FoU-program om Pædagogisk ledelse

I forbindelse med Undervisningsministeriets forsøgs- og udviklingsprogram for 2013 indenfor erhvervsuddannelserne, er NCE blevet udpeget som paraplyorganisation for to ud af tre programmer, hhv. inspirationsprogrammerne “Implementering af et fælles didaktisk og pædagogisk grundlag på erhvervsskoler” og “Udvikling af pædagogisk ledelse på erhvervsskoler“. Jeg har været med i udformingen af ansøgningerne til begge programmer, men skal kun deltage i programmet om pædagogisk ledelse, hvorfor jeg primært vil fokusere på dette her på bloggen. Der er imidlertid overlap mellem programmerne, og flere af de deltagende skoler er med i begge programmer, så det kan ikke helt udelukkes, at der vil komme lidt om det andet program med tiden.

NCE har mangeårig erfaring fra deltagelse i FoU-programmer, men rollen som paraplyorganisation er ny og betyder, at NCE i modsætning til tidligere ikke blot skal bidrage med faglig viden gennem konsulentarbejde, men NCE skal nu også igangsætte, lede og samle viden op fra det arbejde udvalgte skoler udfører. I programmet vedr. pædagogisk ledelse har ministeriet udvalgt 11 skoler – illustreret her nedenfor.

PædLed_deltagere
Deltagerne i FoU-programmet om pædagogisk ledelse.

Fra NCE deltager, udover jeg, tre erfarne kolleger: René Nordin Bloch (som er lokal programleder), Hans Jørgen Knudsen og Jørgen Theibel Østergaard, og endelig har vores afdelingsleder, Susanne Gottlieb det overordnede programansvar. Det er ministeriets klare ønske, at der skal genereres og indsamles generaliserbar viden fra skolernes udviklingsprojekter, og til at bistå os med denne del får vi assistance af Christian Helms Jørgensen fra RUC.

Som paraplyorganisation er det NCEs ansvar:

  • At bidrage til kvalitetssikring af skoleprojekterne, således at udviklingen af den pædagogiske ledelse forløber, sådan som de enkelte skoler har planlagt det
  • At organisere erfaringsudveksling mellem skolerne, således at skolerne kan lære af hinandens erfaringer med at udvikle pædagogisk ledelse
  • At indsamle viden om, hvorledes skolerne arbejder med udvikling af pædagogisk ledelse i praksis, og hvordan ledelsen sikrer sig 1) at relevante medarbejdergrupper løbende inddrages og deltager, 2) at denne udvikling sker på et systematisk grundlag blandt andet med løbende inddragelse af nyeste viden indenfor feltet, 3) at ledelsens engagement i og prioritering af didaktisk og pædagogisk udvikling mærkes i dagligdagen, og endelig 4) at skolerne udvikles til lærende organisationer
  • At systematisere skolernes viden om udviklingsprocessen, analysere og perspektivere denne viden i forhold til, hvad der virker og hvorfor
  • At involvere skolerne i processen med at systematisere viden om, hvorledes skolernes arbejde med at udvikle pædagogisk ledelse forløber for at få skolernes feedback på generaliseringen af viden om udviklingsprocesserne

I forhold til selve de udviklingsprocesser, der skal igangsættes ude på skolerne, har ministeriet opfordret os til at benytte den såkaldte indsatsteori, der uanset navnet er en metode, som kan hjælpe skolerne til at få formuleret og klarlagt sammenhænge mellem mål (udvikling af pædagogisk ledelse) og indsatser, samt evaluering heraf (jf. illustrationen nedenfor). Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har brugt metoden ifm. udviklingsprojekter gennem mange år, og mange af de deltagende skoler forventes at være bekendte med indsatsteori.

Indsatsteori_faserne
Kilde: En lærerig vej til resultater: Håndbog i evaluering ved hjælp af indsatsteori, s. 2

Torsdag d. 5. december har vi opstartsseminar på Kold College, hvor også ministeriets chefkonsulent, Vibe Aarkrog deltager – og jeg kan roligt skrive, at vi alle glæder os til endelig at komme rigtigt i gang!

/Mariis

OPDATERING – pga. #stormdk valgte vi at udsætte seminaret til 08/01/14

Netværkskonference om bedre overgange i EUD

FPN_logo

Tirsdag d. 3. december 2013 afholder Forsker-Praktikernetværket for EUD konference i DGI-byen i København.  Temaet for netværkskonferencen denne gang er: “Attraktive erhvervsuddannelser – bedre overgange, hvad skal der til?”

På denne netværkskonference er temaet “overgange” og de problemstillinger og muligheder, der knytter sig hertil. Hvordan kan erhvervsuddannelserne gøres mere attraktive, og hvordan kan overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelse i praksis foretages på nye måder, med nye samarbejdsflader og nye strukturer? Dette belyses i det indledende oplæg og diskuteres i seks workshops med praktikere fra vejledningsområdet og fra skoler, som på forskellig vis bidrager til bedre overgange for de unge ved at samarbejde på nye måder med virksomheder, folkeskoler, efterskoler, produktionsskoler etc.

Konferenceprogrammet består bla. af oplæg ved Direktør for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, der vil tale om fremtidens erhvervsskoleelever og to norske forskere, der vil fortælle om et forskningsprojekt som omhandler piger i auto- og elfaget. Hertil kommer en række interessante workshops med fokus på bla. tabermyter, overgange fra grund- og produktionsskoler, 9. klasse, indvielses- og afgangsritualer, samt udvikling af talent.

Der er med andre ord lagt op til en spændende dag – så kom og vær med!

Deadline for tilmelding er mandag d. 18. november 2013. Se program og mere om tilmelding her.

/Mariis

En blog om ikt og erhvervspædagogik – hvorfor nu det?

I juni 2013 blev jeg ansat som adjunkt ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) Professionshøjskolen Metropol.

Metropol

Hos NCE er jeg ansat til at varetage tre roller:

  1. Som forsker med særlig fokus på erhvervsuddannelsesområdet (EUD)
  2. Som underviserDiplomuddannelsen i Erhvervspædagogik
  3. Som konsulent ifm. forsøgs- og udviklingsprojekter ligeledes indenfor EUD

Penair Prospectus 2012 - batch 2

Jeg har en baggrund som faglærer på Hotel- og Restaurantskolen i Kbh., hvor jeg var ansat i fem år, og de sidste 10 år frem til min ansættelse hos NCE, var jeg ansat på Aalborg Universitet i forskellige stillinger – senest som Phd-studerende med fokus på koblingen mellem ikt og læring. I mit arbejde hos NCE har jeg derfor også en stærk faglig interesse i at udforske netop denne kobling. Dette har vist sig at være yderst relevant, idet forskning indenfor EUD generelt er sparsom (ift. andre uddannelsestyper), og forskning i brugen og betydningen af ikt indenfor området er nærmest ikke-eksisterende.

Som en del af min ansættelse skal jeg gennemføre et adjunktforløb mhp. på at blive lektorbedømt, og det har givet mig en kærkommen anledning til at genoptage blogskriveriet. Som Phd-studerende havde jeg stor gavn af at blogge, dels som metode til at fastholde refleksioner over mine erfaringer såvel teoretiske som praktiske, og dels som værktøj ift. at dele viden, ideer og tanker med andre. Så planen er, at jeg vil forsøge at blogge om mit adjunktforløb, men herudover vil jeg også fokusere på de oplevelser som dagligdagen hos NCE ellers byder på som hhv. forsker, underviser og konsulent.

/Mariis