Computerspilsafhængighed, adfærdsdesign og medikaliseret framing

Kritisk forskning i ‘computerspilsafhængighed’ anerkendes
Rune Kristian Lundedal Nielsen (ITU) har netop modtaget Tietgenprisen 2019 for sin forskning i børn/unges spilkultur og ikke mindst bidrag til den offentlige debat om begrebet ‘computerspilsafhængighed’. Nielsen udtaler i den forbindelse:

”Det er vigtigt, at vi undersøger begrebet ’computerspilsafhængighed’ kritisk, fordi der ikke findes gode videnskabelige beviser for, at der er tale om ægte afhængighed på linje med stofafhængighed. Lige meget om man er politiker, erhvervsleder, pædagog eller forælder, kan man blive nødt til at træffe beslutninger i forhold til computerspil, og det skal man helst gøre på et oplyst grundlag” (kilde)

I videoen herunder fortæller Nielsen kort om sin forskning:

Tietgenprisen 2019 from Genau Film on Vimeo.

Sammen med kollega Espen Ararseth og en række internationale forskere fra forskellige felter, var Nielsen i 2016 med til at problematisere WHO’s forslag om at gøre ‘gaming disorder’ til en officiel diagnose på linje med andre typer af afhængighedsdiagnoser. Forskerne pegede på især tre uhensigtsmæssige konsekvenser, der kunne følge af en sådan diagnose:

  1. Moral panics around the harm of video gaming might result in premature application of a clinical diagnosis and the treatment of abundant false-positive cases, especially among children and adolescents.

  2. Research will be locked into a confirmatory approach rather than an exploration of the boundaries of normal versus pathological.

  3. The healthy majority of gamers will be affected by stigma and perhaps even changes in policy. (Aarseth et al., 2017)

Forskerne understregede også, at deres kritik af diagnoseforslaget ikke var et spørgsmål om at underkende, at der kan identificeres ‘problematisk adfærd’ omkring computerspil. Det afgørende her er forskellen på ‘problematisk adfærd’ og ‘afhængighed’ – se fx Kardefelt-Winther (2017) for et review herom. Diagnosen blev vedtaget, men diskussionen om hensigtsmæssigheden fortsætter – som fx her, hvor Anne Brus (RUC) uddyber kritikken.

Nielsens og de øvrige nævnte forskeres afstandtagen til ‘afhængighed’ rammer lige ind i dele af den teknologikritiske debat, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Ikke kun computerspil, men i det hele taget alle mulige former for digitale medier og teknologier, er gennem de senere år blevet kritiseret vidt og bredt – ikke mindst i uddannelsessammenhæng. Kritikken har været rejst på alle niveauer lige fra policy og beslutningstagere til helt konkrete formodninger om teknologiernes indflydelse på hjernen, læring og adfærd. I den forbindelse ses også et øget fokus på det tværdisciplinære forskningsfelt, der beskæftiger sig med adfærdsdesign.

Stigende fokus på adfærdsdesign i den teknologikritiske debat
I dele af den teknologikritiske debat, har jeg bemærket, at den amerikanske psykolog B.J. Fogg’s ideer om ’captology’, ’persuasive design’ og hans ’behavior model’ er blevet anvendt – særligt når kritikken er gået på den måde, hvorpå ny digital teknologi designes med henblik på at påvirke menneskers adfærd i negativ retning, hvor ‘behavior design’ helt urimeligt oversættes til ‘afhængighedsdesign’.

Jeg har selv for år tilbage, i min tid som underviser på Humanistisk Informatik*(AAU), anvendt Fogg’s bog ’Persuasive technology – using computers to change what we think and do’ (2003) og hans adfærdsmodel, når de studerende skulle lære om eksempelvis design af brugergrænseflader. Med det kendskab jeg har til Fogg’s ideer, har jeg undret mig over den måde, hvorpå disse ideer fremstilles og anvendes, men på den anden side har jeg ikke fulgt særlig meget med i feltet omkring adfærdsdesign, efter jeg stoppede på AAU i 2013.

