Fra Teknologiforståelse til Erhvervsinformatik

Danske Professionshøjskoler, Danske Universiteter og Den Nationale Kapacitetsgruppe for teknologiforståelse (KATEFO) har netop udgivet en gap-analyse (Basballe mfl., 2021), der har undersøgt status på udvikling af teknologiforståelse i det danske uddannelsessystem og herudover kommer med anbefalinger til den videre udvikling.

Fredag d. 05. februar 2021 af holdt KATEFO en høringskonference om teknologiforståelse, hvor bidragsydere til gap-analysen fremlagde udvalgte resultater og forskellige aktører kunne drøfte disse. Både gap-analysen og høringskonferencen, vil jeg vende tilbage til i denne serie af blogindlæg om udvikling af teknologiforståelse som fag og fagligheder i erhvervs-uddannelserne. Da jeg ofte oplever manglende viden om erhvervsuddannelserne, vil jeg i dette første indlæg beskrive en række forhold, der karakteriserer disse uddannelser, og som har stor betydning for udvikling af nye fag og fagligheder i denne del af uddannelsessystemet.

Teknologiforståelse for alle?
Følger man den offentlige debat om teknologiforståelse, kan man nemt få det indtryk, at det primært handler om udvikling af et nyt fag og en ny faglighed i grundskolen. Ikke desto mindre er teknologiforståelse tænkt som en faglighed, der kan blive gennemgående for hele uddannelsessystemet. Indledningsvist beskrives teknologiforståelse således i gap-analysen:

Teknologiforståelse er på vej som ny faglighed i det danske uddannelsessystem. Både på videregående uddannelser, ungdomsuddannelser og i grundskolen forberedes og afprøves fag og faglighed. Tiltagene er forskellige, men har udgangspunkt i et mål om at etablere en fundamental teknologiforståelse, som til forskel fra en redskabsorienteret anvendelse af teknologi har et almendannende formål, hvor de kommende generationer lærer en dybere teknologiforståelse, der kan udmøntes i kreativ handlekraft om og med digital teknologi.

Mest tydeligt forberedes indførelsen af teknologiforståelse som faglighed i grundskolen. En faglighed, der tager tegn af udviklingen i andre lande, men som samtidig har som ambition at etablere en dansk kontekst, hvor både naturfaglige, humanistiske og samfundsfaglige elementer udgør grundlaget. Etableringen af teknologiforståelse i grundskolen vil påvirke progressionen gennem det samlede danske uddannelsessystem. Derfor udgør den nye faglighed i grundskolen et afgørende udgangspunkt for udviklingen af hele det danske uddannelsessytem. (Basballe mfl., 2021, s. 3 – mine fremhævelser)

Der har været rigtig mange bidragsydere til analysen, og jeg har selv haft mulighed for at deltage i en af arbejdsgrupperne. Mit fokus har været på, hvordan den nye faglighed kan tænkes og udmøntes i erhvervsuddannelserne, der på mange måder adskiller sig markant fra både grundskolen og især de almene gymnasieuddannelser. Erhvervsuddannelsernes særegenhed giver nogle udfordringer, men også nogle muligheder i forhold til teknologiforståelse som fag og faglighed. For at forstå disse udfordringer og muligheder, er det væsentlig at gøre sig en række karakteristika omkring erhvervsuddannelser klart.

Erhvervsuddannelser er først og fremmest erhvervs- og arbejdsmarkedsorienterede
Dette understreges på BUVMs hjemmeside om erhvervsuddannelser, hvoraf det fremgår, at ’med en erhvervsuddannelse får du adgang til det faglærte arbejdsmarked’. Det fremgår også tydeligt i loven om Erhvervsuddannelser, hvor især tre forhold er interessante i denne sammenhæng:

