Mariis' digitale refleksioner

Der synes at være en stigende tendens til at bruge illustrationer af hjernen og referencer til neurovidenskab i den aktuelle debat om anvendelse af digitale teknologier (fx computere, tablets, smartphones og videospil) i uddannelsessystemet. Det interessante er, at disse referencer bruges både af teknologikritikere og teknologienthusiaster.

Hvad angår teknologikritikere, hørte jeg i marts en keynote på Danmarks Læringsfestival med Anette Prehn og Imran Rashid, hvor der var fokus på hjernen både i ord og billeder. Begge har skrevet bøger, der også har fokus på hjernen og neurovidenskab i det hele taget, og ikke mindst Rashids (2017) bog Sluk – kunsten at overleve i en digital verden har fået meget opmærksomhed.

En af dette års mest omtalte teknologikritiske bøger er Jesper Balslevs Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse. Balslevs fokus på hjernen er ikke så udtalt, men han refererer dog til Manfred Spitzer og begrebet ‘digital demens’, når han beskriver de negative effekter af digitalisering.

Netop Manfred Spitzers bog Digital demens, der oprindeligt udkom på tysk i 2012, er nu udkommet på dansk med et opdateret forord, og her er der også billeder af hjernen og neurovidenskabelige forklaringer på fænomener som demens, afhængighed og manglende indlæring.

På den anden side har fokus på hjernen og neurovidenskab også været brugt til at argumentere for øget brug af digitalisering i uddannelse, ikke mindst ifm. personaliseret læring, således som det ses hos Area9 Lyceum (der i øvrigt benytter sloganet ‘It’s all about brains’ og et hjernelogo) i udvikling af deres adaptive læringssystem og hos KL i deres initiativ Teknologispring, hvor personaliseret læring ses som en vision for børne- og undervisningsområdet.

Set udefra, er dette fokus på hjernen og neurovidenskab en interessant, men også problematisk udvikling. Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet har meget rammende beskrevet den især negative udlægning af teknologianvendelse som noget, der ligner en spejling af tidligere tiders medieraseri, denne gang dog tilsat ‘en gavmild håndfuld hjernekrymmel‘. Men hvad er egentlig problemet, når man hælder lidt hjernekrymmel ud over sine (forskningsfaglige) budskaber?

Som begrebet hjernekrymmel antyder, så er der tale om mindre enheder (af et komplekst felt), der kan bruges til at forsøde et givent budskab. Når hjernen, og i det hele taget neurovidenskab, tillægges en sådan forklaringskraft, så skyldes det iflg. flere undersøgelser, at:

1. folk føler sig mere overbevidste om forklaringer på psykologiske fænomener (som fx læring og afhængighed), når disse indeholder neurovidenskabelig information – også selv om sidstnævnte er irrelevant for argumentet (Minahan & Siedlecki, 2016; Fernandez-Duque, Evans, Christian, & Hodges, 2015; Rhodes, Rodriguez, & Shah, 2014), og
2. billeder af selve hjernen (men ikke grafer el. billeder af hjerneaktivitet) øger folks oplevelse af validitet (McCabe & Castel, 2008).

Der er altså noget, der tyder på, at især billeder af hjernen og i det hele taget neurovidenskab besidder en forsødende, for ikke at sige forførende kraft. Og det gælder jo uanset om der argumenteres for eller imod et givent fænomen.

Derfor er der behov for at være særlig påpasselig, når man formidler emner baseret på neurovidenskab. I en artikel om neurovidenskab i den offentlige sfære, skriver O’Conner, Rees & Joffe (2012, p. 220), at ‘contemporary neuroscience carries particular social weight’ ift. folks opfattelser af sig selv og andre, fordi hjernen i det sekulariserede samfund repræsenterer ‘the seat of mind and self’. Og forfatterne fortsætter:

Consequently, the production of brain-related knowledge is culturally important, carrying implications for how people see themselves as individuals and human beings (ibid.).

Og dette skyldes, som vi også så ovenfor, at:

Brain-based information posses rhetorical power: logically irrelevant neuroscience information imbues an argument with authoritative, scientific credibility (ibid.).

O’Conner, Rees & Joffe’s artikel er baseret på et studie af den generelle mediedækning af neurovidenskab i England i perioden fra 2000-2010. I deres analyse heraf bygger de bla. videre på Racine et al. (2005, 2006, 2010 – som citeret i artiklen, p. 220), der identificerer tre tendenser i mediefortolkninger af neurovidenskab, som er:

• Neurorealism – describes the use of neuroimages to make phenomena seem objective, offering visual proof that a subjective experience (e.g. love, pain, addiction) is a ‘real thing’
• Neuroessentialism – denotes depictions of the brain as the essence of a person, with the brain as synonym for concepts like person, self or soul
• Neuropolicy – captures the recruitment of neuroscience to support political or policy agendas

O’Conner, Rees & Joffe finder endvidere i deres studie, at hjernen ses som en ressource, en måde at differentiere og kategorisere folk på og endelig som bevis for dette og hint. Dette bør iflg. forfatterne have konsekvenser for både den offentlige debat og for beslutningstagere:

Incorporation of neuroscientific evidence into policy debate should be closely monitored to ensure that the contribution is substantive rather than purely rhetorical and that neuroscientific evidence is not used as a vehicle for espousing particular values, ideologies, or social divisions (ibid., p. 225).

Forfatterne slutter af med at konkludere, at det ser ud til at:

… the brain has been instantiated as a benchmark in public dialogue, and reference to brain research is now a powerful rhetorical tool. The key questions to be addressed in the coming years revolve around how this tool is employed and the effects this may have on society’s conceptual, behavioral, and institutional repertoires (ibid).

Min pointe med at referere til disse studier, er ikke at kritisere de ovennævnte forfattere, firmaer og institutioner i den danske debat for deres foki og inddragelse af neurovidenskab. Men jeg synes, at det er slående som ‘hjernekrymmel’ vinder ind i debatten, og jeg tænker, at alle vi uden for det neurovidenskabelige felt bør være ekstra opmærksomme, således at vi ikke ukritisk lader os forføre af hjerne-smarte argumenter og vores generelle påskønnelse af reduktionistiske forklaringer – hvad enten de er for eller imod, det vi nu debatterer.

OPDATERING

På Twitter gjorde Henning Wettendorff (@HenningCella) mig opmærksom på dette nummer af Børn og Unge, hvori der er fokus på neuropædagogik, og hvor der gives følgende 7 råd ift. at gennemskue og vurdere om, der er tale om seriøs hjerneforskning eller ej:

Rådene er udarbejdet af Andreas Lieberoth (@liberothdk) og hans kolleger, og er bla. beskrevet i denne artikel.

/Marianne