Nu har jeg imidlertid fået læst lidt op på feltet i en relativ ny antologi, der netop har titlen Adfærdsdesign (Jensen, Lieberoth & Dalsgaard (red.), 2017). Som det fremgår af bogens omslag, så handler adfærdsdesign – når det bruges i den gode sags tjeneste – om at designe vores omgivelser således, at vi guides til at handle hensigtsmæssigt. I bogens første kapitel giver Niels Holm Jensen (AU) og Andreas Lieberoth (AU) en fin introduktion til adfærdsdesign, og konstaterer bla.:

 

Forskningen tyder altså på, at vi har brug for en mere brugervenlig hverdag, og at det frie valg er overvurderet. I takt med at en hektisk moderne verden i stigende grad lægger beslag på vores begrænsede opmærksomhed og beslutningskapacitet, så kan adfærdsdesign bidrage til at guide vores valg uden at diktere dem (Jensen & Lieberoth, 2017, s. 37).

Jensen & Lieberoth  kommer også ind på Fogg’s indflydelsesrige adfærdsmodel, der rummer tre dimensioner, hhv. motivation, evne og anledning:

Adfærdsændringer lykkes, når vi er tilstrækkeligt motiverede til at udføre adfærden, når vi har nemt ved at udføre adfærden, og når vi har fået en god anledning til at udføre adfærden (Jensen & Lieberoth, ibid. – original kursivering er her fremhævet).

Invitationer til at ændre adfærd beskrives i modellen som udløsere, og et eksempel herpå kunne være en notifikation fra et socialt medie. Hermed er det heller ikke overraskende, at netop Fogg’s model ofte bruges til at forklare vores medieadfærd og i samme forbindelse er det således heller ikke overraskende, at netop designere af fx sociale medier benytter sig af Fogg’s ideer.

Når adfærdsdesign ikke bruges ‘i den gode sags tjeneste’, så kommer det nemt til at minde om ond manipulation, hvilket også er en kritik, der fremsættes ift. design af sociale medier, spil o.l. Nye digitale medier og teknologier vil ofte have en stor tiltrækningskraft, fordi de netop muliggør konstante, motiverende og nemme anledninger. Men herfra til at tale om decideret afhængighedsdesign er der altså et stykke vej! Og der er så vidt jeg kan vurdere heller ikke belæg for at benævne Fogg’s ideer som sådan. Derimod er der igen tale om en tendens i debatten om vores (og især børn og unges) adfærd omkring nye digitale medier og teknologier.

Forholdet mellem børn, unge og medier har, som Stine Liv Johansen (AU) & Malene Charlotte Larsen (AAU) skriver, altid været præget af debat og et vist mål bekymring, hvilket man kan læse mere om i deres nye bog.

Gennem tiden har bekymringer om børn og unges medieadfærd være italesat på forskellig vis i forskningen, eksempelvis som ‘moralsk panik’ og/eller ‘mediepanik’. Medierne, der har været bekymring over, har afspejlet den generelle medieudvikling fra analog populærfiktion, ugeblade og tegneserier til nye digitale medier. Om de aktuelle debatter, skriver de:

De debatter, vi ser i dag, handler især om mindre børns brug af mobile skærme (se f.eks. Johansen, 2018; Thorhauge & Johansen, 2018) og mere generelt om unges brug af computerspil, sociale medier og smartphones. I begge tilfælde præges den offentlige debat af forestillingen om, at medierne gør børn og unge afhængige (Johansen & Larsen, 2019, s. 13 – min fremhævelse).

Formålet med bogen er imidlertid ikke at give en vurdering af, hvorvidt børn og unges mediebrug er skadeligt eller ej, for som Johnsen og Larsen pointerer:

Medier er – som alt andet i vores liv – mulige at anvende mere eller mindre hensigtsmæssigt, og børn og unge er forskellige og har forskellige ønsker, behov og livssituationer (ibid., s. 17).

Derimod giver Johnsen & Larsen et nuanceret billede af børn og unges medieadfærd baseret på empirisk forskning. Fokus i bogen er primært på børn og unges medieliv og -praksisser uden for institutionelle kontekster, men også i uddannelsessammenhænge ses begreber som skærm- og mobilafhængighed – som jeg eksempelvis har skrevet om her og her.