  1. Erhvervsuddannelser har først og fremmest som formål at give uddannelsessøgende ’en uddannelse, der giver grundlag for deres fremtidige arbejdsliv, herunder etablering af selvstændig virksomhed’
  2. Erhvervsuddannelser har også som formål at ’bidrage til at udvikle de uddannelsessøgendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund og bidrage til deres personlige udvikling, karakterdannelse og faglige stolthed’
  3. Begge dele med det formål ‘at imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og generelle kvalifikationer vurderet under hensyn til den erhvervsmæssige og samfundsmæssige udvikling, herunder udviklingen i erhvervsstruktur, arbejdsmarkeds-forhold, arbejdspladsorganisation og teknologi, samt for en innovativ og kreativ arbejdsstyrke.’ (jf. LBK nr 1395 af 28/09/2020)

Så når teknologiforståelse italesættes som en faglighed med ’et almendannende’ formål, giver det umiddelbart nogle udfordringer i forhold til erhvervsuddannelserne, der har så tydeligt erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteret fokus og formål. På den anden side kan ’udmøntning i kreativ handlekraft om og med digital teknologi’ sagtens tænkes erhvervsrettet og være med til at udvikle erhvervsskoleelevernes ’personlige udvikling, karakterdannelse og faglige stolthed’.

Erhvervsuddannelser er organiseret som vekseluddannelser
Størstedelen, af de over 100 forskellige erhvervsuddannelser, er organiseret ud fra et vekseluddannelsesprincip, som betyder, at eleverne gennemfører deres uddannelse i hhv. skolen og på praktiksteder (virksomheder, organisationer mv.). På de fleste uddannelser, udgør praktikdelen langt størstedelen af uddannelsen. Det har betydning for, i hvilken grad erhvervsskolelærerne kan påvirke elevernes samlede læring og udvikling. Det betyder også, at elevernes identitet i vid udstrækning formes af praktikstederne, og at der på erhvervsuddannelser er en stor erhvervspædagogisk opgave med at skabe sammenhæng og samspil mellem skole-praktik og teori-praksis. Den stærke kobling til forskellige erhverv og brancher gør også, at netop redskabsorienteret anvendelse af teknologi, er en del af erhvervsuddannelsernes raison d’etre. Dette udlukker ikke nødvendigvis en mere almen teknologiforståelse (hvad så end det er ..), men det kan give udfordringer i forholdet til fagets legitimering blandt elever og faglærere.

Erhvervsuddannelser er mangfoldige ift. organisering, indhold og målgrupper
Betegnelsen ’erhvervsuddannelser’ dækker over tre forskellige uddannelsesspor med forskellig opbygning, indhold og målgruppe: for unge (eud), for voksne (euv) og som kombination med gymnasial eksamen (eux). Aktuelt er erhvervsuddannelserne organiseret i fire hovedindgange:

  • Omsorg, sundhed og pædagogik
  • Kontor, handel og forretningsservice
  • Fødevarer, jordbrug og oplevelser
  • Teknologi, byggeri og transport

Dette betyder først og fremmest, at ’elevgruppen’ på erhvervsuddannelserne er meget heterogen (også inden for de enkelte spor), hvilket giver nogle didaktiske differentieringsudfordringer eksempelvis i forhold til at motivere for og engagere eleverne i forskellige fag. Teknologifag og -fagligheder indgår allerede i stort omfang inden for de fire hovedindgange, om end naturligvis i forskellige udmøntninger. 

Erhvervsuddannelser styres i vid udstrækning af arbejdsmarkedets parter
Ministeriet har det overordnede parlamentariske, økonomiske og retlige ansvar for erhvervsuddannelserne, men arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle i styringen og udviklingen af erhvervsuddannelserne. Dette sker blandt andet gennem Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) og såkaldte faglige udvalg. Særligt faglige udvalg og lokale uddannelsesvalg, er interessante i denne sammenhæng. Ministeriet skriver herom:

Hver af de over 100 erhvervsuddannelser er styret af et fagligt udvalg, som er sammensat af arbejdsgivere og arbejdstagere fra det pågældende jobområde, som uddannelsen uddanner til. Det faglige udvalg beslutter kompetencemålene for uddannelsen og fastsætter i samarbejde med ministeriet rammerne for uddannelsen. Rammerne udfyldes lokalt af skolerne i samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg for den pågældende uddannelse. Også det lokale uddannelsesudvalg består af arbejdsgivere og arbejdstagere fra det pågældende jobområde, men her er der typisk tale om repræsentanter fra det lokale erhvervsliv. (BUVM – 06.02.21)

Dette understreger naturligvis arbejdsmarkedsorienteringen i erhvervsuddannelserne, og nok så væsentligt betyder det, at det er de forskellige faglige udvalg, der hver især beslutter, hvorvidt et nyt fag skal indføres på de uddannelser, som udvalget har ansvar for.

