10. april afholder Netværk for Netbaserede Uddannelser (NNU) konference, og årets tema er ‘Digital Dannelse – fleksible læringsformer i et fremtidigt perspektiv’. Konferencen foregår hos VIA, Campus Nord fra 9.30-16:00.
Arrangørerne, der kommer fra UCSyd, UCC og VIA, har fået sammensat et virkeligt spændende program. Beskrivelser af oplæg og praktiske informationer kan ses og downloades her:
Herunder følger arrangørernes beskrivelse af konferencen:
Med konferencen vil vi sætte begrebet digital dannelse til debat, særligt perspektiverne for menneske-teknologi interfacet, hvor vi forandrer teknologien og teknologien forandrer os. På den ene side kan man forstå teknologien som en forandringsfaktor og en udvidelse af vores muligheder for at modificere og ændre verden – på den anden side transformerer teknologien os, vores relationer og vores forhold til omverden.
Både uddannelse og skole har en særlig opgave i at undervise i værdifulde og meningsfulde tilgange til teknologi og bidrage til at vores studerende kan begå sig ansvarsfuldt og frit i det 21. århundrede. Men hvordan gør vi det? I forhold til planlægning og udformning af både tilstedeværelses- og netbaseret uddannelse vil konferencen forsøge at komme et spadestik dybere i forhold til at reflektere over betydningen af digital dannelse i uddannelserne.
Konferencen omfatter bla. oplæg fra uddannelsestænker og -debattør Steve Wheeler, Plymouth Institute of Education og Anders Høeg Nissen kendt fra DR’s “Harddisken”, med et skarpt blik på teknologiens digitaliserede verden. Jeg glæder mig især til at høre Steve Wheeler, som jeg aldrig har oplevet, men kun har fulgt på hans blog og via twitter. Wheeler plejer at være både skarp og indsigtsfuld, så det skal nok blive interessant at høre ham tale om Learning with ‘e’s:
In this presentation I will briefly analyse new and emerging theories by evaluating their explanatory power in the context of technology supported learning. We will explore a number of allied concepts including personalised learning environments (Johnson & Liber, 2008), online collaborative learning (Selwyn et al., 2006), the wisdom of crowds (Surowiecki, 2010), open scholarship (Weller, 2011) and mobile forms of learning that leverage connected personal devices (Wheeler, 2015). I will then go on to discuss how the old and new theories might be combined to provide a more cogent and agile explanation of learning – the digital praxis of education – in the connected age.
Efter Wheeler er der fem forskellige forskningsoplæg, hvor jeg selv skal tale om ‘Grænser for dannelse i den digitale erhvervsuddannelse’. Over frokost er der så mulighed for at vælge mellem 16 forskellige oplæg over to omgange. Her skal der tales ud fra forskelligartede overskrifter, der tilsammen illustrerer spændvidden i feltet inden for professions- og efter-og videreuddannelser, som eksempelvis disse:
-
Dannelsen er ikke digital – men hvad er den så?
-
Teknologiforståelse i en professionsvirkelighed
-
Digital dannelse – et mål blandt flere
-
Filtret ind – medieret undervisning i et aktør-netværk-perspektiv
-
Skitser til en objekt-orienteret teknologiforståelse
-
Teknologien som forandringsfaktor i et fleksibelt blended design
-
Samarbejde og indsigt på tværs af uddannelser
Jeg er slet ikke i tvivl om at det nok skal blive en inspirerende og lærerig dag!
/Marianne