Distraktioner og manglende selvkontrol som følge af computerbrug har gennem mange år været et fokus i forskning. Særligt gennem udviklingen og brugen af apps, har dette fokus også vundet indpas i offentlige debatter om teknologi.
Forskningsmæssigt kan der i en dansk kontekst eksempelvis peges på Jesper Aagaard, der er adjunkt ved Psykologisk Institut (AU), og som bla. forsker i digitale distraktioner i uddannelsessammenhænge. Aagards ph.d. afhandling havde netop titlen Digital Distraction – a qualitative exploration of media multitaskning og er baseret på klasserumsobservationer og interviews på et handelsgymnasium. Aagaard udmærker sig, efter min mening, ved at fokusere nuanceret på de udfordringer – eksempelvis distraktioner – der kan være forbundet med teknologianvendelse uden at forfalde til skræmmeretorik og udokumenterede diagnoser. I stedet taler Aagaard om digitale vaner, der kan være mere eller mindre hensigtsmæssige (fx pga. manglende selvkontrol). Jeg hørte Aagaard tale om dette studie på konferencen Generation Skærm på DPU i marts, og jeg ser frem til at følge Aagaards studier fremover, da jeg tænker at disse kommer til at bidrage med vigtig ny viden om de mere uheldige konsekvenser af teknologianvendelse, der også kan påvirke undervisning og læreprocesser.
Internationalt, er jeg netop blevet opmærksom på Ulrik Lyngs, der er ph.d. studerende ved Dept. of Computer Science ved Oxford University. Lyngs har gang i et spændende studie af apps, der hævder at hjælpe brugeren med at blive bedre til at udøve selvregulering og/eller -kontrol mht. skærmbrug. Om fokus i ph.d. projektet skriver Lyngs kort:
Light-weight laptops and smartphones let us do anything, anywhere. Yet, when everything is always available, many users get distracted by their devices and struggle with self-control. On app stores, an entire niche has emerged for ‘anti-distraction tools’ which claim to help people self-regulate by blocking distractions, tracking device use, or gamifying intended use. Which design features actually help users self-regulate their use of digital devices, and can theories of cognitive control from the behavioural neurosciences help us?
Lyngs’ felt er altså ikke uddannelse, men det mere generelle Human-Computer-Interaction (HCI). Ikke desto mindre tænker jeg, at hans arbejde kan bidrage med vigtig ny viden, der også kan få betydning for uddannelsesområdet. Studier af hvordan vi designer nye teknologier som apps, der kan modvirke fx distraktioner og mere generelt handler om, hvad der måske kan betegnes som bevidst ikke-brug*, kan også bruges mere indirekte til at gøre os klogere på forskellige ‘afkoblingsstrategier’ (se evt. også Light, 2014). Hermed kan Lyngs’ studier også ses som et bidrag til det stadigt voksende forskningsfelt Digital Behaviour Change Interventions (DBCIs), der netop undersøger, hvordan digitale teknologier kan bruges til at fremme hhv. bremse adfærd. Se evt. Pinder et al. (2018) for et godt overblik.
Lyngs har sammen med en række kolleger for nylig udgivet et paper med titlen Self-Control in Cyberspace: Applying Dual SystemsTheory to a Review of Digital Self-Control Tools. Det er et velskrevet og veldokumenteret paper, men ikke det nemmeste at læse. Lyngs har dog beskrevet deres resultater i en lidt lettere tilgængelig post her. Det som jeg især finder interessant, er forfatternes brug af Dual Systems Theory, som er en avanceret teori, der indfanger andre aspekter end eksempelvis klassiske behavioristiske teorier og nyere modeller som Fogg’s (2009) Behaviour Model. Herudover er forfatternes analyse og kategorisering af 367 apps afhængig af deres funktionaliter vældig interessant. Kategoriseringen – der måske kan sige noget om afkoblingsstrategier – kan ses i figuren herunder.
Lyngs og kolleger konkluderer med dette ønske:
The future to hope for is one in which users develop beneficial habits of technology use and are resilient against predatorial nudging by clickbait advertisers and data harvesters. We hope our review of 367 apps and browser extensions representing natural experiments in designing for digital self-control, and our formulation of a dual systems model to understand them, will help us realise this future.
Lyngs et al. (2019, p. 12)
Det bliver spændende at følge udviklingen, og herudover bliver det interessant at se om Lyngs og kolleger også kommer til at berøre paradokset med at distraktioner fra apps, skal løses med flere apps .. ;-)
/Marianne
*) En af de tidligste artikler, jeg selv læste omkring design mhp. ikke at bruge digitale teknologier i form af computere er Satchell & Dourish (2009).
Mariis' digitale refleksioner 