Erhvervsuddannelsernes nye fag om teknologiforståelse hedder (derfor?) ’Erhvervsinformatik’
På baggrund af ovenstående, er det måske knap så overraskende, at den arbejdsgruppe, der fik til ansvar at udvikle ’fagbilag for et nyt grundfag i teknologiforståelse på erhvervsuddannelserne’ (jf. Kommissorium), endte med at kalde faget for ’Erhvervsinformatik’. Faget indeholder tre overordnede kompetenceområder, hhv. digital myndiggørelse, erhvervsrettet digital udvikling og teknologisk handleevne og computationel tankegang.

Som sådan er faget både erhvervsrettet og læner sig i en vis udstrækning op ad de gymnasiale uddannelsers teknologiforståelsesfag, der hedder ’Informatik’.

Spørgsmålet er imidlertid, hvilken betydning fagets benævnelse og nuværende indhold får for de forskellige intentioner, der var og er med fagligheden teknologforståelse, herunder i særdeleshed det almendannende formål og den faglige progression, der er tænkt gennem uddannelsessystemet? Det er blandt andet noget af det, som jeg aktuelt sidder og arbejder med sammen med to kolleger, og som jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Formålet med gap-analysen har været at danne grundlag for dialog med relevante aktører og beslutningstagere i forhold til den videre udvikling af ‘teknologiforståelse’ i uddannelsessystemet. I den forbindelse er mit håb, at erhvervsuddannelserne også ses i deres egen ret med de udfordringer og muligheder, som dette måtte indebære.

/Marianne

’Erhvervsinformatik’ – teknologiforståelse i erhvervsuddannelser?

Læremiddel.dk’s tidsskrift ‘LearningTech’ inviterer aktuelt forskere til at bidrage med artikler til et særnummer om ’Teknologiforståelsen fagdidaktik’. Jeg er med i redaktionen på dette særnummer, hvorom vi skriver:

I dette nummer af Learning Tech er der fokus på teoretisk og empirisk forskning, der undersøger teknologiforståelse som fag, fagligheder og fagdidaktiske perspektiver. Teknologiforståelse er de seneste år gået fra at være et politisk mål til en pædagogisk praksis. Dette er i særlig grad sket, fordi der både i Danmark og de andre nordiske lande er igangsat nationale indsatser for at få teknologiforståelse – og beslægtet hermed digital dannelse, datalogisk tænkning og informatik – på skemaet i både grundskole og på ungdomsuddannelser (Bocconi et al., 2018). Dette har også betydet, at fagformålstekster og læseplaner er blevet forsøgt oversat til praksis, og afledt heraf er der knopskudt kompetenceudviklende aktiviteter, nye netværk og læremiddeludvikling med henblik på at understøtte undervisning i teknologiforståelse.

Vi indkalder forskningsartikler, der tager afsæt i teknologiforståelse i en nordisk kontekst på enten grundskole- eller ungdomsuddannelser, og hele invitationen med deadline og praktiske anvisninger kan ses her.