Medikaliseret framing af adfærd øger behovet for nuanceret forskning
I og med, at begrebet ‘afhængighed’ vinder større og større indpas i debatter, er vi ude i en helt særlig form for medikaliseret framing, der efter min mening er meget uhensigtsmæssig. Medikalisering er ikke nødvendigvis problematisk, men når framingen baseres på begreb, der har så negative konnotationer som tilfældet er med ‘afhængighed’, så er risiko for, at det fører til sygeliggørelse, stigmatisering og individualisering af problemer. Og som påpeget af bla. Conrad & Bergey (2015), så kan konsekvensen dermed være, at bagvedliggende sociale og samfundsmæssige sammenhænge og årsager belejligt ignoreres. Det er en lignende pointe, som Rune Kristian Lundedal Nielsen kommer med i videoen ovenfor; ‘computerspilsafhængighed’ er snarere et symptom, end en sygdom.

Derfor er det også vigtigt – som i tilfældet her – at forskellige typer af forskning i adfærd og praksisser omkring nye medier og digitale teknologier anerkendes og styrkes, så der kan komme mere viden og flere nuancer i spil.

/Marianne

*) Sidenhen ændret til Kommunikation og Digitale Medier

Ny undersøgelse af elevers medieadfærd afføder mange spørgsmål

Torsdag d. 11. april udkom Skolebørnsundersøgelsen 2018, som er en undersøgelse af helbred, trivsel og sundhedsadfærd blandt 11-, 13- og 15-årige skoleelever i Danmark.

Det er en undersøgelse som indeholder virkelig mange informationer i form af tal og statistik om en lang række forhold relateret til undersøgelsens overordnede temaer. Således er den samlede rapport på 141 sider. Jeg har ikke nærlæst hele undersøgelsen, men udvalgt nogle eksempler omkring elevernes medieadfærd, som jeg finder interessante.

Min interesse i undersøgelsen hænger sammen med, at jeg ofte oplever, at denne type af kvantitative undersøgelser giver anledning til fortolkning, som der reelt ikke er belæg for. Tal og statistik kan fremstå som værende neutrale størrelser, men min erfaring er, at de kan tolkes lige så forskelligt som kvalitative data. Hertil kommer, at måden hvorpå data er produceret også spiller en væsentlig rolle for udsigelseskraften, hvilket jeg vender tilbage til. Her er det indledningsvist værd at bemærke, at forfatterne bag undersøgelsen selv gør opmærksom på, at det er vigtigt at udvise forsigtighed ift. fortolkning af resultaterne:

En rapport som denne er grundlæggende beskrivende og giver derfor ikke direkte forklaringer på de præsenterede forekomster og udviklinger over tid. Det vil typisk kræve yderligere og mere avanceret analyse samt supplerende data at dokumentere mulige forklaringer og årsagssammenhænge. Det er derfor vigtigt at være forsigtig med fortolkninger af de præsenterede resultater. (Rapporten, s. 3)

Forfatternes pointe om at udvise forsigtighed går igen flere steder i rapporten, som det også fremgår af denne opsummering af designet:

Kort om undersøgelsesdesignet
Undersøgelsen er gennemført fra februar til og med maj 2018.

På hver af de 45 deltagende skole har elever på 5., 7. og 9. klassetrin besvaret spørgeskemaet.

I 2018 besvarede 85 % af alle elever, indskrevet i de deltagende klasser, spørgeskemaet; en svarprocent, som er på niveau med svarprocenten i de tidligere undersøgelsesrunder.

Spørgsmålene dækker følgende temaer: sociodemografiske kendetegn (køn, klassetrin, familieform, familiesocialgruppe, herkomst), helbred (selvvurderet helbred, symptomer, vægtstatus, skader), trivsel (livstilfredshed, kropsopfattelse, ensomhed, selvværd, self-efficacy og positiv mental sundhed), sociale relationer (fortrolighed med familie og venner, støtte fra familie, samværsfrekvens, digital kommunikation, brug af sociale medier og mobning på internettet), sundhedsadfærd (rygevaner, alkoholvaner og brug af hash, fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd, kostvaner, mål-tidsvaner, seksualadfærd, tandbørstning og solariebrug), skoletrivsel (skoletilfredshed, støtte fra lærere og klassekammerater, skolepres, mobning).

