initiativ er ikke omtalt i strategien, men det kunne dæmme op for mit ønske om, at der også er behov for at skabe ny viden (re:videreudvikling) på området – omend jeg stadig gerne havde set en forskningsbasering af hensyn til kvalitet og bæredygtig virkning.

Under det tredje indsatsområde ‘ Bedre brug af it i undervisningen‘ er der to initiativer, hvoraf det første handler om oprettelse af et nyt center, der også er omtalt i strategien. Beskrivelserne af dette center varier afhængig af afsender, som det kan ses herunder:

Der er nogle interessante nuanceforskelle i ordlyden fra de to ministerier, som kan få betydning afhængig af, hvor og hvordan centret knyttes på ministerielt niveau. I Erhvervsministeriets beskrivelse er der vægt på ‘anvendelse’ og fokus er på ‘faglærte’, og ‘fagteknologi’ – dvs. her er et tydeligt arbejdsmarkedsfokus. I Undervisnings-ministeriets beskrivelse er fokus på ‘understøttelse’, ‘elever, lærere, ledere og bestyrelser’, herunder særligt fokus på lærerne, og hvad man kunne tolke som ‘pædagogisk it’. Det kan synes som trivielle detaljer, og det er jo ikke sikkert, at det får reel betydning. Jeg synes imidlertid, at de to beskrivelser meget fint illustrerer det grundlæggende spændingsfelt som danske erhvervsuddannelser befinder sig i. Den danske model for EUD er, som bla. Christian Helms Jørgensen (RUC) har påpeget flere gange, baseret på et styringsrationale, hvor arbejdsmarkedets parter i høj grad er bestemmende for formål, mål, indhold og form. Som allerede omtalt i det første indlæg, så hilser jeg initiativet velkommen under hensyntagen til, at der bliver skabt en passende balance mellem arbejdsmarkedets og de mere personlige og samfundetsmæssige behov.

Det andet initiativ ifm. bedre brug af it i undervisningen, drejer sig om ‘understøttelse af elevers adgang til virtuelle laboratorier i naturvidenskab‘, hvorom der skrives:

I regi af teknologipagten foreslås en indsats, som skal give elever i grundskole og ungdomsuddannelse bedre muligheder for at anvende virtuelle laboratorier i den naturvidenskabelige undervisning. Virtuelle simulationer kan øge elevernes motivation og læring i naturvidenskab. De kan indgå som et supplement til det traditionelle (fysiske) udstyr til gennemførelse af undersøgelser og eksperimenter, som ellers ikke er mulige. (Handlingsplanen, s. 18)

Det er et initiativ, som er svært at være uenig i. Erhvervsskolerne har lang tradition for at anvende virtuelle simulationer inden for diverse uddannelser, hvor især de tekniske og sundhedsfaglige fag kunne understøttes endnu bedre. Det er også positivt, at der her lægges op til undersøgende og eksperimentelle undervisnings- og læringsformer. Hvis dette også følges op af udvikling af en erhvervsrettet virtuel simulationspædagogik, tænker jeg, at det virkelig kunne skubbe til digitalisering i erhvervsskoler på en meningsfuld måde.

Ifm. indsatsen for ‘Brugervenlig digital infrastruktur og læremidler‘ er der allerede igangsat en analyse af digitale læremidler, som skal:

(…) give en dybere indsigt i markedet for og kvaliteten af digitale læremidler på både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. En vellykket brug af it i undervisningen beror bl.a. på, at der eksisterer digitale læremidler af høj kvalitet. (Handlingsplanen, s. 22)

Igen er det svært at være uenig. Under dette initiativ, er der også fokus på brug af digitale læringsplatforme (specifikt i folkeskolen). Erhvervsskolerne er også godt igang med at implementere og anvende digitale læringsplatforme – og det er et udfordrende arbejde, som også godt kunne være tjent med ny viden. Der foreligger allerede viden (se fx tema på EUM’en), som kan anvendes i en vis udstrækning. For EUD gælder dog det særlige, at der skal samarbejdes med virksomheder/praktikpladser, hvilket også kan medieres af digitale læringsplatforme. Vores aktuelle forskningsprojekt peger dog på et stort behov for mere viden om netop dette aspekt, hvilket jeg også påpegede i det første indlæg.

Det sidste indsatsområde i handlingsplanen handler om ‘God brug af data og dataetik‘, og det er rigtig godt at ministeriet/STIL også sætter fokus på dette vigtige område. Ministeriet/STIL kigger i denne forbindelse både indad idet, der skal foretages en gennemgang af ministeriets egne systemer og så kigges der ud til bla. skolerne:

(…) Der gennemføres en analyse med henblik på at afdække børn, unge, lærere og forældres kendskab til it-sikkerhed og god dataadfærd. Analysen skal bidrage med konkrete løsningsforslag, der kan styrke målgruppernes viden om og arbejde med it sikkerhed og dataetik fremadrettet. (Handlingsplanen, s. 26).

Det er ikke helt klart om ‘målgrupperne’ også omfatter EUD og gymnasieområdet, men jeg forestiller mig, at alle områder under ministeriet vil kunne drage fordel af en sådan viden.

Opsummerede har jeg påpeget en række opmærksomhedspunkter i de to indlæg, og jeg kunne, som nævnt, have ønsket mig, at der også havde været lagt op til nogle forskningsbaserede initiativer (fx i form af følgeforskning) på EUD-området. I den forbindelse skal det understreges, at det ikke bare handler om, at jeg gerne vil have flere forskningsmidler (det vil alle forskere naturligvis!). Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, at EUD, også hvad angår forskning, er underprioriteret og underfinansieret. Der er ikke mange EUD-forskere i Danmark, og kun få af disse beskæftiger sig med digitalisering, anvendelse af pædagogisk it osv.

Jeg ved, at it-pædagogiske forskere fra andre områder hellere end gerne vil rette deres blik mod EUD, men det er ikke nemt, eftersom det er yderst vanskeligt at skaffe midler. Det betyder bla., at området i væsentlig udstrækning må ‘nøjes med’ viden skabt på baggrund af forsøgs- og udviklingsprojekter, hvilket jeg finder problematisk. Det betyder også, at der ikke er de samme muligheder for at etablere tværgående forskningsmiljøer og videnudveksling, således som det ses inden for eksempelvis grundskole- og gymnasieområdet. Hermed er der, i mine øjne, risiko for, at et yderst sårbart og mangelfuldt videnskredsløb fastholdes inden for området, hvilket næppe tiltrækker flere forskere på sigt.

Men altså, samlet set, er der tale om en række interessante og tiltrængte initiativer, som det under alle omstændigheder bliver spændende at følge. Og hvad angår forskning, så vil vi i Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) fastholde fokus på digitalisering, it-pædagogik o.l.,  – og der er heldigvis gode samarbejdspartnere fra andre forskningsinsitutioner, organisationer, videnscentre mfl., som gerne vil være med til at styrke området yderligere. Så der er, alt i alt, grund til forsigtig optimisme.

/Marianne