Her til formiddag postede en af mine tweeps, eDidaktik, følgende på Twitter:
Linket henviser til denne artikel i Jyllandsposten, og handler kort sagt om:
Professionshøjskolerne føler sig provokeret af debatten om de studerendes korte arbejdsuge. En såkaldt »studieaktivitetsmodel« skal tydeliggøre, at uddannelse er andet og mere end tavleundervisning.
eDidaktik’s tweet medførte lidt debat om hensigtsmæssigheden i at bruge sådanne ”studieaktivitetsmodeller”. Som ansat på Professionshøjskolen, Metropol følger jeg naturligvis den type debat med stor interesse. Det skal dog straks bemærkes, at jeg ikke har arbejdet med den pågældende model. Modellen er, så vidt jeg har forstået det, i første omgang tænkt til brug på professionshøjskolernes grunduddannelser, og da jeg er ansat i NCE har jeg ikke berøring med disse, men derimod med efter- og videreuddannelse (af erhvervsskolelærere). Ikke desto mindre har vi i NCE netop påbegyndt en pædagogisk-didaktisk udviklingsproces, hvor vi vil arbejde på at justere og udvikle vores primære uddannelse, nemlig Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP’en).
Én af eDidaktik’s anker mod sådanne modeller er risikoen for, at de studerende fratages ansvar for egen læring – og deri er jeg ikke nødvendigvis enig. Det er dog en diskussion med mange nuancer. For det første er der spørgsmålet om at visualisere diverse studieaktiviteter, og her skal man lige være opmærksom på ECTS-systemet.
ECTS står for European Credit Transfer System, og det er et internationalt pointsystem, der angiver den arbejdsbelastning, som et uddannelsesforløb er normeret til. 60 ECTS-point svarer til en gennemsnitsstuderendes fuldtidsstudiearbejde i et år, og ifølge Undervisnings- og Uddannelses- ministerierne svarer 60 ECTS til ca. 1650 arbejdstimer, mens 1 ECTS svarer til en gennemsnitlig studieindsats på ca. 27, 5 timer. De ECTS-point et forløb angiver omfatter den tid, som den studerende skal forvente at skulle bruge til undervisning, forberedelse, læsning, øvelser, opgave- skrivning, eksamen og andre aktiviteter, der er nødvendige for at gennemføre det pågældende forløb.
Det er min erfaring, at mange studerende ikke er bevidste om, hvad ECTS-systemets egentlig betyder, og i min tid på Aalborg Universitet (2003-2013) oplevede jeg dette både blandt masterstuderende og dagstuderende. Det vil sige at jeg oplevede, at både voksne (hvoraf mange faktisk var undervisere) og unge voksne, der fx kom direkte fra gymnasiet, godt nok havde hørt om ECTS og mange havde trods alt en ide´om, hvad det betød i teorien, men slet slet ikke i praksis, dvs. for deres egen studieaktivitet. I mange år brugte jeg derfor ECTS-oversigter for at synliggøre og italesætte de forskellige studieaktiviteter. En ECTS-oversigt kunne se ud som i eksemplet nedenfor (der dog er rettet mod DEP’en):
Når jeg oplevede, at en sådan oversigt kunne være hensigtsmæssig at bruge, hang det i høj grad sammen med synliggørelse. For mange studerende var det et stort spring ”at blive studerende” , mange var forvirrede og utrygge ift. forventninger, og mange efterlyste værktøjer til studieteknik. ECTS-oversigten var jo mit bud på, hvordan jeg forestillede mig, at de studerende kunne strukturere deres tid, men den var netop kun et bud. Studerende er forskellige og arbejder i forskellige tempi, nogle er stærke læsere, nogle er stærke opgaveløsere, og som sådan kan oversigten kun være et bud. Ofte vendte jeg derfor også tilbage til oversigten ifm. evaluering, hvor jeg så kunne danne mig et indtryk og evt. justere på mængden af litteratur, hjemmeopgaver mv. Og brugt på denne måde fungerede oversigten som et godt værktøj, både for mig og de studerende. I debatten på Twitter, var der såmænd også enighed om at synliggørelse kan være gavnligt:
Imidlertid – og her deler jeg eDidaktik’s bekymring – kan sådan ECTS-oversigt udfoldes ift. detaljeringsgrad, og det er hvad jeg læser, at professionshøjskolernes uddannelsesudvalg, repræsenteret ved formanden Ulla Koch gør i eksemplet fra Jyllandsposten, som ses her nedenfor:
En så detaljeret oversigt over studieaktiviteter kan godt bekymre mig. Igen skal det dog påpeges, at jeg ikke har erfaring med modellen, ej heller med de studerende på grunduddannelserne, så der kan være forhold og argumenter, som jeg ikke er bekendt med. Når jeg udtrykker bekymring handler det i høj grad om det meget store arbejde, der skal lægges fra underviserne ift. at udarbejde så detaljerede oversigter på ugebasis hen over et længere studieforløb (der følger også detaljerede tekstbeskrivelser med i arbejdet). En anden bekymring kunne være den ”elevificering” som eDidaktik også påpegede på Twitter, idet en så detaljeret studieplan risikerer at fratage de studerendes ansvar og mulighed for at lære at strukturere deres egen studietid.
En anden anke eDidaktik havde var, at han havde svært ved at se, hvordan studieaktivitetmodellen kunne være et didaktisk værktøj. Og her kan jeg godt følge eDidaktik, hvis man kigger på ovennævnte figur alene. Imidlertid er der tale om en større pakke, hvor modellen her nedenfor også skal indtænkes:
Den erfarne didaktiker vil kunne se inspiration fra især Erik Prinds, og som sådan er der ikke noget nyt over selve modellen. Det nye er, som jeg vurderer det, ideen om at skabe, hvad man kunne kalde et fælles pædagogisk-didaktisk grundlag på professionshøjskolerne. Som min egen dekan, Camilla Wang, påpegede på Twitter, så er det tanken, at arbejde med studieaktivitetsmodellen også skal være med til at illustrere – ikke kun overfor de studerende, men også i høj grad overfor omverden – at det at tage en professionsuddannelse ikke blot handler om at sidde som passive modtagere, men også indbefatter de studerendes egen aktive indsats på flere fronter.
Og som sådan synes jeg modellen er et rigtig godt bud til dialog mellem forskellige aktører. I Jyllandsposten citeres en af de undervisere, der rent faktisk har erfaring med at brugen modellen, og alene den bevidstgørelse for både undervisere og studerende, der kan komme ud af arbejdet, synes jeg er både positivt – og tiltrængt.
Som tidligere nævnt, er vi i NCE nu så småt gået i gang med pædagogisk udvikling af vores egen DEP, og studieaktivitetsmodellen er én af de modeller, vi vil kigge på. Om modellen i tilstrækkelig grad tager højde for de særlige vilkår, der gælder for os og vores studerende, der jo som oftest er i arbejde, og hvor netop aftagerne (erhvervsskolerne og erhvervenes øvrige interessenter) spiller en meget aktiv rolle, skal jeg lade være usagt indtil videre. Det er altid spændende at gå i gang med pædagogisk-didaktisk udvikling, og jeg tænker, at vi nok skal få nogle interessante diskussioner – også på baggrund af modellen.
/Mariis
Flere eksempler på hvordan Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle bruger modellen, kan ses her
Mariis' digitale refleksioner 