Selve rapporten er inddelt i de samme overordnede temaer.

Af læsevejledningen fremgår det, at præsentationen af data er sket på baggrund af en række metodiske principper, hvor det 4. princip gentager, at 'tallene i rapporten formidles, men fortolkes ikke' og at 'det typisk vil kræve yderligere og mere avanceret analyse samt supplerende data at dokumentere mulige forklaringer og årsagssammenhænge'. (Rapporten, s. 15).

I afslutningen af rapporten gør forfatterne sig yderligere metodiske overvejelser, hvor der igen tages forbehold for fortolkning af resultaterne, idet der er tale en tværsnitsundersøgelse. 'Det vil sige, at vi spørger eleverne på et givent tidspunkt, men vi følger ikke de samme elever over tid. Dermed kan vi ikke udtale os om årsagssammenhænge, men kun om statistiske sammenhænge.' (Rapporten, s. 139 - min fremhævelse)

Under afsnittene i rapporten listes de specifikke spørgsmål, som eleverne er blevet bedt om at svare på, hvilket er vigtigt ift. at skabe transparens.

Det er i øvrigt interessant, at forfatterne gentagne gange understreger, at de ikke ‘fortolker’, men ‘formidler’. Det kan give et indtryk af, at data kan skabes og præsenteres objektivt, hvilket jeg ikke mener er tilfældet. Men ellers er det i øvrigt standard i forskning at tage forskellige metodiske forbehold for ens arbejde, hvilket desværre ofte overses af medier og debattører. Et metodisk forhold, der typisk er til diskussion i sådanne undersøgelser går på ‘selvrapportering’. Her skriver forfatterne, at de generelt betragter det som en styrke, men også, at ‘for enkelte indikatorer er selvrapportering ikke helt optimalt. I Skolebørns- undersøgelsen gælder dette særligt målingerne af fysisk aktivitet samt højde og vægt.’ (Rapporten, s. 139). Selvrapportering er dog også et anerkendt problem, når det kommer til mediebrug*, hvilket der godt kunne have været opmærksomhed omkring.

Det første eksempel hører under temaet Sociale Relationer og vedrører elevernes brug af sociale medier. Her er eleverne i første omgang blevet spurgt, hvor meget tid de bruger. Sociale medier inkluderer i undersøgelsen følgende: ‘Facebook, Messenger, Twitter, WhatsApp, Snapchat, Instagram, e-mail og SMS, og tid brugt på andre kommunikationstyper’ (Rapporten, s. 72-73) . Det undrer mig, at e-mail er inkluderet, og jeg kan ikke gennemskue, hvad ‘tid brugt på andre kommunikationstyper’ omfatter eller betyder. Jeg forestiller mig, at det går på, at eleverne nok kunne tænkes at bruge tid på andre end de listede forslag, men jeg ved det ikke. Hvordan mon eleverne har forstået det? Resultatet fremgår herunder:

Rapporten, s. 73

Her ser vi fx, at 27% af de 15-årige adspurgte piger bruger sociale medier eller andre kommunikationstyper mindst 4 timer dagligt. Og hvad betyder det så? Resultatet her siger ikke noget om på hvad, hvordan, hvornår, hvorfor eller i hvilke sammenhænge eleverne bruger tiden. Det er nok også værd at bemærke, at det ikke fremgår om tiden bruges sideløbende med andre aktiviteter eller som en isoleret periode og aktivitet. Umiddelbart kan det måske lyde som et højt dagligt tidsforbrug, men når vi ikke kender mere til omstændighederne, synes jeg, at det er meget vanskeligt at vurdere.