Glem ikke erhvervsuddannelserne!
Ud over at være medredaktør, har jeg også sammen med to gode kolleger, hhv. Jens J. Hansen (SDU) og Peter Holmboe (UCSyd), planer om at skrive en artikel om grundfaget ’Erhvervsinformatik’, der – i hvert fald på papiret – er erhvervsuddannelsernes nye fag om ’teknologiforståelse’. Vores primære motivation hænger sammen med et ønske om at fremhæve, at behovet for ‘teknologiforståelse’ og dermed også udvikling af et nyt fag, der omhandler ‘teknologiforståelse’, ikke kun er noget, der vedrører grundskolen. Hvis man følger med i den offentlige debat om udvikling af ‘teknologiforståelse’, kan man godt få indtryk af, at det primært handler om, hvad der sker i folkeskolen – og det vil vi gerne være med til at ændre! ‘Teknologiforståelse’ vil også komme til at påvirke erhvervsuddannelserne, dels fordi der vil komme elever, som har haft faget i grundskolen, og dels fordi der er udviklet et lignende fag, nemlig ‘Erhvervsinformatik’ specifikt rettet mod erhvervsuddannelser. Debatter, forskning, viden og praksis omkring ‘teknologiforståelse’ er derfor også yderst relevante for erhvervsuddannelserne.

En kritisk læreplansanalyse
Jens, Peter og jeg er stadig i den indledende fase, hvor vi er i gang med at indsamle viden om hvorfor og hvordan faget ‘Erhvervsinformatik’ blev til, og hvad intentionerne med faget er. Det er meget sjældent, at man som forsker får mulighed for at følge og undersøge udvikling af et helt nyt fag og dertilhørende pædagogisk-didaktisk praksis, så alene af den årsag, er der tale om en rigtig spændende opgave. Fordi faget er så nyt og der indtil videre kun er relativt sparsomme praktiske erfaringer med at omsætte fagets intentioner i erhvervsuddannelserne, har vi besluttet at udarbejde en læreplansanalyse, hvor vi ikke inddrager empiri, men netop holder os til analyse af  bekendtgørelsen og vejledningen til faget. Med andre ord, er vi i første omgang nysgerrige på, hvordan faget er tænkt ‘på papiret’ Herigennem er det vores mål at afdække fagets identitet, indhold og intenderede praksis.

Vi er i kontakt med skoler, der aktuelt arbejder med implementering af ‘Erhvervsinformatik’, og vi har derfor også drøftet muligheden for at undersøge realiseret praksis, men det har vi altså fravalgt i første omgang. Dels er der nogle praktiske hensyn (fx tid og omfang af artiklen), dels er der som nævnt kun sparsomme erfaringer, der ikke nødvendigvis kan siges at være repræsentative for fagets muligheder, og endelig er det væsentlig at komme i dybden med at forstå faget inden vi går ud og undersøger, hvordan det så praktiseres.

Ifølge von Oettingen er et fags læreplan ikke bare en pædagogisk-didaktisk orientering til de lærere, der har ansvaret for at omsætte faget i praksis. En læreplan er også et udtryk for samfundsmæssig kommunikation om fagets og i dette tilfælde erhvervsskolens formål og legitimitet. Læreplanen udtrykker:

.. et koncentrat af den viden og alle de demokratiske, kulturelle og økonomiske værdier, politiske holdninger, forventninger, etiske og moralske principper og idealer, som den ældre generation finder det vigtigt, at den yngre generation forstår og forholder sig til.

von Oettingen (2016, s. 76).

Der er altså rigtig meget på spil i læreplaner, og selv om vi kun lige er begyndt, har vi allerede mange spørgsmål til faget – fx

  • hvorfor faget i erhvervsuddannelsesregi hedder noget med informatik og ikke forståelse, og hvilke konsekvenser det kan tænkes at have?
  • hvordan faget hænger sammen med erhvervsuddannelsernes overordnede formål om at bidrage til elevernes ‘karakterdannelse, faglige stolthed og evne til selvstændig stillingtagen, samarbejde og kommunikation’?
  • hvilket teknologibegreb er der på spil i faget? og hvordan hænger det sammen med erhvervsretning og (erhvervs-)dannelse?
  • hvilke didaktiske metoder lægger faget op til? Og hvad siger disse om det menneskesyn og de pædagogiske-didaktiske overvejelser, der kan tænkes at ligge til grund for faget?
  • hvordan er progressionen fra grundskolens ‘Teknologiforståelse’ til erhvervsuddannelsernes ‘Erhvervsinformatik’ tænkt?

Det er blot eksempler på nogle af de mange spørgsmål, som vi glæder os til at undersøge nærmere!

/Marianne