Når jeg ser sådan et resultat vækkes min undren, og jeg bliver rigtig nysgerrig på ovenstående hv-spørgsmål. Fortolkninger af og undren over svarene kan gøres ud fra både en negativ og en positiv vinkel. Set ud fra en negativ vinkel tænker jeg fx på, om pigerne bruger tiden online, fordi de føler sig isolerede og ensomme og ikke har andre muligheder? Eller skyldes det, at de ikke kan lade være med at tjekke deres smartphones, fordi de er bange for at gå glip af noget, hvis de slår notifikationer fra eller slukker? Bruger de medierne til negative formål? Fx online mobning eller opsøgning af uhensigtsmæssigt materiale (fx videoer om selvskade, selvproklamerede ‘sundhedseksperter’ på instagram osv.)?

Set ud fra en positiv vinkel tænker jeg fx på, om resultatet for disse pigers vedkommende mon kan hænge sammen med, at de bruger sociale medier i deres relationsarbejde med især veninderne og bruger de dem også, når de er fysisk sammen? Bruger de fx medierne til at følge med i diverse interesser og aktørers gøren og laden for at kunne tale med i venindesnakken? Bruger de fx medierne til at drøfte teenagelivets store og små spørgsmål? Til at støtte og anderkende hinanden dagen igennem? Bruger de medierne til positive formål som at søge og udveksle information og viden ift. lektier og andre interesser?

I det næste eksempel er eleverne blevet spurgt til deres erfaringer med de sociale medier. Her er det dog værd at notere sig, at eleverne kun er blevet spurgt om negative aspekter af deres erfaringer:

1) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du jævnligt oplevet, at du hele tiden tænker på, hvornår du næste gang kan komme til at bruge sociale medier?’,

2) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du jævnligt følt dig dårligt tilpas, fordi du gerne ville bruge mere tid på de sociale medier?’,

3) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du ofte følt dig utilpas, fordi du ikke kunne komme til at bruge de sociale medier?’,

4) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du forsøgt at bruge mindre tid på de sociale medier, men hvor det ikke er lykkedes?’,

5) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du jævnligt undgået andre aktiviteter (for eksempel fritidsinteresser, sport), fordi du gerne ville på de sociale medier?’,

6) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du jævnligt skændtes med andre på grund af dit brug af de sociale medier?’,

7) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du jævnligt løjet for dine forældre eller venner om, hvor meget tid du bruger på de sociale medier?’,

8) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du ofte brugt sociale medier for at glemme negative følelser?’ og

9) ’Inden for de sidste 12 måneder, har du jævnligt haft alvorlige konflikter med dine forældre eller søskende på grund af dit brug af sociale medier?’.

Hertil har eleverne kunnet svare ’Ja’ eller ’Nej’. (Rapporten, s. 73-74)

I indledningen til temaet om sociale medier, skriver forfatterne:

De sociale medier og de digitale platforme har i stigende grad givet nye muligheder for socialt samvær og måder at kommunikere på via deling af sociale begivenheder og viden. Brugen af sociale medier og digital kommunikation er en vigtig del af børn og unges hverdagsliv. De sundhedsmæssige perspektiver heraf er ikke godt belyst. Man ved for eksempel ikke, om internetbaserede sociale relationer har samme sundhedsmæssige fordele som fysisk samvær og nærvær. Det er sandsynligt, at mange timers daglig brug af sociale medier og digital kommunikation har uheldige konsekvenser for sundheden, fordi det er knyttet til at være mere stillesiddende, at være mindre fysisk aktiv og at sove for lidt. Men der er kun beskeden viden om børn og unges brug af sociale medier, og hvad det betyder for deres udvikling, trivsel og sundhed. Det er ligeledes uklart, om der er social ulighed i omfattende brug af sociale medier. (Rapporten, s. 72)

Forfatterne har altså en antagelse om, at der kan være ‘uheldige konsekvenser’ forbundet med brug af sociale medier, og det er for så vidt helt legitimt alene at ville afdække negative aspekter. Det betyder imidlertid, at undersøgelsen tegner et ensidigt billede, som man som læser bør være opmærksom på. Når nu forfatterne skriver, at det ikke vides, om der kan være sundhedsmæssige fordele, så undrer det mig dog, at man ikke også har undersøgt den del. Under temaet Mental Sundhed, har man eksempelvis ikke kun spurgt ind til negative aspekter, men også ‘positiv mental sundhed’ blandt de ældste af eleverne. Jeg undrer mig også over flere af formuleringerne i spørgsmålene, som jeg synes er unødigt negativt værdiladede. Der spørges fx om eleverne jævnligt lyver om deres skærmtid, hvilket kunne tolkes som a) at man faktisk forventer, at de lyver og b) at der i det hele taget er noget at lyve om, hvilket jeg synes er et meget uheldigt signal at sende til eleverne. Og hvis man rent faktisk antager, at eleverne jævnligt lyver, er selvrapportering måske heller ikke den bedste metode ..

Brug af sociale medier hører under det overordnede tema Sociale Relationer, og her fremgår det bla., at der er sket et fald i omfang og hyppighed af fysisk socialt samvær blandt eleverne. Det fremgår imidlertid også, at størstedelen af de 13- og 15-årige elever har online kontakt med venner hver dag eller næsten hver dag (Rapporten, s. 70). Det kunne man jo have valgt at betragte som noget positivt og dermed have været mere nysgerrig på. Medieforskningen har længe peget på, at unge ikke har den samme kvalitative skelnen mellem on- og offline samvær, som nogle voksne, der foretrækker, og i en vis udstrækning romantiserer, det fysiske møde. Tværtimod tyder meget på, at online relationer og samvær kan være særdeles givende. Det udelukker naturligvis ikke, at der kan være problematisk adfærd og uheldige konsekvenser forbundet med brug af sociale medier. Pointen er her, at tal og statistik alene siger meget lidt, og med forfatternes bevidste fokus på negative effekter, kommer der til at mangle vigtige nuancer i vurderinger af elevernes samlede medieadfærd og -kultur.

Ser vi på resultaterne af de 9 spørgsmål om elevernes negative erfaringer, er jeg således igen usikker på, hvor meget klogere, vi bliver af elevernes svar. Eksempelvis føler mellem 6% og 9% af elevernes sig ‘dårligt tilpas fordi, de gerne vil bruge mere tid på de sociale medier’ (Rapporten, s. 75). Men hvad betyder det? Skyldes det, at de har begrænset adgang og derfor ønsker mere, eller at de har masser af adgang, men alligevel ønsker sig mere? Og hvad ligger der i ‘dårligt tilpas’? Er det nødvendigvis et tegn på ‘usund adfærd’?

Spørgsmål 4 handler om, hvorvidt eleverne har ‘forsøgt at bruge mindre tid på de sociale medier, men hvor det ikke er lykkedes’. Det har næsten hver anden 13-årige pige, omkring hver tredje 11- og 15-årige pige, mens det gælder ca. hver femte dreng (Rapporten, s. 76). På hvis initiativ og hvorfor har eleverne forsøgt at bruge mindre tid? Eget? Forældre? Lærere? Medier? Hvorfor er det ikke lykkedes? I hvilke sammenhænge har de forsøgt? I hjemmet? I skolen? Og hvorfor har færre drenge forsøgt sig? Har drengene en anden vurdering af deres forbrug end pigerne? Eller er drengene mindre modtagelige over for omverdenens krav og ønsker?

Spørgsmål 8 handler om, hvorvidt eleverne har ‘brugt sociale medier for at glemme negative følelser’. Resultatet viser, at en større andel blandt pigerne end blandt drengene anvender de sociale medier for at glemme negative følelser. Men hvad ligger der i at ‘glemme negative følelser’? Flugt? Støtte? Og når undersøgelsen ikke siger noget om, hvordan pigerne rent faktisk anvender de sociale medier, hvad er det så reelt, vi får indsigt i her? Jeg synes, at alle 9 spørgsmål afføder flere spørgsmål end de reelt giver svar.

Det sidste eksempel fra undersøgelsen, som jeg vil trække frem, handler om det, der betegnes som ‘stillesiddende adfærd’, hvorom forfatterne skriver:

Stillesiddende adfærd defineres som aktiviteter, der typisk foregår liggende eller siddende, og som derfor er karakteriseret ved et meget lavt energiforbrug. I en stadigt stigende erkendelse af, at stillesiddende adfærd har en negativ indflydelse på helbredet – både blandt voksne og børn – har der over de seneste årtier været et voksende fokus på stillesiddende adfærd som en betydende para-meter inden for folkesundheden. En hverdag karakteriseret ved et stort omfang af stillesiddende adfærd er dog ikke nødvendigvis det samme som et liv uden fysisk aktivitet. Mange børn og unge lever i dag et liv med mange timers daglig skærmtid, men hvor dagligdagen også indeholder meget fysisk aktivitet. Det er derfor vigtigt at studere stillesiddende adfærd og fysisk aktivitet som adskilte fænomener, der sameksisterer og eventuelt interagerer. (Rapporten, s. 101)

I undersøgelsen måles stillesiddende adfærd på en bestemt måde, nemlig ved at spørge ind til skærmaktiviteter, der defineres som film, tv-serier, YouTube, spil, sociale medier, videosamtaler og surf på internettet (ibid.). Eftersom stillesiddende adfærd er ‘karakteriseret ved et meget lavt energiforbrug’ kunne man også have spurgt til analoge aktiviteter (fx læsning, tegning, kort- og brætspil), men det har man ikke gjort, da det åbenbart ikke er kutyme** i undersøgelser af stillesiddende adfærd?

Svarene på spørgsmål omkring stillesiddende adfærd viser, at der er elever som bruger mindst 4 timer dagligt på hhv. ‘at se film, TV-serier, YouTube-film eller underholdningsprogrammer’ og mindst 4 timer på at ‘spille på tablet, smartphone, spilkonsol og computer’. Sammenholdt med at der, som vi så ovenfor, også er elever som bruger mindst 4 timer dagligt på ‘sociale medier eller andre kommunikationstyper’, tegner der sig altså et billede af, at flere af disse aktiviteter foregår sideløbende. Den rodede opdeling mellem de forskellige overlappende medietyper i de tre spørgmål øger ikke klarheden. Her kunne man spørge ind til de konkrete situationer, om al denne aktivitet foregår i isolation eller sammen med andre fx venner og familie? Hvor foregår disse aktiviteter? I hjemmet? I skolen? Hvis nogle af dem foregår i skoletiden, er det så i frikvartererne eller i undervisningen? På hvis initiativ foregår aktiviteterne?

Forfatterne har, som nævnt, opfordret til forsigtighed ift. fortolkning af resultaterne. Ikke desto mindre udtaler en af forfatterne:

Næsten hver 3. pige og hver 5. dreng i 9. klasse er mindst 4 timer på sociale medier dagligt. Det er altså vældig meget for en ungdomsgeneration, der næsten har europarekord i fysisk inaktivitet. Og så viser alt for mange, især af pigerne, faretruende tegn på afhængighed, som vi alle skal være opmærksomme på, siger Mette Rasmussen fra Statens Institut for Folkesundhed. (Politiken, 11. april, 2019).

Jeg undrer mig over, hvordan Rasmussen når frem til, at eleverne udviser ‘faretruende tegn på afhængighed’ af sociale medier? For det første findes der ikke nogen officiel diagnose på afhængighed af sociale medier, og for det andet indikerer ‘faretruende’, at der skulle eksisterende en veldefineret grænse for hvor meget ‘skærmtid’, der kan karakteriseres som værende sundt eller usundt, hvilket heller ikke findes? Her savner jeg virkelig transparens ift. hvordan Rasmussen kommer fra data til konklusion. Derudover synes jeg, at ‘faretruende’ er unødigt alarmerende.

Skærmbrug via nye digitale medier, adskiller sig ganske rigtigt fra brugen af tidligere medier på en række væsentlige områder: fx design, der benytter motiverende features og algoritmestyret indhold, større udbud, større tilgængelighed mv. Disse forskelle kan give anledning til forskellige typer af uheldige konsekvenser, som jeg bestemt mener, at der skal være opmærksomhed omkring, men jeg synes ikke, at ‘skærmtid’ er en hensigtsmæssig indikator. Der er bla. forskel på indhold, kontekst og de evt. fysiske sociale relationer, der kan udgøre rammen for ‘skærmtid’ og dermed også sige noget om kvaliteten af den tid, der bruges foran en skærm, hvilket kan påvirke det mentale helbred positivt eller negativt.

Kvaliteten af ‘skærmtid’ ændrer naturligvis ikke på, at kvantiteten i sig selv kan opfattes som værende ‘usund’ eller ‘problematisk’. Som jeg forstår det, går bekymringen her især på den sammenhæng, der kan være mellem ‘stillesiddende skærmtid’ og konsekvenser som overvægt, negativ påvirkning af bevægeapparatet og kondition. Imidlertid vil sådanne konsekvenser også være påvirket af andre væsentlige faktorer (spises der flere kalorier, end der forbrændes? er respondenten fysisk aktiv ud over ‘skærmtiden’?) – der bør med andre ord kigges på totalen af stillesiddende adfærd, ikke kun tid foran skærmen og om respondenterne i øvrigt er fysisk aktive***. Set fra et metodisk perspektiv er ‘skærmtid’ som indikator eller variabel således ikke uproblematisk.

Endnu mere problematisk er det, efter min mening, at der er en tendens i undersøgelsen til at sidestille nye digitale medier med andre veldokumenterede risikofaktorer som eksempelvis alkohol og rygning. Som sådan bidrager undersøgelsen også til den stigende medikalisering, der igennem en længere periode har præget debatten om børn og unges brug af digitale medier. Det finder jeg meget bekymrende, da der er risiko for, at medikalisering fører til sygeliggørelse, stigmatisering og individualisering af problemer, samtidig med at bagvedliggende sociale og samfundsmæssige sammenhænge og årsager belejligt ignoreres (Conrad & Bergey, 2015).

Opsummerende synes jeg altså, at det er meget begrænset, hvor meget klogere man bliver og hvad man reelt kan konkludere om unges helbred, trivsel og sundhed i relation til deres medieadfærd på baggrund af de ovennævnte eksempler. Jeg har derfor også svært ved at se, hvordan sådanne tal og statistikker alene vil kunne kvalificere eventuelle fremtidige indsatser og tiltag – eksempelvis fra politisk side.

Omvendt tænker jeg, at flere af undersøgelsens resultater med fordel kan anvendes i videre forskning som afsæt for at danne nye hypoteser og undersøgelsesspørgsmål. Dette ligger også fint i tråd med forfatternes egne bud på, hvilke implikationer undersøgelsens resultater kan have for forskning. Her nævnes behov for årsagssøgende forskning som det første (Rapporten, s. 140).  Mange af de spørgsmål jeg her har stillet i forlængelse af de udvalgte eksempler, er der faktisk allerede en del viden om i fx medie- og adfærdsforskningen. En beskrivende undersøgelse som Skolebørnsundersøgelsen giver ikke mange svar, men afføder derimod mange spørgsmål. Så i de tilfælde, hvor der mangler viden, synes jeg, at det med stor tydelighed lægger op til interdisciplinære, mixed methods-baserede forskningssamarbejder, hvis man vitterlig ønsker at forklare, forstå og evt. på sigt forandre elevers medieadfærd.

/Marianne

*) Se fx Orben & Przybylski, 2019, Ellis, 2019 eller Ellis, Davidson, Shaw & Greyer, 2018

**) Forfatterne skriver således, at ‘blandt børn og unge måles stillesiddende adfærd typisk ved skærmtid, for eksempel brug af TV og computer’ (Rapporten, s. 101 – min kursivering).

***) Der er i undersøgelsen også spurgt til elevernes fysiske aktivitet, hvor det dog påpeges, at resultaterne grundet selvrapportering ‘må forventes at være behæftet med en vis usikkerhed’ (Rapporten, s. 97). Opsummering fremgår herunder: